Politiet spiller med musklerne

Europol og Eurojust styrker samarbejde med europæiske anti-dopingmyndigheder

EU's politienhed, Europol, har hovedkvarter i Haag i Holland.
LARS JØRGENSEN

Politiet stillede med et slagkraftigt hold, da flere offentlige europæiske myndigheder i går mødtes med verdens anti-dopingagentur WADA og nationale anti-dopingmyndigheder fra en række centraleuropæiske lande i Europas sportshovedstad 2019: Budapest i Ungarn.

For selv om den europæiske sportsmodel er kendetegnet af en mere end hundrede år lang tradition for selvstyre i sportens verden, er offentlige myndigheder i mange europæiske lande begyndt at spille lidt mere med musklerne af interesse for, hvordan sportens organisationer forvalter sine offentlige pengegaver.

Listen over sportens misbrug af offentlige midler er lige så lang som mandagsavisernes resultatlister over udfaldet af weekendens sportskampe. Og da moderne sport ikke kun er underholdning, men f. eks. også hooliganisme, korruption, matchfixing og dopingsnyd, er politi og retsvæsen blevet nogle af de største offentlige spillere på banen.

Europols direktør, belgieren Catherine De Bolle.

På mødet i den ungarske hovedstad besluttede repræsentanter fra EU’s politienhed Europol og de europæiske anklagemyndigheders fælles juridiske enhed Eurojust, at deres samarbejde med WADA og de nationale antidoping-myndigheder om bekæmpelse af doping i sport og handel med dopingstoffer skal styrkes.

”Der er ingen tvivl om, at dopingkontrol i overensstemmelse med WADA’s standarder hjælper med at sikre de rene atleters rettigheder. Men kontrol er ikke nok til at begrænse brugen af doping i sport. Handlen med dopingstoffer og leverandørerne af dem skal stoppes”, skriver Eurojust i en pressemeddelelse.

Ny lovgivning

Antidoping-organisationernes muligheder for at samarbejde med politi og retsvæsen på tværs af landegrænser blev væsentligt forbedret, da UNESCO i 2015 vedtog en international konvention imod doping i sport.

En række lande i og udenfor EU har i de senere år vedtaget love, som ikke kun gør brugen af doping, men også handel med dopingstoffer kriminelt. 

Og i fjor blev det Europol-koordinerede antidoping-projekt Viribus etableret for at begrænse den internationale handel med dopingstoffer indenfor EU.

”Informationsdeling og et tættere samarbejde mellem lovgivere og antidoping-agenturer har allerede resulteret i en mere koordineret international respons på trafikken med dopingstoffer”, understreger Europol, som i forvejen har skærpet fokus på matchfixing og andre former for korruption i sport.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*