De usynlige sportspolitikere

Den danske foreningsidræt har knap fire millioner medlemskaber, men ingen af de 13 opstillede folketingspartier har idrætspolitik som en mærkesag

Sporten oplever den ene skandalesag efter den anden, men det er svært at få øje på danske politikere i debatten. Foto: Folketinget/Christoffer Regild
LARS JØRGENSEN

– Valgkampen om de 179 pladser i det danske folketing er på vej ind i den afgørende slutspurt.

Med tanke på, at dansk foreningsidræt har næsten fire millioner medlemskaber i idrættens tre store hovedorganisationer; Danmarks Idrætsforbund, Danske Gymnastik – og Idrætsforeninger og Dansk Firmaidrætsforbund, skulle man derfor tro, at mange folketingskandidater har valgt sporten som en oplagt kampplads for deres politiske slagsmål om vælgernes gunst.

Også selv om antallet af medlemskaber falder til ca. 2,6 millioner, hvis man tager højde for, at mange af de idrætsglade danskere er medlemmer i foreninger, som er tilmeldt flere af de tre hovedorganisationer.

Men traditionen tro finder danske politikere det også i denne valgkamp langt mere interessant at markedsføre deres holdninger til emner som udlændinge, integration, klima, miljø, sundhed og velfærd.

Sportspressen.dk’s gennemgang af de opstillede folketingspartiers politiske mærkesager viser i hvert fald, at stort set ingen af de 13 opstillede partier prioriterer idrætspolitik som en selvstændig mærkesag.

På partiernes hjemmesider nævnes sport og idræt kun i bisætninger til partiernes overordnede kulturpolitik, selv om både den danske og udenlandske sportsverden netop nu er plaget af den ene skandalesag efter den anden om blandt andet mobning, chikane, seksualforbrydelser, økonomisk kriminalitet, narko- og våbenhandel, matchfixing og doping.

Kvalitet i verdensklasse

Regeringspartiet Venstre nævner således kun Danmarks mange idrætsudøvere én enkelt gang i sit kulturpolitiske partiprogram:

”Den liberale kulturpolitik udspringer altid af en bæredygtig kulturel fødekæde. Det giver kulturlivet et rekrutteringsgrundlag af udøvere, som har potentialet til at bidrage til dansk kultur og kulturlivets mangfoldighed med frembringelser af høj kvalitet. Derved vil Danmark få et alsidigt kulturliv, der giver de bedste betingelser for, at en kunstner eller idrætsudøver kan professionalisere sig og nå det højeste niveau inden for sit felt og derved bidrage med dansk kultur og kvalitet i verdensklasse”.

Og Socialdemokratiets fokus på Danmarks og resten af verdens idrætspolitiske udfordringer er ikke meget større:

”Idræts- og foreningslivet er en central del af det danske demokrati, og derfor ønsker Socialdemokratiet at styrke det. Alle – uanset alder eller økonomisk formåen – skal kunne engagere sig i idræts- og foreningslivet. Det frivillige foreningsarbejde er med til at styrke den sociale sammenhængskraft, og vi skal være stolte af, at så mange i vores samfund vil gøre en forskel for andre ved at være aktive i en forening eller frivillige”.

En stærk grundpille

Størst fokus på idrættens samfundsmæssige betydning har SF i sit kulturpolitiske program, som under overskriften ’Sport og idræt binder os sammen’ blandt andet konstaterer:

”Sport og idræt har en vigtig plads i det danske samfund. Det sikrer et godt fysisk og psykisk helbred, skaber sammenhængskraft og styrker integrationen af etniske minoriteter. Foreningslivet er en stærk grundpille i vores lokalsamfund, hvor fodboldklubber, gymnastikforeninger og meget mere binder os sammen på kryds og tværs. Det skal vi værne om og styrke. Samtidig skal vi sikre, at der også udenfor foreningerne er mulighed for at dyrke sport. Gode sportsfaciliteter, cykel- og løbestier giver os lyst til at være aktive og sunde. SF vil prioritere den folkelige idræt, men der skal også være plads til konkurrence og eliteidræt. De offentlige idrætsfaciliteter skal derfor kunne dække både breddens og elitens behov. Det er vigtigt for SF at mindske uligheden i sundhed. På idrætsområdet arbejder vi derfor blandt andet for sund mad i kommunale idrætshaller, at boligsociale tiltag giver udsatte børn og unge mulighed for at dyrke idræt i boligområderne, at der udstedes fritidspas til de lokale idrætsforeninger, og at personer med særlige behov tilgodeses”.

Demokratiets kravlegård

Set i lyset af, at Mette Bock fra Liberal Alliance er Danmarks nuværende kulturminister, og dermed har været politisk ansvarlig for udøvelsen af regeringens idrætspolitik i den seneste valgperiode, skulle man tro, at hendes parti ville sætte mindst lige så stor fokus på emnet i valgkampen.

Men det tætteste Mette Bocks parti kommer på emnet i sit kulturpolitiske program, er denne ene sætning:

”Forenings-Danmark er fortsat demokratiets kravlegård og dermed en væsentlig kulturfaktor, når vi taler om frihed til at tænke, tro og mene det, man vil – og samtidig lære fællesskabets værdier at kende. Liberal kulturpolitik skal være mangfoldig, men grundlæggende have som formål at fremme værdier som demokrati og frihed”.

Verdens lykkeligste folk

Heller ikke Enhedslisten, som for fire år siden med en henvisning til ørkenstaten Qatars økonomiske status i sportens verden understregede, at ’vi må ikke se passivt til, mens international idræt bliver inficeret af udemokratiske regimer’, og konstaterede, at der er brug for ‘en handleplan for Danmarks indsats i international idrætspolitik’, har brugt valgperioden til at formulere en selvstændig politik på området.

De radikale nævner slet ikke sport og idræt i partiets kulturpolitiske program. Det gør Dansk Folkeparti heller ikke. Og Det Konservative Folkeparti nøjes med at slå fast, at de frivillige fællesskaber er vigtige for et stærkt civilsamfund, og for at danskerne efter eget valg kan deltage i de aktiviteter og fællesskaber, som giver dem værdi: 

”Det er her, sammenhængskraften i samfundet skabes, da folk lærer hinanden at kende ud fra et frivilligt ønske om fællesskab. Vi skal værne om vores plads som verdens lykkeligste folk og høje tillid til hinanden. Det udfordres i disse tider. Derfor er det ekstra vigtigt at have fokus på vores foreningsliv og folkeoplysning. Derfor ønsker vi, at foreningslivet får gode muligheder for at udøve deres aktiviteter via adgang til faciliteter og via offentligt tilskud til deres aktiviteter. Vi konservative ønsker civilsamfundet fremmet og ønsker at give de frivillige foreninger særligt gode vilkår, da de er præget af engagement og kompetencer og skaber værdi i vores samfund. Pengene skal prioriteres til børn, unge, mennesker med handicap og socialt udsatte”.

Legepladser

Når politikerne i Danmarks ’gamle’ partier har valgt at være usynlige i den idrætspolitiske debat, er der imidlertid en fri bane at boltre sig på for politikerne i valgkampens mange ’nye’ partier.

Det næsten nye Alternativets kulturpolitiske program er imidlertid også langt fra at formulere en selvstændig idrætspolitik og nærmer sig kun lidt med disse ord:

”I mange byer i Danmark bliver der lige nu eksperimenteret med at inddrage midlertidige offentlige rum til kulturelle ’legepladser’. Inspirerende initiativer som GivRum.NU i København og Detours i Århus har allerede vist vejen herhjemme, og i Canada har projektet Artscape på fornemste vis vist, hvordan man skaber gode rammer for kreativ og kunstnerisk udfoldelse gennem en ambitiøs byudviklingspolitik. Alternativet mener, at vi skal øge støtten til denne udvikling gennem skabelsen af flere kreative frizoner med plads og rum til kunst- og kulturproduktion”.

Og på de hjemmesider, hvor Nye Borgerlige, Kristendemokraterne, Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs i øjeblikket forsøger at overbevise danskerne om, at de fire partier er værdige til at få et eller flere af de 179 mandater, der er på spil i valgkampen, nævnes sport og idræt heller ikke med ét eneste ord.

Men folketingsvalget afholdes først den 5. juni, så alle 13 opstillede partier kan i princippet stadig nå at give bolden op til en idrætspolitisk slutspurt hen over weekenden, som gør Danmarks usynlige sportspolitikere synlige.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*