Sexchikane på træningsprogrammet

Den svenske landstræner i kvindebordtennis er blevet fyret efter to års vedholdende klager fra ti af Sveriges bedste kvindelige spillere

Den aktuelle svenske bordtennissag er blot en af mange sexsager i international elitesport. (Foto: Dennis Cortes/Unsplash)
LARS JØRGENSEN

I januar i fjor blev landsholdslægen på USA’s gymnastiklandshold, Larry Nassar, sendt i fængsel resten af livet for flere hundrede seksuelle overgreb imod en lang række af de bedste amerikanske gymnaster, som han havde det lægelige ansvar for igennem flere årtier.

Og i Sydkorea har den 21-årige olympiske guldvinder i hurtigløb på skøjter, Shim Suk-hee, for alvor sat fokus på sexforbrydelser i international elitesport med sin påstand om, at hun i årevis er blevet tævet og voldtaget af sin træner, Cho Jae-beom.

De to sager, som begge involverer adskillige olympiske topatleter, har vakt opstandelse blandt sportsfans i hele verden og fået en lang række andre elitesportskvinder i mange forskellige idrætsgrene til at stå offentligt frem og afsløre lignende oplevelser med trænere og ledere, som har misbrugt deres sportslige magt til at forgribe sig på dem.

Men afsløringerne af de mange grove sexforbrydelser i sport har tilsyneladende ikke afskrækket andre mandlige trænere og ledere i elitesport fra at udnytte deres position til at overskride de kvindelige topatleters seksuelle grænser.

Det antyder en aktuel sag i svensk bordtennis, selv om den hverken i grovheden eller omfanget af de seksuelle krænkelser kan måle sig med den amerikanske gymnastiksag og den sydkoreanske skøjtesag.

Diskrimination og trakasserier              

I to år har ti af Sveriges bedste kvindelige bordtennisspillere klaget til det svenske bordtennisforbund over, at deres landstræner Peter Sartz brugte sexchikane som en af sine foretrukne træningsmetoder.

Men først i går førte de vedholdende anklager til, at bordtennisforbundet besluttede at fyre Peter Sartz, som fra 1995 til 2013 også var en prisbelønnet landstræner og sportschef i dansk bordtennis.

I går udsendte den svenske bordtennisforbund denne pressemeddelelse med forbundets begrundelser for at fyre den tidligere danske landstræner.

Det svenske forbund traf beslutningen på baggrund af en lang række fortrolige interviews med spillere og ledere omkring det svenske kvindelandshold.

”Undersøgelsen viser et problematisk billede af utryghed, misfornøjelse og mistro blandt de kvindelige landsholdsspillere. Den viser også et behov for at komplementere forbundets forebyggende indsatser og rutiner for rapportering og håndtering af misforhold som for eksempel diskriminering og trakasserier”, skriver bordtennisforbundets formand, Petra Sörling, i en pressemeddelelse om årsagen til fyringen af Peter Sartz.

”Vi er taknemmelige for de indsigter og anbefalinger, som undersøgelsen har givet os. Peter har betydet meget for fremgangen i svensk bordtennis, men de misforhold og den brist på tillid, som undersøgelsen fremstiller, kan vi ikke acceptere. I svensk bordtennis skal alle kunne føle sig velkomne og inkluderede”.

Ifølge den svenske avis Expressen har Peter Sartz selv været med til at træffe beslutningen om, at det nok er bedst, han stopper som landstræner, men han vil først kommentere fyringen, når han er klar til det.

’Det har været sygt’

Sagen tog fart, da ti af bordtennisspillerene på det svenske kvindelandshold, deriblandt Matilda Ekholm og Daniela Moskovits, i november 2017 skrev et protestbrev til bordtennisforbundet, hvori de blandt andet konstaterede, at ’vores landsholdskaptajn Peter Sartz har en jargong, som indimellem er sexistisk, racistisk og funkofob’.

I første omgang nøjedes bordtennisforbundet med at hyre en ekstern konsulent, som skulle arbejde med jargonen på kvindelandsholdet. Det var ifølge forbundet så vellykket, at Peter Sartz fik lov til at fortsætte som landstræner.

Konsulentarbejdet var dog ikke mere vellykket, end at sagen eksploderede i de svenske nyhedsmedier i januar i år, da landsholdets 18-årige stortalent Ellen Holmsten besluttede at stoppe på landsholdet og i sin personlige blog begrundede det med landstrænerens sexistiske chikane.

”Der har været kommentarer om, at stemningen bliver bedre, når pigerne har nederdel på til træning, om at jeg måske ikke skulle filme mine kampe, når jeg kun filmer i soveværelset, eller hvorfor jeg ikke byttede position i baghånd på samme måde, som jeg bytter position i soveværelset. Der var mange flere kommentarer, som ikke kun ramte mig og ikke kun var sexistiske, men det er ikke min opgave at fortælle om dem”, skrev den unge bordtennisspiller, som straks blev bakket op af sine landsholdskolleger:

”Jeg støtter Ellen fuldt ud og har selv tidligere været udsat for det samme, men på en anden måde. Det har været sygt, han hælder mange ting ud”, udtalte Daniela Moskovits.

Kræver kulturændring

På baggrund af sexchikane-undersøgelsen vil det svenske bordtennisforbund i samarbejde med det svenske rigsidrætsforbund nu udarbejde et nyt kodeks for, hvordan svenske idrætsledere skal opføre sig, og tillige indføre en ombudsmands-funktion.

Bordtennisforbundet ændrer desuden landsholdets udtagelseskriterier, så spillerne i fremtiden skal udtages af en udtagelseskomite og ikke kun af landstræneren.

Endvidere vil medarbejdere i forbundet og dets medlemsforeninger få tilbudt uddannelse i, hvordan de skal opføre sig, og spillerrådenes rolle på landsholdene skal ligeledes styrkes.

”Vi er bevidste om, at det er én sag at have retningslinjer og strukturer på plads, men det løser ikke alle spørgsmål. Det er i det daglige lederskab og fremfor alt i kulturen, at løsningen skal findes”, siger bordtennisforbundets formand Petra Sörling.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*