Fodbolddemokratiets festdag

Det internationale fodboldforbund FIFA’s opfattelse af en 'demokratisk festdag' har ikke meget tilfælles med den danske opfattelse af begrebet

Det internationale fodboldforbund FIFA holdt i går sin kongres her i Paris. (Foto: Matt Seymour/Unsplash)
LARS JØRGENSEN

– Mens danskerne i går fejrede ’demokratiets festdag’ ved at flytte den politiske magtbalance i Danmark fra højre mod venstre, blev det internationale fodboldforbund FIFA’s præsident, Gianni Infantino, genvalgt helt uden modkandidater på forbundets kongres i Paris.

Hvor den månedlange danske valgfest har stillet store krav til den demokratiske udholdenhed hos folketingskandidaterne i de 13 opstillede partier, varede ’Fodbolddemokratiets festdag’ i den franske hovedstad imidlertid kun to timer og 45 minutter.

Og ifølge flere medier, som overværede kongressen, var det en af FIFA’s mest kontrollerede og iscenesatte kongresser i nyere tid, hvor forbundets kongresser har været præget af korruptionsskandaler, politiaktioner og beskidte magtkampe om at få lov til at lede verdens mest udbredte sportsgren og kontrollere dens voksende milliardformue.

Partikongres i det tidligere Østeuropa

Den internationale forening for sportsjournalister, AIPS, konkluderer således på sin hjemmeside, at de 211 nationale fodboldformænd, som deltog i kongressen, kun forventedes at klappe på forhåndsaftalte tidspunkter, og at alle beslutninger var truffet af FIFA’s ledelse i ugerne op til kongressen i ’byernes by’.    

Det norske internetmedie Idrettspolitikk.no går et skridt videre i sin reportage fra fodboldfesten med en bemærkning om, ’denne servilitet, manglende engagement og høflige applaus fik mange i pressekorpset til at spøge om partikongresser i det tidligere Østeuropa’.

Og selv om Gianni Infantino hævdede, at han for tre år og fire måneder siden havde overtaget ledelsen af en ’forgiftet’ og ’næsten kriminel’ organisation, men at der nu ikke længere er plads til korruption i forbundet, konstaterer Ekstra Bladet med henvisning til en række aktuelle sager imod nationale og internationale fodboldledere, at ’det er nu en sandhed med modifikationer’ og at ’korruptionen er der stadig’.

Pengetanken vokser fortsat

Gianni Infantino kom til magten i FIFA, da forbundet efter politiets anholdelse og sigtelse af 40 korrupte fodboldledere også besluttede at fjerne og udelukke Sepp Blatter, som havde været præsident siden 1998.

”Dengang var budgettet på 5 milliarder dollars. Nu er budgettet på 6,5 milliarder dollars, selv om alle sagde, at ingen længere vil være partner med FIFA”, konstaterede Gianni Infantino under kongressen i Paris i sin redegørelse for fodboldforbundets verdensomspændende planøkonomi.

”Vores reserver var dengang på 1 milliard dollars. Nu er jeg stolt over at oplyse, at reserverne er på 2,75 milliarder dollars. Vi har firedoblet vores investeringer i fodboldens udvikling. Vi bruger ikke pengene på lyssky aftaler, men tjekker præcist, hvad der sker med pengene, fordi alle medlemmer er underlagt ekstern revision som sikkerhed for, at pengene går til det, de er beregnet til: baner, skoler, fodbolde og udstyr for drenge og piger, for alle”.

Og selv om mange nyhedsmedier kritiserer Gianni Infantinos ledelse for at være lige så uigennemsigtig, som den har været i fire årtier under Sepp Blatter og dennes forgænger Joao Havelanges ledelse, mindede præsidenten ligeledes de 211 kongresdeltagere om, at det nye FIFA er lig med ’demokrati’, og at det betyder en ’villighed til at lytte’ og til at ’samarbejde om at bekæmpe enhver form for diskrimination og slås for menneskerettigheder’.

En medmenneskelig rollemodel

Det sidste er ganske vist svært at få øje på i eksempelvis FIFA’s nye samarbejde med Qatars stenrige sheiker om de kommende to års VM for klubhold og ørkenlandets arrangement af VM for landshold i 2022, som i årevis har været omdiskuteret, fordi tusindvis af fremmedarbejdere fra Asien og Afrika ifølge internationale fagforeninger lever under slavelignende forhold i Qatar, og fordi mange af dem dør under arbejdet med at bygge ørkenlandets mange nye VM-stadioner.

Men måske var Gianni Infantinos bemærkninger om menneskerettigheder også mest ment som en hyldest til hans tidligere chef i det europæiske fodboldforbund, UEFA, den hæderkronede svenske fodboldleder Lennart Johansson, som døde aftenen før FIFA’s kongres i Paris, 89 år gammel.

”Jeg er berørt dybt ind i hjertet af nyheden om, at Lennart Johansson er gået bort. Han var en ven og en uvurderlig kilde af visdom og inspiration. Jeg vil altid være taknemmelig for, at jeg havde ham som præsident for UEFA, da jeg kom ind i organisationen i 2000. Siden da har Lennart altid været en professionel rollemodel, og mere vigtigt, en medmenneskelig rollemodel”, lød det i Gianni Infantinos mindeord om UEFA’s præsident fra 1990 til 2007.

Politianmeldelse af præsidenten

Den medmenneskelige rollemodel i Lennart Johansson kom blandt andet til udtryk i 2002, hvor han både som UEFA-præsident og vicepræsident i FIFA var med til at melde Sepp Blatter til politiet i Schweiz for økonomisk svindel i milliardklassen.

Med risiko for at blive beskyldt for at hævne sig på Sepp Blatter, som Lennart Johansson i 1998 havde tabt til i kampen om at blive præsident for FIFA, politianmeldte svenskeren og ti andre medlemmer af FIFA’s 24 mand store bestyrelse Sepp Blatter, da fodboldforbundets daværende generalsekretær Michel Zen-Ruffinen i foråret 2002 i en rapport hævdede, at præsidenten i sine første fire år på posten havde kostet forbundet et samlet beløb på fire milliarder kroner.

Ifølge generalsekretæren skyldtes forbundets økonomiske tab blandt andet, at Sepp Blatter havde brugt en formue af forbundets penge på at købe stemmer til sit personlige genvalg på præsidentposten og på at sælge tv-rettigheder til VM i 2002 og 2006 til sine personlige venner i medieselskabet Kirch og marketingfirmaet International Sport & Leisure (ISL) for en pris, der lå 1,2 milliarder kroner under markedsprisen.

Den bedste præsident

Generalsekretærens afsløringer fik blandt andet Lennart Johansson til at beskylde Sepp Blatter for at opføre sig som en diktator, der misbrugte FIFA for egen vindings skyld.

Alligevel lykkedes det Sepp Blatter at overleve på præsidentposten i yderligere 14 år, mens Lennart Johansson i manges øjne forblev den bedste præsident, FIFA aldrig fik.

”Lennart Johansson er vores største internationale fodboldleder gennem tiden. Ingen svenskere har haft en lignende påvirkning af fodboldverden. Hans gerninger som UEFA-præsident og vicepræsident i FIFA er dybt respekterede, hans lederskab har vakt beundring verden over”, udtalte formanden for det svenske fodboldforbund, Karl-Erik Nilsson, i går.

Og på det svenske fodboldforbunds hjemmeside kunne man i et mindeord for Lennart Johansson blandt andet læse denne sætning:

”Demokrati, indsigt og samarbejde var hans nøgleord som præsident og som menneske. Det rakte ikke til at blive præsident i FIFA, da han kandiderede i 1998, men det rakte til en ledergerning, som sent skal glemmes”.

Ingen pamper-manerer

I det samme mindeord gentages i øvrigt begrundelsen for, hvorfor Lennart Johansson i 2007 blev optaget i svensk fodbolds Hall of Fame:

”Et strålende eksempel på en leder, der er udsprunget af den svenske folkebevægelses-tradition, og som uden pamper-manerer altid har stået med begge fødder på jorden”.

Ifølge de nyhedsmedier, som dækkede fodboldkongressen i Paris i går, er der åbenbart ikke ret mange af nutidens internationale fodboldledere, som kan se frem til et lignende skudsmål, når deres tid rinder ud.

Selv om FIFA’s genvalgte præsident ganske vist hævdede, at han betragter Lennart Johansson som en medmenneskelig rollemodel, havde nyhedsmedierne i hvert fald svært ved at få øje på, at fodboldsportens førstemand har lært ret meget af sin tidligere svenske chef, når det gælder om at holde begge fødder på jorden.

Men lige netop den udfordring magtes heller ikke altid lige godt af de folketingsmedlemmer, som i går deltog i den danske version af ’demokratiets festdag’.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*