Fitness – folkeoplysning eller forvridning

Søren Riiskjær, Dansk Idrætspolitik. Tidl. direktør for Team Danmark

Søren Riiskjær

Idrættens Analyseinstitut (IDAN) har offentliggjort de seneste tal for antallet af fitnesscentre. Siden instituttet første gang i 2006 registrerede antallet, har der været en jævn, ubrudt vækst frem mod 883 kommercielle fitnesscentre i dag. 

Siden 2017 har IDAN også registreret foreningsdrevne centre, og der er i dag 358 af den type. 

De kommercielle centre udgør 62 % af det samlede antal, mens de foreningsdrevne udgør 25 %. Resten er kommunale og selvejende centre.

Tallene er interessante, fordi de indikerer en sektor i fortsat vækst på et tidspunkt, hvor en stor del af den øvrige idræt er præget af stagnation eller direkte tilbagegang.

Men de vækker også interesse, fordi der bagved tallene ligger en efterhånden langvarig og principiel idrætspolitisk konflikt – en konflikt mellem private, kommercielle interesser og det frivillige foreningsliv.

Lige siden DGI oprettede de første foreningsdrevne fitnesscentre i 2003, har de kommercielle centre forsøgt at bekæmpe de foreningsdrevne med henvisning til, at den offentlige støtte til foreningerne er konkurrenceforvridende. Den offentlige støtte udgøres både af støtte til de lokale foreninger via folkeoplysningsloven og af statens udlodningsmidler, som bruges af DIF og DGI til at understøtte oprettelse af nye foreninger og til uddannelse af instruktører.

De store centres brancheforening Dansk Fitness & Helse Organisation (DFHO) og senere et lille advokatfirma i Aalborg på vegne af en række mindre centre har ved adskillige lejligheder forsøgt at få fjernet den offentlige støtte. Juridisk har de truet med retssager og indbragt støtten for Konkurrence og Forbrugerstyrelsen og for EU Kommissionen. Og politisk har de lagt pres på både partierne i Folketinget og på Kulturministeriet.

Presset har haft en vis klangbund. Blandt især borgerlige politikere er spørgsmålet om konkurrenceforvridning ganske principielt, og lokalt kan kommunalpolitikere mobilisere en forståelse for at forsvare en indehaver af et fitnesscenter, som skaber arbejdspladser. 

På samme måde kan DJØF’ere, der er indlejret i en systemverden, hvor de kun forholder sig til regler, love og systemer uden fornemmelse for den brede mangfoldighed i hverdagen, være modtagelige for den erhvervsøkonomiske logik.

Helt galt gik det, da Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i 2015 udsendte en vejledning til kommunerne, hvori de skrev: ”Offentlig støtte, der er lovlig, er ikke nødvendigvis fornuftig.”. Ganske uhørt, at en statslig styrelse således går ind og vurderer, om en lovgivning vedtaget af Folketinget er fornuftig eller ej. Vejledningen blev da også lynhurtigt revideret, da idrættens organisationer rettede henvendelse til styrelsen.

Konflikten udgør et dilemma for politikerne. Det er  dilemmaet mellem en erhvervspolitisk forståelse og en kulturpolitisk forståelse eller – udtrykt anderledes – et opgør mellem markedet og det civile samfund. 

Ud fra en erhvervspolitisk forståelse er de frivillige foreninger trængt ind på et marked, som ganske vist er i vækst, men også udsat for hård konkurrence. Med den offentlige støtte i hånden kan foreningerne organisere et billigere – og i nogle tilfælde også bedre – tilbud.

Ud fra en kulturpolitisk forståelse gives støtten til det frivillige foreningsliv med henblik på at understøtte fællesskaber og demokratisk medleven. Om foreningerne er ramme for tennis, spejder, fodbold eller fitness er i den sammenhæng underordnet. 

Bemærkelsesværdigt er det i øvrigt, at den kommercielle sektor ikke kan påkalde sig førsteretten til fitness. Gymnastik- og idrætsforeninger har i mere end et århundrede tilbudt grundlæggende fysisk træning i forskellige udformninger af styrke-, kredsløbs- og smidighedstræning. Den danske gymnastiktradition bygger på ønsket om at udvikle en god holdning og en harmonisk krop. Og de fleste idrætsforeninger gennemfører grundtræning som en integreret del af idrætsaktiviteten.

Set i det lys er det snarere de kommercielle kræfter, der er trængt ind på den frivillige sektors område. Skulle det få den konsekvens, at offentlig støtte til civilsamfundets foreninger må standses af konkurrencehensyn, hver gang private udbydere går ind på den frivillige sektors område, vil det få uoverskuelige konsekvenser for det offentligt støttede foreningsliv.

Konflikten er for nuværende afløst af en form for våbenhvile. DIF og DGI har indgået en partnerskabsaftale med DFHO i forbindelse med ’Bevæg dig for livet’. Aftalen indebærer, at foreninger kan leje sig ind i kommercielle centres lokaler til holdtræning, hvis ikke foreningerne selv har plads. Men da foreningerne i langt overvejende grad hører hjemme i de mindre byer, mens de kommercielle centre holder til i de større byer, er det nok begrænset, hvilken praktisk betydning aftalen får. 

Så længe sektoren er i fortsat vækst, kan våbenhvilen formentlig holde. Men hvis – eller snarere når – væksten bliver afløst af stagnation, vil konflikten sandsynligvis bryde ud i lys lue igen. Og så vil den politiske kamp mellem erhvervspolitiske og kulturpolitiske hensyn igen blive vakt til live.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*