Kronprinsens nye korrupte kolleger

Ifølge Ekstra Bladet får Kronprins Frederik i næste uge ti nye kolleger i IOC, som i flere tilfælde har været efterforsket af politiet for blandt andet korruption og sortbørshandel med OL-billetter

Kronprins Frederik er ikke kun medlem af IOC. Han er også medlem af Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse. Her mødes kronprinsen og hans spindoktor, Morten Roland Hansen, med forbundets formand, Niels Nygaard, og forbundets tidligere direktør, Karl Chr. Koch. (Foto: Lars Jørgensen)
LARS JØRGENSEN

Til efteråret er det ti år siden, at Kronprins Frederik trodsede utallige advarsler fra blandt andre to af kongehusets øverste embedsmænd, hofmarskal Ove Ullerup og kabinetssekretær Henning Fode, da han sværgede troskab overfor den olympiske bevægelse som nyt medlem af den internationale olympiske komite, IOC.

Advarslerne skyldtes, at IOC har en historisk tradition for at tiltrække nogle af de mest brodne kar i sportens verden. Og efter den kommende danske konges optagelse i komiteen i efteråret 2009 har flere end 20 af kronprinsens godt 100 olympiske kolleger i IOC da også været involveret i en lang række forskellige sager om korruption og anden uetisk opførsel.

Men selv om den danske kronprins nu er godt i gang med sin anden otte års medlemsperiode i IOC, og han dermed har status som et af de erfarne medlemmer i komiteen, er der heller ingen tegn på, at den kommende danske regent i fremtiden formår at overbevise IOC’s ledelse om, at det af hensyn til hans olympiske og royale eftermæle i Danmark er en god ide at ændre på kriterierne for, hvilke personer der kan optages i komiteen.

I politiets søgelys

Ifølge en gennemgang af ti nye IOC-medlemmer, som Ekstra Bladet har foretaget, inden de ti indstillede medlemmer i næste uge forventes at blive optaget i komiteen, har flere af kronprinsens formentlig kommende kolleger været i politiets søgelys for blandt andet korruption og sortbørshandel med OL-billetter.

Det drejer sig om Mustapha Berraf fra Algeriet, der i 1996 blev fængslet af politiet i en sag om korruption, som dog ikke forhindrede ham i at skabe sig en karriere som præsident for Algeriets Olympiske Komite.

En anden af kronprinsens kommende IOC-kolleger, Erich Thorir fra Indonesien, som ligeledes er præsident for sit lands olympiske komite, har ifølge avisen også været efterforsket for korruption i forbindelse med De Asiatiske Lege, men slap med en påtale.

Og grækeren Spyros Capralos, som blev udelukket fra sportens verden efter en sag om sortbørshandel med billetter til OL i London i 2012, er et tredje eksempel på, at Kronprins Frederik tilsyneladende ikke har gjort den store positive forskel i IOC, sådan som hans mest loyale støtter blandt royale danskere håbede på for ti år siden – på trods af historiens mange veldokumenterede sager med korrupte medlemmer af den såkaldte olympiske familie.

Kongehuset advarede

En beskidt olympisk historie, som i april 2008 fik Ove Ullerup og Henning Fode til at trygle kronprinsen om at rejse hjem fra et sejlsportsstævne i Miami i USA og indkalde til et pressemøde, hvor han i deres øjne burde have meddelt den danske befolkning, at han ville opgive sit kandidatur til et medlemskab af komiteen – et år inden han kunne kalde sig IOC-medlem.

Eller som Kronprins Frederik selv har fortalt i portrætbogen ‘Under bjælken’ om Ove Ullerup og Henning Fodes opfordring til ham om at holde sig langt væk fra IOC:

”De ønskede at tale mig fra det og havde fået min mors tilladelse til at gøre det, og det var ikke hendes fejl, hun vidste jo ikke bedre. Man var bekymret for uvisheden omkring nogle mulige scenarier, hvis jeg blev valgt ind i IOC, fik jeg at vide, og man anbefalede, at jeg trådte tilbage. Jeg blev noget overrasket, for nu at sige det mildt. Også vred. Jeg syntes, de handlede på et grundlag af viden, der ikke var fast nok til, at man kunne tale mig fra denne sag,” forklarede kronprinsen om sit sammenstød med Ove Ullerup og Henning Fode, der i bogen betegnes som en ’regulær magtkamp’ mellem Danmarks kommende konge og ’de styrende kræfter i hoffets maskinrum’.

Et politisk skrækscenarie

Et af de mulige politiske skrækscenarier, Ove Ullerup og Henning Fode angiveligt skitserede for den kommende konge, blev til virkelighed i sommeren 2016, da Kronprins Frederik erklærede sin uforbeholdne støtte til IOC’s beslutning om ikke at udelukke Rusland fra OL i Rio de Janeiro, selv om landet havde gjort sig skyldig i en veldokumenteret sag om systematisk statsdoping af op imod 1.000 russiske eliteidrætsudøvere og efterfølgende snyd med dopingkontrollen.

Dermed udtalte den kommende danske konge sig direkte imod den danske regerings og dansk idræts holdning i den omstridte sag. Både den daværende kulturminister Bertel Haarder, Anti Doping Danmark og Danmarks Idrætsforbund opfordrede IOC til at udelukke Rusland fra legene. Men lige siden har såvel den danske regering som Kronprins Frederik forsøgt at tie sagen ihjel.

Kronprins Frederik deltager i den kommende uge i IOC’s session i Lausanne i Schweiz, hvor medlemmerne af komiteen blandt andet skal vælge mellem Stockholm-Åre og Milano-Cortina som vært for de olympiske vinterlege i 2026.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*