Svømmesag viser, at en revision af Team Danmark-loven er nødvendig

Søren Riiskjær, Dansk Idrætspolitik. Tidl. direktør for Team Danmark.

Søren Riiskjær

Team Danmark er i international sammenhæng en enestående institution. 

Den er enestående, fordi dens grundlæggende formål er at udvikle dansk eliteidræt på en samfundsmæssig forsvarlig vis.

Men den er ikke mindst enestående, fordi den i modsætning til de fleste andre eliteidrætsinstitutioner rundt om i verden er en selvstændig og uafhængig statslig institution. I forhold til staten er armslængdeprincippet gældende, og i forhold til idrætten er den uafhængig af specialforbundenes særinteresser.

Det sidste forhold er imidlertid kommet under pres, og det første er efter alt at dømme ikke overholdt. 

Sagen om en usund træningskultur blandt de danske svømmere – en kultur, som har presset både unge kvinder og unge mænd ud i spiseforstyrrelser og depressioner – har aktualiseret spørgsmålet om Team Danmarks uafhængighed. Sagen viser, hvor vigtigt det er med en institution, der både kan sikre en udvikling af eliteidrætten på en samfundsmæssig forsvarlig vis og samtidig være frigjort af specialforbund, som åbenlyst tilsidesætter hensynet til atleterne til fordel for medaljer og mesterskaber.

Team Danmark er en statslig institution oprettet ved lov. Den skal sikre, at dansk eliteidræt udvikles på en ”samfundsmæssig forsvarlig måde”, som det er formuleret i loven. 

Når lovens fædre i sin tid valgte den model, var det for at sikre institutionens uafhængighed dels  af politisk indblanding, dels af de specialforbund, der skal modtage Team Danmarks støtte og dels af kommercielle interesser. Team Danmarks ressourcer skal alene fordeles ud fra saglige kriterier baseret på grundige faglige analyser, og der må ikke være tvivl om grundlaget for institutionens beslutninger. 

Seneste revision var i 2004

Loven om Team Danmark gennemgik senest en større revision i 2004. Ved den lejlighed blev den nuværende bestyrelsesmodel fastlagt. Danmarks Idrætsforbund (DIF), der er paraplyorganisation for de 62 specialforbund, som Team Danmarks arbejde vedrører, udpeger halvdelen af bestyrelsens otte medlemmer, mens kulturministeren udpeger den anden halvdel, herunder formanden. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. 

Ændringen kom i stand efter hårde politiske forhandlinger. Forud for revisionen havde DIF lagt et massivt pres på kulturministeren og Folketingets partier for at overtage Team Danmark. DIF ønskede ganske enkelt, at Team Danmark og institutionens ressourcer skulle overføres til en afdeling i DIF. DIF skulle have den uindskrænkede råderet over udviklingen. 

Blandt politikerne var der et vist gehør for ønsket. Men da det kom til stykket, besluttede daværende kulturminister Brian Mikkelsen at fastholde princippet om en stærk og uafhængig statslig institution. Som et kompromis fik DIF til gengæld retten til at udpege halvdelen af bestyrelsens medlemmer.

Selv om det lykkedes at fastholde Team Danmarks formelle uafhængighed har bestyrelsesmodellen vist sig problematisk. Uafhængigheden fungerer ikke i forhold til DIF og DIF’s specialforbund. At repræsentanter for en organisation, der er paraplyorganisation for de specialforbund, der skal modtage Team Danmarks ydelser, har afgørende indflydelse på fordelingen, er en åbenbar udfordring af uafhængigheden. Varetager bestyrelsesrepræsentanterne egne interesser, eller indgår de i alliancer, der tilgodeser nogle interesser på bekostning af andre? Grundlæggende vil der altid kunne rejses spørgsmål ved motiverne bag beslutningerne. 

Usikkert formandsmodspil

Men heller ikke målsætningen om at udvikle eliteidrætten på en samfundsmæssig forsvarlig vis kan man være sikker på, at specialforbundene vægter særlig højt. Det viser senest svømmesagen med al tydelighed.

Det var tanken med den nuværende bestyrelsesmodel, at formanden med sin dobbelte stemme skulle være i stand til at sikre Team Danmarks uafhængighed. Men det er blevet kutyme, at formanden udpeges ud fra partipolitiske hensyn og ikke ud fra indsigt i idrættens vilkår. Det er derfor usikkert, om formanden kan levere det nødvendige modspil til de bestyrelsesmedlemmer, der er forankret i specialforbundene – et modspil, der er nødvendigt, hvis tilliden til Team Danmarks integritet og uafhængighed skal bevares. 

DIF og Team Danmark har nu iværksat en uafhængig undersøgelse af forholdene i Dansk Svømmeunion. I sig selv er det lidt besynderligt, at de to organisationer går sammen om en sådan undersøgelse. Team Danmark burde som den uafhængige institution være garant for, at træningsforholdene er forsvarlige. Og hvis der opstår mistanke om det modsatte, er det vel netop Team Danmarks opgave at undersøge sagen og sikre, at forholdene bringes i orden.

Men sagen om en usund træningskultur i Dansk Svømmeunion kan meget vel vise sig at stikke dybere, end det hidtil er kommet frem. I eliteidrætten er det almindeligt kendt, at en overdreven fokus på atleternes kropsvægt også har været i spil i idrætsgrene som f.eks. gymnastik, roning, orienteringsløb og atletik. Sagen om svømmeunionens træningskultur er måske kun toppen af isbjerget. Hvis det er tilfældet, er der tale om et markant svigt, og det kan med den nuværende model ikke afvises, at det har været et resultat af sammenspisthed og usaglige hensyn.

Under alle omstændigheder har sagen gjort det tydeligt, at der er behov for et eftersyn af loven om Team Danmark. Det skal sikres, at offentligheden kan have tillid til, at bestyrelsen er uafhængig af de særinteresser, DIF’s specialforbund repræsenterer, at bestyrelsen vægter hensynet til en samfundsmæssig forsvarlig udvikling, og at atleterne tildeles en mere markant og mere aktiv rolle i bestyrelsens sammensætning.

Man må derfor håbe, at den nye regering snarest iværksætter en proces, som kan føre til en revision af loven. 

Publiceret i Politiken den 27. juni 2019

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*