En olympisk vinder

Det svenske IOC-medlem Gunilla Lindberg tabte Sveriges syvende forsøg på at få tildelt værtskabet for de olympiske vinterlege for første gang. Men samtidig sikrede hun sig et eftermæle som IOC’s moralske vinder

Det vakte opsigt på IOC's session, at komiteens svenske medlem Gunilla Lindberg i sin præsentation af Stockholm-Åres bud på de olympiske vinterlege spurgte: "Er IOC klar til New Norm, eller er det bare snak?" (Foto: SOK)
LARS JØRGENSEN

”Enhver objektiv og ræsonnabel analyse af den internationale olympiske komites præsident Thomas Bachs bedrifter vil føre til en konklusion om, at han er en vinder.”

Sådan skrev en amerikansk journalist forleden efter at have dækket IOC’s medlemssession i Lausanne, hvorefter han begrundede sin påstand med ordene:

”Manden er en olympisk medaljevinder. En klog advokat. En dygtig forretningsmand. Og i sit 6. år som IOC-præsident er han så godt som sikker på at blive genvalgt for en ny fire års periode i 2021.”

Men også når det gælder IOC, kan konklusioner afhænge af øjnene, der ser.

Og set med andre briller end amerikanske, som ofte kun kan få øje på vindere, hvis de tjener mange penge, kan den seneste uges olympiske begivenheder i og udenfor den såkaldte olympiske hovedstad i Schweiz lige så vel føre til en konklusion om, at Thomas Bach er en taber.

Diktatorens nikkedukke

Som præsident for IOC er tyskeren i sidste ende den øverste ansvarlige for, at de europæiske olympiske komiteer, EOC, har fået lov til at placere sin anden kontinentale udgave af de olympiske lege, European Games, i Minsk med Hvideruslands diktator igennem 25 år, Alexander Lukasjenko, som vært for årets største olympiske begivenhed i Europa.

Og når Lukasjenkos lege lukker i aften, er der ligeledes grund til at minde om, at den første udgave af de europæiske lege også blev holdt i Thomas Bachs første præsidentperiode for fire år siden i et mindst lige så autoritært værtsland, Aserbajdsjan.

I mange sportselskere og menneskerettighedsforkæmperes øjne er det ligeledes en klokkeklar tabersag for Thomas Bach, at Alexander Lukasjenko, som skiftende amerikanske regeringer i 13 år har betragtet som en national sikkerheds- og udenrigspolitisk trussel i USA, fortsat er præsident for Hvideruslands Olympiske Komite.

Dermed er Hvideruslands diktator, som i øvrigt har indsat sin søn som vicepræsident i den nationale olympiske komite, accepteret af Thomas Bach og IOC som et ligeværdigt medlem af den såkaldte olympiske familie, hvor Alexander Lukesjenko er på samme niveau i familie-hierarkiet som eksempelvis formanden for Danmarks Olympiske Komite, Niels Nygaard, der også er vicepræsident i EOC.

Det ligner heller ikke en vindersag, at Thomas Bach officielt blåstempler Lukasjenkos europæiske lege, når IOC-præsidenten i dag som en anden nikkedukke for diktatoren rejser til Minsk for at overvære legenes afslutningsceremoni sammen med blandt andre Ruslands præsident Vladimir Putin, som mange mener, var fuldt vidende om det russiske statsdopingregime før og under de olympiske vinterlege i Sochi i 2014.

Agenda 2020 og New Norm

Men også ugens anden store olympiske begivenhed, IOC’s valg af vært for de olympiske vinterlege i 2026, kan betragtes som et nederlag for Thomas Bach set i lyset af præsidentens to store reformplaner for IOC: hovedreformen Agenda 2020, der blev vedtaget i 2014, og tillægsreformen New Norm, som blev lanceret i 2018.

For som det svenske IOC-medlem Gunilla Lindberg spurgte i sin præsentation af Stockholm-Åres bud på værtsskabet: ’Er IOC klar til New Norm – eller er det bare snak?”

Svaret kom hurtigt. IOC var ikke klar til den stolte nordiske skisportsnations syvende forsøg siden 1984 på at blive vært for vinterlegene. Svenskerne tabte med IOC-stemmerne 47-34 til italienske Milano-Cortina i Italien, som nu for tredje gang skal være vært for vinterlegene, mens Sverige aldrig har været det.

Selv om svenskernes bud blandt andet led under, at kun 55 procent af svenskerne støttede Stockholm-Åres kandidatur, mens 83 procent af italienerne støttede Milano-Cortinas, stemmer dette resultat dårligt overens med Thomas Bachs snak om, at IOC’s reformer blandt andet har til formål at gøre værtsskaber for de olympiske lege billigere og mere attraktive for flere lande.

Både det svenske og det italienske bud på legene indeholdt væsentlige elementer af Agenda 2020 og New Norms krav til værtslandene om at arrangere mere bæredygtige og miljøbevidste olympiske lege.

Men ifølge mange olympiske iagttagere var italienerne langt bedre end svenskerne til at sælge varen til IOC-medlemmerne før og under de to præsentationer. Italienernes talent for lobbyisme og show gik rent ind, mens svenskerne virkede afmålte og forbeholdne overfor IOC-medlemmerne, som de bagefter oven i købet beskyldte for at have siddet og sovet under præsentationen.

Vil bæres i guldstol

Ingen med bare en lille smule indsigt i vintersport er dog i tvivl om, at svenskerne er i stand til at arrangere et vinter-OL fuldt ud lige så godt som italienerne. Heller ikke i IOC. Men komiteen er først og fremmest en forretning, hvor nok så mange fine olympiske hensigtserklæringer ofte kommer til kort overfor de to sprog, alle IOC-medlemmer på tværs af nationalitet taler og forstår: pamperiets og pengenes.

IOC’s medlemmer vil både bæres i guldstol og have penge for det. Den sport er italienerne tydeligvis langt bedre til end svenskerne.

Med i billedet af svenskernes nederlag hører derfor også, at hverken Thomas Bach eller de øvrige IOC-medlemmer har glemt, at Norges politikere i 2014 trak deres støtte til Oslos bud på vinterlegene i 2022 tilbage. Og at Norges statsminister Erna Solberg efterfølgende forklarede Thomas Bach, at det skyldtes, at IOC ikke repræsenterer de centrale værdier, som det norske samfund er bygget på.

Mange medlemmer af IOC har uden tvivl svært ved at kende forskel på de skandinaviske lande. Og selv om komiteen nok siger, den støtter skandinaviske demokratiske værdier, er det i praksis ofte svært at få øje på, at der er overensstemmelse imellem medlemmernes holdninger og handlinger.

Korruption og afpresning

Det blev blandt andet tydeligt under sessionen i Lausanne, da et IOC-medlem bad Thomas Bach om at gøre status over de franske myndigheders aktuelle korruptionssag imod det tidligere IOC-medlem og præsident for det internationale atletikforbund Lamine Diack og hans søn Papa Massata Diack i relation til de kommende olympiske ungdomslege i Dakar i de to tiltalte afrikaneres hjemland, Senegal.

Thomas Bach svarede, at korruptionssagen ’har intet med de olympiske ungdomslege at gøre’. I stedet nøjedes han med at forklare, at han havde bedt Senegals præsident om at samarbejde med de franske myndigheder.

Frankrig har i fire år forgæves forsøgt at få det vestafrikanske land til at udlevere Papa Massata Diack, så han kan blive retsforfulgt sammen med sin far og foreløbig fire andre atletikledere for blandt andet at have presset dopede russiske atleter til at betale 3,5 millioner kroner for hemmeligholdelse af deres medvirken i den russiske statsdopingskandale.

Den olympiske korruptionsskandale og den russiske dopingskandale er uden sammenligning de to største tabersager i Thomas Bachs første præsidentperiode. Og selv om han ofte har taget afstand fra begge sager, er der mange olympiske kritikere, som mener, at han skylder at føre sine påståede holdninger til dem ud i livet.

De superkommercielle lege

Til gengæld er der tilsyneladende masser af handlekraft i IOC’s vært for de olympiske sommerlege i 2028, Los Angeles i USA. ’Englenes by’ var senest vært for legene i 1984 og er for mange symbolet på de moderne olympiske leges kommercialisering på et tidspunkt, hvor ingen andre byer var interesserede i værtskabet og IOC var på randen af konkurs.

Ifølge Los Angeles-borgmester Eric Garcetti sikrede legene dengang den amerikanske filmby en fortjeneste på 223 millioner dollars. Men under en sportskonference i Los Angeles forleden lovede borgmesteren, at byens fortjeneste på de kommende lege, som foreløbig er budgetteret til at koste byen knap syv milliarder dollars, formentlig vil blive på én milliard dollars.

Det er en kontant snak, som IOC forstår. Og dermed er der lagt op til, at ’de kommercielle lege’, som Los Angeles blev kendt for i 1984, bliver til ’de superkommercielle lege’ i 2028.

Kinesiske penge

Men allerede nu spiller pengene en altafgørende rolle i IOC’s udvikling af de olympiske lege. På IOC’s session fortalte formanden for komiteens koordinationsudvalg til næste års OL i Tokyo, at japanernes 62 nationale sponsoraftaler for legene slår alle rekorder med et samlet beløb på tre milliarder dollars.

En pengestrøm, som tilsyneladende er upåvirket af, at formanden for Tokyo-legenes organisationskomite, Tsunekazu Takeda, i foråret blev tvunget til at gå af som formand for Japans Olympiske Komite og som medlem af IOC, fordi han er mistænkt i den franske retssag om olympisk korruption.

På sessionen var Thomas Bach ligeledes stolt af at præsentere en ny olympisk topsponsor, den kinesiske mælkeproducent Mengniu Diary, som i et samarbejde med amerikanske Coca Cola betaler tre milliarder dollars for en langtidskontrakt med IOC.

At det kinesiske firma, som danske Arla er medejer, for ti år siden var involveret i den kinesiske mælkeskandale, hvor titusindvis af børn blev syge, fordi de lokale mælkeproducenter havde tilsat kemikalier i den mælk, børnene drak, havde Thomas Bach tilsyneladende glemt alt om.

Og heller ikke set i lyset af, at IOC stadig vil bestemme over atleternes muligheder for selv at tjene lidt sponsorpenge på deres sportslige talenter under OL, ligner Thomas Bach en mand, som svenskerne bør være kede af ikke at få på besøg i 2026.

Kejserens nye klæder

Hvis man ser på IOC’s præsident med andre briller end amerikanske, tegner der sig samlet set et tydeligt billede af en mand, som har solgt ud af alle olympiske principper om fair play og konkurrence på lige vilkår til fordel for magt og penge.

Omvendt har svenskerne al mulighed grund til at takke Gunilla Lindberg, mangeårigt IOC-medlem og generalsekretær i Sveriges Olympiske Komite, for, at hun under sin præsentation af Stockholm-Åres olympiske bud satte ord på det billede, mange kritikere har af IOC: Det er bare snak.

Selv om Gunilla Lindberg har været medlem af IOC siden 1996, og hun hidtil har været mest kendt som en loyal væbner for de seneste tre IOC-præsidenter, Juan Antonio Samaranch, Jacques Rogge og Thomas Bach, kan lige netop denne korte bemærkning meget vel ende med at give svenskeren et nyt olympisk eftermæle som en moralsk vinder af samme format som den lille dreng i eventyret om kejserens nye klæder.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*