Afpressede atleter for 25 millioner kr.: Købte luksus-ure og politisk beskyttelse

Ifølge anklageskriftet imod det internationale atletikforbunds tidligere præsident Lamine Diack og hans søn Papa Massata Diack brugte Senegal-familien blandt andet atleternes bestikkelsespenge til at støtte præsident Macky Salls politiske valgkamp i deres hjemland

Papa Massati Diack har været eftersøgt af Interpol siden januar 2016. (Foto: Interpol/YouTube)
LARS JØRGENSEN

Når Senegal nægter at udlevere en af sportshistoriens mest eftersøgte forbrydere til retsforfølgelse i Frankrig, Papa Massata Diack, som er søn af det internationale atletikforbunds tidligere præsident Lamine Diack, kan det hænge sammen med, at han sammen med sin far har støttet Senegals siddende præsident, Macky Sall, økonomisk.

Det fremgår af et 90 sider langt fransk anklageskrift imod Diack-familien, som den tyske tv-station ARD har fået adgang til og offentliggjort dele af.

Lamine Diack og Papa Massata Diack er efter fire års politiefterforskning i Frankrig tiltalt for blandt andet pengeafpresning af dopede atleter, korruption og hvidvask af penge sammen med fire andre fremtrædende sportsledere, der alle ventes at blive fremstillet i retten sidst på året.

Ifølge anklageskriftet var en pengedonation fra Diack-familien på ti millioner kroner medvirkende til, at Macky Sall blev genvalgt som præsident i Senegal, da han under landets præsidentvalgkamp i 2012 sikrede sig sejren over sin politiske modstander Abdoulaye Wada.

’Operation Augeas’

På trods af henvendelser fra både de franske myndigheder og den internationale olympiske komite, IOC, nægter Macky Sall nu at udlevere Papa Massata Diack, som har været eftersøgt af Interpol siden januar 2016 og derfor kun opholder sig hjemme i Dakar i Senegal af frygt for at blive anholdt, hvis han rejser ud af landet.

Lamine Diack, som i halvandet årti også var medlem af IOC og desuden blandt andet har en fortid som borgmester og minister i Senegal, har siddet i husarrest i Frankrig siden efteråret 2015. Dengang kom politiet på sporet af de to senegalesere i forbindelse med antidoping-agenturet WADA’s efterforskning af den russiske statsdopingskandale, som involverer op imod tusinde russiske atleter og en lang række sportsledere helt op på russisk regeringsniveau.

Papa Massata Diack, som faderen ansatte i det internationale atletikforbund, hvor han havde titel af marketingkonsulent, nåede at flygte til Senegal. Men få måneder senere blev han på fransk begæring efterlyst af Interpol, som har haft en samarbejdsaftale med WADA siden 2009 og har døbt den globale efterforskning i sagen ’Operation Augeas’, opkaldt efter en konge i den græske mytologi, som i mere end 30 år ikke mugede ud i sine kostalde.

’Den største løgn’

Da en journalist fra avisen New York Times i oktober 2017 opsøgte Papa Massata Diack i hans hjem i Dakar, afviste senegaleseren alle anklager:

”Det er den største løgn i sportsverden.”

Men nu er Papa Massata Diack sammen med sin far, det russiske atletikforbunds tidligere præsident Valentin Balakhnichev, den tidligere russiske atletiktræner Alexei Melnikov, Lamine Diacks tidligere rådgiver Habib Cisse og det internationale atletikforbunds tidligere antidoping-chef Gabriel Dolle tiltalt for i fællesskab at have presset dopede atleter til at betale i alt 25 millioner kroner for at skjule deres positive dopingprøver for de internationale antidoping-myndigheder.

De fleste af de dopede atleter, der lod sig afpresse, er fra Rusland. Men ifølge anklageskriftet viser en e-mail, som Valentin Balakhnichev i juli 2014 sendte til Habib Cisse, at flere britiske topatleter også kan have været involveret i sagen.

Købte ure for ti millioner kr.

Desuden er Papa Massata Diack blandt andet tiltalt for at være hovedmanden i flere sager om olympisk korruption, hvor adskillige IOC-medlemmer ifølge fransk politi har ladet sig bestikke til at stemme på olympiske værtsbyer, som var villige til at betale senegaleserens pris for at sikre det nødvendige antal stemmer blandt IOC’s medlemmer.

Det drejer sig blandt andet om de olympiske værtsbyer Rio de Janeiro og Tokyo. Og Papa Massata Diack mistænkes også for at have været involveret i Qatars køb af værtsskaber for blandt andet VM i atletik og VM i fodbold.

Ifølge anklageskriftet brugte Papa Massata Diack imidlertid ikke kun sine bestikkelsespenge til at købe politisk beskyttelse hos præsidenten i Senegal.

Den Interpol-eftersøgte senegaleser har en svaghed for luksus-ure og brugte i sin storhedstid som marketingkonsulent i det internationale atletikforbund angiveligt også over ti millioner kroner på at shoppe hos sin foretrukne urmager i Paris – Élysées Horlogorie på rue de Berri nær Triumfbuen.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*