Politiske trakasserier

Konge af en anden verden - Kapitel 1

Qatars emir Tamim Al-Thani er IOC-kollega med Kronprins Frederik, som i 2015 overværede ørkenstatens værtskab for VM i håndbold. (Foto: Lars Poulsen)

I Danmarks politiske verden er det ikke nødvendigvis nogen god anbefaling at være hverken kongelig eller sportsfan. Den danske kongefamilie er forvist til Folketingets tilskuerpladser på Christiansborg i København, og sport er sjældent noget stort tema i danske regeringsprogrammer. Men Kronprins Frederik er den berømte undtagelse, som bekræfter reglen. Hans status som Danmarks kommende konge var sammen med hans store passion for sport de to væsentligste årsager til, at medlemmerne i den internationale olympiske komite, IOC, den 9. oktober 2009 accepterede den danske tronarvings ansøgning om at blive komiteens repræsentant i Danmark og  gjorde ham til nationens mest magtfulde idrætspolitiker. Under de foregående tre års ansøgningsprocedure lignede kronprinsens titel i hvert fald ikke ligefrem nogen svækkelse af hans kandidatur til en komite, hvor ti procent af medlemmerne havde royale eller adelige titler. Og hans livslange begejstring for sport var der ikke mange af komiteens medlemmer, som kunne konkurrere med.

På IOCs hjemmeside omtales Kronprins Frederik som en alsidig sportsudøver, der især har dyrket sejlsport, tennis, løb, golf, triatlon og skisport. Og han har ofte også selv fortalt, at han elsker at udfordre sine fysiske grænser ved at dyrke sport. Han holder af sport både som motion og som en konkurrence, hvor det ikke blot   gælder om at være med, men om at vinde. Endvidere betragter han sport, ikke mindst sejlsport, der er blevet hans foretrukne idrætsgren, som et personligt fristed, hvor han kan slappe af fra sit job i det danske kongehus og de officielle pligter, der følger med hans privilegerede position i toppen af det danske samfund.

”Udover glæden ved at sejle og konkurrere er sejlsporten et dejligt fristed, hvor vi alle bare er sejlere, og hvor man under uformelle former for eksempel også kan mødes og snakke med travle forretningsfolk og andre, som man måske ikke bare lige sådan uden videre kommer i snak med hver dag”, forklarede han i Politiken i september 2006, en måned før han efter flere års frivilligt arbejde i den internationale sejlunion, ISAF, offentliggjorde, at han også ville være medlem af IOC.

Som kvalifikationer til et medlemskab af komiteen havde Kronprins Frederik, udover sin store interesse for sport, der tillige gør ham til en medlevende tilskuer ved alle de idrætsbegivenheder herhjemme og i udlandet, han kan afse tid til at overvære, også en omfattende militær uddannelse, blandt andet som frømand i det danske søværn. Han var kongehusets første akademiker med en uddannelse som cand. scient. pol. fra Aarhus Universitet, som han havde suppleret med studier i politisk videnskab og internationale relationer på Harvard Universitet i USA. Og så havde han arbejdet tre måneder ved Danmarks FN-mission i New York og et år på den danske ambassade i Paris samt deltaget i ekspeditioner i det nordlige Grønland.

Set udefra lignede den akademisk veluddannede, internationalt berejste, militært trænede, eventyrlystne og sportsglade danske tronarving for mange danske iagttagere derfor også en oplagt kandidat til et medlemskab af en international  organisation, der under mottoet ”hurtigere, højere, stærkest” hylder sport som en leg, der har til formål at gøre unge mennesker til gode verdensborgere i et globalt fælleskab bygget på værdier som venskab, respekt og fairplay. Også selv om kronprinsen aldrig selv havde dyrket sport på højeste internationale eliteniveau, hvilket dengang ansås for at være en stor fordel for nye kandidater til en komite, der ofte fik kritik for fortrinsvis at bestå af ældre mænd, som uden egne erfaringer med at dyrke eliteidræt traf idrætspolitiske og økonomiske beslutninger, der kunne have stor betydning for de titusinder af unge atleter verden over, som drømmer om at deltage i IOCs olympiske vinter- og sommerlege.

Kronprins Frederiks manglende erfaringer som elitesportsmand blev tilsyneladende opvejet af hans diplomatiske optræden, et venligt væsen og en åbenlys interesse for og viden om sport. Kompetencer, som på papiret måske endda gjorde ham til en bedre kandidat til IOC end mange af komiteens daværende medlemmer, der tilsyneladende ikke selv tog hverken sporten eller komiteens olympiske idealer særlig alvorligt, men snarere så ud til at bruge deres sæde i komiteen til at pleje deres egne politiske formål og økonomiske interesser. Når offentliggørelsen af kronprinsens drøm om et medlemskab af IOC i efteråret 2006 alligevel skabte betydelig politisk debat i Danmark, skyldtes det derfor hans privilegerede position i det danske samfund som medlem af det danske kongehus og arving til den danske trone.

Det var kongehusets ophøjede position i samfundet, et usædvanligt enigt korps af lederskribenter i de danske aviser først og fremmest advarede tronarvingen imod at sætte overstyr, da han orienterede det danske folk om sit karrierevalg. For udover at træffe beslutninger om, hvilke idrætsgrene og idrætsdiscipliner olympiske atleter skal konkurrere i ved de olympiske lege, er IOC også en politisk magtfaktor, som tildeler interesserede byer og lande værtsskabet for legene, og en privat milliardforretning, som multinationale firmaer og medieselskaber står i kø for at handle olympiske sponsoraftaler og tv-rettigheder med.

”Der er grund til at stille spørgsmålet, om Kronprins Frederik og de rådgivere, han har haft omkring sig, i denne sag har tænkt sig rigtigt godt om forud for  beslutningen. Det danske kongehus skal i enhver henseende være hævet over politiske trakasserier, men sport i olympisk sammenhæng er indiskutabelt uløseligt forbundet med politiske spørgsmål og beslutninger på en lang række felter”, skrev Berlingske Tidende, mens sportsavisen BT mindede om, at Danmark historisk set har haft en høj etisk profil i international sportssammenhæng.

I lyset af de forestående olympiske lege i Beijing i Kina, som BT kaldte ”de formentlig største propagandalege siden Berlin i 1936”, fandt avisen det derfor spændende at følge, om Kronprins Frederik nu ville dæmpe dansk idræts etiske profil, ”fordi han er handlingslammet af, at han ikke bare kan brage et synspunkt ud, når det er mest relevant”. De danske mediers advarsler prellede imidlertid af på kronprinsen, som allerede i 1990’erne havde foretaget de første sonderinger af sine muligheder for at gøre olympisk karriere. Hans hofchef, Per Thornit, havde drøftet ideen med ledende medlemmer af Danmarks Idrætsforbund og det daværende danske IOC-medlem Niels Holst-Sørensen. Den politiske modstand i Folketinget var imidlertid så stor, at kongehuset efter en kortvarig offentlig debat om, hvem der skulle overtage den aldrende Niels Holst-Sørensens medlemskab af komiteen, trak følehornene til sig. Et flertal i Folketinget bestående af socialdemokrater, SF’ere og konservative var enige om, at det var en dårlig ide med en dansk kronprins i IOC. Og det forklarede den konservative idrætsordfører Brian Mikkelsen på denne måde:

”Kronprins Frederik skal ikke fedtes ind i politisk betændte afgørelser. Arbejdet i IOC kan blive yderst kontroversielt, og jeg ville være bange for, at kronprinsen blev taget som gidsel i lidenskabelige diskussioner om for eksempel doping”.

Den første offentlige debat om kronprinsens olympiske drømme endte med, at Per Thornit i Politiken i november 1998 konkluderede, at kongehuset ikke længere var interesseret i at få kronprinsen ind i IOC. Hofchefen understregede, at ”skulle der senere komme en henvendelse, vil den blive besvaret negativt”. Det begrundede han både med de politiske udmeldinger, der var kommet fra Christiansborg, og med, at den danske idrætsverden tilsyneladende foretrak Danmarks Idrætsforbunds daværende formand Kai Holm:

”Hvis det skal forstås sådan, at Danmarks Idrætsforbund bakker op om Kai Holm, og samtidig mener, at kronprinsen ikke er kvalificeret, så er han slet ikke relevant som kandidat”, fastslog Per Thornit.

Men fem år senere henvendte Kai Holm, der i 2002 afløste Niels Holst-Sørensen som IOC-medlem, sig alligevel til Kronprins Frederik og tilbød ham at blive den næste dansker i komiteen. For Kai Holm havde som IOC-medlem retten til selv at indstille sin efterfølger. Og den ret besluttede han at udnytte til overtale den danske tronarving til at glemme forbundets tidligere afvisning af ham og melde sig som kandidat til komiteen, der få år forinden var blevet afsløret som gennemkorrupt.

Kai Holm begrundede i offentligheden sin og Danmarks Idrætsforbunds tidligere afvisning af kronprinsen med, at IOC før årtusindeskiftet havde været ”alt for politisk for kronprinsen”, men at alt nu havde ”ændret sig til det bedre”. Og det gav han primært IOCs valg i 2001 af belgieren Jacques Rogge som ny præsident æren for efter to årtier, hvor komiteen havde haft den tidligere spanske fascist Juan Antonio Samaranch ved roret.

I begyndelsen af 2003 spurgte Kai Holm tronarvingen, om han, på trods af afvisningen i 1998, nu kunne tænke sig at blive kandidat til et medlemskab af IOC under en ny præsident, som var i fuld gang med at modernisere og reformere hele den olympiske bevægelse. Ifølge Kai Holm svarede kronprinsen ja uden betænkningstid, og det samme gjorde Dronning Margrethe og hendes rådgivere ved hoffet.

Men Statsministeriets daværende departementschef Nils Bernstein sagde fortsat nej. Han syntes stadig ikke om ideen på grund af IOC’s negative ry og omtale i medierne. Derfor besluttede Venstres daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen at vente og se tiden an. Da Nils Bernstein i efteråret 2005 forlod Statsministeriet og blev direktør i Nationalbanken, opstod der imidlertid en ny chance for Kai Holm og kronprinsen. Finansministeriets departementschef Karsten Dybvad blev udpeget som departementschef i Statsministeriet. Og han havde en helt anden positiv holdning til ideen end sin forgænger.

Kai Holm bad derfor Brian Mikkelsen, som nu var blevet kulturminister i VK-regeringen, om at rejse sagen i regeringens koordinationsudvalg. Da statsminister Anders Fogh Rasmussen efterfølgende spurgte sin nye departementschef til råds, vendte Karsten Dybvad efter en måneds betænkningstid tilbage med en melding om, at han ikke kunne se nogen problemer i at give kronprinsen lov til at kandidere til et medlemskab af IOC. Inden det danske folk fik besked om beslutningen, ville Statsministeriet og Kongehuset dog først sikre sig, at Kronprins Frederik også havde den nødvendige opbakning blandt et flertal af IOCs op til 115 medlemmer, som suverænt bestemmer komiteens optagelse af nye medlemmer. Den sikkerhed havde Kai Holm fået knap et år senere gennem samtaler med sine udenlandske kolleger. Men den vigtigste opbakning til kronprinsen manglede stadig; det danske folks.

Folkelig opbakning er det skrøbelige fundament under ethvert kongehus. Da regeringen gav grønt lys for eksperimentet, fik Kai Holm i begyndelsen af september 2006 derfor travlt med at overbevise nyhedsmedierne og den danske befolkning om, at IOC nu havde udviklet sig til at være den helt ideelle organisation for tronarvingen at gøre idrætspolitisk karriere i. Mens den sejlsportsglade kronprins i begyndelsen af september 2006 deltog i VM for Farr 40-både i Newport i USA, lancerede Kai Holm nyheden om tronarvingens olympiske kandidatur på et møde med Politikens sportsredaktion i København. Da kongehuset en måned senere også gav grønt lys for nyhedens offentliggørelse, kunne avisen den 5. oktober 2006 på forsiden fortælle danskerne, at kronprinsen havde sagt ja til at efterfølge Kai Holm i IOC. Og det blev startskuddet til den årelange diskussion om tronarvingens olympiske virke, som stadig præger den offentlige debat i Danmark.

I første omgang handlede debatten om, hvorfor den danske kronprins pludselig var blevet trukket op af Kai Holms olympiske hat. For blot få år tidligere havde tronarvingen fået klar besked om, at han var uønsket på posten. Desuden havde Danmarks Idrætsforbund kort tid efter Kai Holms optagelse i IOC i februar 2002  nedsat et bedømmelsesudvalg, der allerede havde fundet flere egnede kandidater i dansk idræts egne rækker, som kunne afløse den danske forbundsformand, når han med udgangen af 2008 ville falde for komiteens aldersgrænse på 70 år.

Når Danmarks Idrætsforbund var involveret i, hvem der skulle efterfølge Kai Holm, skyldtes det, at IOC kræver, at komiteens medlemmer også har sæde i deres respektive landes nationale olympiske komiteer, som i Danmark er identisk med Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse. I november 2002 modtog forbundets bestyrelse en indstilling af kandidater fra et nedsat bedømmelsesudvalg, der pegede på roeren Victor Feddersen, svømmeren Benny Nielsen og forbundets bestyrelsesmedlem Niels Nygaard som egnede kandidater. Og umiddelbart derefter meldte sejleren Michaela Ward sig ligeledes som en interesseret kandidat, der tilmed havde den fordel, at hun kendte IOCs nye sejlsportsinteressede præsident personligt, fordi hun sejlede med hans børn.

Forbundets fire kandidater blev af Kai Holm bedømt som ”absolut egnede”. Alligevel fastslog han i forbindelse med Politikens offentliggørelse af nyheden, at det var ”Kronprins Frederik – eller ingen”. Og mens flere af Danmarks Idrætsforbunds fire indstillede kandidater undrede sig over, hvorfor forbundet havde bedt dem om at bruge tid på en demokratisk udvælgelsesproces, når Kai Holm alligevel havde udnyttet retten til at udpege sin egen efterfølger i komiteen, bekræftede Kronprins Frederik samme aften nyheden i et pressemøde på Amalienborg.

Assisteret af Danmarks Idrætsforbunds daværende kommunikationschef Morten Mølholm Hansen forklarede kronprinsen, at han gerne ville være medlem af IOC, fordi han var blevet opfordret til det, fordi han kunne lide sport, og fordi det havde været spændende at være til OL og møde mange af de deltagende sportsfolk.

På pressens spørgsmål om de idrætspolitiske udfordringer, der kunne være forbundet med et medlemskab af IOC, svarede kronprinsen, at han var bekendt med, at der var urent trav i mange sportsgrene, og at der også havde været flere korruptionssager i IOC. Men han understregede, at han først og fremmest betragtede komiteens medlemmer som sports-repræsentanter, og at det i øvrigt var hans indtryk, at IOC havde fået ryddet op i egne rækker. Og såfremt der opstod sager om „halv-politiske spørgsmål”, ville han blot overlade dem til Danmarks Idrætsforbund.

Endnu et pressespørgsmål om, hvilke sager kronprinsen i så fald ikke ville kunne tage stilling til som IOC-medlem, overlod tronarvingen det til forbundets kommunikationschef at besvare. Og Morten Mølholm Hansen understregede, at der helt klart ville være idrætspolitiske emner, som kronprinsen ikke kunne udtale sig om. Eksempelvis debatten om det kommende olympiske værtsland Kinas overtrædelser af de internationale menneskerettigheder:

”Det er efter vor mening et regeringsanliggende. Og der kan være gråzoner, som vi må tage stilling til hen ad vejen”.

Da kronprinsen nu også selv havde offentliggjort sit kandidatur til IOC, fik VK-regeringen travlt med at overbevise danskerne om, at hans beslutning om at søge en olympisk karriere ikke længere var nogen dårlig ide, selv om den var forbundet med visse politiske udfordringer. Kulturminister Brian Mikkelsen udsendte en presse-meddelelse, hvori han forklarede, at hans udtalelser i 1998 om, at kronprinsen ikke skulle fedtes ind i politisk betændte sager, nu var forældede, og at de var blevet sagt på et tidspunkt, hvor IOC var plaget af økonomiske skandaler:

”Men IOC har gennemført væsentlige interne reformer, og jeg har i dag ingen betænkeligheder ved at støtte kronprinsens kandidatur”.

På et folketingsspørgsmål fra Enhedslisten om hans pludselige holdnings-ændring, svarede Brian Mikkelsen, at IOC med valget af Jacques Rogge som ny præsident havde fået ”en helt anden form for demokratisk organisation, som selvfølgelig stadigvæk har nogle udfordringer, men hvor jeg tror, at kronprinsen vil kunne bidrage til en proces, som vil betyde mere demokrati og åbenhed i IOC”.

I sit svar understregede kulturministeren også, at han var sikker på, at kronprinsen ville være en god repræsentant for Danmark i IOC. En opfattelse, som blev delt af statsminister Anders Fogh Rasmussen, da han dagen efter gav udtryk for, at han stolede på tronarvingens egen dømmekraft:

”Det er en god ting, hvis medlemmer af kongefamilien påtager sig hverv i samfundets tjeneste. Jeg har ikke nogen principiel modvilje imod, at medlemmer af kongefamilien påtager sig hverv, som er forenelige med det at være medlem af kongefamilien. Og jeg er helt sikker på, at hvert enkelt medlem selv forstår at varetage det ansvar. Det vil regeringen ikke blande sig i”.

Danmarks daværende statsminister slog med andre ord fast, at et kommende medlemskab af IOC var på kronprinsens eget ansvar, men at regeringen ville lade ham udvide sit fristed i sportens verden til også at omfatte olympisk idrætspolitik, så længe hans idrætspolitiske aktiviteter ikke udviklede sig i en retning, der var uforenelig med hans position som medlem af det danske kongehus.

Det ansvar var kronprinsen tilsyneladende også selv bevidst om, da han en måned senere under sin deltagelse i den internationale sejlunions årsmøde i Helsinki i Finland til Politiken forklarede, hvordan han havde tænkt sig at gribe sit olympiske eksperiment an. Men samtidig appellerede tronarvingen om offentlig forståelse for, at han ikke kunne garantere for eksperimentets udfald: 

”I Danmark er der en god tradition for åbenhed. Men det er klart, at der bliver en anden tilgang til mig. Man skal huske, at Kai Holm har to hatte på. Han er ikke alene medlem af IOC, men også formand for Danmarks Idrætsforbund. Man stiller andre krav til ham end til mig. Han er friere stillet end jeg til at udtale sig. Det bør det danske pressekorps også prøve at forstå. Jeg vil hurtigt blive mentalt brugt, hvis jeg hele tiden skal gå og tænke på at få pressekritik af, om jeg har været for politisk i IOC eller har fået sagt noget, der kan bringe mig i forlegenhed”, sagde Kronprins Frederik, som dog også understregede, at han ikke havde taget den offentlige kritik af hans olympiske karrierevalg personligt:

”Jeg oplevede ikke, at den største del af kritikken var rettet imod mig som person. Den var nærmere en opfordring til mig om at værne om min position, en  advarsel om ikke at bringe den i fare. Faktisk troede jeg, der ville have været meget mere tryk på kedlerne, end der var. Selv i de politiske partier har jeg indtryk af, at man ser på beslutningen med den store brille. At man ser på, hvad der er godt for Danmark på længere sigt”.

Men selv om kronprinsen var positivt overrasket over den danske offentligheds modtagelse beslutningen, fandt han også grund til at opfordre medierne til at holde lidt igen med kritikken:

”Det er fint nok, at man fokuserer på min person. Men det er for nemt kun at søge ben-tacklingerne. Jeg vil gerne mane til, at man tænker lidt længere end til blot at gå efter manden. At man tænker lidt mere strategisk på, hvad der er i det store billede er godt for landet og for flaget”.

Med den udtalelse signalerede tronarvingen, at han tilsyneladende havde købt Kai Holms argument om, at ”det er Kronprins Frederik – eller ingen”, hvis olympiske fans i Danmark skulle gøre sig håb om at bevare hundrede års uafbrudt dansk indflydelse i IOC, når Kai Holm faldt for komiteens aldersgrænse. Men der var der stadig tre år til, at kronprinsen skulle overtage rollen som dansk idræts mest indflydelsesrige sportsleder. Og det gav kritikerne af det historiske eksperiment god tid til at stille endnu flere spørgsmål ved dets demokratiske forankring.

I december 2006 kunne Jyllands-Posten fortælle, at hverken Kulturministeriet eller Statsministeriet lå inde med dokumenter, der kunne oplyse den danske befolkning om, hvordan regeringen havde tænkt sig, at kronprinsen skulle forvalte sin kommende olympiske rolle. I den forbindelse udtalte Statsministeriets departementsråd, Sten Frimodt Nielsen, imidlertid, at ministeriet ikke havde pligt til udarbejde skiftlige notater om sine interne drøftelser med kongehuset. Men det fik mediejuristen Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til at kritisere regeringen for at bevæge sig på kanten af loven:

”Det ville følge god forvaltningsskik, at man laver et notat, hvis man på et møde eller gennem telefonen har rådgivet kronprinsen i en så væsentlig sag som kronprinsens medlemskab af IOC”, mente han.

I januar 2007 klagede Jyllands-Posten derfor til Folketingets ombudsmand over, at der ikke fandtes andre skriftlige notater om kronprinsens kandidatur end et brev, som Kai Holm havde sendt til statsministeren i december 2003. Det danske IOC-medlem ønskede i brevet Anders Fogh Rasmussen og hans familie glædelig jul og anmodede om et møde med statsministeren, hvor de kunne drøfte kronprinsens olympiske kandidatur, fordi han fandt det vigtigt, at statsministeren fik ”det mest  fyldestgørende grundlag at bedømme sagens forhold på”.

En måned senere afviste ombudsmanden imidlertid at undersøge Jyllands-Postens klage, fordi han kun foretager undersøgelser, der er baseret på  skriftlige kilder, og de fandtes ikke. Men han understregede også, at han delte avisens forundring over, at der ikke forelå nogen dokumenter i netop denne sag.

Ombudsmandens svar fik SF’s gruppeformand Ole Sohn til at bede statsministeren om en forklaring. I marts 2007 svarede Anders Fogh Rasmussen, at han af principielle grunde ikke ønskede at indvie offentligheden i regeringens overvejelser om kronprinsens idrætspolitiske karriere. Men hvis statsministeren troede, at han dermed havde stoppet den offentlige debat om tronarvingens olympiske karriereplaner, blev han hurtigt klogere. Mindre end et år senere blussede debatten op igen. Denne gang med endnu kraftigere styrke end tidligere.

I januar 2008, et halvt før Beijing i Kina skulle være vært for de olympiske lege, slog kinesisk militær hårdt ned på selvstændighedsoprørere i det kinesisk besatte Tibet. Det fik Venstres udenrigsordfører Søren Pind til at sammenligne de olympiske lege i Beijing med Tysklands nazistiske propagandalege i Berlin i 1936. Og selv om statsminister Anders Fogh Rasmussen mente, at man ikke skulle blande sport og  politik, opfordrede Søren Pind kronprinsen til at genoverveje sin beslutning.

Yderligere to måneder senere blev de mulige politiske konsekvenser af kronprinsens beslutning desuden understreget af, at IOC forhandlede om et fireårigt olympisk sponsorat med Ruslands statsejede olie- og gasproducent Gazprom. For forhandlingerne foregik på et tidspunkt, hvor Gazproms leverancer til Europa var truede, fordi Rusland sloges om betalingen med Ukraine, som det russiske selskabs hovedledning til de europæiske lande løb igennem.

I Jyllands-Posten forklarede formanden for IOCs marketingsudvalg, norske Gerhard Heiberg, at forhandlingerne med Gazprom trak ud, fordi IOC overvejede forskellige etiske dilemmaer ved at indgå en olympisk sponsoraftale med Ruslands statsejede energiselskab. Og i samme avis betegnede SFs udenrigspolitiske ordfører Holger K. Nielsen dette som endnu et eksempel på, at kronprinsen havde truffet et forkert valg:

”Gazprom er en spydspids i russisk udenrigspolitik, og Putin har brugt      selskabet aktivt flere gange. Det her viser noget om, hvor politisk inficeret IOC er, og derfor er det projekt, som kronprinsen har skibet sig ind, meget problematisk”.

Men den udenrigspolitiske debat om kronprinsens olympiske kandidatur var ikke den eneste årsag til, at kritikken af tronarvingen tog til i styrke. Sidst i marts 2008 bad Politiken de politiske partiers idrætsordførere om at forholde sig til den olympiske ed, kronprinsen skulle aflægge ved sin optagelse i IOC.

I eden skulle Kronprins Frederik love, at han som medlem altid ville forsvare IOCs interesser, og at han ikke ville påtage sig noget mandat fra regeringer, organisationer eller andre, som kunne være i konflikt med hans handlings- og stemmefrihed i IOC. Men det var et løfte, som blandt andre SF’s idrætsordfører Pernille Frahm var overbevist om, at tronarvingen ikke ville kunne leve op til.

”Han er på godt og ondt ansvarlig over for den danske regering. Den balance mellem demokrati og kongemagt er nødvendig, hvis vi skal fortsætte de konstitutionelle forhold, vi har udviklet siden Påskekrisen i 1920”, sagde Pernille Frahm, og det var en af Danmarks førende eksperter i forfatningsret, Jens Elo Rytter fra Københavns Universitet, enig i:

”Kronprinsens medlemskab af IOC vil efter min opfattelse i praksis være vanskelig at forene med den faste tradition for et politisk neutralt kongehus, hvis loyalitet ubetinget ligger hos Danmark. IOC er en særdeles magtfuld organisation, der tjener formuer på at sælge rettigheder til de olympiske lege og sponsorater til multinationale firmaer. Der knytter sig store økonomiske og politiske interesser til valget af olympiske værtsbyer, og nationale regeringer vil ofte engagere sig i kampen for at skaffe legene til deres eget land. Tildeling af værtsskabet kan bruges eller misbruges som blåstempling af det pågældende land og dets regering. IOCs arbejde har derfor en politisk dimension, hvilket den aktuelle afholdelse af legene i 2008 i Kinas hovedstad Beijing med al tydelighed bekræfter”.

Debatten om kronprinsens olympiske ed førte til, at Enhedslistens idrætsordfører Per Clausen stillede statsminister Anders Fogh Rasmussen to skriftlige spørgsmål i Folketinget:

”Mener statsministeren, at det vil være acceptabelt, hvis kronprinsen som IOC-medlem i sager, der af den danske regering anses som væsentlige, stemmer eller på anden måde handler i modstrid med den danske regerings holdning? Og mener statsministeren, at det er acceptabelt, hvis kronprinsen som IOC-medlem underskriver en ed, der tvinger ham til at se stort på den danske regerings holdninger og ønsker?”.

Men på grund af Kinas militære magtdemonstrationer i Tibet krævede Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl nu også en forespørgselsdebat i Folketinget om regeringens holdning til en eventuel boykot af legene i Beijing.

”Det er uhørt, at det officielle Danmark skal blåstemple det kinesiske styres overgreb på minoriteter ved at deltage i det olympiske teaterspil. Statsministeren kan ikke længere dukke sig i debatten”, mente Kristian Thulesen Dahl.

Udtalelsen fra gruppeformanden i et parti, der udgjorde VK-regeringens parlamentariske grundlag, virkede tilsyneladende efter hensigten. Som en konsekvens af det politiske pres på regeringen i sagerne om Kinas kontroversielle værtsskab for de olympiske lege og den danske tronarvings omdiskuterede olympiske kandidatur offentliggjorde Anders Fogh Rasmussen den 1. april 2008 en pressemeddelelse med følgende ordlyd:

”Regeringen har besluttet at nedsætte en IOC-koordinationsgruppe som konsekvens af Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederiks kandidatur til IOC. Gruppen vil have til opgave at informere kronprinsen om relevante politiske spørgsmål og drøfte aktuelle temaer i relation til IOC og deres eventuelle politiske aspekter. Gruppen består af embedsmænd fra Statsministeriet, Udenrigsministeriet og Kulturministeriet samt kronprinsen og dennes rådgivere”.

Ifølge statsministeren var det altså ikke længere muligt at holde sport og politik adskilt i kronprinsens kommende olympiske karriere, sådan som han havde ment et par måneder forinden. Men at regeringens holdningsændring ikke var en  aprilsnar, som nogle oppositionspolitikere ellers muntrede sig med at påstå på grund af datoen for pressemeddelelsens offentliggørelse, kom frem senere på dagen, da statsministeren forklarede regeringens nye holdning:

”Kronprinsen er stadig fri og uafhængig. Sigtet med koordinationsgruppen er at sikre, at kronprinsen hele tiden er informeret om, hvad der er regeringens politiske linje i Danmark, så der ikke opstår noget modsætningsforhold mellem, hvad regeringen står for, og hvad kronprinsen siger. Vi har et ansvar for, at der ikke opstår en konflikt mellem det, kronprinsen siger i IOC, og det regeringen står for”, sagde Anders Fogh Rasmussen på et pressemøde.

Dagen efter svarede statsministeren ligeledes på de to skriftlige spørgsmål, som Enhedslistens idrætsordfører Per Clausen havde stillet regeringslederen om den mulige loyalitetskonflikt, den olympiske ed kunne bringe den danske kronprins i:

”IOC handler først og fremmest om sport, og hvis kronprinsen bliver valgt ind som medlem af IOC, er det ikke som repræsentant for den danske regering, men derimod i sin personlige egenskab. Det kan imidlertid ikke på forhånd afvises, at der vil kunne opstå sager i IOC, som regeringen har en klar politisk holdning til. For at sikre en løbende informationsudveksling med kronprinsen om blandt andet dansk politik i sager, der kan tænkes at være relevante i forbindelse med IOC, har regeringen i samråd med kongehuset nedsat en IOC-koordinationsgruppe. Skulle der opstå sager i IOC, som regeringen har en klar politisk holdning til, vil kronprinsen blive orienteret om regeringens holdning, således at kongehusets fortsatte neutralitet herigennem kan sikres”, understregede Anders Fogh Rasmussen.

Selv om statsministeren i sit svar også slog fast, at kronprinsen ”i eventuelle politiske spørgsmål nødvendigvis må afholde sig fra at indtage et selvstændigt standpunkt, der for eksempel vil være i strid med dansk politik på området”, mente Anders Fogh Rasmussen ikke, at dette klare krav fra den danske regering ville bringe tronarvingen i konflikt med medlemsreglerne i IOCs olympiske charter.

I foråret 2008 var Anders Fogh Rasmussen altså af den opfattelse, at Kronprins Frederik fortsat skulle have lov til at forfølge sin drøm om en olympisk karriere, men at det ikke længere var hans egen sag. Det var nu også blevet regeringens ansvar, at der ikke opstod konflikter mellem regeringens politiske linje og kronprinsens udtalelser som medlem af IOC.

Men hverken regeringens nedsættelse af IOC-koordinationsgruppen eller statsministerens forklaring på, hvorfor det nu var politisk nødvendigt at udstyre Kronprins Frederik med en rådgivende embedsmandsgruppe bestående af repræsentanter fra tre ministerier og kongehuset, kunne formilde kritikkerne af tronarvingens olympiske planer.

Direktør Henrik Brandt fra Idrættens Analyseinstitut så regeringens nedsættelse af embedsmandsgruppen som endnu et bevis på, at kronprinsens status som  kandidat til IOC ikke kun var et parlamentarisk problem, men også en alvorlig hæmsko for selvstyret i dansk idræt:

”Normalt står idrætten meget stærkt i sin autonomi, men her afgiver man frivilligt en selvstændig idrætspolitisk stemme i IOC. Vi får en stemme, der er meget amputeret, fordi han så at sige skal spørge derhjemme først. Regeringens grundlag for at nedsætte gruppen er ikke at styrke den idrætspolitiske position, men at sikre, at der ikke opstår konflikter mellem kongehuset og regeringen. Det er på mange måder en falliterklæring for dansk idræt”, sagde Henrik Brandt.

I Berlingske Tidende opfordrede forfatningsret-eksperten Jens Elo Rytter også endnu engang kronprinsen til at trække sit olympiske kandidatur, fordi regeringens embedsmandsgruppe i hans øjne blot forstærkede kronprinsens mulige loyalitetskonflikt, da han altid ville være tvunget til at varetage komiteens interesser:

”Det står i IOCs olympiske charter. Men det er svært at se, hvordan kronprinsen skal leve op til det, hvis han også skal handle i overensstemmelse med hjemlige interesser”.

Få dage senere blev de politiske konsekvenser af kronprinsens karrierevalg trukket endnu skarpere op, da kulturminister Brian Mikkelsen den 6. april 2008 i et interview med TV2 Nyhederne sagde, at den forestående olympiske værtsnation Kinas militære aktioner i Tibet nu var så utilfredsstillende, at han overvejede at blive væk fra de olympiske leges åbningsceremoni, hvis Kina ikke indledte en fredelig dialog med tibetanerne:

”Der er behov for en dialog mellem den kinesiske regering og tibetanerne, der kan sikre tibetanerne ret til religionsfrihed, menneskerettigheder og kultur. Vi vil i de kommende måneder følge udviklingen i Tibet med største opmærksomhed. Og i løbet af sommeren vil vi sammen med Udenrigsministeriet afgøre, om Kulturministeriet deltager i åbnings-ceremonien ved OL”, sagde kulturministeren.

Brian Mikkelsens udtalelse førte til, at både han og statsminister Anders Fogh Rasmussen blev kaldt i samråd i Folketingets kulturudvalg. Udvalget krævede svar på, hvordan det stillede Kronprins Frederik og hans olympiske kandidatur, hvis den danske kulturminister valgte at boykotte de olympiske lege i Beijing, som skulle åbne den 8. august 2008.

Statsministeren forklarede i samrådet, at regeringen ikke gik ind for en boykot af Kinas olympiske lege, og at regeringen bakkede fuldt op om de udtagne danske atleters deltagelse. Men han bekræftede samtidig, at regeringen overvejede at blive væk legenes åbningsceremoni. Den endelige beslutning ville dog blive truffet efter drøftelser med de andre lande i EU, som skulle diskutere sagen på EUs udenrigsministermøde den 16. juni 2008. Og Anders Fogh Rasmussen understregede også, at der i spørgsmålet om IOC-kandidaten Kronprins Frederiks deltagelse i den olympiske åbnings-ceremoni principielt set ikke var noget til hinder for, at tronarvingen kunne deltage i ceremonien uden ledsagelse af en dansk minister.

”Omvendt er det klart, at såfremt en deltagelse i en begivenhed, som på nogen måde kan rejse politiske spørgsmål, så deltager medlemmer af kongehuset kun   sammen med en minister. Det er en god og fast regel for netop at beskytte kongehuset imod at blive blandet ind i politik. Som nævnt er udgangspunktet, at regeringen    deltager i åbningsceremonien, og derfor er udgangspunktet også, at kronprinsen deltager”, sagde statsministeren.

Men den politiske debat om Kronprins Frederiks olympiske kandidatur var på det tidspunkt så voldsom, at også flere af kongehusets ledende embedsmænd begyndte at få kolde fødder. Ifølge portrætbogen Under bjælken, som udkom i november 2017, var to medlemmer af kongehusets øverste administrative ledelse, hofmarskal Ove Ullerup og kabinetssekretær Henning Fode, dengang så bekymrede for, at kronprinsens olympiske kandidatur ville være til så stor skade for kongehuset og det danske monarki, at de fik Dronning Margrethes tilladelse til at prøve at overtale kronprinsen til at trække sit kandidatur.

I begyndelsen af april 2008 fik tronarvingen under sin deltagelse i VM for Farr 40-både i Florida i USA uventet besøg af Henning Fode. Danmarks tidligere rigsadvokat var året før blevet udnævnt til jobbet som dronningens øverste juridiske rådgiver, hvilket blandt andet betød, at han skulle være bindeled mellem regeringen og statsoverhovedet i politiske sager. Nu var han som kongehusets nye kabinetssekretær rejst fra København til Miami for at gennemføre sin og hofmarskal Ove Ullerups plan om at overtale tronarvingen til at opgive sine IOC-planer:

”De ønskede at tale mig fra det og havde fået min mors tilladelse til at gøre det, og det var ikke hendes fejl, hun vidste jo ikke bedre. Man var bekymret for uvisheden omkring nogle mulige scenarier, hvis jeg blev valgt ind i IOC, fik jeg at vide, og man anbefalede, at jeg trådte tilbage. Jeg blev noget overrasket, for nu at sige det mildt. Også vred. Jeg syntes, de handlede på et grundlag af viden, der ikke var fast nok til, at man kunne tale mig fra denne sag”, forklarede Kronprins Frederik i portrætbogen.

”Derfor sagde jeg også til d’herrer, at jeg skam agtede at fortsætte og på ingen måde havde tænkt mig at stå frem på noget pressemøde hjemme i Danmark og opgive mit kandidatur til IOC, sådan som jeg blev kraftigt anbefalet at gøre. De vil altid  kunne forsvare sig med at sige, at de gjorde det i den bedste sags tjeneste, og at det handlede om kongehusets urokkelighed. Men jeg følte mig som en pioner på en vej, jeg ønskede at fortsætte ad. Denne gang var det ikke frømandsudfordringer eller en lang slædetur i Grønland, der lå og spøgte, og som man ville tale mig fra. Det var ikke fysisk betonet, mere institutionelt betonet, kan man sige. Men jeg skulle videre med det. Det ville jeg!”, udtalte Kronprins Frederik om episoden, der i portrætbogen kaldes for en “regulær magtkamp” mellem tronarvingen og de to rådgivere, der i samme bog betegnes som „de styrende kræfter i hoffets maskinrum”.

Men at de to styrende kræfter i kongehusets maskinrum ikke formåede at tale tronarvingen fra sit olympiske forehavende kunne også tolkes som et tegn på, at Kronprins Frederik besad en vilje og stædighed, som måske nok var et kommende IOC-medlem værdigt, men som næppe ville gøre livet som komiteens repræsentant i Danmark lettere for ham i et konstitutionelt monarki som det danske, hvor Grundloven i 1849 på afskaffede kongens enevældige statsmagt og – i det mindste på papiret – delte den mellem Folketinget, regeringen og domstolene.

Selv om Kronprins Frederik i foråret 2008 fik sin vilje overfor kongehusets hofmarskal og kabinetssekretær, blandt andet med hjælp fra sin hofchef Per Thornit, som havde peget på, at de politiske aspekter af tronarvingens olympiske kandidatur måtte kunne balanceres, så han ifølge hofchefen ”ikke dummede sig og kom med alle mulige politiske udtalelser”, borede Folketingets opposition da også videre i VK-regeringens holdning til kronprinsens karriereplaner og de forestående olympiske lege i Beijing.

Enhedslistens idrætsordfører Per Clausen ville vide, hvordan kulturminister Brian Mikkelsens kamp for menneskerettigheder og ytringsfrihed i Kina hang sammen med hans ubetingede støtte til kronprinsens kandidatur til IOC, når alle deltagere i OL ifølge komiteens olympiske charter har forbud imod at ytre sig politisk under olympiske lege. Til dette svarede kulturministeren, at han ikke var specialist i det olympiske charter, men at han godt havde læst noget om, at man ikke må udtale sig om politik, mens man deltager i legene.

”Og så må man jo respektere det, hvis man vil deltage. Det har vi som regering sådan set ikke nogen holdning til”, sagde Brian Mikkelsen uden direkte at besvare spørgsmålet om, hvorfor han støttede kronprinsens kandidatur til et udemokratisk olympisk foretagende, som begrænsede atleternes ytringsfrihed.

Men det vakte endnu mere opsigt, at de radikales daværende idrætsordfører Simon Emil Ammitzbøll i samrådet kaldte det ”et hykleri uden lige”, hvis Danmark gerne ville ”handle med Kina og djævelen selv, men ikke løbe hækkeløb mod dem”, og at statsministeren efterfølgende erklærede sig enig med den radikale ordfører.

”Det handler i virkeligheden nok mere om mavefornemmelser hos nogle politikere end om at fremkalde reelle fremskridt i Kina. Man kunne også være endnu stærkere og sige, at så handler det mest af alt om hykleri, fordi så skubber man altså idrætsfolkene foran sig”, sagde Anders Fogh Rasmussen.

Statsministerens betragtninger faldt imidlertid ikke i god jord hos et andet fremtrædende medlem af VK-regeringen, den konservative partileder Bendt Bendtsen, som var økonomi- og erhvervsminister:

”Jeg forstå ikke, at statsministeren nu taler om hykleri. Det er et underligt ordvalg, som jeg slet ikke vil bruge i debatten om OL og menneskerettigheder i Tibet. Det er jo en debat, som kører i mange lande, og som vi i Danmark også må forholde os til”.

Den livlige politiske diskussion om regeringens og kronprinsens deltagelse i OLs åbningsceremoni endte en måned senere i en forespørgselsdebat i Folketinget, hvor Dansk Folkeparti, SF, Enhedslistens og løsgængeren Pia Christmas-Møller foreslog, at regeringen skulle blive væk fra ceremonien i Beijing. Forslaget blev imidlertid hverken støttet af Socialdemokratiet, Ny Alliance, De Radikale eller de to regeringspartier Venstre og Konservative, som alle var imod en regeringsboykot af legene, og det glædede statsministeren:

”Selve de olympiske leges idé er helt fra grækertiden netop, at der er fred under OL. Det, synes jeg, skal ikke forpestes af alle mulige politiske forviklinger. Normalt bør danske politikere føre en kritisk dialog med deres kinesiske kolleger, når de mødes. Men det skal man ikke bruge OL til. Det er jo det, der har været forpestet i denne sag fra starten. Nogle har villet bruge OL som anledning til politiske manifestationer i både den ene og den anden retning, og det synes jeg, man skal afstå fra”, sagde Anders Fogh Rasmussen.

Statsministeren havde åbenbart glemt, at Folketingets flertal i maj samme år havde vedtaget en udtalelse om, at Danmark netop skulle videreføre sin kritiske   dialog med Kina om menneskerettigheder ved enhver konkret lejlighed før, under og efter de olympiske lege i Beijing. Og det lykkedes da heller ikke for Anders Fogh Rasmussen at stoppe de politiske manifestationer om tronarvingens olympiske planer. For Kronprins Frederik bidrog selv til at holde politikerne beskæftigede.

I en anden portrætbog, Frederik – Kronprins af Danmark, der udkom i anledning af hans 40 års fødselsdag den 26. maj 2008, prøvede tronarvingen igen at få den danske presse til at nedtone de politiske elementer i hans kommende karriere. Kronprinsen, som på det tidspunkt fik enetimer i kommunikation, så han kunne blive bedre til at formidle sine budskaber i offentligheden, gik endda så vidt, at han opfordrede nyhedsmedierne til at tænke lidt mindre på salgbare forsidehistorier og lidt mere på, at et spinkelt flertal på 57 procent af danskerne ifølge en Gallup-undersøgelse fra februar samme år var positive overfor hans kandidatur:

”Det er jo en dejlig overskrift at kunne bringe: ”Kongehusets neutralitet i fare”. Men her er jeg fristet til at sige: Fint, jeg respekterer og støtter, at den danske presse ytrer sig og har den totale ytrings- og pressefrihed, den nu har. Det er kun godt, at der er debat omkring mit IOC-kandidatur. Men den debat giver jo gratis en masse dejlig omsætning og en masse forsider i en periode, hvor de kan prøve at sætte  grundlov og neutralitet til diskussion. Der ligger et stort ansvar på mig i og med, at et flertal af danskerne siger, at vi stoler på, du kan løfte opgaven og navigere i farefuldt farvand og ikke kommer med forhastede udtalelser eller beslutninger. Men jeg synes også, at dansk presse lægger meget stor vægt på det politiske, og mange portrætterer fortsat IOC som de gamle spøgelser. Som det IOC var engang”, konstaterede kronprinsen, selv om der var mindst tre gode grunde til, at den danske presse udviste kritik over for ham og IOC.

For det første fastslår Medieansvarslovens vejledende regler for god presseskik, de såkaldte presseetiske regler, at danske medier bør udvise kritik over for nyhedskilderne ”i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse”. Reglerne har blandt andet til formål at sikre, at nyhedsmedierne ikke lader sig misbruge til at formidle ensidig propaganda. Og dette politisk bestemte ønske om en kritisk presse i Danmark gælder selvsagt også kritik af kongehusets medlemmer, som i lighed med alle andre danskere kan have en personlig interesse i at få medierne til at markedsføre bestemte udsagn om deres virke i samfundet.

For det andet havde mange danske journalister med indsigt i international idrætspolitik meget svært ved at genkende tronarvingens billede af, at de politiske aspekter i IOC kun udgjorde en mindre del af hans kommende olympiske karriere, og at komiteens problemer med korrupte medlemmer blot var gamle spøgelser, som hørte fortiden til.

For det tredje var VK-regeringens nedsættelse af IOC-koordinationsgruppen en klar politisk tilkendegivelse af, at selv om regeringen måske ikke direkte betragtede kronprinsen som sin forlængede arm i IOC, når han blev medlem af komiteen, så havde han som dansk tronarving alligevel pligt til at være loyal over for den til enhver tid siddende danske regering.

Af disse tre grunde forekom Kronprins Frederiks gentagne budskab til den danske presse om at tage særlige hensyn til ham, når han blev Danmarks mest magtfulde idrætspolitiker, og i stedet tænke lidt mere strategisk på, ”hvad der er i det store billede er godt for landet og for flaget”, mildest talt naivt. Ikke mindst fordi budskabet kom fra en tronarving i et demokrati, som under Muhammed-krisen få år forinden havde forsvaret den uafhængige pressens frihed til at ytre sig kritisk om ethvert magtsymbol, uden at tage særlige hensyn til, om kritikken ramte religiøse, politiske eller nationale symboler.

Selv om de danske journalister og redaktører nok lyttede til kronprinsens påstand om, at de blot brugte hans olympiske kandidatur som et påskud til at sætte Grundloven og kongehusets neutralitet til debat med det ene formål at tjene penge, havde de derfor heller ikke tænkt sig at føje ham. Men det skyldtes ikke nødvendigvis hensyn til mediernes økonomi, som tronarvingen havde antydet. Det var snarere et udtryk for et ønske om at håndhæve et presseetisk princip om, at når han ikke længere ville nøjes med at være et nationalt magtsymbol, men nu også greb ud efter magten i en af verdens mest indflydelsesrige sportsorganisationer, så havde de statsstøttede danske nyhedsmedier også en demokratisk forpligtelse overfor borgerne i Danmark til at forholde sig kritisk til, hvordan han havde tænkt sig at udøve sin nye magt.

Dagen efter åbningen af OL i Beijing den 8. august 2008, hvor Kronprins Frederik på trods af de mange politiske trakasserier deltog som planlagt, blev hans kommende olympiske karriere i hvert fald igen forsidestof i de danske medier. Det skete, da Dronning Margrethe og Prins Henrik under kongefamiliens årlige sommerpressemøde på familiens vinslot i Sydfrankrig af en journalist blev spurgt, hvordan de havde oplevet kritikken af deres ældste søns karrierevalg.

”Kan De forestille dem, at nogen mor vil være glad for kritik af sit barn?”, svarede den danske regent og understregede, at hun på trods af kritikken fortsat bakkede op om sønnens beslutning, og at både hun og Prins Henrik var glade for kronprinsens beslutning om at markedsføre den olympiske sport.

”Det bør da være gavnligt for Danmarks image og synlighed, hvis han bliver valgt. Det, tror jeg også, er grunden til, at han er interesseret. Han vil gerne fremme sporten, ikke mindst den danske”.

Det var en af de første gange, Dronning Margrethe offentligt kommenterede kronprinsens olympiske karrierevalg. Men hendes argument om Danmarks image og synlighed fik hverken den danske presse eller politikerne på Christiansborg til at stoppe deres bekymring over, hvad kronprinsens beslutning betød for den politiske neutralitet i det danske kongehus. For selv om Folketingets debat om OL i Beijing primært blev udløst af Kinas militære operationer i Tibet, var det tydeligt for de fleste kritikere, at den danske regerings interesser heller ikke i andre sager nødvendigvis stemte overens med IOCs interesser. Og det betød, at der var risiko for, at Kronprins Frederik havnede i mange tænkelige loyalitetskonflikter, hvor han kunne blive tvunget til at vælge imellem at være loyal overfor sit eget lands folkevalgte regering og sine udenlandske kolleger i den private olympiske komite.

Men i de få interviews, kronprinsen gav om sit olympiske kandidatur, før han blev optaget som medlem af IOC, var det lige så tydeligt, at han havde åbenlyse  problemer med at svare på selv de mest enkle idrætspolitiske spørgsmål uden at blive udsat for kritik. Da kongehuset midt i august 2009 fik en officiel bekræftelse på, at komiteens bestyrelse nu havde godkendt Kronprins Frederiks kandidatur, offentliggjorde BT et stort interview med tronarvingen, som udløste en voldsom mediekritik af hans forsøg på at forsvare IOC’s valg af Beijing som olympisk værtsby i et land, der ofte blev kritiseret for at overtræde internationale menneskerettigheder.

”Hvis man ser på Kina nu, så er der sket visse ændringer. Selvfølgelig er der ikke ligefrem tale om en revolution, men der er sket visse ændringer. De er ikke faldet tilbage i den tilstand, de var i for tre år siden. Så et eller andet sted vil jeg påstå, at et værtskab har så stor prestige, at man som værtsland ikke kan sidde det overhørigt”, sagde kronprinsen.

På avisens følgende spørgsmål om, hvorvidt han mente, at Beijings OL-værtsskab året før ligefrem havde hjulpet Kina, svarede tronarvingen bekræftende, at det var den opfattelse, han havde fået gennem mediernes omtale af udviklingen i  landet:

”Grænser er brudt ned, når der kommer masser af udenlandsk indflydelse via både tilskuere, atleter og medier. Her tror jeg, at den entusiasme, som et OL bærer med sig, betyder meget”.

Men det var ikke første gang, kronprinsen havde udtalt sig om et kontroversielt idrætspolitisk emne. Et par år forinden havde han også udtalt sig positivt om Københavns muligheder for at blive værtsby for de olympiske lege. Og det fik under stor medieopmærksomhed den daværende finansminister Thor Pedersen til at sige, at han hellere ville bruge pengene på de danske sygehuse. I BTs interview med kronprinsen ville avisen derfor også gerne vide, om han dengang havde følt, at han brændte fingrene.

 ”Det ved jeg ikke, om jeg gjorde. Jeg fik da et startskud på en ny karriere. Jeg havde ikke fremført særligt mange synspunkter på det tidspunkt. Når jeg kigger i bakspejlet må jeg sige, at jeg lærte meget af det. Hvis man skal se på det i dag, så er jeg væsentlig mere erfaren med IOC og sporten nu, men jeg har heller ikke dvælet ved, hvor jeg var dengang. Jeg har lært at begå mig og har det bedre med at kommunikere med pressen”, hævdede han.

Selv om Kronprins Frederik i interviewet også forsøgte at forsvare komiteens eksistensberettigelse ved at fremhæve de olympiske idealer om fair kappestrid på lige vilkår, og han forklarede, at han i folkesundhedens tjeneste blot gerne ville bruge IOC som en platform til at motivere børn og unge til at dyrke motion, var det dog hans udtalelser om de olympiske leges betydning for udviklingen i Kina, medierne fokuserede mest på. For Amnesty International var i sin årsrapport kommet frem til en helt anden konklusion om, at ”de olympiske lege i Beijing medførte øget undertrykkelse over hele Kina”, og at de kinesiske myndigheder ”strammede grebet om menneskeretsaktivister, religiøse, etniske minoriteter, advokater og journalister”. Og den konklusion fik igen pressen til at kritisere kronprinsen.

I Politiken kaldte redaktør Lars Trier Mogensen kronprinsen for ”en nyttig idiot for antidemokrater”, hvis ”politiske sans er præget af enten uvidenhed eller  naivitet”. I redaktørens øjne ville kongehuset ophøre med at være en neutral instans, når kronprinsen trådte ind i den olympiske komité. Illusionen om monarkiet som  institution ville bryde sammen. Kongehuset ville blive forvandlet til en lobbyorganisation, hvor det ikke var muligt at holde sig neutral.

”Frømanden Pingo skal i kamp. Ikke for Danmark. Ikke for kronen. Men derimod for de magthavere, der bruger OL til at skabe et slør af legitimitet”, konstaterede redaktøren. Han mente, at kronprinsen i praksis kunne vælge imellem at pleje sine egne interesser eller at lade sig flytte rundt som en brik af andre, og at   sandsynligheden talte for det sidste.

”Allerede før sin optagelse i IOC er Kronprins Frederik med til at legitimere et autoritært regime. Med sine udsagn har kronprinsen igen sat spørgsmålstegn ved kongehusets neutralitet og vist, hvorfor regeringen aldrig burde have tilladt hans  kandidatur til IOC. Skønt 44 procent af danskerne ifølge en ny Gallup-måling ikke ser et problem i politiske markeringer fra kongehuset, er det dybt problematisk, når ikke-folkevalgte magthavere fører politik”.

I Politikens lederkommentar var kritikken lige så hård. Her stemplede avisen tronarvingen som politisk tonedøv og mente, at han med sine udtalelser havde dokumenteret, hvorfor sammenblandingen af kongehus og IOC var en giftig og livsfarlig cocktail for kongehuset, og hvorfor hans påstand om, at det handler om sport og ikke politik, var ren nonsens:

”Frederik vil gerne gøre en forskel og have en mening om ting, han er totalt uvidende om. Resultatet bliver derefter. Er der virkelig ingen på Amalienborg, der har kunnet fortælle den sportstossede prins, at hvis han endelig vil have et ærligt arbejde, var den internationale olympiske komite nok det dårligste sted, han overhovedet kunne finde til formålet?”.

I Berlingske Tidende var retorikken lidt mere afdæmpet. Men budskabet var det samme. I en lederartikel noterede avisen, at kronprinsens IOC-ambition om at bruge sit medlemskab til at tale om folkesundhed var ædel, men at platformen var den forkerte. Desuden understregede avisen, at der var mange måder, hvorpå man som kongelig kunne engagere sig i at styrke folkesundheden, men at IOC ikke så ud til at være det mest velvalgte redskab for den ambition:

”Den olympiske forretnings kerne er ganske vist idræt, men handler i 2009 i mindst lige så høj grad om alt muligt andet. IOC er storpolitik. Det er diskussionen om menneskerettigheder, som legene i Beijing mere end noget andet viste. Det er problemet med doping og de sanktioner, som er påkrævet her. Og det er ikke mindst hele det cirkus om valg af værtsbyer, som også bliver en del af IOC-kongressen i København til efteråret, og som i hvert fald tidligere har været plaget af kontroversielle forløb og anklager om korruption og ufint spil”.

Desuden advarede Berlingske om, at kronprinsens tanker om at bruge sin position til at forbedre folkesundheden let kunne blive overdøvet af alt muligt andet, uanset hvor sympatiske de var. Herunder af sager, som enten kunne underminere det apolitiske danske kongehus eller gøre det umuligt for kronprinsen at spille en tilstrækkelig gennemslagskraftig idrætspolitisk rolle i IOC:

”Ingen af disse scenarier vil være ønskelige, hvorfor det nu på falderebet er på sin plads at gentage, at Kronprins Frederik med fordel kunne bruge sine kræfter bedre end i den sammenhæng, hvori han nu utvivlsomt indvælges. Det kan meget vel være, at de argumenter, kronprinsen og hans rådgivere måtte have for at træde ind i IOC, alle til fulde er sympatiske og gangbare. Men det betyder ikke nødvendigvis, at en dansk tronfølger i et benhårdt og med jævne mellemrum betændt internationalt politisk organ er tilrådeligt”.

På falderebet til Kronprins Frederiks gennemførelse af sit olympiske eksperiment var det imidlertid ikke kun de danske aviser, som advarede kronprinsen om at træde varsomt, når han et par måneder senere kastede sig ud i sit forsøg på at gøre en forskel for Danmark som international idrætspolitiker.

Justitsminister Brian Mikkelsen, der i sin tid som kulturminister havde været en af hovedarkitekterne bag kronprinsens olympiske kandidatur, opfordrede i bogen Frederik og flammen – prinsen der ville lege med den olympiske ild, som udkom i september 2009, tronarvingen til at tænke sig ekstra godt om, inden han som IOC-medlem trak sit royale neutralitetskort i en mulig interessekonflikt mellem den danske regering og IOC.

”Det er helt klart et sårbart punkt. Men det synes jeg godt, man kan håndtere ved, at han som dansk kronprins ikke deltager i den pågældende debat. Der vil være nogle ganske få emner, hvor han godt kan tillade sig at trække det kort og sige, at han ikke vil udtale sig. Men i de næste mange år skal han helst ikke trække kortet flere gange, end de kan tælles på én hånd”, mente Brian Mikkelsen, og justitsministeren understregede også, at det i hans øjne ville være uklogt af Kronprins Frederik, hvis han nu var blevet så skræmt af mediekritikken, at han efter sin optagelse i IOC valgte at forholde sig helt tavs i offentligheden:

”Når man som dansk idræts kandidat vælger at gå ind i en bestyrelse som IOC, fordi man tror på, at man kan gøre en forskel, så betyder det også, at man skal ytre sine holdninger i offentligheden. Kronprinsen behøver ikke at være lige så     eksponeret i medierne, som Kai Holm har været. Men han skal være klar til at forklare offentligheden, hvad han laver i IOC. Hvis Kronprins Frederik virkelig ønsker indflydelse i IOC, er han nødt til at sige og gøre noget. Det er ikke nok bare at følge med strømmen. Han skal forsøge at påvirke beslutningerne. Og han kan sagtens give udtryk for skarpe holdninger uden nødvendigvis at være politisk”.

Men Brian Mikkelsen var langt fra den eneste, der var bekymret for, hvordan tronarvingen i praksis ville tackle det sårbare politiske punkt i det olympiske eksperiment. Det kom frem, da statsministeriet den 16. juni 2009 gav offentligheden aktindsigt i et notat, som Danmarks Idrætsforbunds elitechef, Jesper Frigast Larsen, den 28. maj 2008 havde sendt til regeringens dengang nye IOC-koordinationsgruppe.

I notatet forholdt elitechefen sig til det olympiske charters krav om, at ethvert medlem af komiteen, der er udpeget til at repræsentere IOC i sit hjemland, også skal være medlem af det pågældende lands nationale olympiske komite. Den private komite i Schweiz krævede, at Kronprins Frederik ved sin optagelse i komiteen også skulle optages som medlem af Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse, fordi den er  identisk med Danmarks Olympiske Komite. Og ifølge notatet kunne netop dette krav give kronprinsen store indenrigspolitiske problemer.

”Idet det kan lægges til grund, at et aktivt medlemskab af Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse og repræsentantskab med udøvelse af stemmeret og medansvar for de trufne beslutninger i mange tilfælde vil kunne medføre en kompromittering af kongehusets upolitiske status, forekommer det hensigtsmæssigt, at det inden kronprinsens eventuelle indtræden i IOC afklares, hvorledes kronprinsens forhold til Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse og repræsentantskab vil kunne udøves. På den ene side vil et IOC-medlemskab ikke give mening, såfremt IOC-medlemmet ikke kan have en tæt og løbende kontakt med Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse og repræsentantskab, og dette ville i øvrigt også være i modstrid med det olympiske charter. På den anden side skal denne kontakt udøves, uden at kongehusets upolitiske status kompromitteres”, skrev Jesper Frigast Larsen.

Elitechefen foreslog derfor regeringens IOC-koordinationsudvalg, at en mulig løsning på problemet kunne være, at det både overfor IOC, regeringen, Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse og repræsentantskab samt offentligheden blev meldt ud, at kronprinsen kun ville få observatørstatus i forbundets politiske ledelse:

”En sådan observatørstatus ville betyde, at kronprinsen kan deltage i møderne i Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse og repræsentantskab, at han kan stille og blive stillet spørgsmål om igangværende aktiviteter, men at kronprinsen ikke deltager i nogen form for afstemninger eller beslutninger i øvrigt, og at han derfor ikke vil  kunne tages til indtægt for beslutninger truffet i Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse og repræsentantskab”.

Men dermed bekræftede Jesper Frigast Larsen også, at eksperimentet med en dansk kronprins i ledelsen af den internationale olympiske komite indeholdt langt flere politiske udfordringer, end regeringen og kongehuset hidtil havde orienteret den danske befolkning om. Og under den efterfølgende mediedebat om notatet forklarede direktør Henrik Brandt fra Idrættens Analyseinstitut, hvorfor han opfattede forslaget om at give kronprinsen observatørstatus i Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse som yderst problematisk.

”Lige nu kører der en krig mellem Team Danmark og kulturministeren om bevillingerne. Mener Frederik, at det vil være uheldigt, hvis en masse idrætsgrene mister støtten frem mod OL i London? Eller hvad når tipsloven skal revideres? Her arbejder Danmarks Idrætsforbund kraftigt for, at statens spillemonopol skal brydes, men det er der stor politisk uenighed om på Christiansborg”, sagde Henrik Brandt til Ekstra Bladet og understregede, at uanset hvad kronprinsen mente om idrætspolitiske emner, så var disse emner noget, man forventede, at han som bestyrelsesmedlem i Danmarks Idrætsforbund og dansk medlem i IOC havde holdninger til, og som pressen også burde kunne stille ham til regnskab for:

”Det er en dansk tradition, at man står til ansvar for sine synspunkter. Men det er svært at forestille sig en dansk kronprins gå ud og sige, om regeringens politik er rigtig eller forkert”.

Kritikken bekymrede dog åbenbart ikke Danmarks Idrætsforbund. Formanden Niels Nygaard svarede i hvert fald, at kronprinsens rolle mest ville blive apolitisk, fordi ”95 procent af det, kronprinsen kommer til at beskæftige sig med, vil være   fuldstændigt ukontroversielt i forhold til hans offentlige status”. At de sidste fem  procent af tronarvingens olympiske virke i så fald kunne blive kontroversielt for ham, skøjtede forbundsformanden lettere hen over. Og selv om kronprinsens bebudede observatørstatus i forbundets bestyrelse var i strid med forbundets egne regler, havde Niels Nygaard heller ikke tænkt sig at foreslå forbundets repræsentantskab en ændring af reglerne:

”Der står, at det til enhver tid siddende danske medlem af IOC skal være med i bestyrelsen. Men vi kan jo ikke regne med at have et dansk medlem altid. Og her i foråret, hvor Kai Holm har været udenfor IOC, fordi han faldt for aldersgrænsen på 70 år, har han heller ikke været medlem af Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse. For os er det helt uproblematisk. Men vi vil heller ikke være dem, der skal vejlede kronprinsen i forhold til, hvornår han bevæger sig ud i noget politik. Det er præcis det, der er koordinationsgruppens opgave”.

Niels Nygaards henvisning til kronprinsens regeringsstyrede støttegruppe kunne opfattes som en slet skjult opfordring til regeringen om at sørge for, at kronprinsens IOC-krævede bestyrelsespost i det danske idrætsforbund ikke udviklede sig i en retning, hvor det autonome idrætsforbund blev fedtet endnu mere ind i de politisk sårbare aspekter af det kongelige eksperiment, end det allerede var.

Af samme årsag glædede Niels Nygaard sig formentlig også over, at IOCs præsident Jacques Rogge i et interview med Jyllands-Posten forsøgte at komme både Danmarks Idrætsforbund og Kronprins Frederik til undsætning. For belgieren understregede, at kronprinsen efter IOC’s opfattelse selv måtte bestemme, hvilken placering han ville have i forbundets bestyrelse, og hvilke rolle han ønskede at spille.

”Han er medlem pr. definition. Ifølge den olympiske bevægelses regler har alle IOC-medlemmer ret til en plads i den nationale olympiske komites bestyrelse. Vi kan ikke tolerere en situation, hvor vi siger: værsgo, brug de olympiske ringe, brug ordet ’olympisk’, kald jer selv ’national olympisk komite’, og så samtidig må acceptere, at IOC-medlemmet ikke kan få en plads i bestyrelsen. Han er medlem med fuld ret til at stemme, det hersker der ingen tvivl om. Om han så udnytter denne ret eller ej, er helt op til ham selv”, mente Jacques Rogge, og den besked fra kronprinsens kommende olympiske chef tolkede Niels Nygaard således:

”Det, der betyder noget, er, at han er tæt på, sådan at han ved, hvad der foregår i Danmarks Idrætsforbund. Og at vi kan orientere ham om vores idræts-politiske holdninger, og han har en opfattelse af, hvad der foregår i idrætten og så videre. Den indsigt og fornemmelse kan han jo få, uanset om han sidder som observatør eller fuldt medlem, så det er rart at få bekræftet fra Jacques Rogge, at IOC har samme opfattelse”.

Men debatten om kronprinsens status i Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse kunne også tolkes som et varsel om, at kritikken af hans olympiske karriereplaner langt fra var overstået. Den kunne ses som et tegn på, at forsøget på at forene de ofte modstridende interesser i en politisk valgt regering, et apolitisk kongehus og et autonomt idrætsforbund næppe kunne undgå at blive genstand for yderligere politiske trakasserier.

Kronprins Frederik opfattede ganske vist stadig blot sig selv som et kommende medlem af en privat sportskomite, som tilfældigvis også var medlem af det danske kongehus. Men det var tilsyneladende gået op for Danmarks Idrætsforbund, den danske regering og kongehuset, at han som medlem af IOC formentlig ikke kunne undgå at blive fedtet ind i politisk betændte afgørelser, og at kongehuset alene i kraft af hans olympiske kandidatur allerede var dybt  involveret i de politiske trakasserier, som mange danskere mente, at det som en politisk neutral samfundsinstitution havde pligt til at holde sig fri af.

At kongehuset var trukket godt og grundigt ind i de politiske trakasserier om kronprinsens olympiske karriere, var især blevet dokumenteret af reaktionerne på hans udtalelser om Beijing-legenes betydning for udviklingen i Kina og hans ønske om at få OL til København. Og selv om kronprinsen havde kritiseret den danske  presse for at lægge for meget vægt på det politiske i komiteens virke, blev hans holdning ikke længere delt af den danske regering. VK-regeringen stolede ikke længere på, at han som IOC-medlem kunne holde sig fri af politik. Derfor skulle hans fremtidige udtalelser koordineres med regeringens holdninger, så der ikke kunne opstå tvivl om kongehusets politiske neutralitet.

Regeringen havde dermed bekræftet, at kronprinsens kommende medlemskab af IOC var politisk, og at regeringen ikke anerkendte det danske kongehus som en autonom institution, der var uafhængig af det demokratiske styre i Danmark. I det danske monarki var kongehusets medlemmer ikke frie til at ytre sig politisk på lige fod med alle andre danskere. Uanset, hvad Kronprins Frederik måtte mene om regeringens idrætspolitik, var han tvunget til at erklære sig enig i den. I modsat fald ville det være i strid med VK-regeringens fortolkning af de demokratiske spilleregler, der gælder for medlemmer af det danske kongehus. Og IOC-koordinationsgruppen, som havde til opgave at kontrollere, at Kronprins Frederik overholdt spillereglerne, var den pris, tronarvingen måtte betale, hvis han fortsat ville være medlem af IOC.

Hvordan Kronprins Frederik ville tackle regeringens ordre, stod dengang stadig hen i det uvisse. Det samme gjorde svaret på, hvordan regeringen ville reagere, hvis kronprinsen trodsede ordren. Men tronarvingens brændende ønske om at træde ud af sin beskyttede position i kongehuset og ind på den olympiske  scene, var sammen med regeringens præcisering af, at hans medlemskab af IOC ville blive underlagt politisk kontrol i Danmark, et klart signal om, at hans officielle udnævnelse til international idrætspolitiker formentlig blot ville bringe ham fra asken i ilden. 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*