Skal sportsstjerner fritages for kritiske spørgsmål?

Søren Riiskjær, Dansk Idrætspolitik. Tidl. direktør for Team Danmark.

Søren Riiskjær

Man ser det ofte. Sportsstjerner eller -trænere, der bliver fornærmet eller direkte aggressive, når sportsjournalister en sjælden gang tillader sig at stille kritiske spørgsmål.

Vi har set det danske fodboldlandshold ligefrem boykotte sportsjournalisterne i en periode i 2008, fordi de blev fornærmede over nogle kritiske spørgsmål. Vi har set DBU’s direktør Peter Møller appellere til sportsjournalisterne om at skabe begejstring, ikke kritik (se her).

Spørgsmålet er blevet aktuelt igen i forbindelse med den netop afholdte Wimbledon turnering. Efter sit nederlag i kvartfinalen blev Johanna Konta på den efterfølgende pressekonference konfronteret med kritiske spørgsmål fra nogle af de engelske journalister. Johanna Konta forsøgte at forklare sit nederlag med en række forhold, som ikke vedrørte hendes eget spil. Da journalisterne så spurgte til hendes egen præstation og forholdt hende statistikken med de mange fejl, hun havde begået i kampen (bl.a. 33 uprovokerede fejl og en dobbeltfejl på et afgørende tidspunkt) blev Konta vred og fornærmet. Hun opfattede spørgsmålene som mangel på respekt og forsøg på at patronisere hende. Hun gjorde det klart, at journalisterne på ingen måde har ret til at være barske (”harsh”) ved hende (se videoen her).

Hændelsen har efterfølgende ført til efterkritik og overvejelser i dele af den engelske presse. Kieran File, ass. professor i anvendt lingvistik ved University of Warvick, konkluderer på den baggrund, at selv om sportsstjerner er offentlige figurer, behøver de ikke at stå til regnskab over for offentligheden – her repræsenteret ved sportsjournalister (se her). Sportsstjernerne har opnået deres status ved hårdt og målrettet arbejde. De repræsenterer ikke andre end sig selv. Derfor har sportsjournalisterne ikke ”ret” til at være kritiske, hævder File.

På mange måder kan man godt forstå, at sportsstjernerne har fået en opfattelse af, at der er et fællesskab mellem sportens udøvere og journalisterne – et fællesskab, der står sammen om at skabe og formidle underholdning. For det hører til sjældenhederne, at sportsjournalisterne forholder sig kritisk endsige analytisk til sportens verden. De aktive bliver oftest konfronteret med spørgsmål som ”Hvad følte du…” eller ”Hvor stor en sejr/overraskelse var det?” eller endnu værre, når journalistens indsigt ikke rækker længere ”Prøv at sætte nogle ord på…”.

Men indstillingen fra sportsstjernerne og ass. prof. Kieran File er af flere grunde uholdbar. 

For det første kan sportsstjernerne ikke stå uden for almindelig bedømmelse. Politikere, musikere, forfattere, forskere m.v. er alle udsat for løbende offentlig bedømmelse og kritik. En kritik – hvis den er leveret af fagligt kompetente personer – kan oven i købet være en berigelse og bidrage til en dybere forståelse. 

For det andet er sportsstjernerne et produkt af en idrætsverden, der er massivt finansieret af offentlige midler, og fordi eliteidrætsudøverne høster store økonomiske gevinster i kraft af den store opmærksomhed.

For det tredje er sporten ikke er en isoleret og neutral zone i samfundet, som kan friholdes fra kritisk stillingtagen. Gør man det, vil Tavshedens Lov herske – den lov, der i årtier fortiede det udbredte dopingmisbrug i cykelsporten, fordi sportsjournalisterne opfattede sig selv som en del af miljøet.

Sportsjournalisterne har ikke alene ret til at stille kritiske spørgsmål. De har som del af journaliststanden pligt til det. Fremfor at kritisere sportsjournalisterne for at forholde sig kritisk til Konta, skulle lingvistikprofessoren snarere kritisere sportsjournalistikken for ikke i tilstrækkelig grad at leve op til den pligt.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*