Forbrydelse og straf

Det er ikke kun i Rusland, at det er svært at bryde den sociale arv, når man er vokset op i en sportsfamilie, som har gjort bedrag og løgn til sit levebrød.

Foto: Velobar/Unsplash
LARS JØRGENSEN

Den russiske statsdopingskandale står i dag for mange sportsfans som den værste sportsforbrydelse siden Berlin-murens fald, hvor de politisk styrede dopingregimer i Sovjetunionen og Østeuropa, som havde til formål at fremhæve kommunismens ideologiske styrke, blev afsløret.

Men Rusland er langt fra det eneste land, hvor sportsstjerner i nyere tid har haft svært ved at bryde den sociale arv i dysfunktionelle sportsfamilier, som opdrager sine unge medlemmer til at bedrage og lyve sig til national heltestatus og dele bankkontoens millioner med familiens ældre rollemodeller.

Og russerne er heller ikke det eneste folkefærd i verden, som har forsøgt at forklare forholdet mellem forbrydelse og straf i kriminalhistorier, hvor forbryderens splittede personlighed og valget imellem det gode og det onde er historiens psykologiske omdrejningspunkt.

Synd og skyld

I 1998 betragtede mange Festinaskandalen i Tour de France som sportsverdens største kriminalhistorie, fordi den afslørede, at en hær af splittede personligheder på de bedste cykelhold i Europa havde gjort bedrag og løgn til deres levebrød.

Og historien blev ikke mindre spændende af, at den foregik i en række vestlige demokratier, som hævdede at konkurrere på mere lige vilkår end i kommunismens faldne fædrelande.

Da dopingforbrydelsernes omfang i Tour de France blev kendt, var det imidlertid ikke kun cykelrytterne, der fremstod som forbrydere, der for egen vindings skyld havde ladet det onde besejre det gode.

Politikere både i og udenfor sportens verden var mindst lige så splittede i deres syn på en passende straf for forbrydelsen, at det minder om den aktuelle diskussion om, hvordan de statsdopede russere skal straffes.

For selv om de internationale dopingregler er vedtaget af sportsudøvernes egne organisationer, og folkevalgte politikere hvert år bevilger mange hundrede millioner kroner for at få kontrolleret, om reglerne bliver overholdt, stiller mange sportsfans fortsat spørgsmål ved, om man overhovedet kan betegne doping som en forbrydelse, når ’alle’ eller ’de fleste’ eliteidrætsudøvere tilsyneladende er dopede?

Og hvis man kan, skal man i givet fald så straffe forbryderne kollektivt eller individuelt? Eller er syndernes formodede skyldfølelse straf nok i sig selv?

Indbegrebet af doping

Et år efter Festinaskandalen stod disse og mange andre spørgsmål stadig i kø for at blive besvaret, da 1999-udgaven af Tour de France blev skudt i gang i Le Puy du Fou i det vestlige Frankrig.

Da rytterne nåede frem til løbets målstreg i Paris, forblev mange spørgsmål ubesvarede. Det er flere af dem fortsat i dag – tyve år efter.

Før starten stod det kun klart, at det første Tour de France efter dopingskandalen skulle være helt ren. For mange sportsfans var det derfor også uforståeligt, at datidens franske bjergkonge, Richard Virenque, var med igen.

Bjergkongen Richard Virenque blev under Tour de France i 1999 gjort til den største dopingsynder, selv om Ekstra Bladets optælling viste, at mindst ti procent af deltagerne i løbet var eller havde været involveret i dopingsager.

Richard Virenque havde været kaptajn på Festinaholdet. Og umiddelbart inden starten kaldte selv Tour de France-bossen Jean-Marie Leblanc ham for ’indbegrebet af doping’.

Men bjergrytteren nægtede sig skyldig og var endnu ikke dømt. Derfor krævede den internationale cykelunion, UCI, at franskmanden skulle være med, selv om Tour-bossen mente, at indicierne imod ham talte deres eget tydelige sprog.

”Det er hverken godt for Tour de France eller cykelsporten, hvis Virenque vinder. Det vil være en hån imod de hold og ryttere, vi har inviteret,” sagde Jean-Marie Leblanc til Ekstra Bladet, som bad ham om at forklare, hvorfor rytterne på dopingmistænkte hold som Telekom og Lampre så var velkomne?

”Hvorfor skulle vi udelukke et hold, når der ikke er beviser,” lød Tour-bossens svar.

Dobbeltmoralen var til at få øje på.

Og den blev ikke mindre tydelig af, at UCI også gav det statsstøttede spanske blindesamfunds ONCE-hold lov til at køre med i Touren, selv om holdets tidligere stjernerytter Alex Zülle under afhøringer i Festinasagen havde udpeget ONCE-direktøren Manolo Saiz og holdlægen Nicolas Terrados som to af cykelsportens største forbrydere.

Tour de France-arrangørerne ville ikke have det dopingmistænkte spanske ONCE-hold med i 1999, men den internationale cykelunion, UCI, krævede at se Manolo Saiz-mandskabet.

”Vi har ikke haft én eneste dopingsag i de 11 år, ONCE-holdet har eksisteret,” bedyrede Manolo Saiz i Ekstra Bladet og hævdede uden at blinke med sine sorte øjne, at fire ud af syv medicinske produkter, som fransk politi anklagede den spanske holdlæge for illegalt at have indført i Tour de France-værtslandet, ikke var til rytterne, men til ham selv, fordi han led af allergiske anfald.

Testet positiv

I manglen på dopingbeviser var der til gengæld indicier nok til at få dømt et betydeligt antal ryttere, ledere og hjælpere, såfremt de var blevet stillet for en domstol i det strafferetslige system, hvor selv mistænkte mordere dømmes skyldige på indicier, hvis de er vægtige nok.

Da Ekstra Bladet inden den første bjergetape gennemgik navnene på de deltagende hold, viste det sig, at mindst ti procent af deltagerne i det løb, der skulle forestille at være det reneste i Tour de France-historien, var eller havde været involveret i dopingsager.

Men allerede før løbet blev skudt i gang, havde 15 ryttere fået dispensation til at være med, selv om UCI’s blodprøver afslørede, at deres hæmatokritværdier var over de tilladte 50 procent, som indikerede, at de havde dopet sig med det forbudte stof EPO.

Dispensationerne affødte en kædereaktion af mere eller mindre opfindsomme undskyldninger.

”Det er fordi, jeg har boet i 2.000 meters højde i Colorados bjerge,” påstod en af de 15 ryttere, Jonathan Vaughters fra US Postal, overfor Ekstra Bladet og uddybede sin forklaring med, at hans høje hæmatokrittal var en medfødt familiesvaghed, som hans blodprop-ramte far også havde lidt af.

Danske Peter Meinerts holdkammerat hos US Postal, amerikaneren Jonathan Vaughters, var en af de dopingmistænkte ryttere, der fik mest opmærksomhed under Tour de France i 1999.

Amerikanerens forklaring blev af den danske EPO-ekspert Michael Friedberg betegnet som ’rent sludder’. Og mistanken om, at Tour de France stadig var gennemsyret af snyd, fik blot endnu mere næring få dage senere, da den franske sportsavis L´Équipe afslørede, at en urintest lige inden løbets prolog af danske Bo Hamburger, amerikanske Lance Armstrog, spanske Manuel Beltran og colombianske José Castelblanco viste spor efter det forbudte stof cortison i den danske rytters urinprøve.

Da Bo Hamburger blev præsenteret for Ekstra Bladets forside om, at han var testet positiv, nægtede han sig skyldig og lod sin vrede gå ud over avisens udsendte. Og indicierne fik heller ingen konsekvenser for danskerens deltagelse i løbet, fordi han angiveligt havde astma og dispensation til at tage det forbudte stof.

Presseetisk konflikt

Indicier var der også rigeligt af imod en anden dansker i løbet, den tidligere Festina-rytter Lars Michaelsen. Danskeren, som nu cyklede for La Francaise des Jeux, var blevet beskyldt for at have dopet sig med EPO mindst 100 gange på Festinaholdet.

Påstanden byggede på dagbogsoptegnelser fra Festinaholdets tidligere massør Willy Voet – manden, som udløste dopingskandalen i 1998, da han blev anholdt i en Tour-bil fuld af ulovlige stoffer, og som efter et længere ophold i et fransk fængsel blev politiets kronvidne i sagen.

Den detaljerede dopingbeskyldning imod danskeren blev offentliggjort i en bog om skandalen, som Willy Voet udgav kort tid før Tour-starten i 1999.

Da Ekstra Bladet inden løbet citerede bogens oplysninger, besluttede Lars Michaelsen at boykotte avisen sammen med DR og Berlingske Tidende, som også havde vist interesse for at høre danskerens version af historien.

Den EPO-anklagede danske Tour-rytter Lars Michaelsen havde et anstrengt forhold til dele af den danske presse under det franske cykelløb i 1999.

Til gengæld ville Lars Michaelsen hellere end gerne tale om alt andet end doping med andre danske medier som TV2, BT, Politiken og Jyllands-Posten, som tilsyneladende ikke havde noget imod at lade cykelrytteren diktere betingelserne for deres dækning af løbet.

Det udløste en mindre krise i det danske pressekorps om journalistisk etik, som formentlig kun blev forhindret i at udvikle sig til en større konflikt mellem de danske medier, fordi den franske avis Le Monde afslørede en ny mulig dopingsag med et langt større navn end Lars Michaelsen.

Fra en anden planet

Ifølge den franske avis havde UCI fortiet, at en test af den nye stærke mand i løbets gule førertrøje, den tidligere kræftpatient Lance Armstrong på US Postals statsstøttede hold, havde afsløret spor af stoffet corticoid.

Amerikaneren affærdigede avisens kritik som ’desperado-journalistik’ og undskyldte sig med, at han blot havde brugt en uskyldig hudcreme imod allergi.

Men på etaperne lignede Lance Armstrong langt fra en forfulgt uskyldighed. Cykelkyndige franske journalister mente endda, at han kørte så stærkt, at han måtte være fra en anden planet.

Lance Armstrong bedrog og løj allerede i 1999, da han første gang vandt Tour de France.

Da danske Peter Meinerts amerikanske holdkaptajn passerede målstregen i Paris som løbets suveræne vinder, var der derfor al mulig grund til at stille kritiske journalistiske spørgsmål ved Lance Armstrongs første sejr i Tour de France.

Og det var der også, da han i de følgende seks år gentog bedriften, mens den ene efter den anden af hans nærmeste konkurrenter blev afsløret som dopingsyndere. Ikke mindst fordi han igennem alle årene arbejdede tæt sammen med en af verdens førende dopinglæger, italieneren Michele Ferrari.

Forældelsesfrist

Alligevel krøb den cyklende mangemillionær fra Texas først til korset i januar 2013, da han i et interview med den amerikanske tv-stjerne Oprah Winfrey efter at være afsløret af USA’s antidoping-myndigheder indrømmede sit dopingmisbrug og bad den amerikanske befolkning om nåde for sine synder.

På dette tidspunkt havde de fleste andre dopede cykelryttere fra Lance Armstrongs generation gjort lignende forsøg på at opnå syndsforladelse for deres sportslige forbrydelser – mange af dem dog først efter at have sikret sig, at deres synder var omfattet af forældelsesfristen, så de ikke længere kunne strafforfølges.

For dopede danske Tour de France-helte som Bjarne Riis, Rolf Sørensen, Brian Holm, Jesper Skibby og Michael Rasmussen lykkedes det så godt, at de fik tilbud om at forlænge deres liv i cykelsporten som sportsdirektører og kommentatorer i de nyhedsmedier, som de i sin tid havde løjet for.

Ikke hele sandheden

Men de færreste af nationalheltene fortalte hele sandheden om, hvem der hjalp dem med at holde den danske og internationale sportsverden for nar. Ikke blot som aktive ryttere, men også i deres nye roller i cykelsporten.

Og da Anti Doping Danmark i 2015 offentliggjorde en omfattende rapport om doping i dansk cykelsport, konkluderede den danske antidoping-direktør Michael Ask, at Bjarne Riis som direktør for skiftende danske cykelhold som minimum havde haft kendskab til sine rytteres dopingmisbrug, men at han havde undladt at gribe ind. Endnu en gang gik Bjarne Riis dog fri for straf, fordi forældelsesfristen var overskredet.

Samlet set tegner cykelsportens nyere dopinghistorie et billede af, at mange af sportens aktører har haft doping som levebrød lige siden Festinaskandalen, samtidig med, at de i medierne sommer efter sommer har fået lov til at gentage et kollektivt mantra om, at Tour de France og resten af cykelsporten nu er ren.

Et billede, der bekræftes af en undersøgelse, som Politiken netop har foretaget af persongalleriet i dette års Tour de France. Undersøgelsen viser, at 93 personer – svarende til ca. en tredjedel af de 22 holds chefer, sportsdirektører og læger – har en belastet dopingfortid, hvor de har været knyttet til sager om medicinsk snyd i cykelsporten.

En af de belastede er den tidligere Festinarytter Lars Michaelsen, som 20 år efter sin boykot af dele af den danske Tour-presse nu er direktør på Jakob Fuglsangs statsstøttede Astana-hold fra Kazakhstan og tidligere var ansat i en lignende rolle under Bjarne Riis på Team Saxo Bank.

Men de to andre danske deltagere i 1999-udgaven af Tour de France, Bo Hamburger og Peter Meinert, holder også fast i cykelsporten som en levevej, selv om førstnævnte blev testet positiv i den påståede rene tour og sidstnævnte var hjælperytter på det statsstøttede amerikanske hold, hvor Lance Armstrong for alvor lærte at sætte dopingen i system og vandt sin første sejr i løbet.

Uretfærdigt behandlet

Bo Hamburger blev i 2014 sportsdirektør på det danske cykelhold Christina Watches-Kuma, inden han to år senere blev medejer af et andet dansk cykelhold ved navn Futura Cycling Concept. Og Peter Meinert har siden 2014 været ansat som idrætskonsulent med ansvar for cykelsport i breddeidræts-organisationen DGI Sydøstjylland.

Ingen af de to midaldrende mænd har dog tilsyneladende haft særlig travlt med at angre deres storhedstid i den udgave af Tour de France, som skulle være historiens reneste, men som endte med at skabe cykelsportens indtil nu største afslørede synder.

Tvært imod forsøger de i lighed med mange af aktørerne i den russiske statsdopingsag at retfærdiggøre deres handlinger med, at de syndede i en højere sags tjeneste, hvor grænsen mellem det kollektive og det individuelle ansvar ikke eksisterer.

Hverken Bo Hamburger eller mange af de andre dopingsyndere i Tour de France, som har optrådt i løbet igennem de seneste tyve år, lader til at have angret deres sportsforbrydelser.

I marts i år sagde Bo Hamburger til BT om den dopingsag fra 2001, hvor han blev testet positiv for EPO, mens han kørte for Bjarne Riis-holdet Team CSC, men senere blev frifundet på grund af en laboratoriefejl:

”Hvor mærkværdigt det end kan lyde, så følte jeg mig uretfærdigt behandlet, fordi jeg vidste, at stort set alle andre omkring mig gjorde det samme. Det var, som om jeg sad i en lang række af biler, der kørte 150 kilometer i timen på motorvejen, hvor man kun må køre 110. Og så var det kun mig, der blev målt til at køre for stærkt. Hvorfor lige mig? Det var sgu da uretfærdigt. Holdet vidste det jo. Alle vidste det.”

Og da cykelsportsmediet feltet.dk i december 2013 spurgte Peter Meinert, hvilken nuværende eller tidligere person i cykelsporten, han helst ville spise middag med, svarede han:

”Lance Armstrong. Han er den person, som har gjort størst indtryk på mig. En person med større viljestyrke, energi og karisma skal man lede længe efter.”

For publikums skyld

Denne samme opfattelse af Lance Armstrong havde Tour de France-bossen Jean-Marie Leblanc under Tour de France i 1999, da Ekstra Bladet spurgte ham, om kræftpatienten i løbets gule førertrøje var symbolet på det nye Tour de France:

”Ja, skæbnen ville, at han har fået sit comeback netop i år, hvor Touren skal være et rent løb uden doping. Armstrongs tilstedeværelse er et meget stærkt symbol for Touren, netop fordi han har overvundet sin kræftsygdom, selv om nogle stiller spørgsmål ved hans præstationer. Det er ikke fair mod ham. Hvor er facts? Der er ingen objektive beviser på, at Lance har opnået sine resultater ved at tage forbudte stoffer.”

Den tidligere Tour-boss Jean-Marie Leblanc så i 1999 positivt på cykelsportens fremtid, fordi han mente, at ryttere, sportsdirektører og holdlæger nu havde forstået budskabet om et rent cykelløb, og at der var en kulturrevolution i gang i cykelsporten.

På trods af indicierne imod Lance Armstrong understregede Jean-Marie Leblanc også, at Tour de France anno 1999 var et cykelløb, som han ønskede, det skulle være. Et rent løb.

”Og jeg tror, publikum langs vejene og tv-seerne bare er glade for, at Touren fortsætter. Det er for deres skyld, vi arrangerer Tour de France. Det er det helt essentielle for mig og ledelsen.”

Historieforfalskning

For publikums skyld har Tour de France lige siden budt på den ene dramatiske kriminalhistorie efter den anden med sportsforbrydere, som i lighed med de statsdopede russere mener, at deres individuelle straf ikke står mål med den kollektive forbrydelse, de beskyldes for at have begået.

Og selv om mange af de cyklende synderne aldrig er blevet straffet, og de færreste af dem lader til at have angret deres forbrydelser, er en hel del af dem blevet skrevet ind i historiebøgerne som nationale helte, der på samme måde som Vladimir Putins russiske sportshelte hævder, at de blot gjorde, hvad deres land og deres arbejdsgiver krævede af dem.

Begge dele ligner bevidste forsøg på historieforfalskning. Men hvis historieforfalskningen lykkes, er det ikke syndernes skyld. Det er historieskrivernes. På det punkt ligner de seneste 20 års dopinghistorie i cykelsport også en russisk kriminalroman om forbrydelse og straf.

1 Comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*