Domstolens dobbeltspil

Den internationale sportsdomstol, CAS, som er kontrolleret af IOC, beskyldes for at forhindre opklaringen af den russiske statsdopingsag.

Sportsdomstolen CAS har omstødt IOC's livstidsudelukkelse af den tidligere russiske sportsminister Vitaly Mutko. (Foto: YouTube)
LARS JØRGENSEN

Den internationale sportsdomstol i Schweiz, Court of Arbitration for Sport, er ofte blevet kritiseret for at lade sine afgørelser diktere af andre hensyn end jura og kampen for retfærdighed.

Med tanke på, at oprettelsen af CAS i 1984 blev finansieret af den internationale olympiske komite, IOC, og at komiteen lige siden har haft kontrol over sportsdomstolen, der har det australske IOC-medlem John Coates som præsident, er det en kritik, som ligger lige til højrebenet.

For IOC’s kontrol over CAS minder om den magt, komiteens medlemmer har i verdens antidoping-agentur WADA, hvor IOC deler magten med verdens regeringer og ligeledes beskyldes for at misbruge sin indflydelse i agenturets ledende organer til at pleje sine egne olympiske interesser, som ikke altid stemmer overens med regeringernes interesser.

Derfor kan det også virke selvmodsigende at kritisere CAS for urent trav i en sag, hvor domstolen har omstødt en hård IOC-sanktion. Men det er ikke desto mindre tilfældet i en aktuel sag, hvor CAS har givet Ruslands tidligere sportsminister Vitaly Mutko medhold i hans klage over, at IOC for to år siden udelukkede ham på livstid på grund af hans påståede rolle i den russiske statsdopingsag. Og det er der flere mulige forklaringer på.   

Ansvarlig for dopingkonspiration

IOC’s ledende organ, Executive Board, besluttede den 5. december 2017 at udelukke den tidligere russiske sportsminister fra at deltage i alle fremtidige olympiske lege.

Beslutningen blev truffet på baggrund af belastende oplysninger om Vitaly Mutko i tre uafhængige WADA-rapporter om den russiske statsdopingsag og IOC’s egen rapport om sagen, som alle blandt andet bygger på vidneudsagn fra den russiske whistleblower Grigory Rodchenkov, der er tidligere leder af Ruslands antidoping-laboratorium i Moskva, hvor dopingsvindlen fandt sted.

I WADA’s tredje rapport om sagen, som blev offentliggjort den 9. december 2016, konkluderede den canadiske professor Richard McLaren, at Rusland under de olympiske vinterlege i Sochi i 2014 havde haft et udbredt dopingprogram, og at der var tale om ’en omhyggeligt orkestreret konspiration’, som blandt andet inkluderede sportsledere i Ruslands sportsministerium, antidoping-agentur, olympiske komite og efterretningstjeneste.

I IOC’s egen rapport om sagen, som blev offentliggjort den 2. december 2017, bekræftede undersøgelseslederen Samuel Schmid, som er tidligere præsident i Schweiz, at medlemmer af det russiske sportsministerium og dets underordnede institutioner ’var direkte involverede i manipulationen’.

Schmid-rapporten fandt det ikke tilstrækkeligt bevist, at Vitaly Mutko, som Ruslands præsident Vladimir Putin i 2016 forfremmede til vicestatsminister, var personligt involveret i eller havde kendskab til dopingprogrammet. Men rapporten slog også fast, at han som daværende sportsminister havde det ’ultimative administrative ansvar’ for de handlinger, der dengang blev begået i det russiske sportsministerium og i de underordnede institutioner, ministeriet havde ansvaret for.

En hån imod retfærdigheden

Tre uger efter IOC’s beslutning om at udelukke Vitaly Mutko på livstid fra de olympiske lege, som betød, at han ikke kunne være til stede under sidste års vinterlege i Pueongchang i Sydkorea, klagede russeren den 26. december 2017 til CAS over, at IOC slet ikke havde hjemmel til at sanktionere ham, da han hverken var atlet, træner eller officielt medlem af Ruslands olympiske delegation. Det har CAS nu givet Vitaly Mutko medhold i, at IOC ikke havde.

Men selv om sportsdomstolen ikke har taget stilling til den tidligere russiske sportsministers påståede rolle i statsdopingsagen, og den også slår fast, at IOC ikke er forpligtet til at invitere ham til kommende udgaver af de olympiske lege, er det ifølge mange kritikere en kendelse, som sender et uheldigt signal om, at den øverste ansvarlige for det russiske statsdopingprogram slipper for straf.

Og ifølge de samme kritikere er det samtidig en kendelse, som stiller spørgsmål ved sportsdomstolens vilje til at få statsdopingsagen opklaret.

”Sagen er en parodi og en hån imod retfærdigheden. Hvis den var blevet procederet fuldt ud, ville Mutkos appel til CAS have afsløret mange flere detaljer om hans rolle i det russiske snyderi, fordi Grigory Rodchenkov og Richard McLaren var klar til at præsentere afgørende nye beviser, som endnu ikke har været offentliggjort,” har grundlæggeren af organisationen FairSport, Jim Swartz, udtalt om CAS-kendelsen.

”Desuden er Gunter Younger fra WADA i gang med at analysere beviser fra Moskva-laboratoriet, som formentlig ville have bekræftet, at den omfattende doping af russiske atleter kun kunne være forekommet med aktiv støtte fra regeringen.”

Belønnet for korruption

Jim Swartz mener, at sportsdomstolens beslutning om at afsige sin kendelse nu, uden at have undersøgt sagen helt til bunds, viser, at der er noget helt galt med det nuværende juridiske system i sporten.

Han påstår, at domstolen blot har ventet på, at den offentlige opmærksomhed om statsdopingsagen skulle blive mindre, hvorefter den så har kunnet ophæve livstidsudelukkelsen af den russiske minister og lade Vitaly Mutko og hans medsammensvorne hævde, at han er blevet frikendt på trods af Grigory Rodchenkovs troværdige beviser.

”Hvis sagen ender her, vil Rusland blive belønnet for korruption, og i den hårde kamp for en ren sport bliver resultatet, at landet igen vil få lov til at deltage i internationale konkurrencer uden en tøddel af ansvarlighed.”

Vink med en vognstang

Når kritikken af CAS ikke er grebet helt ud af den blå luft, skyldes det blandt andet, at IOC’s præsident Thomas Bach i sin seneste nytårstale understregede, at han mente, at Rusland efter landets delvise udelukkelse fra OL i Rio de Janeiro og vinterlegene i Pyeongchang nu var straffet nok.

Det virker usandsynligt, at sportsdomstolens præsident, IOC-medlem John Coates, ikke har lyttet til sin olympiske præsidents vink med en vognstang om at nedtone kritikken af Rusland.

For så længe den russiske statsdopingsag har mediernes opmærksomhed, vil den også kaste skygger over IOC, som har store økonomiske og politiske interesser i at beholde verdens største land, som også er en af verdens største arrangører af internationale sportsbegivenheder, i den såkaldte olympiske familie.

Dette kom allerede til udtryk i 2016, da IOC på komiteens medlemssession i Rio de Janeiro afviste et ønske fra WADA og en lang række lande, deriblandt Danmark, om en kollektiv udelukkelse af Rusland fra de olympiske lege i Brasilien på grund af statsdopingskandalen.

Men historien viser også, at IOC ikke har tænkt sig at opgive sin magt over CAS uden kamp.

Plads til forbedringer

Den seneste reform af sportsdomstolen fandt sted i 1994 og skete på baggrund af en sag om doping af væddeløbsheste. Da CAS i 1992 suspenderede rytteren Elmar Gundel og gav ham en bøde, klagede han til den føderale domstol i Schweiz over, at sportsdomstolen ikke levede op til de betingelser om upartisk og uafhængighed, der regnes for at være nødvendige ved andre domstole.

I marts 1993 afviste den føderale domstol i Schweiz rytterens klage. Men domstolen påpegede samtidig, at der var en række økonomiske og organisatoriske forbindelser mellem CAS og IOC, som betød, at det var berettiget at stille spørgsmål ved sportsdomstolens uafhængighed i de tilfælde, hvor IOC var part i sagen.

Året efter resulterede sagen i, at der blev oprettet et ’International Council of Arbitration for Sport, ICAS, som havde til formål at gøre CAS uafhængig af IOC.

Men da et flertal af rådets 20 medlemmer kommer fra nationale og internationale sportsorganisationer, som alle har en interesse i at bevare et godt forhold til IOC, og domstolens præsident er medlem af IOC, er der stadig grund til at stille spørgsmål ved domstolens uafhængighed.

Det gjorde blandt andre den rumænske gymnast Andreaa Raducan, da hun efter OL i Sydney i år 2000 fik frataget en af sine guldmedaljer efter en CAS-afgørelse, som hun appellerede til den føderale domstol i Schweiz, men tabte, uden at domstolen havde taget stilling til CAS’ uafhængighed.

Det samme gjorde de to russiske langredsløbere, Larissa Lazutina og Olga Danilova, da CAS i 2002 diskvalificerede dem fra de olympiske vinterlege i Salt Lake City. Men her kom den føderale domstol i Schweiz i en detaljeret kendelse året efter frem til, at CAS ikke var styret af IOC, og at sportsdomstolen var tilstrækkelig uafhængig af komiteen.

Efter at have konstateret, at der tilsyneladende ikke var noget brugbart alternativ til CAS, som kunne løse internationale sportsrelaterede stridigheder hurtigt og billigt, tilføjede den føderale domstol dog, at strukturen i CAS utvivlsomt kunne forbedres.

Anklager og dommer

Den konklusion er den sydafrikanske mellemdistanceløber Caster Semenya formentlig helt enig med den føderale domstol i.

Da CAS i foråret gav det internationale atletikforbund, IAAF, medhold i, at forbundet har lov til at udelukke hende fra at deltage i internationale konkurrencer, såfremt hun ikke tager medicin, som sænker hendes krops medfødte høje antal mandlige kønshormoner, klagede hun i hvert fald til den føderale domstol i Schweiz i en sag, som endnu ikke er afgjort.

Den omdiskuterede CAS-afgørelse i Caster Semenya-sagen har vakt endnu større opmærksomhed end sportsdomstolens ophævelse af IOC’s livstidsudelukkelse af Vitaly Mutko for hans overordnede ansvar i den russiske statsdopingsag.

Men de to aktuelle sager rejser for mange kritikere ny berettiget tvivl om sportsdomstolens uafhængighed i en sportsverden, hvor IOC både er anklager og dommer – og ikke har noget imod at optræde i begge roller samtidig, hvis sagen kræver det for at beskytte den privatejede komites økonomiske og politiske interesser.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*