Tyske fodboldbosser tiltalt for VM-svindel i millionklassen

Det aldrende tyske fodboldidol Franz Beckenbauer slipper indtil videre for tiltale, fordi han er for syg til at blive afhørt. Men den schweiziske statsanklagers sag imod ’Der Kaiser’ fortsætter separat.

Den tyske fodboldlegende Franz Beckenbauer er blandt de mistænkte i sagen, men for syg til at blive afhørt. Foto: Youtube
LARS JØRGENSEN

Efter flere års efterforskning har statsanklageren i Schweiz i dag rejst tiltale imod tre tyske fodboldledere og en schweizisk FIFA-boss for svindel i millionklassen i forbindelse med Tysklands succesrige værtsskab for VM i fodbold i 2006.

De fire tiltalte er to tidligere formænd for Tysklands fodboldforbund, Theo Zwanziger og Wolfgang Niersbach, samt forbundets tidligere kasserer Horst Rudolf Schmidt og det internationale fodboldforbund FIFAs tidligere generalsekretær Urs Linsi.

Af den schweiziske statsanklagers pressemeddelelse om sagen fremgår det, at de fire tiltalte angiveligt blandt andet har løjet for medlemmerne af den tyske VM-organisationskomite om det egentlige formål med en pengeoverførsel i april 2005 på 6,7 millioner euro.

De fire tiltalte har tidligere også været mistænkt for hvidvask af penge, men denne del af sagen har statsanklageren nu opgivet at føre bevis for.

Separat sag mod Beckenbauer

Det aldrende tyske fodboldidol Franz Beckenbauer, der i sin storhedstid som spiller i FC Bayern München og på det tyske landshold i 1960’erne og 1970’erne blev kaldt ’Der Kaiser’ på grund af en overlegen attitude på banen og sine evner som anfører og spilfordeler, er ligeledes under efterforskning i sagen.

Men på grund af alvorlig sygdom, som betyder, at den 73-årige fodboldlegende ikke kan tåle at blive afhørt om svindelsagen, er han ifølge statsanklageren nu taget ud af anklageskriftet for at undgå unødige forsinkelser i sagen mod de fire andre tiltalte. Statsanklageren oplyser dog, at sagen imod Franz Beckenbauer ikke er opgivet, men vil blive behandlet separat.

Efterforskningen imod Franz Beckenbauer, som var medlem af den tyske VM-organisationskomite, har ifølge statsanklageren blandt andet afsløret, at ’Der Kaiser’ i sommeren 2002 fik et personligt lån på ti millioner schweiziske franc af Adidas-bossen Robert Louis-Dreyfus.

Da den tidligere så succesrige fodboldstjerne og manager for det tyske fodboldlandshold fik pengene, overførte han dem via en bank i Schweiz til en af sine daværende kolleger i FIFA’s eksekutivkomite, Mohammed Bin Hammam fra Qatar.

Ingen hjælp fra Qatar

Det er endnu ikke lykkedes statsanklageren at opklare det præcise formål med Franz Beckenbauers overførsel af millionbeløbet til Mohammed Bin Hammam, blandt andet fordi en henvendelse til myndighederne i Qatar om hjælp ikke er blevet besvaret.

Men et år efter at have lånt Franz Beckenbauer pengene krævede Robert Louis-Dreyfus gentagne gange uden held at få sit millionlån betalt tilbage.

Da Franz Beckenbauer og de tre andre medlemmer af ledelsen i VM-organisationskomiteen, Horst Rudolf Schmidt, Theo Zwanziger og Wolfgang Niersbach, var klar over, at hverken komiteen eller det tyske fodboldforbund uden videre ville tilbagebetale Beckenbauers personlige lån, opfandt de en forklaring om, at pengene skulle bruges til at betale for organisationskomiteens officielle udgifter i forbindelse med FIFA’s officielle åbningsceremoni ved VM.

Retssagen, som formentlig vil kaste lys over, hvem af de tyske fodboldbosser, der gjorde hvad og hvorfor, og om Franz Beckenbauer fortsat går fri for tiltale på grund sygdom, forventes ifølge den schweiziske statsanklager at begynde i april til næste år.

Den tyske svindelsag er blot den seneste af en lang række aktuelle sager, hvor nationale domstole undersøger korruption i forbindelse med FIFA og IOC’s tildeling af værtskaberne for verdens politisk og kulturelt set to mest attraktive sportsbegivenheder; VM i fodbold og de olympiske lege.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*