Generationsskifte i dansk badminton kræver rekruttering og udvikling af flere piger

Michael Andersen, MA57 Consulting, tidligere direktør i Team Danmark.

Michael Andersen.

Om to uger afholdes VM i badminton i Schweiz og Danmark har ”kun” seedede spillere i to rækker: Anders Antonsen i herresingle samt Kim Astrup og Anders Skårup i herredouble – det laveste antal seedninger siden det første VM i badminton blev afholdt i 1977. Det skyldes bl.a. at Danmarks absolut største medaljekandidat – Viktor Axelsen – har meldt afbud på grund af en rygskade.

De manglende seedninger er ikke ensbetydende med at Danmark ikke kan få andre spillere eller par end Antonsen og Skårup/Astrup igennem til kvartfinalerne, men der ligner på forhånd en særdeles vanskelig opgave. Axelsens fravær betyder at den 22-årige Antonsen efter min opfattelse må tilskrives de største danske medaljechancer. Antonsen har nemlig flere gange i de seneste måneder, vist at han kan besejre de allerbedste spillere i verden.

De gode præstationer har også bragt Antonsen, der er udviklet i Aarhus Badmintonklub, op til en placering som nr. 9 på verdensranglisten. På den anden side vil det på ingen måde være en overraskelse, såfremt Danmark vender hjem fra VM uden medaljer, hvilket kun er sket 3 gange tidligere – i 1989 (Jakarta), 2007 (Kuala Lumpur) og 2018 (Nanjing) – ud af de 24 verdensmesterskaber i badminton, som er indtil nu er afholdt.

Danmark har igennem årtier været Europas suverænt bedste nation og blandt verdens 4-5 bedste nationer i en sportsgren, som er domineret af folkerige nationer i Asien: Kina, Japan, Indonesien, Taiwan, Korea, Indien, Thailand og Malaysia. Danmark er stadig Europas bedste nation, men nationer som Japan, Kina og Indonesien har nu langt flere Top-10 spillere/par end Danmark. Ligeledes har nationer som Taiwan og Indien flere og bedre placeringer end Danmark på verdensranglisten (1).

En af de væsentlige årsager til at afstanden mellem de tre bedste nationer og Danmark er blevet markant forøget, er at danske spillere/par tidligere har tilhørt verdens top 10-spillere i mindst 4 ud af de 5 kategorier: Herresingle, damesingle, herredouble, damedouble og mixdouble. På nuværende tidspunkt er der imidlertid ikke danske top 10-spillere/par i hverken damesingle, damedouble eller mixdouble. Det har især været meget smerteligt, at de to bedste dame- og mixdouble-spillere igennem det seneste årti, Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl, har stoppet deres internationale karriere.

Jeg ser ikke på nuværende tidspunkt spillere i damedouble eller mixdouble, som kan komme blot i nærheden af Pedersen og Rytter Juhl’s niveau i løbet af de næste 4-5 år. Faktum er, at det bedste danske par i damedouble – Sara Thygesen & Majken Fruergaard – i dag er placeret som nr. 25 på verdensranglisten, mens der ikke er noget dansk par blandt de 40 bedste på verdensranglisten i mixdouble.

På grund af det manglende internationale niveau i damedouble og mixdouble vil det også være helt urealistisk med danske medaljer i internationale holdmesterskaber som Surdirman Cup (VM for mixed hold) og Uber Cup (VM for damehold) i den nærmeste fremtid. Derimod har det danske herrelandshold rigtig gode chancer for at opnå et topresultat, når der i maj 2020 spilles VM for hold (Thomas Cup) på hjemmebane i Aarhus. 

Mens manglerne især i dame- og mixdouble er helt åbenlyse, er der grund til langt større optimisme i herresingle og -double. Danmarks største medaljekandidat til OL 2020 er den 25-årige Viktor Axelsen (nr. 6 på verdensranglisten), som allerede har vundet VM-guld (2017) og OL-bronze (2016) samt en række Super Serie-sejre. Det er imidlertid meget bekymrende at Viktor især i de seneste år har været nødsaget til at holde flere pauser fra internationale turneringer på grund af forskellige skader. Og nu har en truende diskusprolaps i ryggen også tvunget ham til et VM-afbud.

Skader har også været Jan Ø. Jørgensens udfordring igennem en længere årrække. Glædeligvis er Jan på vej tilbage, og han viste bl.a. med en semifinaleplads ved Japan Open, at han stadig har potentialet til internationale topresultater. Det kan absolut ikke udelukkes, at Jan Ø. vender tilbage til Top-10 på verdensranglisten, hvis helbredet tillader kontinuitet i træning og turneringer.

Den bedste danske herredouble – Kim Astrup & Anders Skårup (nr. 8 på verdensranglisten) – har også igennem de seneste sæsoner vist højt internationalt niveau og de kan på ”en god dag” vinde over de bedste par i verden. Men jeg savner hos parret et højere ”bundniveau”, især mod modstandere, som er rangeret lavere end det talentfulde par.

Det glæder mig rigtig meget, at 39-årige Mathias Boe og 31-årige Mads Conrad har fundet sammen i en ny konstellation, ligesom 36-årige Carsten ”Nuller” Mogensen og 31-årige Mads Kolding. Desværre slås Mads Kolding med en længerevarende skade, men begge par har potentialer til at udfordre verdens bedste par i herredouble: Gideon og Sukamuljo samt Setiawan og Ahsan fra Indonesien og Li og Liu fra Kina.

Jeg ser især frem til at følge Boe og Conrad, der begge er ”fightere af Guds nåde”, i de kommende måneder med fokus på deres optjening af points til OL-kvalifikation. Jeg tror at Danmark kan kvalificere to herredoubler til OL 2020, men det bliver især på grund af manglende seedninger meget svært for de to par at blande sig i kampen om OL-medaljer.

Ligeledes tror jeg, at Danmarks to bedste damesingler: Line Kjærsfeldt (nr. 17 på verdensranglisten) og Mia Blichfeldt (nr. 12 på verdenslisten) kvalificerer sig til OL, men reelt er begge spillere uden medaljechancer. Det er endnu ikke lykkes for hverken 25-årige Kjærsfeldt og 21-årige Blichfeldt at opnå internationale topresultater og vejen til at komme op blandt verdens allerbedste spillere er efter min mening stadig meget lang.

Jeg mener også at deres internationale potentialer er større som doublespillere end som singlespillere. Det er imidlertid en altafgørende forudsætning, at den enkelte spiller er motiveret for en karriere som doublespiller og hermed også for at fravælge tilværelsen som ”single”. Både Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen valgte – bevidste og rådgivet af sportschef og trænere – at satse ensidigt på en karriere som doublespillere. Dette valg medførte imponerende internationale resultater igennem mere end 10 år. Kjærsfeldt og Blichfeldt har muligheden for at gå samme vej, hvilket efter min opfattelse vil være et klogt valg. 

Dansk badminton allerstørste udfordring er efter min mening manglende rekruttering og udvikling af doublespillere, især blandt pigerne. Det er et faktum, at der i dag er mere end 2.000 piger under 18 år, som er medlem af én af Badminton Danmarks 650 klubber, end for 10 år siden. Antallet af drenge under 18 år, som er klubspillere, er tilsvarende faldet med mere end 2.000 i samme periode, dvs. et fald af unge badmintonspillere under 18 år på mere end 10 procent. Derudover er antallet af drenge under 18 år – 22.500 – markant højere end antallet af piger – 11.800 – i landets badmintonklubber.

Den skæve kønsfordeling i klubberne betyder også, at trænere, ledere og forældre ofte – bevidst eller ubevidst – har langt større fokus på drengenes ønsker og behov end pigernes. Badminton Danmark med sportschef Jens Meibom og hans trænerstab bør derfor snarest muligt i et tæt samarbejde med de stærkeste lokale træningsmiljøer bl.a. motivere og prioritere de dygtigste talenttrænere – både fagligt og menneskeligt – til at træne og udvikle pigerne, om nødvendigt ”på bekostning” af drengene.

Såfremt Danmark igen skal udfordre de allerbedste nationer og fastholde positionen som Europas stærkeste, er det altgørende, at forbundet og dets klubber udarbejder nogle specifikke målsætninger, strategier og indsatser for at rekruttere og ikke mindst fastholde pigers interesse og motivation for badminton. Ellers vil Danmark tabe yderligere internationalt terræn i en af de mest traditionsrige og medaljevindende sportsgrene – desværre. 

Note:

  • Såfremt nationerne rangeres efter Top 10-placeringer og placeringspoints (10 points til nr. 1, 9 points til nr. 2, 8 points til nr. 3 … og 1 points til nr. 10) på verdensranglisten (pr. 6. august 2019) er status før VM 2019 følgende: 1. Japan: 10 Top 10-placeringer og 78 placeringspoints, nr. 2 Kina: 10 Top 10-placeringer og 68 placeringspoints, nr. 3 Indonesien: 8 Top 10-placeringer og 46 placeringspoints, nr. Korea: 4 Top 10-placeringer og 15 placeringspoints, nr. 5 Taiwan: 3 Top 10-placeringer og 19 placeringspoints, nr. 6 Indien: 4 Top 10-placeringer og 12 placeringspoints, nr. 7 Danmark: 3 Top 10-placeringer og 10 placeringspoints, nr. 8 Thailand: 2 Top 10-placeringer og 12 placeringspoints, nr. 9 Malaysia: 1 Top 10-placeringer og 6 placeringspoints, , nr. 10 Great Britain: 1 Top 10-placering og 3 placeringspoints.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*