Forord

Konge af en anden verden

Foto: Lars Poulsen

Danmarks tronarving, Kronprins Frederik, blev født den 26. maj 1968. Lige siden har han forberedt sig på en fremtidig national hovedrolle som landets statsoverhoved Kong Frederik X. Men den snart 50 år gamle far til fire børn har også brugt en del af ventetiden på at øve sit kongelige talent i flere mindre roller uden at opleve den store succes. Først som kongehusets grænsesøgende ungdomsoprører. Senere som rigets førende sportsfan. Og det er kronprinsens optræden i sidstnævnte rolle, denne bog handler om. For mange danskere mener, at hans grænseløse passion for sportens  verden både har gjort ham blind for dens skyggesider og fået ham til at vende det døve øre til enhver påmindelse om, at han som dansk tronarving er underlagt visse politiske begrænsninger i et land, der har været demokratisk siden 1849, hvor Grundlovens vedtagelse gjorde kongehusets enevældige statsmagt til fortid.

At Kronprins Frederik i det meste af sit liv har været en stor fan af sport, som i lighed med millioner af andre danskere nyder at dyrke sport og hylde landets bedste atleter som nationale helte, blev dog først for alvor et politisk debatemne, da han den 5. oktober 2006 offentliggjorde, at han var blevet kandidat til et medlemskab af den internationale olympiske komite, IOC. Kronprinsens olympiske ambitioner gjorde ham til danmarkshistoriens mest omdiskuterede sportsleder. Og det er han stadig i dag, hvor han har tjent komiteen i otte år, som har fået danskerne til at føre en livlig debat om hans engagement i en olympisk verden, de færreste opfattede som en udfordring for det danske folkestyre, inden han blev en del af den.

IOC er en privat komite, som  arrangerer olympiske sommer- og vinterlege i skiftende værtsbyer, der vælges af komiteens medlemmer. I lighed med et halvt hundrede andre internationale idrætsorganisationer er komiteen registreret som en non-profit-forening i Schweiz, hvor bankhemmelighed og lempelige skatteforhold tiltrækker alverdens sportsledere. Hovedsædet ligger i Lausanne, der igennem mere end hundrede år har udviklet en oprindelig frivillig ledelse af sportens verden til en økonomisk og politisk magtfuld industri. Komiteen består af op til 115 medlemmer, som er en forsamling af olympiske atleter, idrætsledere, politikere, forretningsfolk, kongelige og adelige. Medlemmerne udgør den politiske ledelse af komiteens 400 administrative medarbejdere. Fra hovedsædet og to filialer i Spanien og USA driver komiteen et firma, der har en årlig omsætning på knap ni milliarder kroner, og som udover de olympiske lege blandt andet består af et marketingselskab, en tv-produktionsvirksomhed, et museum og en solidaritetsfond.

Men IOC er også årsag til, at ledende embedsmænd i det danske kongehus, folketingspolitikere, eksperter i idrætshistorie, sportspolitik og forfatningsret samt lederskribenter og kommentatorer i danske nyhedsmedier i mere end et årti har været i en usædvanlig stærk opposition til tronarvingen, som de på skift har prøvet at overtale til at opgive sin olympiske karriere. Oppositionen skyldes, at kronprinsen i komiteen har en økonomisk og idrætspolitisk indflydelse, som stiller spørgsmål ved kongehusets politiske neutralitet, men også, at komiteens medlemmer har ry for at opføre sig som enevældige konger i en autonom sportsverden, der ikke kun er attraktiv for klodens bedste atleter. De olympiske leges milliardomsætning og politiske reklameværdi tiltrækker mange sportsledere og politikere, der af hans kritikere opfattes som upassende selskab for en arving til den danske trone.

Kronprins Frederik blev medlem af IOC, da han den 9. oktober 2009 aflagde sin olympiske ed under komiteens kombinerede session og kongres i Bella Center i København. I eden lovede kronprinsen, at han ville tjene komiteen efter bedste evne og holde sig fri af enhver politisk og kommerciel påvirkning. Han ville også undgå racemæssige og religiøse betragtninger. Og så lovede han, at han aldrig ville appellere komiteens afgørelser, men altid ville forsvare dens interesser. Den olympiske ed ophævede imidlertid ikke Kronprins Frederiks forpligtelser i et dansk kongehus, der i mange danskeres øjne har til opgave at samle nationen og pleje danskernes fælles interesser. Og det er i dette perspektiv, bogen søger en forklaring på, hvorfor kronprinsen, på trods af en erklæret ambition om at bruge sin position i det olympiske firma som en platform, hvorfra han kan fremme verdens folkesundhed og motivere flere børn og unge til at dyrke sport, ikke har kunnet forhindre, at hans olympiske karriere har gjort ham til midtpunkt i en årelang offentlig debat om, hvorvidt hans medlemskab af komiteen i praksis har ophævet traditionen med et apolitisk kongehus, mange danskere opfatter som et nationalt symbol, der kun har politisk magt til at  underskrive Folketingets love og udnævne regeringens ministre?

Bogen undersøger kronologisk, hvordan den danske debat om Kronprins  Frederiks olympiske karriere har udviklet sig i Folketinget og de danske nyheds-medier i løbet af hans første otte års medlemsperiode i IOC. Men den belyser også de internationale nyhedsmediers dækning af den idrætspolitiske udvikling, der i samme periode har kendetegnet kronprinsens olympiske sportsverden. Dermed bidrager bogen forhåbentlig til, at læseren på et fyldestgørende oplyst grundlag kan tage selvstændig stilling til den stadig aktuelle diskussion om tronarvingens olympiske virke i en helt anden verden, end den han som ældste søn af Danmarks nuværende regent og statsoverhoved, Dronning Margrethe II, er født til at blive konge i. En verden, han føler sig så godt hjemme i, at han den 15. september 2017 fik forlænget sit medlemskab af IOC med otte år mere frem til 2025.

                                                                           Lars Jørgensen, januar 2018.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*