Sportens organisationer kan lære af socialt ansvarlige virksomheder

Advokat i Transparency International roser verdens virksomhedsledere for at tage socialt ansvar, men kritiserer sportens ledere for at tale mere end de handler.

Den tyske advokat og menneskerettigheds-forkæmper Sylvia Schenk, som er tidligere OL-deltager, opfordrer sportens organisationer til at være mindst lige så socialt ansvarlige som virksomhederne. (Foto: Transparency International, Tyskland)
LARS JØRGENSEN

Danmarks Idrætsforbunds formand, Niels Nygaard, som er næstformand for de europæiske olympiske komiteer, EOC, fik kritik, da han i juni i forbindelse med European Games i Hviderusland, der kaldes ’Europas sidste diktatur’, i et interview med Play the Game udtalte, at EOC ikke blander sig i et værtslands politiske affærer, medmindre det direkte har noget med legene at gøre.

”Hr. Nygaard har tydeligvis ikke forstået, hvad klausulen om menneskerettigheder i EOC’s værtsby-kontrakter betyder,” hævdede den tidligere olympiske atletikudøver og advokat Sylvia Schenk, som er en aktiv forkæmper for menneskerettigheder og formand for en sportsarbejdsgruppe i Transparency Internationals tyske afdeling.

”De kontraktlige forpligtelser til at følge FN’s vejledende principper om handel og menneskerettigheder omfatter alle forhold, der er relateret til European Games; budprocessen, tildeling af værtsskabet, organiseringen og selve værtsskabet både under og efter begivenheden.”

Men ifølge Sylvia Schenk er EOC langt fra den eneste sportsorganisation, som ikke lever op til det sociale ansvar, de fleste af sportens organisationer gør en dyd ud af at fremhæve som en af deres fornemste opgaver.

Det understreger tyskeren nu i kommentar på Play the Games hjemmeside. Med udgangspunkt i FN’s vedtagelse i 2011 af, at staters forpligtelse ’til at beskytte og håndhæve menneskerettigheder’ også gælder i forhold til virksomheders sociale ansvar, opfordrer hun sportens organisationer til at udvise mindst lige så stor social ansvarlighed, som FN i det seneste årti har presset erhvervslivet til at tage på sig.

Autonomi forpligter

Ikke mindst fordi, der følger et større ansvar med, når ledere for store sportsorganisationer som den internationale olympiske komite, IOC, både har travlt med at forsvare sportens autonomi og gøre sig til talsmænd for at fremme ’en harmonisk udvikling af menneskeheden’ og promovere ’et fredeligt samfund, som er optaget af at bevare den menneskelige anstændighed’, som det beskrives i IOC’s olympiske charter.   

”Sportsorganisationer har den samme – eller på grund af deres høje ambitioner – endda en endnu større forpligtelse til at respektere menneskerettighederne end erhvervslivet,” konkluderer Sylvia Schenk og understreger desuden, at sportsbegivenheder som OL og VM i fodbold er ’big business’, hvor man med rette kan forvente, at organisationerne bag begivenhederne har mindst lige så høje ambitioner i forhold til overholdelse af de internationale menneskerettigheder som andre store virksomheder har.

Tyskeren anerkender, at både IOC og det internationale fodboldforbund FIFA er begyndt at implementere FN’s vejledende principper vedrørende menneskerettigheder. Men hun mener, at sportens organisationer i modsætning til erhvervslivets virksomheder stadig har mere travlt med at fokusere på alt det gode, de gør, end på at sikre, at deres hensigtserklæringer bliver overholdt i praksis.

”At man gør noget godt på nogle områder kan ikke opveje den skade, man forvolder på andre områder. Det er fint at invitere et hold af flygtninge med til OL i Rio, men det er det ikke i orden at nedrive favelaer for at få plads til at bygge den olympiske landsby. Dette er med til at underminere alt andet, som IOC og den olympiske værtsby gør,” påpeger hun.

Grib chancen

Men samtidig konkluderer Sylvia Schenk i sin kommentar til Play the Game, at politik i den sammenhæng udgør den største udfordring.

”Ingen forventer, at sportsorganisationer (eller virksomheder) løser alle verdens problemer, eller at de fører kampagner imod regeringer eller organiserer demonstrationer. Evnen til at føre dialog, selv i fjendtlige situationer, er en fordel i international sport. Men diplomati som den bedste løsning skal være funderet i en vedholdende attitude i forhold til menneskerettigheder.”

Og den enorme globale opmærksomhed, de førende sportsorganisationer får og gladeligt udnytter til at finde generøse værter for deres sportsbegivenheder og få penge fra sponsorer og medieselskaber, betragter hun blot som en fordel, der kan og bør blive brugt til at forbedre menneskerettighederne indenfor alle områder af sporten, hvor der er risiko for, at mennesker lider overlast og bliver misbrugt:

”At gribe denne chance, ikke bare for sportens skyld, men også for den ’harmoniske udvikling af menneskeheden’, vil for alvor skabe overensstemmelse mellem holdning og handling i den olympiske bevægelse.”

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*