Olympisk fakkel tænder op under diplomatisk krise mellem Japan og Rusland

Russisk diplomat kalder japanernes kort over den olympiske fakkelrute for en ulovlig handling, der forgifter forholdet mellem de to lande.

Japans premierminister Shinzo Abe og Ruslands præsident Vladimir Putin forsøgte i januar i år uden held at finde en løsning på de to landes mere end 70 år lange politiske strid om, hvem Kurilerne tilhører. (Foto: YouTube)
LARS JØRGENSEN

Den olympiske fakkel, som til næste år skal markere åbningen af de olympiske lege i Tokyo, er årsag til, at en langvarig politisk strid mellem værtslandet og Rusland om øgruppen Kurilerne, som ligger i Stillehavet lige nord for Japan, er blusset op igen.

En talskvinde for Ruslands udenrigsministerium, Maria Zakharova, betegner det som en ’ulovlig handling’, at de japanske OL-værter på Tokyo-legenes hjemmeside har fire af de russiske øer med på et oversigtskort over den olympiske fakkels rundtur i det olympiske værtsland, så det ser ud som om, øerne er japanske.

Striden om de fire sydligste øer i gruppen, Kunashir, Iturup, Shikotan og Habomai, hvor der bor omkring 20.000 mennesker, har varet lige siden afslutningen af den 2. verdenskrig. Dengang blev øerne imod de japanske krigstaberes vilje indlemmet i Sovjetunionen. Siden har skiftende japanske regeringer utallige gange forsøgt at få øerne leveret tilbage ad diplomatisk vej.

Forgifter atmosfæren

Så sent som i januar i år, hvor Japans premierminister Shinzo Abe og Ruslands præsident Vladimir Putin senest forsøgte at nå til enighed om de fire vulkanøers nationale tilhørsforhold, måtte de to statsledere dog endnu engang opgive at tale sig frem til en politisk løsning.

”Det er ikke let at løse et problem, som har været uløst i mere end 70 år siden krigens afslutning,” sagde Shinzo Abe, mens Vladimir Putin understregede, at en eventuel overdragelse af øerne til Japan skal have bred opbakning fra befolkningen i Rusland, og den findes ikke i øjeblikket.

Derfor tænder det japanske oversigtskorts indlemmelse af de fire russiske øer nu det russiske udenrigsministerium af.

”Det forgifter atmosfæren omkring vores forsøg på at løse et kompliceret emne. Tokyos ønske om at politisere en så vigtig international sportsbegivenhed som de olympiske lege og Japans tilsyneladende misbrug af sin rolle som olympisk værtsland, der skal forestille at fremme foreningen af mennesker, er dybt beklagelig,” siger Maria Zakharova ifølge Inside the Games.

Sydkorea protesterer også

Men Rusland er ikke det eneste land, der protesterer over japanernes oversigtskort over det olympiske fakkeloptog.

Da Sydkorea for to uger siden opdagede, at de sydkoreanske øer Dokdo, som japanerne kalder Takeshima og ligeledes gør politisk krav på, også er med på kortet over den olympiske fakkelrute, førte det til, at sydkoreanerne indsendte en officiel protest til Japans ambassade i Sydkorea.

”Vi svarede sydkoreanerne, at protesten ikke er acceptabel, da Japan ejer Takeshima,” sagde den japanske kabinetssekretær Yoshihide Suga ifølge nyhedsbureauet AFP.

Politiske udfordringer

Den dobbelte diplomatiske krise mellem Japan og de to nabolande er imidlertid ikke det eneste problem, arrangørerne af OL i Tokyo har at slås med. Et år før den olympiske fakkel skal være nået frem til det olympiske stadion, har værterne utallige andre politiske udfordringer.

Den japanske regering beskyldes blandt andet for at misbruge Tokyos værtskab for de olympiske lege til at fjerne den japanske befolknings fokus fra eftervirkningerne af den tredobbelte katastrofe, der i 2011 ramte Fukushima-området i form af en atomulykke, et jordskælv og en tsunami.

Tidligere på året blev præsidenten for Japan olympiske komite, IOC-medlem Tsunekazu Takeda, tvunget til at forlade begge sine poster, fordi han efterforskes af fransk politi for korruption i forbindelse med Tokyo’s bud på værtskabet for legene.

Og i maj i år offentliggjorde den internationale fagforening for bygnings- og træarbejdere, BWI, en rapport, som konkluderede, at meget af arbejdet med at opføre de olympiske sportsanlæg i Tokyo foregår i en ’kultur af frygt’ uden ansættelseskontrakter og med krav til arbejderne om at acceptere så meget overarbejde, at det kan være livsfarligt for dem.

Fagforeningsrapporten gør blandt andet Japans olympiske arrangører medansvarlige for, at en 23-årig OL-bygningsarbejder, efter 190 timers overarbejde på en måned, i foråret 2017 tog sit eget liv og efterlod en seddel, hvorpå han havde skrevet:

”Dette er det eneste svar, jeg kan finde, efter at min krop og sjæl har nået grænsen”.

1 Trackback / Pingback

  1. OL-fakkelstafetten skaper diplomatisk krise mellom Japan og Russland - Idrettspolitikk.no

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*