En knyttet næve

Den amerikanske sportsstjerne Gwen Berry høster stor anerkendelse for sin politiske knytnæve-protest under sidste uges Pan-Am Games. Da hendes landsmænd Tommie Smith og John Carlos gjorde det samme under OL i Mexico i 1968, blev de sendt hjem til dødstrusler og fordømmelse i et USA, der var lige så splittet som i dag.

Under OL i Mexico i 1968 støttede australieren Peter Norman, tv, de to sorte amerikanere Tommie Smith og John Carlos i deres stille Black Power-protest ved at bære et menneskerettigheds-badge på brystet.
LARS JØRGENSEN

Det er ikke kun olympiske atleter, som accepterer at få deres ytringsfrihed begrænset på grund af deres arbejde.

Når atleterne udfører deres arbejde i forbindelse med olympiske sportsbegivenheder, forbyder den internationale olympiske komite, IOC, dem at udtale sig om politiske, religiøse, racemæssige og andre vigtige samfundsemner, som kan være så kontroversielle, at de ødelægger sportsfestens gode stemning.

Men politibetjente, læger, sygeplejersker og mange andre privat og offentligt ansatte har også tavshedspligt. Og selv journalister skal som regel spørge deres chef om lov til at sige deres personlige mening om, hvad der foregår i den del af samfundet, de har fagligt kendskab til, hvis de ikke vil risikere at få en fyreseddel.

Måske er det netop derfor, det ofte vækker ekstraordinær stor medieopsigt, når nogle af disse mange tavse samfundsborgere af og til får nok af at tie, blæser i fløjten og bryder deres tavshedspligt.

Opsigt vakte den amerikanske hammerkaster Gwen Berry i hvert fald i lørdags, da hun som guldvinder ved Pan-Am Games i Lima gik på sejrspodiet, knyttede sin ene næve under afspilningen af den amerikanske nationalmelodi og forklarede sin handling med, at der var tale om en protest imod udviklingen i hendes hjemland:

”Nogen er nødt til at stå op imod alle de uretfærdigheder, der foregår i USA, og en præsident, som kun gør det værre. Det er for vigtigt til ikke at sige noget,” sagde hun til avisen USA Today og afventede med sindsro den sportslige straf, USA’s olympiske komite nu formentlig giver den sorte hammerkaster og hendes hvide landsmand Race Imboden.

Med den samme politiske begrundelse som Gwen Berry knælede Race Imboden, som flere amerikanske sportsstjerner til præsident Donald Trumps store irritation også har gjort i de senere år, til tonerne af den amerikanske nationalmelodi, som markerede, at han havde vundet guld i fægtning ved de panamerikanske lege i Peru.

En høj pris

Gwen Berry og Race Imboden høster i disse dage stor anerkendelse i både sociale og traditionelle medier for deres politiske protestaktioner. Men at prisen for at sige sin mening kan være høj, ikke mindst i sportsverdenen, kan de to tidligere amerikanske sprintere Tommie Smith og John Carlos skrive under på.

Da de under OL i Mexico i 1968 havde vundet henholdsvis guld og bronze i 200 meter løbet, gik de op på sejspodiet iført sorte strømper og en sort handske på den ene hånd, som de under den amerikanske nationalmelodi knyttede og løftede op i strakt arm i sympati med Black Power-bevægelsen i et USA, som dengang var mindst lige så politisk splittet som i dag. Blandt andet på grund af tidens ulmende ungdomsoprør og den årelange amerikanske krigsførelse i Vietnam.

Fem år efter mordet på præsident John F. Kennedy og få måneder efter mordene på præsidentens lillebror, Robert F. Kennedy, og den sorte præst og borgerretsforkæmper Martin Luther King, begrundede de to sorte sportsstjerner protestaktionen i Mexico med, at de ønskede at gøre opmærksom på den racisme og sociale uretfærdighed, som også dengang skabte voldsom debat i USA.

”Jeg tænkte på al den fattigdom, jeg havde set fra Harlem til det østlige Texas.  Jeg tænkte på de billeder, jeg havde set af de ’mærkelige frugter’, som hængte ned fra poppeltræerne i Sydstaterne,” forklarede den nu 74-årige John Carlos mange år senere i sin selvbiografi.

Og da den i dag 75-årige Tommie Smith i forbindelse med 50-året for de to sprinteres Black Power-protest i fjor blev spurgt, om han havde været klar over konsekvenserne af sin politiske protest ved et OL, hvor den slags er strengt forbudt, svarede han:

”Jeg vidste, at det ville få en betydning, men jeg vidste ikke, hvor omfattende det ville blive. Men dette var min chance. Jeg havde en platform.”

’Sorte stormtropper’

I dag står billederne af de to sorte amerikanske sprinteres Black Power-protest i Mexico for mange sportsfans som et ikonisk symbol på et af de mest mindeværdige øjeblikke i den olympiske historie. Og begge er optaget i det amerikanske atletikforbunds Hall of Fame.

Men dengang blev Tommie Smith og John Carlos omgående suspenderet af IOC, som kaldte deres protest for ’et bevidst og voldeligt brud på de fundamentale olympiske principper’. Da de kom hjem til USA i unåde og utide, var det da også langt fra alle, som tog imod dem med åbne arme.

Time Magazine kaldte protesten for ’en af de mest ubehagelige kontroverser i den olympiske historie’ og tilføjede, at ’Vredere, grovere, grimmere’ var en mere passende beskrivelse af scenen i Mexico, end de olympiske leges motto ’hurtigere, højere, stærkere’. Og en sportskommentator i avisen Chicago American betegnede nedladende Tommie Smith og John Carlos som ’sorte stormtropper’.

Ifølge John Carlos var det enorme pres, de blev udsat for efter hjemkomsten fra Mexico, som også omfattede anonyme dødstrusler, en medvirkende årsag til, at hans daværende hustru begik selvmord i 1977.

”I det ene øjeblik var alt sol og glæde, i det næste var alt kaotisk og vanvittigt. Jeg havde hverken job eller uddannelse, og jeg var gift og havde en syv måneder gammel søn,” har han fortalt i et interview med Smithsonian Magazine.

’Vi kunne ikke blive hørt’

Efter en lang række kortvarige job endte John Carlos med at få fast ansættelse som rådgiver på Palm Springs High School, hvor han arbejdede i mange år. Tommie Smith færdiggjorde sine universitets-studier i sociologi og underviste i mange år på Santa Monica College, hvor han også var atletiktræner.

Da Smithsonian Magazine spurgte, om de to tidligere sportsstjerner havde fortrudt, at de knyttede næven på det olympiske podium i Mexico i 1968, svarede de begge nej:

”Jeg gik derop som en anstændig sort mand og sagde: Det, der foregår, er forkert,” forklarede John Carlos, mens Tommie Smith tilføjede:

”Vores protest var et råb for frihed og menneskerettigheder. Vi var nødt til at blive set, for vi kunne ikke blive hørt.”

Svært at kontrollere

Set blev Tommie Smith og John Carlos i den grad.

Og set bliver Gwen Berry og Race Imboden også. Ikke mindst i de hurtige digitale medier, hvor billederne af deres protester i Peru nu går verden rundt. Men spørgsmålet er, om to af nutidens største amerikanske sportsstjerner også bliver hørt.

Det mener John Carlos imidlertid, at der er langt bedre chancer for i dag end for et halvt århundrede siden. Med en henvisning til de seneste års Black Lives Matter og MeToo-bevægelser sagde den ene af historiens to meste kendte sportsoprørere i fjor:

”Protesterne bliver større og bedre, og hvis man ikke er på vagt, vil de være meget, meget svære at kontrollere.”

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*