Det amerikanske mareridt

Mange af USA’s største sportsstjerner vil være med til at definere den amerikanske drøm og bruger i stigende grad sportsbegivenheder som en platform til at protestere imod social uretfærdighed og politiske hadekampagner. Men den enes drøm er ofte den andens mareridt.

De amerikanske sportsstjerners oprør tog fart, da præsident Donald Trump kritiserede NFL-stjernen Colin Kaepernicks knælen under USA's nationalmelodi. (Foto: YouTube)
LARS JØRGENSEN

Hammerkasteren Gwen Berrys bøjede hoved og knyttede næve under afspilningen af den amerikanske nationalmelodi ved de panamerikanske lege i Lima i Peru vækker ikke kun historiske minder om de sorte USA-sprintere John Carlos og Tommie Smiths antiracistiske Black Power-protest under de olympiske lege i Mexico City for et halvt århundrede siden.

Hendes erklærede protest imod ’alle de uretfærdigheder, der foregår i USA, og en præsident, som forværrer tingenes tilstand’ har også sparket nyt liv i de amerikanske sportsstjerners aktuelle kamp for at være med til at definere den amerikanske drøm, der lige så lidt i dag som under OL i 1968 er den samme for alle landets sorte og hvide, fattige og rige, demokrater og republikanere.

Nutidens sportskamp om den amerikanske drøm tog fart for tre år siden, da NFL-stjernen Colin Kaepernick fra San Francisco 49ers begyndte at knæle fremfor at stå op med hånden på hjertet, sådan som spillerne har tradition for at gøre, når ’The Star-Spangled Banner’ spilles i forbindelse med kampe i den nationale football-liga, mens det amerikanske nationalflag går til tops.

”Jeg vil ikke stille mig op og vise stolthed over et flag i et land, som undertrykker sorte og farvede. For mig er det større end football, og det ville være selvisk af mig at kigge den anden vej,” forklarede Colin Kaepernick i de amerikanske medier og tilføjede, at han ville fortsætte med at protestere, indtil det amerikanske nationalflag ’repræsenterer det, som det er tiltænkt at repræsentere’.

’Fyr dem’

NFL-stjernens kamp for at være med til at definere den amerikanske drøm begyndte dog for mange sportselskende amerikanere at ligne et mareridt, som ikke vil forsvinde igen, da USA’s præsident Donald Trump året efter under en tale i sydstaten Alabama opfordrede ejerne af de amerikanske NFL-hold til at fyre et stigende antal knælende spillere på grund af deres ’manglende respekt for den amerikanske kulturarv og landets flag’.

Præsidentens påtale opildnede imidlertid blot flere end 200 spillere til at knæle under nationalmelodien ved de følgende kampe i NFL, hvilket fik aktionen til at ændre karakter fra at have været en medmenneskelig kamp imod racisme og social undertrykkelse til at være en politisk protest rettet imod Donald Trump.

Men selv om mange andre amerikanske sportsstjerner, som for eksempel USA’s VM-vindende anfører for det amerikanske kvindelandshold i fodbold, Megan Rapinoe, har tilsluttet sig NFL-spillernes protestaktion, er mange andre amerikanske sportsudøvere og -fans af den opfattelse, at sportsaktivisterne gør sig skyldige i landsskadelig anti-amerikansk virksomhed, sådan som Donald Trump gav udtyk for i foråret 2018, da den historisk lange sportspolitiske strid i USA havde varet i to år:

”Hvis man ikke rejser sig stolt op for nationalmelodien, bør man måske slet ikke spille. Måske skulle man slet ikke være i landet,” sagde præsidenten, og retorikken i den amerikanske sportsdebat er ikke blevet mindre hård siden da.

Olympisk moralprædiken

Efter Gwen Berrys knytnæve-aktion i weekenden, som var den anden amerikanske protest under de panamerikanske lege i Peru, hvor fægteren Race Imboden i fredags knælede på sejrspodiet til tonerne fra ’Star-Spangled Banner’ efter at have vundet guld med sit amerikanske hold, truede USA’s olympiske komite dem begge med sanktioner.

”Vi respekterer hans ret til at udtrykke sine synspunkter, men vi er skuffede over, at han valgte ikke at overholde sine forpligtelser,” sagde komiteens talsmand Mark Jones om Race Imbodens aktion, der af fægteren blev begrundet som et oprør imod racisme, manglende våbenkontrol og dårlig behandling af indvandrere i et land, hvor ‘præsidenten spreder had’.

Dermed henviste Mark Jones til, at alle atleter ved olympiske sportsstævner som de panamerikanske lege skal acceptere at deltage i respekt for reglerne i den internationale olympiske komites charter, som slår fast, at atleterne ikke må ytre sig om politiske emner under legene.

Men at netop en talsmand for USA’s skandaleramte olympiske komite prædiker moral for en amerikansk sportsudøver, som bruger sin forfatningssikrede ytringsfrihed til at demonstrere sit syn på nationens tilstand, falder ikke i god jord hos alle amerikanske medier.

I en kommentar til sagen i The Washington Post understreger kommentatoren Sally Jenkins blandt andet, at ’USA’s rådne olympiske komite’ ikke er i en moralsk position, hvor den kan tillade sig at kritisere en atlet, som knæler.

”En organisation, som ikke kunne få sig selv til at reagere på beskyldningerne imod børnemisbrugeren Larrys Nassars overgreb på gymnaster vil sanktionere atleter på grund af deres overbevisning? Det er latterligt,” skriver Sally Jenkins.

Hun opfordrer nu alle amerikanske atleter til at knæle i protest imod den nationale olympiske komite i USA, som hun både beskylder for at være korrupt og uden vilje til at reformere sig efter afsløringerne af, at ledende medlemmer af såvel komiteen som USA’s gymnastikforbund i mere end et år undlod at stoppe den olympiske sportslæge Larry Nassars sexovergreb, selv om de havde fået kendskab til dem.

Samtidig kritiserer Sally Jenkins de olympiske sportsledere i USA for at have langt mere travlt med at berige sig selv med store millionlønninger og fratrædelsesordninger end med at beskytte de olympiske atleters interesser:

”Der findes ikke en eneste person i USA’s olympiske komite, som har moralsk autoritet til at disciplinere en atlet.”

Protester skal provokere

USA Todays kommentator Nancy Armour er knap så hård i sin retorik som sin kollega på The Washington Post. Men hun forsvarer også Gwen Berry og Race Imbodens ret til at protestere, som hun endda ser som en pligt.

”Vores symboler er meningsløse, hvis vi glemmer, hvad de repræsenterer. Vi er ikke en perfekt nation og har aldrig været det. Men det, der gør USA til noget særligt, er vores demokratis deltagende natur,” skriver Nancy Armour og tilføjer:

”Ofte kræver det ikke meget mere, end at vi bruger vores stemmeret eller involverer os i det lokale samfund. Men når det bliver tydeligt, at vi er kommet for langt væk fra vores idealer, har vi alle sammen en pligt til at påpege det og udfordre vores ledere og medborgere til at forbedre sig.”

Endvidere understreger kommentatoren, at den nationale olympiske komites argument om, at Gwen Berry og Race Imboden valgte at protestere det forkerte sted, ikke holder:

”Dette er netop pointen. Protester skal ikke være bekvemme eller venlige. De har til formål at provokere, at skabe opmærksomhed og forhåbentlig få dig til at tænke og handle.”

De to amerikanske kommentatorers holdninger viser, at der er meget mere på spil i USA’s største sportspolitiske strid end blot et par billeder af en knyttet næve og et knæfald, som går verden rundt og bliver glemt igen.

De viser en voksende forståelse i USA for, at amerikanske sportsstjerner efter et halvt århundredes tavshed ikke længere vil nøjes med at blive set, de vil også blive hørt. 

Men de viser også, at nok så mange velmente drømme om at adskille sport og politik har det med at ende i mareridt, som kan være svære at glemme, når man vågner op til virkeligheden i et land, hvor der netop er tradition for at betragte sport og politik som to lige stærke og uadskillelige nationalsymboler.

Den enes drøm er ofte den andens mareridt.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*