Dårligt selskab

Konge af en anden verden - Kapitel 2

Qatars emir Tamim Al-Thani er IOC-kollega med Kronprins Frederik, som i 2015 overværede ørkenstatens værtskab for VM i håndbold. (Foto: Lars Poulsen)

Kronprins Frederiks politiske mundkurv fra statsminister Anders Fogh Rasmussen var ikke det eneste sårbare punkt i hans kommende olympiske karriere, da de danske nyhedsmedier – et år efter statsministerens offentliggørelse af regeringens IOC-koordinationsgruppe – for alvor begyndte nedtællingen til tronarvingens olympiske edsaflæggelse, som skulle finde sted den 9. oktober 2009 på IOCs session og kongres i Bella Center i København.

Et andet ømtåleligt element i det historiske forsøg på at få danskernes fælles kongehus, sport og politik til at gå op i en højere national enhed, der mindede om en udemokratisk praksis i et autoritært regime, var at kronprinsen som nationens idrætspolitiske spydspids ville få adskillige olympiske kolleger, der næppe stod øverst på Dronning Margrethes gæsteliste til kongehusets hofballer.

Mange af IOC-medlemmerne havde et så elendigt ry, at selv de mest royale danskere betragtede dem som dårligt selskab for den danske kongefamilie. Og det gjorde ikke tronarvingens karrierevalg mindre sårbart, at han som begrundelse for at træde ind i komiteen, der knap ti år forinden efter et massivt pres fra politikere, presse og olympiske sponsorer var blevet tvunget til at ekskludere ti af sine mest korrupte medlemmer efter den såkaldte Salt Lake City-skandale, havde forklaret sig med, at IOC nu var en helt anderledes lødig sportsorganisation. For det var en sandhed med modifikationer.

Ved Kronprins Frederiks indtræden på den olympiske scene var to ud af tre IOC-medlemmer optaget i komiteen, før Salt Lake City-skandalen for alvor fik verdens øjne op for, at olympisk sport ikke kun handlede om unge atleters kamp om at vinde medaljer, men også om penge og politik. Ifølge det daværende danske IOC-medlem Kai Holm havde det imidlertid ingen betydning, at flertallet af hans udenlandske kolleger også havde været medlemmer af IOC i en tid, hvor kulturen i komiteen havde været gennemkorrupt. Han pegede i Berlingske Tidende på, at ”der er sket så meget godt” og henviste blandt andet til IOCs vedtagelse af 50 reformer, der skulle sikre større gennemsigtighed og mere demokrati i komiteen.

IOC havde blandt andet nedsat et etisk udvalg, hvilket fik Kai Holm til at slå fast, at ”så snart der sker noget, som ikke foregår etisk ansvarligt, så bliver der lavet en undersøgelse, og så falder hammeren”. Men han havde også taget forbehold for, at ”i ethvert firma kan der ske noget uheldigt på grund af enkeltpersoner”. Antallet af sager i komiteens etiske udvalg kunne imidlertid også tolkes som dokumentation for, at der ikke var tale om enkeltstående sager. De kunne opfattes som et tegn på, at korruption stadig var en udbredt kultur i komiteen, da Kronprins Frederik i 2003 tog imod Kai Holms tilbud om at overtage hans plads i det dårlige selskab.

Det etiske udvalg blev nedsat i 1999, hvor det kom frem, at Salt Lake City som værtsby for de olympiske vinterlege i 2002 i lighed med mange andre tidligere olympiske værtsbyer havde bestukket IOCs medlemmer med blandt andet kontante pengegaver og luksusferier. Det etiske udvalgs første sag omhandlede det indonesiske IOC-medlem Mohamad Bob Hasan, som den 2. februar 2001 ved byretten i Jakarta blev idømt to års ubetinget fængsel for korruption, underslæb og aktiesvindel til en samlet værdi af 211 millioner dollars. En måned senere skærpede landsretten straffen til seks års ubetinget fængsel. Alligevel blev den indonesiske forretningsmand først ekskluderet som medlem af IOC i 2004, angiveligt fordi han var en nær ven af den tidligere spanske fascist Juan Antonio Samaranch, IOCs præsident fra 1980 til 2001, som helt frem til sin død i 2010 bevarede en stor indflydelse i komiteen som ærespræsident.

I 2005, et år før Kronprins Frederik offentliggjorde sit olympiske kandidatur, opgav IOCs vicepræsident Un Yong Kim modvilligt sit medlemskab af komiteen på grund af en dom på to års fængsel for underslæb og korruption i sit hjemland. Under en ransagning af sydkoreanerens hjem og kontor i Seoul fandt politiet et større beløb i udenlandsk valuta, som Un Yong Kim angiveligt havde stjålet fra det internationale taekwondoforbund, hvor han også var præsident. Desuden havde han taget imod bestikkelse fra to sydkoreanske forretningsmænd mod til gengæld at skaffe dem en plads i Sydkoreas nationale olympiske komite. Da fængselsstraffen blev stadfæstet både i appelretten og i højesteret, indstillede IOC’s etiske udvalg vicepræsidenten til eksklusion. Selv om Un Yong Kim hårdnakket hævdede sin uskyld, valgte han derfor selv at trække sit medlemskab af komiteen.

Det samme havde IOCs suspenderede japanske æresmedlem Yoshiaki Tsutsumi gjort en måned tidligere. Det etiske udvalg indledte en intern undersøgelse, da anklagemyndigheden i Japan havde krævet ham varetægtsfængslet i en sag om forfalskning af værdipapirer og videregivelse af urigtige oplysninger om aktiehandler. Inden IOCs etiske udvalg nåede at træffe en beslutning i sagen, trak japaneren sig frivilligt ud af komiteen.

Et par måneder senere måtte det bulgarske IOC-medlem Ivan Slavkov også forlade den olympiske komite, da han blev afsløret som korrupt. I det britiske tv-program Panorama afslørede BBC ved hjælp af optagelser med skjult kamera, at IOC-medlemmet, der også var formand for Bulgariens olympiske komite, var villig til at tage imod bestikkelse. Det skete, da Ivan Slavkov på et hotel i Sofia mødtes med den serbiske OL-agent Goran Takac og to journalister, der gav sig ud for at være konsulenter i et firma, som havde økonomisk interesse i at få OL til London. Under samtalen lovede Ivan Slavkov at skaffe den nødvendige opbakning til Londons bud på det olympiske værtsskab i 2012, hvis blot han fik del i et samlet beløb på 900.000 euro for 20 IOC-medlemmers stemmer på London, som den serbiske agent mente, det var muligt at købe til den pris.

Til gengæld slap det franske IOC-medlem Guy Drut med en advarsel fra komiteens etiske udvalg i juni 2006, selv om han i kriminalretten i Paris året forinden var blevet idømt 15 måneders betinget fængsel og en bøde på 50.000 euro i en stor sag om franske virksomheders ulovlige økonomiske støtte til politiske partier til gengæld for lukrative kontrakter om byggeri og renovering af offentlige bygninger. Udover advarslen fik Guy Drut, som er tidligere olympisk hækkeløber, rådgiver for Frankrigs tidligere præsident Jacques Chirac og fransk sportsminister, frataget retten til at være formand for noget IOC-udvalg i fem år.

Den samme straf gav det etiske udvalg samme år til et andet fransk IOC-medlem. Formanden for Frankrigs Olympiske Komite, Henri Sérandour, havde i strid med de franske licitationsregler hyret sin hustrus firma til forskellige olympiske kommunikationsopgaver og blev i oktober 2006 idømt tre måneders betinget fængsel og en bøde på 20.000 euro.

I marts 2007 lod det etiske udvalg IOC-medlem Young Sung Park fra Sydkorea slippe lige så nådigt, selv om han som en af flere virksomheds-ledere i Doosan Gruppen ved retten i Seoul var blevet idømt tre måneders betinget fængsel og en bøde på otte millioner dollars for underslæb og dokumentfalsk til en værdi af 32 millioner dollar. Inden IOCs etiske udvalg straffede Park med en advarsel, var han blevet benådet af Sydkoreas præsident.

Et andet fremtrædende sydkoreansk IOC-medlem, den olympiske topsponsor Samsungs tidligere bestyrelsesformand Kun-hee Lee, blev i april 2008 tiltalt i en  endnu større sag om skattesvindel for 108 millioner dollar. Sagen førte til, at Kun-hee Lee trak sig midlertidig du af IOC. I juli 2008 blev han idømt tre måneders betinget fængsel. Men anklageren i sagen mente, at der var begået juridiske fejl og ankede til højesteret, og derfor udsatte IOCs etiske udvalg sin afgørelse i sagen.

I endnu en spektakulær sag mod det italienske IOC-medlem Franco Carraro, som komiteens etiske udvalg behandlede, fordi han af det italienske fodboldforbund i 2006 havde fået en bøde på 80.000 euro i en sag om aftalt spil i italienske fodboldklubber som Juventus FC, AC Milan, Fiorentina og Lazio, undlod udvalget dog helt at komme med en indstilling i sagen.

Men selv om der var stor forskel på, hvordan IOC behandlede de etiske sager, tegnede listen over udvalgets interne undersøgelser af komiteens medlemmer fra 1999 til 2009 et klart billede af en olympisk ledelse, der ikke var helt så pletfri, som Kronprins Frederik og hans rådgivere havde påstået igennem hans tre år lange olympiske kandidatur. I lyset af komiteens mange veldokumenterede etiske sager, som alle er offentligt tilgængelige på IOCs hjemmeside, virkede det nærmere som om, tronfølgeren lukkede øjnene for virkeligheden i den internationale sportsverden, han gerne ville være en del af.

De etiske sager i IOC gav i ugerne før kronprinsens indtræden i komiteen derfor også de danske medier anledning til at stille kritiske spørgsmål ved, om kronprinsens ønske om at blive olympisk kollega med dømte forbrydere og andre moralsk anløbne IOC-medlemmer var udtryk for en ny etisk standard i kongehuset. I dagene umiddelbart inden Kronprins Frederiks optagelse i komiteen offentliggjorde Ekstra Bladet en artikelserie, der ifølge avisen havde til formål at ”sætte fokus på de komitémedlemmer, som rigets kommende regent nu sværger, at han vil sætte over alt – selv Danmark”. Artikelserien portrætterede fem udvalgte IOC-medlemmer.

Det første portræt var af Francis Nyangweso, der havde været medlem af IOC siden 1988. En generalmajor fra Uganda, der i avisen blev præsenteret under overskriften ”Fredes nye ven: Hærchefen fra helvede”, der henviste til hans fortid som hærchef i diktatoren Idi Amins brutale regime i 1970’ernes Uganda. Avisen  noterede, at Francis Nyangweso fra 1971 til 1979 var ansvarlig for de soldater, som ifølge Amnesty Internationals årsrapport fra 1979 igennem otte år systematisk havde tortureret, voldtaget og myrdet befolkningen under Ugandas daværende terrorregime, hvor det anslås, at mellem 300.000 og 500.000 mennesker mistede livet. Og derfor forsøgte avisen at få Francis Nyangweso til at svare på disse spørgsmål:

”Har du gode råd til Kronprins Frederik i forbindelse med hans optagelse i komiteen? Hvad mener du om Amin-styrets systematiske tortur og drab? Hvordan forsvarer du dit medansvar for de krænkelser af menneskerettighederne, der har fundet sted? Hvordan mener du, din fortid som generalmajor i Idi Amins hær harmonerer med din position i den internationale olympiske komite?”.

Selv om Ekstra Bladet afleverede spørgsmålene skriftligt til Francis Nyangweso, mens han opholdt sig i København under IOCs session og kongres,   svarede afrikaneren aldrig. Men den samme dag fangede avisen Kronprins Frederik på vej ind til det olympiske topmøde i Bella Center og bad ham kommentere ”udsigten til at komme i komite med bødler og bedragere”. Den danske tronfølgers svar gjorde imidlertid ikke avisens læsere ret meget klogere på, hvad han egentlig mente om sine nye kolleger:

”De er ukendte for mig. Altså, deres ansigter. Hvem de er, ikke? Sådan vil jeg sige det”, sagde kronprinsen, og da avisen fulgte op med endnu et spørgsmål om, hvorvidt det ville påvirke hans politiske overbevisning at sidde i IOC sammen med komiteens ærespræsident Juan Antonio Samaranch, der i sin tid som den spanske diktator Francos højre hånd i Barcelona var blevet fotograferet med højre arm strakt i fascistisk hilsen, svarede han lige så afværgende:

”Jeg har ikke nogen politisk overbevisning, det ved du godt. Jeg står heldigvis hævet over det, og det er derfor, jeg er her. For her kan man tale over religion, kultur…”, nåede tronarvingen at sige, inden hans tro væbner under det olympiske topmøde i København, det afgående IOC-medlem Kai Holm, lagde sig imellem og afbrød interviewet med bemærkningen:

”Kan vi få det her overstået?”

Det kunne hverken Kai Holm eller Kronprins Frederik. Dagen efter bragte Ekstra Bladet det andet portræt i avisens artikelserie om den danske tronfølgers kommende kolleger i IOC: Alpha Ibrahim Diallo fra Guinea, som var blevet medlem af komiteen i 1994 og nu sad i IOCs medieudvalg. Det vestafrikanske medlem af komiteen havde været kommunikationsminister i Guineas diktatoriske regering. Selv om han var forhindret i at komme til IOCs session og kongres i København på grund af voldsomme uroligheder i Guineas hovedstad Conakry, hvor 157 demonstranter blev dræbt, forhindrede det dog ikke Ekstra Bladet i at omtale ham som ’censur-minister’.

Når avisen valgte at bruge denne betegnelse om Alpha Ibrahim Diallo, skyldtes det, at han ifølge rapporter fra det amerikanske udenrigsministerium efter sin indsættelse som minister i Guineas regering i 1997 stod i spidsen for en massiv undertrykkelse af oppositionens ytringsfrihed og beordrede regeringskritiske journalister fængslet og udenlandske korrespondenter arresteret og udvist. Det gik blandt andet ud over BBC-journalisten Foday Fofana, som ifølge avisen blev anklaget for spionage og smidt ud af det vestafrikanske land.

Da Ekstra Bladet samme dag spurgte Venstres nye statsminister Lars Løkke Rasmussen, som tidligere på året havde overtaget posten som Danmarks politiske leder fra sin partifælle Anders Fogh Rasmussen, der nu var generalsekretær i forsvarsalliancen NATO, hvordan han havde det med, at Danmarks formentlig kommende regent skulle indtræde i en komite, hvor der sidder folk, som er dømt for korruption, svarede Lars Løkke Rasmussen:

”Jeg har for lang tid siden taget stilling til, at kronprinsens indtræden i den olympiske komite er forenelig med kronprinsens på andre måder brillante arbejde med sport og ungdom, med bekæmpelse af fedme og fremme af fysisk aktivitet. Det er, hvad jeg vil sige til det”.

Alligevel borede Ekstra Bladet videre i kronprinsens moralske udfordringer og bragte dagen efter det tredje portræt i avisens artikelserie om tronarvingens kommende kolleger. Under overskriften ”Sig goddag til din nye ven: Bedrager, bestikker og skattesnyder” præsenterede avisen sydkoreaneren Kun-hee Lee, som IOCs etiske udvalg overvejede at ekskludere, efter at han året før var blevet dømt for skattesvindel til en værdi af 108 millioner dollar og straffet med en rekordstor bøde på 477 millioner kroner.

Kun-hee Lee var bestyrelsesformand i Samsung, der er en af IOCs største sponsorer. Han blev optaget i komiteen i 1996 og fik hurtigt sæde i komiteens finans-udvalg. I de følgende år blev den olympiske storsponsors øverste chef flere gange dømt for hvidvask, korruption og bestikkelse, men hver gang slap han med betingede domme og efterfølgende benådning. Under IOCs session og kongres i København var Kun-hee Lee midlertidigt suspenderet og deltog derfor ikke.

Men det gjorde det fjerde IOC-medlem, Ekstra Bladet portrætterede: Vitaly Smirnov, der var blevet medlem af komiteen i 1971 og havde en fortid i det daværende Sovjetunionens kommunistiske regering. Russeren havde flere gange været vicepræsident i IOC, men blev under Salt Lake City-skandalen afsløret i at have sat sin stemme til salg for 35.000 dollar, et dyrt Browning-gevær, gratis behandling af en russisk ishockey-bekendt på et hospital i USA samt et amerikansk universitets-stipendium til en kvindelig bekendt. Alligevel lykkedes det russeren at undgå eksklusion. Angiveligt fordi han blev beskyttet af IOCs spanske præsident Juan Antonio Samaranch, som havde været sit lands ambassadør i Sovjetunionen. Det land, hvor han i 1980 var blevet valgt som præsident for IOC under de olympiske lege i Moskva, som flere end 60 lande boykottede på grund af Sovjetunionens militære invasion af Afghanistan året før.

Det lykkedes heller ikke Ekstra Bladet at få Vitaly Smirnov i tale under det olympiske topmøde i København. Til gengæld fangede avisen det femte IOC-medlem i avisens portræt-serie foran hovedindgangen til Bella Center på Amager: Lassana Palenfo fra Elfenbenskysten. Den vestafrikanske general var ifølge avisen næst-kommanderende i den militærjunta, som i julen 1999 havde kuppet sig til magten i Elfenbenskysten. Og knap ti år forinden var han sikkerhedsminister i landet, hvor der ifølge rapporter fra Amnesty International og USA’s udenrigsministerium i hans  embedstid blev begået uhyrlige grusomheder mod befolkningen i form af voldtægter, tortur og henrettelser uden rettergang.

I november 2000 blev Lassana Palenfo fængslet på en mistanke om, at han stod bag et mordattentat på landets daværende junta-leder Robert Guéi. Men samme år indtrådte han som medlem af IOC og blev angiveligt løsladt med hjælp fra komiteens daværende præsident Juan Antonio Samaranch. Derefter slog han sig ned i Frankrig, som siden beskyttede ham mod udlevering til retsforfølgelse i Elfenbenskysten i en anden sag om underslæb i millionklassen. Da Ekstra Bladet kontaktede Lassana Palenfo i København, var hans kommentar, at han af sikkerhedsmæssige årsager ikke kunne tale om sin fortid i hæren, men at han i øvrigt havde været igennem en retssag, hvor han blev løsladt:

”Jeg er fuldstændig fri, og der vil slet ikke være nogen problemer i at tage tilbage til Elfenbenskysten. Jeg har bare ikke lyst til at tage tilbage, fordi der stadig er problemer i landet”.

De fem udvalgte portrætter af Kronprins Frederiks kommende kolleger fik den 9. oktober 2009 på dagen, hvor den danske tronfølger skulle aflægge sin olympiske ed, Ekstra Bladets daværende chefredaktør Jan Jensen til at konkludere, at ”i dag begår vores kronprins sit livs største fejl”, fordi ”mens de unge danske soldater slås for fred og demokrati i Afghanistan, vælger vores prins at træde ind i en af denne verdens mest udemokratiske organisationer”.

Endvidere konstaterede chefredaktøren, at det olympiske topmøde i København langt fra havde overbevist ham om, at der var nye og bedre tider på vej i den olympiske bevægelse. Og han havde heller ikke set tegn på, at Kronprins Frederik ville gå forrest i kampen for en demokratisk fornyelse af den mere end hundrede år gamle sportsorganisation:

”Han har stort set ikke været til at slå et ord af under konferencen i København, og hans lakajer har optrådt som bodyguards og truet med at sortliste journalister, der vovede at stille spørgsmål. Det er sådan, man gør i diktaturer. Som de øvrige kongelige medlemmer af den olympiske familie vil Frederik blive misbrugt til at legitimere et foretagende, der bygger på en historisk rådden moral”.

Og så omfattede Ekstra Bladets IOC-portrætter ikke to af komiteens mest berygtede medlemmer: Sepp Blatter fra Schweiz og Joao Havelange fra Brasilien.

Sepp Blatter var på det tidspunkt også præsident for det internationale fodboldforbund FIFA og var i 1999 i den egenskab kommet ind i IOC på en af de i alt 15 pladser, der er forbeholdt repræsentanter for internationale idrætsforbund. I 2002 blev schweizeren anklaget for at have brugt et trecifret millionbeløb på at pleje sin karriere som fodboldpræsident ved at købe stemmer fra fodboldledere i den tredje verden. Desuden var han mistænkt for at have givet venner og familiemedlemmer FIFA-sponsorater for mindst 60 millioner kroner. Og i 2008, et år før IOCs session og kongres i København, dukkede Sepp Blatters navn også op i en schweizisk retssag, hvor marketingsselskabet ISL indrømmede at have betalt mindst 138 millioner schweizerfranc i bestikkelse til ledere i flere internationale idrætsforbund.

I samme retssag blev Sepp Blatters forgænger som præsident i FIFA, Joao Havelange, nævnt som en af de internationale idrætsledere, ISL havde betalt flest penge til. Brasilianeren var allerede i 1963 blevet medlem af IOC. Da han deltog i det olympiske topmøde i København, var han det længst siddende medlem af komiteen.

Men Ekstra Bladets portrætter af IOCs medlemmer omfattede heller ikke Kronprins Frederiks to danske forgængere i komiteen, Niels Holst-Sørensen og Kai Holm, selv om der også fandtes eksempler på, at de to danskere i deres tid som aktive medlemmer af den olympiske komite havde opført sig på en måde, der kunne kritiseres for at være moralsk anløben.

Niels Holst-Sørensen blev i 1999 under Salt Lake City-skandalen afhørt af FBI, fordi en australsk regeringsrapport nævnte, at danskeren i 1993 havde taget imod to ferierejser til Frankrig og Australien, der var blevet betalt af Sydney’s daværende kandidater til værtskabet for de olympiske lege i 2000. I den første rejse indgik fly-billetter fra København til Paris og to fribilletter til finalen i tennisturneringen French Open, som det australske IOC-medlem Phil Coles tilbød det danske IOC-medlem og hans kone, kort tid før Niels Holst-Sørensen skulle stemme om, hvilken by der skulle have værtsskabet for OL syv år senere. Af regeringsrapporten fremgik det også, at danskeren og 11 andre IOC-medlemmer i forbindelse med en olympisk rejse til Sydney havde taget imod et fem dage langt privat ophold med ægtefæller på Hotel Sheraton Mirage i feriebyen Port Douglas ved Great Barrier Reef i den australske delstat Queensland. Da den australske regeringsrapport blev offentliggjort, stemte oplysningerne om danskeren derfor dårligt overens med hans tidligere forklaringer om, at han aldrig havde modtaget gaver af en størrelsesorden, der kunne betegnes som odiøs. Alligevel nægtede den tidligere olympiske deltager i atletik og forhenværende generalmajor i det danske flyvevåben i første omgang at forklare de nye oplysninger i offentligheden:

”Jeg vil kun stille op og forsvare mig over for IOCs egen jury. Ikke foran en jury af journalister”.

Senere forklarede Niels Holst-Sørensen imidlertid, at han kun havde tænkt på tennisrejsen til Paris som en vennetjeneste fra det australske IOC-medlem Phil Coles, som han havde kendt i 20 år, men at han ”set i bakspejlet, som jo er så populært i Danmark for tiden” måske også burde have tænkt på, hvem det var, der havde betalt tennisrejsen, og at det måske var ”lidt mere end en vennetjeneste”.

Det danske IOC-medlem sammenlignede dog sin forseelse med at få en fartbøde for at have kørt 115 kilometer i timen på en strækning, hvor man kun må køre 110 kilometer i timen. Og det fem dage lange betalte hotel-ophold ved Great Barrier Reef forklarede han med, at IOC-medlemmer på rejser, hvor de fløj mere end otte timer i træk, havde lov til at tage imod nogle dages ophold for at komme sig over jetlag:

”Naturligvis var det dumt af mig at tage imod rejsen til Paris. Men i min computer kommer Paris-rejsen ikke i nærheden af anklagerne imod de IOC-medlemmer, som beskyldes for at have modtaget bestikkelse fra Salt Lake City. Hvis jeg nu skal degraderes, så skal alle andre IOC-medlemmer også”, lød det fra Niels Holst-Sørensen, der blev udnævnt som æresmedlem af IOC, da han under vinterlegene i Salt Lake City faldt for aldersgrænsen og blev erstattet af Kai Holm.

Både før og efter Kai Holm blev medlem af IOC, havde han markedsført sig selv i danske medier som en stærk kritiker af den autoritært ledede komite, som man ikke vælges til på demokratisk vis, men headhuntes og godkendes til af de allerede siddende medlemmer. Umiddelbart inden Kai Holm under IOCs 113. session på Hotel Grand America i Salt Lake City den 6. februar 2002 blev optaget som det kun ottende danske medlem af den selvsupplerende komite siden 1899, sagde den daværende formand for Danmarks Idrætsforbund eksempelvis, at han ikke ville være medlem for enhver pris:

”Hvis jeg havner i en interessekonflikt, hvor jeg tvinges til at vælge imellem at være loyal over for IOC og de moralske og etiske værdier, der kendetegner dansk idræt, forlader jeg omgående IOC”.

Blot ti måneder senere truede Kai Holm med at gøre alvor af sin trussel, da han konstaterede, at hele magten i IOC ligger hos 20 personer i den såkaldte eksekutivkomité, og i toppen af administrationen, mens flertallet af komiteens op til 115 medlemmer forventes at acceptere alle ledelsens beslutninger stiltiende:

”De træffer suverænt alle væsentlige beslutninger, inden de informerer os andre om, hvad de vedtager. Jeg har svært ved at se formålet med at have et så stort repræsentantskab, hvis vi ikke skal bruges til andet end blot at deltage i IOCs årlige møde, hvor eksekutivkomiteen så i øvrigt har besluttet alt på forhånd. Set i forhold til danske principper om demokrati virker det meget fattigt”.

Men da Kai Holm året efter fik en plads i IOCs udvalg for internationale    relationer, og det samme år lykkedes ham at overtale Kronprins Frederik til at overtage den plads i IOC, der blev ledig, når han selv faldt for aldersgrænsen, vejede dansk idræts etiske værdier tilsyneladende ikke længere så tungt. Da kronprinsens kandidatur til IOC blev officielt i 2006, lignede Kai Holms markedsføring af sin efterfølger snarere et knæfald for den internationale olympiske komite, han tidligere havde kritiseret for at være et skoleeksempel på et fattigt demokrati.

Et år senere, da Kai Holm gik af som formand for Danmarks Idrætsforbund efter 24 år på posten, flyttede han til Spanien og slap dermed i lighed med Kronprins Frederik og de andre medlemmer af den danske kongefamilie for at betale skat i Danmark. Selv om IOC har en regel om, at medlemmerne skal bo i det land, de har deres statsborgerskab og olympiske virke i, mente Kai Holm ikke, at den regel gjaldt ham:

”Nej, for jeg er et af de 70 medlemmer, der er valgt individuelt. Og i øvrigt er jeg ikke længere en del af dansk idræt”, forklarede han.

Efter kun et år i Spanien havde Kai Holms syn på dansk idræts etiske og moralske værdier i løbet af hans olympiske medlemsperiode tilsyneladende også  ændret sig så meget, at han på trods af en årelang, kritisk dansk debat om nepotisme i IOC også skaffede sin søn, Jens Holm, en plads som eksternt medlem af IOCs kvindeudvalg. På det tidspunkt havde Kai Holm i kraft i sit formandskab for den  private organisation World Masters Games, som med hovedsæde i Schweiz og efter olympisk forbillede arrangerer idrætslege for veteraner, allerede fået ansat Jens Holm som direktør i organisationen. Men ifølge Kai Holm havde han ikke haft nogen indflydelse på sin søns udnævnelse til medlem af det olympiske kvindeudvalg:

”Jacques Rogge ville egentlig have tilbudt Jens min plads i IOCs Sport for All-udvalg, når jeg gik af som IOC-medlem. Men da det gik op for Jacques Rogge, at jeg fortsat gerne ville beholde min plads i dette udvalg som eksternt medlem, fandt han en ledig plads til Jens i kvindeudvalget”.

Dermed bekræftede Kai Holm, at han både havde tænkt sig at beholde sin olympiske indflydelse, så længe han kunne, og at det ikke kun var IOC-medlemmer fra andre lande end Danmark, som så stort på en tilbagevendende offentlig kritik af nepotisme i komiteen. En tradition, som nåede et foreløbigt højdepunkt i 2001, da Juan Antonio Samaranch gik af som præsident, lod sig udnævne til ærespræsident og overlod sit ordinære medlemskab til sin søn, Juan Antonio Samaranch Jr.

Mediedebatten om IOC-medlemmernes moral var langt fra ny. Men den fik ny næring før og under det olympiske topmøde i København, hvor nyhedsmedierne på grund af Kronprins Frederiks kandidatur til IOC ikke længere kun betragtede debatten om medlemmernes moral som et sportsligt anliggende. Nu var de etiske aspekter af kronprinsens karrierevalg også blevet et politisk anliggende, som flyttede debatten fra avisernes sportssider til forsiderne. Og det overraskede Kai Holms efterfølger som formand i Danmarks Idrætsforbund, Niels Nygaard:

”Det er måske nok kommet bag på os, at der i perioder har været så hektisk diskussion i medierne. Men det hører sig jo til i et demokrati, og det skal der være plads til”, sagde han i Berlingske Tidende.

Ved samme lejlighed understregede Niels Nygaard imidlertid også, at han fortsat mente, at det var en god ide at lade kronprinsen varetage hvervet som IOC-medlem. Også selv om kun 64 procent af danskerne ifølge en meningsmåling fra Gallup var enige med ham. Dermed mindede den danske debat om det Kronprins Frederiks medlemskab af IOC til forveksling den debat, der havde udspillet sig i  Holland ti år tidligere, hvor IOC efter korruptionsskandalen i Salt Lake City ledte efter nyt kongeblåt blod til komiteen og derfor havde henvendt sig til den hollandske kronprins Willem-Alexander.

”Det grundlæggende spørgsmål, folk stillede, var, om det var klogt for en prins at blive medlem af en komité med politiske opgaver, der tilmed ofte var ramt af korruptionssager. Der var en heftig debat om det, men premierministeren forsvarede beslutningen. Han skrev et brev til prinsen med instrukser om at være opmærksom på politiske sager. I brevet fik prinsen en masse råd. Pressen bad om kopier af brevet, men har aldrig fået det, selv om sagen blev forfulgt hele vejen til højesteret”, fortalte en hollandsk kongehusekspert, professor Jit Peters fra Amsterdam Universitet, i Politiken.

Den hollandske professor konstaterede, at Willem-Alexander allerede efter et års medlemskab af IOC var trådt ud af det udvalg i komiteen, som beskæftiger sig med valget af olympiske værtsbyer, fordi det var for politisk kontroversielt for    kronprinsen. Desuden pegede professoren på, at det efter ti års medlemskab var uklart, om den hollandske kronprins deltog som aktivt IOC-medlem, eller om han blot var symbolsk medlem. Og i Danmark gættede professor i idrætshistorie på Københavns Universitet, Hans Bonde, på, at Kronprins Frederik formentlig ville få en tilsvarende symbolsk rolle i IOC, fordi komiteens royale medlemmer fortrinsvis er staffage i en klub af ældre, håndplukkede mænd, der gerne vil hæve sig over det politiske og kaste et ædelt og semireligiøst skær over deres aktiviteter:

”De skal ikke udrette noget, de behøver ikke at bruge deres stemmeret i de nationale olympiske komiteer, de må også gerne komme i konflikt med IOCs politik for at tække deres regeringers linje. Kort sagt får de ikke væsentlig idrætspolitisk betydning, for man har mest brug for dem som blikfang”, sagde Hans Bonde, som omvendt ikke ville udelukke, at den danske kronprins kunne komme i politiske vanskeligheder, hvis IOC løb ind i en ny korruptionsskandale eller valgte en kontroversiel værtsby for de olympiske lege.

Men den olympiske fest på Amager, som af Danmarks Idrætsforbund, IOC, regeringen og kongehuset var tænkt som en perfekt affyringsrampe for det danske eksperiment med en dansk kronprins i en ny rolle som nationens mest indflydelses-rige idrætspolitiker, udviklede sig ikke kun til en etisk debat om moralen i en komite, som gjorde en dyd ud af at lade repræsentanter fra fortidens enevældige kongehuse lege med i international sportspolitik. Udover den hollandske kronprins talte IOCs royale stemmer eksempelvis også Prins Albert af Monaco, Prinsesse Anne af Stor-britannien og Prinsesse Nora af Liechtenstein. Ingen af dem kunne dog forhindre, at festen også affødte en offentlig debat om moralen i den verden, som alle IOC-medlemmer, uanset farven på deres blod, påstår, at de er hævede over; den politiske.

For i et internationalt perspektiv var Kronprins Frederiks optagelse i IOC ikke festens højdepunkt i Bella Center. Det var IOCs valg af værtsby til de olympiske lege i 2016. Og med fire kandidatbyer fra fire forskellige kontinenter i spil, Chicago,  Madrid, Tokyo og Rio de Janeiro, var der lagt op til en kamp mellem USA, Spanien, Japan og Brasilien om, hvilket af de fire lande, der var bedst til at markedsføre sig overfor komiteens medlemmer i et storpolitisk slagsmål om værtsskabet, som ifølge det afgående IOC-medlem Kai Holm havde udviklet sig til ”et sindssygt kapløb”.

Mindre end et år efter udbruddet af den globale finanskrise, der førte til virksomhedslukninger og massefyringer i hele verden, brugte de fire kandidatbyer og lande skønsmæssigt op imod en milliard kroner hver på at overbevise medlemmerne om, at netop deres bud på et olympisk værtsskab var det bedste. Kandidatbyernes udgifter var næsten ti gange højere end før korruptionsskandalen i Salt Lake City. Dengang kom det frem, at 12 kandidatbyer på et år tilsammen havde brugt omkring 800 millioner kroner på lobbyarbejde overfor IOCs medlemmer, som derfor fik forbud mod at besigtige kandidatbyerne i et håb om, at de så ikke længere ville falde for fristelsen til at sælge deres stemme i IOC for højeste bud.

Men ifølge Kai Holm fik de olympiske kampagners fortsatte økonomiske himmelflugt også IOC til at overveje at forbyde regeringsledere og andre politikere at deltage i kandidatbyernes nationale kampagner, der ofte drives af organisationer med 100-200 ansatte. Dette skyldtes et håb om at stoppe det økonomiske kapløb, så også mindre kandidatbyer og lande kunne være med. Men når IOCs overvejelser om et politiker-forbud ikke var blevet vedtaget inden IOCs afstemning i København om OL 2016, var det ifølge Kai Holm fordi komiteens ledelse var bange for, at de største byer og rigeste lande i verden i så fald ikke længere ville bruge offentlige penge på at  deltage i kapløbet. Og det turde IOC af egne økonomiske årsager ikke risikere.

IOCs frygt for at holde politikerne ude af de olympiske kampagner betød blandt andet, at Storbritanniens daværende premierminister Tony Blair og Frankrigs daværende præsident Jacques Chirac deltog som frontfigurer for henholdsvis Londons og Paris’ bud på OL 2012, da komiteens medlemmer i 2005 skulle vælge værtsbyen for disse lege under en olympisk session i Singapore. Efterfølgende fik Tony Blair en stor del af æren for, at London vandt, fordi han holdt en brandtale om den britiske hovedstads fortræffeligheder, mens Jacques Chirac fik skylden for den franske hovedstads nederlag, fordi han havde tilsyneladende havde opfattet det som en selvfølge, at franskmændene med ’Byernes By’ som kandidat ville vinde.

Et lignende storpolitisk spil om at få tildelt værtsskabet for de olympiske lege gentog sig to år senere, da Ruslands præsident Vladimir Putin rejste til IOCs session i Guatemala og for første gang holdt en international tale på engelsk. Takket være den russiske statsleders løfter om, at verdens største land ville yde statsstøtte til Sochi som værtsby for de olympiske vinterlege i 2014, lykkedes det i IOCs afstemning lige akkurat for den russiske ferieby ved Sortehavet at vinde kapløbet med fire stemmer flere end den nærmeste konkurrent, Pyeongchang i Sydkorea.

Med andre ord blev Kronprins Frederiks idrætspolitiske karriere skudt i gang på et tidspunkt i den olympiske historie, hvor folkevalgte statsledere i mange lande for alvor havde fået øje på de olympiske ringes politiske værdi. Legene var ikke   længere blot en attraktiv handelsvare, som den olympiske storsponsor Adidas, den tyske producent af sportssko og sportstøj, for alvor opdagede i 1970’erne, hvor tv-mediet slog igennem som den førende formidler af sportsunderholdning, og som den amerikanske fastfoodkæde McDonald’s cementerede under USAs stærkt     kommercialiserede lege i Los Angeles i 1984.

På trods af skræmmebilledet fra Nazi-Tysklands olympiske lege i Berlin i 1936 var legene igen blevet en yndet legeplads for nogle af verdens mest magtfulde politikere, der tilsyneladende ikke længere havde moralske skrupler over at udnytte den autonome sportsverdens gamle amatørlege til at fremme egne geopolitiske, nationaløkonomiske og kulturelle interesser i en såkaldt blød magtudøvelse, der havde til formål at få deres respektive lande til at fremstå som mere attraktive end andre. Og at de olympiske lege ikke længere var for politiske amatører, blev der også sat en tyk streg under på IOCs session og kongres i København.

Den danske hovedstad var i halvanden uge omdannet til en fæstning, hvor verdens mest indflydelsesrige idrætspolitikere blev bevogtet af Københavns Politi, ekstraindkaldte betjente fra Fyn og Jylland samt Politiets Efterretningstjeneste i et tæt samarbejde med det amerikanske Secret Service og andre udenlandske sikkerheds-tjenester. Sport Event Denmark stod for sikkerheden indenfor i Bella Center og fik en regning på knap syv millioner kroner. Men det generede ikke organisationens formand, Hernings borgmester Lars Krarup:

”Jeg tror, at eksponeringen verden over langt overstiger udgiften, vi har fået, så det er med glæde, vi betaler de penge. Men det er klart, at vores udgifter er vand ved siden af, hvad politiet har haft af merudgift”, sagde han til Ekstra Bladet.

Københavns Politis informationschef Flemming Steen Munch understregede i samme avis, at politiet af princip aldrig offentliggør sit merforbrug, ”for så kan nogle med slette hensigter får gode ideer”. Men samtidig opfordrede han danskerne til at prøve ”at tælle efter, hvor mange politifolk, der er tilbage rundt omkring, så kan man jo få en ide”.

Intet mindre end 35 statsledere og kongelige havde meldt deres ankomst til den olympiske fest i København, der blev åbnet af FN’s daværende generalsekretær Ban Ki-Moon med en appel til IOCs medlemmer om at bruge deres indflydelse i kampen mod klimaforandringerne, mens Kronprins Frederik fik lov til at sige et par ord om vigtigheden af at motivere unge mennesker til at dyrke sport, fordi det ifølge tronarvingen giver dem store øjeblikke og højner kvaliteten af deres liv.

De mange VIP-gæster sendte imidlertid ikke blot de danske politireportere og sportsreportere, men også den politiske presse og den royale presse på overarbejde, mens københavnerne forsøgte at få et glimt af de mange udenlandske sports- og tv-stjerner med brasilianske Pele og amerikanske Oprah Winfrey i spidsen, som de fire kandidatbyer havde hyret til at kaste glans over begivenheden.

Selv USA’s præsident Barack Obama lod sig overtale til en lynvisit på et par timer, som ikke gjorde sikkerhedsudgifterne mindre. Præsidenten nåede lige akkurat at hilse på sin hustru, Michelle Obama, der var ankommet et par dage forinden, at tale sin amerikanske hjemby Chicagos olympiske sag og drikke en hurtig kop kaffe med den danske kongefamilie, inden Air Force One fløj ham tilbage til Washington. Men lige lidt hjalp det. Chicago var til stor overraskelse for de fleste iagttagere den første af de fire olympiske kandidatbyer, der blev stemt ud af IOCs medlemmer, efterfulgt af Tokyo og Madrid. Vinder af værtsskabet for OL 2016 blev Rio de Janeiro og dermed Brasiliens præsident Lula da Silva, som efter sejren lod sig hylde i Bella Center som politikeren, der sikrede sit land de første olympiske lege på det  sydamerikanske kontinent, mens Barack Obama fik skylden for Chicagos nederlag.

”IOC oplevede Barack Obamas besøg som et udtryk for manglende respekt over for den olympiske idé. Et besøg på mindre end to timer er ikke respekt overfor den grundighed, IOC-medlemmerne lægger i at udvælge værtsby”, forklarede det afgående danske medlem Kai Holm, da Ekstra Bladet bad ham om at analysere afstemningen, som anses for at være den største økonomiske og politiske beslutning, de menige medlemmer af IOC får lov til at træffe.

Men Kai Holm og flere andre iagttagere gættede også på, at forklaringen på Chicagos nederlag kunne være, at mange IOC-medlemmer fra fattige lande havde reageret på, at USA’s olympiske komite selv ønskede at beholde alle renterne fra de lån, amerikanerne tre årtier tidligere havde ydet IOC på et tidspunkt, hvor der var lavvande i komiteens pengetank. Og på grund af det storpolitiske slagsmål om værtsskabet for legene, var det derfor heller ikke alle danskere, der brød sig om på nærmeste hold at opleve den olympiske moral og den politiske moral gå hånd i hånd gennem Københavns gader i et forsøg på at fremstå som et par, der var som skabt for hinanden.

Få dage før eksperimentet med den danske kronprins i IOC officielt skulle begynde, lignede flirten mellem verdens sportsledere og verdens politiske ledere for mange danskere snarere et umage pars mislykkede stævnemøde. Og det fik i Politiken debattøren Bettina Heltberg til at kalde det olympiske møde for ”en slags vild med dans opgraderet til det globale plan”. Hun havde tidligere givet udtryk for, at kronprinsen for hendes skyld godt kunne indtræde i komiteen, ”når han nu så gerne ville”. Nu havde det olympiske topmøde i København imidlertid fået hende til at  ændre mening, fordi det var langt mere alvorligt, end hun havde troet:

”Jeg siger undskyld. Kronprinsens indtræden i IOC er et knæfald for alt det, vi ikke bryder os om i sport”.

I samme avis brugte advokaten Malene Lei Raben i klummen ’Bagklog’ den amerikanske Harvard-student Barack Obama og hans hustrus besøg i den danske hovedstad som en anledning til at spørge efter professionelle rådgivere i kongehuset, der kunne minde den danske Harvard-student Kronprins Frederik om, at hans særstatus og privilegier som medlem af kongehuset forpligter ham til at være et samlende symbol og en rollemodel for danskerne:

”Jeg tror i og for sig, at hans ambition med IOC er nobel nok; han har udset sig idrætten som ’sit’ område, her hvor han vil gøre en forskel, på samme måde som Mary har udset sig dansk mode som sit. Mode og idræt. Er det nok for det moderne monarki til at berettige dets eksistens? Er det nok til særstatus?”.

At Kronprins Frederiks olympiske ambitioner var noble nok for IOC, herskede der derimod ingen tvivl om. Her satte komiteens medlemmer, deriblandt mange andre med royale titler som Kronprins Tamim bin Hamad al-Thani fra Qatar, Sheik Ahmad al-Fahad al-Sabah fra Kuwait, Prins Nawaf Faisal Fahd Abdulaziz fra Saudi Arabien, Prinsesse Haya Bint Al Hussein fra De Forenede Arabiske Emirater og Prins Tunku Imran fra Malaysia, angiveligt pris på, at den danske tronfølger i modsætning til Barack Obama ikke kun havde brugt to timer, men tre år på at overbevise dem om sine fortræffeligheder.

Den danske kronprins havde personligt hilst på mange af medlemmerne. Desuden havde han vist, at han kunne holde lav profil i offentligheden og kun udtale sig positivt om komiteen. Under IOCs afstemning om Kronprins Frederiks medlem-skab af komiteen, der fandt sted kort tid før kl. 10 den 9. oktober 2009, stemte 77 af de tilstedeværende medlemmer for hans optagelse, mens ni stemte imod og seks undlod at stemme. Et par timer senere kunne Danmarks formentlig kommende konge efter mere end ti års tilløb sværge komiteen troskab. Med hånden på den olympiske fane udtalte han fra scenen i Bella Center den olympiske ed:

”Idet jeg herved tildeles den ære at blive medlem af den internationale olym-piske komite og at repræsentere den, og idet jeg erklærer mig fuldt ud indforstået med mine forpligtelser i denne egenskab, lover jeg at tjene den olympiske bevægelse efter bedste evne, at respektere og sikre respekten for alle bestemmelser i det olympiske charter og for alle IOCs afgørelser, som ikke vil blive gjort til genstand for appel fra min side, at overholde den etiske kodeks, at holde mig fri af enhver politisk eller kommerciel påvirkning og enhver racemæssig eller religiøs betragtning, at kæmpe imod alle andre former for diskrimination samt under alle forhold at forsvare den internationale olympiske komites og den olympiske bevægelses interesser”.

Efter sin optagelse i komiteen inviterede Kronprins Frederik samme dag offentlighedens repræsentanter i medierne til et pressemøde, der også blev holdt i Bella Center. Næsten ét hundrede danske og udenlandske journalister og fotografer tog imod invitationen i håb om, at værten for pressemødet efter sin optagelse i IOC nu ville være mere tilbøjelig til at svare på spørgsmål om sin olympiske karriere, end han havde været inden sin edsaflæggelse.

Men allerede efter et par indledende høflige bemærkninger fra det nye danske IOC-medlem om, at han var beæret over, at komiteen ville have ham som medlem, at ingen danskere behøvede at frygte en ophævelse af kongehusets neutralitet, og at IOC ikke accepterede korruption, udviklede mødet sig til en kongelig opvisning i, hvad tre års personlig medietræning havde lært kronprinsen om at lægge låg på ethvert kritisk spørgsmål om den omdiskuterede komite.

”Jeg kan ikke kommentere på enkeltpersoner. Det gør jeg bare ikke”, sagde kronprinsen på pressemødet, hvor han heller ikke ville svare på, hvordan han havde oplevet de danske regeringers skiftende holdninger til hans olympiske karriere.

Hver gang tronarvingen fik et spørgsmål, han ikke ønskede at besvare, undlod han helt at svare eller veg udenom ved at svare på noget andet, end han var blevet spurgt om. Til sidst opgav journalisterne. Blot en halv time efter pressemødets start stod det for de fleste af offentlighedens tilstedeværende repræsentanter klart, at Kronprins Frederik på trods af sine intense forberedelser enten ikke kunne eller ville indvie dem i sine inderste tanker om det kontroversielle samfundseksperiment, han nu var blevet den vigtigste forsøgsperson i.

Kongehusets kommunikationschef Lene Balleby hævede mødet, inden journalisterne havde fået svar alle på deres spørgsmål om den private udenlandske komite, den danske tronarving nu var blevet medlem af, og som de på den danske befolknings vegne tålmodigt havde ventet på at få lov til at konfrontere ham med. Dagen efter var der derfor også bred enighed i den danske presse om, at kronprinsens første optræden som IOC-medlem stillede flere spørgsmål, end den gav svar.

Med en henvisning til J. R. R. Tolkiens verdensberømte eventyr om ‘Ringenes Herrer’ konstaterede BT, at ”tronfølgeren lignede en usikker og utilpas Frodo”, og at der var ”plads til forbedring”. Men avisen noterede også, at selv om kronprinsen ”måske ikke er verdens stærkeste retoriker”, så havde han integritet og var ”en langsom starter, der vokser med opgaven”.

Nogenlunde samme konklusion nåede Berlingske frem til, ”for selvfølgelig er der spørgsmål at få afklaret, når man som IOC-medlem – endda tilmed som royal figur – pludselig er i selskab med individer, hvis fortid skal beskrives med historier om enten bestikkelse, svindel, korruption eller diktaturstater”.

Avisen understregede, at den danske tronfølger ikke havde gjort danskerne klogere på, hvordan han konkret ville arbejde for sine mærkesager om folkesundhed og fokus på idræt for unge mennesker, og at han heller ikke havde oplyst, hvordan han vil agere ”til gavn for sporten i et selskab, som altså døjer med kontroversielle enkeltfigurer”.

Men selv om Berlingske sammenfattede kronprinsens første olympiske optræden som ”temmelig defensiv”, glædede avisen sig også over hans medlemskab af IOC, fordi ”Danmark ville ikke have haft et IOC-medlem uden Kronprins Frederiks interesse”, som avisen konstaterede med et argument, der var som taget ud af det tidligere IOC-medlem Kai Holms mund.

I Jyllands-Posten kunne danskerne læse, at kronprinsen ufrivilligt havde bekræftet forbeholdene omkring sin nye rolle, fordi han havde haft ”overordentligt svært ved at svare på politisk relaterede spørgsmål og rodede sig ind i sproglige blindgyder”. Avisen konkluderede samtidig, at pressemødet havde givet offentligheden ”en indikation på, at tronarvingen på ingen måde kommer til at slippe for de politisk følsomme spørgsmål”, men at det stod lige så klart, at ”spørgerne kommer til at lede efter klare svar på spørgsmål, der kan kompromittere kongehusets upolitiske rolle”. Og ved samme lejlighed kunne avisen fortælle, at IOCs præsident Jacques Rogge havde inviteret Danmarks Idrætsforbunds formand Niels Nygaard med til komiteens årlige sessioner som observatør og støttepædagog for kronprinsen, fordi ”IOC er godt klar over, at Kronprins Frederik indtager en speciel rolle”, som Niels Nygaard formulerede det.

Det var også det nye danske IOC-medlems specielle rolle, der var genstand for Ekstra Bladets dækning af pressemødet. Under overskriften ”Groggy Frederik: IOC-føllet sendt i verbal krydsild af uduelige rådgivere”, konkluderede avisen, at ”Kronprins Frederik blev kastet for et kobbel ulve af uduelige rådgivere, der ikke magtede at løfte den opgave, der bestod i at klæde prinsen på til at håndtere de kritiske spørgsmål, som alle vidste, at han ville få”. Desuden gættede avisen på, at ”Kronprinsens første dag i IOC var kun en svag forsmag på fremtidens udfordringer”, og at offentlighedens opmærksomhed på hans nye rolle nu ville blive meget større.

I Politiken var bedømmelsen af kronprinsen og hans rådgivere knap så hård, selv om avisen bemærkede, at tronfølgerens rådgivere og medarbejdere ved hoffet ”ikke har fundet en opskrift på, hvordan kronprinsen skal håndtere den kendsgerning, at han som dansk tronarving nu er havnet i rollen som offentlig idrætspolitiker på højeste plan”. Tværtimod mente avisen, at pressemødet også havde vist, at ”Kronprinsen dansede fri af de politiske fælder” ved at lægge sig ”direkte i baghjulet på sin IOC-præsident” på spørgsmål om doping, korruption og menneskerettigheder.

Da Kronprins Frederik forlod Bella Center, var det imidlertid ikke udsigten til pressens bedømmelser af hans idrætspolitiske præstationer, der så ud til at plage ham mest. Med en mobiltelefon i den ene hånd og en stak papirer i den anden gik han i rask trav ud til en ventende limousine og viftede en nærgående journalist væk med ordene: ”Kan du ikke se, jeg taler med min kone”.

Efter en hektisk halvanden uge under øget forventningspres på sin danske hjemmebane i København, hvor tronarvingen havde haft travlt med at skrive sit navn ind i både danmarkshistorien og den olympiske historie, havde han nu knap fire måneder til at pleje sine familiære og royale forpligtelser, inden han skulle debutere som IOC-medlem på komiteens næste session, der skulle afholdes i forbindelse med de olympiske vinterlege i Vancouver.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*