OL i Beijing gav Kina beføjelser til overgreb både i og udenfor Kina

Begivenheder i Hong Kong, Oslo og den kinesiske provins Xinjiang kan knyttes til OL i Beijing 2008. Hvad sker der, når Kina igen skal arrangere OL i 2022?

Foto: Wikimedia Commons/Andrews
Andreas Selliaas,
Idrettspolitikk.no

Det er grimme scener, vi dagligt får serveret fra Hong Kong. Fredelige protester bliver hårdt slået ned, og der er rygter om en stærk kinesisk militær mobilisering på den anden side af grænsen for at slå ned på det, som kinesiske myndigheder nu er begyndt at sammenligne med terrorisme. Scener, som minder om forløbet op til det, som skete på Tianmen-pladsen i 1989.

Vi har set billeder af demonstranter, som bruger laserlys for at undgå, at de bliver genkendt af de mange ansigtsgenkendelses-kameraer, som er placeret rundt omkring i Hong Kong, og som kontinuerligt overvåger dens befolkning.

Dette er en teknologi og en strategi, som for alvor blev indført i de største kinesiske byer og provinserne Tibet og Xinjian inden OL i Beijing i 2008, og som vestlige lande bidrog til.

Argumenterne fra de kinesiske myndigheder var dengang, at overvågningsudstyr ville sikre legene imod terrorisme, men efterfølgende har det vist sig, at kinesernes definition af terrorisme er vidtrækkende, og at teknologien bruges imod alt, hvad myndighederne definerer som en trussel.

Det er et paradoks, at flere lande som i dag vover at kritisere den overvågning, som foregår i Kina, og undertrykkelsen af tibetanere i Tibet og uighurere i Xinjiang før legene i Beijing i 2008, med åbne øjne bidrog til den kinesiske overvågningsteknologi.

Hjælp fra Vesten

I 2005 oprettede de kinesiske myndigheder et olympisk sikkerhedscenter (Beijing Olympic Security Command Center), og i 2007 publicerede myndighederne en liste over 43 typer mennesker i 11 kategorier, som skulle nægtes adgang til legene. På denne liste stod både dissidenter og separatister.

For at sikre sig imod angreb indgik den kinesiske efterretningstjeneste et samarbejde med udenlandske efterretningstjenester i mange vestlige lande. Hele 73 lande var med i dette samarbejde, og Interpol etablerede sit eget støtteapparat (Major Event Support Team) og gav de kinesiske myndigheder fuld adgang til sine databaser.

USA gav også tilladelse til, at selskaber som General Electrics fik lov til at sælge sit Visiowave-system til Kina, der er en teknologi, som blandt andet koordinerer ansigtsgenkendelses-kameraer, at IBM fik lov til at sælge teknologi, som gjorde det lettere at sortere indsamlet materiale, og at Google, Yahoo, Microsoft og Cisco Systems fik lov til at sælge teknologi, som skulle gøre det lettere at opdage det, de kinesiske myndigheder opfatter som trusler.

Alene i Beijing blev der monteret op imod 300.000 overvågningskameraer i forbindelse med legene, og da Hong Kong arrangerede hesteridnings-konkurrencer under legene i 2008, blev der også monteret mange kameraer der under påskud af at sikre Hong Kong imod terrorisme. Disse kameraer bruges i dag af de kinesiske myndigheder til at overvåge demonstranterne.

Norsk eftergivenhed

Selv om mange norske ministre og centrale politikere (først og fremmest Erna Solberg, Jan Tore Sanner og Olemic Thommesen) var aktive kritikere af de kinesiske myndigheder før OL i Beijing, har de været påfaldende tavse, efter de kom i regering, og også nu, hvor det går hårdest for sig i Hong Kong.

For godt ti år siden kom de blandt andet med kritik af Kinas håndtering af demonstrationerne på Tianmen (Erna Solberg), protesterede imod brud på ytringsfriheden (Jan Tore Sanner foreslog Liu Xiabo som fredspriskandidat) og kom med et stærkt forsvar af Tibet (Olemic Thommesen var leder for Stortingets Tibet-komité). Nu er tonen en anden, og selv når kinesiske myndigheder går langt ud over deres beføjelser i Norge, løfter de ikke en finger. De ønsker sandsynligvis ikke at gøre nogen oprørte.

Det fik vi et tydeligt eksempel på i maj i år, da Kinas tredje mægtigste mand, Li Zhanshu, besøgte Stortinget. På Løvebakken blev Li mødt af blandt andre stortingsrepræsentanterne Petter Eide (SV) og Guri Melby (V), som begge var iklædt gule t-shirts med påskriften ’frihed’ på norsk og mandarin. Da Melby skulle ind i Stortinget igen, blev hun bedt om at tage t-shirten af, fordi vagterne i Stortinget ikke ville have, at den kinesiske delegation skulle se hende med t-shirten på. De havde fået instruktioner af kinesiske sikkerhedsfolk.

At man tillader, at kinesiske interesser trumfer norsk ytringsfrihed, er mere end underligt, og denne bøllede kinesiske opførsel kan spores direkte tilbage til OL i Beijing i 2008 og fakkeloptoget med den olympiske flamme.

Det startede med fakkeloptoget

Det olympiske fakkeloptog skulle være Kinas triumferende færd gennem verden og bidrage til en opfattelse af, at Kina var i gang med at blive en del af den udviklede verden.

I stedet for blev fakkeloptoget et mareridt for Kina og for IOC. Erfaringerne førte til, at IOC ikke siden har givet tilladelse til et olympisk fakkeloptog udenfor værtsnationen.

Da fakkeloptoget kom frem til vestlige byer, blev det ofte mødt af stærke protester fra menneskerettigheds-organisationer og Tibet-demonstranter. Det førte nogle gange til hårde sammenstød mellem demonstranter og politi og kinesisk sikkerhedspersonale, og efterhånden også imellem pro-kinesiske og anti-kinesiske demonstranter.

Her er nogle eksempler:

24. marts 2008: Menneskerettighedsaktivister forstyrrer optændingen af faklen i Olympia i Grækenland, og deltagere i optoget bliver forhindret af demonstranter, som lægger sig i vejen.

30. marts 2008: Tibet-aktivisterne i Athen prøver på at forhindre flammen i at blive overleveret til kinesiske repræsentanter. Aktivisterne bliver brysk fjernet af græsk politik.

6. april 2008: Tusindvis af Tibet-demonstranter protesterer imod fakkeloptoget i London og råber ’Shame on China’. En af demonstranterne får fat i faklen. Mindst 35 personer bliver arresteret.

7. april 2008: Faklen bliver slukket mindst to gange i Paris og må fragtes med bus for ikke at blive slukket flere gange, og ruten må kortes væsentligt ned på grund af protesterne.

9. april 2008: I San Francisco må ruten afkortes på grund af protesterne, og det droppes at transportere flammen igennem byens Chinatown.

17. april 2008: 15.000 politifolk passer på, at Tibet-demonstranter ikke forstyrrer fakkeloptoget i New Dehli, og ruten bliver forkortet med to tredjedele.

En uge efter disse hændelser var der også store protester i Bangkok, Canberra, Nagano og Seoul, men da havde kinesiske moddemonstranter mobiliseret sig, og det kom til tumult mellem pro-kinesiske og anti-kinesiske demonstranter.

Mønsteret går igen

På samme måde så vi den mærkelige gruppering ’Norway-Wenzhou Chamber of Commerce’ prøve på at kuppe pladsen foran Stortinget, da Li Zhanshu besøgte Norge, både for at forhindre menneskerettigheds-organisationer i at komme tæt på den kinesiske delegation, da den gik ind i Stortinget, og for at tage opmærksomheden fra disse organisationers demonstrationer.

En lidt mere voldelig variant har vi set i Hong Kong, hvor bøller er gået til angreb på fredelige demonstranter, men det er usikkert, om moddemonstranterne under det olympiske fakkeloptog og i Hong Kong har fået støtte af de kinesiske myndigheder.

Det er derimod sikkert, at de kinesiske myndigheder i forbindelse med fakkeloptoget i 2008 etablerede sin egen gruppe, som skulle beskytte faklen imod angreb, og at vestlige lande accepterede, at kineserne håndterede sikkerhedssituationen, blandt andet i byer som Paris og London.

I London og Paris kunne man se en gruppe på i alt 30 personer, som var udstyret med blå og hvide træningsdragter, hvide baseball-kasketter, sorte rygsække og nogle gange sorte solbriller. Desuden holdt 40 andre personer kontrol med ydersiden af fakkeloptogets rute.

Hver gang nogen nærmede sig faklen, var det dem, der greb ind, og i nogle tilfælde tog de faklen med ind i en ventende bus for at beskytte den. De kinesiske sikkerhedsstyrker tog godt for sig, og mange i det lokale politi blev overraskede og skræmte over, at kineserne fik lov til at styre sikkerheden under fakkeloptoget.

De, som løb med faklen, blev ligeledes overraskede over kinesernes optræden (det eneste, de blåhvide sikkerhedsfolk sagde, var ’stop’ og ’løb’), og den daværende leder af London-legenes organisationskomite, Sebastian Coe, kaldte dem for bøller.

Ifølge Scotland Yard skulle kineserne sørge for, at flammen ikke blev slukket. De 30 kinesiske sikkerhedsfolk var ifølge Beijing-legenes organisationskomite en del af det paramilitære sikkerhedspoliti og ansat til at beskytte flammen. De havde alle erfaring med at bekæmpe optøjer og uroligheder flere steder i Kina.

Det olympiske stresssyndrom

Kinesernes opførsel i 2008 kan kaldes for ’Det olympiske stresssyndrom’: De brugte OL til at stramme op på alle fronter i frygt for, at OL skulle føre til ustabilitet. Nu ser det ud som om, mange vestlige myndigheder har fået bivirkninger af dette stresssyndrom og nødig ønsker at tage til genmæle imod det der sker – hverken i Hong Kong eller på Løvebakken.

Om knap tre år er der igen OL i Beijing, og de kinesiske myndigheder ønsker at fremstå som et fremadstormende vestligt land, akkurat som de gjorde i 2008. Faren er nu, at optakten til disse lege vil blive præget af mange uroligheder i Kina. Spørgsmålet er, om de vestlige lande igen vil være eftergivende i spørgsmål om sikkerhed som i 2008, eller om de tager til genmæle imod brud på menneskerettigheder, de selv har bidraget til er sket.

Artiklen blev først publiceret på www.idrettspolitikk.no

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*