Paladsrevolutioner

Konge af en anden verden - Kapitel 3

Qatars emir Tamim Al-Thani er IOC-kollega med Kronprins Frederik, som i 2015 overværede ørkenstatens værtskab for VM i håndbold. (Foto: Lars Poulsen)

Det var under vinter-OL i Vancouver i februar 2010, at Kronprins Frederik for første gang havde mulighed for at vise det danske folk, hvordan han som medlem af IOC i praksis ville gribe sin nye idrætspolitiske karriere an. Og derfor var havnebyen ved den canadiske Stillehavskyst også den første olympiske værtsby, hvor tronarvingen kunne demonstrere, hvordan han havde tænkt sig at tackle de politiske og etiske udfordringer, der i mediernes tre år lange kritiske dækning af hans olympiske kandidatur var blevet dokumenteret som en negativ side-effekt af, at han havde valgt at gøre karriere i et internationalt selskab, mange danskere opfattede som dårligt.

På trods af, at Kronprins Frederiks havde haft åbenlyse forklarings-problemer under det olympiske topmøde i Bella Center i København, gav hans beslutning dog tilsyneladende stadig ikke anledning til bekymring i den idrætsorganisation, der har ansvaret for al olympisk sport indenfor det danske riges grænser, Danmarks Idrætsforbund. Udadtil havde forbundet efter IOC-mødet i København i hvert fald mere travlt med at juble over mødets reklameværdi for Danmark end med at tage afstand fra det dårlige selskab, tronarvingen igennem mere end et årti havde ønsket at blive en del af, og som han nu begejstret omtalte som sin ’olympiske familie’. 

To måneder før kronprinsen skulle mødes med sin nye familie i Vancouver, offentliggjorde Danmarks Idrætsforbund en evaluering af ”den største event nogensinde i dansk idræt med deltagelse af de mest indflydelsesrige idrætspolitikere fra mere end 190 lande og IOCs højt profilerede valg af værtsby for sommer-OL 2016”, som forbundet i en pressemeddelelse omtalte komiteens møde i København.

Under overskriften ”IOC-topmødet brændte igennem” konkluderede forbundet, at det olympiske møde havde skabt en ekstra turismeomsætning i Danmark på 64 millioner kroner. 97 procent af danskerne havde kendskab til eventen. 91 procent af de udenlandske gæster fandt opholdet i København som forventet eller bedre end forventet. Og Danmark som helhed havde ifølge pressemeddelelsen fået ”en massiv international mediedækning” i 75.000 onlineartikler, hvori København og Danmark blev nævnt.

Danmarks Idrætsforbund konkluderede endvidere, at i alt 5252 onlinemedier i 125 lande havde skrevet om begivenheden. Men hverken omfanget af tv-dækningen eller de trykte mediers omtale af topmødet fremgik af evalueringen, bortset fra, at det i pressemeddelelsen blev anslået, at ”omkring én milliard tv-seere så en 90 sekunders film om Danmark i minutterne op til, at værtsbyen for OL 2016 blev offentliggjort i Bella Center”.

I pressemeddelelsen blev det imidlertid også slået fast, at ”den idrætspolitiske betydning, herunder værtsskabets betydning for fremover at tiltrække store idrætsbegivenheder til Danmark, er ikke en del af den kvantitative evaluering”, men at ”det kan nævnes, at Danmarks Idrætsforbund har modtaget en række positive henvendelser fra internationale specialforbund på baggrund af IOC-topmødet”.

Desuden fremgik det, at ”de danske udgifter til IOC-topmødet beløber sig til omkring 33 millioner kroner, idet langt de fleste udgifter til eventen er afholdt af  IOC”, og at ”de 33 millioner kroner svarer stort set til de statslige indtægter (moms, mv.) i forbindelse med topmødets afholdelse”. Set i et økonomisk perspektiv var den hidtil største event i dansk idræt altså ikke nogen indbringende forretning for den danske stat, som tillige havde udgifter til omfattende sikkerhedsforanstaltninger. Men det afholdt ikke de involverede danske aktører fra at glæde sig over den olympiske begivenheds pr-værdi for Danmark.

”Evalueringen viser, at værtsskabet for IOC-topmødet brændte igennem og har givet en lang række positive effekter – og det vel og mærke for en relativ lille investering. Vi er meget glade for, at befolkningens og de delegeredes holdninger til IOC-topmødet er så positive. Jeg hæfter mig også ved den enorme omtale i internationale medier af eventen, som har brandet Danmark, København og dansk idræt”, sagde Danmarks Idrætsforbunds formand, Niels Nygaard.

Direktør Lars Lundov fra Sports Event Danmark jublede over, at ”Danmark er kommet i superligaen” med en henvisning til, at IOC-mødet og mange andre internationale sportsevents i 2009 havde bragt Danmark i top-15 på en global liste over førende sportsevent-nationer. Og i turistbranchen var begejstringen lige så stor:

”Vi har fundet en rigtig god cocktail ved at kombinere værtsskabet for IOC-kongressen med udadvendte og underholdende aktiviteter, som både københavnere og gæster har deltaget i. Den opskrift har alle parter været glad for. Det giver både økonomisk og oplevelsesmæssig værdi – og det er helt sikkert, at vi vil stå på mål for en lignende afvikling ved kommende internationale begivenheder og kongresser”, sagde Wonderful Copenhagens administrerende direktør Lars Bernhard Jørgensen, der blev bakket op af Visit Denmarks internationale brandingchef, Tina Baunsgaard-Jensen, som konkluderede, at IOC-mødet havde vist, at Danmark kunne håndtere store kongresser med et godt værtsskab, der havde gavnet Danmarks position som mødedestination:

”Den store appelsin i turbanen er dog den massive dækning i de internationale medier af de kendte gæsters færden i København – specielt Oprah Winfrey. Hun er en magtfuld trendsætter, og Oprahs positive udtalelser om hendes oplevelser og mødet med The Happy Danes er ubetalelig reklame for Danmark som rejsemål”.

Den amerikanske tv-værts mislykkede lobbyarbejde for Chicagos tabere i kampen om at blive olympisk værtsby for legene blev i evalueringen af IOC-mødet med andre ord omtalt som en positiv værdi for Danmark. Derimod nævnte Danmarks Idrætsforbund ikke mødets betydning for Kronprins Frederiks erklærede olympiske mærkesager; folkesundheden og ungdomsidrætten. Og den massive danske mediekritik af tronarvingens beslutning om at søge optagelse i den olympiske komite blev heller ikke talt med i regnskabet.

I udvalgte punkter konstaterede det danske idrætsforbund blot, at ”IOC valgte Rio de Janeiro som værtsby for OL i 2016 foran Madrid, Tokyo og Chicago. Rugby og golf blev optaget på sportsprogrammet for OL 2016. H. K. H. Kronprins blev valgt til IOC”. Og komiteens kongres i København, den første siden 1994, hvor Paris var vært, blev ligeledes kun kort omtalt i pressemeddelelsen som et møde, hvor de delegerede vedtog ”et slut-dokument med 66 anbefalinger til IOC og den olympiske bevægelse om fremtidens kurs for blandt andet OL”. Endvidere noterede idrætsforbundet, at 1.250 delegerede havde deltaget i kongressen, som blev dækket af 1.650 ak-krediterede mediefolk, heraf 380 fra Danmark.

Mediedækningen af IOCs kombinerede session og kongres i København var dog ingenting målt i forhold til, hvad der ventede Kronprins Frederik fire måneder senere under de olympiske vinterlege i Vancouver og den noget mindre skisportsby Whistler i bjergene 125 kilometer nord for den kendte havneby i Canadas vestlige provins British Colombia.

Ikke færre end 10.800 medierepræsentanter var akkrediteret til legene. 7.000 af dem arbejdede for de tv- og radiostationer, der havde betalt IOC for retten til at transmittere fra vinterlegene, deriblandt DR og TV2. 1.000 mediearbejdere var ansat i IOCs eget tv-produktionsselskab Olympic Broadcasting Services, som i Vancouver og Whistler for første gang var eneansvarlig for produktionen af tv-billeder fra legene til de flere end 300 tv-stationer i verden, som havde betalt IOC for retten til at vise de billeder, komiteens eget tv-selskab havde udvalgt til dem. Desuden var der 2.800 akkrediterede journalister og fotografer fra medier, der ikke havde købt rettigheder af IOC, men var godkendt af deres respektive nationale journalistorganisationer og olympiske komiteer til at dække vinterlegene.

Det er de færreste politikere forundt at have adgang til et så stort opbud af medier, der gladeligt betaler for at få lov til at formidle de olympiske idrætslederes politiske budskaber ud til det meste af verden på én gang. I Vancouver anslog arrangørerne således, at legene globalt set blev overværet af 3,5 milliarder tv-seere, svarende til halvdelen af verdens befolkning. Men for olympiske sportspolitikere som Kronprins Frederik er den enorme medieinteresse standard i to-tre uger hvert andet år, når de som medejere af OL inviterer alverdens medier med til den globale sportsfest.

I det lys havde den danske tronarving i Vancouver en enestående mulighed for at forklare danskerne og alle andre mennesker i verden, hvad han lavede i det olympiske selskab, og hvordan han ville bruge OLs sportslige popularitet som en platform til at kæmpe for folkesundhed og ungdomsidræt. Men det gik hurtigt op for de danske medierepræsentanter, at tronarvingen kun i begrænset omfang havde tænkt sig at dele sine tanker med offentligheden.

Kronprinsens rådgiver, Morten Roland Hansen, gjorde det klart, at hans chef  ikke ville give større interviews under legene. De danske journalister skulle kun gøre sig håb om at få et par korte kommentarer fra tronarvingen, hvis de var heldige at løbe ind i ham, når han var på vej fra det ene til det andet af hans olympiske gøremål. Men fire måneder efter kronprinsens optagelse i IOC var det på grund af hans undvigende svar på pressemødet i Bella Center i København stadig relevant for de danske medier at høre tronarvingens forklaring på, hvordan han ville forholde sig til de politiske og etiske udfordringer i hans nye sportskarriere, der havde gjort ham til danmarkshistoriens mest omdiskuterede idrætspolitiker.

Da Kronprins Frederik den 9. februar 2010 ankom til Vancouver, fandt Ekstra Bladet det derfor nærliggende, at spørge om hans holdning til, at IOCs bestyrelse, eksekutivkomiteen, netop havde truffet en kontroversiel beslutning om at genindsætte sydkoreaneren Kun-Hee Lee som medlem.

Den tidligere bestyrelsesformand for Samsung-koncernen, en af IOCs største økonomiske sponsorer, trak sig midlertidigt ud af den olympiske komite, da han ved retten i sit hjemland i 2008 blev idømt tre måneders betinget fængsel og en rekordstor bøde for skattesvindel og ulovlig aktiehandel til en samlet værdi af en halv milliard kroner. Dommen over det sydkoreanske IOC-medlem blev stadfæstet i en appelsag den 14. august 2009. Men efter pres fra den sydkoreanske by Pyeongchang, som var kandidatby til et værtsskab for de olympiske vinterlege, blev han benådet af Sydkoreas præsident blot en måned før legene i Vancouver.

Det var anden gang, den tidligere Samsung-formand blev benådet af Sydkoreas præsident efter en dom for økonomisk kriminalitet. Den første benådning fik han i 1997 efter en sag, der aldrig blev undersøgt af IOC, fordi komiteen først etablerede sit etiske udvalg to år senere. Efter sydkoreanerens nye dom i 2008 følte IOCs ledelse sig imidlertid nødsaget til at åbne en etisk sag imod ham. Ledelsen undlod dog at træffe en beslutning med henvisning til sydkoreanerens appelsag i sit hjemland. Efter sin benådning skrev Kun-Hee Lee den 13. januar 2010 derfor et brev til IOC, hvori han med henvisning til sin loyale støtte til olympisk sport via Samsungs sponsoraftaler understregede, at han efter sin benådning nu ønskede at blive genindsat som medlem af den olympiske komite.

På et møde i IOCs ekskutivkomite besluttede komiteens øverste ledelse at   efterkomme sydkoreanerens ønske. Selv om de internationale medier kritiserede  beslutningen i skarpe vendinger, kunne generalsekretæren for Sydkoreas olympiske komite, Park Yang-Chun, juble over, at Kun-Hee Lees genindsættelse i IOC kunne få afgørende betydning for Pyeongchangs chance for at vinde værtsskabet for de olympiske vinterlege i 2018, hvor den sydkoreanske by havde franske Annecy og tyske München som rivaler.

To dage senere fejrede en storsmilende Kun-Hee Lee da også, at han efter 18 måneders fravær i IOC, fik lov til at deltage i komiteens eksklusive medlemsfest i Queen Elizabeth Theatre i Vancouver. En fest, som markerede, at komiteens medlemmer efter afskeden med København fire måneder forinden nu igen var samlet. Og med til festen, en timelang hyldest til IOC og Vancouvers olympiske værter med  indiansk trommesang, canadiske korpiger og nordamerikansk rockmusik, var Kronprins Frederik.

Den danske tronarving forlod festen få minutter efter sin omstridte asiatiske kollega og havde direkte kurs mod sit hotel for at restituere efter sin lange flyvetur til Vancouver. Men da Ekstra Bladet stoppede kronprinsen og overtalte ham til at kommentere genindsættelsen af det svindeldømte sydkoreanske medlem, fraveg han for første gang sit princip om, at han ikke ville kommentere enkeltpersoner i IOC.

”Det er svært for IOC at gøre andet, når Kun-Hee Lee nu er benådet af præsidenten i sit hjemland. For dermed er han jo frikendt i de sager, han var dømt i. Men han har fået en løftet pegefinger af IOC, og han må ikke være medlem af noget udvalg i fem år”, svarede Kronprins Frederik og erklærede sig dermed enig med   IOC-præsident Jacques Rogge, som havde udtalt, at sydkoreaneren havde fået en passende sanktion.

”Ja, for Kun-Hee Lee har fået den samme sanktion som andre medlemmer, der efter lignende sager er blevet benådet i deres hjemland. Og IOC  holder altså godt øje med alle de sager, der er af den slags”, bedyrede den danske tronarving, som dermed angiveligt henviste til, at et andet sydkoreansk medlem, Yong Sun Park, og to franske medlemmer, Guy Drut og Henri Sérandour, også havde fået lov at beholde deres pladser i IOC, selv om de alle tre var idømt fængselsstraffe i lignende etiske sager om økonomisk kriminalitet.

Hvordan Kronprins Frederik rent moralsk havde det med at omgås dømte forbrydere i sin nye ’olympiske familie’, forholdt han sig imidlertid stadig ikke til. Og om sin egne idrætspolitiske planer i IOC forklarede han blot, at ”som jeg tidligere har udtalt, så er det især ungdommens idrætsdyrkelse, jeg har for øje”. Men han nåede dog også at påpege, at der var flere IOC-udvalg, som arbejdede med netop dette emne, men at de nye medlemmers udvalgsposter først ville blive fordelt på sessionens sidste dag, når den øvrige dagsorden var overstået. Han vidste derfor endnu ikke, hvor han kunne få en plads. Men så snart udvalgs-posterne var fordelt, glædede han sig til at overvære de olympiske vinterlege.

”Jeg vil følge så mange konkurrencer som muligt. Og jeg håber naturligvis at se alle de 18 danske OL-deltagere i aktion”.

Men dagen efter, hvor kronprinsen efter en lang nattesøvn sammen de øvrige IOC-medlemmer havde tildelt Argentinas hovedstad Buenos Aires værtsskabet for IOCs session i 2013, mens kinesiske Nanjing vandt værtsskabet for ungdoms-OL, forklarede han også Ekstra Bladet, hvordan hans olympiske debut var gået:

”Foreløbig lytter jeg og suger til mig. Der er en jovial stemning blandt     medlemmerne, så det skal nok gå. Men jeg føler mig stadig meget ny og meget ung”, sagde han efter at have fejret sin debut med en øl i baren og understregede, at det på trods af den årelange kritik af hans beslutning havde været det hele værd.

”Ja, det synes jeg. Det er jo et stort skib, som sejler. Men det at være til stede indenfor døren er en stor fordel frem for at stå udenfor med sin blok og telefon. Lige nu handler det dog mest af alt om at lytte og skabe kontakter og netværk”.

Kronprinsen glædede sig imidlertid også over, at de danske medier i de fire måneder, der var gået siden IOCs topmøde i København, stort set ikke havde beskæftiget sig med hans olympiske karriere:

”Der er faldet en mere naturlig ro på nu. Jeg har brugt tiden til at genvinde mine kræfter og afvente IOCs session og de kommende olympiske lege. Jeg er glad for, at jeg fortsatte. At jeg stod ved min beslutning. Man laver ikke paladsrevolutioner fra den ene dag til den anden. Men jeg kan øve indflydelse i IOC. Det synes jeg også, kritikerne skal se på. Jeg fokuserer mest på det positive. For mig handler det om at holde sporten så ren som muligt og om at nå ud med et budskab til børn og unge om at dyrke sport. Livsstils-sygdommene er meget synlige i USA og andre lande, men banker også på hjemme i Danmark”.

Tronarvingen havde altså en opfattelse af, at han med sin indflydelse både kunne være med til at revolutionere IOC, holde sporten ren og reducere antallet af livsstils-sygdomme. Og selv om han udtrykte forståelse for, at de danske medier havde været kritiske over for hans karrierevalg, fordi det trods alt ikke er hver dag, en dansk kronprins bliver medlem af et foretagende som IOC, kom han også med en opsang til de danske medier:

”Efter sessionen i København undrede det mig lidt, at kritikerne ikke kunne se lidt længere ud i fremtiden. Lige til det sidste ønskede nogen, at det fejlede for mig. Sådan er det i Danmark. Men nu ser jeg fremad”.

Endnu en gang vakte kronprinsens udtalelser imidlertid opsigt i Danmark. I en lederartikel i Ekstra Bladet blev han omtalt som ’Naive Frede’. Avisen fandt det betænkeligt, ”at det stadig ikke er gået op for landets kronprins, at den forsamling, han nu mænger sig med, kan være den rene gift for et kongehus”. Og avisen kaldte det naivt at tro, han kunne øve indflydelse i IOC:

”Det vil vi gerne se, før vi tror det. Han har naturligvis ret i, at man ikke laver paladsrevolutioner fra den ene dag til den anden. Og det er da fint, at han gerne vil gøre forsøget. Men skal vi være helt ærlige, lyder det noget naivt. Det kunne tyde på, at kronprinsen ikke er helt opmærksom på, at revolutioner og royale står skidt til  hinanden. Der plejer eksempelvis at rulle hoveder. Kongelige hoveder”. 

Mens Ekstra Bladet ventede på kronprinsens paladsrevolution i IOC, blev det samme dag tydeligt, at hans ambition om at holde sporten ren også lignede en umulig kamp at vinde. Verdens antidoping-agentur, WADA, udelukkede flere end 30 udtagne OL-atleter fra vinterlegene i Vancouver, fordi de havde forberedt sig ved at snyde med doping.

Men det var også en tragisk olympisk dag i en helt anden forstand. Den 21-årige OL-deltager Nodar Kumaritashvili fra Georgien faldt under træning på sin kælk i det helt nye olympiske anlæg Whistler Sliding Center af banen i høj fart, ramte en betonpille og blev så hårdt kvæstet, at han senere døde på hospitalet. Et halvt år efter fastslog en rapport, at dødsulykken skyldtes en kombination af georgierens manglende erfarenhed og kælkebanens konstruktion med mange, svære kurver, som under uheldige omstændigheder kunne være årsag til alvorlige ulykker.

Helt så farligt levede Kronprins Frederiks 18 OL-udtagne danske landsmænd ikke i Vancouver. Men det vakte en vis opsigt, at fem af de danske deltagere kun var kommet med til legene, fordi Danmarks Olympiske Komite havde slækket på sine nationale udtagelseskrav efter politisk pres fra Grønland. Sagen var opstået fire år tidligere, da det grønlandske folketingsmedlem Lars Emil Johansen i Politiken havde kaldt ledelsen i Danmarks Idrætsforbund for ’koloniherrer’, fordi det dengang var lykkedes den grønlandske langrendsløber Martin Møller at klare de internationale kvalifikationskrav til vinterlegene i Torino i 2006, men ikke de endnu hårdere danske krav, hvilket betød, at grønlænderen ikke kom med til OL.

”Det udviklede sig jo nærmest til en diplomatisk krise mellem Danmark og Grønland”, forklarede Danmarks Idrætsforbunds formand Niels Nygaard i Ekstra Bladet, og Kronprins Frederik bakkede ligeledes op om grønlændernes krav om en lempelse af de danske udtagelseskrav, da han i et interview til den grønlandske avis Sermitsiaq udtalte:

”Allerede inden jeg blev medlem af IOC, syntes jeg, at de danske krav til idrætsudøvere, der kæmpede for at blive udtaget til OL, var uretfærdige”, lød det fra tronarvingen til stor begejstring for de grønlandske sportsfans.

Danmarks olympiske chef, Jesper Frigast Larsen, var dog knap så begejstret:

”Det betyder jo, at der er kommet nogle atleter ind i systemet, som ikke får økonomisk støtte fra Team Danmark. Denne gang har vi klaret det ved at søge fem scholarships fra IOCs solidaritetsfond på hver 100.000 kroner”, forklarede han uden at lyde særlig stolt over, at lempelsen af de danske udtagelseskrav efter politisk pres fra Grønland havde gjort det nødvendigt for det danske forbund at søge om en halv million kroner fra en olympisk fond, som har til hovedformål at støtte sportsnationer, der er langt dårligere økonomisk stillede end Danmark.

Hjemme i Danmark var det imidlertid Kronprins Frederiks udtalelser om det svindeldømte IOC-medlem Kun-Hee Lee fra Sydkorea, der vakte mest opsigt. Ikke mindst fordi den daværende justitsminister Brian Mikkelsen, som holdt vinterferie i den canadiske OL-værtsby, fandt anledning til at rette Kronprins Frederiks juridiske misforståelse af, at sydkoreanerens benådning var lig med en frifindelse.

”En benådning, det er jo, når man er blevet dømt for en forbrydelse, og så af forskellige årsager bliver benådet. I Danmark er det justitsministeren, der benåder. En frikendelse er, når en dommer erklærer, at man er uskyldig. Så, jo. Der er forskel på de to begreber”, forklarede Brian Mikkelsen, da Ekstra Bladet konfronterede ham med kronprinsens udtalelser.

Dermed slog den danske justitsminister fast, at Kun-Hee Lee ikke var frikendt for økonomisk kriminalitet, sådan som Kronprins Frederik havde formuleret det. Sydkoreas præsident havde blot ladet det indflydelsesrige IOC-medlem slippe for den straf, domstolen havde idømt ham. Og netop den juridiske belæring fra Danmarks daværede justitsminister af landets formentlig kommende konge fik flere danske  aviser til at genoptage debatten om tronarvingens olympiske karriere.

Under overskriften ”Prins i pinlighed” konstaterede Information i en leder-artikel, at Danmarks kronprins mindre end et halvt år efter sin optagelse i IOC ”har taget en maveplasker i lige præcis det olympiske snavs, som kritiske røster advarede imod at bringe Frederik i nærheden af”. Samtidig spurgte avisen med henvisning til regeringens IOC-koordinationsgruppe ”hvor er den støttepædagoggruppe af embedsmænd, der skal holde Frederik væk fra at OL-blamere sig?”.

I Politiken var kritikken lige så hård. I en kommentar under overskriften ”Ringenes herrer får Pingo på glatis”, som henviste til kronprinsens kælenavn i søværnet, konkluderede avisens redaktør Lars Trier Mogensen, at tronarvingen igen havde rodet sig ud i en storpolitisk skandale. Og ifølge redaktøren bestod skandalen i, at ”i fidusmageren Kun-Hee Lees tilfælde sker benådningen oplagt i et forsøg på at få de olympiske vinterlege til den sydkoreanske by Pyeongchang i 2018. Blandt de  gamle, grå mænd i IOC, der tæller alt lige fra folkemordsmistænkte generaler til gamle fascister, har Kun-Hee Lee en så høj status, at han kan gøre udslaget for Pyeongchang”.

Det slet skjulte motiv bag benådningen var ifølge redaktøren, at Kun-Hee Lee ville ”gøre større gavn ved cocktailfester på verdens bonede gulve end hjemme i en fængselscelle”. Men det gjorde ikke sydkoreaneren mindre kriminel, mente redaktøren, som også mindede om, at kronprinsen i forbindelse med OL i Beijing i 2008 havde haft svært ved at forstå, hvad Amnesty International mente, når menneskeretsorganisationen skrev, at det kommunistiske et-partiregime i Kina havde brugt de olympiske lege til at stramme grebet om kinesiske systemkritikere:

”På bagvendt vis er Kronprins Frederik ved at udvikle sig til at blive et af de bedste argumenter for en gennemgribende revision af den danske grundlov. Når end ikke tronfølgeren kan klare paragrafferne, er det blevet tid til at opdatere grundloven”.

Aviskritikken i Danmark nåede også om på den anden side af kloden til vinterlegene i Vancouver. Her lod hverken Kronprins Frederik eller Niels Nygaard dog til at tage kritikken særligt tungt. Tværtimod erklærede Niels Nygaard sig enig i kronprinsens forsvar for IOC i spørgsmålet om Kun-Hee Lees medlemskab:

”Det er vanskeligt at gå ind og vurdere, hvorfor man i det ene og det andet land vælger at benåde dømte, som dermed bliver fritaget for straf. For når en dømt fritages for straf, er vedkommende jo i princippet fri. Det gælder også i Danmark, hvor dømte af forskellige årsager også kan få nedsat straffen eller gå helt fri for straf”, sagde Niels Nygaard til Ekstra Bladet.

Omvendt havde Niels Nygaard imidlertid også svært ved at se logikken i, at IOC bruger enorme ressourcer på at afsløre sportsfolk, som svindler sig til medaljer og penge ved at snyde med doping, når der gælder andre regler for IOC-medlemmer, som er dømt for at svindel.

”Jeg kan udmærket forstå, hvis mange mennesker er forvirrede og forargede. Men det har været svært for IOC at sætte stregen i sandet på en anden måde, end man har gjort her. Og det har jeg taget til efterretning. Hvis der opstår situationer, hvor IOCs håndtering af tingene er voldsomt angribelig i forhold til den etik, vi ønsker fra dansk side, vil vi heller ikke holde os tilbage med at sige det. Men i den konkrete sag om, hvordan IOC har vurderet en benådning af et medlem, finder jeg ikke anledning til at råbe op”, erklærede Niels Nygaard og kom dermed ikke bare IOC, men også Kronprins Frederik til undsætning:

”Altså, vi kan jo alle sammen komme til at køre lidt rundt i tingene. I den konkrete sag har jeg som nævnt ingen indsigelser i forhold den politik, IOC har valgt, og som kronprinsen slutter op om. Kronprinsen står suverænt selv for de udtalelser, han er kommet med. Vi bliver alle kritiseret indimellem. Det må vi leve med, uanset hvem vi er”.

Selv om Kronprins Frederiks personlige rådgiver, Morten Roland Hansen, inden legene havde slået fast, at tronarvingen ikke ville stå til rådighed for den OL-akkrediterede danske presse med større solointerviews, gjorde han dog en undtagelse med Politiken. Avisen sendte sin sportsredaktør til Canada for at interviewe „Den nye dreng i klassen”. I interviewet forholdt Kronprins Frederik sig til den tilbagevendende kritik af IOCs sammenblanding af sport og politik:

”Man kan sige, at sport og politik ikke bør være forenelige, men det er de altså nu engang. Til gengæld gælder budskabet om, at de olympiske lege både ønsker og fordrer sig hævet over politik, religion og kultur stadig – og det er det, der gælder i mit arbejde”, sagde kronprinsen og forklarede, hvordan han i givet fald ville holde sig uden for de politiske beslutninger i IOC:

”Det er jo et hypotetisk spørgsmål, men det kan jeg gøre på mange måder. Skulle det blive aktuelt, har jeg mulighed for at forlade rummet rent fysisk og i øvrigt holde mig til den linje, som mit eget lands regering har i en given sag”.

I tronarvingens udtalelser lå tilsyneladende både en erkendelse af, at sport er politik, og en tilkendegivelse af, at han havde forstået statsminister Anders Fogh Rasmussen ordre om, at han altid skulle følge den danske regerings idrætspolitiske linje. Alligevel beroligede hans udtalelser ikke alle politikere i Danmark:

”Det gør åbenbart ikke indtryk på ham, at sport og politik hænger sammen. Han siger, at han kan gå udenfor, når der diskuteres politik. Problemet er, at der er brug for folk, der aktivt forsøger at reformere IOC og dermed påtager sig politisk ansvar. Det kan kronprinsen af gode grunde ikke gøre, og derfor er det ærgerligt, at Danmark har en repræsentant, der skal spille en så slap rolle”, sagde SFs idræts-ordfører, Pernille Frahm.

Dansk Folkepartis idrætsordfører, Karin Nødgaard, fandt det ligeledes lidt specielt, at kronprinsen ville løse sit sportspolitiske problem ved at forlade lokalet.

”Jeg er da glad for, at han sætter sin rolle som kronprins højere end sin rolle som IOC-medlem. Men det er bare beklageligt, at han er kommet i den situation. Man skulle måske nok fra regeringens side have rådgivet ham noget bedre i sin tid og sagt, at det måske ikke var den bedste plads, han kunne udfylde”.

Men i interviewet med Politiken blev Kronprins Frederik også spurgt, hvordan han havde oplevet at blive kritiseret for at udtale sig positivt om udviklingen i Kina, for at lade sig vælge til en forsamling, der blandt andet talte generaler fra afrikanske diktaturstater og den tidligere fascist Juan Antonio Samaranch, og for ikke at kende forskel på begreberne benådning og frifindelse i forbindelse med Kun-Hee Lees tilbagevenden til IOC:

”Jeg har bestemt oplevet kritikken og gjort mange gode erfaringer med den generelt. Man kan måske sige, at uanset om man er mig eller man er en Hansen, Jensen eller Olsen, så stiller man sig altså åben over for kritik fra medierne og en del af den danske befolkning, når man går ind i noget, som er omgivet af mange holdninger. Jeg er jo positiv af natur, så jeg vil prøve at vende kritikken til noget positivt i min tid”, svarede kronprinsen og nøjedes med at tage til efterretning, at han nu, efter sin beslutning om ”at prøve noget nyt i den gode sags tjeneste”, mødte en anden del af pressen, som havde en anden måde at gå til makronerne på, end han var vant til.

Den samme afslappede holdning havde han tilsyneladende til mediekritikken af, at IOC var et lukket selskab med mange udenlandske medlemmer, som ikke alle var lige kendte for at kæmpe i den gode sags tjeneste.

”Det er jo en blanding af ret mange forskellige mennesker fra hele verden, som sidder i IOC – heldigvis. Det bliver man bare nødt til at tage til efterretning, så det gør jeg også”, fastslog han og understregede:

”Jeg har jo alle gode forudsætninger for at kunne gå ind og fortælle om det, som de olympiske lege ønsker: Netop at bringe folk sammen om sporten på lige vis hævet over politik, religion og kultur”.

Det nye danske IOC-medlem troede åbenbart på, at han i kraft af sin position som kronprins af Danmark havde særlige forudsætninger for at samle alverdens sportsfolk på tværs af deres politiske, religiøse og kulturelle forskellighed. Men de mange etiske sager mod enkeltpersoner i IOC, mente han stadig ikke, at det var hans opgave at bekymre sig om. Han så det fortsat ikke som sin opgave at stå på mål for hvert enkelt medlem af den olympiske bevægelse, men for de olympiske værdier. Desuden påpegede han, at han i øvrigt bare var blevet opfordret til at stille op som en dansk kandidat, der havde en chance for at blive medlem, og blot havde sagt ja til Kai Holms forespørgsel, fordi han i hele sit liv har interesseret sig for sport.

I interviewet gjorde kronprinsen det således endnu engang klart, at han ikke så det som sin opgave at markedsføre danske værdier i IOC, men IOCs olympiske værdier i Danmark. Og i udførelsen af den opgave følte han sig ikke forpligtet til at tage stilling til, om hans nye kolleger selv levede op til komiteens værdier eller ej.

Men i politik er enhver uoverensstemmelse mellem holdninger og handlinger ofte den gnist, der skal til for at tænde de allestedsnærværende kritikeres bål. Således også i Vancouver, hvor Kronprins Frederik og de øvrige IOC-medlemmer i mere end én forstand fik en varm velkomst. Først og fremmest på grund af en usædvanlig varm vinter på den canadiske Stillehavskyst med høj sol og temperaturer, som gjorde det nødvendigt at bruge fem millioner canadiske dollar på at fragte sne fra koldere områder i Canada med lastbil til de olympiske løjper i Cypress Mountains nord for Vancouver. Men dernæst på grund af en politisk uro, som havde ulmet i byen lige siden 2003, da IOC tildelte canadierne værtskabet for vinterlegene. En uro, der primært udsprang af, at legene skulle holdes i den oprindelige indianske befolknings hellige landområder i bjergene omkring den olympiske skisportsby Whistler.

I Vancouvers olympiske modstandsbevægelse, Olympic Resistance Network, havde flere af de canadiske indianerstammer i organisationen Four Host First Nations, allieret sig med miljøforkæmpere og politiske aktivister, der arrangerede talrige demonstrationer imod nye veje og turisthoteller i bjergene, som IOC krævede bygget af Vancouvers OL-arrangører. Mange af de lokale indianere følte, at legene ikke ville blive nær så bæredygtige og skånsomme mod dyr og natur på deres gamle jagtmarker, som IOC havde lovet, og at de canadiske arrangører af legene havde stjålet deres land uden at yde en rimelig økonomisk kompensation.

Den indiansk ledede modstandsbevægelse var så frygtet af myndighederne, at den lokale forfatter og universitetslektor Chris Shaw, som havde skrevet en kritisk bog om legene Five Ring Circus: Myths and Realities of the Olympic Games, allerede et år før legenes åbning blev opsøgt af to betjente, der afhørte ham om, hvorvidt han havde kendskab til planlagte demonstrationer imod legene. Da den ene betjent under afhøringen af Chris Shaw understregede, at han ikke kunne lide hans OL-kritiske bog, klagede forfatteren til de canadiske forfatteres fagforening. I et åbent brev til Canadas sportsminister, Gary Lunn, gjorde fagforeningens formand, Erna Paris, ministeren opmærksom på, at det i et demokrati er nødvendigt at skelne mellem politiets legitime ret til at forebygge kriminalitet og retten til at ytre sig frit.

”Det er foruroligende at høre, at et medlem af den integrerede sikkerheds-styrke siger til en forfatter, at han ikke kan lide forfatterens arbejde. Sådan en opførsel fra en person, som udfører en sikkerhedsfunktion, synes at være unødigt intimiderende. Da politiet inkluderede Chris Shaws holdninger i deres afhøring, udfordrede de den ret til ytringsfrihed, der er grundstenen i det canadiske samfund. Forfatternes fagforening opfordrer Dem til at garantere, at forfattere og journalister, som er kritiske overfor Canadas olympiske lege, i fremtiden bliver fri for den slags intimiderende opførsel”, skrev forfatterforeningens formand til ministeren i brevet, der blev offentliggjort i avisen The Vancouver Sun den 16. juli 2009.

Men et halvt år senere på legenes åbningsdag skærpede både den olympiske modstandsbevægelse og de canadiske myndigheder blot tonen efter syv års strid mellem Vancouvers tilhængere og modstandere af byens olympiske værtsskab. Aktivister demonstrerede i gaderne med bannere påtrykt anti-olympiske slogans som „Natives Say No To 2010 Olympics” og „No Olympics On Stolen Land”.  Og i timerne inden IOC-præsident Jacques Rogge erklærede legene for åbnede, udviklede striden sig til regulære gadekampe, hvor politiet forsøgte at stoppe demonstranterne med ridende betjente og vandkanoner.

”Jeg ville hellere bruge de milliarder af dollars, som legene i Vancouver koster, på at forbedre vores socialhjælp til de hjemløse og andre fattige. IOC består af gamle, korrupte og arrogante mænd, som er i seng med mange obskure firmaer. IOC er ligeglad med Vancouver. Selv pladsen foran Vancouver Art Gallery, hvor der altid har været tradition for at holde offentlige møder, har de stjålet og plastret til med alt muligt olympisk underholdning”, forklarede en af de canadiske demonstranter, Alissa Westergaard-Thorpe, om de mange anti-olympiske aktioner i byen.

Demonstrationerne kulminerede den 14. februar 2010 med en rekordstor deltagelse i Vancouvers årlige kvindemarch, som OL-arrangørerne uden held havde forsøgt at få en domstol til at forbyde, selv om marchen havde fundet sted på netop denne dag igennem 18 år til minde om over 500 forsvundne og myrdede canadiske kvinder af især indiansk oprindelse.   

Men vinterlegene i Vancouver gav ifølge en offentlig rapport om økonomien bag legene også de finanskriseramte borgere i British Columbia en ekstra skatteregning på mindst 925 millioner dollar. Et beløb, der var væsentligt højere end den oprindelige budgetterede regning på 600 millioner dollar. Desuden løb de offentlige sikkerhedsudgifter op i én milliard dollar, som Canadas føderale regering betalte for at holde ro og orden under legene.

Netop på grund af de olympiske værtslandes offentlige udgifter er hverken politiske eller voldelige uroligheder noget særsyn under olympiske lege. Borgerne får ofte lov til at ytre deres utilfredshed i mindre demonstrationer inden legene. Men når sportskonkurrencerne først begynder, holder værtslandets myndigheder som regel demonstranter i kort snor. Og samtidig falder opmærksomheds-værdien af demonstranternes aktioner, fordi de fleste OL-akkrediterede medier hellere vil fokusere på forsiden af den olympiske medalje end på bagsiden.

Sådan gik det også i Vancouver, hvor det mest synlige tegn på den olympiske modstand var, at byens gamle handelsbygning, Hudson Bay Department Store, dagen efter legenes åbning fik smadret facadevinduerne, fordi bygningen ifølge demonstranterne ”igennem århundreder har været et symbol på koloni-undertrykkelse”.

I de følgende to uger fik IOCs medlemmer med politiets hjælp lov til at dele de mange internationale nyhedsmediers opmærksomhed med vinterlegenes 2.632 sportsudøvere. I 86 sejrsceremonier hængte den danske kronprins og hans uden-landske kolleger i alt 615 olympiske medaljer om halsen på legenes bedste atleter. Kronprinsen fik efter eget ønske sin debut som olympisk medaljeoverrækker i skiskydning. I begyndelsen af den første OL-uge tog han den lange vej fra Vancouver til bjergbyen Whistler og hængte en guldmedalje om halsen på franskmanden Vincent Jay, som havde vundet skiskytternes 10 kilometer sprint.

Allerede inden den første uge af vinterlegene var omme, havde det nyvalgte danske IOC-medlem imidlertid forladt legene igen. Han skulle hjem til Danmark og vikariere for sin mor, Dronning Margrethe. Dermed gik tronarvingen ikke blot glip af den sidste halvdel af legene. Han forpassede også chancen for på nærmeste hold at overvære, hvordan større sportsnationer end Danmark ofte betragter succes i international sport som en paladsrevolution, der kan skabe drømme om national storhed.

Lige siden Rusland efter Sovjetunionens kollaps i 1994 debuterede i vinter-legene som en ny nation, havde verdens største land været blandt de fem nationer, der havde vundet flest medaljer. I Vancouver havde russernes mål været at vinde mindst 30 medaljer som optakt til de næste vinterlege, der skulle afholdes i Sochi i 2014 med Rusland som værtsnation. Men i Canada vandt russerne kun 15 medaljer, heraf blot tre af guld, og endte som nummer 11 på listen over de mest vindende nationer. En liste, som Canada i en ny rekord på i alt 14 guldmedaljer stod øverst på efterfulgt af Tyskland, USA, Norge og Sydkorea.

Den ringe russiske medaljehøst udløste allerede i begyndelsen af legene i Vancouver en offentlig debat om de mulige årsager til, at russerne pludselig ikke længere var blandt verdens bedste vintersportsnationer. Et kendt medlem af det russiske parlament, den tidligere olympiske guldvinder i hurtigløb på skøjter Svetlana Zhurova, gættede på, at de internationale antidoping-myndigheders mange dopingtests havde haft en negativ effekt på det russiske OL-hold. Andre fremhævede imidlertid, at det russiske fravær på medaljepodiet skyldtes, at flere af de bedste russere var udelukket fra legene på grund af dopingafsløringer, som blandt andet  havde fået IOCs præsident Jacques Rogge til at tage en alvorsnak med Ruslands daværende præsident Dmitry Medvedev om problemet, fordi dopingsagerne ikke var nogen god olympisk reklame for vinterlegenes næste værtsnation.

Da den russiske kunstskøjteløber Yevgeny Plushenko måtte nøjes med en sølvmedalje, mens amerikaneren Evan Lysacek vandt guld, var frustrationerne så store, at et par trøstende ord fra Ruslands politiske topleder, premierminister Vladimir Putin, om at den skuffede russers sølv var guld værd, ikke længere var nok. Andre russiske politikere krævede de ansvarlige idrætsledere fyret og russisk sport genrejst. Vladimir Putins partifælle Boris Gryzlov sagde således, at alt under en samlet russisk fjerdeplads i medaljestatistikken ”er et nederlag for dem, der er ansvarlige for sport i vores land”. Og Ruslands tredobbelte guldvinder i kunstskøjteløb for par, Irina Rodnina, førte an i en hård kritik af formanden for Ruslands Olympiske Komite siden 2001, den tidligere træner for Sovjetunionens skilandshold Leonid Tyagashev, som havde haft et budget på 100 millioner dollar til rådighed i russernes OL-forberedelser.

”Tyagashev er ansvarlig for, hvordan budgettet for vores olympiske landshold til legene i Vancouver er blevet brugt. Han er personlig ansvarlig for hver en rubel og hver en dollar. Hele landet er chokeret over vores atleters præstationer under legene, og jeg synes, vi har ret til at kræve, at han aflægger regnskab for alle udgifter i Ruslands Olympiske Komite i de senere år”, sagde Irina Rodnina, som ligeledes kritiserede formanden for det russiske skøjteforbund, Valentin Piseyev:

”Jeg anser Piseyev for at være personligt ansvarlig for vores fiasko i kunstskøjteløb i Vancouver. Lederne i vores nationale forbund skal ikke sidde og sole sig på tilskuerpladserne under konkurrencerne. De skal opsøge deres kolleger og dommerne for at skabe relationer med dem og tage aktivt del i livet i det internationale forbund. Men seriøse personer i skøjteverdenen ønsker ikke at have noget med ham at gøre. De har ingen respekt for ham. Piseyev bør gå af efter katastrofen i Vancouver. Jeg håber, skøjteforbundet vælger en anden til posten senere i år. Og den nye leder af forbundet skal hellere være en velkvalificeret leder end en specialist i kunstskøjteløb”.

Den russiske skøjtedronning var imidlertid ikke den eneste, der krævede en omfattende udrensning i ledelsen af russisk sport efter vinterlegene i Vancouver. Få dage efter legenes afslutning gav Ruslands daværende præsident Dmitri Medvedev de ansvarlige idrætsledere valget mellem selv at gå af eller at blive fyret. Og det fik den russiske sportsminister Vitaly Mutko til offentligt at tilbyde sig som den første, der trak sig:

”Jeg vil træde tilbage stille og roligt, hvis det er mig, der er hentydes til, selv om jeg ikke ved, om sporten vil vinde ved det. Hvis det er mig, der er problemet, ved jeg godt, hvad jeg skal gøre og hvordan”, hævdede sportsministeren, som dog formentlig var vidende om, at han sad sikkert i sin stol, idet han også var medlem af det internationale fodboldforbund FIFAs bestyrelse og spillede en afgørende rolle i Ruslands bud på værtskabet for VM i fodbold i 2018.

Men Vitaly Mutko erkendte også, at Ruslands olympiske medaljehøst i   Vancouver havde været for ringe, og understregede, at de russiske vintersportsatleter var tvunget til at blive langt bedre, hvis verdens største land skulle undgå en lignende sportslig ydmygelse på hjemmebane fire år senere, hvor IOC havde valgt den russiske badeby Sochi som værtsby for vinterlegene:

”Der er 15 olympiske vintersports-discipliner. Desværre er vores hold kun konkurrencedygtige i seks af dem. Det var det værste OL i årtier. Men vi havde alle vores bedste atleter fra hele landet med. Så vi er selvfølgelig nødt til at ændre og forbedre mange ting, først og fremmest i ledelsen af vores sport”, sagde den russiske sportsminister og pegede på, at årsagen til fiaskoen var en konsekvens af ”alvorlige fejl i det system, som forbereder atleterne”.

Fire måneder senere konkluderede en statslig undersøgelse af, hvordan Ruslands Olympiske Komite havde brugt sit olympiske budget, at de russiske for-beredelser til legene i Vancouver havde været ”ineffektive, utilfredsstillende og korrupte”. Undersøgelsen var bestilt af Ruslands præsident Dmitri Medvedev. Og det var den russiske vice-premierminister, Alexander Zhukov, der som nyudnævnt formand for Ruslands Olympiske Komite kommenterede undersøgelsens konklusioner: 

”Der er økonomiske forhold, som nu vil blive undersøgt af de juridiske myndigheder”, sagde sportspolitikeren om undersøgelsen, som blandt andet viste, at en lang række firmaer havde modtaget millioner af rubler fra Ruslands olympiske budget, uden at levere noget til gengæld.

Mens der åbenbart var en større paladsrevolution på vej i russisk idræt efter landets skuffende resultater i Vancouver, var der til gengæld ikke tradition for store revolutioner i Kronprins Frederiks hjemland. Heller ikke selv om de 18 danske OL-deltagere i Vancouver næppe ville blive husket ret længe for deres sportslige resultater.

Team Danmarks direktør Michael Andersen prøvede ganske vist at smide lidt brænde på revolutionens bål, da han kritiserede de unge kvinder på det danske curlinglandshold for at have forberedt sig til legene ved at optræde som nøgen-modeller i kalenderen ”Fire on Ice”. Kalenderen havde til formål at skabe opmærksomhed om curlingsporten. Men den danske elitesportsorganisations direktør mente, at de danske mediers store opmærksomhed på curlingspillernes medvirken i kalenderen havde forstyrret de danske medaljehåbs koncentration på isen så meget, at det var gået ud over deres olympiske resultater.

Team Danmark-direktørens påstand blev dog pure afvist af de danske curlingspillere. Og kalenderpige-sagen var da heller ikke den største kvindekamp, der blev udkæmpet i forbindelse med legene i Vancouver. I det vintersportsglade Canada blev det allerede længe før legenes åbning betragtet som en stor ligestillingssag, at det olympiske værtslands kvindelige skihoppere ikke måtte deltage i legene på lige fod med mændene, fordi IOC mente, at den klassiske skisportsdisciplin var alt for farlig for kvinder.

To år før legenes åbning klagede en international gruppe af 14 kvindelige skihoppere, som kaldte sig ”Flying Fourteen”, derfor til en canadisk domstol over, at Vancouvers olympiske organisations komite, VANOC, planlagde en international sportsbegivenhed i Canada, som de mente var i strid med det canadiske charter om rettigheder og friheder, der skal sikre ligestilling mellem kønnene.

Sagen fik dommer Lori Ann Fenlon fra den højeste ret i Britisk Columbia til at spørge VANOCs advokater, om sorte atleter også ville blive udelukket fra vinter-legene, hvis IOC bad om det. Det bekræftede de canadiske OL-arrangører. Den 10. juli 2009 erklærede dommeren, at IOC ifølge canadisk lov diskriminerede de kvindelige skihoppere. Men dommeren endte alligevel med at afvise kvindernes krav med en henvisning til, at IOC er en international organisation med hovedkontor i Schweiz og derfor ikke er omfattet af det canadiske charter om ligestilling.

Selv om dommen blev appelleret, tabte de kvindelige skihoppere også ankesagen. Da Canadas føderale højesteret afviste at behandle sagen, stod den oprindelige dom ved magt: Vancouvers arrangør af Canadas olympiske lege var tvunget til at leve op til sine kontraktlige forpligtelser over for IOC, også selv om komiteen havde et syn på ligestilling, der var i strid med det olympiske værtslands nationale lovgivning.

Men den olympiske kvindekamp, som mange canadiere i dag bedst husker vinterlegene i Vancouver for, er uden tvivl en sag, som den canadiske journalist Laura Robinson rejste imod VANOCs ledende direktør John Furlong. I en artikel, der blev offentliggjort i avisen The Georgia Straits den 26. september 2012, to et halvt år efter legenes afslutning, portrætterede hun vinterlegenes øverste canadiske chef som en gemen lystløgner og voldsmand.

Den prisbelønnede journalist begyndte at undersøge John Furlongs fortid, da hun havde læst hans selvbiografi Patriots Hearts, som udkom et år efter legene. I bogen beskrev han sit liv og vej til jobbet som canadisk topchef for de olympiske vinterlege. Af selvbiografien fremgik det blandt andet, at John Furlong var kommet til Canada i 1974, da han som ung emigrerede fra Dublin i Irland og fik arbejde som idrætslærer i en folkeskole i British Columbia.

Men den historie stemte ikke helt overens med journalistens oplysninger om, at den olympiske topchef var kommet til Canada allerede i 1969 som 18-årig for at arbejde som idrætslærer på en privat, katolsk missionsskole for indianske børn. Da Laura Robinson gravede i historien, fandt hun ud af, at John Furlongs udeladelse af de fem år i sin selvbiografi tilsyneladende skyldtes, at han som ung, katolsk missionær ikke ligefrem havde været nogen frelsende engel for indianerbørnene. Otte af irerens tidligere elever beskrev ham tvært imod som en voldelig børnemishandler.

Da journalisten forsøgte at få John Furlong til at forklare, hvorfor de fem år manglede i hans selvbiografi, og hans kommentar til de underskrevne påstande om hans voldelige adfærd, afviste han imidlertid alle beskyldningerne som falske. Samtidig anklagede han den kvindelige journalist for at foragte alle mandlige autoriteter i sport, og påstod, at hun kun havde skrevet artiklen som led i en vendetta mod ham. Efter offentliggørelsen af artiklen dukkede der imidlertid beskyldninger op om, at John Furlung også havde misbrugt tre tidligere elever på den katolske skole seksuelt og desuden havde været voldelig overfor sin hustru, Margaret Furlong, og en anden kvinde, han havde haft et forhold til igennem tre år.

De nye beskyldninger førte til sagsanlæg fra begge parter i sagen. Men de tre tidligere elevers sager om seksuelt misbrug blev i 2015 afvist af retten, hvilket fik John Furlong til at opgive sit søgsmål mod den kvindelige journalist for bagvaskelse, fordi han nu bare ville videre i sit liv og lægge fortiden bag sig. Til gengæld fastholdt Laura Robinson sit sagsanlæg, fordi hun ville have John Furlong dømt for at have miskrediteret hendes gode navn og rygte som journalist. Det ønske afviste retten dog at følge med henvisning til, at Canada har vide rammer for, hvordan den angrebne part i en sag må reagere på offentlige beskyldninger af den karakter.

Det sidste punktum i sagen blev imidlertid først sat i november 2015, hvor en gruppe canadiske indianere skrev et åbent brev til Canadas premierminister Justin Trudeau og bad regeringen om at fjerne John Furlong fra alle hans poster i canadisk sport. Samtidig understregede indianerne, at de skulle have været hørt i retten, inden journalistens sagsanlæg mod John Furlong blev afvist.

”Ingen havde tid til at lytte til os. De skulle have talt med os, før beslutningen blev truffet. Dommeren påstod, at Laura Robinson ’forgiftede’ vores minder. Det gjorde hun ikke. Vi har alle sammen dårlige minder om Mr. Furlong”, skrev tre høvdinge i brevet, der blev offentliggjort i den canadiske avis National Observer. Fem af de i alt otte indianere, der havde underskrevet det åbne brev, svor samtidig, at de som børn var blevet misbrugt af John Furlong. Han afviste dog endnu gang påstandene:

”Jeg har sagt, hvad jeg har at sige om den sag. Dommeren har truffet en     beslutning, og jeg tror ikke, der er mere at sige om det”.

Indianernes beskyldninger om, at Canadas olympiske topchef havde en fortid som børnemishandler og seksualforbryder, blev aldrig bevist i retten. Til gengæld dokumenterede politiet i Vancouver, at antallet af voldssager og seksualforbrydelser steg voldsomt under byens olympiske lege. På trods af et olympisk sikkerhedsbudget på én milliard dollar steg voldskriminaliteten i byen med 30 procent, mens antallet af anmeldte seksuelle overgreb under legene steg med næsten 60 procent. Forbrydelser, som stillede spørgsmålstegn ved, om Vancouvers værtsskab for IOCs olympiske lege i Canada havde været alle pengene og byens syv år lange forberedelser værd.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*