Kransekagefigur

Konge af en anden verden - Kapitel 4

Qatars emir Tamim Al-Thani er IOC-kollega med Kronprins Frederik, som i 2015 overværede ørkenstatens værtskab for VM i håndbold. (Foto: Lars Poulsen)

Vinterlegene i Vancouver var for kritikerne af Kronprins Frederiks medlemskab af IOC et skoleeksempel på, at han ikke kunne undgå at blive konfronteret med de politiske, etiske, juridiske og økonomiske slagsmål, der også er en del af den internationale sportsverden.

Kronprinsen var ganske vist helst fri for at forholde sig til de mange kampe i sportens verden, der finder sted udenfor banen. Men vinterlegene havde også vist, at den danske presse havde en klar forventning om, at når han ikke længere ville nøjes med at være arving til den danske trone, men nu var sprunget ud som olympisk idrætspolitiker, så var han tvunget til at svare på kritiske spørgsmål om det medansvar, han som medlem af IOC nu havde for ledelsen af den internationale sportsverden. Herunder hans ansvar for verdens største sportsbegivenhed, de olympiske lege, som er afhængig af offentlige milliardinvesteringer i de værtsbyer, komiteens medlemmer vælger.

På samme måde har den danske offentlighed en væsentlig interesse i at få at vide, hvordan Danmarks Idrætsforbund forvalter sit årlige, lovbestemte tilskud på små 300 millioner kroner fra Danske Spil A/S, som staten er medejer af. Og at Kronprins Frederik som nyt medlem af forbundets bestyrelse også havde et medansvar for det danske idrætsforbunds beslutninger, blev han mindet om allerede en måned efter legene i Vancouver. Det skete, da Jyllands-Posten rejste en alvorlig kritik af tronarvingens tilsyneladende manglende interesse for sit bestyrelses-arbejde i Danmarks Olympiske Komite/Danmarks Idrætsforbund.

I teorien burde Kronprins Frederik ellers have en stor olympisk interesse i at deltage mest muligt i Danmarks Idrætsforbunds bestyrelsesarbejde, idet det var IOC, som krævede, at han skulle være medlem af forbundets bestyrelse, fordi bestyrelsen også er identisk med Danmarks Olympiske Komite. Men ifølge avisen havde han ikke deltaget i et eneste af de fem bestyrelsesmøder, forbundet havde holdt i løbet af de første fem måneder, han var medlem. Og dermed brød tronarvingen traditionen med, at danske IOC-medlemmer ikke blot deltager i den nationale olympiske komites   bestyrelsesmøder i teorien, men også i praksis deltager aktivt i møderne for at holde sig orienteret sig om komiteens idrætspolitiske diskussioner.

”Det har ikke passet ind i hans kalender”, lød den første forklaring fra Danmarks Idrætsforbunds formand Niels Nygaard på Kronprins Frederiks fravær.

Men den forklaring fik blot Jyllands-Posten til at fastslå, at kronprinsen formelt set ikke havde været forhindret i at deltage i mindst tre af de fem bestyrelses-møder. For på datoerne for disse tre møder havde han ifølge kongehusets kalender ikke haft andre officielle opgaver. Også denne kritik blev dog afvist af Niels Nygaard, som fremhævede, at Kronprins Frederik inden sin afrejse til Vancouver blandt andet havde brugt tid på at overrække en præmie til vinderen af idrætsforbundets gymnasie-konkurrence om unges forhold til OL og deltaget i åbningen af Randers Elitesports College:

”De unge er helt vilde med ham, når han kommer ud, så det vil give idrætten meget, at han dukker op og promoverer projekter. Hans interesse er jo ægte, og han har altid selv dyrket idræt”.

Niels Nygaard forklarede desuden, at han under vinter-OL i Vancouver havde holdt et møde med kronprinsen, hvor de havde aftalt, at tronarvingen i fremtiden primært skulle modtage referater fra bestyrelsesmøderne.

”Kritikken om hans engagement har vi hørt, lige siden hans navn kom på  banen, så den rører mig ikke. Vi har en løbende dialog med kongehuset, udveksler  relevante materialer og tager møder, når det er nødvendigt. Og så kan det jo sagtens være, at han også kommer til et bestyrelsesmøde. At han ikke har deltaget endnu er ikke ensbetydende med, at han aldrig kommer”.

Niels Nygaards forklaring var dog ikke nok til at dæmpe kritikken. Direktør Henrik Brandt fra Idrættens Analyseinstitut konkluderede, at ”kronprinsen har som forventet vist sig at være en kransekagefigur, der ikke er idrætspolitiker, selv om han sidder på en idrætspolitisk post”. Samtidig understregede direktøren, at han, såfremt det ikke var muligt at finde andre danske IOC-kandidater end kronprinsen, hellere havde set en dansk alliance med andre landes IOC-medlemmer, der så kunne forsvare danske holdninger og interesser:

”Det er såmænd værdifuldt nok, at kronprinsen støtter vores atleter til OL og taler om betydningen af at røre sig, men det kunne han også gøre uden at være IOC-medlem. På den post bør man søge indflydelse”, mente Henrik Brandt og nævnte, at eksempelvis dansk idræts evne til at skabe åbenhed og tilgængelighed vækker opsigt ude i verden.

”Det tvivler jeg på, at vi kommer til, fordi vi har en person siddende, som ikke kan sætte sig ordentligt ind i substansen og kæmpe de nødvendige kampe. Vi risikerer i stedet at ende som en medløber, der vælger tavsheden, og derfor er med til at legitimere ting, som ikke passer til Danmarks Idrætsforbunds holdninger”.

Men analyseinstituttets direktør stod ikke alene med sin kritik. Formanden for Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, Søren Møller, fandt også anledning til at revse kronprinsen:

”Der er et skær af naivitet over hans udmeldinger. Jeg tror ikke, han helt forstår, hvordan det hænger sammen, og han spiller i hvert fald ikke den rolle, som han med sin position har mulighed for at gøre”.

Dagen efter gav kronprinsens bestyrelsessag også Jyllands-Posten anledning til at formulere en mere generel kritik af tronarvingens olympiske karriere. I en lederartikel genopfriskede avisen kronprinsens begrebsforvirring i sagen om det  svindeldømte IOC-medlem Kun-Hee Lees benådning, hans hurtige hjemrejse fra Vancouver og avisens tidligere gæt på, at han kun ville blive olympisk staffage.

”Snart et halvt år er gået, og virkeligheden har allerede bekræftet mange af skeptikernes forudsigelser”, konstaterede avisen og fortsatte: 

”Den korte udlægning er, at Danmark nu ikke længere har et IOC-medlem, der kan arbejde for den danske sag, men en repræsentant, hvis primære opgave synes at være den banale, men uhensigtsmæssige at undgå at komme i problemer”.

Men samtidig undrede avisen sig over, at Danmarks Idrætsforbund ikke opfattede kronprinsens udeblivelse fra forbundets bestyrelsesmøder som et problem, men blot nøjedes med at glæde sig over den værdi og betydning, kronprinsen havde for idrætten, når han stillede op ved forskellige sports-arrangementer:

”Det har nu heller aldrig været kronprinsens personlige egenskaber, der har været anfægtet, ej heller hans støtte til danske atleter ved OL eller hans engagement i folkesundheden; problemet er alene, at han har valgt at operere i en politisk og demokratisk udfordret organisation som IOC, hvor det er illusorisk at tale om en adskillelse af sport og politik. De mange positive bidrag, som kronprinsen yder til idrætten, kunne han yde uden et medlemskab af IOC”.

Samme dag forsøgte Jyllands-Postens forgæves at få en kommentar til sagen fra både kongehuset og den daværende kulturminister Per Stig Møller. Til gengæld sagde Enhedslistens idrætsordfører Per Clausen:

”Vi har en forpligtelse til at arbejde imod korruption og indspiste forhold i en verdensomspændende organisation som IOC, der med sin enorme økonomi åbner for mange problemer. Hvis vi pludselig ikke kan gøre det, fordi vi er repræsenteret af en kongelig, er det ligegyldigt med en dansker i IOC, for så er vi med til at hvidvaske kontroversielle beslutninger”.

Den holdning blev imidlertid ikke delt af det tidligere IOC-medlem Kai Holm, der også var forhenværende formand for Danmarks Idrætsforbund:

”Kronprinsen har gjort det upåklageligt indtil videre. Det ville være spild af tid, hvis han skulle sidde til bestyrelsesmøder i Danmarks Idrætsforbund, for dér  afklarer man hovedsageligt administrative ting i forhold til specialforbundene. Udviklingen er den samme i andre IOC-lande som Holland og Norge, så det virker ærligt talt, som om nogen bare forsøger at puste til kritikken af kronprinsen”.

Endvidere pegede Kai Holm på, at et almindeligt medlem af IOC ikke har noget at sige i eksempelvis sager om eksklusion. Her kommer IOCs etiske udvalg med en indstilling, hvorefter eksekutivkomiteen, bestyrelsen, træffer en beslutning.

”Så kan de 100 øvrige medlemmer godt rejse sig og råbe op, men det sker aldrig, så kronprinsens manglende udmeldinger blåstempler bestemt ingenting. Sådan er systemet bare”, sagde Kai Holm og forklarede sine egne ofte markante idrætspolitiske udmeldinger i sin tid som IOC-medlem med, at han samtidig havde været formand for Danmarks Idrætsforbund.

”Nu er det op til Niels Nygaard at gøre det samme. Ansvaret ligger i hvert fald ikke hos et almindeligt IOC-medlem og derfor heller ikke hos Kronprins Frederik”.

Men ifølge Kai Holm var det også helt efter bogen, at kronprinsen ikke deltog i Danmarks Idrætsforbunds bestyrelsesmøder. For det havde han selv aftalt med tronarvingen:

”Det er jo mig, der i sin tid har lavet de forhandlinger med ham, og det har aldrig nogensinde været meningen, at han skulle sidde med til bestyrelsesmøder. Han er observatør, og det betyder, at han skal deltage i de møder, der er i IOC, og så skal han være til de internationale begivenheder, hvor Danmark har interesser – såvel i Danmark som i udlandet”, sagde det tidligere IOC-medlem til BT og understregede endnu engang, at han i øvrigt ikke havde meget tilovers for kritikken af kronprinsen.

”Den er simpelthen udtalt af folk, der ikke har været med til forhandlingerne og ikke ved, hvad der foregår i virkeligheden”.

At medlemsreglerne i IOCs olympiske charter slår fast, at IOC-medlemmer skal være fuldgyldige medlemmer med stemmeret i deres hjemlands nationale olympiske komite, og at reglerne ikke nævner noget om observatører, var derimod en olympisk virkelighed, som Kai Holm undlod at gøre opmærksom på. Og det var heller ikke en virkelighed, som kongehusets kommunikationschef Lene Balleby kom ind på, da hun samme dag følte sig nødsaget til at kommentere bestyrelsessagen i TV2 News:

”Med hensyn til bestyrelsesmøder i Danmarks Idrætsforbund har det aldrig været tilfældet, at kronprinsen skal deltage i alle møder – tværtimod er aftalen, at der løbende holdes en god kontakt med gensidig orientering. Det har også været tilfældet indtil nu”, sagde Lene Balleby, som dermed bekræftede Kai Holms aftale med kronprinsen, men glemte at forklare offentligheden, at aftalen var i strid med IOCs regler. Og derfor lykkedes det heller ikke for hverken Kai Holm eller Lene Balleby at sætte et punktum i sagen.

”Sjældent har en kronprins i dén grad savnet forudsætninger for at bestige tronen som denne venlige, men uduelige mand. Så vi republikanere – der ikke kan forlige os med bjerget af medfødte, fortidige privilegier – ser frem til, at kronprinsen ikke blot bliver Frederik de 10. Han bliver Frederik den Sidste. Sande demokrater orker ikke mere kikset kongelighed”, skrev Ekstra Bladets tidligere chefredaktør, Bent Falbert.

Og kritikken forstummede ikke, selv om Kronprins Frederiks mor, Dronning Margrethe, i et stort 70 års fødselsdags-interview med Jyllands-Posten et par uger senere endnu engang gav sin uforbeholdne støtte til sin søns olympiske karrierevalg:

”Jeg synes, det er godt for ham, at han har noget at beskæftige sig med, der er væsentligt for ham. Den hollandske kronprins er jo også medlem af IOC og har været det i adskillige år. Det er et paradoks: På den ene side siger man til kronprinsen: Så bestil dog noget! Og når han gør det, så skal det også være galt. Det kan man kalde logik, men det kan sikkert også kaldes noget andet”.

Tre dage efter dronningens støtteerklæring til sin søn offentliggjorde Jyllands-Posten imidlertid en ny meningsmåling fra Rambøll/Analyse Danmark, som viste, at andelen af republikanere vandt frem. På seks år var andelen af republikanere i Danmark steget fra 10,8 procent til 15,8 procent. Samtidig viste meningsmålingen, at hvor 91 procent af danskerne i 2004, da kronprinsen blev gift med Kronprinsesse  Mary, havde syntes, at tronarvingen klarede sine opgaver ”godt” eller ”meget godt”, var det nu kun 77,8 procent af danskerne, som havde den holdning. Om opfattelsen af kronprinsen skyldtes hans IOC-medlemskab, fremgik ikke af meningsmålingen. Men tronarvingens faldende popularitet fik historikeren Jes Fabricius Møller fra Københavns Universitet til at udtale:

”Dette er meget vigtige tal for Amalienborg, for selv om kongehusets eksistens er sikret i grundloven, bygger dets berettigelse i realiteten på folkets gunst, og folkestemningen skifter efter helt uigennemskuelige kriterier. Skal man gætte, er den noget famlende håndtering af IOC-medlemskabet antagelig årsagen til faldet i kronprinsens popularitet”.

Alligevel fik meningsmålingen ikke Kronprins Frederik til at holde lav  olympisk profil. Snarere tværtimod. Kun en uge senere vakte det således opsigt i flere danske medier, at kronprinsen offentligt hyldede IOCs netop afdøde ærespræsident Juan Antonio Samaranch. Spanieren, der blev 89 år, var præsident for IOC fra 1980 til 2001, men forinden var han i ti år den spanske fascist og diktator Francos højre hånd i Barcelona og politisk ansvarlig for sport i Spanien.

”Jeg kendte ham ikke personligt, men han har betydet meget for sporten. Han var med til at give OL den status, det har i dag som verdens største sportsbegivenhed. I slutningen af hans embede som præsident for IOC led organisationen dog et stort prestigetab som følge af korruptionsskandaler, der blev afsløret”, udtalte Kronprins Frederik i en pressemeddelelse, som på trods af hans forsøg på at fremhæve den afdøde IOC-ærespræsidents mindre pæne omdømme fik BT til at konkludere, at ”Frederik roser fascist”.

Hverken kritikken af kronprinsens mindeord om Juan Antonio Samaranch eller mediernes omtale af hans manglende deltagelse i Danmarks Idrætsforbunds bestyrelsesmøder fik dog tronarvingen til at ændre sin idrætspolitiske strategi. Tværtimod gik kronprinsen i sommeren 2010 fortsat sine helt egne veje, selv om han havde rig lejlighed til at score point i meningsmålingerne om kongehusets popularitet.

I april 2010 fik Kronprins Frederik således opfyldt sit ønske om en plads i IOCs udvalg Sport for All. Et breddeidrætsudvalg, som blandt andet beskæftiger sig med netop de emner, som tronfølgeren, mens han stadig blot var kandidat til  komiteen, besluttede sig for at gøre til sine idrætspolitiske mærkesager; folkesundhed og ungdomsidræt. Alligevel valgte kronprinsen få måneder senere at blive væk fra IOCs 13. Sport for All-kongres. Den internationale kongres blev afholdt i den finske by Jyväskylä i dagene 15. -17. juni 2010 med 586 deltagere fra 92 lande. Kongressen blev åbnet af IOCs præsident Jacques Rogge, som i sin åbningstale blandt andet  gjorde opmærksom på, at 60 procent af verdens befolkning ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO manglede at få nødvendig motion.

”Alt for mange børn har alt for få muligheder for at dyrke sport. Resultatet kan blandt andet ses i et stigende antal unge, som lider af fedme og diabetes. Det er helt klart, at vi er nødt til at gøre mere for at få flere mennesker til at bevæge sig. Det er derfor, vi er her. Arbejdet på denne kongres og i Sport for All-udvalget udspringer af IOCs hovedmission – vi eksisterer for at placere sport i menneskehedens tjeneste”, understregede Jacques Rogge.

Når IOC’s nye danske medlem af Sport for All-udvalget glimrede ved sit fravær på den for komiteens præsident så vigtige internationale kongres, som tilmed havde kronprinsens to foretrukne idrætspolitiske mærkesager på dagsordenen, skyldtes det, at han var tilskuer til VM i fodbold i Sydafrika.

Den 14. juni 2010 overværede kronprinsen det danske fodboldlandsholds første VM-kamp mod Holland, hvor han blev fotograferet i VIP-logen ved siden af blandt andre det internationale fodboldforbund FIFAs daværende præsident, det schweiziske IOC-medlem Sepp Blatter, og det hollandske fodboldikon Johan Cruyff.

Men ifølge tronarvingens rådgiver, Morten Roland Hansen, kunne kronprinsen ikke nå frem til kongressen i Finland dagen efter, fordi han den 16. juni også havde et andet arrangement i København, hvor han skulle uddele legater fra sin egen fond til to danske studerende på Harvard University i USA.

”Kronprinsen har længe haft et ønske om at støtte det danske fodbold-landshold til VM. Og beslutningen om at rejse til Sydafrika blev taget, længe før han blev medlem af IOCs Sport for All-udvalg”, sagde Morten Roland Hansen til Ekstra Bladet og forklarede, at dette også var årsagen til, at kronprinsen ikke havde haft  mulighed for at ændre datoen for sin legatuddeling i København.

”Når travle folk fra nær og fjern rejser til København i forbindelse med legatoverrækkelsen, kan vi ikke med måneds varsel flytte arrangementet. Men havde vi vidst det tidligere, ville vi have planlagt kronprinsens aktiviteter i juni, så de også kunne have omfattet Sport for All-kongressen”.

Kronprinsens rådgiver skyndte sig dog også sig at slå fast, at det nye danske IOC-medlems fravær på kongressen i Finland ikke skyldtes, at tronarvingen nu var blevet mindre interesseret i sine olympiske mærkesager, end før han blev medlem af komiteen:

”Kronprinsen arbejder med mange forskellige emner på de indre linjer”, sagde Morten Roland Hansen. Rådgiverens forklaring på kronprinsens olympiske fravær skånede imidlertid ikke tronarvingen for igen at få offentlig kritik af, at der tilsyneladende ikke var overensstemmelse mellem hans holdninger og handlinger. I hvert fald ikke, når han fik valget mellem at se en VM-fodboldkamp og at deltage i en IOC-kongres om folkesundhed og ungdomsidræt.

”Det kan undre, at det danske IOC-medlem, der har gjort bedre adgang til idræt og kampen mod en stillesiddende livsstil til sine mærkesager i IOC, og som desuden har fået plads i Sport for All-udvalget, prioriterer en VM-kamp i fodbold højere. Der foregår en kamp om idrættens ressourcer, og det kan diskuteres, om sportens mega-events overhovedet gavner idrætsdeltagelsen, eller om pengene kan bruges bedre andre steder”, sagde direktør Henrik Brandt fra Idrættens Analyseinstitut til Ekstra Bladet og uddybede sin kritik:

”Vi har i Danmark en vigtig debat om øget deltagelse i idræt. Og netop på idrætsfaglige områder som folkesundhed og idrætsdeltagelse kan vi gøre en stor forskel internationalt. IOC er så småt ved at erkende problemet og arrangerer derfor nu også et ungdoms-OL, hvis bidrag til at løse problemerne, man dog i høj grad også kan diskutere. Det er vigtigt, at Danmarks idrætspolitiske dagsorden ikke blot er noget, vi hylder i festtalerne. Vi skal hele tiden holde IOC fast på dagsordenen, fordi organisationen har så stor international gennemslagskraft med adgang til både økonomi og regeringen”.

Men sagen vakte også offentlig opsigt, fordi Kronprins Frederiks påståede arbejde på de indre linjer i IOC ikke var nær så synligt som hans tilstedeværelse ved flere af verdens største sportsbegivenheder. To uger efter sit fravalg af IOCs Sport for All-kongres i Finland til fordel for det danske fodboldlandsholds VM-kamp i Sydafrika blev tronarvingen således også fotograferet i VIP-logen til den årlige tennis-turnering i Wimbledon ved London i England, selv om den eneste danske stjernespiller, Caroline Wozniacki, var slået ud, og tennisturneringen i øvrigt havde lige så lidt med kronprinsens virke i IOC at gøre som FIFAs turnering om verdensmesterskabet i fodbold.

Da etårsdagen for den danske tronarvings optagelse i IOC nærmede sig i oktober 2010 var det derfor mere end svært at få øje på Kronprins Frederiks personlige sejre som en idrætspolitiker, der ønskede at bruge sin olympiske platform til at fremme verdens folkesundhed og ungdommens dyrkelse af sport. Også selv om han, måske belært af mediekritikken, i august samme år havde meldt afbud til sin græske fætter Prins Nikolaos’ bryllup med Tatiana Blatnik til fordel for IOCs første Ungdoms-OL i Singapore. Et tilvalg af en olympisk begivenhed, han i Politiken forklarede på denne måde:

”Fordi det er et 100 procent IOC-arrangement, som er det første af sin slags, og som forhåbentlig ikke bliver det sidste”, sagde tronarvingen og benyttede lejligheden til at tale om en af sine olympiske mærkesager, da han udtrykte håb om, at Ungdoms-OL kunne inspirere flere unge til at dyrke sport.

”Det er vigtigt at huske, at OL ikke lever evigt, hvis man ikke finder nogle nye talenter og motiverer dem på et tidligt stadie. Ved det her Ungdoms-OL har IOC også valgt, at man vil uddanne de unge lidt i, hvad det vil sige at mødes og kæmpe under det olympiske flag”.

Kronprinsens kamp for det olympiske flag var dog stadig langt fra nok til at overbevise kritikerne om, at han havde valgt den rigtige karriere. Da direktør Henrik Brandt fra Idrættens Analyseinstitut i Ekstra Bladet gjorde status over kronprinsens første år som IOC-medlem, sagde direktøren:

”Problemet ved, at han indtager en plads i IOC uden at kunne ytre sig politisk, er, at han uforvarende kommer til at spille en slags medløber-rolle. Også når der foregår kritisable ting i idrætten”, sagde Henrik Brandt og nævnte de britiske Commonwealth Games, der få dage senere skulle åbnes i New Dehli i Indien med et milliardbudget, som var overskredet 17 gange på grund af korruption:

”Alligevel bagatelliserer IOC-præsident Jacques Rogge kritikken som noget, der er opfundet i en ’pessimistisk presse’. Her ville det altså være befriende med et dansk IOC-medlem, der kunne slå i bordet og sige, at et sådant ressourcespild i sportens navn ikke er til gavn for idrætten. Men det vil ikke ske med kronprinsen som  IOC-medlem. Kronprinsen fungerer i praksis ikke som idrætspolitiker. Hans rolle er først og fremmest ceremoniel. Og som ambassadør for idræt og motion fungerer han glimrende. Men han flytter ikke noget rent politisk i forhold til prioriteringer og beslutninger i dansk og international idræt. Det har muligvis heller aldrig været hans ambition. Men man behøver ikke at optage en af de få pladser i IOC for at spille   ambassadørrollen”.

Til gengæld var vurderingen af kronprinsens første år i IOCs tjeneste anderledes positiv i Danmarks Idrætsforbunds formand Niels Nygaards optik. I Berlingske Tidende understregede han, at ”det går, som det skal”, og at ”kronprinsen gør fuldstændig, som han skal”. I den samme avis fik det tidligere danske IOC-medlem Kai Holm også lov til at rose kronprinsen for at have fulgt de råd, han havde fået om at holde sig nogenlunde i ro det første år og blot suge erfaring til sig, fremfor at blive opfattet som en, der ønskede at belære de andre IOC-medlemmer. Og ifølge avisen var den danske tronarving også selv ganske godt tilfreds med sit første år som medlem af komiteen:

”Jeg synes, det har været et interessant, lærerigt og begivenhedsrigt år, hvor IOC med succes har afviklet både et vinter-OL og et ungdoms-OL. Men det, man ikke fokuserer så meget på, er de projekter, IOC er med til at støtte rundt om i verden, hvor sporten bruges som løftestang til for eksempel indsatsen mod HIV/AIDS, til støtte i fredsopbygning, til fremme af børns adgang til uddannelse, m.v.”, sagde Kronprins Frederik og påpegede, at det var hans opfattelse, at man i komiteen ikke kommer langt med at stille sig op på en ølkasse og råbe i én bestemt retning.

”Der er snarere mulighed for at søge indflydelse ved at påvirke de projekter og processer, der allerede kører”.

Alligevel efterlyste direktør Henrik Brandt fra Idrættens Analyseinstitut, at kronprinsen som IOC-medlem både dannede sig sine egne holdninger og udtrykte dem offentligt. Eksempelvis nævnte direktøren, at budgetterne til det forestående OL i London i 2012 var løbet løbsk, og at de efterfølgende besparelser især var gået ud over breddeidrætten i England:

”Det er en katastrofe for breddeidrætten og et brud på det, IOC blev lovet af englænderne. Breddeidrætten er en af kronprinsens mærkesager. Om han vil kritisere englænderne eller bakke op om nedskæringerne er sagen uvedkommende, men han burde komme med sine holdninger og være åben for en diskussion. Men det gør han ikke på grund af sin status som kronprins, der betyder, at han skal være upolitisk”, sagde Henrik Brandt og fortsatte:

”Kronprinsen er en fremragende ambassadør, det var han før, han blev valgt ind, og det er han stadig, men det behøver man ikke være IOC-medlem for. Som  medlem har man et ansvar, også selv om man stemmer blankt. Uforvarende kan man ved ikke at stemme eller ved ikke at kommentere på eksempelvis korruption, byggeskandaler eller aftalebrud være med til at bane vejen for, at disse ting ikke bliver stoppet. Idræt er også politik, når man sidder i IOC”.

Igen prellede kritikken af kronprinsen af på Danmarks Idrætsforbund, som ifølge formanden Niels Nygaard for længe siden havde accepteret, at tronarvingens IOC-medlemskab ikke kunne stille alle tilfredse:

”Det valg blev truffet for nogle år siden. Fordelene i, at vi stadig har et dansk IOC-medlem og en fantastisk ambassadør opvejer til fulde, at der er områder, hvor han ikke kan blande sig så meget”.

Men selv om Danmarks Idrætsforbund i efteråret 2010 accepterede, at Kronprins Frederik olympiske rolle var begrænset, og at det var helt op til ham selv at definere omfanget af sit engagement i forbundets bestyrelse, håbede Niels Nygaard dengang stadig at få kronprinsen med i et nyt ekspertpanel, der skulle rådgive forbundets bestyrelse om international idrætspolitik.

Hidtil havde Danmarks Idrætsforbunds internationale udvalg, som bestod af Niels Nygaard, Niels-Christian Levin Hansen, Tine Teilman, Allan Hansen Poul-Erik Høyer og Karl Chr. Koch, haft til opgave at fordele 1,5 millioner kroner om året i støtte til specialforbundenes arbejde med at få valgt flere danske idrætsledere ind i ledelsen af de internationale idrætsforbund. Men efter fire års forberedelser besluttede Danmarks Idrætsforbund den 3. september 2010 på et bestyrelsesseminar, som Kronprins Frederik også deltog i, at nedlægge det internationale udvalg og erstatte det med et såkaldt Advisory Board med danske eksperter i international idrætspolitik.

Ideen var, at det nye ekspertpanel skulle mødes to gange om året og bidrage til gennemførelsen af en ny international strategi i Danmarks Idrætsforbund, som gik ud på at skaffe flere internationale poster til danske idrætsledere, øge den danske  indflydelse i sportens internationale organisationer og gavne udviklingen af dansk idræt ved hjælp af inspiration fra internationale idrætsmiljøer.

I håb om at få det danske IOC-medlem med i ekspertpanelet skrev Niels Nygaard den 2. november 2010 derfor et brev til Statsministeriet, hvori han officielt informerede ministeriet om forbundets opfordring til Kronprins Frederik om at indtræde som medlem af det nye Advisory Board.

I brevet understregede Niels Nygaard, at forbundets planlagte Advisory Board ikke var et besluttende organ, men et rådgivende udvalg, som havde til opgave at ”trække på medlemmernes individuelle erfaringer i den internationale idrætsverden til gavn for andre nuværende og kommende danske internationale idrætsledere”.

Samtidig pegede han på, at seks andre danske idrætsledere med internationale poster allerede havde givet tilsagn om at være med i ekspertudvalget. Det drejede om Allan Hansen, medlem af det europæiske fodboldforbund UEFAs bestyrelse, Poul-Erik Høyer, formand for det europæiske badmintonforbund, Mads Kruse-Andersen fra de europæiske olympiske komiteers aktivkomité, Peder Pedersen fra den internationale cykelunion UCIs bestyrelse, Dorte Kronsell, næstformand i det europæiske bordtennisforbund, og Flemming Jensin, formand for det europæiske petanque-forbund.

I et internt notat af den 2. december 2010 konstaterede Danmarks Idrætsforbund en måned senere, at forbundets internationale udvalg nu var nedlagt, og at bestyrelsen i fremtiden var det eneste politiske organ, der tog sig af forbundets internationale arbejde:

”Som støtte for dette arbejde i bestyrelsen nedsættes et Advisory Board bestående af højt placerede danske idrætsledere i internationale forbund, herunder HKH kronprinsen”, stod der i notatet. Og den 13. april 2011 offentliggjorde forbundet desuden en pressemeddelelse om den nye internationale strategi for at skaffe flere end de 37 politiske og 140 faglige og tekniske poster, som dansk idræt på det tidspunkt havde i forskellige internationale sammenhænge.

”Det internationale udvalg under DIFs bestyrelse er nedlagt og erstattet af et Advisory Board, der består af en række af forbundenes internationale ledere. Det nye Advisory Board skal rådgive bestyrelsen i internationale spørgsmål”, lød det i den pressemeddelelse, som blev offentliggjort på Danmarks Idrætsforbunds hjemmeside.

Et halvt år senere havde Statsministeriet imidlertid stadig ikke svaret på Niels Nygaards opfordring til Kronprins Frederik om at træde ind i ekspertpanelet. Og det fik Danmarks Idrætsforbund direktør, Karl Chr. Koch, til at sende en e-mail til regeringens IOC-koordinationsudvalgs sekretær i Statsministeriet, Charlotte Krüger, hvori direktøren rykkede for et svar på, om tronarvingen måtte deltage i det nye Advisory Board:

”Vi har i DIF den 2. november 2010 fremsendt vedlagte brev til kronprinsen. Efterfølgende har vi dels hos kronprinsens privatsekretær, Morten Roland Hansen, og dels hos Kulturministeriets afdelingschef, Steen Kyed, fået oplyst, at sagen beror hos Statsministeriet med henblik på en stillingtagen. Da sagen nu er over et halvt år gammel, vil jeg på vegne af DIF gerne høre, hvornår der kan forventes svar. Lad mig høre fra dig”, skrev Karl Chr. Koch.

Men ifølge Niels Nygaard fik Danmarks Idrætsforbund aldrig noget svar:

”Vi fik ikke nogen tilbagemelding fra Statsministeriet på Karl Chr. Kochs e-mail. For at komme videre besluttede vi derfor at gøre det hele på en anden måde og ikke længere bruge flere kræfter på at oprette et Advisory Board”, forklarede Niels Nygaard, da BT i 2012 fik aktindsigt i forbundets skriftlige kommunikation med Statsministeriet og offentliggjorde sagen.

Samtidig afslørede Niels Nygaard, at Statsministeriets tavshed havde været en medvirkende årsag til, at Danmarks Idrætsforbund helt opgav planen om at oprette et Advisory Board, selv om den internationale nyskabelse i dansk idræt allerede var blevet offentliggjort på forbundets hjemmeside.

”Det var en af de brikker, der førte os frem til at finde en mere pragmatisk løsning. På det tidspunkt var Advisory Board tænkt som en måde at få sat DIFs internationale arbejde i faste rammer og struktur. Men i stedet valgte vi altså en løsning, hvor vi løbende er i dialog med de internationale idrætsledere, men uden nogen fast mødestruktur. Desuden drøfter vi relevante internationale temaer på halvårlige møder i bestyrelsen, hvor det danske IOC-medlem også deltager”, sagde han.

På BTs spørgsmål om, hvorfor Statsministeriet hverken svarede på Niels Nygaards opfordring til kronprinsen om at træde ind i det planlagte Advisory Board eller Karl Chr. Kochs e-mail, hvori han et halvt år senere rykkede for et svar, henviste IOC-koordinationsgruppens sekretær Charlotte Krüger til kronprinsens rådgiver, Morten Roland Hansen. Han var dog langt fra enig i Niels Nygaards udlægning af sagen:

”DIF fik svar fra os. Vi aftalte telefonisk med DIF at supplere den løbende dialog mellem kronprinsens hof og DIF til at omfatte et mere formaliseret punkt vedrørende internationale forhold i forbindelse med DIF’s bestyrelsesmøder”, sagde Morten Roland Hansen.

Niels Nygaard fastholdt imidlertid, at Karl Chr. Kochs rykker til Statsministeriet netop havde været et udtryk for frustrationer over, at ministeriet efter et halvt år ikke havde svaret på hans brev med opfordringen til Kronprins Frederik om at gå aktivt ind i den nye, internationale rådgivning af forbundets bestyrelse:

”Men på det tidspunkt var kronprinsens medlemskab af IOC stadig en ny og uvant situation at håndtere. Både for os, hoffet og Statsministeriet. Alle følte sig frem for at finde den rigtige måde at gøre tingene på. I dag har alle fundet deres plads i systemet. Samarbejdet omkring det danske IOC-medlem fungerer nu upåklageligt”, sagde Niels Nygaard og tilføjede, at Danmarks Idrætsforbunds korrespondance med Statsministeriet alene skulle ses i lyset af den usikkerhed, forbundet dengang havde haft omkring kronprinsens olympiske virke.

”Vi vurderede, at vi var nødt til at bede Statsministeriet om at tage stilling til kronprinsens deltagelse i et nyt Advisory Board. Statsministeriet er jo øverste myndighed i forhold til regeringen. Derfor var det også helt naturligt for os at spørge ind til det”, forklarede formanden for det danske idrætsforbund, som i lighed med IOC ellers sjældent forsømmer en lejlighed til at fremhæve idrættens autonomi og uafhængighed af politiske magthavere.

I offentligheden var sagen om Danmarks Idrætsforbunds Advisory Board endnu et eksempel på, at der var forskel på teori og praksis, når det gjaldt IOC-medlem Kronprins Frederiks olympiske karriere. Ikke mindst i hans olympiske virke i bestyrelsen for Danmarks Idrætsforbund, som IOCs regler havde tvunget den danske tronarving til at påtage sig.

Men sagen var også med til at understrege, at både Danmarks Idrætsforbund og IOC havde nedtonet deres principper om idrættens autonomi, fordi de havde fået en populær kransekagefigur, der ved festlige lejligheder kunne markedsføre dansk og olympisk sport som et glansbillede af den idrætspolitiske virkelighed, begge organisationer opererede i til hverdag. En olympisk virkelighed, som Kronprins Frederik blev konfronteret med i slutningen af november 2010, da BBC-programmet ’Panorama’ anklagede tre af hans kolleger i IOC for at være involveret i en korruptionssag af en helt anden kaliber end de sager om korruption, der hidtil havde plaget komiteen, og som den danske tronarving havde hævdet hørte fortiden til.

I Salt Lake City-skandalen, der blev afsløret lige før årtusindeskiftet, var hvert tiende medlem af komiteen enten gået selv eller blevet ekskluderet på grund af korruption til en samlet værdi af godt ti millioner kroner, mens dobbelt så mange mistænkte IOC-medlemmer klarede frisag. Nu hævdede BBC, at de tre IOC-medlemmer Issa Hayatou fra Cameroun, Lamine Diack fra Senegal og Joao Havelange fra Brasilien i en langt større sag havde modtaget bestikkelse for i alt mindst ni millioner kroner fra det krakkede sportsmarketingfirma ISL/ISMM.

Allerede tre år forinden var det i en retssag i Zug i Schweiz kommet frem, at marketingfirmaet i årene 1989 til 2001 havde betalt mindst 800 millioner kroner i returkommission til mange flere unavngivne topledere i internationale idræts-organisationer. Men nu kunne BBC også afsløre navnene på fem af dem. Udover de tre IOC-medlemmer drejede det sig om formanden for Brasiliens fodboldforbund, Richardo Teixeira, og formanden for Paraguays fodboldforbund, Nicolas Léoz. Og alle fem navngivne sportsledere havde angiveligt taget sig godt betalt for at udnytte deres hverv i sportens tjeneste til marketingfirmaets og deres egen økonomiske fordel.

IOC-medlem Issa Hayatou, der også var formand for den afrikanske fodboldunion og medlem af FIFA, havde ifølge BBC modtaget 140.000 kroner fra marketingfirmaet. IOC-medlem Lamine Diack, som også var formand for det internationale atletikforbund, havde modtaget 300.000 kroner. Og IOC-medlem Joao  Havelange havde fået mindst 8,5 millioner kroner for at skaffe firmaet aftaler med FIFA, som han var præsident for fra 1974 til 1998. Topscorer på BBC’s navneliste var imidlertid Joao Havelanges tidligere svigersøn Ricardo Teixeira. Han havde fået 53 millioner kroner i bestikkelse, mens Nicolas Léoz havde fået 4,8 millioner kroner.

BBCs afsløringer af de tre IOC-medlemmer dokumenterede, hvorfor den danske presse stadig havde mange gode grunde til at være skeptisk overfor Kronprins Frederiks medlemskab af den korruptionsplagede udenlandske komite. Men selv om den danske tronarving næppe kan have undgået at høre om afsløringerne af hans tre olympiske kolleger, førte de tilsyneladende ikke til nogen dybere selvransagelse hos ham.

Da Ekstra Bladet i februar 2011 interviewede kronprinsen i anledning af, at Kronprinsesse Mary netop havde født tvillinger og gjort den dengang 42-årige tronarving far til fire børn, nævnte han i hvert fald ikke korruptionsafsløringerne med et eneste ord. I begyndelsen af sit andet år som medlem af komiteen nøjedes han fortsat med at forsvare sig imod kritikken af hans egen rolle i IOC:     

”Jeg vil sige, at jeg er blevet om ikke hærdet, så dog nogle spændende erfaringer rigere. Men jeg har valgt at se positivt på det. En del af kritikken handler nok også om, at mange har været forudindtagede: Hvad var det her IOC for et monster? Her er det mit ønske at være med til at fortælle, at der rent faktisk er meget godt i den olympiske bevægelse. Hvert fjerde år afvikles verdens største begivenhed – arbejdet i IOC består jo så i at skabe rammerne for, at denne begivenhed, de olympiske lege, kan finde sted. Det gør jeg blandt andet ved en gang imellem at udnytte min møderet – ikke mødepligt – hos Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse. Her har man stor lyst til at høre, hvad der bliver talt, og ikke mindst hvisket, om i IOC til møderne. Og det har jeg bestemt lyst til at fortælle om”.

Kronprins Frederik uddybede ikke, hvad der blev hvisket om i IOC. Men et godt bud var, at medlemmerne hviskede om de uigennemsigtige kriterier, der lå bag fordelingen af IOCs udvalgsposter. Kriterier, som Politiken en måned senere satte fokus på i en artikel om, hvad Københavns værtsskab for IOCs session og kongres havde kastet af sig af danske udnævnelser til i alt 27 olympiske udvalg. Resultatet var ikke prangende. Fire danskere havde plads i tre IOC-udvalg.

Den danske tronarving var medlem af Sport for All-udvalget, hvor det forhenværende IOC-medlem Kai Holm også havde fået lov til at beholde sin plads. Kai Holms søn Jens Holm havde sæde i IOCs kvindeudvalg, og her var også handicapidrættens Tine Rindum-Teilmann medlem. Desuden havde Kai Holm beholdt sit medlemskab af IOCs udvalg for internationale relationer, selv om han ikke længere var medlem af IOC. Men de tre udvalg, som IOC havde fundet plads til de fire danskere i, havde henholdsvis 30, 33 og 27 medlemmer. Og det fik i avisen Play the Games internationale chef, Jens Sejer Andersen, til at konkludere, at den danske indflydelse i IOC ikke ligefrem var noget at prale af:

”Et udvalgs indflydelse er omvendt proportional med dets størrelse. Ser du på de tunge udvalg i IOC-marketing, tv-kontrakter, økonomi og placering af de olympiske lege, så har de ikke mere end seks-otte medlemmer, og man kan bare konstatere, at danskerne uheldigvis sidder i de udvalg, der har mange medlemmer”.

Hvor Jens Sejer Andersen fremhævede Tine Rindum-Teilmann som eksempel på en dansk idrætspolitiker, der gjorde et stort arbejde for handicapidrætten både nationalt og internationalt, havde direktøren imidlertid sværere ved at forstå, hvad Kai Holms søn, Jens Holm, lavede i IOCs kvindeudvalg:

”Det er et af den slags mysterier, man støder på, når man beskæftiger sig med den olympiske verden. Men det fører vel ikke for vidt at sige, at familieskabet ikke har skadet hans karriere”.

Jens Sejer Andersens slet skjulte påstand om nepotisme blev dog ikke uventet afvist af Jens Holm, selv om han ikke kunne benægte, at han var udnævnt til IOCs kvindeudvalg i sin egenskab af direktør for de internationale veteranlege Masters Games, hvor hans far var formand:

”IOC laver jo meget andet end de olympiske lege. En meget stor andel af det olympiske mandat handler jo netop om sport for alle, og jeg går da ud fra, at jeg er med, fordi vi i Masters Games faktisk er en af de aktører, som reelt gør en forskel for kvinder i sport. Man bliver jo udpeget af IOCs præsident, og man får ikke at vide, hvorfor”.

Kai Holms søn havde tilsyneladende glemt en tidligere offentlig forklaring fra hans far om, at IOCs præsident først havde tilbudt ham en plads i komiteens Sport for All-udvalg. Da det gik op for den olympiske præsident, at Kai Holm ikke havde tænkt sig at forlade dette udvalg, når han ikke længere var medlem af IOC, havde Jacques Rogge følt sig tvunget til at finde en plads til Jens Holm i kvindeudvalget. Derimod huskede Jens Holm at understrege, at hans plads i kvindeudvalget ikke skulle ses som et forsøg på at træde i sin fars fodspor og få et medlemskab af IOC ad bagdøren:

”Der er rigeligt at lave med Masters Games, og jeg har ingen ambitioner om at komme ind i IOC i øjeblikket. I virkeligheden synes jeg, at Masters Games er utrolig spændende at arbejde med – det er nok et af de områder, som vokser mest for tiden – folk lever længere og har penge til at dyrke sport for”.

Men i modsætning til Jens Holm kunne det andet danske medlem af IOC-kvindeudvalg, Tine Rindum-Teilmann, ikke se den store værdi af udvalgets arbejde:

”Først tænkte jeg – hold da op, nu skal der rykkes, men jeg må indrømme, at jeg blev noget desillusioneret. Jeg var meget skuffet efter de første møder, jeg var med til. Det stod godt nok stille. I starten var jeg meget frustreret over, at der ikke skete noget. Og jeg syntes egentlig ikke, at det passede med de politiske meldinger, som Rogge sendte ud om at fremme kvinder i sport. Men efterhånden kan jeg jo se, hvor meget politik, der er i alt det her, og jeg er slet ikke langt nok inde i IOC til at kunne løfte noget, der gør en forskel”.

At Kronprins Frederik heller ikke traf de store beslutninger i IOCs Sport for All-udvalg, bekræftede hans rådgiver, Morten Roland Hansen. Rådgiveren forklarede avisen, at „kronprinsen forvalter sit engagement ved at sætte fokus på området ved for eksempel at åbne en mountainbike-rute, være ambassadør for de frivillige i idrætten og besøge idrætsskolerne i Svendborg”. Men samtidig antydede rådgiveren, at kronprinsen ville forsøge at få mere indflydelse i IOC:

”Nu er han i Sport for All, som var et oplagt udvalg at begynde med, og så kan man altid forsøge at udvide på et senere tidspunkt”.

Det tidspunkt kom få måneder senere. På IOCs årlige session, der blev afholdt i Durban i Sydafrika i juli 2011, valgte medlemmerne Pyeongchang som vært for de olympiske vinterlege i 2018. Den sydkoreanske by, som det svindeldømte, men benådede IOC-medlem Kun-Hee Lee fra den olympiske topsponsor Samsung i årevis havde forsøgt at overtale sin kolleger til at stemme på, vandt suverænt afstemningen med 63 stemmer. De andre kandidater, München i Tyskland og Annecy i Frankrig, fik kun henholdsvis 25 og 7 stemmer.

Valget af Pyeongchang gav tronarvingen chancen for at blive udpeget som medlem af komiteens koordinationsudvalg til legene, som IOCs præsident nedsætter, hver gang en ny olympisk værtsby er udnævnt. Udvalget har til opgave „at forbedre organisationen af de olympiske lege og samarbejdet mellem IOC, værtsbyens organisationskomite, de internationale idrætsforbund og de nationale olympiske komiteer”.

I august 2011 offentliggjorde IOC navnene på medlemmerne af det nye udvalg. Blandt dem var Kronprins Frederik. Og dermed kunne den danske tronarving ikke blot se frem til at få mere indflydelse på arrangementet af de olympiske lege. Han kunne også begynde at planlægge adskillige olympiske besigtigelses-rejser til sin svindeldømte IOC-kollega Kun-Hee Lees hjemland, hvor korruption er en mindst lige så udbredt kultur som i sportens internationale organisationer:

”Det ser jeg rigtigt meget frem til. Det er de medlemmer, der sidder i        komiteen, som rejser ud til den pågældende værtsby for at vejlede og rådgive i, hvordan man optimerer forberedelserne og afholdelsen af OL”, sagde tronarvingen til Ritzau om sit nye udvalgsarbejde, der også indebar, at han skulle være med til at rapportere til IOCs præsident og bestyrelse, om Pyeongchang overholdt de frister og kontrakter, som den kommende olympiske værtsby havde forpligtet sig til at holde.

IOCs præsident Jacques Rogge udnævnte det svenske IOC-medlem Gunilla Lindberg, som havde været medlem af fem tidligere koordinationsudvalg, til formand for Kronprins Frederiks nye udvalg. Og udover den danske tronarving talte udvalgets menige medlemmer IOC-direktør Gilbert Felli, IOC-medlem og ishockeyspiller Angela Ruggiero fra atleternes kommission, IOC-medlem og formand for det internationale skiforbund Gian-Franco Kasper, IOC-medlem og formand for den internationale skøjteunion Ottavio Cinquanta, IOC-medlem og formand for det internationale ishockeyforbund René Fasal, IOC-medlem og hockeyspiller Barry Maister, IOC-medlem og bobslædekører Adam Pengilly samt formanden for Japans olympiske komite Tsunekazu Takeda som repræsentant for de nationale olympiske komiteer.

De fleste menige medlemmer af udvalget var udpeget for at varetage vintersportsforbundenes respektive interesser i forbindelse med legene i Pyeongchang. Kronprins Frederik repræsenterede kun sig selv. Men hvilke kvalifikationer, der  gjorde den danske tronarving kompetent til at være medlem af et IOC-udvalg, som skulle koordinere planlægningen af de olympiske vinterlege, fremgik ikke af komiteens pressemeddelelse om udvalgets sammensætning.

Selv om kronprinsen havde erfaring med at stå på ski under arktiske ekspeditioner i Grønland og private ferier i Frankrig, lignede hans udnævnelse til udvalget  mest en vennetjeneste fra IOC-præsident Jacques Rogge til en dansk tronarving, som i sit hjemland havde brug for at overbevise sine kritikere om, at han ikke kun var en kransekagefigur i IOC. Med sit medlemskab af to olympiske udvalg kunne Kronprins Frederik nu hævde, at han havde skaffet Danmark indflydelse i international idræt.

Men uanset, hvad den dybere olympiske mening med tronarvingens udnævnelse til udvalget var, stod det hurtigt klart, at han også på anden vis havde tænkt sig at gøre sin indflydelse gældende. I september 2011 skaffede Kronprins  Frederik eksempelvis Danmarks Idrætsforbund taletid på IOCs Sport for All-konference, som efter hans fravær i Finland året før nu skulle holdes i Beijing i Kina.

På konferencen skulle det danske idrætsforbunds daværende udviklingschef Morten Mølholm tale om et dansk breddeidrætsprojekt, som gik ud på at lokke idrætsudøvere tilbage til foreningsidrætten fra den kommercielle idræt. Og i modsætning til året før, hvor Kronprins Frederik ikke deltog, fordi han valgte at støtte det danske fodboldlandshold som tilskuer til VM-fodbold i Sydafrika, spillede det danske IOC-medlem også selv en aktiv rolle på Sport for All-konferencen i Beijing.

Da dagbladet Politikens Kina-korrespondent Nis Olsen besøgte konferencen, noterede han således, at den danske tronarving var trukket i sit olympiske arbejdstøj og optrådte som mødeleder for de 500 konferencedeltagere. Og i en pause forklarede kronprinsen, hvorfor det var vigtigt for ham at være med på konferencen.

”Vi kan lære af hinanden. For eksempel er Kina god til at sætte folkelige aktiviteter i gang oppefra og få store grupper til at dyrke motion. I Danmark har vi til gengæld et godt foreningsliv, som udspringer af græsrodsniveau. Den erfaring kan vi dele med resten af verden, og det er jo en måde at få fordomme til at forsvinde på. Min holdning er, at man skal få børnene til at bevæge sig gennem leg. Når man leger det ind, hænger det fast, når folk bliver ældre”.

I samme interview fortalte Kronprins Frederik om sine forventninger til sit nye medlemskab i IOCs koordinationsudvalg til vinterlegene i Pyeongchang:

”Fra næste år og syv år frem skal vi assistere og rådgive værtsbyen. Der er jo meget prestige forbundet med at få værtsskabet. Det kan måske betyde, at man må fortælle værtsbyen, at de ikke må gejle sig selv for meget op. Åbningsfestlighederne kan selvfølgelig bruges til at vise, hvor stolt man er. Men efterfølgende skal den primære fokus være på atleterne. Deres forhold skal være så optimale, som muligt. De skal ikke bare sove ordentligt, de skal også spise ordentligt og behandles ordentligt, så de kan føle sig trygge”.

Men samtidig understregede tronarvingen, at hans nye job som kontrollant af en kommende OL-værtsby ikke indebar, at han nu også kunne se frem til at blive tilbudt positiv særbehandling under sine rejser til Pyeongchang:

”Den slags blev der ryddet op i, allerede inden jeg blev medlem af IOC”,  sagde kronprinsen, dog uden at forholde sig til BBCs korruptions-afsløringer af tre af hans mest indflydelsesrige IOC-kolleger. Tværtimod understregede han, at hans første to år i den internationale olympiske komite kun havde været positive:

”Det er en kæmpe oplevelse at være med i IOC og en del af „familien”, som den kaldes. Det er positivt, fordi man lærer mange kulturer og holdninger at kende. Dermed kan nogle af de fordomme, som vi mennesker ellers er gode til at have, brydes ned, når man står ansigt til ansigt i et internationalt samarbejde. Åben dialog er jo vejen til at nærme sig hinanden, og det er meget spændende at få de forskellige opfattelser til at mødes. Det er jo ingen paladsrevolution, men det er vigtigt for det lange samarbejde”.

Mens Kronprins Frederik således endnu engang undskyldte, at han stadig ikke havde leveret den paladsrevolution i IOC, som han allerede havde gjort sig til talsmand for under vinterlegene i Vancouver, og som mange af komiteens kritikere gerne så ham føre ud i livet, afslørede han til gengæld, at han betragtede sig selv som den helt rigtige talsmand for de olympiske eliteidrætsudøvere.

”Det er nemt for mig at gå direkte til sagerne, når man har dyrket aktiviteter på højt niveau, som også kræver stor mental forberedelse. Jeg tænker for eksempel på min militære uddannelse i frømandskorpset, hvor der var mange aktiviteter, der var på højde med elitesportsfolks præstationer. Derfor er det spændende at kunne følge med i IOCs sportspolitiske top indefra”.

Det danske IOC-medlems sammenligning af sine egne præstationer med elite-sportsudøvernes faldt imidlertid blot få uger efter, at det amerikanske magasin Forbes havde offentliggjort en artikel, som dokumenterede, hvorfor hverken en prinsetitel, en aktiv OL-karriere eller bare noget, der lignede, nødvendigvis var nogen garanti for, at man kunne slippe nemt fra at beskæftige sig med sagerne i IOCs sportspolitiske top.

Under overskriften ”The Prince And the Blogger” genopfriskede Forbes i september 2011 en årelang, men dengang stadig aktuel juridisk strid mellem IOC-medlem Prins Albert af Monaco og hans tidligere rådgiver Robert Eringer. Striden begyndte, da Robert Eringer i slutningen af 2007 blev fyret af prinsen. To år senere anlagde den amerikanske rådgiver en retssag mod prinsen ved en domstol i Californien i USA med et krav om udbetaling af et påstået løntilgodehavende på 60.000 dollar. Da rådgiverens sagsanlæg blev afvist, oprettede han en blog på internettet, hvor han beskrev alle sine oplevelser med Prins Albert i de fem år, han var ansat som  prinsens efterretningsagent.

Inden sin ansættelse i fyrstedømmet havde Robert Eringer blandt andet ernæret sig som sladderjournalist, forfatter og freelancespion for forskellige efterretningstjenester. Prins Albert lærte Robert Eringer at kende i 1980’erne, hyrede ham til enkelte efterretningsopgaver i 1990’erne og ansatte ham på fuld tid i 2002. Ifølge Forbes havde rådgiveren blandt andet til opgave at advare prinsen mod våbenhandlere, pengehvidvaskere og andre kriminelle, som drev lyssky forretninger i hans 800 år gamle sydeuropæiske fyrstedømme.

Men ifølge Robert Eringer rådgav han også Prins Albert, som dengang var ungkarl og kendt i alverdens ugeblade for sine kvindelige bekendtskaber, i to  faderskabssager og en påstået voldtægtssag. Prinsen vedkendte sig det ene faderskab, men afviste det andet og nægtede også den påståede voldtægt. Alligevel skrev Robert Eringer lystigt om sagerne i sin blog om prinsens privatliv. Og i begyndelsen af december 2010 sendte han også en skriftlig klage over Prins Albert til IOCs præsident Jacques Rogge.

I sit fire sider lange klageskrift opfordrede Robert Eringer den olympiske præsident til at bede IOCs etiske udvalg om at indlede en korruptionsundersøgelse af Prins Albert i forbindelse med komiteens tildeling af værtsskabet for de olympiske vinterlege i 2014 til Sochi i Rusland. Ifølge klagen overtrådte Prins Albert flere af IOCs etiske regler både før og efter medlemmernes afstemning om værtsskabet, der fandt sted i sommeren 2007 under komiteens session i Guatemala. Robert Eringer beskyldte også Prins Albert for at pleje omgang med den russiske senator og bankejer Sergei Pugachev, som angiveligt havde tætte forbindelser til den organiserede kriminalitet i Rusland. Desuden beskyldte efterretningsrådgiveren prinsen for have taget imod en ekspeditionsrejse til Nordpolen i 2006, der var betalt af Ruslands præsident Vladimir Putin, som efter ekspeditionen ligeledes arrangerede en officiel statsmiddag for prinsen i Moskva.

Efter afstemningen i Guatemala tog Prins Albert ifølge Robert Eringer også imod en dyr gave fra Rusland, en treværelses russisk ’dacha’, som russiske arbejdere i 2007 og 2008 opførte til prinsen på hans private ejendom Roc Agel i Monacos bjerge. Endvidere hævdede rådgiveren, at Prins Albert også havde taget imod en invitation fra Vladimir Putin til en privat fisketur i Rusland, der i mediernes omtale af turen blev betegnet som en tak for, at prinsen havde stemt på Sochi som olympisk værtsby.

Da Robert Eringers klage over Monacos royale IOC-medlem og tidligere femdobbelte OL-deltager på fyrstedømmets bobslæde-landshold blev offentliggjort, tog Prins Albert imidlertid stærkt afstand fra beskyldningerne.

”Monacos kongelige palads afviser kategorisk de falske beskyldninger fra Hr. Eringer imod Hans Kongelige Højhed Prins Albert II. Som IOC-medlem igennem mere end 25 år har monarken arbejdet utrætteligt på at promovere sport i hele verden og forsvare sportens værdier”, lød det i en pressemeddelelse, som Prins Alberts hof sendte til nyhedsbureauet Associated Press den 15. december 2010.

Sochi havde vundet IOC-afstemningen med 51 stemmer foran den sydkoreanske kandidatby Pyeongchang, som fik 47 stemmer i den afgørende afstemning. En sejr, som især Vladimir Putin blev tildelt æren for, fordi han både havde udført et stort lobbyarbejde blandt IOCs medlemmer og også selv rejste til IOCs afstemning i Guatemala for at præsentere Sochis bud på det olympiske værtsskab.

Men selv om det siden Salt Lake City-skandalen havde været forbudt for de menige medlemmer i IOC at tage imod dyre gaver, førte Robert Eringers klage over Prins Albert ikke til, at IOC indledte en officiel undersøgelse af, om prinsen havde overtrådt IOC’s etiske regler. Komiteens talsmand nøjedes med at bekræfte klagens eksistens:

”Vi har noteret beskyldningerne. Men vi kan forstå, at der er en igangværende retssag mellem Prins Albert og en tidligere ansat. Derfor vil vi på nuværende tidspunkt afstå fra yderligere kommentarer”, sagde den olympiske talsmand Mark Adams til Associated Press, og Kronprins Frederik var lige så tavs.

Efter to års medlemskab af IOC var den danske tronarving tilsyneladende stadig mest optaget af at fremhæve sine egne olympiske kvaliteter og glemme de mange kritiske forhold, der også var en del af hverdagen i hans internationale olympiske komite. I december 2011 kunne BT således oplyse, at ”Kronprins Frederik fandt sig godt til rette, da han talte med deltagerne i Danmarks Idrætsforbunds Soldater-projekt og uddelte en hæderspris”. Artiklen handlede om tronarvingens besøg i gymnastiksalen på Svanemøllens Kaserne på Østerbro i København, hvor han uddelte IOC Trophy 2011 til idrætsforbundets soldaterprojekt.

Men uanset, hvor mange prisværdige idrætsprojekter, den danske tronarving valgte at bruge sin idrætspolitiske energi på i slutningen af sit andet år som medlem af IOC, kan han dog næppe have undgået at bemærke, at komiteen den 3. oktober 2011 afsluttede sin interne undersøgelser af korruptionsanklagerne mod de tre IOC-medlemmer, som BBC-programmet ’Panorama’ i november året før havde beskyldt for korruption i millionklassen.

Lamine Diack havde overfor komiteens etiske udvalg indrømmet, at han i 1993, mens han stadig kun var vicepræsident i atletikforbundet, havde modtaget i alt 30.000 dollar og 30.000 franske franc fra marketingfirmaet ISL/ISMM. Lamine Diack anførte imidlertid, at pengene blot var blevet udbetalt til ham som en personlig venne-tjeneste af marketingfirmaets ledende medarbejder Jean-Marie Weber til dækning af skaderne efter en brand i Lamine Diacks hus i Senegal, der angiveligt af politiske årsager var blevet brændt ned i marts 1993. Selv om atletikforbundet og marketingfirmaet, blot få måneder efter husbranden og pengeoverførslerne til Lamine Diack, i juni 1993 havde indgået en økonomisk samarbejdsaftale, hævdede det afrikanske IOC-medlem, at han ikke havde været involveret i forhandlingerne om aftalen, og at pengeoverførslerne fra ISL/ISMM intet havde med aftalen at gøre.

I sin afgørelse af sagen lagde IOCs etiske udvalg imidlertid vægt på, at Lamine Diack som daværende vicepræsident i det internationale idrætsforbund må have kendt til forbundets kontrakt med ISL/ISMM, og at han ved at tage imod penge fra forbundets marketingpartner havde gjort sig selv skyldig i en interessekonflikt. Det etiske udvalg noterede samtidig, at selv om IOCs etiske regler i 1993 ikke var lige så præcist formuleret som i dag, nævnte det olympiske charter også dengang, at olympisme er baseret på respekt for universelle og fundamentale etiske principper. Endvidere fastslog udvalget, at selv om Lamine Diack ikke var medlem af IOC, da han modtog pengene fra ISL/ISMM, var han som vicepræsident i et internationalt forbund i den olympiske bevægelse underlagt olympismens fundamentale principper. Ydermere slog det etiske udvalg fast, at den skade på den olympiske  bevægelses renomme, som afsløringen af Lamine Diacks sag havde forvoldt, fandt sted på et  tidspunkt, hvor han var medlem af IOC.

Men med henvisning til, at Lamine Diack havde modtaget pengene på et tidspunkt, hvor han endnu ikke var medlem af IOC, og under hensyntagen til hans personlige situation, der angiveligt var forårsaget af en dramatisk begivenhed, som havde påvirket ham dybt, nøjedes komiteens etiske udvalg med at indstille til IOCs bestyrelse, at Lamine Diack fik en advarsel og en påmindelse om, at han havde pligt til at respektere det olympiske charters etiske kode.

En lignende afgørelse kom IOCs etiske udvalg den samme dag frem til i    sagen mod Issa Hayatou. Afrikaneren, der var blevet medlem af IOC i 2001, bekræftede overfor udvalget, at han havde modtaget 100.000 franske franc i kontanter fra ISL/ISMM som en donation i anledning af det afrikanske fodboldforbunds 40 års jubilæum i 1998. Men han forklarede, at donationen fremgik af fodboldforbundets bestyrelsesreferater, og at kontante pengeudbetalinger i øvrigt var helt normal praksis dengang i nogle lande, hvor bankernes teknologi ikke var særlig veludviklet.

IOCs etiske udvalg understregede imidlertid, at Issa Hayatou som næstformand i FIFA ikke kunne have været uvidende om forbundets marketing-kontrakt med ISL/ISMM, og at de dokumenter, han havde fremlagt i sagen lang tid efter sin modtagelse af pengene, ikke beviste, at han også havde overført pengene til det afrikanske fodboldforbund. Ved at acceptere at modtage pengene havde afrikaneren ifølge udvalget gjort sig skyldig i en interessekonflikt, der var i strid med IOCs etiske principper. Også selv om han endnu ikke var medlem af IOC i 1998, da han modtog pengene. Udvalget konstaterede, at Issa Hayatou som daværende vicepræsident i FIFA repræsenterede et forbund i den olympiske bevægelse, og at han derfor var omfattet af IOC’s etiske regler. Alligevel slap han med en reprimande og en påmindelse om at respektere det olympiske charters etiske kode i fremtiden.

Til gengæld slap Joao Havelange for at få offentliggjort komiteens interne undersøgelse af BBC’s påstand om, at han havde modtaget mindst otte millioner  kroner i bestikkelse. Komiteens daværende præsident Jacques Rogge havde ganske vist lovet også at offentliggøre af undersøgelsen mod brasilianeren, der i årtier havde været omtalt i pressen som en af de mest korrupte idrætsledere i verden. Men tre dage før den bebudede offentliggørelse af undersøgelsen valgte IOCs længst siddende medlem pludselig selv at opgive sit livstids-medlemskab af den olympiske komite. En komite, han havde været medlem af siden 1963 efter en lang karriere som olympisk svømmer og vandpolospiller, der begyndte ved OL i Berlin i 1936 og sluttede ved OL i Helsingfors i 1952.

IOCs officielle forklaring på, hvorfor Joao Havelange afgav sit medlemskab, få år før Rio de Janeiro i hans hjemland skulle være værtsby for de første olympiske lege i Sydamerika, var, at det dengang 95-årige medlem havde dårligt helbred. Og med den forklaring forsøgte IOCs præsident Jacques Rogge nu at forhindre offentligheden i at få indsigt i den korruptionsanklagede brasilianers olympiske virke igennem næsten et halvt århundrede:

”Enhver undersøgelse af Havelange er nu lukket for IOCs vedkommende. Han er ikke længere medlem, men en privat person”, sagde Jacques Rogge.

Men forklaringen om, at Joao Havelange, der blev født i 1916 under Første Verdenskrig og voksede op i Rio de Janeiro som søn af en udvandret belgisk våbenhandler, nu selv havde valgt at trække sig fra IOC, fandt international direktør Jens Sejer Andersen fra Play the Game ikke særlig troværdig.

”Jeg tror ikke, at ophavsmanden til sportens korrupte netværk gennem mere end 30 år gik selv. Som Havelange sagde i København, så han frem til at fejre sin 100 års fødselsdag med hele verden om fem år i Rio de Janeiro”, sagde Jens Sejer Andersen til Politiken med en henvisning til, at Joao Havelange havde spillet en central hovedrolle, da den brasilianske by i 2009 vandt værtsskabet for OL under IOCs møde i København.

Danmarks Idrætsforbunds formand Niels Nygaard, som også havde mødt den magtfulde brasilianer under det olympiske topmøde i København, udtrykte ligeledes forundring over Joao Havelanges pludselig exit fra IOC.

”Det var stadig en ære for ham at være medlem af IOC. Han var den eneste tilbageværende, der var sikret medlemskab på livstid. Så det er da interessant, at han går netop nu. Men det er den bedste løsning for både ham og IOC. For hvis det er korrekt, at der er alle de skeletter i skabene, som meget tyder på, er det træls for IOC at skulle udrede sagen med alle dens konsekvenser. Joao Havelanges afgang er en behagelig løsning for IOC”, understregede Niels Nygaard.

På trods af en stor dansk og international medieinteresse for IOCs afgørelser af de tre etiske sager mod Joao Havelange, Lamine Diack og Issa Hayatou, glimrede de tre IOC-medlemmers danske kollega, Kronprins Frederik, dog stadig ved sit fravær i debatten. Til gengæld blev de tre sager diskuteret flittigt af både danske og udenlandske eksperter i international idrætspolitik.

For på grund af sportsverdenens åbenlyse korruptionskultur, som både nationale og internationale myndigheder havde svært ved at ændre, havde EUs idrætskontor bevilget 198.000 euro til en undersøgelse af ledelsesstrukturerne i internationale idrætsorganisationer under ledelse af Idrættens Analyseinstitut.

Blandt deltagerne i undersøgelsen var den belgiske professor og idrætsforsker Hans Bruyninchx. I Politiken forklarede han den internationale sportsverdens mange korruptionssager med, at professionel elitesport i vid udstrækning havde udviklet sig til et lovløst ingenmandsland, der var ude af nationale myndigheders kontrol, og som blev styret efter egne regler og love, der i mange tilfælde var i strid med lovgivningen i det øvrige samfund:

”Sportens verden er besat af regler. Men sportens egne ledere er selv de  stærkeste modstandere af enhver regulering. Eksempelvis ejes professionelle idrætsudøvere af klubber og agenter. Og idrættens organisationer bestemmer suverænt, hvornår sportens arbejdstagere må skifte arbejdsgiver. Det svarer til Europas arbejdsmarked i det 18. og 19. århundrede. Ingen andre faggrupper på det europæiske arbejdsmarked lever i dag efter lignende utidssvarende regler”, understregede Hans Bruyninchx og gav også et bud på årsagerne til, at elitesporten havde fået lov til at udvikle sig til et ureguleret parallelsamfund.

”I toppen af det sportslige hierarki har lederne for flere end 50 internationale idrætsorganisationer, med det internationale fodboldforbund, FIFA, og den internationale olympiske komite, IOC, i spidsen, placeret det meste af sportsverdens administration i skattely i Schweiz. Dermed slipper de både for EU-landenes skatte-lovgivning og sikrer schweizisk bankhemmelighed om idrættens økonomiske transaktioner”, sagde forskeren og ridsede flere uheldige samfundskonsekvenser op.

”Sportens kamp imod doping og match fixing virker ikke helhjertet. Organiseret fysisk vold på banen mellem idrætsudøvere i f. eks. fodbold og ishockey straffes ofte kun med en advarsel, et par dages karantæne eller slet ikke. Og selv når tusindvis af voldelige sportsfans går amok på stadion eller lige uden for, ønsker sporten selv at klare paragrafferne. Kun når volden kommer helt ud af kontrol, får staten lov til at sende politiet ind for at rydde op på skatteydernes regning. Mange fodboldklubber er jo nærmest grundlagt på en fankultur af hadefuld racisme, som voldelige fodbold-tilhængere lufter på europæiske tribuner hver eneste weekend året rundt, blandt andet under kampe i Belgien, Italien og landene i det tidligere Jugoslavien”.

Hans Bruyninchx noterede dog samtidig, at sportens parallelsamfund havde stor bevågenhed fra mange politikere. De undlod blot at gribe ind overfor parallelsamfundets åbenlyse vold, racisme og økonomiske kriminalitet:

”De fleste politikere elsker at få en plads på tribunen til de store sportskampe. F. eks. var der i 2010 flere statsoverhoveder til VM i fodbold i Sydafrika end til det internationale klimatopmøde samme år. Men det virker, som om der er en gentlemanaftale mellem politikerne og idrætsledere om, at sport er noget helt for sig selv, som politikerne ikke skal blande sig i. Sporten har altid krævet selvstyre med mindst mulig offentlig indblanding i sportens interne affære. Men samtidig har sportens ledere altid været gode til at få statslige institutioner til at støtte sportens særinteresser med offentlige penge. De internationale idrætsorganisationers ledere betragter sport som en exceptionel undtagelse, der – alene fordi sport er noget exceptionelt – ikke behøver at følge det øvrige samfunds normer og love”.

Af samme årsag opfattede Hans Bruyninchx heller ikke Kronprins Frederiks medlemskab af IOC som et tegn på, at der var bedre tider på vej i ledelsen af de internationale idrætsorganisationer:

”De kongelige idrætsledere lever sjældent op til moderne ledelsesprincipper om åbenhed, gennemsigtighed og tilgængelighed. Vi forventer normalt ikke, at internationale ledere fra autoritære regimer som Qatar, Kuwait eller Bahrain altid kan leve op til de principper. Men når demokratiske lande som Danmark heller ikke kan, er det et signal om, at noget er helt galt”. 

Et andet medlem af EU-projektet var den schweiziske professor og idrætsforsker Jean-Loup Chappelet. Han havde en fortid som ansat i IOCs administration i Lausanne og understregede, at sport er mindst lige så afhængig af offentlige penge som af private.

”Derfor bør idrættens organisationer også være underlagt de samme principper om god ledelse som alle andre offentlige virksomheder, hvor offentligheden kræver åbenhed, gennemsigtighed og tilgængelighed. Også for en kritisk presse. Festinaskandalen satte for alvor fokus på cykelsportens dopingproblemer tilbage i 1998. Og året efter afslørede Salt Lake City-skandalen, at den olympiske korruption er omfattende. Alligevel er sporten stadig en stor rodebutik, hvad ledelsen angår”.

Et tredje medlem af EU-projektet, den britiske professor Barrie Houlihan, gav ligeledes Kronprins Frederik og de andre royale medlemmer af IOC et væsentligt medansvar for, at sporten stadig var en stor rodebutik, selv om IOC og FIFA som eliteidrættens to største spillere havde en årlig omsætning på hver omkring syv milliarder kroner:

”Men sport er også meget mere end blot forretning. Sport er en væsentlig social og kulturel faktor i mange millioner menneskers liv. Sport er på den ene side meget følsom over for politisk påvirkning, men på den anden side også dybt afhængig af politisk støtte. Derfor nærer mange internationale idrætsledere også en naturlig bekymring for at miste sportens autonomi. For det er langt fra sikkert, at de nationale regeringer og skatteydere er bedre til at forvalte sportens interesser”, fastslog Barrie Houlihan.

Den britiske professor efterlyste en hel ny sportskultur, hvor idrættens        organisationer begyndte at kigge på ledelsens faglige kvalifikationer fremfor blot fortsat at rekruttere kendte sportsstjerner og kongelige.

”Forfærdeligt mange af IOCs medlemmer er kun dødvægt for organisationen. De medbringer måske nok lidt prestige, men hverken den nødvendige viden og ekspertise, der skal til for at lede en moderne international idrætsorganisation. Og dødvægten betyder samtidig, at alle de vigtige beslutninger i organisationen bliver overladt til en meget lille gruppe af topledere, som ikke får kvalificeret modspil”. Barrie Houlihan dokumenterede ikke sin påstand om, at kongelige idrætsledere som Kronprins Frederik blot var en tung dødvægt i komiteen. Men samtidig med, at de udenlandske idrætsforskere i det danske EU-projekt diskuterede ledelsen i sportens internationale organisationer, kom det frem, at tronarvingen ikke kun var en populær kransekagefigur i Danmarks Idrætsforbund. I det første halvår af 2012 blussede debatten om kronprinsens IOC-bestemte bestyrelsespost i forbundet igen op i pressen og vidnede om, at han også var blevet en klods om benet på de danske idrætsledere. 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*