Et juridisk slagsmål

Konge af en anden verden - Kapitel 5

Qatars emir Tamim Al-Thani er IOC-kollega med Kronprins Frederik, som i 2015 overværede ørkenstatens værtskab for VM i håndbold. (Foto: Lars Poulsen)

Kronprins Frederik blev ved sin optagelse i IOC også medlem af  Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse, fordi bestyrelsen er identisk med bestyrelsen i Danmarks Olympiske Komite. Ifølge det olympiske charter skal IOC-medlemmer repræsentere komiteens i deres hjemlande, hvor de forventes at udbrede kendskabet til de olympiske lege og de olympiske værdier. Med andre ord kræver IOC, at medlemmerne har sæde i deres hjemlandes nationale olympiske komiteer.

At denne sammenblanding af IOCs interesser med det danske idrætsforbunds interesser kunne være problematisk for en dansk kronprins, som også skulle varetage interesserne i det danske kongehus, og ifølge statsminister Anders Fogh Rasmussen heller ikke måtte udtale sig i strid med den danske regerings interesser, gjorde Danmarks Idrætsforbunds daværende elitechef Jesper Frigast Larsen imidlertid regeringen og kongehuset opmærksom på allerede i 2008.

I sit notat til Statsministeriet foreslog Jesper Frigast Larsen at løse den ene af Kronprins Frederiks mange mulige interessekonflikter ved at give det kommende IOC-medlem en status som observatør i forbundets bestyrelse og repræsentantskab. Men den særbehandling havde skabt betydelig offentlig debat, da Jyllands-Posten i marts 2010 kunne fortælle, at det danske IOC-medlem ikke havde deltaget i et eneste af de i alt fem bestyrelsesmøder, Danmarks Idrætsforbund havde holdt, siden tronarvingen blev medlem af forbundets bestyrelse.

Og selv om hverken IOCs præsident Jacques Rogge eller det danske idrætsforbunds formand Niels Nygaard dengang havde anset det for at være et problem, at de i praksis lod tronarvingen selv bestemme, om han havde lyst til at leve op til reglerne i det olympiske charter eller ej, blev spørgsmålet igen aktuelt, da kronprinsen tog hul på sit tredje år som IOC-medlem.

Den 15. januar 2012 kunne Politiken under overskrifterne ”Kronprins omgår idrætsregler” og ”Den magelige idrætspolitiker” afsløre, at tronarvingen efter 27 måneders medlemskab af IOC kun havde deltaget i to af de nu i alt 21 ordinære bestyrelsesmøder, Danmarks Idrætsforbund havde holdt, mens kronprinsen havde været medlem af bestyrelsen. Og i de to møder, Kronprins Frederik havde deltaget i, var han kun kortvarigt til stede under nogle temadiskussioner om dansk idræts internationale arbejde, som forbundet efter aftale med kongehuset havde planlagt, at han skulle deltage i én gang om året.

Da avisen satte fokus på hans fravær i bestyrelsesarbejdet, nøjedes Danmarks Idrætsforbunds formand, Niels Nygaard, imidlertid med at rose tronarvingen for, at han til gengæld deltog flittigt i præmie-overrækkelser og galla-arrangementer:

”Han er rigtig god til at være med til at kaste glans over begivenheder og gøre, at idrætsudøverne føler, det er stort, at han interesserer sig for dem og følger med i, hvad der sker rundt omkring”.

Men i modsætning til formanden udtrykte andre medlemmer af Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse forundring over, at kronprinsen tilsyneladende ikke var lige så god til at passe sit idrætspolitiske arbejde, som han var til at kaste glans over de danske idrætsudøvere.

”Vi har ikke den orientering om det olympiske, som vi havde tidligere, og det er da ærgerligt. Jeg så gerne, at han kom noget oftere – det skal jeg ikke lægge skjul på”, sagde forbundets bestyrelsesmedlem og kasserer Hans Christian Hansen.

Formanden for forbundets Aktivkomite, den tidligere olympiske roer Victor Feddersen, der også var medlem af bestyrelsen, var overordnet set godt tilfreds med samarbejdet med kronprinsen. Men han understregede ligeledes over for avisen, at samarbejdet ikke levede op til forhåndsforventningerne:

 ”Nej, det kan jeg svare nej til. Jeg havde forventet noget mere”.

Desuden advarede den danske sportsadvokat Jens Bertel Rasmussen om, at særbehandlingen af kronprinsen udgjorde et juridisk problem.

”En observatørstatus opfylder hverken Danmarks Idrætsforbunds vedtægter eller IOCs charter. Der er under alle omstændigheder en pligt til, at IOC-repræsentanten er medlem af Danmarks Idræts Forbunds bestyrelse. Så kan man meddele, at man af den eller anden grund kun kan deltage i nogle af punkterne, men der er en formel pligt – uanset, hvem personen er ”, fastslog advokaten.

Da Danmarks Idrætsforbunds elitechef Jesper Frigast Larsen i 2008 forfattede notatet, der anbefalede regeringen at give kronprinsen en særlig observatørstatus i forbundets bestyrelse, var det da også netop forskellen mellem kronprinsens ret og pligt til at udnytte sin stemmeret i forbundets bestyrelse og generalforsamling, elitechefen fokuserede på:

”Denne ret for IOC-medlemmet er imidlertid ikke nødvendigvis forbundet med en pligt til at udøve retten”, lød vurderingen i Jesper Frigast Larsens notat, hvori elitechefen også redegjorde for, hvorfor det kunne være forbundet med en politisk risiko at gøre kronprinsen til ordinært medlem af bestyrelsen:

 ”Idet det kan lægges til grund, at et aktivt virke i Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse og repræsentantskab med udøvelse af stemmeret og medansvar for de trufne beslutninger i mange tilfælde vil kunne medføre en kompromittering af kongehusets upolitiske status, forekommer det hensigtsmæssigt, at det inden kronprinsens eventuelle indtræden i IOC, afklares, hvorledes kronprinsens forhold til Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse og repræsentantskab vil kunne udøves”, skrev Jesper Frigast Larsen og fortsatte:

”En løsning af denne problemstilling kunne være, at det – før et eventuelt IOC-medlemskab indledes – bliver slået fast både overfor IOC, den danske regering, Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse og repræsentantskab samt offentligheden, at kronprinsens forhold til Danmarks Idrætsforbund alene har form af observatørstatus”.

Da Politiken i januar 2012 spurgte forbundets formand Niels Nygaard, om kronprinsen i praksis kun havde haft observatørstatus i sine to første år i bestyrelsen, lød svaret imidlertid:

”Nej. Han har mulighed for at møde op, når det måtte være opportunt”, sagde formanden, som dog senere vendte tilbage til avisen med et nyt svar:

 ”Kronprinsen har fraskrevet sig sin ret til at stemme i Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse. Det, han har i dag, er en observatørstatus”.

På et nyt spørgsmål fra avisen om, hvorvidt kronprinsen i så fald skulle betragtes som medlem af bestyrelsen eller ej, forklarede Niels Nygaard:

”Det er et spørgsmål om, hvordan man definerer det at være medlem. Han er observatørmedlem, men han er ikke stemmeafgivende medlem. Vi er inde i et spørgsmål om feinschmeckeri om definitioner”.

Samtidig forklarede Niels Nygaard, at forbundet havde skrevet notatet efter en dialog med kongehuset for at få afklaret, hvordan forbundet kunne gebærde sig i forhold til den situation, der var ved at opstå med Kronprins Frederiks mulige medlemskab af IOC. Men Niels Nygaard understregede, at Danmarks Idrætsforbunds vedtægter ikke entydigt slog fast, at kronprinsen havde pligt til både at møde og at stemme i bestyrelsen.

”Sådan læser vi det ikke. Jurister kan udlægge ting på mange forskellige måder. Vi læser det som udtryk for, at det en ret og ikke en pligt”.

Den fortolkning af reglerne mødte dog blandt andet kritik fra professor og idrætshistoriker Jørn Hansen fra Syddansk Universitet:

 “Kronprinsen har pligt til at sidde i bestyrelsen. Her er der lavet en fortolkning, som ikke lever op til ånden i det olympiske charter. Man fortolker reglerne lemfældigt. Spørgsmålet er, om man kan gøre andet, når det nu er kronprinsen, man har med at gøre”.

Men debatten om kronprinsens bestyrelsespost i Danmarks Idrætsforbund fik samtidig den årelange diskussion om tronarvingens olympiske karriere til at blusse op igen. I en lederartikel under overskriften ”Frederiks forudsete flop” slog Ekstra Bladet den 16. januar 2012 fast, at ledelsen i dansk idræt fuldstændig havde lukket ørerne for alle idrætskyndige mediers advarsler, da forbundets tidligere formand Kai Holm i sin tid bragte kronprinsen i spil som sin arvtager i IOC:

”Kandidaturet gav simpelt hen ikke nogen mening. Kronprinsen er ganske rigtigt et trækplaster og kan have stor gennemslagskraft. Men potentialet kan aldrig foldes ud, eftersom kronprinsens fornemste pligt er at være fuldstændig upolitisk. Og er der noget, den olympiske giftpøl af en komite ikke er, er det upolitisk. Og hvad er værdien som trækplaster, hvis det, man samtidig opsnuser, aldrig når videre end  Amalienborg? DIF har et meganavn siddende – de har bare ingen kontakt med ham. Hvor smart er det?”.

Samme dag forklarede Niels Nygaard imidlertid endnu engang i Politiken, at det var fuldstændigt op til kronprinsen selv at prioritere, hvor meget eller hvor lidt han kunne og ville deltage i bestyrelsens møder, og at det var forbundets ledelse ”godt fornøjede med”, som han udtrykte det:

”Begrundelsen er, at han ikke som kronprins i Danmark kan tages til indtægt for de beslutninger, vi træffer i DIF’s bestyrelse. Hvis vi går ind og angriber regeringen eller kommer med udtalelser, som er imod den siddende regering, så kan han ikke være en del af det”.

Danmarks Idrætsforbunds ledelse var med andre ord så fornøjet over Kronprins Frederiks reklameværdi for dansk og olympisk idræt, at den ikke havde noget imod at lade tronarvingen bryde både forbundets regler og IOCs regler for at beskytte ham imod politisk kritik. Men at idrættens juridiske regler ikke indeholdt undtagelses-bestemmelser for hverken kronprinser eller andre medlemmer af det danske kongehus, som måtte have lyst til at beskæftige sig med idrætspolitik, gjorde Hans Bonde, professor i idrætshistorie på Københavns Universitet, nu opmærksom på i en kronik i Berlingske, der havde overskriften ”DIFfus idrætspolitik”.

I kronikken benyttede Hans Bonde den juridiske diskussion om kronprinsens medlemskab af bestyrelsen i Danmarks Idrætsforbund som en anledning til at brede debatten om kronprinsens olympiske karriere ud i et bredere perspektiv. For ifølge professoren så det ud til, at forbundets forhåbninger om, at kronprinsen i lighed med sin forgænger Kai Holm ”via solidt og engageret idrætspolitisk håndværk” kunne placere Danmark på det globale idrætspolitiske landkort, nu var ved at være bristet.

”Det ser ud til, at Danmarks Idrætsforbund har forregnet sig ved at forsøge at trække kronprinsen så tæt på sig, at han bliver en del af Danmarks Idrætsforbunds eget netværk. Gennem generationer har kongehuset kunnet kaste glans over sporten ved at først Christian X og siden Frederik IX har støttet Danmarks Idrætsforbund ud fra en uafhængig og ophøjet position. Ved at forsøge at gøre kronprinsen til en af deres egne som IOC-medlem risikerer Danmarks Idrætsforbund at fjerne den royale fortryllelse og trække kronprinsen ind i idrætspolitiske trakasserier til skade for kongehusets uafhængighed”, skrev Hans Bonde og fortsatte:

”For både regeringen og hoffet er skrækscenariet, at kronprinsen en dag skal blive fanget i krydsilden mellem IOC og den danske regering. At det ikke er urealistisk ses af, at der to gange før har været en fundamental uenighed mellem IOC og den danske regering. Den første gang var i 1998/99, da den danske regering    pressede på for oprettelsen af et uafhængigt dopingagentur (WADA) mod IOCs vilje. Anden gang var fra 2000 til 2004, da IOC iværksatte et massivt pres for at få indføjet en  artikel i EUs traktatgrundlag, der skulle undtage sporten fra reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed – en særregel, som den danske regering var meget imod”.

Om den aktuelle sag om kronprinsens medlemskab af bestyrelsen i Danmarks Idrætsforbund, hvor kronprinsens rådgivere i et håb om at minimere farerne ved hans idrætspolitiske engagement havde kæmpet for, at tronarvingen slap for at deltage i forbundets bestyrelsesarbejde, konstaterede professoren:

”Den beslutning har imidlertid skabt et stort dilemma for Danmarks Idrætsforbund, der bevæger sig mellem Scylla og Charybdis ved gang på gang at give   modsatrettede signaler om, hvorvidt kronprinsen nu er eller ikke er medlem af    Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse. Hvis Danmarks Idrætsforbund erklærer ham for medlem, får de straks pressen på nakken, for i så fald, hvorfor deltager han så ikke i bestyrelsesmøderne? Er det fordi, som Ekstra Bladet hævder, at han dybest set ikke ønsker for meget arbejde og hellere vil nyde de store sportsstjerners udfoldelser i den sydende sportsarena end at smøge ærmerne op og gavne Danmark i det internationale idrætspolitiske arbejde? På den anden side, hvis Danmarks Idrætsforbund hævder, at kronprinsen simpelt hen slet ikke er medlem af Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse, så får forbundet juridiske problemer. Det er netop det, der er sket inden for den seneste uge, hvor Danmarks Idrætsforbunds formand Niels Nygaard gik ud i pressen med et budskab om, at kronprinsen har fravalgt at være medlem af bestyrelsen”.

Dokumentationen for, at Niels Nygaards budskab var korrekt, fandt historikeren på Danmarks Idrætsforbunds hjemmeside, hvor kronprinsen ikke var blandt de ti navngivne bestyrelsesmedlemmer.

”Kronprinsen har da heller ikke, efter han blev IOCs repræsentant i Danmark, deltaget i et eneste af Danmarks Idrætsforbunds 21 bestyrelsesmøder. Han har blot et par gange mødt op til et særligt punkt om internationale forhold, der er blevet afholdt i tilknytning til det ordinære bestyrelsesmøde, som han som de facto ikke-medlem naturligvis har undladt at deltage i”.

Endvidere anførte Hans Bonde med en henvisning til paragrafferne i såvel forbundets vedtægter som IOCs olympiske charter, at Niels Nygaard imidlertid tog fejl, da han udtalte i Politiken, at kronprinsen slet ikke behøvede at være medlem af Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse:

”Man kan formulere det således, at IOC stiller som et uomgængeligt krav for at kunne blive valgt til komiteen, at medlemmet virker til fremme af IOCs budskaber ved et aktivt medlemskab af den nationale olympiske komites bestyrelse”.

Da Danmarks Idrætsforbunds vedtægter slår fast, at bestyrelsen blandt andet består af ”den internationale olympiske komites repræsentanter i Danmark”, konstaterede Hans Bonde, at der heller ikke fra det danske idrætsforbunds side var tale om et tilbud til kronprinsen, men om en fordring:

”Ved at undgå medlemskab af Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse risikerer kronprinsen nu at ende som en „sitting duck”, der ikke kan bevæge sig og beskydes fra alle sider. Set fra IOCs synspunkt er det et tab, at den danske kronprins ikke i højere grad kan gå ind og præge den danske idrætspolitik med olympiske ideer. Kronprins Frederik er jo IOCs repræsentant i Danmark, og som sådan er hans rolle at pleje IOCs interesser i Danmark og udbrede et positivt billede af den olympiske ide. Fra Danmarks Idrætsforbunds synspunkt er det også et tab, at de har haft et hvilende medlem, som altså nu er blevet et ikke-medlem, for hvis kronprinsen var tæt på pulsen i den danske idrætsledelse, ville han også bedre kunne pleje de danske interesser i IOC”.

I den samme kronik understregede Hans Bonde, at hans ærinde ikke var at kritisere kongehuset. Han anførte, at ”vi er mange danskere, der har stor forståelse for, at de kongelige har deres egen eventyrsfære med en immunitet, der beskytter mod almindelige dødelige menneskers fartbøder og skattetræk”.

Men han pegede også på, at hvis medlemmer af det danske kongehus bevæger sig ud i de samfundsmæssige institutioner, hvor der gælder almindelige demokratiske spilleregler, er de efter hans mening nødt til at overholde dem:

”Hvis de forsøger at trække deres privilegier med sig, truer det med at udhule institutionernes legitimitet. Med hvilken autoritet skal Danmarks Idrætsforbund påpege overtrædelser af vedtægterne blandt sine specialforbund, hvis Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse blæser højt og flot på dem? Skal det næste danske IOC-medlem også kunne gøre, som vedkommende vil, uanset regler? Hvorfor skal staten via tipsmidlerne overøse en organisation som Danmarks Idrætsforbund med støtte, når de ikke engang formår at overholde deres eget reglement?”, spurgte han.

Professoren slog også fast, at det nok ikke var helt uden grund, at Statsministeriets daværende departementschef Nils Bernstein og Danmarks daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, havde haft store betænkeligheder ved at lade Kronprins Frederik træde ind i det idrætspolitiske minefelt i IOC:

”Det forekommer at være en brøler af de helt store, at hverken den ministerielle følgegruppe, der skulle hjælpe kronprinsen gennem de politiske skær, eller Danmarks Idrætsforbunds jurister har kunnet strikke noget holdbart sammen, der kunne hindre det juridiske morads, kronprinsen nu er havnet i. De burde ellers have fået en advarsel, da kronprinsen i et af de få interviews, han har givet, og på trods af, at han fik personlig træning i idrætspolitik, efter OL i Beijing i 2009 til BT udtalte, at menneskerettighederne i Kina havde fået det bedre på grund af OL. Alt i alt risikerer kronprinsen nu i sin tilbagetrukne idrætspolitiske rolle, at IOCs danske   repræsentant mister sin funktion som et væsentligt bindeled mellem Danmarks Idrætsforbund og IOC. Dermed risikerer han at ende som endnu et passivt medlem af det lag af aristokratiske og royale IOC-medlemmer, som ifølge IOCs præsident Jacques Rogge frem for alt har til formål at give komiteen et gyldent skær. Ikke et opløftende scenarie for Danmarks position på den globale idrætspolitiske scene”.

Men Hans Bonde nøjedes ikke med at gøre debatten om Kronprins Frederiks olympiske karriere til en akademisk diskussion om tronarvingens rolle i dansk og international idrætspolitik. Allerede dagen efter Politikens omtale af kronprinsens manglende interesse for sit arbejde i Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse havde professoren en indsendt en officiel klage til forbundets Appeludvalg over det danske IOC-medlems påståede observatørstatus i forbundets bestyrelse. Appeludvalget var den højeste juridiske instans i Danmarks Idrætsforbund, hvor mindst en juridisk dommer var med til at træffe afgørelser i idrættens interne tvister. Udvalget havde til formål at sikre en intern behandling af idrætssager, ”der er lige så retssikkerheds-mæssig forsvarlig som den behandling, sagerne ville få, såfremt de blev anlagt for de almindelige domstole”, som det hed i forbundets beskrivelse af appeludvalget.

Med sin klage gjorde Hans Bonde indirekte kronprinsen til hovedperson i en juridisk sag, der kunne ende med, at Appeludvalget ville underkende tronarvingens observatørstatus og tvinge ham til at deltage aktivt i det idrætspolitiske bestyrelses-arbejde, som hans position i det apolitiske danske kongehus i praksis gjorde det umuligt for ham at tage et medansvar for. Men professoren gav også bolden op til et langvarigt juridisk slagsmål, som Danmarks Idrætsforbund formentlig helst havde været foruden, fordi sagens sakter dokumenterede, at forbundets ledelse havde været mere end villig til at overtræde sine egne juridiske regler for at efterkomme det tidligere IOC-medlem Kai Holms ønske om at gøre den danske tronarving til international idrætspolitiker mod til gengæld at få lov til at nyde godt af hans royale markedsføring af dansk og olympisk idræt.

Da Hans Bondes to sider lange ”Klage over det nuværende danske IOC-medlems manglende medlemskab af DIFs bestyrelse” den 16. januar 2012 landede på forbundsledelsens bord i Idrættens Hus i Brøndby, forsøgte forbundets daværende direktør Karl Chr. Koch i første omgang at afvise klagen med henvisning til, at Hans Bonde ikke var medlem af en idrætsforening under et af Danmarks Idrætsforbunds specialforbund. Og i en skrivelse af 8. februar 2012 bad Karl Chr. Koch desuden  Appeludvalget om at afvise klagen med en begrundelse om, at ”der ikke foreligger en afgørelse fra DIFs bestyrelse, hvor de af klager rejste spørgsmål og synspunkter har været prøvet”.

Forbundsdirektørens afvisning stoppede dog ikke Hans Bonde. 24. februar 2012 sendte han en replik til Appeludvalget. Her anførte professoren, at han betragtede forbundsdirektørens indvendinger som grundløse. Ved hjælp af en kvittering for betalt kontingent i Brøndby Judo Klub, der dækkede halvanden times træning i Brøndby Hallen med judoklubbens seniorhold hver tirsdag og torsdag i  første halvår af 2012, dokumenterede Hans Bonde, at han var medlem af en forening under Danmarks Idrætsforbund. Desuden argumenterede han for, hvorfor han mente, at klagen harmonerede fint med DIF-lovenes bestemmelser om, hvilke klager der kunne indbringes for Appeludvalg.

Karl Chr. Koch havde i sin skrivelse til Appeludvalget blandt andet gjort rede for, at der efter hans opfattelse ikke forelå ”særlige omstændigheder”, som kunne ”bevirke, at Appeludvalget kan behandle sagen, uden at den forudgående har været behandlet i DIFs bestyrelse”. Men den påstand afviste Hans Bonde med henvisning til, at da det var Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse, der havde afgjort, at IOCs  medlem i Danmark ikke skulle være medlem af forbundets bestyrelse, var det et tema, som sagtens kunne behandles af udvalget. Dernæst pegede professoren på, at der efter hans opfattelse i høj grad forelå ”særlige omstændigheder”, da forbundet var under anklage for at overtræde egne love på et så vitalt punkt som medlemskab af bestyrelsen, og at det desuden ikke var op til hverken klageren eller den indklagede, men alene Appeludvalget, at afgøre, om der var tale om ”særlige omstændigheder”.

I sin skrivelse til udvalget havde Karl Chr. Koch endvidere anført, at Hans Bonde havde baseret sin klage på Politikens referat af Danmarks Idræts Forbunds formand Niels Nygaards udtalelser, hvilket fik direktøren til slå fast, at ”udtalelser til dagspressen kan ikke, hvad enten disse er korrekt citerede eller ikke, give grundlag for en klage til DIFs appeludvalg”. Men også den påstand afviste Hans Bonde:

”Det er ikke korrekt, at klagen baseres substantielt på DIF-formandens udtalelser til dagspressen. DIFs beslutning om, at IOC’s medlem i Danmark ikke skal være medlem af DIFs bestyrelse, fremgår helt evident af DIFs egne præsentationer af sin bestyrelse (f.eks. på DIFs egen hjemmeside, som fremhævet i min oprindelige klage). Beslutningen fremgår også af, at det af DIFs bestyrelsesreferater eksplicit fremgår, at IOCs repræsentant i Danmark ikke regnes til bestyrelsen, da han ikke deltager i de ordinære bestyrelsesmøder (som fremhævet i min oprindelige klage)”.

Endvidere afviste professoren påstanden om, at hans klage over forbundets bestyrelse først skulle forelægges bestyrelsen:

”Den indklagede part henviser ikke til nogen paragraf, der kan bestyrke denne påstand, og det fremgår da heller ikke af DIFs love, at en klage først skal forelægges DIFs bestyrelse. Gennem Appeludvalgets procedure får DIF fuld lejlighed til at fremsætte sine synspunkter”.

Hans Bonde afviste ligeledes påstanden om, at han ”ikke har en sådan væsentlig interesse, endsige en retlig og individuel interesse, som er påkrævet for at give adgang til anke”, som Karl Chr. Koch havde formuleret det. Med henvisning til DIFs love, som slog fast, at Appeludvalget kan ”i særlige tilfælde behandle en sag, som indbringes af nogen, der har en væsentlig interesse i den trufne afgørelse, selv om vedkommende ikke var part i sagen i den tidligere instans”, redegjorde professoren for sin interesse i sagen:

”Som medlem af DIF gennem årtier, landsholdskæmper og mangedobbelt Danmarksmester i judo har jeg en væsentlig interesse i, at DIF overholder sine egne love. Som idrætsforsker med speciale i idrætspolitik har jeg en væsentlig forpligtelse til at monitorere, at idrættens organisationer lever op til retssamfundets krav. DIF selv må endvidere have en væsentlig interesse i, at DIF er i stand til at behandle eventuelle egne juridiske overtrædelser, så DIF ikke skal underlægges ekstern jurisdiktion. Dertil kommer, at det må være i både DIFs og i offentlighedens interesse, at idrætsforskeres, idrætsjuristers samt klagerens påstand om, at DIF overtræder sine egne love, efterprøves”.

Danmarks Idrætsforbunds påstand om, at Appeludvalget ikke kunne tage stilling til bestyrelsens eventuelle brud på forbundets love, afviste Hans Bonde med, at det i hans øjne ville betyde, at ”DIF på vitale punkter ikke selv kunne forvalte organisationens interne juridiske praksis, hvilket ville sætte DIFs autonomi i fare, da eksterne juridiske instanser i så fald måtte tage over”. Og idrætsforskeren understregede tillige, hvorfor han betragtede kronprinsens bestyrelsessag som så væsentlig, at han havde besluttet sig for at klage til forbundets appeludvalg:

”Klagen har stor almen væsentlighed for både DIF selv og offentligheden, da den implicerer spørgsmålet, om royale medlemmer også udenfor kongehusets immunitet skal kunne oppebære særprivilegier, samt i hvilket omfang IOCs medlem i Danmark kan undgå at agere idrætspolitisk, hvis han skal overholde de juridiske regler”.

Men så let gav ledelsen i Danmarks Idrætsforbund sig ikke. Tværtimod  skærpede ledelsen den juridiske konflikt om Kronprins Frederiks bestyrelsespost i idrætsforbundet. Den 1. marts 2012 bad forbundets juridiske konsulent Jan Larsen om at sende en e-mail til formanden for Brøndby Judo Klub med følgende indhold:

”Kære Jan Hosbond. Til brug for en verserende sag i Danmarks Idrætsforbund skal jeg hermed anmode om nogle medlemsoplysninger fra Brøndby Judo Klub. Det bedes oplyst, hvornår Hans Bonde har indmeldt sig i klubben. Jeg takker på forhånd for besvarelsen”.

Dette spørgsmål besvarede judoklubbens formand på denne måde: ”Hans Bonde blev registreret indmeldt igen 24. februar 2012 – han henvendte sig et par dage før denne dato til træneren, at han ønskede at være medlem. Hans Bonde har som nævnt tidligere været træner gennem en årrække i Brøndby Judo Klub. Håber dette er fyldestgørende”.

Hans Bonde havde med andre ord ikke været medlem af en forening under Danmarks Idrætsforbund, da han den 16. januar 2012 klagede til forbundets appel-udvalg. Professoren havde først meldt genindmeldt sig i sin tidligere judoklub mere end en måned efter sin indgivelse af klagen over kronprinsens fravær i forbundets bestyrelsesarbejde. Og den viden brugte forbundets administration nu som begrundelse for endnu engang at begære Hans Bondes klage afvist. Denne gang fordi ”klager ikke havde søgsmålskompetence, da klagen blev indbragt”, som forbundet formulerede det i et svar på nogle spørgsmål om forbundets vedtægter, som Appeludvalget den 14. marts 2012 havde bedt forbundets administration om at besvare, inden udvalget ville tage stilling til klagen.

Da juristerne i udvalget efter nogle måneders overvejelse af sagens akter den 3. maj 2012 svarede de to stridende parter, understregede juristerne, at spørgsmålet om, hvorvidt Hans Bondes klage skulle antages til realitetsbehandling, indtil da havde ”været udskilt til særskilt behandling”. Men efter en foreløbig drøftelse af sagen   havde udvalget nu alligevel besluttet „ikke at træffe særskilt afgørelse om admitteringsspørgsmålet på det foreliggende grundlag”. Derimod havde udvalget ”fundet det nødvendigt, at sagen, herunder også sagens realitet, belyses fuldt ud,  inden udvalget træffer nogen afgørelse”. På den baggrund anmodede appeludvalget nu både Hans Bonde og Danmarks Idrætsforbund om, „at afgive en udtalelse om  sagen i sin helhed“. De stridende parters nye udtalelser skulle være udvalget i hænde senest fredag den 25. maj 2012.

Hans Bonde kom med sin udtalelse i en skrivelse af 13. maj 2012, hvori han endnu engang præciserede, hvorfor han ikke mente, at hverken IOCs eller Danmarks Idrætsforbunds regler om IOC-medlemmers bestyrelsesarbejde i nationale olympiske komiteer kunne betragtes som frivillige tilbud. Når IOC i sit olympiske charter om medlemmernes pligter og rettigheder eksempelvis skrev, at “the IOC-members…are ex officio members of the NOC executive body, whitin which they have the right to vote”, var det ifølge professoren et krav.

“Hvis det var et tilbud, ville der ikke stå „are”, men f. eks. „are suggested to” eller „are normally”, skrev han og argumenterede tilsvarende med, at det i Danmarks Idrætsforbunds vedtægter blev slået fast, at bestyrelsen for Danmarks Idrætsforbund bestod af formanden, næstformanden, den internationale olympiske komites repræsentanter i Danmark, den økonomiansvarlige, seks øvrige medlemmer og en aktiv repræsentant.

”Igen må det konstateres, at der ikke er tale om et tilbud, men om en fordring. Man kan kort sagt ifølge DIFs egne regulativer ikke være medlem af IOC uden samtidig at have sæde i den nationale olympiske komite. I modsat fald ville der ikke stå ”består af”, men ”kan bestå af” eller bør (optimalt) bestå af”, skrev Hans Bonde og understregede, at ”når IOCs og DIFs vedtægter er synkroniserede, skyldes det naturligvis, at IOCs krav nødvendiggør, at DIF justerer sine regler ind for at kunne opnå, at der udpeges en dansk repræsentant”.

For at undgå enhver tvivl om, at han havde ret til at få behandlet sin klage, underskrev Hans Bonde sig i denne skrivelse ikke kun med sine akademiske titler ”professor, ph.d. og dr. phil.”, men også som „medlem af Brøndby Judo Klub”.

Men af Danmarks Idrætsforbunds nye udtalelse fremgik det, at forbundet stadig fastholdt sine tidligere begrundelser for, hvorfor appeludvalget efter forbundets opfattelse burde afvise at behandle sagen eller subsidiært frifinde forbundet for at overtræde sine egne vedtægter i sagen om kronprinsens medlemskab af forbundets bestyrelse. I udtalelsen hæftede Danmarks Idrætsforbund sig især ved tre forhold i sagen, som ifølge forbundet ”selvstændigt begrundede en frifindelse”, som det blev formuleret i udtalelsen, der blev indledt med forbundets fortolkning af klagen:

”Klagers påstand er efter DIFs opfattelse ikke ganske klar, men må vel forstås sådan, at DIFs bestyrelse skal foranledige, at den aktuelle IOC-repræsentant i Danmark, Kronprins Frederik, varetager sit bestyrelseshverv i DIF på en anden måde, end den som efter klagers antagelse er gældende. Det må formodes, at klager herunder mener, at DIFs bestyrelse i givet fald skal pålægge IOC-repræsentanten at give møde og afgive stemme på alle DIFs bestyrelsesmøder. Denne opfattelse af  klagers påstand lægges til grund for DIFs tilgang og argumentation i sagen. Klager opfordres til at præcisere sin påstand, såfremt det konkrete indhold af påstanden skal forstås anderledes”.

Om de faktiske forhold i sagen konkluderede Danmarks Idrætsforbund imidlertid også, at Kronprins Frederik var medlem af forbundets bestyrelse, og at han havde været det, siden han blev valgt som medlem af IOC:

”Der er ikke truffet beslutning i DIF om andet. Det er korrekt, som anført af klager, at kronprinsen varetager sit bestyrelseshverv på anden vis end de øvrige medlemmer af DIFs bestyrelse, herunder bl.a. at kronprinsen har valgt at afstå fra at deltage i afstemninger, at kronprinsen så vidt muligt deltager i bestyrelsesmøder, der er relevante i olympisk sammenhæng, og at kronprinsen holder sig løbende ajour med udviklingen i dansk idræt gennem en tæt dialog med Danmarks Idrætsforbund. Kronprinsen er imidlertid utvivlsomt medlem af DIFs bestyrelse”.

Derefter redegjorde Danmarks Idrætsforbund for, hvorfor forbundet ikke anså den aktuelle ordning for kronprinsens virke i forbundets bestyrelse for at være i strid med forbundets love. Med en henvisning til artikel 28 i det olympiske charter, anførte forbundet, at det også var den nationale olympiske komite i Danmark, og som sådan var ”underlagt IOCs charter”, hvilket betød, at ”eventuelle IOC-repræsentanter i Danmark gives sæde i DIFs bestyrelse”, og at denne forpligtelse ”er implementeret i DIFs love i paragraf 15, stk. 1”.

Men samtidig understregede idrætsforbundet, at valget af IOC-medlemmer foretages af IOCs session, efter at de indstillede kandidater er nærmere vurderet og endeligt opstillet af komiteens bestyrelse:

”Valget af IOC-medlemmer er således uden for DIFs indflydelse, og DIF har retligt set ikke indflydelse på, om der vælges personer fra Danmark som IOC-medlemmer, og i givet fald, hvor mange og hvilke. Og DIF har dermed heller ikke indflydelse på, hvem der som IOC-repræsentanter i Danmark indtræder i DIFs bestyrelse. Kandidaturet til og valget som IOC-medlem er desuden et rent personligt anliggende, sådan at et IOC-medlem ikke repræsenterer hverken sit land eller sit lands nationale olympiske komite. IOC-medlemmer står modsvarende i deres virke alene til ansvar over for IOC. På denne baggrund skal DIF således give sæde i sin bestyrelse til IOC-repræsentanter fra Danmark, men DIF, herunder et flertal i DIFs bestyrelse, har ikke adkomst eller retligt mandat til at fastsætte instrukser eller bestemmelse for, hvordan disse IOC-repræsentanter varetager deres hverv som bestyrelsesmedlemmer. Derfor skal DIF allerede af den grund frifindes for klagers påstand”, konstaterede idrætsforbundet.

Endvidere tilføjede forbundet, at IOC-repræsentanters stilling i Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse ikke er fuldstændig unik, fordi den situation principielt også gør sig gældende for den repræsentant fra DIFs aktivkomite, der er medlem af forbundets bestyrelse. Da Aktivkomiteen er nedsat i henhold til det olympiske charter, mens komiteens repræsentant i forbundets bestyrelse udpeges af komiteen selv, har forbundet retlig set ingen indflydelse på, hvem der bestrider aktivkomiteens bestyrelsespost, og forbundet kan heller ikke give det pågældende bestyrelsesmedlem instrukser om varetagelsen af hvervet. Men desuden forklarede Danmarks Idrætsforbund, at når kronprinsen varetog sit bestyrelseshverv på anden vis end de øvrige bestyrelsesmedlemmer, så var det begrundet i hans medlemskab af det danske kongehus og Grundlovens bestemmelser om kongehuset.

”Kronprins Frederiks virke som IOC-repræsentant i Danmark og dermed som medlem af DIFs bestyrelse er underlagt de særlige statsretligt begrundede begrænsninger, som med udgangspunkt i Grundloven gælder for kongehusets virke i det danske samfund i det hele taget. IOC har anerkendt, at kronprinsen varetager sit IOC-hverv og dermed sin bestyrelsespost i DIF i overensstemmelse med disse begrænsninger”, skrev forbundet og fortsatte:

”Disse begrænsninger for kronprinsens virke er som ekstern lov primære og har forrang i forhold til eventuelle bestemmelser i DIFs regelsæt, der direkte eller indirekte måtte pålægge kronprinsen modstridende forpligtelser vedrørende vare-tagelsen af bestyrelseshvervet i DIF. DIFs bestyrelse ville derfor ikke – såfremt sådanne bestemmelser fandtes – have adkomst eller retligt mandat til at bestemme, at kronprinsen som IOC-repræsentant skulle varetage sit hverv på en anden måde, end den kronprinsen aktuelt har valgt. Derfor skal DIF også frifindes for den påstand.”

Med andre ord havde det selvstyrende danske idrætsforbund ikke kun opgivet sin autonomi i relation til IOC. Forbundet havde med henvisning til de statsretslige bestemmelser i Grundloven også opgivet sin autonomi i forhold til det danske kongehus. Til gengæld ville forbundet under ingen omstændigheder lade sit bestyrelsesarbejde diktere på baggrund af en klage fra tredjemand:

”Det er således i medfør af paragraf 15, stk. 2,1. pkt. overladt til DIFs bestyrelse selv og efter eget skøn at arrangere sit bestyrelsesarbejde”, som forbundet formulerede det i sin udtalelse til appeludvalget og konkluderede, at ”der er samlet set ikke bestemmelser i gældende regelsæt, der forhindrer den nuværende praksis for kronprinsens virke i DIFs bestyrelse”.

Da Appeludvalget havde modtaget de to stridende parters nye kommentarer i sagen, fremsendte udvalget parternes udtalelser til modparten og bad dem i en mail af 28. maj 2012 om at komme med eventuelle bemærkninger senest den 14. juni 2012. Men efter modtagelsen af Danmarks Idrætsforbunds nye udtalelse valgte Hans Bonde fem dage før fristens udløb imidlertid at frafalde sin klage. Og derfor nåede udvalget aldrig at træffe en afgørelse.

I sin afsluttende replik, som Hans Bonde sendte til Appeludvalget den 9. juni 2012, begrundede idrætsforskeren, hvorfor han frafaldt klagen. Men samtidig understregede forskeren, hvorfor han mente, at Danmarks Idrætsforbunds udtalelse nu blot havde skabt nye problemer for en afklaring af spørgsmålet om det danske IOC-medlems retslige status i forbundets bestyrelse.

”Indledningsvis er det klargørende, at DIFs ledelse nu via sin replik markerer, at DIF har forladt sit tidligere synspunkt om, at IOCs og DIFs love ikke implicerede, at Kronprins Frederik skulle have pligt til at være medlem af DIFs bestyrelse. Dermed er klageren og den indankede part nu enige om, at IOCs repræsentant i Danmark både ifølge DIFs egne og IOCs love skal være medlem af DIFs bestyrelse. Når man inden appelsagen gik ind på Danmarks Idrætsforbunds (DIFs) hjemmeside, figurerede der 10 medlemmer af DIFs bestyrelse. Men når man går derind i dag, opdager man, at der nu er kommet et ekstra 11. medlem til: Kronprins Frederik i kraft af at være IOC’s repræsentant i Danmark”; skrev Hans Bonde og fortsatte:

”Endnu et tegn på DIFs nye signalpolitik i løbet af appelsagen er, at DIF har ændret traditionen med, at kronprinsen undlader at indgå direkte i DIFs ordinære  bestyrelsesmøder, til, at han og hans rådgiver Morten Roland har deltaget i et bestyrelsesmøde den 4. maj i år, hvor kronprinsens medvirken for første gang blev inkluderet i selve dagsordenen under ’Formandens indledende beretning’. Efter dette korte intermezzo kunne kronprinsen og hans rådgiver forlade mødet, hvilket klart tyder på, at der er tale om et proforma-arrangement”.

For professoren var dette arrangement et tydeligt tegn på, at Danmarks Idrætsforbund stadig omgik IOCs regel om, at alle nationale olympiske komiteer skal inkludere alle IOC-medlemmer i deres land, hvis der er nogen. Og Hans Bonde fandt ligeledes anledning til at kritisere, at forbundet officielt havde begrundet kronprinsens særstatus som proforma-medlem af bestyrelsen med en henvisning til Grundloven.

”Der skulle altså være ’statsretlige begrænsninger’ og love byggende på særprivilegier for enkeltindivider, der overtrumfer en autonom dansk organisations interne juridiske funktionsmåde? DIF mangler helt her at henvise til, hvor i Grund-lovens gigantiske lovkompleks en sådan indskrænkning via en ’ekstern lov’ af  selvstændige organisationers virkemåde skulle fremgå”, skrev Hans Bonde.

”Det er velkendt, at kongehuset har en juridisk særstatus på veldefinerede områder indenfor kongehusets egen jurisdiktion i form af apanage, en grad af diplomatisk immunitet og skattefrihed, men at medlemmer af kongehuset skulle kunne trække disse privilegier med ind i civilsamfundet og dets organisationer, må siges at udgøre et brud med hidtidig juridisk praksis på området. DIF bør derfor specificere, hvor i Grundloven en sådan særstatus i forhold til IOCs og DIFs egne regler skulle være begrundet”.

Endvidere konstaterede idrætsforskeren, at idrætsforbundets juridiske system ikke var indrettet til ”selvstændigt at håndtere sådanne idrætsjuridiske problemstillinger, som ideen om at promovere kronprinsens olympiske kandidatur har medført”. Og derfor tilføjede han:

”Således savnes der i DIF en uafhængig juridisk instans, der kan rådgive og tilrettevise DIFs ledelse. I stedet er det overladt til tilfældige privatpersoner som undertegnede at klage herover ved at indgå i et operetteagtigt, pingpongsystem med replikker med DIF, hvor privatpersonen skal illudere at være en idrætslig part, der menes krænket af en DIF-beslutning, der aldrig er nedfældet officielt. Efter min opfattelse bør DIFs appeludvalg, hvis integritet er hævet over enhver tvivl, kræve dette system afskaffet til fordel for udvalgets – eller et andet organs – selvstændige ret og pligt til at kontrollere legaliteten af DIFs beslutninger”.

På den baggrund konkluderede Hans Bonde, at ”samlet set giver DIFs nye melding indtryk af, at DIFs egne love kan omgås med største fleksibilitet/vilkårlighed, mens kongehusets juridiske særstatus til gengæld har en tvingende og opsættende virkning in casu på DIFs og IOCs love”. Men med henvisning til, at han havde fået medhold i, at den olympiske komites repræsentant i  Danmark er forpligtet til at sidde i forbundets bestyrelse, frafaldt han nu klagen.

Professoren opfordrede dog Danmarks Idrætsforbund til at overveje, at ”omdanne appeludvalget til et organ, der har myndighed til selvstændigt at kontrollere legaliteten i DIFs beslutninger og handlinger, eller foreslå oprettelsen af et andet organ, der kan forestå disse vigtige funktioner med et armslængdeprincip i forhold til DIFs ledelse”.

Endvidere foreslog han en undersøgelse af, ”om DIFs henvisning til ’eksterne love’ kan sætte egne og IOCs regler ud af kraft for at give særstatus til enkeltpersoner gennem proforma-medlemskaber in casu i form af det danske IOC-medlems relation til DIFs bestyrelse”.

Dagen efter, at Hans Bonde havde sendt sin afsluttende replik til appel-udvalget, indviede han også offentligheden i sit månedlange juridiske slagsmål med Danmarks Idrætsforbunds ledelse om kronprinsens idrætspolitiske virke. Det skete i en kronik, som blev publiceret i Politiken den 10. juni 2012. Her understregede han, at Danmarks Idrætsforbund formentlig ikke havde tænkt sig at lytte til hans kritik, selv om det næppe var blevet ”mindre farligt for kronprinsen at berøre det idrætspolitiske niveau ved at gå indgå direkte i DIFs daglige idrætspolitiske problematikker”, som han formulerede det:

”Alt tyder derfor på, at ordningen med ansvarsfritagelsen vil fortsætte som hidtil. Kronprinsen vil de facto ikke indgå i DIFs bestyrelse i strid med både DIFs og IOCs love”, skrev Hans Bonde og afviste endnu engang forbundets argumenter om kronprinsens statsretlige særstilling:

”For spørgsmålet er, hvor i Grundloven – eller for den sags skyld kongeloven fra 1665 – der skulle stå noget om begrænsninger i kronprinsens virkefelt. Grund-lovens paragraf 13 med den berømte, men diffuse sætning ’Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig’ nævner ikke noget om (kron)prinser”.

Samtidig udtrykte professoren dog også forståelse for, at forbundet i sin tid havde ladet sig overtale af det daværende IOC-medlem Kai Holm til at gøre tronarvingen til idrætspolitiker.

”Man forstå godt, hvor fristende Kronprins Frederiks medlemskab af IOC i udgangspunktet har været for Danmarks Idrætsforbund, for kronprinsen er fulgt i sine royale forfædres fodspor med sin sportslige dygtighed og smittende idrætsglæde og ønsker endog at blive en slags ambassadør for folkesundhed. Hidtil har kronprinsen dog mest virket ved sin eurofiske og ægte begejstring ved idrætsstævner med dansk deltagelse, hvilket har varmet både publikum, ledere og atleter. Men forhåbningen om, at han, som sin engagerede forgænger Kai Holm, via solidt idrætspolitisk håndværk skulle kunne placere Danmark tydeligt på det globale idrætspolitiske landkort, er ved at være bristet, for det strider klart mod regeringens forventninger til, at kongehusets medlemmer holder lav politisk profil. Det er ikke let for den nuværende ledelse i DIF at have arvet den tidligere DIF-formand og IOC-medlem Kai Holms ærekære projekt med at blive efterfulgt af en royal personlighed, som han endog selv fik lov til at oplære i det olympiske håndværk”.

Endvidere konstaterede Hans Bonde, at det i sin tid havde vist sig at være svært for Danmarks Idrætsforbund ”at sejle op imod Kai Holms agitation for, at kun en sportsperson af royal kaliber som kronprinsen ville blive accepteret som ny repræsentant for IOC i Danmark”, selv om Danmark altid har haft en repræsentant i IOC lige siden 1899, lå højt placeret på de olympiske medaljeranglister og senest havde fået lov til at arrangere den olympiske kongres i 2009:

”Så hvorfor skulle der ikke kunne være blevet plads til en alternativ repræsentant fra Danmark i forhold til kronprinsen? Jeg mener, Sverige har tre (Arne Ljungqvist, Gunilla Lindberg og Göran Petersson). Spørgsmålet er, om både DIF og kongehuset ikke vil være bedre tjent med, at kronprinsen i stedet for sine  idrætspolitiske medlemskaber erstatter dronningen som protektor for DIF, ligesom Kronprins Christian, den senere Kong Christian X, blev protektor for DIF i 1904. Så kan han fortsat besmykke dansk idræt ved sin royale tilstedeværende støtte, men  gennem et armslængdeprincip undgå at blive trukket ind i det idrætspolitiske morads”.

At det ikke er nemt for royale personer at holde sig fri af det ”idrætspolitiske morads”, henviste Hans Bonde til ved at fremhæve Kong Christian X’s fætter Prins Axel som eksempel. Den danske prins var IOC-medlem fra 1932 til 1959. Og ifølge idrætshistorikeren brandede prinsen sig ikke alene gennem sport af et mere aristokratisk tilsnit som pioner inden for flyvning, præsident for Kgl. Dansk Automobil Klub i årene 1920 til 1938 samt æresmedlem af Kjøbenhavnske Amatør Sejlklub. Prins Axel gjorde i anledning af de nazistiske lege i Berlin i 1936 sig også til talsmand for, at der var fri adgang for alle kunstnere uanset religiøst eller racemæssigt tilhørsforhold til at deltage i de såkaldte kunstkonkurrencer, der endnu fandtes ved OL på det tidspunkt.

”Prins Axel kom dog ikke ind på, at de jødiske kunstnere i Tyskland i høj grad var udsat for diskrimination og på alle måder oplevede hindringer i deres arbejde af en stat, der anså ’jødisk kunst’ for at være ’degenereret’. Og Den Danske Olympiske Komite (DOK), som Prins Axel var medlem af, hævdede, at Berlinlegene ikke ville blive brugt til politiske formål, og skulle ’der fra dansk side protesteres imod visse tyske metoder indenfor landets egne grænser, skulle idrætsmændene, der kun har mødt venlighed fra tysk side, være de sidste til at fremkomme med en sådan protest’. Efter at Danmark var blevet besat 9. april 1940, svirrede det med rygter om ’genrejsere’, der uden om rigsdagen ville indsætte en ny regering sammensat af ’rigets bedste mænd’ såsom Danmarkskredsen og Højgaardkredsen. I øvrigt forsøgte den såkaldte Højgaardkreds efter 9. april 1940 at få Kong Christian X til at støtte kredsens planer om indsættelse af en ’upolitisk’ regering leder af Prins Axel. Højgaardkredsen krævede, at ’statsautoriteten (…) i langt højere grad end hidtil’ blev ’et bestemmende princip i det politiske liv’. Kredsen havde dog udspillet sin rolle allerede inden udgangen af 1940, da Christian X fastholdt de parlamentariske spille-regler i modstrid med kredsens ønsker”, noterede historieprofessoren.

Hvor Prins Axel i debatten om Kronprins Frederiks olympiske karriere ofte var blevet fremhævet som et eksempel på, at det politisk var helt ufarligt for et dansk kongehus at have en tronarving siddende som medlem af IOC, brugte den danske professor i sin kronik ham som et eksempel på det modsatte. Men Hans Bonde forklarede også, at hans kritik ikke var møntet på kongehusets funktion i det danske samfund. Formålet med kritikken var tværtimod at fremhæve kongehusets og idrættens individuelle kvaliteter, hævdede han:  

”Vi, som mener, at både kongehus og (elite)idræt har væsentlige glædes-bringende funktioner, ærgrer os dobbelt over den uheldige beslutning med at sammenblande kongehus og idrætspolitik via kronprinsens medlemskab af IOC og dermed også DIFs bestyrelse”.

Med disse ord satte Hans Bonde det sidste punktum i sin juridiske strid med Danmarks Idrætsforbund. Men det var langt fra det sidste punktum i den offentlige debat om Kronprins Frederiks rolle som en „sitting duck“, et let offer, som forskeren mente, at Danmarks Idrætsforbund og IOC i strid med egne regler havde tildelt den danske tronarving.

For selv om Danmarks Idrætsforbund hårdt presset havde givet Hans Bonde medhold i hans klage over, at forbundet ikke havde nogen hjemmel til at begrænse tronarvingens idrætspolitiske magt ved at give ham en særlig observatørstatus i forbundets bestyrelse, viste sagen også, at Kronprins Frederiks olympiske karriere ikke kun havde gjort ham til skydeskive for politisk og etisk kritik. Den havde også gjort ham til et let offer for juridisk kritik.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*