Politistatsmetoder

Konge af en anden verden - Kapitel 6

Qatars emir Tamim Al-Thani er IOC-kollega med Kronprins Frederik, som i 2015 overværede ørkenstatens værtskab for VM i håndbold. (Foto: Lars Poulsen)

Da Hans Bonde den 10. juni 2012 fik trykt sin kronik i Politiken om sin seks måneder lange klagesag mod Danmarks Idrætsforbund, var Kronprins Frederiks medlemskab af IOC også på forsiden af avisen af en helt anden årsag end diskussionen om tronarvingens status i det danske idrætsforbunds bestyrelse. I en artikel med overskriften ”Kronprinsen i strid om OL-atleters ytringsfrihed” satte avisen fokus på den internationale olympiske komites nye regler for olympiske atleters brug af sociale medier som Facebook og Twitter under de olympiske lege, der skulle holdes halvanden måned senere i London.

Anledningen til forsideartiklen, som inde i avisen blev fulgt op af en endnu en artikel med overskriften ”Kronprinsens politiske forhindringsløb”, var, at Kronprins Frederik en måned forinden havde orienteret Danmarks Idrætsforbund om de nye olympiske regler under et af de få bestyrelsesmøder i forbundet, han havde deltaget i. Ifølge referatet fra mødet, der blev afholdt i Idrættens Hus den 4. maj 2012, fortalte tronarvingen først de øvrige bestyrelsesmedlemmer om en rejse til Pyeongchang, han havde deltaget i som medlem af IOCs koordinationsudvalg til vinterlegene i den sydkoreanske by. Derefter satte han fokus på de olympiske lege i London, der skulle begynde den 27. juli 2012:

”Kronprinsen orienterede kort om forberedelserne til OL i London, herunder at IOC opfordrer atleterne til at være aktive på de sociale medier under hensyntagen til IOCs retningslinjer på området. Formanden kvitterede for opfordringen”, stod der i referatet.

Tronarvingens orientering om IOC-ledelsens holdning til de nye sociale medier gjorde ham til part i en omstridt sag om komiteens regler for brugen om sociale medier, der ifølge mange kritikere mindede om de metoder, politistater bruger for at begrænse borgernes ytringsfrihed. En sag, som danske medier allerede havde sat  fokus på året før, men som Politiken nu for alvor gjorde til et idrætspolitisk tema på grund af de forestående olympiske lege i London.

I marts 2011 havde Jyllands-Posten indledt debatten i en artikel med overskriften „Twitter og Facebook – sportens forbandede velsignelse”. Avisens artikel beskrev, hvordan mange sportsstjerner brugte sociale medier til at promovere deres egen karriere og styrke deres popularitet blandt alverdens sportsfans. Men artiklen nævnte også flere eksempler på, at det omvendte kunne være tilfældet. At atleternes selv-iscenesættelse på Twitter og Facebook kunne skade deres karriere.

Den australske OL-guldvinder i svømning Stephanie Rice havde således året før udløst international forargelse, da hun i begejstring over sit lands rugby-sejr over Sydafrika på Twitter skrev „Tag den, bøsserøve“. Selv om australieren straks undskyldte og bedyrede, at hun ikke havde haft til hensigt at fordømme homo-seksuelle, betød den internationale fordømmelse af hendes ordvalg, at hun mistede sin sponsorkontrakt med bilproducenten Jaguar, som ikke længere ville forbindes med svømmerens navn.

En lignende reaktion havde den danske kuglestøder Joachim B. Olsen oplevet længe før opfindelsen af de sociale medier, da han under OL i Sydney i et lukket chatforum på internettet spredte et dopingrygte om den finske guldvinder i kuglestød, Arsi Harju. Danskerens digitale ytringer blev opfanget af den finske presse og fik efterfølgende Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse til at fordømme hans udtalelser og sende ham hjem fra legene.

Men på trods af skræmme-eksemplerne var IOC et år før legene i London ifølge Jyllands-Posten dog også begejstret for de sociale medier som mulige pr-værktøjer til at fastholde ungdommens fascination af de olympiske lege.

”Vi har fire millioner fans på vores Facebook-side, og det er jo helt fantastisk at være i kontakt med så mange”, sagde IOCs ansvarlige for sociale medier, Alexandre Hout, mens kommunikationschef Trine Bay fra det danske badminton-forbund ligeledes jublede over den nye teknologiske mulighed for at få kontakt til badmintonfans, der kunne bidrage med historier om badmintonsporten, som ellers ikke ville blive omtalt i de traditionelle nyhedsmedier:

”Det er hårdt arbejde, for man skal være aktiv, lytte til brugerne og efterleve deres ønsker, for ellers smutter de bare igen. Det er som at være pædagog, der sætter lege i gang, men vi har også fået virkelig meget ud af det. Sport egner sig fuldstændig perfekt til sociale medier, for sport er jo følelser bundet op på noget socialt”, sagde Trine Bay.

Selv om de sociale medier altså kunne være særdeles effektive redskaber til markedsføring af olympisk sport, var de nye medier imidlertid også et problem for IOC. For komiteen havde solgt retten til at markedsføre de olympiske lege til penge-stærke sponsorer og tv-selskaber, som betalte milliarder af kroner for de olympiske rettigheder. Og af samme årsag var komiteen ikke begejstret for konkurrencen fra de nye, internetbaserede medier. I sommeren 2011 besluttede IOC derfor at forsøge at begrænse skaderne ved at indføre kontrol med de nye mediers omtale af de olympiske lege. Komiteen udsendte et nyt regelsæt for olympiske atleters brug af sociale medier under de kommende lege i London.

Ifølge reglerne måtte atleterne kun skrive i dagbogform og i første person. Atleterne måtte ikke kommentere andre udøvere og andre discipliner end deres egne. Ærekrænkende og stødende ord blev forbudt. Det var heller ikke tilladt atleterne at offentliggøre deres private lydoptagelser og videoer fra det olympiske område. Desuden blev atleternes private markedsføring af produkter eller serviceydelser på sociale medier ligeledes bandlyst af IOC. Overtrædelse af de nye regler kunne medføre bortvisning fra OL. Og for at understrege alvoren oprettede IOC ifølge Jyllands-Posten også en hjemmeside, hvor man kunne anmelde atleter, der overtrådte reglerne. Men da avisen i november 2011 igen satte fokus på de sociale medier som ”sportens forbandede velsignelse”, tog direktør Mads Øland fra de danske elitesportsudøveres forening skarpt afstand fra IOC’s digitale begrænsning af de olympiske atleters ytringsfrihed.

”Jeg synes, det er et problem, at man sætter nogle grænser for det. Jeg kan ikke se, der er et behov for at krænke nogens ytringsfrihed eller de platforme, man kan ytre sig på”, sagde Mads Øland, som mente, at de mange påbud gjorde det svært for atleterne at vide, hvad der var lovligt, og hvad der var ulovligt.

Mads Øland kunne godt forstå, at OL-arrangørerne havde brug for en vis beskyttelse af sponsorer og tv-rettighedshavere. Men han mente, at der også skulle være plads til udøvernes egne sponsorer. Ikke mindst i olympiske idrætsgrene som roning og sejlsport, hvor OL er den største begivenhed.

”I forhold til ytringsfriheden kan man udstede nogle anbefalinger om, hvordan man synes, man skal bruge medierne. Men man kan jo ikke give et påbud på den måde. Det synes jeg ikke”.

Det synspunkt blev imidlertid ikke delt af Danmarks Idrætsforbund OL- og elitechef Jesper Frigast Larsen. Heller ikke, selv om han også godt kunne forestille sig, at det ikke var alle olympiske atleter, der ville bryde sig om IOCs nye regler.

”Det er færdselsregler for, hvordan kommunikationsstrategien skal foregå, når man er til OL. IOC gør jo meget ud af OLs image og alle de overordnede værdier, som OL bygger på. Der er en risiko for, at OLs positive image kan blive udvandet, hvis nu atleterne begyndte at svine hinanden til på Facebook eller Twitter med alle mulige negative udtryk”, sagde elitechefen og pegede desuden på, at reglerne var med til at beskytte den akkrediterede presse og skaffe ro omkring atleterne:

”Vi vil formidle retningslinjerne videre og ikke gøre nogen konflikt ud af det. Begrænsninger er aldrig rare, og vi, der kommer fra et skandinavisk land, er vant til at have en udstrakt grad af frihed. Men det fungerer jo også som frihed under ansvar”.

Men den frihed mente flere af de danske OL-deltagere, at de var ansvarlige nok til selv at forvalte.

”Det er underligt, at man skal til at tænke over, hvad man må skrive på nettet. Det er jo virkelig underligt i forhold til den danske kultur, som vi er vant til. Det er da ubehageligt, at jeg skal tænke over, hvad jeg skriver”, sagde svømmeren Lotte Friis, og badmintonspilleren Mathias Boe forudså, at det ville blive en meget stor opgave for IOC at kontrollere flere end 10.000 olympiske atleters brug af sociale medier  under OL:

”Det skal de da have lov til at arbejde for. Jeg vil sige, at der er vigtigere ting, man kunne give sig til, end at kigge efter hvad jeg skriver på min Twitter-profil”.

Men da Jyllands-Posten dagen efter fortsatte debatten, blev IOCs nye regler for brugen af sociale medier under OL også et politisk tema på Christiansborg. Venstres kulturordfører Michael Aastrup Jensen betegnede reglerne som et klart brud på den fundamentale ytringsfrihed:

”Det er dybt beskæmmende, at IOC prøver at knægte vores sportsudøveres ytringsfrihed, som det jo reelt er. Jeg må indrømme, jeg blev dybt overrasket og chokeret faktisk over, at sådan noget forekommer i 2011. Og derfor bliver vi også nødt til klart at sige fra over for sådan noget”, sagde Venstrepolitikeren og bebudede, at han ville kalde kulturministeren i samråd om sagen.

De konservatives tidligere kulturminister Brian Mikkelsen kunne derimod også få øje på nogle fordele ved IOCs regler:

”Når det hele vejes op mod hinanden, så har jeg personligt ikke noget imod, at man har de regler. Min egen erfaring, når jeg har deltaget i eliteidrætsbegivenheder, er, at der er store følelser og økonomi i det for mange. I mange lande er der så stor interesse, at det godt kan løbe løbsk. Og det kan give problemer”.

Men i Socialdemokratiet tvivlede partiets kulturordfører, Flemming M. Mortensen, på, at IOC overhovedet magtede at håndhæve reglerne:

”Det undrer mig lidt, at det er nødvendigt, og at man er nødt til at lave et så defineret regelsæt som det her. For det er jo at udvise en form for mistillid til, at den overordnede fairness bliver overholdt”, sagde han og understregede, at IOC ikke måtte fratage atleterne deres ytringsfrihed, blot fordi de var deltagere i et OL.

”Der kan være sund fornuft i det, men der kan også være elementer, hvor vi med vores demokratiopfattelse siger, at ytringsfriheden kan være knægtet. Så jeg kan også se en problemstilling i, at det her er en begrænsning af den enkelte atlets ytringsfrihed under OL”.

På trods af de politiske udmeldinger fra Folketingets partier ville den daværende radikale kulturminister Uffe Elbæk imidlertid ikke blande sig i sagen, fordi IOC er en privat organisation.

”Sporten er jo præget af autonomi, og jeg synes, det er vigtigt, at vi som politikere blander os mindst muligt. Når det er sagt, så håber jeg da, at IOC vil respektere atleternes ytringsfrihed også under OL”.

Kulturministerens forklaring var dog langt fra god nok til at stille Michael Aastrup Jensen tilfreds. Han ville have IOC til at trække reglerne tilbage.

”Jeg mener, at man slet ikke kan have nogen regler for ytringsfriheden. Det er almindelig anstændig opførsel, der er den eneste regel, der er. Og det kan idrætsudøverne altså sagtens håndtere”.

Det samme mente den tidligere OL-kuglestøder Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance, som benyttede anledningen til forklare sin egen hjemsendelse fra legene i Sydney med, at han blot havde videregivet et rygte fra en normalt troværdig tysk landstræner om, at den finske guldvinder i kuglestød var testet positiv:

”Man må selvfølgelig aldrig sprede løgne, men jeg går ind for ytringsfrihed. Og jeg synes, det er et kedeligt forslag. Det er håbløst dumt. Der er over 10.000 atleter med til OL. At tro, man kan styre dem, er nok grænsende til det naive. Det er med til at give en form for tankekontrol. Mange af atleterne er nogle farverige personligheder, for de skal være lidt skøre for at træne i så mange år. Det vidner om, at det er nogle gamle mænd, som sidder og laver nogle regler, som måske ikke rigtigt følger med tiden”.

Men da Jyllands-Posten dagen efter forelagde den danske kritik for IOCs chef for sociale medier, Alexandre Hout, forsvarede han reglerne med, at de var indført af hensyn til den traditionelle verdenspresse, som hidtil havde haft eneret på at formidle de olympiske lege.

”Det er mest for at sørge for de akkrediterede medier, for det er dem, der skal fortælle historierne. Derfor må atleterne ikke rapportere på, hvad andre atleter gør”.

IOC-chefen understregede dog også, at komiteen gerne ville have atleterne til at fortælle om deres egne oplevelser på Facebook og Twitter:

”Vi lever i en ny tid. Der er sket et voldsomt skift i kommunikationen. Vi ser en stigning i interessen på de sociale medier. Når det kommer til sociale medier, skal du bare være lidt forsigtig, fordi det er blevet så stort. Og man må bruge sin sunde fornuft”.

Men selv om IOC med de nye regler forsøgte at beskytte de traditionelle nyhedsmediers rettigheder under OL, fandt Jyllands-Posten stadig reglerne dybt problematiske. I januar 2012 tog avisen skarpt afstand fra dem i en lederartikel under overskriften ”Sindelagskontrol”.

”Man forstår, at det er IOC, der suverænt afgør, hvorvidt ord er krænkende  eller stødende, og IOC kan således bryste sig af at være det første private vagtværn, der opererer på de sociale medier. IOC forklarer retningslinjerne med, at de er til for at beskytte de „normale” mediers ret til at fortælle de journalistiske historier og for at beskytte atleterne. Det kan ikke skjule fakta: Retningslinjerne er en åbenlyst begrænsning af atleternes ytringsfrihed, de er udtryk for sindelagskontrol i bogstavelig forstand”.

Desuden konkluderede avisen, at det altid var værd at påpege, når ytringsfriheden begrænses, relativeres eller forsøges undertrykt, og at Joachim B. Olsen i sin kommentar måske havde indfanget en overordnet problemstilling i sportens verden:

”Det vidner om, at der er nogle gamle mænd, som laver regler, der ikke rigtigt følger med tiden. Det værste er næsten, hvis Joachim B. Olsen tager fejl. Det værste er, hvis de gamle mænd og deres regler netop følger med tiden”.

Det var i lyset af debatten i Jyllands-Posten om IOCs forsøg på at indføre en olympisk sindelagskontrol, der mindede om censur, at Politiken i juni 2012 fandt Danmarks Idrætsforbunds bestyrelsesreferat om Kronprins Frederiks orientering af bestyrelsen om IOCs nye regler interessant.

Referatet fik avisen til at slå fast, at kronprinsens opfordring til de olympiske atleter om at følge IOCs regler ved første øjekast ikke så videre kontroversiel ud. Men samtidig konkluderede avisen, at den danske tronarvings opfordring hverken var ligegyldig for politikere eller de atleter, der skulle underlægges reglerne under de 16 dage i London, fordi „blogs, tweets og opdateringer skal altid stemme overens med de fundamentale principper i den olympiske grundlov, charteret”.

Avisen gættede på, at mange olympiske stjerner ville få store problemer med at lægge bånd på sig selv. Eksempelvis havde den schweiziske tennisspiller Roger Federer samme år under turneringen French Open offentligt kritiseret antallet af turneringsdage. Og Sveriges tidligere højdespringer Patrik Sjöberg havde i en bog, der udkom året før, ligeledes kritiseret atleternes boligforhold under OL i Seoul i 1988, hvor atleterne skulle sove på papirlagner i ufærdige lejligheder uden air-condition:

”OL-pamperne syntes, at det var rimelige boligforhold for idrætsfolk, som havde forberedt sig i fire år til den her konkurrence. Selv boede de på femstjernede hoteller. Hvorfor var det ikke modsat? Det burde have været pamperne, som sov på papirlagner, de skulle jo alligevel bare sidde på lægterne”.

Politikens fornyede fokus på censursagen dokumenterede da også endnu engang, at hverken danske atleter, politikere eller idrætseksperter brød sig om IOCs regler.

”Reglerne konflikter med ytringsfriheden. OL bliver mindre farverigt, når man ikke får detaljerne. Derfor er det en forældet tankegang. Det ødelægger lidt at-leternes muligheder for at kommunikere. Dem, der tweeter, er nødt til at tænke sig om en ekstra gang”, sagde håndboldspilleren Bo Spellerberg, og en anden dansk OL-håndboldspiller, Anders Eggert, var enig:

”Det er underligt. For os har det været en naturlig ting, at man selvfølgelig må skrive og sige og gøre, som man vil. For at gøre sport interessant er det netop udsagn fra atleter – inde fra OL – som gør det interessant. Det bliver da lidt kedeligt, hvis man kun ser de stive billeder”. 

Badmintonspilleren Peter Gade, som i London skulle deltage i OL for fjerde gang, undrede sig også. Han syntes, at signalet fra IOC lød kunstigt:

”Det er svært at få til at hænge sammen med at have individuelle og originale idrætsudøvere”, sagde han, og atletikudøveren Andreas Bube var enig:

”Der er mange, der kommer til at være irriterede over det. Det virker meget restriktivt”.

Men IOCs regler om atleternes ytringer, og Kronprins Frederiks forsvar af reglerne, mødte også modstand fra danske idrætseksperter og politikere.

”Det er min klare opfattelse, at det meget nemt får et politisk indhold og en politisk farve. Der er ingen tvivl om, at kronprinsen bevæger sig ind på et meget   politisk område, når man begynder at dekretere, hvad atleterne må og ikke må på sociale medier. Helt sikkert. Man begynder at røre ved ytringsfriheden, som er et centralt element”, sagde sportsadvokaten Jens Bertel Rasmussen til avisen, og det gav professor i idræt ved Syddansk Universitet, Jørn Hansen, advokaten medhold i:

”Kronprinsen bliver fanget ind i det spind, som han har forsøgt at undgå. Om han direkte er del af en politisering, kan man diskutere. Men når det bliver et spørgsmål om for eksempel ytringsfrihed, kommer han til at operere på problemsiden”.

Alligevel ønskede Danmarks daværende radikale kulturminister Uffe Elbæk stadig ikke at forholde sig til den konkrete sag. Men i generelle vendinger advarede han imod alle restriktive regler om, hvordan idrætsudøvere må ytre sig:

”Jeg synes, man som organisation skal have tillid til sine medarbejdere. Det gælder også i det her tilfælde i forhold til atleterne. Vi taler om unge, som på alle ledder og kanter har udvist en høj grad af disciplin og fokusering. Jeg har tillid til, at det skal de nok kunne finde ud af at styre. Hvis der endelig er nogle konkrete sager, hvor man mener, at folks ansvarsfølelse ikke har været den højeste, så må man jo tage det på det konkrete niveau i stedet for at lave regler”.

Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen, gentog derimod, hvad han tidligere havde sagt til Jyllands-Posten:

”Det er et brud på ytringsfriheden. Det kan godt være, at man er på et landshold eller er OL-deltager på vegne af Danmark. Men man er stadig dansk borger. Derfor burde ytringsfriheden også gælde. Ikke mindst set i lyset af, at vi taler 2012, hvor virkeligheden er, at selv vi politikere er på Twitter og Facebook hele tiden”, sagde Michael Aastrup Jensen, som til gengæld ikke skulle nyde noget af at kritisere Kronprins Frederik for at have agiteret for IOCs forsøg på at censurere OL-atleternes ytringsfrihed på de sociale medier:

”Kongefamilien må selv redegøre for, hvad kronprinsen har af holdninger. Jeg har mine holdninger”.

Ifølge Politiken svarede hverken kongehuset eller Kronprins Frederik dog på avisens henvendelse. Men Danmarks Idrætsforbunds direktør, Karl Chr. Koch, afviste kritikken:

”Kritikkerne har ikke sat sig ind i spillereglerne. Ytringsfriheden bliver ikke knægtet, så længe atleterne skriver i jeg-form. Det er et ønske om at beskytte dem, der har betalt store summer for at sende billeder fra legene”, sagde direktøren, og forbundets formand, Niels Nygaard, pegede på, at reglerne udover at beskytte de medier og sponsorer, som betaler det olympiske gilde, også skulle sikre, at OL-deltagerne udviser respekt for de øvrige deltagere:

”DIF bakker op om IOCs regler, og vi orienterer i vores OL-håndbog OL-deltagerne om reglerne, ligesom vi gennemgår emnet på et seminar for OL-deltagerne den 26.-27. juni”.

For direktøren i Idrættens Analyseinstitut, Henrik Brandt, var debatten imidlertid endnu et eksempel på, at Kronprins Frederiks olympiske karriere var dybt problematisk. Ifølge direktøren viste debatten, at det i praksis var umuligt at agere som upolitisk kronprins og samtidig være idrætspolitisk aktør. Især fordi tronarvingen ikke var i stand til selv at svare på kritikken:

”Sagen viser, at kronprinsens rolle er politisk. Han har en politisk post. Det er problematisk, at man har et IOC-medlem, der ikke kan forsvare IOCs politik, som ikke kan gå i dialog, og som ikke er tilgængelig for den offentlige debat”.

Sidst i juli 2012, umiddelbart før London-legenes åbning, lykkedes det imidlertid Jyllands-Posten at fange Kronprins Frederik i den engelske hovedstad og for første gang få hans svar på kritikken.

”Jeg synes først og fremmest, at det er positivt, at IOC som en af de få organisationer i sportsverden opfordrer de deltagende atleter til at kommunikere aktivt på de sociale medier om deres deltagelse og dermed involvere deres fans og tilskuere i atleternes egne oplevelser fra OL”, sagde tronarvingen og fortsatte:

”De begrænsninger, som IOC har fastlagt, udspringer af de olympiske værdier „Excellence, Respect, Friendship”. Det handler om, at man lever op til den olympiske ånd, og at man behandler hinanden respektfuldt og venskabeligt, uanset om det er på banen, i den olympiske by eller på et tweet”.

På avisens spørgsmål om, hvilken betydning det havde for Kronprins Frederiks politiske neutralitet, at han blåstemplede indskrænkningen af atleternes ytringsfrihed i kraft af sit medlemskab af IOC, svarede han:

”Hvis det at behandle hinanden respektfuldt og i øvrigt leve op til de olympiske idealer opleves som indskrænkende, synes jeg, man er gået galt i byen. Det er et nyt initiativ, og IOC vil naturligvis evaluere resultaterne, men jeg gætter på, at langt de fleste atleter vil tage positivt imod initiativet og bruge det aktivt under OL”.

Kronprinsens forsvar for IOC’s regler stoppede imidlertid hverken kritikken af ham eller den offentlige debat om reglerne. Play the Games internationale chef, Jens Sejer Andersen, udtrykte ganske vist sympati for kronprinsens generelle målsætning, men tilføjede:

”OL-arrangørernes ønske om at indføre fornuftige ordensregler for brug af sociale medier er der ikke bare respekt, men også politik i, og kronprinsen har som IOC-medlem et objektivt medansvar. Samme politiske ansvar har kronprinsen på områder som match fixing og korruption. EU og regeringerne kan ønske at blande sig mere, end IOC bryder sig om, og så har kronprinsen faktisk aflagt ed på, at han vil varetage den olympiske bevægelses interesser over alt andet. Det er problematisk, når man er vikarierende statsoverhoved i Danmark”, mente Jens Sejer Andersen med en henvisning til, at det danske IOC-medlem i rollen som kronprins af og til afløste sin mor, Dronning Margrethe.

Til gengæld støttede Henrik Jensen, lektor i historie på Roskilde Universitet, både kronprinsen og IOC, da BT dagen efter fulgte sagen op:

”Jeg synes, det er helt fint, at IOC lægger begrænsninger på brugen af sociale medier. Det er jo et eldorado af informationer og ytringer”, sagde lektoren, mens  formiddagsavisens daværende chefredaktør Olav Skaaning Andersen forsøgte at trænge ind til sagens kerne:

”OL er en romantisk ide, et fantastisk show, men også en begivenhed, hvor benhård forretning sættes over atleternes ytringsfrihed. IOC har solgt OL-rettighederne til sponsorer og medier, og derfor har sportsfolkene forbud mod at ytre sig på sociale medier under OL. Nej til Twitter og Facebook, mens man ved åbnings-ceremonien kunne se en storslået hyldest til opfinderen af internettet, de sociale mediers moder. Dobbeltmoral? Ja, men sådan er der så meget, der ikke helt hænger sammen i de rige mænds klub”.

At IOCs regler for brugen af sociale medier under OL mest af alt lignede et forsøg på at beskytte pengestrømmen til „de rige mænds klub” var også det perspektiv, en ekspert i sociale medier, Thomas Bigum fra Social Media Management Academy, anlagde i nyhedsbureauet Ritzaus omtale af sagen:

”IOC har et forretningskoncept, der er på spil. For hvis atleterne begynder at bruge sociale medier og fremhæve deres egne personlige sponsorer, så står IOC  pludselig med et kæmpe sportsstævne, hvor alt det, de plejer at tjene mange penge på, bliver mindre værd”, sagde han og anbefalede IOC at finde en ny forretningsmodel på længere sigt, fordi det er svært at begrænse brugen af sociale medier.

Men det havde IOCs ledelse tilsyneladende allerede selv fundet ud af. Lige før de olympiske lege i London skulle begynde, sagde komiteens mediechef, Anthony Edgar, til Reuters, at han ikke anede, hvad han skulle forvente af de sociale mediers dækning af legene. For udbredelsen af de sociale medier var eksploderet siden de olympiske lege i Beijing i 2008. Dengang var der 100 millioner Facebook-brugere i verden. Fire år senere var der nu 900 millioner brugere. Tilsvarende var der i 2012 allerede 140 millioner brugere af Twitter, som i modsætning til Facebook kun lige var opfundet i 2008.

”Vi har at gøre med en ting, som stort set ikke eksisterede under legene i Beijing”, sagde Anthony Edgar, som dog også glædede sig over, at atleterne trods alt endnu ikke kunne filme sig selv, mens de løb 100 meter på det olympiske stadion.

”Det er for tv-selskaberne. Men alle må tale om det. Og de må bestemt også gerne tage billeder og skrive om det. Dog kun til personligt brug”.

Den olympiske mediechef understregede også, at IOC havde et samarbejde med både Facebook og Twitter om overvågningen af de sociale medier under legene i London. Og at såvel IOC som Londons organisationskomite havde grund til at være bekymrede for, hvordan brugen af sociale medier under OL kunne påvirke deres  renomme, demonstrerede den amerikanske verdensmester i 400 meter hækkeløb, Kerron Clement, i en kritisk kommentar på Twitter, som han tweetede fra en vildfaren olympisk bus i London:

”Hm, så har vi været faret vild på vejen i fire timer. Ikke et godt første indtryk, London. Atleter og ledere er trætte, sultne og har brug for at tisse. Kan vi venligst blive kørt til den olympiske by, please?”, skrev sportsstjernen på Twitter.

En af de første olympiske atleter, som blev straffet for at have overtrådt de nye IOC-regler, var den græske trespringer Paraskevi Papachristou. Hun blev sendt hjem fra London få dage før legenes åbning, fordi hun på Twitter havde udsendt et tweet, hvor hun gjorde grin med afrikanere. Og i legenes første uge blev den unge schweiziske fodboldspiller Michel Morganella ligeledes sendt hjem, fordi han efter sit lands 2-1 nederlag til Sydkorea i den olympiske fodboldturnering offentliggjorde et tweet, der begyndte med ordene ”jeg banker jer, sydkoreanere, brænd i…”, og sluttede i en endnu skarpere tone, som ifølge den schweiziske holdleder Gian Gill var tilstrækkelig grov til at sende fodboldspilleren hjem:

”Han har groft diskrimineret, tilsvinet og krænket det sydkoreanske fodboldlandshold og det sydkoreanske folks ære. Som en konsekvens er Michel Morganella efter aftale med det schweiziske fodboldforbund omgående blevet frataget sin olympiske akkreditering og udelukket fra al fremtidig deltagelse i den olympiske turnering. Vi håber, han lærer af det, for han er stadig i begyndelsen af sin karriere”, sagde Gian Gill til Reuters, mens den hjemsendte fodboldspiller brødebetynget undskyldte sine ringeagtsytringer om sydkoreanerne:

”Jeg begik en stor fejl efter vores skuffende resultat. Jeg vil gerne sende en undskyldning til det sydkoreanske folk og til deres landshold, men også til den schweiziske delegation og schweizisk fodbold generelt. Og jeg accepterer selvfølgelig konsekvenserne af min handling”.

Men det var ikke kun åbenmundede atleter med unuancerede holdninger og løse fingre på mobiltasterne, der gav IOC problemer med de nye sociale medier under legene i London. En gruppe af amerikanske OL-atleter brugte Facebook og Twitter til at protestere over regel nummer 40 i det olympiske charter, som forbyder olympiske atleter at reklamere for andre virksomheder end de olympiske sponsorer lige før,  under og umiddelbart efter legene.

”Jeg er stolt over at være olympianer, men vi kræver en ændring af regel 40”, skrev den amerikanske 100 meter løber Dawn Harper på Twitter om reglen, som har til formål at beskytte IOCs 11 topsponsorer, deriblandt Visa, McDonald’s og Coca Cola, der hver især havde betalt omkring en halv milliard kroner for et fireårigt olympisk sponsorat, men som forhindrede atleterne i at gøre reklame for deres egne sponsorer under OL.

”Det tænder mig af, at vi ikke får betaling for at konkurrere i legene, mens IOC tjener milliarder”, sagde den kvindelige amerikanske guldvinder på 400 meter, Sanya Richards-Ross, da hun også efter legene brugte sociale medier til at fastholde sit og de øvrige utilfredse atleters krav om en ændring af IOC’s regel 40.

”Hvad er IOCs største aktiv? Det er atleterne. Men mange af mine kolleger har ingenting, selv om legene genererer en omsætning på seks milliarder dollar”, sagde guldvinderen til avisen USA Today.

”Vi løber for vores land, og vi løber gratis. Grundlæggende er vi ulønnet underholdning. Atleterne er ikke i krig med IOC. Men det er tydeligt, at de olympiske lege er en profit-drevet begivenhed, og at dette er et emne, som burde være til forhandling, så vi kan finde en løsning på problemet”.

Debatten om de ulønnede olympiske sportsudøvere var med til at understrege, at de sociale medier under legene i London havde udviklet sig til at være udbredte protest-medier for atleterne. Men antallet af brugere bekymrede også IOC. Under det olympiske landsvejsløb i cykling i London eksploderede brugen af sociale medier i en grad, som fik IOC og legenes lokale arrangører til at opfordre cykelsportsfans til ikke at sende beskeder og billeder på Facebook og Twitter, medmindre det var absolut nødvendigt. Opfordringen skyldtes, at Londons digitale netværk ikke var gearet til, at flere hundrede tusinde brugere af Facebook og Twitter samtidig uploadede tekst og billeder af de sportslige udfoldelser under legene.

Det var imidlertid debatten om IOCs forsøg på at begrænse atleternes ytringsfrihed, der fyldte mest under legene i den britiske hovedstad. Også selv om IOCs talsmand Mark Adams forsøgte at nedtone kritikken under en pressekonference få dage efter legenes åbning. Her forsøgte talsmanden at forklare, at de nye medier ikke havde ændret IOCs regler, de havde blot ført til, at komiteens allerede eksisterende regler var blevet tilpasset den teknologiske udvikling:

”Regel 40 har eksisteret længe før de sociale medier blev opfundet. De har kun været tilgængelige i seks-syv år. Det er klart, at forskellige debatemner nu kan opstå meget hurtigere, men det er stadig de samme emner, vi er nødt til at forholde os til, hvis eksempelvis en atlet kommer med en kommentar, som er i strid med reglerne, sådan som det er sket, og som vi har handlet på”, sagde Mark Adams og tilføjede:

”Men hvis sociale medier bruges på den rigtige måde, har vi absolut intet imod dem. Tvært imod vil vi gerne hjælpe folk med at have det sjovt på sociale medier”.

Alligevel var det langt fra alle 10.800 olympiske atleter i London og deres millioner af fans, der brugte de sociale medier på en måde, som IOC syntes var sjov. En 17-årig skuffet britisk fan blev meldt til politiet og anholdt, fordi han på sociale medier havde beskyldt den britiske udspringer Tom Daley for at svigte sin afdøde far ved kun at blive nummer fire i en konkurrence i stedet for at vinde en medalje.

Anholdelsen blev af britiske medier tolket som et signal om, at olympiske fans ikke skulle genere de olympiske atleter. Men den var også endnu et eksempel på, at IOC legede med ilden i komiteens forsøg på at begrænse ytringsfriheden på de sociale medier. For domstolene i det olympiske værtsland var langt fra enige om, hvordan overtrædelser af begrænsningerne skulle straffes i et demokrati, hvor ytringsfrihed kaldes en menneskeret.

I marts 2012 fik den britiske student Joshua Cryer to års samfundstjeneste for på Twitter at have offentliggjort racistiske udtalelser om den britiske fodboldspiller Stan Collymore. Omvendt havde den britiske højesteret ifølge Reuters netop frikendt den 28-årige Paul Chambers, som i januar 2010 på Twitter havde skrevet, at han ville sprænge en bombe i en lufthavn. Højesteret gav den tiltalte medhold i, at hans trussel kun var ment som en dårlig joke, fordi han var sur over, at han ikke kunne komme med sit fly, da lufthavnen lukkede på grund af kraftigt snevejr.

Ifølge flere britiske samfundsdebattører tydeliggjorde de to domme, hvor svært det er at gradbøje et omstridt begreb som ytringsfrihed:

”Vi er i gang med at skelne imellem, hvad der er ytringsfrihed, og hvad der er krænkende. Men hvordan afgør man, hvad der krænker en anden?”, spurgte professor Ellis Cashmore fra Staffordshire University og anbefalede de olympiske atleter helt at undlade at reagere på ubehagelige fan-ytringer på Facebook og Twitter:

”Det værste for afsenderne er, hvis de ingen reaktioner får”.

De for IOC negative sider af brugen af Facebook og Twitter var da heller intet at regne imod den overvejende positive omtale, legene i London fik i såvel de nye sociale medier som de gamle traditionelle nyhedsmedier. Da Reuters halvvejs igennem legene gjorde mediedækningen op, havde IOCs tv- og marketingsdirektør Timo Lumme i hvert fald svært ved at få armene ned:

”Jeg tror, London 2012 er begyndelsen på en helt ny æra indenfor olympisk broadcasting”, sagde han og fremhævede, at de sociale medier tilsyneladende også havde en positiv effekt på interessen for de traditionelle mediers dækning af legene.

Selv om den traditionelle tv-dækning af legene i London oversteg tv-dækningen af de foregående lege i Beijing med 40.000 timer og nu havde rundet 100.000 timers tv-dækning, var den moderne, digitale dækning via billeder og video på internet og mobiltelefoner endnu større i antal timer. IOC havde ganske vist også fået You Tube til at fjerne en del uønskede OL-videoer. Men det var langt færre, end komiteen havde forventet. Og de nye digitale mediers fremmarch havde heller ingen negativ effekt på IOCs økonomi.

Komiteens tv-indtægter var siden legene i Torino og Beijing i henholdsvis 2006 og 2008 fordoblet til legene i Vancouver i 2010 og London i 2012. IOC tjente nu fire milliarder dollars på at sælge tv-rettigheder i en samlet pakke til én udgave af vinterlegene og én udgave af sommerlegene.  Og indtægterne fra salg af tv-rettigheder til de kommende vinter- og sommerlege i Sochi og Rio de Janeiro i 2014 og 2016 havde allerede oversteget indtægterne fra Vancouver og London.

Det amerikanske tv-selskab NBC havde endda bundet sig til en langtids-kontrakt med IOC om at dække de kommende fire olympiske lege i Sochi, Rio de Janeiro, Pyeongchang og Tokyo. NBC havde betalt IOC i alt 4,4 milliarder dollars for retten til at kalde sig olympisk tv-udbyder i USA i en seksårig periode fra 2014 til 2020. Og allerede efter den første uge af legene i London registrerede NBC, at tv-selskabets olympiske internet-videoer fra legene i London var blevet set flere end én milliard gange.

”Jeg tror, vi er på rimelig sikker grund, når vi siger, at sociale medier generelt hjælper med at skabe brugertrafik”, jublede tv- og marketingsdirektør Timo Lumme fra IOC.

Måske var det netop IOCs overvejende positive erfaringer med sociale medier under legene i London, der få år senere også fik Kronprins Frederiks danske kongehus til at tage de nye pr-værktøjer i brug. I januar 2016 annoncerede kongehuset efter en digital kommunikations-medarbejder, der skulle ”bistå kongehuset i at opruste tilstedeværelsen på de digitale platforme”, som det blev formuleret i jobopslaget. Og den 31. maj 2016 var kongehuset både på Facebook og Instagram, hvor kongefamiliens debut på de sociale medier blev markeret med et billede af Dronning Margrethe, der poserede for Kronprins Frederik, som tog et billede af sin mor med kameraet i sin mobiltelefon.

Når den danske kongefamilie nu også ville eksperimentere med ”selfies” og score ”likes” fra det danske folk ved at skildre livet i kongehuset gennem op-dateringer på Facebook og Instagram i form af tekst, billeder og videoer, der blev offentliggjort i et strategisk samspil med kongehusets egen hjemmeside på internettet og YouTubes videokanal, skyldtes det ifølge kongehusets dengang nye hofmarskal,  Michael Ehrenreich, at danskernes medieforbrug havde flyttet sig:

”Kongehuset vil gerne være der, hvor danskerne er. Med de nye platforme har vi som supplement til den øvrige medieomtale mulighed for i højere grad direkte at fortælle danskerne om kongehuset, den kongelige families virke og kongehusets rolle i samfundet. Her mener vi, at Facebook og Instagram er gode platforme. Vi ser det som en naturlig videreudvikling af kongehusets medieplatforme, at kongehuset går på de sociale medier”, understregede hofmarskallen i en pressemeddelelse.

12 dage senere havde kongehuset 75.000 følgere på Facebook, som blandt andet kunne følge opdateringer om dronningens sommertogt. Men i lighed med IOC måtte kongehuset også finde sig i, at nogle følgere brugte deres ytringsfrihed til at ytre kritik af kongehuset i de sociale mediers åbne kommentarfelter.

”Vi har måttet slette nogle kommentarer, fordi de har været grænse-overskridende eller uforskammede og virkelig svinede folk til. Ikke kun medlemmer af den kongelige familie, men også andre brugere. Den slags ønsker vi ikke at se på vores platforme. Når det sproglige niveau bliver så personligt stødende og lavt, at jeg end ikke ønsker at gentage det, så sletter vi kommentarerne”, sagde kongehusets kommunikationschef Lene Balleby til TV 2, men hun understregede, at det ikke var al kritik af kongehuset, der blev slettet:

”Vi ønsker ikke at gøre brud på ytringsfriheden. Så selv om folk er kritiske i forhold til et opslag, og sproget måske er en smule over grænsen, så lader vi kommentarerne stå, fordi det er en mening, som folk skal have lov til at have. Der skal være plads til debat”.

Kongehuset havde imidlertid også besluttet, at de enkelte medlemmer af kongefamilien ikke selv skulle deltage direkte i debatten på de sociale medier. Det var kongehuset som institution, der var kommet på Facebook og Instagram. Et år senere gjorde Ekstra Bladet status over institutionens brug af sociale medier. 31. maj 2017 havde kongehuset 160.000 følgere på Facebook og 95.000 på Instagram. Den største succes var en videoopfordring fra Kronprins Frederik til alle danskere om at deltage i motionsløbet ”Royal Run”, som kongehuset i samarbejde med danske idræts-foreninger havde planlagt for at fejre tronarvingens 50 års fødselsdag i maj 2018. Videoen var blevet set af 750.000 danskere, og 14.000 havde trykket ”like” som et udtryk for, at de syntes godt om den.

En uge senere fik kongehuset imidlertid også kritik fra den traditionelle ugepresse for at bruge de sociale medier til at holde danskerne orienterede om livet i den kongelige familie. Kritikken kom, da kongehuset lagde billeder ud på Facebook og Instagram af den samlede kongefamilie til en privat sammenkomst i anledning af Dronning Margrethe og Prins Henriks guldbryllup.

”Jeg mener, man er ude på et skråplan, når man holder en privat begivenhed, hvor man selv lægger materiale på de sociale medier og ikke inviterer pressen”, sagde nyhedschef Nikolaj Vraa fra ugebladet Tæt På til fagbladet Journalisten.

”Når de bringer positive solohistorier online, så sætter de os i en underlig situation. Vi kan ikke bare hver uge fortælle, hvad kongehuset nu har lavet på Facebook. Man efterlader os på en måde med al snavset ved selv at fortælle alt det positive. Efter at kongehuset for et år siden kom på de sociale medier, har de forsøgt at kanalisere alt deres positive indhold over på de sociale medier. Jeg synes, det er konkurrenceforvridende, og at man tager brødet direkte ud af munden på os”.

Kritikken blev dog kategorisk afvist af kongehusets kommunikationschef, som slet ikke kunne genkende det billede, ugebladets nyhedschef tegnede:

”Alene i år har der været over 150 besøg eller arrangementer, hvor pressen har været inviteret til at deltage. Det er alt fra statsbesøg, offentlige tilstedeværelser og egne arrangementer”, sagde Lene Balleby og fremhævede billederne fra kongefamiliens private guldbryllups-arrangement som et eksempel på, hvor positivt det i hendes øjne var, at kongehuset nu også var aktiv på de sociale medier.

”Det er et eksempel på en historie, der ellers slet ikke ville være kommet ud til pressen. Vi gjorde det ikke for at markedsføre platformene, og det er jo også tydeligt i og med, at flere billeder blev lagt til fri download på vores hjemmeside. At vi vælger at publicere og dele billeder fra et privat arrangement med både borgere og presse, synes jeg viser, at vi på ingen måde er interesserede i at holde noget tilbage fra pressen. Jeg synes faktisk, det er en rigtig positiv historie”.

Men den forklaring købte ugebladets nyhedschef ikke. Nikolaj Vraa fandt det dybt problematisk, at kongehuset valgte at benytte Facebook og Instagram til at offentliggøre de historiske billeder af den samlede danske kongefamilie:

”Du kan spørge Danske Medier, hvordan de har det med, at organisationer som Facebook og Google støvsuger det danske annoncemarked for flere milliarder. Det er penge, som danske medier tidligere har levet for. Her har du kongehuset, som er finansieret af skatteyderne, som meddeler sig igennem amerikanske medier, der ikke betaler skat. Det er grotesk”.

Nyhedschefen understregede dog også, at han mente, kongehuset generelt gjorde det godt på de sociale medier, men at han ville ønske, at det ikke nødvendigvis var på bekostning af de traditionelle medier:

”De skal også lære at tilgodese de danske mainstream-medier i stedet for at give de amerikanske medier en kæmpe omsætning helt gratis”, sagde Nikolaj Vraa, som endvidere syntes, at kongehuset på Facebook og Instagram nåede ud til for få mennesker til, at det for ham gav mening at offentliggøre de historiske familiebilleder i de sociale medier fremfor i de traditionelle medier. Men igen afviste Lene Balleby kritikken:

”Normalt ville fotos som disse blive gemt i vores arkiv, men vi syntes, dette var noget særligt, og derfor delte vi billederne, så befolkningen og pressen også kunne gå glæde af et ellers privat øjeblik”.

Striden mellem kongehusets kommunikationschef og ugebladschefen mindede om den diskussion, der i 2012 havde præget debatten om brugen af sociale medier under de olympiske lege i London. I takt med den teknologiske udvikling havde IOC fået en unik digital mulighed for at styre sin kommunikation uden de traditionelle nyhedsmedier som et ofte besværligt og kritisk mellemled.

At der også havde været kritik af IOC for at begrænse atleternes ytringsfrihed på de sociale medier og censurere den olympiske virkelighed, så kun de positive sider af de olympiske lege kom frem i offentligheden, var tilsyneladende til at leve med for komiteen. Ikke mindst set i lyset af den globale pr-værdi, de sociale medier skabte for legene, sponsorerne og komiteen. Men det var en svær balancegang.

For som Kronprins Frederik konstaterede i Politiken i august 2012, da han glædede sig over, at legene i London på trods af flere dopingsager havde været ramt af færre skandaler, ”end man kan forvente, når ti tusinde sportsfolk er samlet”, så var det i hans øjne godt, at IOCs omdiskuterede kontrol af den moderne offentlige debat i de nye sociale medier havde ”fanget nogle atleters upassende skriverier”, som han formulerede det:

”Men for IOC har det også været vigtigt at finde en balance i vores kontrol, så det ikke tager form som politistatsmetoder”, fastslog den danske kronprins og signalerede dermed, at han efter et års negativ presseomtale af komiteens forsøg på at begrænse atleternes ytringsfrihed nu trods alt havde forstået alvoren i kritikken af, at den olympiske sindelagskontrol mindede om censur.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*