Iransk judokæmper søger sportsligt asyl i Tyskland

Den tidligere verdensmester Saeid Mollaei fik under sidste uges VM nok af den iranske regerings krav om, at han skal tabe sine kampe med vilje for at undgå at møde israelske modstandere.

Irans tidligere judo-verdensmester Saeid Mollaei gør oprør imod den iranske regerings årelange politiske benspænd for hans sportslige karriere. (Foto: YouTube)
LARS JØRGENSEN

I en opsigtsvækkende protest imod Irans regering, som forbyder landets atleter at konkurrere imod atleter fra Israel, overvejer den verdenskendte iranske judokæmper Saeid Mollaei at søge sportsligt asyl i Tyskland.

Det skyldes, at den iranske regering, som ikke anerkender staten Israel og derfor heller ikke ønsker sportsligt samkvem med den jødiske stat, i forbindelse med internationale judoturneringer i årevis har beordret den tidligere verdensmester i klassen under 81 kilo til at tabe sine kampe med vilje, hvis en sejr betød, at han i den næste kamp i turneringen skulle møde en israeler.

Så sent som i sidste uge under judo-verdensmesterskaberne i Tokyo i Japan pressede repræsentanter for Irans regering Saeid Mollaei til at tabe sin semifinale imod belgieren Matthias Casse med vilje, fordi han i tilfælde af sejr skulle møde den israelske judostjerne Sagi Muki i VM-finalen.

Allerede inden tredje runde i VM-turneringen krævede både Irans sportsminister og landets nationale olympiske komite, at Saeid Mollaei trak sig ud af turneringen, så han ikke kom i konflikt med den iranske lovgivning ved at møde Sagi Muki.

Frygtede for familien i Iran

Selv om Saeid Mollaei, der var forsvarende verdensmester, hellere end gerne ville møde israeleren i finalen, turde han derfor ikke gå efter sejren i semifinalen, fordi han havde fået at vide, at den iranske regering også havde truet hans familie i Iran.

”Jeg kunne være blevet verdensmester i dag. Jeg har trænet og lagt en masse kræfter i at blive det. Jeg har besejret en olympisk mester og flere andre konkurrenter. Men jeg var bange for, hvad der kunne ske med mig selv og min familie, hvis jeg overtrådte loven i mit land,” forklarede Saeid Mollaei i weekenden i et større interview med det internationale judoforbund, IJF, som er offentliggjort på forbundets hjemmeside.

Da den iranske judokæmper i februar i år var i et lignende dilemma under en Grand Slam-turnering i Paris, simulerede han en skade for at slippe for at møde Sagi Muki. Det samme skete i oktober i fjor under en turnering i Abu Dhabi, hvor Saeid Mollaei også skulle have mødt israeleren.

Truet med udelukkelse fra OL

Under trusler om, at Iran ville blive ekskluderet både fra internationale judoturneringer og olympiske lege, hvis landet ikke ændrede sin anti-israelske sportspolitik, underskrev Irans olympiske komite og Irans Judoforbund i maj i år ellers en fælles erklæring om, at de i fremtiden ville respektere det olympiske charter, som forbyder politisk og religiøs diskrimination.

Men det løfte holdt de iranske sportsmyndigheder altså kun indtil sidste uges VM i Japan. Derfor vil det internationale judoforbund nu hjælpe Saeid Mollaei med at søge asyl i Tyskland.

”Jeg er atlet, ikke politiker. Jeg har aldrig været involveret i politik. Jeg ønsker at leve op til reglerne i det olympiske charter. Og jeg takker IJF’s præsident, som har sagt til mig, at han vil hjælpe mig med at komme til OL, så min drøm om at blive olympisk mester kan gå i opfyldelse,” siger iraneren.

Ifølge det internationale judoforbund kan Saeid Mollaei efter sine afsløringer af den iranske regerings gentagne forsøg på at spænde ben for hans sportslige karriere ikke vende hjem til sit land uden at risikere alvorlige repressalier.

Derfor undersøger judoforbundet nu muligheden for, at iraneren under næste års olympiske lege i Tokyo kan få lov til at forfølge sin drøm på IOC’s olympiske hold for flygtninge.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*