Firmaets mand

Konge af en anden verden - Kapitel 7

Qatars emir Tamim Al-Thani er IOC-kollega med Kronprins Frederik, som i 2015 overværede ørkenstatens værtskab for VM i håndbold. (Foto: Lars Poulsen)

Når Kronprins Frederik, der i rollen som IOC-medlem ynder at markedsføre sig som de aktive idrætsudøveres mand, ikke talte de olympiske atleters sag i censur-striden med IOC, skyldtes det formentlig, at han allerede ved sin indtræden i komiteen havde forpligtet sig til altid at være den schweiziske non-profit-forenings håndgangne mand. I sin olympiske ed havde den danske tronarving erklæret sig indforstået med, at hans medlemskab af komiteen blandt andet indebar, at han skulle ”respektere og sikre respekten for alle bestemmelser i det olympiske charter og for IOCs afgørelser”, som det hedder i den olympiske troskabsed. Kronprinsen lovede endda, at komiteens afgørelser aldrig ville ”blive gjort til genstand for appel” fra hans side.

Eller sagt på en anden måde: Kronprins Frederik havde lovet IOC loyalitet, uanset om komiteens afgørelser måtte stride imod hans egne holdninger eller demokratisk vedtagne principper i Danmark; eksempelvis det grundlovs-bestemte princip om, at alle danske borgere, også sportsudøvere, har ytringsfrihed. Hvis han havde valgt atleternes side i censur-striden med IOC, kunne komiteens ledelse have beskyldt ham for at være illoyal. Og det var angiveligt i det lys, kronprinsens forsvar af komiteens regler for OL-deltagernes brug af sociale medier skulle forstås.

Men den danske tronarvings loyalitet overfor IOC fik omvendt Kronprins Frederik til at fremstå som illoyal over for principperne i det danske demokrati, han også skal forestille at repræsentere. Og det bekræftede kritikerne af hans olympiske karriere i, at kronprinsen i sin iver efter at optræde som international idrætspolitiker tilsyneladende ikke havde nogen problemer med at ofre sin loyalitet overfor Danmark til fordel for et privat, udenlandsk firma.

Set med olympiske øjne var det derimod ikke så mærkeligt, at den danske tronarving valgte at være loyal over for IOC. Dels var det en betingelse, han havde accepteret allerede seks år tidligere, da han med kongehusets og regeringens tilladelse annoncerede sit olympiske kandidatur. Og dels fremgik det med al tydelighed af komiteens formulering af reglerne i det olympiske charter, at der i medlemmers selvforståelse ikke er noget, som står over eller ved siden af dem, når det gælder fortolkningen af den såkaldte olympisme, som er idealet bag alle komiteens beslutninger.

Olympisme er navnet på den sportsfilosofi, som i slutningen af 1800-tallet skabte de moderne olympiske lege. Tankerne blev formuleret af den franske baron Pierre de Coubertin og omtales ofte som ’den olympiske ånd’, hvor sport betragtes som et redskab til at opdrage og uddanne unge mennesker til at gøre deres bedste og lære dem værdien af begreber som mod, respekt, venskab, fællesskab og fair play. I det olympiske charter omtales olympismens fundamentale principper endda som en livsfilosofi, der kombinerer menneskets krop, vilje og hjerne, og som forsøger at skabe en livsstil, der både er baseret på den enkeltes glæde ved at yde sit bedste og på værdien af det gode eksempel. Som gode eksempler fremhæves blandt andet social ansvarlighed og respekt for universelle etiske principper, der er med til at styrke fællesskabet mellem mennesker.

”Olympismens mål er at placere sporten som en service i den harmoniske udvikling af menneskeheden med promoveringen af et fredeligt samfund og bevarelsen af den menneskelige værdighed for øje”, fastslår komiteen i det olympiske charter, hvoraf det også fremgår, at medlemmerne af komiteen opfatter sig selv som den ubetinget højeste autoritet i hele den olympiske bevægelse, som dækker alle verdens kontinenter.

Udover IOC omfatter den olympiske bevægelse de titusinder af atleter, som udtages til de olympiske sommer- og vinterlege, samt flere end 200 nationale olympiske komiteer, 35 internationale olympiske idrætsforbund og en håndfuld olympiske organisationskomiteer i de byer, som komiteens medlemmer løbende udnævner til værtsbyer for legene. Men dertil bestemmer IOC suverænt over alle kommercielle rettigheder til legene, som sponsorer og tv-stationer betaler et tocifret milliardbeløb for at få lov til at gøre reklame for.

Det var således ikke bare en lille privat non-profit-forening i Schweiz, Kronprins Frederik var medlem af og repræsenterede i Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse. Han var blevet firmaets mand i et milliardforetagende, som baserede sit virke på et sportsfilosofisk grundlag, der for over et hundrede år siden blev formuleret af en fransk baron med drømme om at redde verdenssamfundet for krig og ulykke og menneskeheden fra uværdighed.

I det lys havde Kronprins Frederik under de olympiske sommerlege i London derfor også travlt med mange andre gøremål end blot sit mislykkede forsvar for det private olympiske firmas forsøg på at censurere OL-atleternes ytringsfrihed i de nye sociale medier. Ikke mindst fordi han også skulle pleje interesserne i sit offentligt ejede danske firma. For legene i London var en perfekt platform til branding af såvel tronarvingen som det danske kongehus. Og efter næsten tre år, hvor han konstant havde været i modvind i den danske presse, havde kronprinsen nu tilsyneladende brug for al den medvind, han kunne finde på sin olympiske karrierevej.

Det lignede i hvert fald ikke nogen tilfældighed, at en stor del af kronprinsens danske familie og ledende repræsentanter for den danske regering havde planlagt en storstilet markedsføring af Danmark under de første olympiske lege i Storbritannien siden 1948. En markedsføring, der samtidig stillede spørgsmål ved, om den danske regering havde givet Kronprins Frederik lov til at blive IOC-medlem, fordi han var bedre end alle andre danske kandidater til både at varetage komiteens interesser i Danmark og pleje dansk idræts olympiske interesser, eller om hans regerings-godkendte karriere som idrætspolitiker snarere skulle ses som et nationalpolitisk forsøg på at udnytte hans store personlige sportsengagement i en international branding af Danmark og det danske kongehus.  

Men uanset, om det var Kronprins Frederik, som markedsførte den olympiske sport, eller det var IOCs olympiske ringe, der brandede ham og Danmark, fastslog det danske IOC-medlem ifølge Ekstra Bladet inden legene i London, at han havde særligt store forventninger til netop disse lege. Den danske tronarving betragtede dem som ”en form for hjemmebane” med en masse fordele for de danske atleter, fordi England havde ”det samme klima, samme nærområde og samme kultur” som Danmark. Og det nationalpolitiske danske reklamefremstød blev endnu tydeligere, da legene gik i gang i den engelske hovedstad, hvor 18.000 soldater, 13.000 politibetjente og 7.000 sikkerhedsvagter var hyret til at holde ro og orden, så de mange udenlandske OL-gæster kunne føle sig trygge.

Det danske kongeskib blev sejlet op ad Themsen og lagt til kaj blandt super-yachter tilhørende nogle af verdens rigeste mænd, blandt andre fodboldklubben Chelseas russiske ejer Roman Abramovich og Microsoft-grundlæggeren Paul Allen. Ifølge den danske ambassadør i London, Anne Hedensted Steffensen, skulle kongeskibet være hovedkvarter for Dronning Margrethe og Prins Henrik under regentparrets overværelse af deres ældste søn olympiske lege. Men udover regentparret og Kronprins Frederik ville Kronprinsesse Mary, Prins Joachim, Prinsesse Marie og Prinsesse Benedikte også være en del af kongehusets olympiske trup i London.

Kongefamilien skulle imidlertid ikke kun følge de olympiske konkurrencer. Den skulle også besøge det olympiske værtslands Dronning Elizabeth, som havde inviteret til reception på Buckingham Palace. Her skulle tillige den daværende danske statsminister Helle Thorning Schmidt deltage. Og den danske regering ville endvidere være repræsenteret ved legene af daværende kulturminister Uffe Elbæk og daværende vækst- og erhvervsminister Ole Sohn, som blandt andet skulle medvirke i et stort dansk erhvervsfremstød, der var arrangeret af Visit Denmark med fokus på dansk turisme, mad, design og mode.

Inden Kronprins Frederik kunne koncentrere sig om at pleje sine interesser blandt de danske OL-atleter, politikere og erhvervsledere i London, skulle han dog først løbe 360 meter med den olympiske fakkel i bydelen Notting Hill og deltage i IOC’s 124. årlige session. Men da kronprinsen havde overstået sit fakkelløb, gav hans deltagelse i det olympiske medlemsmøde endnu engang den danske presse anledning til at sætte et kritisk fokus på de knap ti procent af komiteens medlemmer, som i lighed med den danske tronarving tilhørte kongelige og adelige familier.

”For at blive medlem af IOC skal man tilhøre den absolutte samfundselite. Man skal være kongelig, adelig eller have en strålende erhvervskarriere. Og først i perioden under den nuværende præsident, Jacques Rogge, er det også begyndt at betyde noget, om man har haft en idrætskarriere”, forklarede Jens Sejer Andersen, international chef i Play the Game, i en artikel i Politiken.

På IOC-sessionen i London kom det ifølge avisen blandt andet frem, at komiteen rådede over en formue på 558 millioner dollar, svarende til godt 3,4 milliarder kroner, som Kronprins Frederik var med til at forvalte.

”IOC vælger sine medlemmer med ét formål; de vælger nyttige folk med indflydelse strategiske steder. De vil gerne være en prestigefuld organisation, og derfor ser de det også som en fordel at have kongelige med – stifteren Pierre de Coubertin var selv baron. Samtidig er IOC i dag en velsmurt pengemaskine, så der er også rige og dygtige forretningsfolk med”, sagde professor Jørn Hansen fra Syddansk Universitet.

”IOC er en klub. Organisationen har rødder i det 19. århundredes klubbegreb, som er sammenlignet med logerne. Ligesom hos frimurerne skal man have en stiller for overhovedet at komme i betragtning som IOC-medlem – nogen skal anbefale  personen, og så skal medlemmerne godkende ham, før han bliver optaget”.

Som i andre loger spiller halvreligiøse ritualer derfor også en stor rolle i IOC. Ikke mindst under OLs åbningsceremoni, hvor ritualerne bruges til at forbinde de moderne olympiske lege med det antikke Grækenlands første lege i Olympia. Eksempelvis hejses det olympiske flag til tonerne fra den olympiske hymne om ”udødelige fortidens ånd, fader til det gode, skønne og sande”. Eller som Kronprins Frederik skrev i de danske OL-deltageres ’Teambog 2012’:

”OL er først og fremmest en sportskonkurrence. Men OL er også ceremonierne, den olympiske ild og de fem olympiske ringe, som er kendt og respekteret over hele verden. Og så er OL ikke mindst en fejring af de olympiske værdier, hvor deltagerne gennem sport mødes i respekt, venskab og med et fælles mål om at yde sit  absolut bedste i en fair kamp”.

Netop åbningsceremoniens olympiske ritualer var ifølge en undersøgelse, som Danmarks Idrætsforbund offentliggjorde, højdepunktet for de fleste af de mange danskere, der havde planer om at overvære legene i London på tribunen, mobilen, internettet eller foran fjernsynet. 26 procent af de adspurgte danskere satte legenes åbningsceremoni højest, mens kun 19 procent rangerede OL-atletikkens parade af sportslige discipliner og konkurrencer højest.

”For mig at se er åbningsceremonien speciel af tre årsager”, sagde Danmarks Idrætsforbunds og Danmarks Olympiske Komites formand, Niels Nygaard, til Politiken.

”Den ene er, at det er mere end 200 nationer, der går samlet ind under hvert sit flag og med hvert sit hold for at markere, at begivenheden samler hele verden. Den anden er, at 26 forskellige idrætter er sammen. Og den tredje er, at arrangørerne altid gør meget ud af ceremonien, så den er flot og underholdende”.

Af samme årsag var det danske OL-holds fanebærer i London, Kim Wraae, mindst lige så bevæget over udsigten til at få en hovedrolle i den olympiske åbnings-ceremoni:

”Det er en kæmpe ære at få lov til at gå forrest med fanen. Jeg fik gåsehud, da jeg fik det at vide”, sagde den 34-årige kajakroer, inden han gik ind foran 80.000 tilskuere på det olympiske stadion til en ceremoni, der kostede 257 millioner kroner og skønsmæssigt blev overværet af én milliard tv-seere, som fik serveret en Shakespeare-inspireret opvisning i Storbritanniens udvikling fra bondesamfund til moderne velfærdssamfund, der var sat i scene af den Oscarbelønnede britiske filminstruktør Danny Boyle.

På legenes åbningsdag hyldede Kronprins Frederik ligeledes de gamle, olympiske idealer i et stort interview med Jyllands-Posten:

”IOC bliver ofte portrætteret som en maskine betjent af gamle herrer i jakkesæt, men den opfattelse vil jeg gerne ændre. Man behøver ikke at intellektualisere eller komplicere de oprindelige budskaber for at kunne bruge dem i dag. Værdisættet om at yde sit bedste, om at vise respekt og om at konkurrere på en fair måde er langt fra udtømt eller old school. Verden er ikke synderligt bedre end tidligere. Der er masser af konflikter, uro og armod, så idealerne er stadig ekstremt relevante”.

I interviewet understregede tronarvingen også, at hans medlemskab af IOC både havde været ”enormt givende”, og at ”det har bestemt levet op til mine forventninger og mere til”. Han mente, at det havde været sundt for ham at komme ud i verden og være medlem af et fællesskab som IOC. Og han erklærede sig også bevidst om, at han på trods af sin titel ikke kunne regne med at få sine olympiske kollegers udelte opmærksomhed.

”Det er udmærket, at man selv skal komme frem som den nye i familien. Vi danskere er blevet meget mere globaliserede i de seneste 10 år, i den sammenhæng er det sundt og vigtigt for os, at vi tør bevæge os uden for vores land. Man kan ikke læne sig tilbage og sige, at vi bliver hér, hvor det er trygt og godt”.

Ifølge kronprinsen havde han og alle andre dansker også nærmest pligt til at rejse ud i verden og gøre opmærksom på de danske værdier:

”Vi kan i virkeligheden ikke tillade os at ytre os på samme måde om folk i den store verden, hvis ikke vi selv har været derude og har smagt lidt på virkeligheden. Som gode demokrater med hjertet på det rette sted har vi jo muligheden for at give vores erfaringer videre”.

Tronarvingen præciserede ikke, om han dermed mente, at de mange danskere, der ikke havde mulighed for eller råd til at rejse væk fra Danmark for at smage lidt på virkeligheden i den store verden og dele deres demokratiske erfaringer med resten af klodens befolkning, i så fald skulle have forbud mod at ytre sig om, hvad der foregår i verden. Til gengæld gjorde han de danske OL-atleter, som IOC ellers havde prøvet at give mundkurv på, til sandhedsvidner i den politiske debat om Beijings om-diskuterede værtsskab, der fire år tidligere var blevet gennemført på trods af Kinas veldokumenterede overtrædelser af de internationale menneskerettigheder:

”Jeg spurgte atleterne, som havde kvalificeret sig til OL og havde brugt timer og år på at forberede sig på et af deres livs store mål. Det ville slå dem ud, hvis man fra politisk side boykottede deltagelsen i OL. Sporten må ikke tages som gidsel i et politisk spil”, sagde kronprinsen, uden at nævne hverken IOCs censur-regler eller de mange kinesere, som ifølge internationale menneskeretsorganisationer var blevet holdt som gidsler i den autoritære olympiske værtsnations politiske spil om OL.

Ifølge den danske tronarving stod det heller ikke længere så skidt til med den omdiskuterede korruption i IOC, hævdede han, uden at skele til, at der også havde været flere alvorlige sager om bestikkelse af IOC-medlemmer i hans tre første år som medlem. Han fremhævede derimod, at Jacques Rogge som IOC-præsident havde  ”taget nogle revolutionære skridt de første år”, og at det var godt, fordi der havde været ”brug for at ryste posen, for det var ikke værdigt for symboler som de olympiske ringe at blive behæftet med den slags”. Og kronprinsen holdt sig heller ikke tilbage med at give sig selv en del af æren for, at IOC i hans øjne nu var i gang med en positiv udvikling.

”Jeg er selv med til at ændre folks opfattelse af IOC, det kan jeg forstå, når jeg taler med atleter og andre om IOC”, sagde han til Jyllands-Posten og tilføjede, at han levede fint med kritikken af, at hans medlemskab af komiteen kompromitterede kongehusets politiske neutralitet. For han havde valgt at bruge kritikken konstruktivt til at styrke sig selv og gøre status over sine handlinger og beslutninger.

Som et eksempel på, hvordan Kronprins Frederik havde brugt kritikken konstruktivt, fremhævede han, at han havde stået fast på sin beslutning om at bruge sit medlemskab af IOC til at kæmpe for udbredelsen af sund motionsidræt i hele verden og medvirke aktivt til at give danske atleter større anerkendelse. Endvidere håbede han, at hans store glæde for sporten kunne smitte af på andre, fordi sporten for ham var en forener af politik, kultur og religion.

Men at de olympiske lege ikke nødvendigvis forener verdens lande og befolkninger på tværs af politik, kultur og religion blev efter legene i London blandt andet dokumenteret i analyser af det eksplosive forbrug af sociale medier under legene. Ifølge Interpublic Groups Momentums undersøgelse blev London-legene kommenteret 26 millioner gange på forskellige sociale medier. Men hele 32 procent af kommentarerne var negative. Og de var især møntet på IOCs topsponsor McDonald’s. En typisk kommentar om fastfood-giganten på de sociale medier lød: ”Jeg kan ikke se, hvorfor McDonald’s reklamerer for de olympiske lege, når det er den værste føde, man kan få”.

Et andet eksempel på, at de olympiske lege i London ikke kun skabte glæde og fællesskab, var BBCs afsløring af, at generalsekretæren for Ukraines nationale olympiske komite, Volodymyr Gerashshcenk, lige før legene tilbød at sælge tusindvis af billetter til legene på det sorte marked. Afsløringen tvang ukraineren til at gå af og fik IOCs britiske vicepræsident Craig Reedie til at foreslå en ændring af billetsalget, så det i fremtiden var IOC, og ikke de nationale olympiske komiteer, som i London havde 1,2 millioner OL-billetter til rådighed, der skulle stå for det lukrative billetsalg til legene.

Da Nordkoreas kvindelandshold i fodbold skulle spille OLs åbningskamp mod Columbia på Hamden Park i Glasgow, var der heller ikke megen glæde og olympisk sammenhold at spore hos nordkoreanerne. For spillernes navne blev ved en fejl præsenteret sammen med det sydkoreanske flag, hvilket ikke mindst var uheldigt set i lyset af, at Nordkorea og Sydkorea teknisk set har været i krig siden 1950’erne. Og derfor bad ophidsede nordkoreanske fodboldledere straks deres spillere om at forlade banen. De kom først tilbage en time senere, da de britiske OL-arrangører  havde givet dem en undskyldning og forsikret dem om, at flagfejlen ikke ville gentage sig, hvorefter åbningskampen kunne begynde.   

Negative følelser kom ligeledes i spil under legene i London, da to af enkerne efter de 11 israelske ofre for det palæstinensiske Black September-terrorangreb under OL i München i 1972, Ankie Spitzer og Ilana Romano, i anledning af 40 året for det mørkeste kapitel i de olympiske leges historie forsøgte at overtale IOC til at holde ét minuts stilhed for ofrene under OLs åbningsceremoni. Hvilket de forgæves havde forsøgt ved alle olympiske lege siden OL i Montreal fire år efter tragedien i Tyskland.

”IOC har givet os alle mulige dårlige undskyldninger. Jeg tror, medlemmerne af IOC har glemt de olympiske idealer”, sagde Ankie Spitzer. Og ifølge internet-avisen Inside the Games blev hun ikke mildere stemt af, at komiteens præsident,  Jacques Rogge, under legene i London holdt ét minuts stilhed for terrorofrene i den olympiske by og desuden deltog i en mindehøjtidelighed for ofrene i byens gamle rådhus Guildhall:

”Skam Jer, IOC, fordi I har glemt 11 medlemmer af den olympiske familie. I diskriminerer dem kun, fordi de var israelere og jøder. Nogle gange tror jeg, at jeg er den sidste i verden, som tror på de olympiske idealer. Er IOC kun interesseret i magt, penge og politik? Har medlemmerne glemt, at det er meningen, de skal fremelske fred, broderskab og fair play? Min mand, Andre, blev udtaget til de olympiske lege og havde formentlig de samme drømme som Jacques Rogge og Sebastian Coe, da de deltog i de olympiske lege. Den eneste forskel er, at vores elskede kom hjem i kister. Men de var alle medlemmer af den samme olympiske familie, og det er derfor, vi ønsker, at de skal mindes som sådan. Ikke her i det smukke Guildhall, ikke på Hilton Hotel i Beijing, ikke i baghaven hos vores ambassadør i Athen, men i den rigtige olympiske ramme”, sagde Ankie Spitzer, men til enkernes store skuffelse fastholdt Jacques Rogge, at OLs festlige åbningsceremoni ikke var det rette sted at mindes terrorofrene.

Kronprins Frederiks opfattelse af de olympiske leges storhed blev imidlertid heller ikke delt af de mange danske kritikere af hans idrætspolitiske karriere, som lige siden hans kandidatur til IOC blev offentliggjort i 2006 havde advaret ham imod at involvere sig i den olympiske milliardforretnings storpolitiske spil. En af de hårdeste kritikere, Ekstra Bladets sportskommentator Jan Jensen, anklagede under legene i London den danske kronprins og de øvrige royale medlemmer af IOC for at opføre sig som ”verdens sande herskere”:

”Normalt bilder vi os ind, at de kongelige ikke spiller nogen rolle, når det  drejer sig om politik og de store spørgsmål i livet. Men vi tager fejl. Beviset får vi i disse dage ved OL i London, hvor den internationale olympiske komite, IOC, sætter dagsordenen for alverdens medier. Og blandt dagsordensætterne finder vi vores egen Kronprins Frederik,” skrev kommentatoren, som blandt andet pegede på det besynderlige i, at FNs generalsekretær Ban Ki-moon i lighed med Kronprins Frederik løb rundt med den olympiske fakkel i Londons gader, mens Syrien var hærget af borgerkrig:

”Mere end 20.000 er nu dræbt i den syriske borgerkrig. 200.000 er fængslet og endnu flere er på flugt. Ban Ki-moon valgte at prioritere IOC og London. Nok kan IOC ikke stoppe krige, men foretagendet får dog verdenssamfundet til at samles som aldrig før. For år tilbage blev OL ofte boykottet af enten øst eller vest af politiske årsager. Sådan er det ikke længere. Ingen lande bliver væk fra verdens største træfpunkt. Og her har de kongelige fået møvet sig godt og grundigt ind. Med stemmeret og alt, hvad der følger med”.

Men Kronprins Frederik havde ikke blot fået stemmeret i IOC. Han havde også fået en unik adgang til at sætte idrætspolitiske dagsordener i medierne. Og efter tre års vaklende olympisk tilløb blev det under legene i London tydeligt, at tronarvingen, på trods af sit medlemskab af det upolitiske danske kongehus og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens politiske mundkurv i form af regeringens IOC-koordinationsgruppe, nu havde tænkt sig at udnytte sin privilegerede adgang til medierne til at lufte sine idrætspolitiske holdninger i fuld offentlighed.

Da legene i den engelske hovedstad var ved at være forbi, ytrede Kronprins Frederik i Politiken endnu engang sit gamle ønske om at få OL til Danmark. Også selv om han tidligere havde fået kritik af den tidligere finansminister Thor Pedersen for at give udtryk for præcis samme ønske, og den radikale kulturminister Uffe Elbæk dagen før i samme avis også havde afvist tanken som urealistisk.

Efter den globale finanskrise øjnede kronprinsen imidlertid en ny dansk mulighed i IOCs overvejelser om at lade flere små lande gå sammen om at arrangere OL i fremtiden. Og det var en mulighed, der blev underbygget af en udvikling, hvor færre byer ønskede legene. IOC havde haft ni ansøgere til legene i 2012, syv ansøgere til 2016 og seks ansøgere til 2020:

”Den økonomiske krise i verden kan tvinge den olympiske bevægelse til nytænkning. Flere IOC-medlemmer begræder, at stadig færre byer søger om værtsskabet, men det er en bekostelig affære, og legene her i London koster omkring 100 milliarder kroner. Dertil kommer også et større milliardbeløb i rene sikkerheds-foranstaltninger. Disse ting kan give overvejelser om en slags ’genbrug’ af de byer, der tidligere har været værtsbyer – eller om at lade værtsskabet krydse grænser og inddrage flere byer. Det kan blive nødvendigt at tænke i andre baner”, sagde kronprinsen, og på et spørgsmål om, hvorvidt det i så fald kunne bringe Danmark og København tilbage på banen i fremtiden, måske i et samarbejde med Sverige og Norge, svarede han:

”Tanken om, at forskellige lande, eksempelvis Danmark, Sverige og Norge kan dele et værtsskab, er mig ikke fjern. Og det er noget, jeg gerne vil se nærmere på. Men at lade OL-værtsskabet krydse grænser er altså ikke gældende i dag”.

Kronprins Frederiks stadig mere markante idrætspolitiske udmeldinger blev dog ikke kun bemærket af den danske presse. De blev også registreret af danske politikere. En af dem, Venstres medlem af Europaparlamentet Morten Løkkegaard, der var næstformand i parlamentets udvalg for kultur, uddannelse og sport, hilste tronarvingens nye kommunikationsstrategi mere end velkommen. Da legene var overstået, skrev Morten Løkkegaard en kommentar i Berlingske Tidende, hvori han under overskriften ”Stop hykleriet” roste Kronprins Frederik for at stå ved, at sport og politik hænger sammen.

”Befriet for ideen om, at sport og politik ikke må blandes sammen, har kronprinsen endelig kunnet træde i karakter sportspolitisk. Resultatet? En nærmest jublende lykkelig Frederik, som har kørt OL i London som en trænet politiker og kommunikator, afslappet og uden angst for at mene noget (forkert): Grinende og  medlevende, når det var passende. Trøstende og støttende for atleterne, når det var nødvendigt”.

Den danske europaparlamentariker så det åbenbart ikke som noget problem, at en repræsentant for det apolitiske danske kongehus trådte i sportspolitisk karakter, hvis bare det kunne gøre kronprinsen glad. Men politikeren pegede også på, at en hidsig debat om sport og politik i forbindelse med både OL i London og fodbold-EM i Ukraine samme sommer havde vist ham, at der stadig var mange mennesker, både i og uden for politik og sport, som klamrede sig til forestillingen om, at de to ting intet havde med hinanden at gøre. Eller ikke burde have det.

Morten Løkkegaard betragtede begge opfattelser som forkerte og mindede om, at sport var et politikområde, der fyldte stadig mere, også i Bruxelles, hvor sport havde fået sin egen paragraf i Lissabon-traktaten. Selv om sport stadig var nationalstaternes kompetenceområde, gav det god mening for ham at samarbejde om sportspolitik på grænseoverskridende områder som snyd og doping, matchfixing og politisk og organisatorisk misbrug af sportens popularitet.

Men Venstrepolitikeren understregede også, at spørgsmålet om sport og politik skabte åbenlyse problemer langt ind i de politiske partier og i sportens verden, hvor organisationerne hårdnakket prøvede at fastholde deres forestilling om sport og politik som to helt forskellige størrelser.

”Dilemmaet er til at få øje på. Tydeligst illustreret med kronprinsens eksempel. Kronprins Frederik er yderst sportsinteresseret, og han øjner ganske forståeligt på et tidspunkt i sit liv en mulighed for at gøre karriere som sports-ambassadør for Danmark. Sportsverdenens topfolk ser hurtigt en enestående chance for at få en dansk topfigur placeret i IOC. Frederik er som sportsmand topkvalificeret, han har hjertet med, kender de fleste sportsgrene og omgås udøverne tvangfrit og med glæde. Eneste problem er selvfølgelig, at IOC som alle andre internationale idrætsorganisationer er totalt politiseret, så det kræver både politisk interesse, indsigt og ikke mindst sportspolitiske holdninger at være med”.

Ifølge Morten Løkkegaard var det derfor også forudsigeligt, at ikke så snart havde kronprinsen sagt ja til posten i IOC, før balladen om hans medlemskab begyndte. For i politikerens øjne havde ingen åbenbart fortalt tronarvingen, at sport og politik er uløseligt forbundet. Og det var angiveligt derfor, han nu blev drevet rundt i pressens manege med en tillært påstand om, at sport og politik sagtens kunne adskilles:

”Utroværdigt, uværdigt og unødvendigt. Heldigvis er nogen – kronprinsen selv? – kommet på bedre tanker efterhånden som OL nærmede sig. Så pludselig har vi set Frederik i en voldsom medieoffensiv, inkluderende jobbet som endagsredaktør på MetroXpress med OL som eneste emne og et stort interview med kronprinsen i avisen. Her melder han så endelig ud, og der følges op med adskillige artikler i andre blade, hvor Frederik bl.a. forsvarer IOCs kontroversielle twitter-politik under OL. Det har givet kritik, selvfølgelig. Hvad det også skal. For beslutninger i sportens verden skal også debatteres. Også af de involverede selv”.

I den danske EU-politikers øjne var Kronprins Frederiks olympiske karriere derfor også ”et fint lærestykke i, hvad der kan ske, hvis man ikke er bevidst om  sammenhængen mellem sport og politik og tager konsekvensen af det”. Men Morten Løkkegaard langede også ud efter sportens organisationer, fordi de efter hans opfattelse ligeledes gemte sig bag forestillingen om, at sport og politik kan holdes adskilt. Som et eksempel nævnte han, at idrætsforbundene havde placeret talrige store sportsbegivenheder i Hviderusland:

”Europas eneste tilbageværende diktatur! I foråret vedtog et stort flertal i Europaparlamentet at opfordre ishockey-forbundene til at ombestemme sig og droppe Hviderusland som arrangør af VM i ishockey i 2014. Hvideruslands diktator, Viktor Lukasjenko, er personligt dybt involveret i ishockey. Han træner angiveligt selv med landsholdet en gang om ugen – og har tænkt sig at gøre VM til en PR-manifestation af de helt store for sit mafiøse styre. Nu kommer det så frem, at også bokse-EM og cykel-VM skal afholdes i Hviderusland i 2013. Hvad tænker de forbund på?”, spurgte den danske politiker og konkluderede, at hvis sporten skulle reddes fra indavlet korruption, organiseret kriminalitet og politiske slyngler, så var det på høje tid, at alle, som elskede sporten og dens idealer, stoppede hykleriet og tog ansvaret på sig.

Det ansvar, Morten Løkkegaard efterlyste, at nogen påtog sig for at få ryddet op i sportens verden af ”indavlet korruption, organiseret kriminalitet og politiske slyngler”, var der imidlertid allerede andre repræsentanter for verdenssamfundets demokratiske institutioner, som var i fuld gang med at påtage sig.

Mens Kronprins Frederik under de olympiske lege i London med den danske EU-politikers ord ”endelig havde kunnet træde i karakter sportspolitisk”, var det føderale amerikanske politi FBI i dybeste hemmelighed gået i aktion i den engelske hovedstad. Formålet var at efterforske den hidtil største korruptionsskandale i den internationale sportsverden. En politiefterforskning, som omfattede adskillige af Kronprins Frederiks olympiske kolleger og igen stillede spørgsmål ved, om det var det rigtige udenlandske firma, den danske tronarving havde valgt at være loyal over for og markedsføre som sportsverdenens olympiske bannerfører.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*