OL-værtsnations krigsflag er en rød klud

IOC vil ikke forbyde det gamle, japanske krigsflag ’Rising Sun’ under OL i Tokyo, selv om flaget virker som en rød klud på mange mennesker i Kina og Sydkorea, der var besat af den olympiske værtsnation under 2. Verdenskrig.

I sidste måned satte sydkoreanske demonstranter ild til Japans omdiskuterede krigsflag under en protestaktion i Seoul. (Foto: YouTube)
LARS JØRGENSEN

I olympiske lege er det en tradition, at deltagerne bruger nationale flag til at hylde det land, de kæmper for. Nationale flag bæres ind på det olympiske stadion under legenes åbningsceremoni. Nationale flag går til tops under legenes medaljeceremonier. Og nationale flag pryder de olympiske atleters kampdragter.

Olympiske lege er med andre ord lege, hvor alle verdens nationer kæmper imod hinanden med sport som våben. Men nogle gange bliver legen alvor. Og så kan et nationalt flag fra et andet land end ens eget virke som en rød klud.

Det skete eksempelvis som optakt til de olympiske lege i Beijing i 2008, hvor Japans ambassade i Kina udsendte en officiel advarsel til japanske OL-turister om, at de kunne få problemer med de kinesiske myndigheder, hvis de tog Japans gamle krigsflag ’Rising Sun’ med til legene i Beijing for at hylde de japanske atleter.

Sammenlignet med nazi-flag

Advarslen skyldtes, at mange mennesker i Kina og flere andre af Japans nærmeste nabolande betragter det gamle japanske kejserriges krigsflags motiv – en rød, opstigende sol omgivet af 16 røde solstråler på en hvid baggrund – som et symbol på den japanske besættelseshærs krigsforbrydelser under 2. Verdenskrig. Nogle af dem sammenligner endda det gamle japanske flag med Nazi-Tysklands hagekorsprydede svastikaflag.

Det gamle japanske krigsflag er for mange asiater et symbol på Japans besættelse af en lang række nabolande under 2. Verdenskrig. (Foto: www.anti-risingsunflag.net)

Men selv om det gamle japanske nationalflag, der stadig kendetegner krigsskibene i den japanske flåde, også er blevet symbol på en aktuel handelskrig mellem Japan og nabolandet Sydkorea, vil hverken Japans Olympiske Komite eller Den Internationale Olympiske Komite (IOC) forbyde olympiske fans at bruge det som en national hyldest af de japanske atleter under næste års olympiske sommerlege i Tokyo.

Så længe det omstridte flag ikke direkte bruges til at formidle politiske, etniske eller religiøse budskaber, opfatter IOC foreløbig ikke flaget som et olympisk problem. Men den holdning deles ikke af hverken den nationale olympiske komite eller regeringen i Sydkorea, som senest var vært for OL i fjor, hvor de olympiske vinterlege blev afholdt i Pyongchang.

”Japanerne ved meget vel, at deres naboer betragter Rising Sun-flaget som et symbol på Japans militaristiske og imperialistiske fortid. Japan bør være mere ydmyg i forhold til landets historiske arv. I et samarbejde med andre relevante ministerier vil vi fortsat arbejde på at få løst denne sag,” sagde en talsmand for det sydkoreanske udenrigsministerium, Kim In-chul, i tirsdags under ministeriets daglige pressebriefing.

Når det gamle japanske nationalflag nu er blevet et olympisk stridsemne for sydkoreanerne, skal det blandt andet ses i lyset af, at de to lande bruger alle midler i deres langvarige indbyrdes handelskrig, hvor de skiftevis forbyder import af hinandens produkter. I det spil gælder alle kneb. Som eksempelvis i sommer, hvor japanerne til sydkoreanernes store vrede havde tegnet en lille sydkoreansk øgruppe, som Japan gør krav på, ind på et Japan-kort over det olympiske fakkeloptogs rundtur i den olympiske værtsnation.

Krigsforbrydelser

Men at sydkoreanernes vrede mod japanerne stikker langt dybere end blot til den aktuelle handelskrig mellem de to lande understreges af, at der stadig lever mennesker i Sydkorea, som oplevede, hvordan det gamle japanske krigsflag blev symbol på de japanske soldaters besættelse af en lang række lande i det østlige Asien under 2. verdenskrig, herunder Sydkorea.

Historiebøgerne er fulde af beretninger og billeder fra dengang, Japan var allieret med Nazi-Tyskland, og landets krigsflag hang side om side med nazisternes hagekors i asiatiske fangelejre, der i brutalitet sagtens kunne måle sig med de tyske koncentrationslejre i Europa.

Under 2. Verdenskrig hang det gamle japanske krigs-flag og det tyske nazi-flag side om side som et symbol på Japan og Tysklands nære alliance. (Foto: www.anti-risingsunflag.net)

Ifølge historikerne begik japanske soldater i de besatte asiatiske lande mindst lige så mange krigsforbrydelser som deres tyske kolleger gjorde i Europa, men uden at japanerne bagefter blev stillet til regnskab for flere hundrede tusinde mord og sexovergreb på sydkoreanske og kinesiske fanger i nær samme grad som det skete for nazisterne i efterkrigstidens Tyskland.

Allerede i 1964, kun knap 20 år efter at USA kastede den første atombombe over Japan og endegyldigt stoppede 2. verdenskrig, var Japan det første land i Asien, der fik lov til at arrangere de olympiske lege. Også dengang var Tokyo værtsby. Og den olympiske tilgivelse for de japanske krigsforbrydelser blev yderligere slået fast, da Japan også fik de olympiske vinterlege i 1998 med Nagano som værtsby.

Selv om mange asiater stadig betragter Japans gamle krigsflag som en rød klud, er det i modsætning til nazisternes hagekors-flag aldrig blevet forbudt. Og i dag bruges flaget ikke kun af den japanske flåde, men også af mange japanske kunstnere og designere til markedsføring af japansk kultur.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*