FBI på banen

Konge af en anden verden - Kapitel 8

Qatars emir Tamim Al-Thani er IOC-kollega med Kronprins Frederik, som i 2015 overværede ørkenstatens værtskab for VM i håndbold. (Foto: Lars Poulsen)

FBIs efterforskning under OL i London byggede på en mistanke om, at der i 2010 havde været korruption involveret i det internationale fodboldforbund FIFAs valg af værtslande til VM i fodbold i 2018 og 2022. I centrum af efterforskningen stod amerikaneren Chuck Blazer, der repræsenterede det nord- og mellemamerikanske fodboldforbund i FIFAs eksekutivkomite, men nu stod til en hård fængselsstraf for skattesvindel og bedrageri.

Under legene i London havde Chuck Blazer under overvågning af FBI flere fortrolige samtaler med ledende kolleger i fodboldverden, som det amerikanske politi fik adgang til at lytte med på, fordi samtalerne blev optaget af en skjult mikrofon i den amerikanske fodboldleders nøglebundt. Chuck Blazer optog i hemmelighed samtalerne under møder på det eksklusive May Fair Hotel i det centrale London, hvor han havde indlogeret sig under OL.

Når Chuck Blazer indvilligede i at samarbejde med FBI, skyldtes det ifølge den amerikanske avis New York Daily News, at han som sigtet håbede at slippe med en mildere straf efter årtiers økonomisk kriminalitet i millionklassen, som to agenter fra henholdsvis FBI og det amerikanske skattevæsen dokumenterede for ham i november 2011. Efter næsten et års hemmelige undersøgelser af Chuck Blazers økonomi stoppede agenterne den dengang mest magtfulde amerikanske fodboldleder midt på Fifth Avenue i New York.

Her fik Chuck Blazer valget mellem at samarbejde med FBI om opklaringen af en endnu mere omfattende korruptionsundersøgelse af hans internationale fodboldkolleger eller at blive ført væk i håndjern og fængslet som en gemen bedrager og  skattesvindler.

Inden de olympiske lege i London følte Chuck Blazer sig tvunget til at lade sig hverve af FBI og stikke sine egne fodboldkolleger. Han havde forsynet FBIs agenter med navnene på 44 højtstående internationale og nationale fodboldledere, som han mente, at myndighederne med fordel kunne efterforske for forskellige former for økonomisk kriminalitet. Desuden havde han inviteret flere af de ansvarlige fodboldledere og idrætspolitikere bag Ruslands og Australiens bud på værtsskabet for VM i fodbold i 2018 og 2022 til at mødes med sig under legene i London, som traditionen tro tiltrak magtfulde sportsledere fra det meste af verden.

Blandt de fodboldledere, Chuck Blazer inviterede til møderne på May Fair Hotel i London var ifølge New York Daily News chefen for Ruslands VM-bud, Alexey Sorokin, chefen for Australiens VM-bud Frank Lowy, den russiske sports-politiker og formand for Ruslands VM-organisation Vitaly Mutkos sekretær Anton Baranov, og den daværende FIFA-præsident Sepp Blatters personlige rådgiver Peter Hargitay. Men ifølge den amerikanske avis afslørede FBIs mange dokumenter i sagen også, at det ikke kun var FIFA-medlemmernes stemmer i forbindelse med forbundets valg af værtslande til VM i fodbold, der var til salg. Nogle medlemmer var også klar til at handle med deres stemmer i kampen om, hvem der skulle besætte præsident-posten i det internationale fodboldforbund.

I sin egenskab af generalsekretær for det nord- og mellemamerikanske fodboldforbund, CONCACAF, havde Chuck Blazer som optakt til FIFAs præsidentvalg i juni 2011 afsløret, at modkandidaten til den siddende præsident Sepp Blatter, Mohamed bin Hammam fra Qatar, i maj samme år angiveligt havde haft én million dollar med i tasken, da han fløj til et møde med Caribiens Fodbold Union i Trinidad. Her forsøgte præsidentkandidaten Mohammed bin Hammam med hjælp fra den daværende CONCACAF-præsident Jack Warner, som også var vicepræsident i FIFA, at købe de caribiske fodboldlederes stemmer for 40.000 dollar stykket, hvis de i den forestående afstemning i FIFA til gengæld stemte på Qatars relativt ukendte kandidat til den absolutte toppost i det internationale fodboldforbund.

Da flere af de tilstedeværende caribiske fodboldledere bekræftede præsidentkandidatens forsøg på bestikkelse, som de angiveligt kunne dokumentere ved hjælp af fotos og e-mailkorrespondancer, indledte FIFA en etisk sag mod Jack Warner og Mohamed Bin Hammam, som endte med, at Jack Warner trak sig ud af FIFA, mens Mohamed Bin Hammam blev udelukket fra fodboldsporten på livstid.

Men i august samme år kunne den skotskfødte journalist og forfatter Andrew Jennings i avisen The Independent afsløre, at Chuck Blazer selv var kommet i FBIs søgelys, blandt andet i forbindelse med to mistænkelige pengetransaktioner på i alt 500.000 dollar til to bankkonti på Cayman Islands og Bahamaøerne. Få måneder senere opsøgte FBI og det amerikanske skattevæsen Chuck Blazer og overtalte ham til at indlede det samarbejde, der førte til hans hemmelige optagelser af nogle af fodboldsportens topledere under OL i London.

At det var Andrew Jennings, som afslørede nyheden om FBIs efterforskning af Chuck Blazer, var ingen tilfældighed. Han voksede op i London, hvor han også indledte sin karriere som undersøgende journalist på avisen The Sunday Times og BBC. Op igennem 1990’erne blev han både kendt og berygtet for sin vedholdende og kritiske journalistik om IOC. Blandt andet satte han fokus på, at IOCs tidligere  præsident Juan Antonio Samaranch havde været en fremtrædende fascist i Spanien under den spanske diktator general Francisco Franco, som døde i 1975.

Andrew Jennings skrev i samme årrække også tre IOC-kritiske bøger, The Lords of the Rings: Power, Money and Drugs in the Modern Olympics, The New Lords of the Rings og The Great Olympic Swindle om komiteens ledelse. Og efter Salt Lake City-skandalen i 1999 dækkede han blandt andet i flere år komiteen for Ekstra Bladet. Men den IOC-kritiske journalists netværk omfattede også journalister i mange andre lande, deriblandt de to tyske FIFA-kendere Jens Weinreich og Thomas Kistner fra henholdsvis Berliner Zeitung og Süddeutsche Zeitung, som havde skrevet bøgerne Der olympische Sumpf, Muskelspiele og Das Milliardenspiel om korruptionen i IOC og FIFA. Og da den belgiske kirurg Jacques Rogge i 2001 afløste Juan Antonio Samaranch som IOC-præsident, besluttede Andrew Jennings sig for at kigge FIFA grundigt efter i sømmene i et tæt samarbejde med de to tyske journalister.

”Jeg var klar over, at der var noget, der lugtede i FIFA”, sagde Andrew Jennings for nogle år siden i et interview med den amerikanske avis The Washington Post, hvor han også forklarede sin foretrukne journalistiske arbejdsmetode:

”I enhver organisation ved du, at hvis der overhovedet er nogen tegn på korruption i toppen, så er der også anstændige medarbejdere i administrationen, som skal betale huslån og deres børns skolegang. De er kun ansatte og ved godt, hvad der er ordentlig moral. Det er dem, du skal have til at levere oplysninger ud ad bagdøren”.

Det var netop disse menige medarbejdere, Andrew Jennings først besluttede sig for at opsøge i FIFA. Da Sepp Blatter efter fire år som forbundets præsident blev genvalgt til fodboldsportens mest magtfulde post i 2002, overværede journalisten den efterfølgende pressekonference i FIFAs hovedkvarter i Zürich i Schweiz. Presserummet var fyldt med tavse FIFA-ansatte, da Andrew Jennings greb mikrofonen og spurgte den genvalgte fodboldpræsident:

”Hr. Blatter, har De nogensinde taget imod bestikkelse?”.

Provokationen virkede efter hensigten. Andrew Jennings havde fået gjort opmærksom på sig selv overfor de ansatte i FIFAs administration, han forsøgte at få kontakt med. Seks uger senere blev han inviteret til Zürich af en person, han ikke kendte, men som han besluttede at mødes med en sen aftentime i en kontorbygning ved byens havnefront:

”Efter en halv times ventetid ankom en seniormedarbejder i FIFA med armene fulde af dejlige dokumenter. Derfra kom oplysningerne i en lind strøm. Og det gør de stadig”, fortalte han til den amerikanske avis.

FIFA-dokumenterne afslørede blandt andet, at Sepp Blatter havde fået en hemmelig bonus på et sekscifret beløb. Og efter flere års omhyggelig indsamling af oplysninger udgav Andrew Jennings i 2006 sin første bog om FIFA under titlen Foul! The Secret World of FIFA: Bribes, Vote Rigging and Ticket Scandals, som han i 2014 fulgte op med bogen Omertà: Sepp Blatter’s FIFA Organised Crime Family og året efter med endnu en bog, The Dirty Game: Uncovering the Scandal at FIFA.

Men i samme årrække var Andrew Jennings med til at producere flere tv-dokumentarer til BBC-programmet Panorama. Hans første tv-dokumentar blev vist i 2006 og hed The Beautiful Bung: Corruption and The World Cup, hvor journalisten blandt andet beskrev korruptionsskandalen omkring det krakkede sportsmarketingfirma ISL og FIFA-medlemmernes handel med stemmer i forbindelse med forbundets valg.

Året efter var den undersøgende journalist med til at producere tv-dokumentaren FIFA and Coe om forholdet mellem FIFA og den tidligere atletik-stjerne og nuværende præsident for det ligeledes korruptionsramte internationale  atletikforbund, Sebastian Coe.

I 2010 hævdede Andrew Jennings i BBCs tv-dokumentar FIFA’s Dirty Secrets, at både præsidenten for Brasiliens fodboldforbund, Ricardo Teixeira, Paraguays formand for det sydamerikanske fodboldforbund CONMEBOL, Nicolas Léoz, og det afrikanske fodboldforbund CAF’s formand, IOC-medlem Issa Hayatou fra Cameroun, havde taget imod bestikkelse.

Yderligere fem år senere samlede journalisten sin årelange efterforskning af fodboldverdenens korruption op i endnu en tv-dokumentar FIFA, Sepp Blatter and Me, som også blev vist på BBC og understregede, hvorfor blandt andre den britiske avis The Guardian gav Andrew Jennings hovedparten af æren for, at FIFA-skandalen blev afsløret.

Det var derfor med en betydelig indsigt i skyggesiderne af international sportspolitik, at Andrew Jennings på Kronprins Frederiks første pressemøde som nyt medlem af IOC i Bella Center i København i oktober 2009 tillod sig at undre sig over, hvorfor den sportsinteresserede danske tronarving ”havde valgt den forkerte side” som medlem af en olympisk loge, der blandt andet bestod af økonomiske forbrydere og afrikanske generaler med blod på hænderne.

Kronprins Frederik, som senere har forklaret, at pressemødet og perioden op til hans optagelse i IOC er noget af det værste, han har oplevet i sit liv, fordi han hele tiden følte sig under et stort psykisk pres fra medierne, der behandlede ham som en udskældt minister eller en politiker med en møg sag, afviste imidlertid at svare på Andrew Jennings’ spørgsmål. Tronarvingen nøjedes med at sige, at han ikke ville kommentere enkeltpersoner i IOC.

”Man prøvede hele tiden at pirke til mig. Det irriterende var, at jeg ikke kunne forsvare mig ordentligt, når pressen et par gange om året sagde: ’Nå, nu er det tid til at riste ham’. Jeg fandt dog ret hurtigt ud af, at det egentlig ikke var noget ved min person, de gik efter. Det handlede snarere om, at jeg var en dansker, som gerne ville gøre en forskel på den store scene: ’Nå ja, men så skal vi da give ham det klassiske fur, ikke?’ Og det er jeg jo ikke den eneste, der har været udsat for. Det er der også andre, der prøver med jævne mellemrum, når de skal beklæde store internationale poster, hvor der ikke før har siddet en dansker”, forklarede Kronprins Frederik otte år senere i bogen Under Bjælken og fortsatte:

”Hvad det angår, kunne jeg godt tænke mig at appellere til de mange meningsdannere i Danmark. Skal vi ikke lade være med altid at tænke på, at det er en dansker, og bare konstatere, at det er en person, der ønsker at gøre noget godt for Danmark? Kom nu, drenge! Når I har kritiseret og vendt vrangen ud på vedkommende, så tag lige at skrive: ’Hvor er det fedt, at vi har en dansker på den post, så vi som folk og nation kan få indflydelse ude i den store verden”.

At tronarvingen på pressemødet i København, som han selv havde inviteret til, havde haft en enestående mulighed for at forsvare sig imod den kritik, som den danske stat i sin medielovgivning ikke alene opfordrer den danske presse til at udøve, men også uddanner danske journalister til at praktisere i respekt for fagets grund-læggende princip om så vidt muligt at lade den angrebne part i en sag komme til orde, undlod han at komme ind på.

Og at såvel Andrew Jennings som den danske presse kunne være drevet af andre motiver end blot et ønske om at ’riste’ en kendt person, for eksempel af et helt legitimt journalistisk motiv om at undersøge, hvorvidt internationale organisationer som IOC og FIFA levede op til deres egne etiske principper om åbenhed, demokrati og fair play, faldt tilsyneladende stadig ikke Kronprins Frederik ind. Heller ikke selv om han havde haft otte år til både at sætte sig ind i den danske medielovgivning og i den omfattende kriminalitet, som adskillige af hans IOC-kolleger havde gjort sig skyldige i, mens han havde været medlem af komiteen, og som han med tanke på både de danske og udenlandske nyhedsmediers dækning af den olympiske kriminalitet næppe kan have undgået at høre om.

Tilbage i 2009 afholdt kronprinsens selvvalgte tavshed på hans første IOC-pressemøde i Bella Center derfor heller ikke Andrew Jennings fra at forfølge sin livsdrøm om at få ryddet op i den politisk og økonomisk betændte del af sports-verdenen, så magten over sporten kunne gives tilbage til atleterne og deres fans. Snarere tværtimod. For kort tid efter sin konfrontation med den danske kronprins i København fik Andrew Jennings en helt anden værdifuld kilde i tale, da han via en mellemmand blev kontaktet af FBI og mødtes med tre af bureauets agenter i London:

”Europæisk politi ville intet gøre i forhold til FIFA, så det var fandeme godt at se nogle professionelle efterforskere blive involveret. Jeg sagde, ok: Lad os udligne konkurrencevilkårene lidt. Og så gav jeg dem de dokumenter, som virkelig fik sagen til at rulle”, har Andrew Jennings fortalt.

Journalisten viste blandt andet FBI flere dokumenter, som afslørede, at der blev svindlet med regnskaberne i FIFA-medlemmerne Chuck Blazer og Jack Warners nord- og mellemamerikanske fodboldforbund. Dokumenter, som indeholdt så meget sprængstof, at de var en medvirkende årsag til, at FBI i 2011 kunne opsøge Chuck Blazer på Fifth Avenue i New York og true ham til at sladre om sine kolleger i FIFA mod til gengæld selv at slippe med en mildere straf.

Et år efter amerikanerens hemmelige aflytninger af sine fodboldkolleger under de olympiske lege i London erklærede den mere end 200 kilo tunge og kræftsyge Chuck Blazer sig i november 2013 skyldig i ti sigtelser for skattesvig,  pengehvidvask og bedrageri. Han trak sig derefter ud af FIFA og lod sig indlægge på et hospital i New York. Fra sin sygeseng kunne den amerikanske skattesvindler og bedrager følge med i mediernes dækning af, hvordan hans oplysninger om FIFAs økonomiske transaktioner fik det internationale fodboldforbunds korthus i Zürich til at vakle, mens den ene efter den anden af hans tidligere kolleger i forbundet blev  anholdt. Chuck Blazer døde af sin kræftsygdom i sommeren 2017. Han blev 72 år.

Men FBIs afsløringer af korruptionen i FIFA var ikke kun interessante for fodboldsportens mange fans. De var lige så opsigtsvækkende i et olympisk perspektiv, som dengang burde have givet Kronprins Frederik og de øvrige medlemmer af IOC anledning til langt mere selvransagelse og bekymring, end de gav udtryk for i offentligheden. Og afsløringerne burde også have fået den danske presse til at stille langt flere kritiske spørgsmål til tronarvingen og den danske regering, som havde accepteret hans olympiske virke i en storkriminel sportsverden.

Da FBIs efterforskning af fodboldsportens øverste ledelse begyndte, var FIFAs schweiziske præsident, Sepp Blatter, og en af fodboldforbundets vicepræsidenter, det afrikanske fodboldforbunds præsident Issa Hayatou fra Cameroun, begge medlemmer af IOC. Det samme var Kuwaits medlem af fodboldforbundets eksekutivkomite, Sheikh Ahmad al-Fahad al-Sabah, og den tidligere FIFA-præsident Joao Havelange fra Brasilien.

I kraft af deres fodboldpolitiske baser i henholdsvis Europa, Afrika, Asien og Sydamerika gjorde firkløverets dobbelte medlemskaber af FIFA og IOC dem til nogle af de mest indflydelsesrige aktører i en international sportsverden, der ofte måler idrætspolitikeres succes på, om de kan vinde de økonomiske og politiske kampe mellem byer og lande om at få tildelt værtsskabet for verdens to største og mest prestigefulde idrætsbegivenheder, FIFAs World Cup og IOCs olympiske lege.

Men de dobbelte medlemskaber af IOC og FIFA gjorde også de fire fodboldbosser til de bedste eksempler på, at der er mange personlige relationer mellem medlemmerne af verdens to mest magtfulde sportsorganisationer, men også mange kontinentale interesser på spil, når sportens økonomisk og politisk mest attraktive begivenheder skal fordeles.

Det gjorde den britiske fodboldjournalist Ken Radnedge opmærksom på i januar 2012, da han under FBIs indledende efterforskning af korruptionen i FIFA i sin egenskab af formand for fodboldudvalget i den internationale forening for sportsjournalister, AIPS, skrev:

 ”I offentlighedens opfattelse er der meget lidt tværgående samarbejde mellem verdensmesterskabet i fodbold og de olympiske lege, mellem FIFA og IOC. De er både de store sportsbegivenheders tvillingegiganter og tvillingegiganter i administrationen af verdenssporten, men de drives selvstændigt ad to parallelle spor; den ene tildeler begivenheder til lande, den anden til byer. Men faktisk er relationerne mellem de to sportsbevægelser både tættere og mere komplekse, end udenforstående – og selv mange insidere – forstår. Adskillige medlemmer af FIFAs eksekutivkomite er også medlemmer af IOC, og dynamikken i at fordele sportsbegivenheder mellem territorier kan spille en betydelig rolle i tildelingen af værtsskaber”, skrev Ken Radnedge.

Som et eksempel på samspillet mellem FIFA og IOC nævnte Ken Radnedge, at Sepp Blatter havde kritiseret den tyske fodboldklub Bayern Münchens topchef Uli Hoeness for at være en medvirkende årsag til, at München på IOCs session i Durban i Sydafrika i 2011 tabte kampen om værtsskabet for de olympiske vinterlege i 2018 til den sydkoreanske by Pyeongchang. Sepp Blatters kritik gik ud på, at Uli Hoeness i januar 2010, et halvt år før Sydafrikas værtsskab for VM i fodbold, offentligt havde beskrevet FIFAs valg af den afrikanske værtsnation som ”en af de største fejltagelser”, og tilføjet, at han ikke selv ville rejse til Sydafrika og overvære VM-slutrunden, fordi ”jeg har aldrig været nogen stor tilhængere af at placere verdens-mesterskabet i Sydafrika eller nogen andre steder på det afrikanske kontinent”.

Men ifølge FIFA-præsidenten og IOC-medlemmet Sepp Blatter var udtalelsen et ’klart selvmål’, fordi Uli Hoeness og Bayern München dengang fremstod som højt profilerede ambassadører for Münchens bud på værtsskabet for de olympiske vinterlege. I et interview med European Sports Magazines fortalte Sepp Blatter kort tid før IOCs afstemning, at han derfor også havde advaret Münchens borgmester Christian Ude om, at det på grund af udtalelserne fra Uli Hoeness og  andre tyskere nu så sort ud for sydtyskernes muligheder for at blive værter for de olympiske vinterlege:

”Jeg gjorde det klart for Ude, at Paris tabte værtsskabet for OL i 2012, fordi deres folk var ligeglade med de afrikanske stemmer”, sagde Sepp Blatter.

Ifølge schweizeren havde præsidenten for det afrikanske fodboldforbund, FIFA-vicepræsident og IOC-medlem Issa Hayatou, på samme måde advaret den tyske fodboldlegende Franz Beckenbauer om, at tyskerne ikke skulle regne med en eneste afrikansk IOC-stemme på München som værtsby for vinterlegene, fordi afrikanerne ikke havde glemt, hvordan tyskerne havde prøvet at ødelægge det første afrikanske værtsskab for verdensmesterskabet i fodbold.

”Hayatou havde ret. Du kan ikke vinde værtsskabet for de olympiske lege  uden de 12 afrikanske stemmer”, sagde Sepp Blatter i interviewet.

Fodboldpræsidentens kritik fik dog blot Uli Hoeness til at gentage sine tidligere opfordringer til Sepp Blatter om straks at forlade præsidentposten i FIFA.

”De seneste begivenheder er for mig det endegyldige bevis på, at han måske skulle trække sig, inden hans valgperiode udløber i 2015”, sagde Uli Hoeness, mens Münchens borgmester Christian Ude nøjedes med at kalde Sepp Blatters påstande for forkerte og absurde:

”Bare se på stemmerne. München fik 25 og Pyeongchang fik 63. Selv hvis vi havde fået alle 12 afrikanske stemmer, ville Pyeongchang stadig have været en klar vinder. For mig at se er hele sagen kun et udtryk for, at afstemninger om værtsskabet for de olympiske lege er blevet et våben i en krig mellem fodboldledere”.

Men uanset, om IOC-medlemmerne i FIFA spillede dobbeltspil eller ej, var det svært at være uenig med den tyske borgmester i, at der var udbrudt krig i den  internationale fodboldverden, og at alle midler blev taget i brug.

En væsentlig årsag til, at fodboldkrigen brød ud, var at FIFAs eksekutiv-komite i december 2010 tildelte værtsskabet for VM i fodbold til Rusland og Qatar i henholdsvis 2018 og 2022 foran hæderkronede vesteuropæiske fodboldnationer som England, Spanien og Portugal.

En anden årsag var, at en af pengemændene bag Qatars VM-værtsskab, Mohamed Bin Hammam, få måneder efter ørkenstatens VM-sejr havde fået så meget selvtillid, at han i begyndelsen af 2011 også udfordrede Sepp Blatter som kandidat til fodboldforbundets præsidentpost og med FIFA-medlemmerne Jack Warners og Chuck Blazers hjælp forsøgte at bestikke de nord- og mellemamerikanske fodboldledere til at sælge deres stemmer i FIFA til ham.

Og det var en krig om penge og magt i fodboldverdenen, som Kronprins Frederiks fire fremtrædende kolleger i IOC, Sepp Blatter, Issa Hayatou, Sheikh Ahmad al-Fahad al-Sabah og Joao Havelange, tilsyneladende spillede en central rolle i sammen med flere andre af IOCs mest indflydelsesrige medlemmer.

Da Rusland og Qatar i 2010 med stort stemmeflertal vandt FIFAs afstemning om værtsskabet for VM i fodbold i 2018 og 2022, udløste det især forundring og  vrede i fodboldens moderland, England, som var favorit til at vinde et af de to VM-værtsskaber, men aldrig kom i nærheden af at få stemmer nok.

I den britiske avis The Sunday Times blev Rusland betegnet som ”en virtuel mafiastat”, og Qatar som ”et lille kongerige i Golfen med 1,6 millioner mennesker og en masse sand”. Og få uger før afstemningen afslørede avisen, at mindst to af de 24 medlemmer af FIFAs eksekutivkomite, der skulle vælge de to VM-værtslande, Reynald Temarii fra Tahiti, som var præsident for de små fodboldforbund i Oceanien, og Amos Adamu fra Nigeria, var villige til at sælge deres stemmer.

Begge blev ekskluderet fra FIFA. Men senere fortalte Reynald Temarii, at fodboldforbundene i Oceanien samlet set var blevet tilbudt mellem 100 og 120 millioner kroner for deres stemmer. Og til den samme avis udtalte et tidligere medlem af FIFAs eksekutivkomite, Ahongula Fusimalohi fra Tonga, at selv om England havde alle de rigtige argumenter for at vinde værtsskabet, så ville det bare ikke ske, fordi englænderne ikke var villige til at betale prisen:

”Globalt set er du nødt til at komme op med et eller andet. Selv om det er korrupt, er det kun korrupt, hvis det opdages. Disse mennesker vil rejse alle steder hen i verden og bruge alle midler for at få det, de vil have. Det er trist, men sandt”.

Korruptionens tilsyneladende grænseløse omfang i FIFA kom åbenbart bag på englænderne, som havde meget svært ved at få øje på, hvad der var blevet af deres højt besungne fairplay-begreb i det internationale fodboldforbund. Og det gjorde dem blot endnu mere opsatte på at få stoppet fodboldforbundets ledende medlemmer, som ifølge tre anonyme kilder, Sunday Times havde talt med, krævede op til 15 millioner kroner hver for deres stemme.

Tre dage før fodboldforbundets afstemning i Zürich fremlagde journalisten Andrew Jennings i BBC-programmet Panoramas tv-dokumentar FIFA’s Dirty Secrets beviser på, at mindst tre af de 22 tilbageværende stemmeberettigede medlemmer af FIFAs eksekutivkomite, brasilianeren Richardo Teixeira, Nicolas Léoz fra Paraguay og Issa Hayatou fra Cameroun, der samtidig var medlem af IOC, var blandt de korruptionsanklagede i en opsigtsvækkende retssag i Zug i Schweiz. En retssag, som langsomt fik skeletterne til at falde ud af sportsverdens lukkede skabe og bedre end noget andet antydede, at storhed stod for fald i verdens mest populære idrætsgren.

De tre medlemmer af FIFAs eksekutivkomite optrådte på rettens liste over en lang række sportsledere i adskillige idrætsgrene, som ifølge vidneafhøringer havde modtaget i alt 140 millioner schweizerfranc i bestikkelse fra det krakkede marketingfirma ISL. På listen stod også det daværende IOC-medlem Joao Havelange, Brasiliens mangeårige præsident i FIFA, hvilket dog først blev officielt bekræftet i 2012, et halvt år efter at brasilianeren havde trukket sig som medlem af IOC. Bekræftelsen kom, da retten i Zug afslørede, at Joao Havelange og hans tidligere svigersøn Ricardo Teixeira fra 1992 til 2000 havde modtaget i alt 41 millioner schweizerfranc i bestikkelse fra ISL. Inden retten offentliggjorde dokumentationen, havde Richard Teixeira i marts 2012 dog nået at trække sig ud af FIFA.

Men retssagen i Zug bekræftede, hvad undersøgende journalister i årevis havde påstået uden at have fældende beviser for: At mange internationale idrætsforbund, med IOC og FIFA som de to største, var gennemsyret af korruption. Da Sepp Blatter offentliggjorde resultatet af fodboldforbundets VM-afstemning i Zürich den 2. december 2010, og delegationerne fra Rusland og Qatar jublede over at have vundet de to økonomisk og politisk attraktive fodboldværtsskaber, var luften derfor også tyk af beskyldninger om, at de to lande havde købt sig til sejren.

”Med det dobbelte valg af Rusland og Qatar som værter for VM i 2018 og 2022 har FIFA dræbt to fugle med en sten. De har vist verden, at de tager globaliseringen af fodbold alvorligt ved at vælge to geografiske regioner, som aldrig tidligere har været i nærheden af at arrangere et VM i fodbold. Og de har valgt to lande, hvor FIFAs eksekutivmedlemmer kan fortsætte deres dubiøse ledelse med en meget lille risiko for at blive forstyrret af spørgsmål fra en kritisk presse og ubehagelige politikere”, skrev Jens Sejer Andersen, international chef i Play the Game, i en kommentar til afstemningsresultatet og fortsatte:

”Mange ting peger på en fremtid, hvor FIFAs benægtelser og korrupte praksis kan fortsætte uændret. Men det er for tidligt for FIFAs ledere at ånde lettet op. FIFAs beslutning om at kombinere to VM-budrunder er sørgelig for forbundet selv af andre grunde, men det åbner op for en ny interessant politisk situation: Vi er nu på vej ind i en meget lang periode indtil den næste VM-afstemning, en periode, hvor skeptiske regeringsledere og nationale fodboldforbund ikke konstant har behov for at flattere FIFAs top og beskytte den mod kritik”.

Ifølge Jens Sejer Andersen ville de tabende lande i VM-afstemningen; USA, Australien, England, Holland, Belgien, Spanien og Portugal, formentlig ikke alle gå ud med vrede kommentarer om en budprocedure, der havde vist sig at være uværdig og utroværdig. Men han gættede på, at ledende politikere i mange lande snart ville stå ansigt til ansigt med opgaven at forklare deres skatteydere og vælgere, hvorfor de havde smidt tocifrede millionbeløb i dollar og euro ind i et spil, der var alt andet end professionelt, åbent og fair:

”På samme måde kan der i alle de lande, som betaler betydelige subsidier til fodboldsporten, være et stigende antal politikere, som nu måske vil kræve, at fodbolden rydder op i eget hus. Mens Rusland og Qatar fejrer denne aften, vil et meget større antal lande begynde at reflektere over, om FIFAs anseelse er uopretteligt ødelagt. I hverdagen, uden noget nyt VM i sigte, hvad skal vi så bruge FIFA til? Vi har brug for fodbold, ja. Legende børn på en græsplæne, ja. Jublende fans, ja. Men to dusin ældre mænd, som beriger sig selv, og lyver for alle os andre, mens de hævder at arbejde for sporten og verden? Det er evident, at FIFA er afhængig af verden og sporten. Men det er ikke givet, at verden og sporten behøver FIFA. Tag en bold, find en ven, og se, hvor nemt fodbold vil overleve uden dem”.

Jens Sejer Andersens enkle budskab var, at ingen organisationer kan tage patent på fodboldsporten. Friheden til at sparke til en bold gælder ethvert menneske, og verdenssamfundet kan frit vælge at holde organisationer, som ikke følger sportens spilleregler, udenfor. Men hverken FIFA-præsident og IOC-medlem Sepp Blatter eller den øvrige ledelse i fodboldforbundet havde tænkt sig at afgive deres magt   frivilligt. Og verdenssamfundet greb ikke ind. Heller ikke selv om en tidligere medarbejder i Qatars VM-lejr, Phaedra Al-Majid, lækkede oplysninger om, at Qatar havde betalt 1,5 millioner dollar for tre afrikanske VM-stemmer fra IOC-medlem Issa Hayatou fra Cameroun, Jacques Anouma fra Elfenbenskysten og Nigerias Amos Adamu.

Fodboldmagten havde klæbet til Sepp Blatter, siden han i 1998 afløste Joao Havelange som præsident i FIFA. Og den tidligere pr-medarbejder skyede tilsyne-ladende ingen midler for at holde på magten, selv om det ofte betød, at han skulle optræde i medierne med en troværdighed, der fik ham til at fremstå som en person, der konsekvent udtalte sig imod bedre vidende. Da schweizeren i marts 2011 bekræftede, at han genopstillede til præsidentvalget under forbundets kongres 1. juni samme år, hvor han blev udfordret af Qatars medlem siden 1996, Mohamed bin Hammam, der også var præsident for det asiatiske fodboldforbund, sagde Sepp Blatter om den korruption, han selv var mistænkt for at være dybt involveret i:

”Vi har set sager om korruption, som virkelig smerter hele fodboldfamilien, og derfor vil vi på FIFAs kongres vise, at vi har nul-tolerance over for den slags. Vi har nul-tolerance på banen, mere uddannelse, mere respekt over for dommerne. Og der vil være nul-tolerance uden for banen – vi har instrumenterne til det, disciplinærkomiteen, den etiske komite, og det er tid til at agere. Vi vil gøre det nødvendige”.

Sepp Blatters løfter var imidlertid langt fra nok til at berolige de oprørte englændere. Mindre end en måned før præsidentvalget i FIFA smed englænderne endnu mere brænde på bålet, da Lord David Triesman, Labour-medlem af det britiske parlaments Overhus og tidligere formand for såvel det engelske fodboldforbund som Englands mislykkede VM-kampagne, under en parlamentshøring om ledelsen i engelsk fodbold pustede nyt liv i korruptionsskandalen. Under høringen i maj 2011 sagde Lord Triesman, at den måde, som FIFAs vicepræsident Jack Warner fra Caribiens fodboldforbund, Sydamerikas fodboldpræsident Nicolas Leoz, Brasiliens fodboldpræsident Ricardo Teixeira og endnu et medlem af FIFAs eksekutivkomite, Worawi Makudi fra Thailand, havde opført sig på under VM-kampagnen, var ”under, hvad der er etisk acceptabelt”.

Når den engelske fodboldpolitiker ikke havde klaget over de fire FIFA-bosser under selve kampagnen, forklarede han det med, at han havde frygtet, det ville have forringet Englands chance for at vinde afstemningen. Men nu, hvor England havde lidt et historisk nederlag ved kun at opnå to stemmer i FIFAs eksekutivkomite, havde han ikke noget imod at indvie parlamentet i, hvad det internationale fodboldforbunds ledende medlemmer havde krævet for at give deres VM-stemme til England.

Ifølge Lord Triesman havde Jack Warner bedt om 2,5 millioner engelske pund til opførelsen af et uddannelsescenter i Trinidad, hvor pengene skulle udbetales til ham, og senere yderligere 500.000 engelske pund til køb af Haitis tv-rettigheder til VM, som også skulle udbetales direkte til ham. Nicolas Leoz havde ifølge den engelske fodboldpolitiker krævet at blive slået til engelsk ridder. Ricardo Teixeira havde ifølge Lord Triesman sagt; ”kom og fortæl mig, hvad du har til mig”, hvilket den engelske politiker havde tolket som en klar implikation af, at brasilianeren ville have penge eller andre ydelser for sin stemme. Og Worawi Makudi havde krævet at få tv-rettighederne til en venskabskamp mellem England og Thailand.

I den samme parlamentshøring citerede det konservative medlem af høringen, Damian Collins, en afsløring i The Sunday Times om, at Qatar havde betalt 1,5 millioner dollar til FIFA- og IOC-medlem Issa Hayatou og Elfenbenskystens Jacques Anouma, og at aftalen var fikset af Amadou Diallo, Issa Hayatous assistent. Og da USA’s daværende FIFA-medlem Chuck Blazer i maj, få uger før FIFAs kongres og præsidentvalg, klagede til fodboldforbundets etiske komite over, at Qatars Mohamed Bin Hammam med FIFA-vicepræsident Jack Warners hjælp havde forsøgt at købe opbakning til førstnævntes præsidentkandidatur fra fodboldledere i Chuck Blazers og Jack Warners nord- og mellemamerikanske forbund, eksploderede korruptions-skandalen for alvor.

Mohamed Bin Hammam hævdede, at han handlet i god tro, fordi FIFAs præsident Sepp Blatter havde fået besked om hans pengeudbetalinger i Caribien på omkring to millioner dollar. Derfor opfordrede han forbundets etiske komite til også at undersøge Sepp Blatter. Men den betændte valgkamp om den højeste post i fodboldverdenen endte med, at Sepp Blatter blev genvalgt uden modkandidater, fordi Qatars korruptionsanklagede kandidat trak sig få dage før valget. En beslutning, Mohamed Bin Hammam begrundede med, at han ikke ville skade FIFAs renomme.

”Jeg kan ikke tillade, at det navn, jeg elsker, bliver trukket længere og længere ned i mudderet på grund af en konkurrence mellem to personer. Fodboldsporten, og alle de mennesker i verden, der elsker sporten, må komme i første række. Derfor trækker jeg mig ud af præsidentvalget”, sagde Mohamed Bin Hammam, mens Jack Warner, som var under personligt pres fra Chuck Blazers påstand om, at han også var dybt involveret i korruption, advarede om, at der var en ”fodbold-tsunami” på vej, som både ville chokere FIFAs organisation og sporten i hele verden.

På trods af forsikringerne om sin uskyld blev Mohamed Bin Hammam ekskluderet af FIFAs etiske komite, som udelukkede ham fra fodboldverden på livstid, fordi komiteen fandt det bevist, at han havde overtrådt artikel 11 i FIFAs Code of Conduct, som slår fast, at bestikkelse er forbudt. Derimod undgik Jack Warner en lignende ydmygelse i den etiske komite, fordi han inden sagen var afsluttet, valgte at trække sig ud af FIFA. Den beslutning betød til gengæld, at fodboldforbundets etiske komite indstillede sine interne undersøgelser imod ham og fik forbundets ledelse til at udtale, at den hyldede princippet om, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og at dette derfor også gjaldt Jack Warner.

På det tidspunkt anede Sepp Blatter og den øvrige topledelse i FIFA intet om, at FBI var i fuld gang med både at efterforske Chuck Blazers økonomiske aktiviteter i det globale fodboldimperium. Sepp Blatter forsvarede sig selv og FIFA ved at angribe Englands tabere af VM-afstemningen, som han mente var de hovedansvarlige for, at korruptionsanklagerne imod et voksende antal af FIFAs medlemmer nu blev gjort meget større i medierne, end de var set med hans øjne. I et interview med den brasilianske avis Estado do Sao Paulo blev Sepp Blatter i august 2011 spurgt, hvordan det kunne være, at der var så mange korruptionsanklager imod en organisation, som han havde været præsident for siden 1998, hvortil han svarede:

”Jeg vil gerne sige følgende; vi har dårlige tabere i FIFA. Jeg erkender også, at nogle af vores aktører og to af vores nøglespillere ikke har opført sig ordentligt. Men vi er i gang med at kigge på det. Og nu vil jeg gerne bede pressen om at give os den nødvendige tid til at gennemføre de ændringer, som jeg offentliggør 21. oktober”.

På endnu et spørgsmål fra den brasilianske avis om, hvorvidt de foreslåede ændringer overhovedet ville løse problemerne med korruption i FIFA, svarede Sepp Blatter:

”Hele denne fjendtlighed kommer fra England. Det er interessant at se på timingen af beskyldningerne. Det var lige omkring det tidspunkt, hvor de fejlede i kampen om at vinde retten til at arrangere VM i 2018. Tre uger før præsidentvalget opstod beskyldningerne igen. Lad mig fortælle dig sandheden: Alt dette er en hævnakt for tabet af FIFAs præsidentskab i 1974 til Joao Havelange. Da de ikke kan genvinde præsidentposten, har de besluttet, at de vil prøve at ødelægge den”, hævdede schweizeren med henvisning til, at englænderen Sir Stanley Rous havde været præsident for FIFA, indtil Joao Havelange overtog posten og beholdt den i 24 år, indtil han i 1998 overlod den til sin daværende generalsekretær Sepp Blatter.

Men englænderne var langt fra de eneste, der kritiserede FIFA, sådan som Sepp Blatter hævdede. Eksempelvis meldte det tyske fodboldforbunds præsident Theo Zwanziger sig ind i et stadigt større kor af FIFA-kritikere, som især tog afstand fra Qatars VM-værtsskab:

”De grundlæggende krav til et værtsland er blevet perverteret. Jeg har aldrig forstået, hvordan sådan et lille land kan blive tildelt en af verdens vigtigste sportsbegivenheder”, sagde Theo Zwanziger. Og hans australske kollega Frank Lowy, som havde forsøgt at få et af de to VM-værtsskaber i 2018 og 2022 til Australien, mente, at korruptionssagerne burde få FIFA til at fratage Qatar værtsskabet:

”Det sidste ord er ikke sagt endnu”, understregede australieren.

Da Sepp Blatter fire år senere endnu engang genopstillede til præsidentvalget i FIFA, afslørede den amerikanske anklagemyndighed da også, hvad fem års FBI-efterforskning af Chuck Blazers tvivlsomme private økonomi havde kastet af sig af sidegevinster.

14 fodboldledere fra Nord-, Mellem- og Sydamerika samt Caribien blev sigtet for ulovlige pengetransaktioner, svindel og pengehvidvask i forbindelse med FIFAs salg af medie- og marketingrettigheder. De sigtede havde angiveligt svindlet for et samlet beløb på mindst 150 millioner dollar. Og ifølge anklagemyndigheden i Brooklyn i New York omhandlede sigtelserne både økonomisk påvirkning af FIFA-medlemmernes valg af VM-værtsbyer i 2010 og forbundets præsidentvalg året efter, hvor Sepp Blatter atter var blevet genvalgt som fodboldsportens førstemand.

Syv af de sigtede blev anholdt den 27. maj 2015 på det luksuriøse Hotel Baur au Lac i Zürich, hvor de skulle deltage i FIFAs 65. kongres og blandt andet afgive deres stemme i fodboldforbundets præsidentvalg. Anklagemyndigheden i USA krævede de syv anholdte udleveret til retsforfølgelse i USA.

Blandt de sigtede var præsidenten for det nord- og mellemamerikanske fodboldforbund, Jeffrey Webb fra Cayman Island, Eduardo Li fra Costa Ricas forbund, Eugenio Figueredo fra Uruguays forbund, den tidligere formand for Sydamerikas fodboldforbund, Nicolas Leoz fra Paraguay, og Jack Warners søn, Daryll Warner, der var blevet anholdt allerede i juli 2013.

Efterfølgende meldte Jack Warner og hans marketingschef, Alejandro Burzaco, sig selv til politiet og blev ligeledes sigtet i sagen. Og i december samme år rejste anklagemyndigheden yderligere sigtelser, så det samlede antal sigtede i sagen steg til 34, hvoraf de ni var direkte knyttet til FIFA.

Men den amerikanske kriminalsag fik også flere andre lande som Tyskland, Colombia, Costa Rica og Australien til at indlede selvstændige efterforskninger af fodboldledere i de respektive lande. Og i Schweiz foretog politiet den dag, de syv FIFA-medlemmer blev anholdt på deres luksushotel i Zürich, også en ransagning af fodboldforbundets hovedkvarter i byen, hvor elektroniske data og dokumenter blev beslaglagt.

For den schweiziske statsanklager havde allerede i 2014 modtaget en kopi af FIFAs interne undersøgelsesrapport om korruptionsskandalen, som den tidligere amerikanske anklager Michael J. Garcia havde udarbejdet for FIFA efter afhøringer af blandt andre endnu en kvindelig whistleblower, Bonita Merciades. Hun havde arbejdet som pr-medarbejder for Australiens VM-ansøgere og fortalt, at en stor del af Australiens offentligt finansierede budget til ansøgningen på 32 millioner euro var blevet udbetalt som bestikkelse til medlemmer af FIFA.

Efter ransagningen af fodboldforbundets hovedkvarter i Zürich bebudede det schweiziske politi, at mindst ti af de FIFA-medlemmer, som havde deltaget i afstemningen om værtsskabet for VM i 2018 og 2022, nu skulle afhøres. Blandt de mange mistænkte var også FIFA-præsident og IOC-medlem Sepp Blatter.

Alligevel blev Sepp Blatter den 29. maj 2015 genvalgt som præsident for fodboldforbundet med et overvældende flertal foran sin nærmeste udfordrer, Prins Ali bin Hussein fra Jordan. Blot fire dage senere meddelte schweizeren imidlertid, at han ville trække sig tilbage på en ekstraordinær kongres, der skulle afholdes 26. februar 2016. En beslutning, han traf samtidig med, at det kom frem, at også FIFAs generalsekretær, Jerome Valcke, angiveligt havde bestukket Jack Warner i forbindelse med afstemningen om VM i Sydafrika i 2010, som også Chuck Blazer under FBIs afhøringer havde indrømmet at have modtaget bestikkelse fra.

I september 2015 offentliggjorde den schweiziske anklagemyndighed, at en egentlig efterforskning af Sepp Blatters rolle i sagen nu var begyndt. Det vigtigste bevis mod fodboldpræsidenten var, at han i 2011 havde overført to millioner dollar til det europæiske fodboldforbund UEFAs præsident Michel Platini, som ifølge Sepp Blatter var betaling for noget arbejde, franskmanden flere år tidligere havde udført for FIFA, men aldrig fået betaling for.

Alligevel opfordrede FIFAs fire største sponsorer, Coca-Cola, McDonald’s, Visa og Budweiser, i begyndelsen af oktober 2015 Sepp Blatter til omgående at træde tilbage. Og da millionbeløbet til Michel Platini ikke figurerede i FIFAs regnskaber, valgte forbundets etiske komite den 8. oktober 2015 at suspendere både Sepp Blatter, Michel Platini og Jerome Valcke i 90 dage. Samme dag indsatte FIFA sit ligeledes korruptionsmistænkte IOC-medlem Issa Hayatou som midlertidig præsident, indtil forbundets medlemmer i februar 2016 havde valgt en ny.

Selv om Sepp Blatter appellerede sin suspension fra fodboldforbundet, fik han ikke medhold. Og i kølvandet på nye beskyldninger i november 2015 om, at  Tyskland også havde bestukket sig til værtsskabet for VM i 2006, besluttede FIFAs etiske komite den 21. december samme år helt at udelukke Sepp Blatter og Michel Platini fra alle fodboldrelaterede aktiviteter i otte år.

I januar 2016 blev Jerome Valcke ligeledes fyret fra FIFA, blot en måned før forbundets ekstraordinære kongres og præsidentvalg. Her blev UEFA’s daværende generalsekretær Gianni Infantino valgt som ny FIFA-præsident på et valgprogram, som indeholdt løfter om omfattende reformer i det skandaleramte fodboldforbund.

Efter seks års medlemskab af IOC kunne Kronprins Frederik nu opgøre det foreløbige regnskab over FBIs storstilede efterforskning af hans korruptions-mistænkte IOC-kolleger i det internationale fodboldforbund:

IOC-medlem Joao Havelange fik lov til at liste ud ad bagdøren i december 2011, uden at komiteens ledelse hverken kommenterede eller sanktionerede de alvorlige økonomiske forbrydelser, han var mistænkt for at have begået igennem næsten fem årtier som medlem af både FIFA og IOC.

IOC-medlem Sepp Blatter var af FIFA blevet udelukket fra fodboldverden i otte år på grund af korruption. Forinden nåede fodboldpræsidenten i august 2015 dog selv at opsige sit 16 år lange medlemskab af IOC, hvilket betød, at den danske tronarving og hans olympiske kolleger slap for at tage stilling til, om schweizeren også skulle smides ud af den olympiske komite.

IOC-medlem Issa Hayatou fra Cameroun blev nævnt i ISL-retssagen, fordi han som præsident for det afrikanske fodboldforbund tog imod 100.000 franske franc, som han dog hævdede ikke var til ham personligt, men et tilskud til forbundets 40 års fødselsdagsfest i 1997. Da han ikke kunne dokumentere, at han havde overført pengene til forbundet, gav IOC gav ham en reprimande for at have overtrådt komiteens etiske regler. I 2011 blev Issa Hayatou også beskyldt for at have taget imod 1,5 millioner dollar i bestikkelse for at have givet sin FIFA-stemme til Qatar som VM-værtsland, hvilket han nægtede. Fire år senere blev det afrikanske IOC-medlem i oktober 2015 indsat som fungerende præsident i FIFA indtil forbundets ekstraordinære præsidentvalg, der skulle holdes den 26. februar året efter. I august samme år gjorde IOC også Issa Hayatou til æresmedlem. I marts 2017 tabte han imidlertid præsidentposten i det afrikanske fodboldforbund efter 29 år ved magten og lignede en mand, som nu var på vej ud af topledelsen i både IOC og FIFA.

IOC-medlem Sheikh Ahmad al-Fahad al-Sabah fra Kuwait sad ligeledes i FIFAs eksekutivkomite, da han i slutningen af april 2017 blev nævnt i FBIs under-søgelser, som på det tidspunkt omfattede flere end 40 sigtede fodboldledere og forretningsfolk, hvoraf 21 havde erkendt sig skyldige. Årsagen var, at en af de mange sigtede i det amerikanske politis efterforskning, Richard Lai fra Guam, et ledende medlem i det asiatiske fodboldforbund, i en amerikansk retssal tilstod, at han fra 2009 til 2014 havde taget imod 950.000 dollar i bestikkelse. Heraf var 100.000 dollar blev betalt af præsidenten for AFC, som var FIFA-medlem Mohamed Bin Hammam fra Qatar. Men samtidig forklarende Richard Lai, at en del af pengene kom fra ”et højtstående medlem af FIFA, fodboldforbundet i Kuwait og det olympiske council i Asien”, hvilket ifølge internationale sportsmedier ikke kunne være andre end det magtfulde IOC-medlem Sheik Ahmad al-Fahad al Sabah. En påstand, sheiken fra Kuwait dog afviste:

”Angående de påståede ulovlige betalinger til Richard Lai kan jeg kun henvise til mine tidligere udtalelser og på det kraftigste afvise, at jeg har gjort noget forkert. Jeg vil samarbejde med alle relevante myndigheder for at modbevise disse for mig totalt overraskende beskyldninger”, forklarede sheiken.

Ifølge flere internationale nyhedsmedier har sheiken stadig kontrol over en lang række ledende idrætspolitikere i Asien. Takket være deres stemmer har han  angiveligt både hjulpet IOCs præsident Thomas Bach og FIFAs præsident Gianni Infantino til magten. Selv om sheiken bedyrede sin uskyld, fik Richard Lais vidne-erklæring Ahmad al-Fahad al-Sabah til at forlade FIFA, hvor han ellers var medlem af forbundets Council, som FIFAs eksekutivkomite blev omdøbt til efter afsløringen af korruptionsskandalen:

”Jeg ønsker imidlertid ikke at disse beskyldninger skaber splid eller tiltrækker opmærksomhed på de kommende kongresser i AFC og FIFA. Derfor har jeg efter nøje overvejelser besluttet, at det er i FIFAs og AFCs bedste interesse, at jeg trækker mit kandidatur til FIFAs Council og træder tilbage fra alle mine nuværende positioner i fodboldsporten. Det har været en ære for mig at være medlem af FIFAs Council, FIFAs reformkomite og AFC i de seneste to år, og jeg vil fortsætte med at støtte fodboldfamilien, når disse beskyldninger endegyldigt er blevet tilbagevist”, sagde sheiken.

Richard Lai indvilligede i at betale 1,1 million dollar i bøde og sags-omkostninger for sin medvirken i korruptionsskandalen. Og da hans tilståelse var den første, som omhandlede korruption i fodboldverden uden for Nord- Mellem- og Sydamerika samt Caribien, blev den ifølge den britiske avis The Guardian af den amerikanske anklagemyndighed tolket som et tegn på, at FBI’s efterforskning af FIFA langt fra var overstået.

”Tilståelsen er et vigtigt skridt i vores bestræbelser på at udrydde korruptionen i international fodbold”, forklarede den fungerende statsanklager i New York, William F. Sweeney.

”Den tiltalte misbrugte den tillid, han havde fået som fodboldleder, til at fylde sine egne lommer, og nu bliver han gjort ansvarlig for sine handlinger. Den tiltaltes tillidsbrud var især alvorligt, fordi han var medlem af FIFAs regnskabsudvalg, som spiller en vigtig og uafhængig rolle, hvis det skal lykkes at eliminere korruptionen i FIFA”.

Selv om Richard Lais tilståelsessag fik IOC-medlem Sheik Ahmad al-Fahad al-Sabah til at trække sig ud af FIFA, beholdt han stadig sit medlemskab af IOC.  Komiteens talsmand, Mark Adams, noterede dog, at det kuwaitiske medlem havde orienteret komiteens etiske udvalg om sagen, ”selv om den ikke var relateret til IOC”.

 Hvor Kronprins Frederiks olympiske komite dermed gjorde, hvad den kunne for ikke at blive trukket endnu længere ind i den globale sportsskandale, end den allerede var, lykkedes det imidlertid ikke. I 2016 afslørede avisen The Guardian, at den kommende olympiske værtsby Tokyo i 2013 i forbindelse med IOCs afstemning om værtsskabet for legene i 2020 havde betalt 1,5 millioner dollar til det inter-nationale atletikforbunds marketingskonsulent Papa Massata Diack fra Senegal, som er søn af atletikforbundets korruptionsmistænkte præsident igennem mange år, det nu tidligere IOC-medlem Lamine Diack.

Faderen har i årevis været under efterforskning for omfattende korruption. Og sønnen er ligeledes mistænkt for at have fået 1,5 millioner dollar fra Rio de Janeiros OL-værter, tre dage før den brasilianske storby i København i 2009 vandt IOCs afstemning om værtsskabet for de olympiske lege i 2016. I den samme sag har den franske avis Le Monde afsløret, at Papa Massata Diack på selve dagen for afstemningen i København overførte knap 300.000 dollar til Namibias IOC-medlem, den tidligere atletikstjerne Frank Fredericks. Ifølge avisen fremgik transaktionen af amerikanske skattedokumenter, som viste, at senegaleseren via konsulentfirmaet Pamodzi Consulting havde overført pengene til Frank Fredericks selskab, Yemli  Limited på Seychellerne.  

Den tidligere atletikstjerne nægtede dog, at pengeoverførslen havde noget med afstemningen i København at gøre. Det afrikanske IOC-medlem hævdede, at pengene var betaling for pr-arbejde, som han allerede i 2007 indgik en marketing-kontrakt med Papa Massata Diack om at udføre i forbindelse med udviklingen af en lang række atletikprojekter i forbundet. Sidst i juli 2017 fik Frank Fredericks dog suspenderet sit medlemskab af det internationale atletikforbunds ledelse, mens både atletikforbundet og IOC fortsatte deres efterforskning af sagen i to parallelle undersøgelser. Og efter en fransk politiafhøring af Frank Frederiks i december 2017 besluttede IOCs ledelse ”af hensyn til komiteens renomme” også at suspendere alle hans rettigheder som IOC-medlem.   

Adskillige af Kronprins Frederiks tidligere og nuværende medlemmer af IOC var således involveret verserende korruptionssager, da det i foråret 2017 frem, at ikke kun den amerikanske statsanklager, men også den schweiziske statsanklager fortsat efterforskede i alt 25 sager med relation til korruptionsskandalen i FIFA. Og efterhånden som Ruslands VM-værtskab i fodbold nærmede sig, fik også de russiske  fodboldbossers økonomiske aktiviteter en højere prioritet i medierne end hidtil.

Et år før VM var Rusland i sommeren 2017 vært for Confederations Cup, fodboldsportens såkaldte ’mini-VM’. Her lancerede Ekstra Bladet i samarbejde med den norske Nettavisen en større artikelserie med titlen „Ruslands beskidte krig om VM”. I serien forsøgte de to aviser at kortlægge, hvordan det gik til, at russerne, blot tre år efter, at Vladimir Putin havde sikret sit land værtsskabet for de olympiske vinterlege i Sochi i 2010, også kunne vinde FIFAs afstemning om værtsskabet for VM i fodbold i 2018.

Ifølge de to skandinaviske aviser havde 13 af de 22 stemmeberettigede medlemmer af FIFAs eksekutivkomite stemt på Rusland. Det drejede sig om Sepp Blatter fra Schweiz, Michel Platini fra Frankrig, Chung Mong-Joon fra Sydkorea, Mohamed Bin Hammam fra Qatar, Senes Erzik fra Tyrkiet, Vitaly Mutko fra Rusland, Rafael Salguero fra Guatemala, Michel D´Hooghe fra Belgien, Jack Warner fra Trinidad og Tobago, Chuck Blazer fra USA, Marios Lefkaritis fra Cypern, Franz Beckenbauer fra Tyskland og Hanu Ano Rida fra Egypten.

Siden VM-afstemningen i 2010 er foreløbig syv af de 13 FIFA-medlemmer bag Ruslands VM-værtsskab; Sepp Blatter, Michel Platini, Chung Mong-Joon, Mohamed Bin Hammam, Rafael Salguero, Jack Warner og Chuck Blazer, udelukket fra fodboldsporten som følge af korruptionsskandalen. Desuden er det tyske fodbold-ikon Franz Beckenbauer, der i årevis har arbejdet for det statslige russiske olieselskab Gazprom som lønnet sportsambassadør, mistænkt for skattesnyd i forbindelse med sit arbejde for Sydafrikas VM-kampagne og for at have at scoret 40 millioner kroner, som var doneret til Tysklands VM-komite.

Ekstra Bladet og Nettavisen konkluderede, at Rusland og Qatar havde indgået en samarbejdsaftale om at bestikke FIFAs stemmeberettigede medlemmer i forbundets eksekutivkomite og dele de to VM-værtsskaber i 2018 og 2022 imellem sig, og at aftalen også omfattede et samarbejde mellem de to lande om gasudvinding i Rusland. En aftale, som ifølge en rapport fra den britiske efterretningsagent Christopher Steele, der har været debatteret i det britiske parlament, blev forhandlet på plads af Vladimir Putin og hans daværende sportsminister, Ruslands nuværende vicepremierminister Vitaly Mutko. Men da aviserne bragte artikelserien, afviste direktør Alexey Sorokin fra den russiske VM-komite alle beskyldninger:

”Vi har tilbagevist et stort antal historier om vores VM-ansøgning. Vi har givet den samme forklaring tusinde gange, og vi har sagt de samme ting de seneste seks år. Vi sagde det samme under FIFAs efterforskning. For at være ærlig, så er der ikke mere at sige. Men overraskende nok tror jeg, vi vil diskutere det samme, når VM er slut. Vi bør lade det, som er sket, forblive i fortiden”, sagde Alexey Sorokin.

Ifølge en tidligere KGB-agent i Sovjetunionen, Vladimir Popov, som Ekstra Bladet og Nettavisen interviewede i forbindelse med artikelserien, er det dog netop Ruslands fortid som en del af Sovjetunionen, der er nøglen til at forstå, hvordan landet har vundet sine politisk og økonomisk attraktive værtsskaber for verdens to mest eftertragtede internationale sportsbegivenheder; de olympiske lege og VM i fodbold.

I interviewet fortalte Vladimir Popov, at han i 1980 havde været med til at rekruttere Spaniens ambassadør i Sovjetunionen, Juan Antonio Samaranch, som KGB-agent. Det spanske IOC-medlem var angiveligt blevet taget i at smugle religiøse ikoner ud af landet og fik ifølge Vladimir Popov valget mellem at blive arresteret eller at samarbejde med KGB:

”Han valgte det sidste. Da Samaranch først var rekrutteret, brugte vi mange ressourcer på at få ham valgt som IOC-præsident”, sagde den tidligere Sovjet-agent til de to skandinaviske aviser og fortalte, at han personligt havde skrevet et telegram, som KGB sendte til de andre sikkerhedstjenester i Warszawapagt-landene for at sikre, at de europæiske østlandes repræsentanter i IOC ville stemme på spanieren som ny olympisk præsident under IOCs session i Moskva i 1980.

”Samaranch blev valgt, og han blev en vigtig person for KGB og for Sovjet, som ville vise verden, at vi var en stor idrætsnation, som kunne vinde mange medaljer og afholde store idrætsarrangementer. Samtidig kunne han give os diplomatiske oplysninger fra Spanien”.

På spørgsmålet om, hvorvidt Rusland i dag bruger samme metode som det tidligere Sovjetunionen og stadig placerer agenter i for eksempel IOC for at sikre sig indflydelse i verdenssporten og vinde værtsskaber for internationale sportsbegivenheder, svarede Vladimir Popov:

”Ja, der er folk fra KGB og nu FSB-officerer eller folk fra andre sikkerheds-tjenester”, sagde den tidligere agent, som også forklarede også, hvordan rekrutteringen foregår:

”Alle personer, som er vigtige for KGB og nu FSB, får specielle hotel-værelser, som vi kalder Plus-værelser. Værelserne har overvågningskameraer og telefonaflytning. Alt, hvad der foregår i de værelser, har sikkerhedstjenesten kontrol over. Og nogle gange bliver det brugt imod gæsten. Det handler om at få noget på dem. Alle former for informationer er nyttige”.

Men Juan Antonio Samaranch var angiveligt ikke eneste internationale idrætsleder, der er blevet kontrolleret af først KGB og siden FSB. I sin bog The KGB Plays Chess har Vladimir Popov tidligere fortalt, at IOC’s tidligere vicepræsident Vitaly Smirnov, som i dag er æresmedlem af komiteen, allerede blev rekrutteret af KGB i 1978, hvor han havde været medlem af IOC i syv år. Et andet russisk IOC-medlem, Shamil Tarpischev, der har en fortid som træner for de bedste kvindelige tennisspillere i Sovjetunionen, blev i lighed med Samaranch i 1980 rekrutteret af KGB, som ifølge Vladimir Popov året før også havde sikret sig en aftale med det internationale bokseforbund AIBAs russiske vicepræsident Vladimir Gordienko. Og en af lederne i den komite, som stod bag Ruslands succesrige kampagne for at få VM i fodbold til landet i 2018, Vyacheslav Koloskov, der er tidligere præsident for Sovjetunionens fodboldforbund og vicepræsident i FIFA gennem 16 år, blev ifølge den tidligere agent også rekrutteret af KGB i 1978.

Da Vladimir Popovs bog om KGB udkom i 2009, afviste IOC imidlertid alle hans påstande som ondsindede rygter. Og da Ekstra Bladet og Nettavisen otte år senere igen forelagde hans beskyldninger mod Juan Antonio Samaranch for IOCs kommunikationschef, Emmanuelle Moreau, var svaret det samme:

”Der findes ingen troværdige beviser på disse grundløse påstande”.

Men at Rusland i hele Kronprins Frederiks første olympiske medlemsperiode havde en usædvanlig stærk økonomisk og politisk indflydelse både i IOC og FIFA, fremgik blandt andet af, at præsident Vladimir Putins nære ven siden begyndelsen af 1990’erne, Vitaly Mutko, først som sportsminister og siden som vicepremierminister i Putins regering, fra 2009 til 2017 var medlem af FIFAs eksekutivkomite i sin egenskab af præsident for det russiske fodboldforbund. Først da Vitaly Mutko i marts 2017 forsøgte at blive genvalgt til endnu en fireårs periode i FIFAs øverste ledelse, blev han afvist af det internationale fodboldforbund med en begrundelse om, at hans position som vicepremierminister i Rusland ikke længere var forenlig med forbundets forsøg på at holde sport og politik adskilt. Derimod var Alexey Sorokin, direktør i Ruslands VM-komite, favorit til at overtage Vitaly Mutkos plads i FIFA.

I Kronprins Frederiks tid i IOC har Rusland med fem medlemmer også været bedre repræsenteret end de fleste andre lande i verden. Udover de to veteraner Vitaly Smirnov og Shamil Tarpischev har den danske tronarving været IOC-kollega med Alexander Zhukov, en tidligere finansminister i Sovjetunionen og nuværende medlem af det russiske parlament. Desuden er den tidligere russiske svømmestjerne Alexander Popov æresmedlem af IOC. Han var aktivt medlem fra 2000 til 2016, hvor den russiske stangspringer Yelena Isinbaeva blev valgt ind i komiteen som et af de 15 medlemmer i IOC, der repræsenterer de aktive OL-atleter.

FBIs årelange efterforskning af korruptionsskandalen i FIFA koncentrerede sig i den indledende fase især om de over 40 sigtede i Nord- og Sydamerika samt Caribien, som den nu afdøde skattesvindler og bedrager Chuck Blazer efter sin anholdelse på Manhattan i New York i efteråret 2011 var blevet presset til at forsyne det amerikanske politi og skattevæsen med afslørende oplysninger om.

Men efter tilståelserne fra Guams Richard Lai i foråret 2017, som blandt andet trak IOC-medlem Sheik Ahmad al-Fahad al Sabah ind i sagen, bredte den amerikanske efterforskning sig til også at omfatte højtstående fodboldledere i Asien og Mellemøsten, mens politiet i flere europæiske lande ligeledes var i gang med egne nationale efterforskninger af dette kontinents mest magtfulde fodboldledere.

Midt i juli 2017 kom det således frem, at Spaniens øverste fodboldleder siden 1988, Angel Maria Villar, var blevet fængslet i sit hjemland i en stor sag om match-fixing, bestikkelse og dokumentfalsk. En sag, som også omfattede den spanske fodboldpræsidents søn, Gorka Villar, forbundets vicepræsident Juan Padron og en lokal fodboldleder på Tenerife, Ramon Angel Hernandez.

Sagen førte til, at det spanske forbund suspenderede Angel Maria Villar under politiets efterforskning, hvor fodboldpræsidenten også var mistænkt for at have bestukket sig til sit seneste genvalg på posten blot få måneder før anholdelsen. Den spanske fodboldpræsident blev løsladt mod kaution efter 14 dage i fængslet, hvorefter han meddelte, at han trak sig fra sine internationale poster som vicepræsident i både FIFA og UEFA.

Angel Maria Villar var udpeget som fungerende præsident i UEFA fra oktober 2015, hvor det europæiske forbunds præsident, Michel Platini, blev suspenderet på grund af sin rolle i korruptionsskandalen i FIFA, til september 2016, hvor spanieren tabte kampen om at blive valgt som ny UEFA-præsident til Sloveniens kandidat Aleksander Ceferin. Selv om spanieren efter sin fængsling ikke længere spillede nogen rolle i hverken spansk eller international fodbold, og han heller ikke officielt havde været anklaget i FIFA-skandalen, var det dog langt fra sikkert, at han ikke ville blive det.

Da FIFAs etiske komite i sin tid efterforskede, om Rusland og Qatar vandt værtskaberne for VM i 2018 og 2022 ved at bestikke medlemmerne af FIFAs eksekutivkomite, nægtede den spanske fodboldpræsident at medvirke til en opklaring af sagen, hvilket i november 2015 kostede ham en bøde på 25.000 schweiziske franc. Ifølge FIFAs uafhængige efterforsker Michael Garcia havde Angel Maria Villar ikke kun afvist at svare på spørgsmål. Han havde angiveligt også opfordret amerikaneren til at droppe hele efterforskningen ’af hensyn til dit eget bedste’, som efterforskeren citerede spanieren for at have sagt.

De spanske myndigheders åbning af sagen mod den europæiske fodboldleder var derfor en oplagt mulighed for FBI til at gøre et nyt forsøg på at få spanieren til at fortælle, hvad han vidste om Rusland og Qatars to forestående værtsskaber for VM i fodbold. Men samtidig var den spanske sag endnu en påmindelse til Kronprins Frederik og hans kolleger i IOC om, at FIFA-skandalen ikke blot var en krig mellem fodboldsportens mest pengegriske ledere om magten over verdens mest populære idrætsgren. For selv om fodboldskandalen begyndte som en sag for FBI, havde den også udløst en kamp mod snyd og magtmisbrug i alle sportsorganisationer, herunder IOC, som stadig flere landes politistyrker og anklagemyndigheder deltog i med et fælles mål om at bringe de største forbrydere i den internationale sportsverden til fald.

Set i det lys mindede korruptionsskandalen i FIFA på mange måder om den olympiske Salt Lake City-skandale, som lige før årtusindeskiftet kulminerede, da det viste sig, at flere end ti procent af medlemmerne i IOC havde udnyttet deres tillidsposter i sportens verden til personlige berigelser. Den amerikanske mormon by var i mange år et historisk skræmmeeksempel på, at komiteens medlemmer i årtier havde taget imod millioner af kroner, dyre ferierejser, luksusgaver, privatlægebesøg og universitetsophold til deres pårørende fra olympiske kandidatbyer, som var villige til at overbyde hinanden i kampen om at sikre sig medlemmernes stemmer, når IOC skulle vælge olympiske værtsbyer.

Den endnu uafsluttede FIFA-skandales mange tråde til fremtrædende medlemmer af IOC var derfor også medvirkende til, at den danske presse fastholdt et  kritisk fokus på Kronprins Frederiks olympiske karriere i hans første otte års medlemsperiode i komiteen. Også selv om de færreste danskere havde fantasi til at forestille sig, at Danmarks tronarving tog for sig af de olympiske retter på samme måde, som hans forgængere i IOC havde gjort. Tværtimod håbede mange olympiske sportsfans, at kronprinsens blotte tilstedeværelse i komiteen var en garanti for, at medlemmerne nu opførte sig mere hæderligt end tidligere.  

Men med tanke på, hvordan FBI i samarbejde med schweizisk politi i maj 2015 havde stormet Hotel Baur au Lac i Zürich i forbindelse med FIFAs kongres i byen og anholdt en stribe af verdens mest indflydelsesrige fodboldledere, fastholdt kronprinsens kritikere, at der stadig var al mulig grund til at advare ham om, at han legede med ilden. Ikke mindst fordi en af tronarvingens danske forgængere i IOC, Niels Holst-Sørensen, som var medlem af IOCs koordinationsudvalg til de olympiske vinterlege i Salt Lake City, i maj 1999 under en af udvalgets rejser til de olympiske anlæg i Utah var blevet afhørt af FBI om, hvilke gaver og tjenesteydelser han i sin tid som IOC-medlem havde taget imod fra olympiske kandidatbyer:

”Det var frivillig tvang. Hvis vi ikke lod os afhøre, ville FBI have stævnet os med forbud mod at forlade USA. Det er klart, at man som dansker oplever den slags ubehageligt”, forklarede Niels Holst-Sørensen i Ekstra Bladet et par måneder efter sin timelange afhøring hos det amerikanske politi.

Som indehaver af et dansk diplomatpas var det næppe en situation, Danmarks tronarving nogensinde ville havne i. Men set i lyset af, at FBI nu igen var kommet på banen og gjorde et ihærdigt forsøg på også at opklare en række IOC-medlemmers ansvar i FIFA-skandalen, var det en påmindelse om, hvad en olympisk karriere også kan føre til for en sportsglad dansker. Og som medlem af IOCs koordinationsudvalg til de olympiske vinterlege i Pyeongchang i Sydkorea i februar 2018 var Kronprins Frederik, i hvert fald teoretisk set, et lige så oplagt mål for forsøg på bestikkelse, som Niels Holst-Sørensen havde været det som medlem af komiteens koordinationsudvalg til vinterlegene i Salt Lake City.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*