Atletikpræsidenter i audiens hos Europas sidste diktator

Efter Minsks værtskab for sommerens European Games og det aktuelle atletikopgør mellem USA og Europa drømmer Hvideruslands enevældige leder gennem 25 år, Aleksander Lukasjenko, nu om at arrangere OL.

Hvideruslands præsident igennem 25 år, den tidligere officer i Sovjetunionens hær Aleksander Lukasjenko, tog i går imod det internationale atletikforbunds præsident, Sebastian Coe, og det europæiske atletikforbunds præsident, Svein Arne Hansen. (Foto: eng.belta.by)
LARS JØRGENSEN

I årtier har den internationale sportsverden været plaget af den ene store korruptions- og dopingskandale efter den anden, hvoraf flere fortsat er uopklarede. Alligevel har sportslederne tilsyneladende stadig meget svært ved at finde ud af, hvem der er sportens venner, og hvem der er dens fjender.

Eksempelvis har det internationale atletikforbund netop udelukket den tidligere forbundspræsident Lamine Diacks rådgiver Habib Cisse på livstid for korruption i sagen om den russiske maratonløber Liliya Shobukhova, som af ledere i det internationale atletikforbund og Ruslands atletikforbund blev presset til at betale dem i alt 538.000 dollars for at skjule hendes positive dopingprøver.

Men samtidig med, at nyheden om den seneste livstidsudelukkelse af en korrupt sportsleder blev offentliggjort i går, var det internationale atletikforbunds nuværende præsident, englænderen Sebastian Coe, og præsidenten for det europæiske atletikforbund, nordmanden Svein Arne Hansen, i audiens hos Europas sidste diktator, Hvideruslands enevældige leder gennem 25 år, Aleksander Lukasjenko.

Vi føler os hjemme her

Selv om den tidligere officer i Sovjetunionens hær, der i årevis har været på USA’s sanktionsliste over personer, som amerikanere ikke må handle med, igennem hele sin lange politiske karriere af internationale menneskerettighedsorganisationer er blevet beskyldt for at forfølge politiske modstandere, journalister og alle andre, som stiller kritiske spørgsmål ved hans regime, havde ingen af de to atletikpræsidenter tilsyneladende nogen moralske skrupler over at beære diktatoren med deres besøg.

”Vi føler os hjemme her,” understregede Sebastian Coe ifølge Hvideruslands statslige nyhedsbureau BelTA under audiensen, der fandt sted i Minsk i går som optakt til det aktuelle atletikopgør i byen mellem USA og Europa, der er et forsøg på at genoplive atletikkens kontinentale sportsmøder under Den Kolde Krig, hvor datidens politiske ærkefjender USA og Sovjetunionen i lignende arrangementer ofte kæmpede om at være bedst til sport.

”Jeg er overbevist om, at du som landets leder og en af verdens ledere deler min opfattelse af, at sport kan hjælpe med at bygge bro mellem nationer selv i de sværeste tider. Vi sætter virkelig pris på muligheden for at vise atletikkens bedste sider frem her i de kommende to dage,” sagde Sebastian Coe til Aleksander Lukasjenko.

Den hviderussiske diktator, som ifølge sine kritikere har travlt med at opkøbe værtsskaber for internationale sportsbegivenheder, fordi han håber, de kan fjerne både den nationale og internationale opmærksomhed fra Hvideruslands politiske udfordringer, var mindst lige så begejstret over muligheden for at udnytte det kontinentale atletikstævne i Minsk til at markedsføre sig selv som en betydningsfuld spiller på den storpolitiske scene:

”Dengang var atletikkampen mellem Sovjetunionen og USA et eksempel på en fair og kompromisløs kamp. Men endnu mere vigtigt var det, at den blev symbol på et ønske om politisk balance og fredelig konkurrence mellem datidens største magter. Og jeg er overbevist om, at sådanne sportskonkurrencer også i dag er i stand til at ændre den politiske situation til det bedre,” sagde Aleksander Lukasjenko.

Olympiske lege

Hvideruslands præsident, der på samme måde holder af at blande sport og politik i rollen som præsident for landets nationale olympiske komite, afslørede imidlertid også, at han langt fra er tilfreds med kun at være vært for European Games og atletikopgøret mellem USA og Europa, der hverken sportsligt eller politisk har den samme prestige som værtsskaber for VM og OL.

”Det er svært for os at konkurrere med de store lande. Men vi kan eksempelvis være vært for OL sammen med Ukraine eller Rusland. Vi har de nødvendige faciliteter. Vi bygger et nationalt fodboldstadion og et svømmeanlæg. Rusland har den nødvendige fodbold-infrastruktur. Vi kan arrangere de olympiske sommerlege her i Hviderusland med hjælp fra Rusland og Ukraine. De har de faciliteter, vi mangler,” sagde Lukasjenko.

Ifølge det hviderussiske nyhedsbureau tilføjede diktatoren, at han er taknemmelig over de begivenheder, den internationale sportsverden foreløbig har tildelt Hviderusland, fordi de kan bane vej for, at landet får tildelt endnu mere betydningsfulde sportsbegivenheder i fremtiden.

Ingen demokratisk kontrol

Et af kritikpunkterne imod Aleksander Lukasjenkos opkøb af internationale sportsbegivenheder er, at den hviderussiske befolkning, som ikke hører til verdens rigeste, savner muligheder for at føre demokratisk kontrol med præsidentens forbrug af statens penge og stille ham til regnskab for, hvordan han bruger offentlige penge til at markedsføre sit politiske regime ved hjælp af dyre sportsbegivenheder.

Efter sommerens European Games blev præsidenten blandt andet kritiseret for, at legene i Minsk havde givet staten et stort økonomisk underskud, som betyder, at der nu ikke er penge til at forbedre vigtigere samfundsforhold i Hviderusland.

Men det afviste Aleksander Lukasjenko ifølge BelTA under gårdsdagens audiens med de to atletikpræsidenter:

”Vi brugte ikke engang alle de midler, vi havde afsat. Vi har ikke tabt en krone.”

Uanset, om Europas sidste diktator er til at stole på eller ej, er det næppe noget, der giver Sebastian Coe og Svein Arne Hansen søvnløse nætter.

De to europæiske sportsledere er formentlig langt mere nervøse for, om det lykkes dem at undgå endnu større politiske konflikter senere i denne måned, når byen Doha i verdens for tiden mest omdiskuterede værtsnation for internationale sportsbegivenheder, den korruptionsanklagede ørkenstat Qatar, som har haft en hær af underbetalte fremmedarbejdere fra Asien og Afrika til at bygge landets mange, nye sportsanlæg, er vært for VM i atletik.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*