Ørkenslaver

Konge af en anden verden - Kapitel 9

Qatars emir Tamim Al-Thani er IOC-kollega med Kronprins Frederik, som i 2015 overværede ørkenstatens værtskab for VM i håndbold. (Foto: Lars Poulsen)

FIFA-skandalen er på grund af korruptionens omfang og de mange sigtedes placering i toppen af den internationale sportsverdens magtpyramide den hidtil største skandale i sportshistorien.

Men den bekræftede også kritikerne af Kronprins Frederiks olympiske karriere i, at hans internationale sportsverden ikke kun tiltrak idrætsledere, der var besjælede af den olympiske ånd og IOCs idealer om venskab, solidaritet og fair play, men også af adskillige personer, der levede af at berige sig på bekostning af de mennesker, sportens internationale organisationer hævder at arbejde for; de aktive sportsudøvere og deres fans.

Og fodboldskandalen stillede ligeledes et stort spørgsmål ved kronprinsens troværdighed, fordi han igennem hele sin olympiske karriere havde påstået, at korruption i IOC var noget, der hørte fortiden til, mens han kritiserede pressen for at se spøgelser og omtale komiteen som et monster.

Derfor fremstod den danske tronarving nu som en mand, der holdt hånden over sine mest kriminelle olympiske kolleger, mens han klamrede sig til et håb om, at hans egen karriere i IOC ikke ville lide skade, hvis blot han forholdt sig helt tavs.

Men når kronprinsen tilsyneladende følte sig nødsaget til at træde så varsomt, at den danske presse i perioder næsten glemte hans idrætspolitiske eksistens, skyldtes det dog formentlig ikke kun, at FIFA-skandalen havde ført til, at seks af hans olympiske kolleger – Sepp Blatter, Issa Hayatou, Sheik Ahmad al-Fahad al Sabah, Joao Havelange, Lamine Diack og Frank Fredericks – alle blev efterforsket af politiet.

En anden, og mindst lige så alvorlig, olympisk udfordring, der kunne gøre livet surt for det danske IOC-medlem, havde udviklet sig parallelt med korruptionsskandalen. Og det var en olympisk udfordring, som også udsprang af FIFAs tildeling af fodboldens VM-værtsskaber til Rusland og Qatar.

Begge nationer var olympiske medlemslande. Og begge lande var lige siden fodboldforbundets VM-afstemning i 2010 af internationale fagforeninger blevet beskyldt for at bruge fattige arbejdere fra mange lande til at bygge de kommende VM-stadioner under slavelignende forhold, som ifølge fagforeningerne hverken levede op til internationale lønmodtageraftaler og menneskerettigheder eller FIFAs og IOCs etiske idealer.

Endvidere blev Qatars 300.000 statsborgere i slutningen af Kronprins Frederiks første otte års medlemsperiode i den olympiske komite i sommeren 2017 fanget i en alvorlig politisk krise mellem Golfstaterne i Mellemøsten, hvor Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater forsøgte at isolere Qatar politisk, økonomisk og kulturelt.

Nabolandenes årelange kritik af Qatar gik blandt andet ud på, at landet, som er en af de største sponsorer i sportens verden, ikke kun brugte sine velpolstrede økonomiske muskler på at udnytte sportens positive værdier til at købe sig venner i lande med stor militær magt, som kunne beskytte landets borgere midt i en uroplaget arabisk verden.

Den stenrige VM-værtsnation betalte ifølge nabolandene angiveligt også mange penge til finansiering af terrorgrupper, som både FIFA og IOC brugte formuer på at beskytte atleter og tilskuere imod ved verdensmesterskaber i fodbold og olympiske lege. To globale sportsbegivenheder, som efter det palæstinensiske terrorangreb på det israelske hold under OL i München i 1972 har været betragtet som oplagte mål for alle terrorister, der stræber efter verdens opmærksomhed.

Qatars op imod én million dårligt betalte udenlandske arbejdere kom for alvor i de internationale mediers søgelys, da International Trade Union Confederation, som repræsenterer 175 millioner arbejdere i 153 lande, i november 2011 skrev et brev til Sepp Blatter. I brevet gjorde arbejdernes internationale forbund fodboldpræsidenten opmærksom på, at forbundet planlagde en kampagne under sloganet: ”Ingen World Cup i Qatar uden arbejderrettigheder”, og at forbundet ville mobilisere arbejdere og fodboldfans i hele verden, hvis den stenrige ørkenstat ikke ændrede politik og  begyndte at respektere arbejdernes rettigheder.

Ifølge fagforeningerne fik de udenlandske VM-bygningsarbejdere i Qatar en grundløn på kun omkring 165 dollar om måneden og ekstra 60 dollar til forplejning, selv om de nærmest arbejdede i døgndrift på arbejdspladser med dårlig sikkerhed.

Og migrantarbejderne, der blandt andet var hyret til at bygge ni VM-stadioner, hoteller, veje og en ny lufthavn, boede ifølge fagforeningerne under kummerlige forhold i usle arbejdslejre. Et usædvanligt højt antal af dem døde på grund af arbejdsulykker, hjertesygdomme og selvmord. Og mange af dem døde, inden de var fyldt 30 år.

Med udsigt til en ny international skandale, der kunne vokse sig større end korruptionsskandalen, lovede Sepp Blatter derfor, at FIFA ville hjælpe fagforeningerne med presse på for at få Qatar til at forbedre VM-arbejdernes rettigheder i et land, hvor udenlandske arbejdere i princippet ejes af de virksomheder, de arbejder for under det såkaldte sponsor- eller kafalasystem. Et system, som i flere lande i Golfen bruges til at holde landenes billige udenlandske arbejdskraft i kort snor.

I foråret 2012 var det internationale pres på Qatar blevet så stort, at landets vicearbejdsminister Hussain Al Mulla lovede at tillade fagforeninger og erstatte sponsorsystemet med egentlige ansættelseskontrakter, der skulle beskrive parternes rettigheder og pligter og underskrives af såvel arbejdsgiver som arbejdstager. Alligevel var det et år senere stadig så svært at få øje på Qatars vilje til at føje sig for det internationale pres, at også danske medier begyndte at interesse sig for sagen.

På Ekstra Bladet noterede avisens sportskommentator, Jan Jensen, i februar 2013, at verdenssamfundet tilsyneladende fortsat var så forblændet af sheikernes mange milliarder, at det havde glemt at forholde sig til den virkelig, som fandtes i det kommende værtsland for VM i fodbold. Et lille rigt land i et politisk uroligt Mellemøsten, der ikke havde særlig stor militær magt, men som skabte internationale alliancer gennem opkøb af prestigefulde sportsarrangementer, og som i det følgende årti også skulle arrangere VM i håndbold, landevejscykling og svømning.

”Verdenssamfundet er død og pine forpligtet til at påvirke emiren og hans klan til markant at forbedre forholdene for den million gæstearbejdere, som i dag lever under slavelignende forhold. Det er nu mere end to år siden, at Qatar blev tildelt VM i 2022. I mellemtiden er der ikke sket forbedringer af nogen art, selv om både menneskerettighedsorganisationer og den internationale arbejderbevægelse flere gange har råbt op om de forfærdelige forhold, som de mennesker, der skal bygge de flotte stadioner, lever under. Qatar kaster skam over VM og livet i al almindelighed. Vi er i det 21. århundrede, men i den lille ørkenstat opfører sheikerne sig stadig, som om vi er i en anden tid”, mente kommentatoren.

Da FIFA et halvt år senere skulle drøfte et forslag om at flytte VM i Qatar fra sommeren 2022 til vinteren 2022, fordi der kan blive op til 50 grader varmt i sommerhalvåret, hvilket FIFAs egne medicinske eksperter havde fastslået kunne være sundhedsfarligt for fodboldspillerne, var gæstearbejdernes forhold i ørkenstaten dog stadig uændrede og nu et endnu varmere emne i danske medier:

”Tre år tog det, før Blatter og FIFA nåede frem til, at et sommer-VM i Qatar er umuligt. Spørgsmålet er nu, hvor lang tid det vil tage, før de indser, at VM skal flyttes helt væk fra Qatar? Landet er ikke egnet eller stuerent nok til at være vært for så stor en begivenhed. Menneskerettighederne er ikke eksisterende, slavearbejdere laver det meste af det fysiske arbejde, og hundredvis af dem dør under opførelsen af VM-anlæggene. Homoseksualitet er forbudt, kvinders rettigheder er en joke, og så er der øl- og spiritusforbud over hele landet. På et tidspunkt må klarsynet ramme denne verdens fodboldledere. FIFA kommer til at afholde en ny afstemning om VM i 2022, hvor Qatar ikke deltager”, skrev kommentatoren.

Mens det efterlyste klarsyn i FIFA lod vente på sig, var flere danske politikere til gengæld ved at vågne op. Ikke mindst fordi 44 nepalesiske arbejdere var døde i Qatar på grund af varme-relaterede hjerteanfald, uheld på byggepladserne og manglende adgang til vand, og fordi eksperter i den britiske avis The Guardian anslog, at op imod i alt 4.000 gæstearbejdere i Qatar i årene frem til 2022 ville dø under opførelsen af landets mange nye VM-anlæg.

”De nepalesiske arbejdere er stavnsbundet af deres dybe gæld til de agenter fra rekrutteringsfirmaer, der sikrede dem jobbet og lovede fast indkomst. Tilmed har mange af dem ikke fået deres lovede ID som gæstearbejdere, hvilket gør dem til ulovlige arbejdere uden rettigheder og uden mulighed for at rejse ud af landet. Amnesty International fastslår i en rapport, at arbejdere bydes vilkår med 12 timers arbejdsdage under Qatars stegende sol – og vel og mærke syv dage om ugen. Emiren vender det blinde øje til. Men det må vi som danskere og europæere ikke gøre”, skrev det radikale folketingsmedlem Marlene Borst Hansen og hendes partifælle Karen Melchior, som var kandidat til Europa-Parlamentet, i en kommentar i Jyllands-Posten.

Selv om de to radikale politikere understregede, at Danmark og EU havde en pligt til at sende et stærkt signal til Qatar om, at manglende overholdelse af menneskerettighederne ikke kunne tolereres, mente de dog ikke, at en dansk boykot af fodbold-VM i Qatar var vejen frem for at sikre bedre arbejdsvilkår i landet:

”Dansk Boldspil Union, DBU, skal i stedet fortsætte med at presse FIFA for at få dem til at lægge endnu mere pres på Qatar til at leve op til værtsrollen og det ansvar, der følger med denne rolle. EU skal presse Qatar til at overholde FNs arbejds-markedskonventioner, herunder de af Qatar ratificerede konventioner om tvangsarbejde. EU skal sikre menneske- og arbejdsrettigheder og bruge sin politiske magt til at gøre en forskel for gæstearbejdere, som arbejder under umenneskelige forhold i Golf-landene. EU’s vægt som handelspartner giver mulighed for at være en global supermagt. Denne magt skal bruges til at opbygge udviklingslande gennem en ordentlig handelspolitik. Den skal bruges til at sikre, at de økonomiske interesser, der er i spil ved afholdelsen af et fodbold-EM, ikke overskygger hensynet til fundamentale menneskerettigheder. Lykkes det ikke at skabe ordentlige vilkår for arbejderne, bør FIFA flytte fodbold-VM fra Qatar”.

En lignende opsang til sheikerne i Qatar kom fra Gunde Odgaard, social-demokratisk kandidat til Europa-Parlamentet og leder af BAT-kartellet under LO. Efter en rejse til Qatar i slutningen af 2013 sammen med blandt andre direktør Mads Øland fra Spillerforeningen sagde Gunde Odgaard ifølge Ekstra Bladet om sheikerne:

”De snakker, men der sker ingenting. Derfor har jeg også foreslået, at man forbyder emiren og hans familie at rejse ind i EU-landene. Det skridt har man allerede taget over for Zimbabwes ledere, og senest ramte det også Ukraines nu afsatte præsident. Vi er nødt til at fortælle emiren, og det er jo ham, der kører hele landet, at vi mener det alvorligt. Vi må ikke lade os narre af deres venlige facade og af deres vilje til at mødes med os. De gør det kun for at vinde tid. Derfor skal vi sætte hårdt mod hårdt”.

I begyndelsen af 2014, hvor anslået 1.000 migrantarbejdere var døde i Qatar siden FIFAs VM-afstemning i 2010, var ørkenlandet imidlertid også kommet under hårdt pres fra sine nærmeste naboer Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater af helt andre årsager end fodbold og udenlandske arbejderes rettigheder.

Begge lande trak deres ambassadører hjem fra Qatars hovedstad Doha med henvisning til, at det kommende VM-værtsland økonomisk støttede Det Muslimske Broderskab, som saudierne betragtede som en terrororganisation. Og de to nabolande truede med at blokere Qatars grænser, hvis landet ikke stoppede sin støtte til organisationen og lukkede sin statsstøttede tv-station Al Jazeera, som nabolandene anså for at have udviklet sig til at være et ukritisk talerør for Det Muslimske Broderskab.

Men når FIFAs ledelse med Kronprins Frederiks IOC-kollega Sepp Blatter i spidsen stadig forholdt sig afventende i forhold til at stille krav til Qatar, skyldtes det ifølge Ekstra Bladets sportskommentator alene hykleri og penge:

”Qatar har købt venskaber ved at investere i FC Barcelona, franske PSG og indirekte i Bayern München. I mindre målestok ved at invitere  klub- og landshold på gratis ophold på det store sportscenter Aspire i hovedstaden Doha. Det gælder således de to danske ungdomslandshold, der senere på måneden rejser til ørkenstaten med alt betalt af sheikerne”, skrev kommentatoren i maj 2014 i et åbent brev til Danmarks daværende kulturminister Marianne Jelved om situationen i Qatar, som han kaldte for sportens største katastrofe:

”DBUs formand Jesper Møller sagde i går, at når regeringen ikke boykotter Qatar, så fortsætter vi med at spille fodbold med dem. De samme toner jeg hørt fra DIF og DHF. Ingen forbyder dem selv at have en holdning; men dybest set vasker de hænder og sender aben videre til dig. Heldigvis er der røre hos spillerforeningerne i både fodbold og håndbold. I fagbevægelsen er der også en vis aktivitet. Men alle kigger mod Christiansborg. Du har opfordret DBU til at gøre noget ved både homofobi og spillerfiskeri. Jeg kan fortælle dig, at homoseksualitet er forbudt i Qatar og udløser voldsomme straffe. Qatar fisker også spillere. Mere end halvdelen af spillerne på det håndboldlandshold, som Qatar sender på gulvet til januar, er fisket i udlandet. De køber spillere og nationaliserer dem. Det samme sker i Qatars fodboldverden. Måske skal vi passe godt på vores ungdomslandshold, når de tager til Doha. De har alderen til at kunne spille VM i 2022. Giv racismen det røde kort, lyder det herhjemme og ved de store kampe i UEFAs og FIFAs regi. I Qatar trives racismen. Der er et herrefolk, og så er der slaverne, som dør på stribe. Kære Marianne, det er på tide, at Danmark får en politik på det sportslige område i forhold til regimet i Qatar. Og tro ikke, at du kan tale sheikerne til rette. Det har været forsøgt siden 2010. Uden resultat. Der skal mere til, og nu ligger aben, eller bolden, hos dig”.

Der var dog ikke mange danske fodboldkendere, som for alvor troede på, at Marianne Jelved kunne gøre noget som helst politisk, der ville påvirke hverken FIFA eller Qatar. Slet ikke i sommeren 2014, hvor alverdens sportsmedier havde rettet  opmærksomheden imod Brasilien, som skulle være vært for det første VM i fodbold siden den omdiskuterede afstemning i Zürich i 2010, hvor Rusland og Qatar havde sikret sig deres værtsskaber for verdens mest prestigefulde fodboldturnering:

”I det pilrådne FIFA, hvor præsidenten, Sepp Blatter, i maj måtte erkende, at det var en fejl at placere VM i ’22 i det glohede Qatar, er man i gang med at undersøge sig selv for mulig bestikkelse. Og det har man været længe. Eller også undersøger man, hvordan man kan undgå at undersøge noget som helst. Hvem tror på en afsløring, hvem tror på en ’indrømmelse’ og hvem tror på en ny afstemning, som det er blevet foreslået? Gør De? Jeg gør ikke”, skrev Politikens sportskommentator,  Rasmus Bech, i begyndelsen af juni 2014:

”Og hvem tror dog på, at Jelved & Co. kan komme bestikkelsen og korrup-tionen til livs i sportens europæiske milliardbutik? Også her melder jeg pas. God sommer, nyd VM i den brasilianske udgave. Sportsblik er tilbage, når kampene på banerne og i gaderne er forbi”, konstaterede kommentatoren med en henvisning til, at der havde været voldsomme gadekampe i mange brasilianske byer som optakt til den forestående VM-turnering i det økonomisk kriseramte sydamerikanske værtsland.

Desuden gjorde det tilsyneladende ikke situationen mere overskuelig for de danske sportskommentatorer, at sheikerne i Qatar også havde haft penge nok til at købe dansk fodbolds største internationale ikon, Michael Laudrup. Midt i den politisk betændte debat om Qatars VM-bestikkelse og manglende arbejderrettigheder havde den tidligere danske fodboldstjerne, i lighed med en lang række andre internationalt kendte storspillere som Pep Guardiola, Raul og Xavi fra Spanien samt Frank og Ronald de Boer fra Holland, sagt ja til at være træner i Qatar-klubben Lekhwiya SC. Og den beslutning gjorde den tidligere så populære danske fodboldspiller, der blandt andet også havde været assisterende landstræner for det danske fodboldlandshold og cheftræner i den danske storklub Brøndby IF, til en ny skydeskive i den danske debat om arbejdernes forhold i Qatar.

”Jeg kender Laudrup som et ganske fornuftigt og tænkende væsen, og jeg er sikker på, at han har gennemskuet det spil og den balanceakt, som sheikerne udfører. Derfor undrer det mig, at han alligevel har sagt ja til pengene. I et land, hvor ledende imamer som sheik Mohamed Al Mahmoud og sheik Ahmed Al Buainain har tordnet imod, at landets unge under ramadanen bruger tid på at se VM i fodbold på tv i stedet for at studere Koranen”, skrev Ekstra Bladets kommentator.

Men debatten handlede ikke kun om en enkelt kendt danskers økonomiske gevinst ved at træne fodboldspillere i Qatar, mens tusindvis af migrantarbejdere bogstaveligt talt knoklede sig ihjel under byggeriet af ørkenlandets nye VM-anlæg til en samlet værdi af i alt 265 milliarder kroner.

Dagbladet Information oversatte i december 2014 en artikel i The Guardian, som satte fokus på, at knap 3.000 af de lavtlønnede migrantarbejdere i Qatar var udsendt fra det kommunistiske regime i Nordkorea, og at nordkoreanerne ikke alene arbejdede hårdere end alle andre migrantarbejdere; de skulle også aflevere op imod 90 procent af deres månedsløn på små 5.000 kroner til Nordkoreas statsdrevne rekrutteringsfirmaer.

Ifølge den britiske avis vurderede nordkoreanske afhoppere, at op imod 65.000 af deres landsmænd arbejdede under lignende forhold i omkring 40 lande. Nordkoreanerne arbejdede i Sibiriens skove, i Mongoliets miner, i Kinas restauranter, på fabrikker i Østeuropa og på byggepladser i flere lande omkring Den Arabiske Golf. Udover de omkring 3.000 nordkoreanske gæstearbejdere i Qatar var 2.000 nordkoreanere sendt til lavtlønnede job i De Forenede Arabiske Emirater, mens 4.000 var på kontrakt i Kuwait. Og det var der ifølge arbejdsgiverne i Qatar flere gode grunde til.

”Jeg har arbejdet med nordkoreanere siden 2003, og jeg kan vældig godt lide dem. Jeg ville ønske, at alle vores kontraktarbejdere var som dem. De følger vores regler som soldater i en hær. De har deres egne målsætninger, og lederne ved, hvordan de skal styre deres folk dygtigt. De er meget produktive”, fortalte en projektleder, som førte tilsyn med byggeriet af hotelkompleks i Doha, til avisen. Men en talsmand for Ministeriet for Arbejdskraft og Sociale Anliggender i Qatar understregede, at  ministeriet havde indført et system, der skulle sikre, at alle udenlandske gæstearbejdere fik udbetalt deres løn ved bankoverførsel inden for syv dage:

”Arbejdsministeriet har desuden oprettet et system, der gør det muligt at klage elektronisk, og sikret, at systemet kan tilgås af gæstearbejdere ved at placere computerterminaler i nærheden af gæstearbejdernes indkvartering. Vi har i øjeblikket 2.800 nordkoreanske gæstearbejdere registreret i Qatar, og vi har ikke registreret  nogen klager over deres betaling eller behandling. Qatar er fast besluttet på løbende at forbedre forholdene arbejdsforholdene for alle, der arbejder i vores land, og vi vil fortsætte med at samarbejde med ngo’er, virksomheder og andre regeringer om dette”

Ministeriets indfrielse af sine løfter var imidlertid stadig svære at få øje på for de danske medier, som midt i januar 2015 dækkede Qatars værtsskab for VM i håndbold og benyttede lejligheden til at undersøge, om de udenlandske gæstearbejdere i landet havde fået det bedre.

Politiken havde et helt tematillæg om Qatar. I en af artiklerne, hvor en nepalesisk gæstearbejder fortalte avisen om sine løn- og arbejdsvilkår i Qatars kafala-system, kaldte generalsekretær Sharan Burrow fra International Trade Union Confederation systemet for ’moderne slaveri’:

”Når arbejdsgiveren ejer medarbejderen, er medarbejderen ikke længere et frit menneske. Qatar bør ikke have ret til at afholde VM i fodbold uden at sikre rettigheder til alle arbejderne. Og jeg mener, at også deltagerne ved håndbold-VM bør stille sig selv spørgsmålet, om de ønsker at bidrage til et sådant system”.

Men i en anden af Politikens tema-artikler sagde den danske direktør i det internationale rådgivningsfirma TSE Consulting, Lars Haue-Pedersen, som havde været med til at skaffe VM i håndbold, cykling og atletik til Qatar, at han var stolt af sit arbejde, og at den tilbagevendende europæiske kritik af Qatar for korruption og mangel på menneskerettigheder i hans øjne mest af alt handlede om europæerne selv:

”Det kan skyldes gamle fordomme, som repræsenterer – hvis jeg skal sige det på den pæne måde – den lidt arrogante europæiske holdning, der går på, at håndbold er for ’de hvide’. Og hvis jeg skal sige det noget mere uvenligt, så har europæernes holdning et pift af racisme”.

Den danske direktør anerkendte dog også, at Qatar havde et meget stort antal gæstearbejdere, og at de levede under forfærdelige forhold:

”Man kan vel kalde dem for en slags frivillige slavearbejdere, der bor i lejre, og de køres ind til arbejdspladserne i busser – og hjem igen. Deres pas inddrages af myndighederne, og de rejser hjem til deres eget land i en måned om året. Men de kommer tilbage igen, helt frivilligt. Sådan har det foregået i Dubai i 25 år, et land, der gladelig besøges af mange danske turister, og sådan foregår det overalt i Mellemøsten, Afrika og Kina. Når Qatar nu kritiseres så voldsomt, så skyldes det, at landet stikker næsen frem ved at arrangere de største sportsbegivenheder i verden. Det skaber fokus på forholdene, men kritikken kunne rettes mod en lang række lande – hvilket dog ikke undskylder forholdene i Qatar”.

Af samme årsag fandt Lars Haue-Pedersen det absurd, at direktøren for de danske håndboldspilleres forening havde talt om at boykotte håndbold-VM i Qatar:

”Kan danske badmintonspillere så heller ikke tage til Kina og spille, når vi ved, hvor dårligt kinesiske fabriksarbejdere bliver behandlet? I USA er der dødsstraf, og i en lang række lande – som Qatar – er der ikke demokrati. Efterhånden kan man ikke rejse noget sted hen, hvis kravet er, at samfundet skal være som det danske”, sagde direktøren, som i øvrigt ikke troede, at den europæiske kritik havde skræmt Qatar til at ændre sin sportspolitik.

”Lige nu tales der om at søge VM i basketball, og man kan let forestille sig, at det hele er en slags opvarmning til at søge om de olympiske lege. Qatar har været inde i billedet før, men blev afvist – det er det med varmen. Lad os nu se, om man ikke prøver igen”.

Når Qatar på trods af sine økonomiske investeringer i kulturelle værdier som museer, medier, moskeer og sport, der havde gjort lilleputlandet ved Den Persiske Golf til en såkaldt blød supermagt, alligevel havde verdensopinionen imod sig, skyldtes det ifølge den amerikanske forsker og mellemøstekspert James Dorsey fra S. Rajaratnam School of International Studies i Singapore, at landets ledere helt havde fejlbedømt de udenlandske gæstearbejderes betydning for den internationale debat.

”De havde ganske enkelt ikke set det komme. Da kritikken så haglede ned, tog de to beslutninger – en elendig og en rigtig god”, forklarede han i en af Politikens tema-artikler om Qatar.

James Dorsey mente, at Qatars elendige beslutning var, at landets ledere ikke ville gå ind i debatten og svare på verdenssamfundets kritik. Dermed mistede sheikerne initiativet. Til gengæld betragtede den amerikanske mellemøstekspert det som en god beslutning, at Qatars sheiker lod internationale menneskerettigheds-organisationer arbejde nogenlunde frit i landet:

”De har været den første og eneste arabiske golfstat, der har arbejdet sammen med sine kritikere. Andre lande reagerer med at blive rasende og udstede indrejse-forbud til aktivisterne. Qatar reagerer ved at lade folk holde en pressekonference i Doha. Det er et smart træk”.

Efter ørkenlandets VM-arrangement i håndbold blev det politiske pres for at få ændret forholdene i Qatar imidlertid så stort i Danmark, at den danske fodbold-union, DBU, en måned senere følte sig nødsaget til at aflyse en planlagt træningslejr for ungdomsspillere på landets luksuriøse sportsakademi Aspire. Et akademi, som Qatars sheiker brugte til at købe venner i lande, der ikke selv havde råd til at sende deres bedste sportstalenter på træningslejre i udlandet.

DBU havde tidligere haft både sit U-16 og U-18 landshold på fem dage lange træningslejre i Qatar med alt betalt af landets sheiker. Men på grund af den politiske debat om Qatars behandling af sine udenlandske gæstearbejdere, som Enhedslistens idrætspolitiske ordfører Jørgen Arbo-Bæhr havde bedt kulturminister Marianne Jelved og udenrigsminister Martin Lidegaard om at forklare den daværende SR-regerings holdning til i et samråd i Folketinget, valgte den danske fodboldunion at stille sit samarbejde med sheikerne i bero.

”Jeg er glad for, at vi får det på bordet. Det er super, for hverken vi, klubberne eller andre idrætsgrene ønsker at have denne debat i syv år. Det er okay at diskutere det nu, men vi må finde ud af, hvad vi mener”, sagde DBUs formand Jesper Møller til Jyllands-Posten.

Den samme avis noterede dog, at DBUs beslutning var i strid med den rådgivning, Danmarks Idrætsforbunds formand Niels Nygaard få dage forinden havde givet alle dansk idræts specialforbund. Niels Nygaard havde givet udtryk for, at han havde stor respekt for Qatars store sportssatsning, og at han derfor opfordrede specialforbundene til fortsat at tage imod sheikernes gratis træningslejre. Nu støttede han imidlertid DBUs beslutning om at tage en pause:

”Det hænger sammen på den måde, at hele debatten er blevet så firkantet og gået så meget i selvsving, at der nu er behov for at trække vejret og arbejde på, at debatten foregår på et bredere og mere oplyst grundlag end lige nu”, sagde Niels Nygaard.

Men kulturminister Marianne Jelved forklarede den politiske debat om dansk idræts samarbejde med Qatar på en helt anden måde:

”Det er beklageligt, at vi nu er i en situation, hvor den rundhåndhed, det stenrige land Qatar udviser, kan få det til at se ud, som om værtskabet (for fodbold-VM i 2022, red.) er købt for gode ord og mange penge i form af for eksempel gratis træningsture til ungdomshold”.

Og den radikale kulturminister fortsatte i samme spor under samrådet i Folketinget i april 2015, selv om hun også gjorde opmærksom på, at hun ikke ville blande sig i, hvordan DBU forholdt sig til FIFAs tildeling af VM i fodbold til Qatar:

”Som en værdibåren forening forventer jeg selvfølgelig, at DBU tager stilling og har holdninger, som lever op til organisationens gøren og laden. Jeg har en forventning om, at DBU sætter fokus på åbenhed i beslutningsprocessen, og da kunne DBU for eksempel gå i dialog med FIFA om, hvordan man sikrer, at menneskerettigheder eller arbejdstageres rettigheder ikke krænkes i forbindelse med et værtsskab”, sagde Marianne Jelved.

Desuden mindede kulturministeren om, at DBUs slogan ’en del af noget større’, som handler om, at alle fodboldspillere i Danmark er en del af et større fællesskab, også kunne bruges til at påtage sig et internationalt ansvar, selv om dansk fodbold kun er en lille brik i et større puslespil i sportens verden:

”Jeg forventer, at DBU tager det ansvar på sig at være ’en del af noget større’ og udnytter sin mulighed for at påvirke tingene internationalt”.

I foråret 2015 var der ifølge udenrigsminister Martin Lidegaard takket være presset fra FN, EU og den internationale arbejderorganisation ILO dog også tegn på små forbedringer i Qatar.

”Der er sket en række konkrete fremskridt. Man har blandt andet fået et bedre arbejdstilsyn. Man har givet mulighed for, at migrantarbejdere kan få gratis rådgivning, og specialenheder tager ud på arbejdspladserne for at følge op”, sagde Martin Lidegaard i samrådet, hvor han desuden glædede sig over, at Qatar tilsyneladende også var ved at erkende, at landet med de mange værtskaber for internationale sportsbegivenheder var blevet ’en del af noget større’.

”Lande, der benægter problemer, er sværere at have med at gøre, for da banker man hovedet mod en mur. Nu er der et lille hul i muren, og så handler det om, at vi får brudt den ned. Med vores begrænsede indflydelse vil vi gøre alt for, at det sker, og det vil andre EU-lande også”.

Yderligere et år senere havde Amnesty International i marts 2016 imidlertid stadig svært ved at få øje på de konkrete fremskridt i Qatar, som den daværende danske udenrigsminister mente at have set året før. I rapporten ’The Ugly Side of The Beautiful Game’, der var baseret på interviews med flere hundrede migrantarbejdere i Qatar, slog den internationale menneskeretsorganisation fast, at langt størstedelen af de kommende VM-værters udenlandske stadionarbejdere fortsat blev udsat for en systematisk udnyttelse under slavelignende forhold:

”Udnyttelsen er en sort plet på international fodbolds samvittighed. For såvel spillere som fans er et VM-stadion drømmenes sted. For arbejderne, der har talt med os, er det et mareridt”, sagde generalsekretær Salil Shetty fra Amnesty International og tilføjede:

”Qatars regering er apatisk, og det internationale fodboldforbund, FIFA, er ligeglad”.

Amnesty Internationals rapport fik Ekstra Bladet til at konkludere, at Qatars politiske ledere var fulde af løgn:

”Sheikerne, eller slaveejerne om man vil, har forsvaret sig med, at nok er der problemer på visse byggepladser i landet, men på stadionbyggerierne er der intet at komme efter. Her foregår alt efter de internationale forskrifter. Men det er ikke rigtigt”.

I Jyllands-Posten bedyrede DBU’s formand Jesper Møller da også, at han tog anklagerne fra Amnesty International meget alvorligt, og at fodboldforbundet nu selv ville undersøge sagen.

”Derfor har vi planlagt en tur til november, hvor DBU sammen med fem andre fodboldforbund i Norden (Island, Færøerne, Norge, Sverige og Finland) tager til Qatar. Her er planen, at vi både skal besøge stadions, men også en række ikke-statslige organisationer i landet og selvfølgelig også fodboldforbundet i Qatar”, sagde Jesper Møller.

Men først efter de nordiske landes besigtigelsesrejse til Qatar ville DBU så beslutte, om migrantarbejdernes forhold i ørkenlandet skulle tages op som et emne på FIFAs kongres i Kuala Lumpur i Malaysia i 2017, eventuelt med et krav til FIFA om at finde et nyt VM-værtsland. Samtidig kom Jesper Møller med en påmindelse om, at DBU blot var en lille del af en mangfoldig fodboldverden med mange forskellige holdninger:

 ”Det er vigtigt at huske på, at der i FIFA-kongressen er flere lande, der slet ikke er på bølgelængde med os i forhold til det her spørgsmål. Og hvis nu VM i 2022 ikke skal være i Qatar, hvor skal det så være? Alternativet er jo ukendt, og man ved jo ikke, om det er bedre”.

Men umiddelbart før afrejsen til Qatar, hvor de seks nordiske fodboldforbund fik selskab af repræsentanter fra arbejderbevægelsen i Danmark, Norge og Sverige, forklarede Jesper Møller i Politiken, at DBU og de andre nordiske forbund både ville sætte en dagsorden og vise, at de bekymrede sig om forholdene i Qatar. Samtidig ønskede forbundene at fastholde et maksimalt pres på VM-arrangørerne for at forbedre forholdene for stadionarbejderne. Og det var også det danske LO’s argument for at gøre de nordiske fodboldforbund selskab på rejsen:

”Vi deltager i den her lidt atypiske alliance for at få sat fokus og lagt pres på styret, så de kan få bremset op på de brud på arbejdstagernes rettigheder, der foregår dernede”, sagde LOs næstformand Morten Skov Christiansen, mens Play The Games’ internationale chef Jens Sejer Andersen roste initiativet:

”Det er vældig opmuntrende, at DBU er med i det her. Det understreger en tendens til, at danske idrætsledere ranker ryggen og yder den nødvendige opposition i en idrætsverden, der bestemt ikke altid er lige køn. Tidligere var danske idrætsledere stille for ikke at gøre nogen sure”.

Da den nordiske delegation kom hjem fra besigtigelsesrejsen til Qatar, tydede det dog mest af alt på, at sheikerne med Ekstra Bladets ord igen havde løjet om gæstearbejdernes forhold. Avisen kunne ikke få nogen kommentar fra DBU-formand Jesper Møller. Men LOs næstformand Morten Skov Christiansen fortalte, at styret i Qatar havde forsøgt at sælge delegationen et skønmaleri af forholdene.

”De viste os en modelby, som var taget direkte ud af en filmkulisse. Den kunne ikke have været pænere. Lækkert, grønt nyslået græs over det hele. Blomster. Flotte fodboldbaner med kunstgræs, basketballbaner, store haller til spisning og med opholdsrum. Problemet var blot, at det var tydeligt, at det ikke blev brugt. Der var klinisk rent overalt. Der var kun ét hul i dartskiven, det var der, hvor pilen sad. Der var ingen bolde til bordfodboldspillet. Flere i vores delegation følte, at vi var med i skjult kamera, at det var en joke. Det var for urealistisk til, at vi kunne købe den fortælling, de forsøge at sælge os”.

Seks år efter FIFAs tildeling af VM-værtskabet til Qatar var de danske frustrationer over værtsskabet uændrede. Og det var ingen formildende omstændighed, at Michael Laudrup i efteråret 2016 underskrev en ny trænerkontrakt i Qatar med klubben Al-Rayyan. Heller ikke selv om det danske fodboldikon forklarede sig med, at han blot havde valgt at vende tilbage til et sted, hvor han og hans kone havde haft det godt, og hvor flere store, danske virksomheder i øvrigt gjorde forretninger.

Information understregede, at det længe havde ligget i kortene, at Laudrup skulle slutte sin karriere med et job som træner for det danske landshold, som han havde givet så meget som spiller, men at der nu måtte stilles spørgsmål ved, om han ville få tilbuddet igen:

”Ikke så meget på grund af hans manglende kvaliteter som på grund af hans manglende dømmekraft. For kan det nationale fodboldforbund forsvare at hyre en mand, der har vist sig villig til at være Qatars galionsfigur?”, spurgte avisen, selv om den omvendt ikke ville stille ham personligt til ansvar for de mange dødsfald blandt de fattige gæstearbejdere på ørkenlandets VM-byggerier.

Heller ikke Jyllands-Posten brød sig om, at dansk fodbolds verdenskendte ambassadør endnu engang havde solgt sit gode navn og sin store fodboldviden til Qatars sheiker. Avisens sportsredaktør understregede, at sporten ikke kan løsrives fra det politiske, og at Michael Laudrup derfor heller ikke kunne holde sig fri af en politisk diskussion om hans beslutning om at vende tilbage til Qatar. Men andre kommentatorer i blandt andre Weekendavisen mente, at bekymringen om Michael Laudrups trænerkarriere i det kommende VM-værtsland var grotesk:

”Vi får travlt, hvis vi skal brændemærke de sportsfolk, der er på lønnings-listen i tvivlsomme virksomheder eller bosat i udemokratiske lande. Og hvilken komite skal mon tiltros moralsk overhøjhed til at belære den enkelte sportsudøver om ret og vrang? Må en ung dansk fodboldspiller være på kontrakt i Putins Rusland? Eller hvad med Orbáns Ungarn? Hvem skal skelne sort fra hvidt i en gråzone?”

På trods af uenigheden om Michael Laudrups valg af arbejdsgiver havde de danske sportskommentatorer dog det til fælles, at de takket være fodboldikonets trænerkarriere i Qatar havde fået en unik dansk vinkel på forholdene i det kommende VM-værtsland.

Mens kommentatorerne flittigt luftede deres synspunkter om den tidligere danske fodboldstjernes arbejde i den emirstyrede miniputstat, forholdt det danske IOC-medlem Kronprins Frederik sig dog sædvanen tro tavs i debatten om hans olympiske kollegers milliardforretninger med Qatars rige sheiker og landets udnyttelse af fattige asiater som billig arbejdskraft under forhold, der set med mange vestlige iagttageres øjne lignede slaveri.

En nærliggende forklaring på den danske tronarvings larmende tavshed var, at et andet IOC-medlem havde en helt central placering både i FIFA’s korruptions-skandale og i skandalen om Qatars udnyttelse af udenlandske gæstearbejdere: Ørkenstatens emir og politiske leder siden 2013, sheik Tamim bin Hamad al-Thani.

For som Kronprins Frederik allerede understregede i oktober 2009 i Bella Center i København, da han holdt sit første pressemøde som nyvalgt IOC-medlem, så ville han under ingen omstændigheder kommentere andre IOC-medlemmers gøren og laden. Det havde han lige siden forsøgt at efterleve. Og med ganske få undtagelser var det lykkedes den danske tronarving at holde sig fri af enhver konkret debat om IOCs op til 115 medlemmer, hvoraf 70 er valgt som enkeltpersoner, mens de aktive atleter repræsenteres af 15 medlemmer og de nationale og internationale idrætsforbund ligeledes har hver 15 medlemmer af komiteen.

Tamim bin Hamad Al-Thani blev medlem af IOC i 2002, mens han stadig var kronprins i Qatar. Indtil 2014 var han medlem af IOCs Sport for All-udvalg, som den danske kronprins også var medlem af fra 2010 til 2015, hvor udvalget blev omdøbt til Sport and Active Society, men fortsat med Kronprins Frederik som medlem.

At emiren har stor idrætspolitisk og økonomisk magt i den internationale sportsverden fremgår blandt andet af, at han som IOC-medlem i 2005 grundlagde firmaet Oryx Qatar Sports Investments. Firmaet ejer den franske fodboldklub Paris Saint-Germain, der i sommeren 2017 købte den brasilianske landsholdsspiller Neymar for et rekordbeløb på halvanden milliard kroner, og stod tillige bag Neymars forhenværende spanske storklub FC Barcelonas tidligere sponsoraftaler med Qatar Airways og Qatar Foundation.

Ørkenlandets hovedstad Doha har anført af sheik Tamim bin Hamad al-Thani flere gange budt på værtsskabet for de olympiske lege, men foreløbig uden held. Og det er ligeledes Kronprins Frederiks olympiske kollega og IOCs repræsentant i Qatar, som igennem halvandet årti har stået bag ørkenlandets succesrige bud på blandt andet værtskaberne for VM i fodbold, håndbold og atletik.

Qatars mange VM-værtskaber er de mest synlige resultater af emirens offensive sportspolitik, der ikke alene har gjort landet til en idrætspolitisk stormagt, men også har været med til at sikre det militært underlegne land stærke allierede i lande uden for det Mellemøsten, som kritiserer Qatar for at støtte terrorister.

I sit første interview efter sin udnævnelse til emir afviste sheik Tamim bin Hamad al-Thani i 2014 imidlertid overfor den amerikanske tv-station CNN både de vedvarende påstande om, at hans land støtter terrorister økonomisk, og de lige så vedholdende spekulationer om, at Qatar betalte bestikkelsespenge til FIFAs medlemmer for at få dem til at tildele det lille ørkenland værtsskabet for VM i fodbold i 2022.

”Folk må forstå, at Qatar havde det bedste bud, og at Qatar vil levere en af de bedste VM-slutrunder i historien. Det er jeg helt sikker på”, sagde emiren.

”Men nogle mennesker har svært ved at acceptere, eller ønsker ikke at se i øjnene, at et lille arabisk og muslimsk land kan være vært for en stor begivenhed som denne”.

Om den ligeledes vedholdende kritik af Qatars behandling af landets udenlandske arbejdsstyrke indrømmede emiren dog:

”Ja, det er rigtigt. Vi har nogle problemer. Men vi løser dem. Vi gennemfører den nødvendige lovgivning. Det er ikke acceptabelt. Derfor ændrer vi lovene. Mange af lovene er allerede vedtaget og trådt i kraft. For jeg er personligt såret over situationen”.

Men på trods af emirens løfter fortsatte de internationale fagforeninger og menneskeretsorganisationer i de følgende år med at kritisere ham for ikke at indfri sine løfter. Omvendt var løfterne fra Qatars medlem af IOC tilsyneladende nok for både Kronprins Frederik og de øvrige medlemmer af komiteen. Da Saudi Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Egypten under den politiske krise i Mellemøsten i begyndelsen af juni 2017 afbrød landenes diplomatiske forbindelser med Qatar, nøjedes IOCs præsident Thomas Bach i hvert fald med at lade komiteens talsmand, Mark Adams, kommentere krisen på denne måde overfor Reuters:

”I sportsverden er vi politisk neutrale og fortsætter vores relationer med alle nationale olympiske komiteer i regionen. Alle de nationale olympiske komiteer i  regionen er meget aktive i olympisk sport på forskellig vis, og vi sætter pris på, hvor meget der bidrages med til sportens udvikling i regionen. Dette er en politisk sag i regionen. Vi opfordrer til dialog på det politiske niveau, så problemet kan blive løst på dette niveau”.

At problemet med dårligt betalte migrantarbejdere, der behandles som slaver, ikke kun begrænser sig til Qatar, blev imidlertid afsløret af det norske fodboldmagasin Josimar i foråret 2017. Her kunne magasinet kunne fortælle, at Ruslands værter for VM i 2018 i lighed med Qatar også brugte statsansatte nordkoreanske  slavearbejdere til at bygge landets kommende VM-stadioner. Og i juni samme år anslog Data Base Center for North Korean Human Rights ifølge New York Times, at diktaturet i Nordkorea hvert år tjener omkring en milliard kroner på at ansætte op imod 50.000 nordkoreanere og lade dem arbejde i udlandet til en løn på nogle få tusinde kroner om måneden, som den nordkoreanske stat efterfølgende kræver at få op til 80 procent af.

Når Kronprins Frederik heller ikke ved den lejlighed fandt anledning til at gøre kampen imod moderne slaveri i international sport til en af sine olympiske mærkesager på linje med hans kamp for at få flere børn og unge til at dyrke idræt, var den nærliggende forklaring ligeledes, at den danske tronarving ikke ønskede at lægge sig ud med enkeltstående personer i IOC. I dette tilfælde Ruslands fem medlemmer i komiteen: Vitaly Smirnov, Shamil Tarpischev, Alexander Zhukov, Alexander Popov og Yelena Isinbayeva, som alle havde et tæt forhold til deres hjemlands dominerende politiske magthaver, Ruslands sportsglade præsident Vladimir Putin.  

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*