Homofobiens lov

Konge af en anden verden - Kapitel 10.

Qatars emir Tamim Al-Thani er IOC-kollega med Kronprins Frederik, som i 2015 overværede ørkenstatens værtskab for VM i håndbold. (Foto: Lars Poulsen)

Allerede da Kronprins Frederik i 2012 vendte hjem fra de olympiske lege i London, var præsident Vladimir Putin på grund af Ruslands forestående værtskaber for de olympiske vinterlege i Sochi to år senere og VM i fodbold i 2018 en helt central spiller i den danske tronarvings internationale sportsverden.

Og både den IOC-relaterede korruption i FIFA og de internationale fagforeninger og menneskerettigheds-organisationers kamp for at få ophævet de slavelignende forhold for udenlandske VM-arbejdere i de to olympiske medlemslande Qatar og Rusland var også dengang offentligt kendte sager med mere end almindeligt idrætspolitisk sprængstof i.

Da kronprinsen tog hul på sig fjerde år som IOC-medlem, valgte den danske tronarving dog tilsyneladende at betragte begge skandalesager som to af de gamle olympiske spøgelser, han ofte kritiserede pressen for at fokusere for meget på. Selv om danske og udenlandske nyhedsmedier dækkede de to sager intensivt, og det for alle sportsfans kunne have været relevant at høre den højest placerede danske idrætspolitikers mening om dem, var tronarvingen i hvert fald helt fraværende i debatten.

Til gengæld kommenterede Kronprins Frederik gerne et par andre idræts-politiske spøgelser. I forbindelse med sin deltagelse i DRs årlige sportsgallashow i Herning, hvor det er blevet en tradition, at han kaster royal glans over begivenheden og samtidig benytter lejligheden til at skabe positiv medieopmærksomhed omkring sin egen idrætspolitiske position, svarede tronarvingen i januar 2013 på pressens spørgsmål om et stigende antal sager om matchfixing i både dansk og udenlandsk sport. Som en løsning på problemet opfordrede han i Ekstra Bladet sportsverdenens økonomiske sponsorer til at sige fra, hvis de havde mistanke om, at der foregik matchfixing i de sportsligaer, de investerede penge i.

 ”Det er måske et sted, man skal sætte ind. Man skal fortælle sponsorerne, at de for det første skal stille kritiske spørgsmål, og hvis de er i tvivl, skal de trække deres sponsorat. Så er der ikke så mange penge i det. Men matchfixing er som et spøgelse: Det er svært at drive det ud af huset. Det gælder også doping”, sagde tronarvingen og understregede, at selv om aftalt spil altid havde været en trussel imod sporten, så var den blevet større i takt med, at den teknologiske udvikling havde gjort det nemmere at spille på kampe over alt i verden.

”Truslen fra matchfixere er bestemt noget, som IOC er opmærksom på, for desværre er det noget, der er meget stort i Asien og i særdeleshed i Kina. Det holder man meget øje med, og jeg synes, at IOC allerede har vist, at man tager det alvorligt, og at man sætter handling bag ordene. Et eksempel på, at man ikke tolererer den slags, er badmintonpigerne ved OL, der blev smidt ud af turneringen, fordi de spillede på ikke at ryge ind i en bestemt modstander i den følgende runde. Det er måske ikke direkte matchfixing, men det er et eksempel på IOCs handlekraft”.

Hvorvidt den danske tronarvings opfordring til sportens sponsorer om at stille kritiske spørgsmål om aftalt spil og trække deres sponsorater, hvis de var i tvivl, også omfattede IOC’s egne sponsorer, uddybede han dog ikke i interviewet.

Men i den følgende måned begrænsede Kronprins Frederiks egen olympiske handlekraft sig ifølge de danske medier til, at han overværede det danske ishockeylandsholds OL-kvalifikationskamp mod Ukraine. Det fik BT til at glæde sig over tronarvingens interesse for netop denne idrætsgren. Avisens journalist noterede med tilfredshed, at kronprinsen tidligere både havde overværet en dansk ligakamp i Rødovre Skøjte Arena og det danske ishockeylandsholds nederlag til Norge i en afgørende kamp om kvalifikation til vinterlegene i Vancouver. Selv om Danmark vandt kampen mod Ukraine med 2-0, glippede danskernes OL-kvalifikation til vinterlegene i Sochi dog senere i turneringen.

Sidst i februar 2013 var det dog for den tidligere formand for Anti Doping Danmark, Bengt Saltin, angiveligt så svært at få øje på de konkrete resultater af Kronprins Frederiks olympiske handlekraft i væsentlige idrætspolitiske spørgsmål, at den  svenske professor og muskelforsker opfordrede den danske tronarving til at udnytte sin position i IOC til at melde sig aktivt ind i kampen mod doping i sport.

”Kronprins Frederik passer perfekt til at få en mere aktiv rolle i det inter-nationale antidopingarbejde. I kampen mod doping er der netop brug for en stemme, der også har en stærk position uden for idrætten, og som sportens beslutningstagere lytter til”, sagde Bengt Saltin til BT i en artikel, der blev offentliggjort under overskriften ”Kom nu ind i kampen, Frederik”.

Professoren angav tre forhold som begrundelse for sit forslag:

At dopede sportsstjerner som den danske cykelrytter Michael Rasmussen og hans amerikanske kollega Lance Armstrong havde haft alt for let ved at snyde sig til sportslige topresultater og dermed svimlende pengepræmier og sponsorkontrakter.

At flere end halvdelen af verdens lande 15 år efter Festina-skandalen i Tour de France stadig ikke havde indført en uafhængig og troværdig dopingkontrol.

At IOCs afgående formand for komiteens medicinske udvalg, den svenske læge Arne Ljungquist, der også var næstformand i verdens antidopingagentur WADA, ville efterlade et stort tomrum i IOCs interne antidoping-arbejde.

Derfor så Bengt Saltin gerne, at Kronprins Frederik i IOC tog initiativ til at sætte en helt ny dagsorden for antidoping-arbejdet i WADA og hos de nationale kontrolmyndigheder:

”Der er et stort behov for, at andre IOC-medlemmer, som har en stærk ind-flydelse på de øverste olympiske beslutningstagere, nu overtager Arne Ljungquists rolle. IOC besidder magten til at udelukke lande, som ikke har en troværdig dopingkontrol, fra OL. Jeg kan bare ikke få øje på nogen medlemmer af IOC, som for alvor sætter det spørgsmål på dagsordenen. Men det kunne Kronprins Frederik jo gøre”.

Den nu afdøde svenske muskelforsker, som kendte Kronprins Frederik personligt og både var Ridder af Dannebrog og vinder af IOCs prestigefulde medicinske pris på en halv million dollar, understregede, at han i modsætning til mange andre idrætspolitiske iagttagere i Danmark havde en positiv opfattelse af tronarvingens evner, og at kronprinsen i hans øjne havde langt bedre forudsætninger end de fleste andre IOC-medlemmer for at forstå den videnskabelige del af antidoping-arbejdet:

”Han er åben. Han sætter sig godt ind i de ting, han beskæftiger sig med. Og så har han en stor forståelse for, hvordan kroppen fungerer og reagerer. Når jeg for eksempel peger på den muskel, som sidder på bagsiden af overarmen, kan han navnet på musklen. Det er der altså ikke ret mange andre IOC-medlemmer, som kan. Og i øvrigt er han omgivet af al den faglige ekspertise i Kulturministeriet, Anti Doping Danmark og Danmarks Idrætsforbund, han har brug for”.

På spørgsmålet om, hvad det ville betyde for det internationale antidoping-arbejde, hvis den danske kronprins valgte at tage imod opfordringen, svarede den svenske professor:

”Især hans moralske og etiske støtte ville have en meget positiv effekt. Han er et vigtigt forbillede for de unge – både i elitesport og motionssport”.

Kronprins Frederiks politisk neutrale position i det danske kongehus tog professoren til gengæld ikke stilling til. Og det lykkedes heller ikke for avisen at få Kronprins Frederiks reaktion på Bengt Saltins opfordring til ham om at vise mere idrætspolitisk handlekraft i kampen imod doping på et tidspunkt, hvor WADAs direktør David Howman i den engelske avis The Guardian efter blandt andre danske Michael Rasmussens og amerikanske Lance Armstrongs tilståelser af deres årelange snyd med doping i cykelsport netop havde slået fast, at dopingproblemet i sport var større end nogensinde. Men den danske tronarvings rådgiver, Morten Roland Hansen, sagde:

”Kronprinsens moralske og etiske støtte i antidopingarbejdet er der. Og den har været der fra starten. Der er heller ingen tvivl om, at kronprinsen i sit virke som IOC-medlem er fortaler for et effektivt antidopingarbejde og en stram kurs over for dopingsyndere. Det har han været fra dag ét”.

Set udefra lignede kronprinsens moralske og etiske støtte i kampen mod doping dog snarere et halvhjertet forsøg på at udnytte det potentiale, Bengt Saltin mente, han havde, men som hans position i det danske kongehus forhindrede ham i at udnytte. Af samme årsag var det formentlig en lettelse for Danmarks Idrætsforbund, at Poul-Erik Høyer i foråret 2013 blev valgt som ny præsident for det internationale badmintonforbund. For den danske OL-guldvinders præsidentpost åbnede mulighed for, at han kunne gøre tronarvingen selskab i IOC som en af de internationale idrætsforbunds i alt 15 medlemmer af komiteen. Og det ville sikre Danmarks Idrætsforbund en olympisk stemme, som ikke var tvunget til at tage hensyn til hverken den danske kongefamilie eller den danske regering.

”Da sporten er olympisk og har masser af medlemmer globalt set, vil vi arbejde målrettet på, at Høyer bliver valgt ind”, sagde Niels Nygaard til BT, men understregede samtidig, at det nok ikke var sandsynligt, at den tidligere danske  badmintonstjerne kom ind i IOC allerede under komiteens årsmøde samme efterår.

”Men jeg anser det som en realistisk mulighed, at det sker inden for de næste to-tre år”, tilføjede han.

I givet fald ville det være første gang i IOCs historie, at Danmark havde to medlemmer af komiteen på samme tid. Og det passede Niels Nygaard fortrinligt. Men ikke kun fordi en midlertidig optagelse af Poul-Erik Høyer i IOC som præsident for et internationalt idrætsforbund angiveligt ville give dansk idræt større indflydelse på de afgørende beslutninger i komiteen i den tidligere badmintonstjernes valgperiode:

”Han vil i så fald være det oplagte valg som afløser for Kronprins Frederik, der sidder på et af de permanente medlemskaber, når han ved Dronning Margrethes død engang i fremtiden bliver konge og dermed udtræder af IOC”, understregede Niels Nygaard, som endda gik så vidt, at han kaldte Poul-Erik Høyers valg som ny international badmintonpræsident for en milepæl i Danmarks Idrætsforbunds arbejde med at hjælpe danskere ind på internationale topposter.

Desuden var Niels Nygaard og de øvrige ledere i forbundet tilsyneladende så opsat på at modbevise Kai Holms påstand om, at Kronprins Frederik var den eneste dansker, der havde en chance for at få en plads i IOC, at de ikke alene havde støttet Poul-Erik Høyers valgkamp om præsidentposten i det internationale badmintonforbund med 49.000 kroner. Forbundets øverste ledelse havde også besluttet at honorere den 47-årige danskers ulønnede virke som præsident med 2.200 kroner for hver arbejdsdag.

”I de allerstørste idrætter, for eksempel fodbold og cykling, er præsident-posterne honoreret, og der er det ikke nødvendigt, at vi fra DIFs side skal understøtte med lønkompensation. Men som i Poul-Erik Høyers tilfælde eller i andre idrætter, hvor der ikke er tradition for, at man på internationalt niveau giver honorar, er det nødvendigt, at vi træder til”, forklarede Niels Nygaard i Politiken.

Samtidig understregede Niels Nygaard, at der var to årsager til, at Danmarks Idrætsforbund var villig til at betale for at få endnu større dansk indflydelse i international idrætspolitik, end de dengang 40 danskere på internationale idrætsposter allerede leverede.

”Dels fordi vi i de enkelte idrætter kan få indblik i og være med til at beslutte, hvordan idrætten skal udvikle sig, hvordan turneringerne skal foregå, hvordan disciplinsammensætningen skal være og alle de sportslige ting. Den anden del er, at selv om vi ikke skal missionere fra dansk eller nordisk side, så har vi ideer og holdninger til international idræt om åbenhed, gennemsigtighed, osv., og her vil vi meget gerne være med til at sætte vores præg på arbejdet. Den mest oplagte måde at gøre det på, er ved at have folk placeret på vigtige poster rundt omkring”.

Men Niels Nygaard pegede endvidere på, at Danmarks Idrætsforbund var bange for at miste international indflydelse til fremadstormende sportsnationer i Sydamerika, Mellemøsten og Asien:

”Hvis ikke vi gør noget nu, er der en risiko for, at vi ryger bagud af dansen. De seneste år har vi brugt en del kræfter på at få internationale sportsbegivenheder til Danmark via Sport Event Danmark, og nu vil vi gerne prioritere at gøre mere på det idrætspolitiske lederområde. Der er flere og flere om buddet, især oplever vi, at arabiske, asiatiske og sydamerikanske aktører ikke bare bliver værter for de store sportsbegivenheder nu, de går også efter mere politisk indflydelse”.

Af samme årsag havde det danske idrætsforbund i samarbejde med nationale idrætsforbund i Sverige, Norge og Finland besluttet at etablere en fælles nordisk idrætslederuddannelse, som havde til formål at klæde otte danske og 16 andre nordiske idrætsledere på til at klare sig i den skærpede internationale konkurrence:

”De skal være bedre rustet i forhandlingsteknik, kulturforståelse og inter-national idræt. Der er så mange forskellige kulturer, som man skal kunne forstå og tage hensyn til for at kunne gebærde sig i det internationale spil”, forklarede Niels Nygaard om Danmarks idrætspolitiske taktik i en international sportsverden, som ifølge Ekstra Bladet nu ville blive alvor for Kronprins Frederik.

Under overskriften ”Fredes svære valg” konstaterede avisen, at kronprinsen ville få alvoren at føle, når han i september 2013 under IOCs årsmøde i Buenos Aires i Argentina skulle være med til at vælge ny olympisk præsident og værtsby for OL i 2020 samt beslutte, om atleter i brydning, squash eller baseball fik lov til at deltage i legene.

For ifølge avisen var det ikke ligegyldigt, hvem der stod i spidsen for verdens største sportsorganisation, der udover at rumme ”despoter, diktatorer og ledere fra en lang række stærkt korrumperede regimer” også var udfordret af doping og match-fixing, der ”breder sig som pest over hele kontinenter og rammer flere og flere idrætsgrene”, som avisen formulerede nogle af kronprinsens aktuelle udfordringer og tilføjede:

”Oveni kommer så den udbredte korruption, der følger med de store arrangementer. Sochi i Rusland er ved at forberede vinterlegene næste år, og her er milliarder af kroner forsvundet ned i de forkerte lommer”.

En måned før IOC-afstemningen i Buenos Aires tog den idrætspolitiske debat om doping, matchfixing og korruption i den danske tronarvings internationale sportsverden imidlertid pludselig en anden, men lige så alvorlig drejning, da et af den olympiske histories hidtil hårdeste politiske stormløb mod IOC udviklede sig med en hastighed, som hverken Danmarks Idrætsforbund, Kronprins Frederik eller pressen havde forudset.

Stormløbet begyndte, da en verdensomspændende politisk debat om en ny lov i det olympiske værtsland Rusland blussede op i begyndelsen af august 2013 og satte en ny idrætspolitisk dagsorden, som prægede den offentlige debat i det følgende halve år frem imod de olympiske vinterlege i Sochi i februar 2014.

Debatten drejede sig om Ruslands såkaldte antipropagandalov, som var trådt i kraft den 1. juli 2013. Loven forbød homoseksuelle par i landet at adoptere børn og gjorde distribution af propaganda om „ikke-traditionel seksuel orientering” ulovlig og strafbart med både bøder og fængsel. Og dermed blev loven det hidtil bedste eksempel på, hvad Danmarks Idrætsforbunds formand Niels Nygaard havde ment med, at der i uddannelsen af idrætsledere ”er så mange forskellige kulturer, som man skal kunne forstå og tage hensyn til for at kunne gebærde sig i det internationale spil”.

I det internationale spil om Ruslands nye antipropagandalov forsøgte de russiske lovgivere med Vladimir Putin i spidsen ganske vist at berolige kritikerne af loven med, at den alene var vedtaget for at beskytte mindreårige russere imod propaganda for ikke-traditionelle seksuelle forhold. Men blandt politikere og andre meningsdannere i den vestlige verden var der bred enighed om, at loven var et udtryk for russisk homofobi og diskrimination af homoseksuelle.

Derfor afventede Danmarks Idrætsforbund stadig IOCs anbefalinger, da debatten tog fart i medierne en måned efter lovens vedtagelse, hvor komiteens ledelse foreløbig kun havde meddelt de olympiske medlemslande, at loven ville blive suspenderet under vinterlegene i Sochi.

”Det er dem, der repræsenterer os og de andre deltagerlande, så når de udsteder garantier, forholder vi os til dem. Vi vil ikke lave en isoleret boykot uden om IOC”, sagde Danmarks Idrætsforbunds elitechef, Jesper Frigast Larsen, til Ekstra Bladet. Han understregede dog også, at dansk idræt tidligere havde deltaget i en international boykot af enkelte lande, eksempelvis mod apartheidstyret i Sydafrika.

”Men det skal ske gennem politisk indgriben fra regeringen”, sagde elitechefen om idrætsforbundets holdning til den russiske lov, som menneskerets-organisationen Amnesty International mente både var i strid med FNs verdens-erklæring om menneskerettighederne fra 1948, som slår fast, at ”enhver har ret til menings- og ytringsfrihed”, og artikel 6 i IOCs olympiske charter, der understreger, at ”enhver form for diskrimination mod et land eller en person på grund af race, religion, køn eller andet er uforeneligt med at tilhøre den olympiske bevægelse”.

Få dage senere blev loven også en storpolitisk sag, da USAs præsident Barack Obama i et interview med den amerikanske tv-vært Jay Leno reagerede på, at Rusland havde givet den amerikanske whistleblower Edward Snowden midlertidig asyl på trods af USAs anmodning om at få ham udleveret til retsforfølgelse for at have lækket oplysninger om hemmelige spionprogrammer i det amerikanske forsvar. Barack Obama beskyldte russerne for at være ’faldet tilbage i den kolde krigs tankegang og mentalitet’. Og på et spørgsmål om, hvad den amerikanske præsident mente om den russiske antipropaganda-lov, svarede han, at han fandt loven moralsk krænkende:

”Jeg har ingen tålmodighed med lande, der behandler bøsser, lesbiske og transseksuelle på en måde, som intimiderer og skader dem”, lød det fra Barack Obama, og da han i samme uge aflyste et planlagt møde med sin russiske kollega, Vladimir Putin, fik det for alvor alverdens nyhedsmedier til at spekulere i, om en ny kold krig var under opsejling.

For Ruslands hovedstad Moskva skulle på det tidspunkt være vært for VM i atletik. Og det gav debatten om antipropaganda-loven yderligere næring. Dels fordi det internationale atletikforbunds daværende præsident, Lamine Diack fra Senegal, udtalte, at han respekterede loven og ikke havde nogen problemer med den. Og dels fordi flere af de aktive VM-deltagere også blandede sig i debatten. Nogle atleter malede eksempelvis deres fingernegle i alle regnbuens farver, der ofte anvendes som et symbol på seksuel mangfoldighed:

”Idræt handler om at respektere hinanden, så jeg synes, det var en fin gestus. Jeg mener ikke, at kærlighed til et andet menneske på nogen måde kan være farligt. Hvis jeg kan vise det på en så enkel måde som at male neglene i regnbuens farver, føles det som en ret lille sag i forhold til forhåbentlig at sprede noget glæde. Der vil også være folk, der bliver oprørte over det, men jeg har fået mange positive kommentarer”, forklarede den svenske højdespringer Emma Green-Tregaro om baggrunden for sin farverige demonstration, og den amerikanske VM-sølvvinder i 800-meter løb, Nick Symmonds, valgte at dedikere sin medalje til alle bøsser og lesbiske, hvilket han forklarede således:

”Jeg tror på, at alle mennesker fortjener lige rettigheder ligegyldigt, hvordan gud skabte dem. Hvad enten du er bøsse, heteroseksuel, sort eller hvid, vi fortjener alle de samme rettigheder. Hvis der er noget, jeg kan gøre for at fremme denne sag, vil jeg gøre det. Jeg har respekt for Rusland som nation, men jeg er uenig i landets lovgivning”.

De vestlige VM-atleters protester imod den russiske lov var imidlertid ikke populær hos den største russiske atletikstjerne, stangspringeren Yelena Isinbaeva. Hun mente, at atleternes protester var respektløse over for hendes hjemland:

”Vi er russere. Måske er vi anderledes end mennesker fra andre lande. Men vi har vores love, som alle må respektere. Vi anser os for at være normale. Drenge lever sammen med piger, og piger lever sammen med drenge. Sådan har det været langt tilbage i tiden. Vi har aldrig haft problemer med sådan noget før, og vi får det ikke i fremtiden”.

Den russiske stangspringers udtalelser faldt dog ikke i god jord hos vestlige atleter, som mente, at Yelena Isinbaevas udtalelse var i strid med de olympiske idealer om at respektere alle mennesker. Allerede dagen efter følte hun sig derfor nødsaget til at udsende en pressemeddelelse, hvori hun forklarede, at hun var blevet misforstået, fordi hun havde udtalt sig på engelsk, som ikke er hendes modersmål:

”Det, jeg ville sige, var, at folk skal respektere andre landes love, især når de er gæster i et andet land. Men lad mig gøre det klart, at jeg respekterer andre atleters synspunkter, og lad mig slå fast, at jeg er imod enhver form for diskrimination af homoseksuelle”.

Men også i Danmark begyndte debatten om den russiske lov nu at tage til i styrke. Amnesty International og Copenhagen Pride arrangerede en protest-demonstration fra Christiansborg til den russiske ambassade i København. Venstres tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen mente, at loven var et udslag af, at Vladimir Putin såvel indenrigspolitisk som udenrigspolitisk var begyndt at puste sig op som en ’international ballademager’. Og både SFs daværende udenrigsminister Villy Søvndal og det ellers så tavse danske IOC-medlem Kronprins Frederik blandede sig ligeledes i en debat, der også i andre lande end Danmark førte til folkelige demonstrationer med et fælles krav om, at IOC skulle fratage Rusland værtskabet for vinterlegene.

80 andre lande i verden havde ganske vist lignende forbud mod homo-seksualitet. Otte af disse lande havde dødsstraf for overtrædelser af forbuddet. Men det fyldte ikke meget i hverken den danske eller internationale debat om den russiske lov. En debat, der set med russiske øjne havde udviklet sig til en ensidig politisk hetz fra Vesten mod Rusland i en sag, som politikerne bag antipropagandaloven mest af alt betragtede som utidig vestlig indblanding i et indenrigspolitisk russisk anliggende.  

Udenrigsminister Villy Søvndal mente, at den russiske lov var dybt kritisabel, fordi den risikerede at fremme diskrimination og overgreb mod minoriteter i det russiske samfund. Desuden fremhævede han, at der allerede var eksempler på, at  homoseksuelle russere blev forfulgt og overfaldet af homofobiske hadforbrydere i det olympiske værtsland, som skulle arrangere OL for første gang siden legene i Moskva i 1980, dengang Rusland var en del af det kommunistiske Sovjetunionen. Den danske udenrigsminister lovede derfor, at han ville rejse sagen over for den russiske udenrigsminister, fordi det for den danske regering var blevet ”en afgørende vigtig sag”, som han udtrykte det.

”Loven giver en officiel blåstempling. Vi vil holde Rusland fast på deres internationale forpligtelser”, sagde Villy Søvndal til Politiken, mens direktør Jonas Christoffersen fra Institut for Menneskerettigheder i samme avis opfordrede regeringen til at indlede en egentlig diplomatisk offensiv mod Rusland:

”Det er positivt, at man nu reagerer. Loven vil uden tvivl promovere had mod seksuelle minoriteter. Derfor skal regeringen på alle niveauer og med alle midler protestere for at få det ændret inden OL”, lød det fra direktøren.

Som IOCs repræsentant i Danmark understregede Kronprins Frederik imidlertid, at komiteens daværende præsident Jacques Rogge allerede havde forklaret sagens alvor overfor Rusland:

”Hvis enkelte grupper diskrimineres, er det et brud på det olympiske charter, den olympiske ånd og ikke mindst den kontrakt, ethvert værtsland indgår med IOC. Dette har IOCs præsident gjort klart overfor de russiske arrangører”, sagde den danske tronarving til avisen.

Af samme årsag var Danmarks Idrætsforbunds formand Niels Nygaard derfor også helt overbevist om, at de olympiske vinterlege i Sochi ville forløbe uden overgreb mod homoseksuelle atleter og tilskuere:

”Vi har fået så store garantier om selve OL, at vi er trygge ved det. Jeg er overbevist om, at myndighederne også vil overholde det. Det er Rusland simpelthen nødt til”.

Men dermed stoppede debatten ikke. For både internettet og nyhedsmedierne var fyldt med dokumentation for, at der allerede foregik mange hadforbrydelser imod russiske homoseksuelle i det olympiske værtsland. Og det fik Dansk Folkeparti udenrigspolitiske ordfører, Søren Espersen, til at mene, at blandt andre den danske kulturminister skulle protestere på Danmarks vegne ved at blive væk fra vinterlegene i Sochi.

”Vi skal ikke have nogen repræsentanter fra det officielle Danmark til stede”, mente folkepartiets udenrigsordfører og fik debatten om den russiske antipropaganda-lov til at minde om den debat om menneskerettigheder i Kina, som Folketinget havde haft i foråret 2008 som optakt til de olympiske lege i Beijing. En mindst lige så politisk følsom debat, som dengang havde været årsag til, at flere af kongehusets øverste embedsmænd, med Dronning Margrethes accept, tryglede Kronprins Frederik om at opgive sin planlagte olympiske karriere.

Heller ikke Venstres kulturpolitiske ordfører, Michael Aastrup Jensen, fandt formildende omstændigheder i hverken Kronprins Frederiks og Niels Nygaards olympiske forsikringer eller enkeltstående russiske politikeres løfter om, at den nye russiske lov ville blive sat ud af kraft under legene i Sochi. For de russiske meldinger var ikke enslydende. Eksempelvis havde Ruslands daværende sportsminister, Vitaly Mutko, udtalt, at de russiske myndigheder også ville holde atleter og tilskuere under OL i Sochi ansvarlige, hvis de under legene propaganderede for ikke-traditionelle seksuelle forhold.

”Vi har brug for at få præsident Putin på banen. Han er Ruslands mest magtfulde mand, og det er kun ham, der kan give en garanti, som vi kan stole på”, sagde Michael Aastrup Jensen i Jyllands-Posten.

Det samme ønske gav de konservatives gruppeformand, Brian Mikkelsen, udtryk for. Han mente heller ikke, at den danske regering burde udelukke at boykotte legene i Sochi, men omvendt var han også parat til at ’give IOC tid til at skyde med skarpt efter Putin’:

”De skal simpelt hen banke ham på plads, så denne lov kan stoppes. Sker det ikke, så må man overveje situationen”.

Og det var da netop, hvad Danmarks daværende kulturminister, Marianne Jelved, valgte at gøre:

”Jeg vil ikke anbefale det ene eller det andet i offentligheden. Jeg vil dog sige, at jeg vil være i stand til at argumentere både for en boykot og for, at man truede med at tage til Rusland for at diskutere sagen med alle de russere, man møder. Begge muligheder rummer fordele og ulemper”, sagde sportens minister og understregede, at diskussionen om, hvorvidt et olympisk værtsland lever op til de forhold, IOC kræver, i øvrigt ikke var ny.

Det var imidlertid ikke kun de danske politikere, som havde svært ved at finde ud af, hvilket ben de skulle stå på i sagen om den russiske antipropagandalov. De danske mediekommentatorers holdninger til loven, og ikke mindst til, hvordan det officielle Danmark skulle reagere på den, var lige så delte. Eksempelvis mente Berlingskes sportschef, Flemming Fjeldgaard, at både Kronprins Frederik og Danmarks Idrætsforbund formand, Niels Nygaard, nu havde en enestående chance for at skrive dansk og international idrætshistorie:

”Men tør Kronprins Frederik mon udfordre den konfliktsky attitude i IOC og sige fra over homofobien? Han får ikke held med at overbevise nogen, men det ville da være energifyldt at markere et standpunkt. Og tør DIFs ledelse sige nej tak til OL? Det skulle man jo tro. DIF er bevidst om det samfundsansvar, der følger med næsten al idræt herhjemme. DIF ’nedkæmper skel mellem kulturer og lærer børn at respektere hinanden’ hedder det blandt andet i DIFs værdisæt. Men indtil videre har DIF meddelt, at man følger IOC”, skrev sportschefen og forklarede, hvorfor han anså dette for at være problematisk:

”Det er et problem, at vi alle sammen allerede er fuldstændig sikre på, at DIF hverken kunne drømme om en selvstændig boykot eller om på anden vis at forlade de behagelige skygger bag IOC, der for øvrigt i aftes forbød OL-deltagerne i Sochi at protestere mod den russiske lov”.

Andre kommentatorer hos Berlingske fokuserede imidlertid mindre på Danmarks Idrætsforbunds og kronprinsens samfundsansvar og mere på IOCs overordnede ansvar som ejer af de olympiske lege. I en lederartikel i avisen fik den danske tronarving endda ros for, at han i Politiken havde videreformildet IOCs officielle udtalelse om, at komiteens præsident havde gjort det klart overfor Rusland, at diskrimination af enkelte grupper var et brud på det olympiske charter, den olympiske ånd og russernes kontrakt med IOC som kommende olympisk værtsland:

”Så vidt, så godt. Hvad skal der mere til? En international boykot af Vinter-OL, for eksempel i EU-regi, er næppe den rette vej at gå. Dels kan overgreb på menneskerettigheder påtales ad diplomatisk vej, som det er sket – og til stadighed sker – i forbindelse med Kina, der i 2008 var vært for Sommer-OL. Dels risikerer man i den konkrete situation, at de, der allerede er forfulgt i Rusland, gøres til syndebukke for det prestigetab, en boykot vil være for Ruslands sportsglade præsident Putin og hans allierede”.

Til gengæld var Berlingske ikke i tvivl om, at det virkede bizart, at IOC tilsyneladende stillede sig tilfreds med russernes løfte om, at der ikke ville ske nogen forfølgelse af homoseksuelle, som havde planer om at rejse til Vinter-OL ’i det homofobe kæmpeland’, som lederskribenten døbte Rusland:

”Lovgivningen anses altså på den ene side af IOC for at være så grum, at det officielle Rusland skal stille garantier mod overgreb. På den anden side kan man fra IOCs side godt leve med at låne legitimitet til det land, der har vedtaget lovene. Man kunne fristes til at kalde IOCs strategi for dobbeltmoralsk og opportunistisk”.

Men udover at stemple Kronprins Frederik og hans olympiske kollegers holdning i sagen som dobbeltmoralsk og opportunistisk, fandt Berlingske det også nødvendigt at minde om, at det var en ubehagelig og vanskelig situation, Rusland havde bragt såvel sine homoseksuelle medborgere som den internationale sports-verden i.

”Der er ingen lette løsninger, men i hvert fald én ting er afgørende: At den øgede opmærksomhed på Ruslands overgreb på egne borgere, som Vinter-OL fører til, ikke må forsvinde, når Vinter-OL er slut. Presset skal fastholdes. Andet kan hverken verdenssamfundet i almindelighed eller homoseksuelle i særdeleshed leve med”.

For BT var det imidlertid Kronprins Frederiks udtalelse om sagen i Politiken, der var mest interessant. Avisen noterede blandt andet, at kronprinsen havde fået ros for sin udmelding, og at det var ham vel undt:

”Men rolig nu. Det er altså ikke noget gevaldigt voldsomt slag i bolledejen, vi oplever. Vist er der tale om det mest kontroversielle tema, kronprinsen endnu har ytret sig om, men reelt gentager han IOCs velkendte synspunkt. En melding uden antydning af, hvilke konsekvenser Ruslands diskriminerende ageren bør få. En melding vejet på den royale guldvægt”, lød konklusionen:

”Det er velkomment, at kronprinsen leverer andet end antidoping-markeringer og velmenende tale om, at børn har godt af at dyrke idræt. Men samtidig udstiller den nye melding det dilemma, det er at have et IOC-medlem, der ikke kan give den mere gas som debattør i sager, hvor Danmarks stemme meget gerne må høres”.

Men at Danmark ikke kun talte med én stemme i den russiske homosag fremgik af, at den samme avis dagen efter lod Venstres kulturordfører Michael Aastrup Jensen være fortaler for en boykot af vinterlegene i Rusland, mens Vivi Jelstrup fra den danske organisation af lesbiske, bøsser, biseksuelle og transseksuelle, LGBT, talte imod en boykot.

”Min erfaring med Rusland efter at have rejst der mange gange er, at det, der virker overfor Putin, er at sætte hård mod hårdt. Hvis et samlet verdenssamfund siger, at deres homo-lov er så langt væk fra OL-ånden, at de bliver nødt til at gøre noget, så vil det have en effekt. Putin har brug for, at OL kommer til at være et fantastisk flot projekt – og det vil det ikke blive, hvis hele EU boykotter OL”, sagde Michael Aastrup Jensen, men Vivi Jelstrup var lodret uenig:

”De homoseksuelles organisationer i Rusland ønsker ikke, at man boykotter OL, og det synes jeg, vi skal følge. Det vil gå endnu mere ud over homoseksuelle i Rusland. De er i forvejen jaget vildt, og de vil blive det endnu mere, hvis der kommer en boykot, for så vil det være ’deres skyld’, at det sker”, sagde hun og mindede om, at 72 procent af den russiske befolkning var modstandere af homoseksualitet, og at den russiske regerings propaganda imod homoseksuelle var lykkedes i en sådan grad, at nynazistiske grupper i Rusland opfattede det som deres pligt at angribe unge homoseksuelle og mishandle dem – flere af dem til døde.

Når kritikken ramte Rusland hårdere end andre lande med en lignende lovgivning, som også forbød homoseksuel adfærd, skyldtes det ifølge Vivi Jelstrup, at de fleste andre lande trods alt arbejdede for at forbedre homoseksuelles rettigheder, mens russerne nu gik den modsatte vej.

”Og så skyldes det selvfølgelig også, at OL er en særlig begivenhed med masser af sportsfolk og publikum. Putin vil ikke høre på nogen, men måske vil han, når det er hans store projekt. Vi kunne godt tænke os, at IOC var noget skarpere i tonen. Hvis de nu får alle de garantier, de kan, under selve OL, hvad så med homoseksuelles rettigheder bagefter?”, spurgte hun i Jyllands-Posten.

I samme avis deltog også professor Hans Bonde fra Institut for Idræt på Københavns Universitet i debatten. Han sammenlignede blandt andet debatten om den russiske lov med debatten om Tysklands forfølgelse af jøder før legene i Berlin.

”I 1936 var selv Hitler klog nok til at love IOC ikke at krumme et hår på tilrejsende jøders hoveder. Putin er nødt til at komme på banen og som minimum garantere alle homoseksuelle deltagere og tilskueres rettigheder, mens legene står på. Han har ikke råd til, at de her lege ikke bliver til noget, og at statsoverhovederne fra de store nationer bliver væk”.

Samtidig forklarede idrætshistorikeren, hvorfor han betragtede OL som en sportsbegivenhed, der var særlig velegnet til at skabe protester:

”IOC har en ideologi, olympismen, og det eneste, der nærmer sig noget konkret i den, er forestillingen om at samle hele verden, alle lande, køn, etniciteter, religioner, men jo også seksualiteter. Grundydelsen er, at man vil give menneskeheden en forenende oplevelse, og derfor kan IOC ikke leve med, at en værtsnation så åbenlyst vil skille folk ad og sige, at nogle mennesker er mere rigtige end andre”.

Med andre ord lignede den to uger lange internationale debat om den russiske lov en stillingskrig, hvor Rusland forsøgte at forsvare sin nationale selvbestemmelsesret, mens Vesten omvendt prøvede at få landets politiske ledere til at acceptere, at alle russere var omfattet af de internationale menneskerettigheder, og at deres rettigheder skulle respekteres, hvis Rusland ville være en del af det internationale fællesskab.

Derfor vakte det også en vis opsigt i de danske medier, at Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen i TV 2 News gav udtryk for, at Kronprins Frederik skulle have afholdt sig fra at udtale sig om den russiske lov, fordi ’hoffet og kongefamilien bør holde sig helt fra politiske markeringer’, mens han omvendt mente, at ’monarkiet skal nok overleve den her lille bøssesag fra Rusland’.

For at debatten ikke kun drejede sig om ’en lille bøssesag fra Rusland’, blev blandt andet understreget af, at 12.000 danskere den 20. august 2013 deltog i den planlagte danske demonstration mod antipropaganda-loven, hvor deltagerne gik fra Christiansborg til den russiske ambassade i København under mottoet ’To Russia With Love’ for at aflevere de første af 50.000 danske underskrifter imod loven.

Da to kvindelige russiske atleter, Kseniya Ryzhova og Tatyana Firova, fejrede Ruslands sejr på i 4 x 400 meter på den sidste VM-dag i Moskva ved at give hinanden et stort smækkys på munden midt under medaljeceremonien, var det derfor ikke kun et signal om, at antipropagandaloven heller ikke var lige populær blandt alle russere. Kysset kunne også tolkes som et forvarsel om, at protesterne imod loven kun lige var begyndt, og at det næppe var en lille sag, som ville være glemt, når vinterlegene skulle afholdes i Sochi et halvt år senere.

Glemt blev loven i hvert fald ikke. For som Ekstra Bladet konstaterede efter en måneds internationale protester imod den russiske lov, der blandt andet fik homoseksuelle til at hælde Coca-Cola ud på Times Square i New York i vrede over den amerikanske sodavandsgigants sponsorat med IOC, så blev også komiteens medlemsmøde i Buenos Aires i september 2013 med valg af ny olympisk præsident og værtsby for legene i 2020 overskygget af den ophedede debat om den russiske anti-propagandalov.

I en artikel, der havde overskriften ”Frede er gidsel i Putins bøssepolitik”, slog avisens sportskommentator fast, at de forsikringer, den danske tronarving og de øvrige medlemmer af IOC havde fået af russerne, ikke var det papir værd, de var skrevet på:

”Ikke uden grund kan man trække paralleller til de olympiske lege i Berlin i 1936, da Hitler var godt i gang med sine jødeudryddelser. IOCs ledere lukkede øjnene, gnubbede skuldre med Hitler og hans regime og gjorde i det hele taget gode miner til slet spil. Det har siden martret mange i den olympiske bevægelse, og det er et grumt kapital, som flere gerne vil have slettet fra historiebøgerne. Nu er historien ved at gentage sig i Rusland”.

I den samme artikel understregede kommentatoren dog også, at en boykot af legene i Sochi efter alt at dømme var udelukket, fordi Rusland allerede havde brugt så mange penge på forberedelserne, at det formentlig ville blive historiens hidtil dyreste olympiske lege:

”Den kamp tør IOC ikke tage, og det ved Putin bedre end nogen anden. IOC kan heller ikke selv leve uden legene. TV-rettigheder og andre kommercielle rettigheder for tilsammen mange milliarder er solgt til hele verden, og det er penge, som ryger direkte ned i IOCs i forvejen bugnende pengetank. Legene i Sochi vil blive afviklet efter planen. Hele IOC-flokken vil være der. Også Kronprins Frederik, selv om han måske ikke bryder sig om det. Han vil være et gidsel. Men sådan er spillet i den forretning. Og hykleriet vil ingen ende tage. Vi vil høre smukke ord om de  olympiske værdier, og om, at vi er en global landsby, fordi sporten bringer mennesker sammen. Samtidig vil homoseksuelle over hele Rusland som sædvanlig blive arresteret, overfaldet, tævet og myrdet. Det sker jævnligt, og du kan se det på YouTube. Alt sammen er velsignet af præsident Putin selv. For i Rusland er hadet blevet gjort til lov”.

En uge senere fik Ekstra Bladet også Kronprins Frederiks skriftlige svar på, hvordan han forestillede sig, at IOC skulle tackle den russiske sag, hvilken forskel der var på legene i Hitlers Berlin og Putins Sochi, og om det fik nogen indflydelse på hans stemme til IOCs præsidentvalg, at den tyske favorit Thomas Bach af den tyske avis Der Spiegel var blevet beskyldt for at misbruge sin position i IOC til at skaffe kunder til sin private advokatforretning. Ingen af tronarvingens svar ændrede dog avisens opfattelse af, at han blot var et velvilligt gidsel i IOC.

På det første spørgsmål svarede kronprinsen via sin rådgiver, Morten Roland Hansen, at han tidligere havde tilkendegivet, at det for IOC var afgørende, at enhver værtsby lever op til det olympiske charter, herunder at der ikke diskrimineres, og at IOC i mellemtiden havde fået en skriftlig garanti fra den russiske regering om, at Rusland ville overholde sine forpligtelser som værtsland i alle henseender. Avisens sammenligning af legene i Sochi med legene i Berlin, hvor Hitlers Tyskland lagde en hel befolkningsgruppe, jøderne, for had, undlod kronprinsen at kommentere. Og på spørgsmålet om beskyldningerne imod IOCs tyske præsidentkandidat Thomas Bach svarede den danske tronarving, at komiteens medlemmer ikke må agitere offentligt for eller imod de enkelte præsidentkandidater, og at han derfor ikke kunne kommentere spørgsmålet.

Med en henvisning til, at borgerkrigen i Syrien, hvor Rusland støttede den syriske præsident Assad, nu også var blevet en del af optakten til vinterlegene i Sochi, fastslog avisen, at ingen længere kunne påstå, at man kan adskille sport og politik, og dette netop var kronprinsens største problem.

Den samme konklusion kom Danmarks anden store sportsavis, BT, frem til, da Thomas Bach to uger senere var blevet valgt som ny IOC-præsident, og han som den første havde Ruslands præsident Putin i telefonrøret med en lykønskning på et tidspunkt, hvor især IOC’s amerikanske sponsorer ifølge komiteens indflydelsesrige norske medlem Gerhard Heiberg pressede komiteen til at overtale russerne til at ophæve antipropaganda-loven.

Under overskriften ”Gå til kanten, Frederik – eller gå af i IOC”, påpegede avisen, at tronarvingen nu havde sit livs chance for at træde i karakter som en voksen mand, der en dag skal være konge:

”Sport og politik er blandet sammen. Og det skal i sådan et tilfælde blandes sammen. Kronprinsen kan måske ikke gå for langt, og IOC kan ikke blande sig i  national lovgivning. Men lige nu taler Bach og co. i IOC om, at atleterne skal holdes i snor. At de ikke må forbryde sig mod paragraf 50 i det olympiske charter, der forbyder politiske demonstrationer. Ingen regnbuefarvede fingernegle. Ingen små pins. Ingen T-shirts med budskaber vendt imod anti-homo-loven. Hvad med om I drejede kanonen den anden vej? Hvad med om I klart meldte jeres værdier ud? Hvad med om kronprinsen ved enhver given lejlighed talte om sine værdier, talte om respekt mellem mennesker og åbent talte om, at han personligt ikke brød sig om det. Få det bare clearet med udenrigsministeriet, men gå til kanten, Frederik. Gør det ofte, og gør det hele vejen frem mod OL. Vis, at du ikke bare er der for at klippe snore, og at du er klar til at tale værdier i nytårstaler. Gør det til en mærkesag”.

Desuden mente BT, at IOCs medlemmer med præsident Thomas Bach i spidsen stod til at dumpe fælt, hvis de talte mere om farlige fingernegle, der kunne opfattes som en politisk demonstration, end om basale menneskerettigheder og anstændighed:

”Formelt er kronprinsen ikke Danmarks repræsentant i IOC, men omvendt. Men derfor må du godt sige, hvad vi står for, Frederik. Ellers er der ikke meget grund til at sidde der. Og til atleterne: Spar mig for flosklerne om, at sport og politik ikke hører sammen. Måske skal I ikke dumme jer og blive sendt hjem. Selvfølgelig skal I koncentrere jer om præstationen. Men derfor kan man godt sige, hvad man mener, hvad vi står for, og hvor vi kommer fra. Og finde sine egne veje til at udtrykke det, så der stadig bliver lagt pres på et land, der – som sagerne står – aldrig burde have haft OL-værtsskabet”.

Men at Kronprins Frederik ikke havde tænkt sig at lytte til de velmente råd fra Ekstra Bladet eller BT kom frem en måneds tid senere, da den australske journalist Jane Wheatley fra avisen Sydney Morning Herald fortalte sine læsere, at hun inden et interview på Amalienborg i København med den danske kronprins og hans australske hustru, Kronprinsesse Mary, havde fået forbud mod at spørge den danske tronarving om hans holdning til den russiske antipropagandalov.

Den australske journalist havde ellers fundet det relevant at spørge Kronprins Frederik, om han som IOC-medlem syntes, det var i orden at afvikle de kommende olympiske vinterlege i et land, der åbenlyst diskriminerede homoseksuelle. Men umiddelbart før interviewet bad Kongehusets kommunikationschef Lene Balleby den australske journalist om at gå med uden for døren, hvor hun forklarede, at den russiske lov var et emne, journalisten ikke måtte stille kronprinsen spørgsmål om.

Heller ikke dette krav fra kongehuset fik dog debatten om den russiske anti-propagandalov til at forsvinde. Hverken i Danmark eller i udlandet. Eksempelvis vakte det en vis opsigt, at selv om IOC havde advaret alle olympiske atleter om ikke at demonstrere imod loven, så havde blandt andre det tyske hold besluttet at rejse til legene i Sochi iført regnbuefarvede OL-uniformer. Og i Rusland kæmpede præsident Putin både for at sikre de hidtil dyreste olympiske lege til 280 milliarder kroner mod mulige angreb fra terroristgrupper i de kaukasiske bjerge omkring Sochi og for at fremstille Rusland i et positivt lys i den vestlige verden. En verden, hvor blandt andre Jyllands-Postens udenrigskorrespondent Per Nyholm i november 2013 betegnede vinterlegene i Sochi som ”et perverteret og hæsligt teater”, som både den danske regering og Kronprins Frederik burde holde sig på lang afstand af:

”Hvor er den modige og demokratiske danske atlet, som offentligt træder frem og siger, at han eller hun ikke deltager?”, spurgte korrespondenten med henvisning til, at legene i hans øjne skulle foregå i et tyrannisk diktatur, som udover at forfølge homoseksuelle også spærrede sine politiske kritikere inde i arbejdslejre eller myrdede dem på åben gade.

At bede en dansk atlet om at sige nej tak til at deltage i de olympiske lege virkede imidlertid lige så utopisk, som at en dansk idrætspolitiker skulle afvise at tage imod en ledig plads i IOC. Og det var netop, hvad den danske præsident for det internationale badmintonforbund, Poul-Erik Høyer, fik tilbudt midt i december 2013, hvor debatten om den russiske antipropagandalov og vinterlegene i Sochi endnu ikke var stilnet af. Den dengang 48-årige danske idrætspolitiker var som den eneste kandidat blevet indstillet til et af de 15 medlemskaber i IOC, som er forbeholdt repræsentanter fra de internationale idrætsforbund. Og dermed var Danmarks Idrætsforbunds drøm om at få valgt endnu et IOC-medlem, der kunne supplere Kronprins Frederik, gået i opfyldelse:

”Det er et enormt skulderklap til Poul-Erik Høyer, at tilliden til ham i toppen af international idræt er så stor, som den er. Det er gået stærkt, siden han for lidt over et halvt år siden blev præsident for det internationale badmintonforbund, men forinden havde han flere succesrige år i spidsen for det europæiske badmintonforbund. At Poul-Erik har vundet OL-guld er også en ganske stor fordel, når man seriøst er på tale til IOC”, jublede Danmarks Idrætsforbunds formand, Niels Nygaard.

Den olympiske medlemsoptagelse af Venstres liberale byrådspolitiker i Gribskov Kommune skulle ske på IOCs medlemsmøde i Sochi få dage før vinter-legenes åbning. I givet fald ville det blive første gang i historien, at IOC havde to danske medlemmer samtidig.

”Jeg er meget glad for, at Poul-Erik Høyer nu ser ud til at blive IOC-medlem og dermed får endnu mere idrætspolitisk indflydelse, end han har i forvejen. Poul-Erik er en rigtig dygtig idrætspolitiker med høj troværdighed og et hjerte, der brænder for sport”, sagde Niels Nygaard.

”I Danmarks Idrætsforbund arbejder vi med en målrettet satsning for at få danskere valgt til idrættens internationale poster. Vi ønsker at være med, hvor beslutningerne tages, og præge den globale idrætsudvikling – også med tanke på de danske og nordiske værdier. Danmarks Idrætsforbund giver derfor rådgivning og lobbystøtte til danske idrætsledere med internationale ambitioner og har et tilbud om en inter-national uddannelse sammen med kandidater fra de øvrige skandinaviske lande”.

I den forbindelse undlod Niels Nygaard dog at nævne, at Poul-Erik Høyers kommende kollega i IOC, Kronprins Frederik, havde været den direkte årsag til, at forbundet et par år forinden havde opgivet sine planer om at oprette et Advisory Board bestående af danske idrætspolitikere i internationale idrætsorganisationer, der skulle rådgive forbundets ledelse om internationale forhold. Eksempelvis om forholdene i Rusland i december 2013, hvor det russiske parlament forsøgte at komme sine kritikere i møde, da parlamentet behandlede et forslag fra præsident Putin om at give amnesti til en lang række fængslede systemkritikere i Rusland.

Blandt de fængslede systemkritikere i Rusland var den danske Greenpeace-aktivist Anne Mie Roer Jensen og de to verdenskendte russiske Pussy Riot-aktivister Nadezhda Tolokonnikova og Maria Alyokhina, som var blevet anholdt i begyndelsen af 2012 efter en Putin-kritisk happening i en russisk-ortodoks kirke i Moskva. Da de fængslede aktivister under stor medieopmærksomhed blev løsladt den 23. december i julen 2013, var Maria Alyokhina ikke i tvivl om, at amnestien blot var et led i en  russisk propagandakrig, hvor præsident Putins regering desperat forsøgte at forbedre Ruslands dårlige omdømme i vesten i sidste øjeblik inden vinterlegene i Sochi. Lege, som ikke kun blev kritiseret for at foregå i et land, der forfulgte homoseksuelle, men også for at have kostet de russiske skatteydere milliarder af kroner til korrupte entreprenører i præsident Putins foretrukne badeby ved Sortehavet:

”Jeg har ikke bedt om benådning. Vi ville være blevet siddende vores tid ud. Vi ønsker ingen nåde fra Putin. Jeg har nu set denne lille, totalitære maskine indefra. Rusland fungerer som en fangelejr. Dette er ikke en amnesti. Det er et svindelnummer og et pr-stunt”, sagde Maria Alyokhina umiddelbart efter sin løsladelse fra en fangelejr i Sibirien.

På trods af den russiske charmeoffensiv var der da heller ingen tegn på, at Ruslands mange kritikere i USA og Vesteuropa havde tænkt sig at ændre mening om den russiske antipropaganda-lov. Få dage før amnestien trådte i kraft, meddelte den amerikanske regering, at hverken præsident Barack Obama eller vicepræsident Joe Biden ville overvære legene i Sochi.

Til gengæld ville den officielle amerikanske OL-delegation bestå af blandt andre to kendte, lesbiske amerikanere; den tidligere tennisstjerne Billie Jean King og den tidligere ishockeystjerne Caitlin Christine Brennan. Og det kølige politiske forhold mellem de to stormagter blev ikke bedre af, at præsident Putin også spillede bolden den anden vej.

Med en henvisning til den amerikanske afhopper og whistleblower Edward Snowdens afsløringer af efterretningstjenesten NSAs hemmelige overvågnings-systemer, sagde Putin på sin årlige pressekonference om nationens tilstand, at han var misundelig på Barack Obama, fordi ’han kan spionere løs og slippe afsted med det’, og at han i øvrigt betragtede Edward Snowden som en interessant person, der havde fået mange ledende politikere til at ændre opfattelse af verden.

Både den franske præsident Francois Hollande og den tyske præsident Joachim Gauck tilsluttede sig imidlertid Barack Obamans beslutning om at blive væk fra vinterlegene i Sochi. Og det var i lyset af denne storpolitiske krisestemning, en dansk delegations besigtigelsesrejse til Rusland skulle ses. Delegationen, som var anført af socialdemokraten Mogens Jensen, tog imod en invitation fra formanden for det russiske parlament, Sergej Narisjkin, om selv at rejse til Moskva og besigtige forholdene for landets seksuelle minoriteter.

Rejsen var kommet i stand, efter at den russiske politiker havde fået kritik i Europarådet for sit parlaments vedtagelse af antipropagandaloven. Og efter et halvt års politiske overvejelser om, hvordan den danske regering skulle reagere på loven, besluttede også de radikales daværende danske kulturminister Marianne Jelved at rejse til legene i Sochi. Men allerede inden afrejsen kunne kulturministeren i januar 2014 konstatere, at de danske aviser få uger før legenes åbning nu også satte endnu større fokus på de homoseksuelles forhold i Rusland end tidligere.

Berlingskes korrespondent i Rusland, Simon Kruse, interviewede en gruppe unge, pistolbevæbnede mænd i et fattigt boligkvarter i det nordvestlige Moskva, der var blevet kendt som et arnested for nogle af landets værste hadforbrydelser. En af de unge russere, Vitalij Tsimodanov, forklarede, at han og tre kammerater, som poserede for avisens fotograf med knyttede næver, var medlemmer af et vagtværn, der så det som deres fornemste opgave at holde samfundet rent:

”De syge dele skal udryddes. Det er for eksempel dem, der ikke har en normal seksualitet. Vi mener, at alle bøsser skal ud af vores land. De er syge elementer, der skal udryddes. Da kan blive deporteret til Holland eller Europa, hvor man beskytter dem, som om de var normale mennesker”.

De fire unge moskovitter var ifølge avisen med i en nynazistisk bevægelse, som tævede og ydmygede russere, der blev beskyldt for at være homoseksuelle eller pædofile. Overfaldende blev filmet og vist på YouTube, som om de var et tv-show. Og selv i Ruslands landsdækkende medier var offentlig fordømmelse af homo-seksuelle blevet en yndet folkesport blandt tv-værter og mediedebattører, der ifølge avisen forsvarede overfaldsmændene med, at deres handlinger blot var udtryk for ’samfundets selvopholdelse’. En holdning, der ifølge avisen skulle forstås som led i en større politisk kamp for Ruslands ’traditionelle familieværdier’, som var begyndt to år tidligere i landets næststørste by Skt. Petersborg og nu havde udviklet sig til en landsdækkende kampagne anført af præsident Putin. Eller som den russiske sociolog Olga Krysjtanovskaja forklarede den danske avis:

”Det kommer fra en fløj, der ikke ønsker globalisering og vestlige værdier, og som siger, at vores egen civilisation er meget bedre og sundere. Hvorfor? Fordi   mange føler, at vi mangler noget at være stolte af. I sovjettiden kunne man være stolt af kommunisme, lighed, bomber og rumfart. Nu har Rusland glemt, hvad man kan være stolt af. Dem, der er ved magten nu, støtter en konservativ linje, hvor vi siger, at vi er noget særligt, fordi Vesten har tabt de sande værdier af syne, mens vi styrker dem”, sagde sociologen om Ruslands politiske forsøg på at fremstå som en stormagt under moralsk oprustning på bekostning af landets homoseksuelle.

Men Berlingskes korrespondent i det olympiske værtsland kunne også berette om, at de russiske myndigheder i månederne op til vinterlegenes åbning i Sochi havde slået hårdt ned på russiske miljøaktivister, som tillod sig at kritisere omfattende skader på miljøet i området, som de mente, at præsident Putins olympiske prestigeprojekt var årsag til. Eksempelvis blev en af landets mest fremtrædende miljøforkæmpere, Jevgenij Vitisjko, en uge før legene anholdt af den russiske sikkerhedstjeneste FSB og stod ifølge avisen nu til en årelang fængselsstraf.

Da kulturminister Marianne Jelved i begyndelsen af februar 2014 besluttede at rejse til Sochi med en lille, regnbuefarvet sløjfe i kufferten som en stille protest mod den russiske antipropaganda-lov, handlede det derfor mest om symbolpolitik. I sit kontor på Gammel Strand i København havde den radikale minister vejet fordele og ulemper op imod hinanden og fundet det mest fordelagtigt at tage til Rusland og forsøge at tale russerne til fornuft fremfor at blive væk. Også selv om hendes ministerkolleger i Sverige og Finland havde meddelt, at de ville blive væk fra den olympiske åbningsceremoni af politiske årsager.

”Jeg kan slet ikke følge dem. De kommer jo til legene senere, og så er det ikke andet end en halv boykot. Det kan jeg ikke bruge til noget”, sagde Marianne Jelved til Ekstra Bladet inden afrejsen.

Men at den danske kulturminister heller ikke selv havde tænkt sig at deltage i åbningsceremonien, og først ville ankomme til Sochi halvvejs inde i de to uger lange vinterlege, var til gengæld ikke udtryk for en delvis dansk boykot, forklarede hun. Det var kun et spørgsmål om, at hun ikke havde tid:

”Hvis jeg skulle have været til åbningen, skulle jeg være i Sochi i rigtig lang tid. Det passer ikke med min kalender. I stedet har jeg valgt at komme senere for at følge de danske deltagere. I øvrigt er der ikke tradition for, at den danske regering deltager i åbningsceremonien. Brian Mikkelsen gjorde det engang som kulturminister, men det var, fordi han samtidig benyttede lejligheden til at stille op som vice-præsident i WADA”, forklarede Marianne Jelved og uddybede, hvordan hun havde tænkt sig at fremføre den danske regerings syn på den russiske antipropaganda-lov:

”Hvis jeg møder min ministerkollega, vil jeg sige, at det undrer os meget, at de har vedtaget den lov om homoseksuelle. Og jeg vil minde dem om den fælles udtalelse, som vi, 19 kulturministre i EU, sendte til russerne i oktober. Jeg tager også derover med den holdning, at vi til enhver tid skal drøfte menneskerettighederne. Ligesom vi har gjort i Kina. I stedet for boykot udøver vi den kritiske dialog”.

Ved samme lejlighed prøvede kulturministeren også at forklare, hvorfor hun ikke havde skrevet under på Amnesty Internationals protestskrivelse til Ruslands  politiske leder Vladimir Putin, sådan som 360.000 andre kritikere af den russiske lov netop havde gjort:

”Jeg skriver ikke under på den slags. Jeg bruger den talerstol, jeg har som folketingsmedlem og minister. Men jeg mødes med Amnesty for at høre, om de kan rådgive mig om, hvilke mennesker jeg kan komme i kontakt med i Rusland”, sagde hun og forklarede, hvorfor det overhovedet var vigtigt at sende unge danske idrætsfolk til et regime som det russiske:

”Fordi vi skal fastholde, at OL er et sportsarrangement, hvor unge mennesker kappes under fredelige former. Det skal ikke spoleres af det politiske. Som nævnt går vi ind for den kritiske dialog, og derfor tager jeg også med Den Kongelige Ballet til Sankt Petersborg i marts, ligesom jeg rejser til Moskva i april for at underskrive en kulturaftale med russerne”.

Marianne Jelveds kritiske dialog med Rusland var dog en kulturpolitik, som langt fra alle danskere var enige i. En uge før vinterlegenes åbning satte Jyllands-Postens udenrigskorrespondent Per Nyholm atter et stort spørgsmålstegn ved såvel den danske regerings som de danske OL-atleters og det danske IOC-medlem Kronprins Frederiks moral:

”Af de atleter, som Danmarks Olympiske Komite agter at sende til vinter-legene i Sochi, har mig bekendt ikke én betakket sig. Sportsfolkene deltager tankeløst og amoralsk i et propagandastævne, der skal kaste glans over præsident Putins i mange henseender fallerede regime. Kan danskerne virkelig hævde, at sport og politik ikke må blandes sammen? Kan de være uvidende om, hvad der foregår i Rusland og de undertrykte republikker på Sortehavets nordkyst, hvor legene indledes næste fredag? Nej. De er ikke dummere end os andre. De ved, at USAs præsident Obama, Tysklands præsident Gauck og Frankrigs præsident Hollande har sagt fra, fordi de ikke kan med manglen på demokrati og retsstatslige tilstande i det putinske Rusland. Sportsfolkene er en skamplet på Danmark. Nu mangler vi blot, at regeringen i København sender en minister. Så vil bunden være nået”.

Det var Marianne Jelved tydeligvis ikke enig i. Men Per Nyholm rettede en lignende kritik mod Kronprins Frederik, som han gav et stort medansvar for IOCs rolle i sagen, selv om den danske tronarving endnu ikke var medlem af IOC, da komiteen i 2007 tildelte værtsskabet for vinterlegene til Sochi:

”At IOC besluttede sig for Sochi vidner om en hårrejsende kynisme. Sochi ligger i subtroperne. At indrette dette forsømte badested til vinterlege medførte nødvendigvis korruption og naturødelæggelser uden sidestykke i nyere tid. Kan man i fremtiden tage IOC alvorligt, når komiteen taler om sober økonomi, sober økologi og sober sport? Nej. Giver det Kronprins Frederik anledning til eftertanke? Han er medlem af IOC og som sådan medansvarlig. Af hensyn til kongehusets reputation bør han forlade IOC”.

Uanset, hvor velment korrespondentens  råd angiveligt var, valgte Kronprins Frederik at overhøre det. Men på vinterlegenes åbningsdag meldte den danske tronarving sig også i koret af kritikere, som ikke brød sig om Ruslands rekordstore OL-budget på 280 milliarder kroner, hvilket var større end alle andre tidligere vinterlege tilsammen og gjorde Sochi-legene til historiens dyreste OL. I et interview med Politiken erklærede kronprinsen sig enig med blandt andre IOC-præsident Thomas Bach i, at det var en tendens, der skulle bremses:

”Som forholdene er i dag, er det i sidste ende værtslandenes egen beslutning, hvor mange penge, det vil bruge på OL. Jeg er ikke i tvivl om, at de sportslige rammer i Sochi vil være uovertrufne. Det kan vi glæde os over, men jeg er enig med de IOC-medlemmer, der udtrykker bekymring over de mange penge, russerne har brugt”.

Af samme artikel fremgik det, at det i perioden 1956 til 1992 i gennemsnit havde kostet 4,8 milliarder kroner at arrangere de olympiske vinterlege, mens prisen i perioden 1994 til 2010 var steget til 17 milliarder kroner i gennemsnit. Sochis vinterlege til 280 milliarder kroner var således helt uden for kategori, og det bekymrede blandt andre Jens Sejer Andersen, international chef i organisationen Play the Game under Idrættens Analyseinstitut:

”Priseksplosionen er med til at skubbe legene hen mod lande, hvor regeringen eller statschefen uden offentlig debat kan beslutte at bruge enorme beløb hen over hovedet på borgerne. Det er ofte også lande, der har problemer med at forvalte de menneskelige værdier og rettigheder, som sporten netop gerne vil ses som forkæmper for”.

I den samme avis mindede en lederartikel samme dag dog også om, at ’når vi i Vesten øjner en skandale, skal vi lige huske på, at russere i stort tal foragter aktivister som Pussy Riot og såvel religiøse minoriteter som vestvendte menneskeretsforkæmpere’, og at ’det, der kan give Putin et gult eller rødt kort hos os, kan modsat give ham point på russisk hjemmebane’. Endvidere fastslog Politiken, at Putin med Ruslands værtsskab for vinter-OL i Sochi havde forsøgt at rejse et monument over sin egen og sin nations fortræffelighed, hvilket måske var lykkedes over for en russisk offentlighed:

”Men over for verden står de stærkt kritisable sider af hans embedsførelse og de latterlige sider af hans svulstige image klart til skue – det kan sportslege også gøre for politik”.

På OLs åbningsdag kunne man i Berlingske læse en lignende status over et halvt års international mediedebat om den russiske antipropagandalov og vinterlegene i Sochi. Avisens Moskva-korrespondent Simon Kruse konstaterede, at „Ruslands magthavere giver ingen indrømmelser til Vesten forud for OL”. Tværtimod noterede korrespondenten, at de russiske myndigheder de seneste dage op til legenes åbning havde kastet aktivister i fængsel, blokeret den sidste uafhængige tv-kanal og øget sit pres på nabolandet Ukraines præsident Viktor Janukovitj for at få ham til at slå hårdt ned på demonstranter, som truede med at udløse en revolution i landet:

”Putins OL står og falder ikke med modtagelsen i Vesten. De olympiske lege er først og fremmest et politisk projekt på hjemmefronten. Den veluddannede middelklasse i de store byer har de seneste to år i stigende grad vendt Putin ryggen. Nu forsøger Putin at appellere til national samling med den mest følsomme fortælling, der findes i det nye Rusland: Nedturen og ydmygelserne i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Endelig har Rusland rejst sig igen, lyder  budskabet fra Sochi”.

Da IOC-præsident Thomas Bach den 7. februar 2014 som planlagt åbnede vinterlegene i Sochi efter et år, hvor i alt 139 var døde efter 33 terrorangreb i de nærliggende Kaukasusbjerge, var det under væbnet overvågning af 50.000 politi-betjente, soldater og efterretningsagenter og med et politisk løfte fra præsident Putin om, at ingen homoseksuelle ville blive anholdt og straffet under legene for at skilte med deres seksualitet.

”I kan føle Jer sikre og rolige, I skal bare lade børnene være”, lovede den russiske præsident i en slet skjult sammenligning af homoseksualitet med pædofili.

Ruslands daværende sportsminister Vitaly Mutko gentog ligeledes den russiske regerings tidligere udtalelser om, at landets omstridte antipropagandalov blot skulle beskytte ”vores børns sind, som endnu ikke er formet af propaganda for narkotikamisbrug, alkoholisme og utraditionelle seksuelle forhold”.

Og mens russisk politi slog hårdt ned på enkelte aktivister, som var ankommet til Sochi for at fastholde verdensopinionens fokus på antipropagandaloven, så det da også ud til, at præsident Putin i fred og ro nu kunne sole sig i verdenspressens opmærksomhed på hans olympiske prestigeprojekt.

Nok så mange kritiske ord og demonstrationer fra politikere, menneskerets-organisationer og foreninger for homoseksuelle havde hverken fået Rusland til at ophæve loven eller IOC til at ophæve Sochis værtsskab for vinterlegene. Og det havde kulturminister Marianne Jelved tilsyneladende taget til efterretning, da hun inden afrejsen til Sochi forklarede Berlingske, hvorfor hun tog til Rusland:

”Jeg tager afsted, fordi jeg gerne vil støtte de danske atleter. Derfor kommer jeg på et tidspunkt, hvor jeg ved, at de er i kamp. Det er fordi, det er vigtigt for regeringen at understrege over for idrætsfolk i Danmark, at vi har stor respekt for det arbejde, de gør”.

Alligevel kunne avisen ikke lade være med at undre sig over, at kultur-ministeren, som blot et par måneder forinden havde kaldt det for ”bekymrende og kritisabelt”, at Rusland ikke levede op til ”basale menneskeretslige internationale forpligtelser”, ikke havde aftalt et eneste møde med russiske politikere under sit ophold i Sochi:

”Jeg tror allerede, at russerne kender vores holdning. Jeg og mine kolleger fra 18 andre lande i EU har jo sendt en udtalelse, der handler om vores syn på Ruslands lovgivning vedrørende homoseksuelles rettigheder. Jeg er sikker på, at når jeg kommer til Rusland, så møder jeg også nogle russere. Det kan godt være, at jeg ikke møder nogen fra regeringen, men så mødes jeg med nogle andre. Dem kan jeg så have en kritisk dialog med”, svarede Marianne Jelved.

Da den danske kulturminister ankom til den olympiske værtsby for i tre dage at følge Danmarks to deltagende curlinghold og skiløberne Martin Møller og Christoffer Faarups sportslige anstrengelser, havde hun dog ikke helt opgivet kampen for at holde regeringens fane højt. Hun bar i hvert fald sin lille, regnbuefarvet metalsløjfe på brystet.

”Jeg vil gerne markere en holdning til et aktuelt problem. Rusland giver udtryk for nogle holdninger til homoseksuelle, som vi er dybt uenige i. Det er også holdninger, som strider imod hele den olympiske ide. Jeg er blevet godt klædt på af organisationer i Danmark, og jeg har selv set de tv-dokumentarer, hvor grupper af unge, som kaldes nynazister, overfalder, tæver og maler homoseksuelle. Og politiet står bare og ser på uden at gribe ind. Det er meget slemt. Det er afskyeligt”, sagde kulturministeren til Ekstra Bladet, men understregede også, at Danmark gerne ville bevare et godt forhold til Rusland.

”Det har vi også på mange områder indenfor kulturen. Men vi er også nødt til at fortælle dem, hvad vi ikke kan lide. Desuden tror jeg, at de homoseksuelle, der bliver ramt, er glade for, at nogen udenfor Rusland støtter dem. Man kan kun ændre noget ved at presse på eller ved at gå forrest. Vi var det første land i verden, der tillod registrerede partnerskaber. Nu har mange andre lande gjort det siden, så det viser, at man kan ændre noget”.

Uden udsigt til danske sejre på hverken den politiske eller sportslige front i Sochi kastede de danske medier sig i stedet over det, der lignede en historisk dansk idrætspolitisk sejr: Poul-Erik Høyers optagelse som medlem af IOC.

Selv om den danske præsident for det internationale badmintonforbund ganske vist ikke skulle repræsentere Danmark i IOC, men blot var indstillet til en af de internationale idrætsforbunds 15 pladser i komiteen, konstaterede dagbladet BT dagen efter IOCs medlemsmøde, hvor danskeren blev optaget, med begejstring, at Danmark for første gang nogensinde havde to medlemmer af komiteen.

At Kronprins Frederik formelt heller ikke repræsenterede Danmark i komiteen, men blot sig selv, forhindrede imidlertid ikke Poul-Erik Høyer i at lægge op til et dansk samarbejde, hvor han som nyt medlem ville suge til sig af Kronprins Frederiks fire år lange erfaring i komiteen.

”Jeg forestiller mig bestemt, at vi kan gøre fælles front på nogle områder. Når man har to stemmer, er der mulighed for at markere det bedre. Og vi kan supplere hinanden, det er altid bedre med to end med en. Det er klart, at nu har han siddet der i nogle år og fået noget erfaring, og det vil jeg selvfølgelig drage nytte af. Samtidig har han også Morten Roland (kronprinsens presserådgiver i sportslige anliggender, red.), og han er ved at blive meget rutineret. Så det, Danmark har at arbejde med, er blevet stærkt, og det er forhåbentlig blevet endnu stærkere ved, at jeg er kommet med”.

Hvor Kronprins Frederik havde gjort fremme af verdens folkesundhed og børn og unges deltagelse i idræt til sine to mærkesager i IOC, understregede Poul-Erik Høyer, at han ville arbejde for at bekæmpe doping og matchfixing og fremme åbenhed og gennemsigtighed. Men han så det også som en højt prioriteret opgave at sikre badminton som olympisk idrætsgren i fremtiden, selv om legene i London to år tidligere havde givet badmintonsportens image nogle gevaldige skrammer, da flere OL-badmintonspillere forsøgte at tabe med vilje for at få en nemmere modstander i semifinalerne.

”Badminton er begunstiget af at være med til sommer-OL, og det skal vi også gerne være i fremtiden. Man skal som forbund sikre sig, at man ikke kan se, hvem man skal møde i den næste kamp, så man kan få fordel af at tabe. Det virkede totalt komisk og pinligt, og det var rigtigt at diskvalificere dem. Det gentager sig ikke”, lovede det nyvalgte danske IOC-medlem.

I Politiken forklarede Poul-Erik Høyer, at han som IOC-medlem ikke kun ville tage aktivt del i kampen mod doping og matchfixing, men også i kampen for at sikre atleterne bedre muligheder.

”Jeg kunne godt se IOC lægge nogle overordnede linjer for, hvordan man skal håndtere dopingproblematikken nationalt og i de internationale sportsforbund. Vi skal være der og stå op imod misbruget verden over ved at indtage en mere proaktiv rolle”, sagde han og forklarede, hvad han mente med, at han også ville gøre atleternes muligheder til sin mærkesag.

”Det er ikke alle atleter, der kan leve af deres idræt. Mange sportsgrene stråler lige netop under OL, og så er de væk i fire år. Så hvis vi kan gøre noget for at sikre deres uddannelsesmuligheder eller bedre deres pensions-forhold, så vil jeg meget gerne det. Jeg vil kæmpe for atleternes muligheder for at udnytte de gunstige situationer, et olympisk fænomen kan give dem”.

Efter en uge som medlem af IOC fortalte Poul-Erik Høyer imidlertid Ekstra Bladet, at han efter aflæggelsen af sin olympiske medlems-ed nu også selv stod i en langt mere gunstig situation under legene i Sochi end de 5.000 vintersportsatleter, verdenspressen var kommet til Rusland for at se:

”Jeg fik straks stillet en personlig assistent til rådighed. Og en bil med chauffør. Assistenten koordinerer mine dage i Sochi og bestiller billetter til de begivenheder, jeg skal ud og følge. Jeg fik også et guldkort til de restauranter, som IOC-medlemmer har adgang til på de olympiske anlæg. Her kan jeg spise og drikke, og jeg har ret til at invitere en gæst med”.

Det nyvalgte danske medlem af IOC slap dog for at blive stillet ansvar for komiteens placering af OL i det Rusland, mange lande i Vesten opfattede som en skamplet på de internationale menneskerettigheder. Men det gjorde Kronprins Frederik ikke. I et stort interview med Politiken blev den danske tronarving to dage efter Sochi-legenes åbning spurgt, hvordan det påvirker billedet af den olympiske bevægelse, når OL bliver centrum for politiske diskussioner, hver gang legene tildeles et ikke-vestligt land, og IOC bliver sat i forbindelse med krænkelser af menneske-rettigheder og korruption?

”Sport og politik bør ikke blandes sammen, men jeg erkender blankt, at der er snitflader, hvor man ikke kan undgå noget sammenfald. Men vi må holde fast i, at sporten i det olympiske koncept er hævet over politiske trakasserier, etniske forskelle, seksuel overbevisning og alt det andet. Den bringer verden sammen under samme tag”, sagde Kronprins Frederik, og adspurgt, hvad han tænkte om, at der konstant er snak om at boykotte olympiske lege, der foregår i lande, hvor menneskerettighederne krænkes, svarede han:

”Boykot har været fint anvendt i andre sammenhænge, men nogle gange bliver ordet brugt lidt forkert om legene, synes jeg. For mig at se skader en boykot mere, end hvis man møder op og med vores holdninger viser, hvordan vi med et vesterlandsk udgangspunkt mener, at verden skal hænge sammen. Det kan påvirke landet i en positiv retning, tror jeg på. Det er sikkert også med til at afmystificere de pågældende landes billede af os: Så kan de lokale se, at vi måske ikke er, som de har fået at vide, at vi er”.

Det var det nærmeste, den danske tronarving i IOC kom på at udtrykke en selvstændig holdning til vinterlegene i Sochi og det foregående halve års inter-nationale debat om Ruslands antipropaganda-lov, som lovens mange kritikere anså for at være homofobiens lov. Men i interviewet glædede kronprinsen sig også over, at der med valget af tyske Thomas Bach som IOC-præsident efter hans mening var sket et synligt skifte i komiteen. På IOCs møde i Sochi havde medlemmerne i hvert fald blandt andet diskuteret fremtiden for den olympiske bevægelse og ifølge kronprinsen kastet mange nye bolde op i luften.

”Der var mange gode signaler i løbet af sessionen i Sochi. Jeg tror, at alle – måske lige på nær nogle af de ældste – IOC-medlemmer ytrede sig. Det vil sige, at den yngste del af familien og de sidst ankomne stod frem og sagde deres mening, gav deres input. Det er vigtigt for udviklingen, at alle byder ind. Tidligere har det været lidt sværere. Da jeg selv kom ind, var man lidt bagest i rækken, og det var sådan lidt ’sæt dig ned, ti stille, lyt og lær’ over det. Men heldigvis er der andre vinde, der blæser nu. Det er godt, og det er konstruktivt”, mente kronprinsen, som selv havde foreslået at flytte indendørs boldspil som håndbold, basketball og volleyball fra de olympiske sommerlege til vinterlegene.

Til gengæld havde han svært ved at forklare det konstruktive i, at Rusland havde brugt flere penge på legene i Sochi end alle andre tidligere værtslande for olympiske vinterlege tilsammen, selv om IOC i årevis havde opfordret alle værtslande til at begrænse udgifterne:

”Ja, men IOC er ikke ansvarlig for og bestemmer ikke, hvad værtslandet bruger af penge. Vi kommer med klare anbefalinger og har forskellige komiteer, der følger tilblivelsen af legene – jeg er personligt med i den, der holder øje med vinter-OL 2018 i Sydkorea – og der går vi ind og monitorerer dem og opfordrer dem til at kigge på forskellige løsninger, så der måske er penge at spare.”

Men hvor den danske kronprins så positivt på, at IOC på trods af de inter-nationale protester gennemførte legene i Sochi som planlagt, og han fremhævede præsidentvalget af den spanske fascist og IOC-præsident Juan Antonio Samaranchs tyske mønsterelev Thomas Bach som en glædelig fornyelse i komiteen, var mange olympiske iagttagere i de danske medier af den stik modsatte opfattelse. I en artikel under overskriften ”Kronprinsens kedelige venner” konstaterede Ekstra Bladets udsendte i Sochi, at de godt hundrede medlemmer af IOC fortsat omfattede FIFAs præsident Sepp Blatter, de to sheiker Ahmad Al-Sabah fra Kuwait og Tamin Al-Thani fra Qatar samt Lamine Diack fra Senegal og den egyptiske general Mounir Sabet:

”IOC er således stadig en broget forsamling, og selv om flere, med de to danske medlemmer i spidsen, gerne vil forandring og nytænkning, så er det svært at tro på, det kan lade sig gøre. Især når man ser på sammensætningen af foretagendet. Halvdelen blev udpeget af Samaranch. Det var dengang, IOC stort set var én stor skandale. Meget er blevet bedre siden, men hvis alt bare var nogenlunde godt, så havde vi ikke befundet os i Sochi lige nu. For det er en skandale. Både politisk, økonomisk og moralsk”.

Da Ekstra Bladets udsendte i Sochi fik et interview med Kronprins Frederik få dage før vinterlegenes afslutning, var det imidlertid to andre emner, der prægede interviewet: Den danske tronarvings ugelange fravær under de russiske lege og de voldsomme gadekampe i nabolandet Ukraine, som havde fået flere ukrainske atleter til at forlade vinterlegene og tage hjem til deres familier i den tidligere Sovjet-republik, hvor en regulær borgerkrig mellem EU-venlige nationalister og pro-russiske separatister var ved at udvikle sig.

På avisens spørgsmål om, hvorfor kronprinsen som IOC-medlem på samme måde som i Vancouver under vinterlegene i den canadiske by fire år tidligere også havde forladt OL i Sochi, netop som et af højdepunkterne for medlemmerne af den olympiske bevægelse skulle til at begynde, og i stedet var rejst på en privat vinterferie med sin familie, svarede tronarvingen:

”Det er et højdepunkt, men et OL varer en hel del dage, og nu var det sådan, at den første uge faldt i skolernes vinterferie. Og jeg er helt klart af den overbevisning, at mine børn skal have deres far, når de er så små, og når de har en ferie på det her tidspunkt. Det var jeg slet ikke i tvivl om. Plus at det hjælper min hustru, så hun ikke skal være alene med en barnepige og fire børn. Og det var en stor oplevelse at se dem udvikle sig på ski”.

På et andet spørgsmål om, hvorvidt IOC havde diskuteret, hvordan komiteen skulle kommunikere om situationen i Ukraine, svarede kronprinsen også undvigende:

”Det her er verdens største sportsbegivenhed, og det er det, som IOC forholder sig til. Hvad der sker rundt om i verden, om det så er Syrien eller Ukraine, det er jo politik, og det er et andet bord. Her er det sportsfolkene, topatleterne, det drejer sig om. Og de skal have lov til vise den kæmpe glæde og forløsning, der er ved at stå på et podie”.

Hvor den danske tronarving, når det gjaldt hans egen familie, ikke havde problemer med at prioritere sine private interesser højere end IOCs interesser, var han dog knapt så forhippet på at lade andre medlemmer af den olympiske ’familie’ skilte med deres private følelser, mens de var til OL. Da Ekstra Bladet spurgte ham, hvorfor IOC havde forbudt de ukrainske atleter i Sochi at bære sørgebind i medfølelse med ofrene for urolighederne i deres hjemland, svarede han:

”Det er klart, at der kommer nogle ting i krydsfeltet her, men IOC har et charter, der fortæller, hvordan man skal gebærde sig som atlet ved OL, og det forventer vi, at de overholder. Det er en vurderingssag. Hvor skadeligt er det. Og IOC har altså vurderet, at det skulle de ikke, og at det ikke er her, vi skal lægge vores tyngde. Vi havde også en sag i London 2012, hvor israelerne ønskede, at vi skulle mindes 40-året for massakren på de israelske atleter i München. Der sagde IOC; ikke tale om, det her er en sportsbegivenhed, og vi skal ikke mindes ting, der ikke har været så gode. Ved OL er det sporten, der skal hyldes”.

På trods af den danske tronarvings ønsketænkning om at isolere olympisk sport fra alt andet, der foregår i verden, var det imidlertid ikke kun sporten, der blev hyldet under legene i Sochi. Da IOC den 23. februar 2014 erklærede de første olympiske vinterlege i Rusland for afsluttede, stod Vladimir Putin tilbage som den helt store vinder.

Den russiske befolkning var ovenud tilfreds med, at det var lykkedes at gennemføre præsidentens politiske prestigelege på trods af en massiv international kritik af den russiske antipropaganda-lov. Og det gjorde ikke glæden og den nationale stolthed mindre, at Rusland også fik sportslig oprejsning for landets skuffende medaljehøst ved vinterlegene i Vancouver fire år tidligere.

Med 33 olympiske medaljer, 13 af guld, 11 af sølv og 9 af bronze, blev Rusland på hjemmebane i Sochi en suveræn nummer et på den olympiske medalje-liste foran Norge, Canada og USA. Og ved legenes åbnings- og afslutningsceremonier havde præsident Putin udnyttet den nationale og internationale medieopmærksomhed på vinterlegene og den russiske antipropagandalov til at markedsføre sit land som en kulturel stormagt og sig selv som en stærk statsleder, der ikke bøjede af for international kritik.

Næppe var vinterlegene dog overstået, før præsident Putin demonstrerede, at han havde tænkt sig at bruge sin olympiske medvind til også at styrke Ruslands internationale position. Mens Putin lod sig hylde af sine russiske landsmænd under vinterlegene, og Kronprins Frederik holdt skiferie med sin familie i de franske alper, mistede 87 mennesker i nabolandet Ukraine livet under blodige kampe mellem politi og demonstranter på Uafhængighedspladsen i Kiev.

Kampene i Ukraine var begyndt inden vinterlegene i Sochi, men udviklede sig under legene sig så voldsomt, at Ukraines ministerpræsident, Viktor Janukovitj, dagen før legenes afslutning flygtede ud af sit land i helikopter. Få dage senere dannede oppositionen i Ukraine en overgangsregering med Arsenij Jatsenku som ny ministerpræsident, selv om Viktor Janukovitj holdt et pressemøde i Rusland, hvor han erklærede sig for den retmæssige leder af landet. Og denne politisk ustabile situation udnyttede det russiske parlament den 1. marts 2014 til at give præsident Vladimir Putin tilladelse til at anvende militær magt for at sikre russiske interesser i Ukraine.

En uge efter Sochis vinter-OL sendte det olympiske værtsland militære styrker til Krimhalvøen i det sydlige Ukraine for blandt andet at beskytte sin flådebase på halvøen. Her begyndte russiske soldater at afvæbne ukrainske soldater i en militær magtdemonstration, som fik den ukrainske regering til at udtale, at Rusland havde erklæret Ukraine krig. En krig i det østligste Europa, som tre år senere ved udløbet af Kronprins Frederiks første medlemsperiode i IOC havde kostet mindst 10.000 mennesker livet og fordrevet to millioner ukrainere fra deres hjem, mens Rusland havde taget kontrollen over syv procent af Ukraines territorium.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*