I krigens skygge

Konge af en anden verden - Kapitel 11.

Qatars emir Tamim Al-Thani er IOC-kollega med Kronprins Frederik, som i 2015 overværede ørkenstatens værtskab for VM i håndbold. (Foto: Lars Poulsen)

Mere end halvvejs igennem sin første medlemsperiode i IOC kunne Kronprins Frederik efter de olympiske vinterlege i Sochi hjemme fra København følge med i mediernes daglige beretninger om, hvordan Ruslands militære magtkamp i Ukraine eskalerede i foråret 2014 og gjorde de olympiske idealer om fredelig sameksistens på tværs af nationale grænser, politiske uoverensstemmelser og kulturelle barrierer til skamme.

Da legene i Sochi var overstået, havde IOC ikke længere nogen magtmidler, der kunne bruges til at lægge pres på den olympiske værtsnations præsident Vladimir Putin i håb om, at han ville indstille russernes krigshandlinger i Ukraine. De første olympiske vinterlege i Rusland og de politiske trakasserier om værtslandets omdiskuterede antipropagandalov var fortid for komiteens medlemmer, som allerede glædede sig til historiens første olympiske lege i Sydamerika, sommerlegene i Rio de Janeiro i 2016.

I skyggen af krigen i det østlige Europa genoptog Kronprins Frederik i første omgang sine hjemlige sysler med familien i Danmark. På de danske orienteringsklubbers årlige motionsdag ’Find Vej Dagen’, der fandt sted i begyndelsen af april 2014, lod tronarvingen sig fotografere af pressen under et orienteringsløb i Rude Skov, hvor også Kronprinsesse Mary og parrets to ældste børn, Prins Christian og Prinsesse Isabella, deltog.

Men en måned senere kunne de internationale nyhedsmedier fortælle, at de brasilianske OL-værter var så langt bagud med deres forberedelser til sommerlegene, at IOC havde oprettet en særlig nødhjælpsgruppe, der skulle hjælpe brasilianerne med at gøre arbejdet færdigt til tiden. Og det var en beslutning, som blandt andet fik Politikens sportskommentator til at sætte ny fokus på den danske tronarving:

”Hvad i alverden vil Kronprins Frederik og hans kammerater i toppen af det mægtige olympiske apparat stille op, hvis ikke politikerne, arrangørerne og håndværkerne i Rio de Janeiro får hænderne op af lommen og får gjort den brasilianske hovedstad klar til tiden?”, spurgte kommentatoren som en reaktion på, at der ifølge det australske IOC-medlem John Coates ikke fandtes nogen ’Plan B’, selv om de olympiske forberedelser i Rio de Janeiro angiveligt forløb værre end planlægningen af de efter manges mening ekstremt dårligt organiserede lege i Athen i 2004.

Det olympiske rod i Rio de Janeiro fik kommentatoren til at konkludere, at det ville være en skandale, hvis det økonomisk kriseramte Brasilien nu alligevel ikke var i stand til at afvikle OL, og at ansvaret i givet fald lå hos IOCs medlemmer, som allerede burde have kendt risikoen, da et flertal af dem på komiteens session i  København i 2009 stemte OL til Rio de Janeiro i 2016.

For da Brasilien også skulle arrangere VM i fodbold i 2014, var det åbenlyst lige i overkanten af, hvad landet magtede. Og derfor mente kommentatoren, at det var på sin plads, IOC nu greb ind og overtog styringen af legene, fordi det var et kæmpe arrangement, som ikke havde viste nogen tegn på at skrumpe ind:

”OL er og vil altid være et gigantisk foretagende – og reelt er det kun diktaturstater som Tyskland i 1936 og Beijing i 2008, at forberedelserne kører uden slinger i valsen. Og uden finansieringsproblemer. Alle andre steder vil der være ’demokratisk bøvl’ undervejs”.

På trods af krigen i Ukraine og det demokratiske bøvl i Brasiliens tidligere diktatur, hvor der både før og under VM i fodbold i 2014 var voldsomme gadekampe mellem politi og demonstranter, der protesterede imod landets milliardinvesteringer i sportsbegivenheder, som ikke nødvendigvis kom den fattige del af befolkningen til gode, fastholdt Kronprins Frederik imidlertid, at ’den olympiske ånd taler også til nutidens skolebørn’.

Udtalelsen faldt, da tronarvingen i september 2014 for første gang siden vinterlegene i Sochi lod sig interviewe om sin olympiske fritidsbeskæftigelse. I et interview med Politiken i forbindelse med Skole-OL på Østerbro Stadion i København gav Kronprins Frederik blandt andet udtryk for, at han håbede på, at det olympiske blev et tema i undervisningen, så skoleeleverne kunne høste en masse  viden om, hvordan de olympiske lege opstod, og hvad baggrunden var:

”En temauge kunne sagtens bruges på at finde ud af, hvad OL står for og gør af gode ting for os og især børn og unge. Det er emner, der er tidløse i deres relevans, for det har noget at gøre med, hvordan mennesker møder hinanden”, sagde Kronprins Frederik og mindede om, at man har stoppet krige for at konkurrere på sportspladsen, dog uden direkte at nævne den igangværende krig mellem Rusland og Ukraine.

”Man blev enige om at strække våben og sagde i stedet til hinanden: Så løber vi rundt efter hinanden på en bane og kaster os ud i andre fysiske aktiviteter, som intet har med krigeriske handlinger at gøre. At det så godt kan være, at de genoptog krigen efterfølgende, er en anden sag”.

I det samme interview forsøgte den danske tronarving også at koge sit syn på de såkaldte olympiske værdier ned til tre universelle råd, der var som taget ud af en gammel soldaterhåndbog: ”Man skal altid gøre sit bedste. Man skal have respekt for sin modstander. Man skal være en god kammerat”.

Men blot en måned senere afslørede den norske avis Verdens Gang, at de simple olympiske værdier, Kronprins Frederik forsøgte at lære de danske skoleelever, tilsyneladende langt fra stemte overens med IOC-medlemmernes egne værdier.

I forbindelse med, at et flertal af de norske politikere netop havde afvist at støtte Oslos kandidatur som værtsby for de olympiske vinterlege i 2022, fremlagde avisen i begyndelsen af oktober 2014 en omfattende dokumentation for, at IOC havde stillet en lang række ublu krav til, hvordan komiteens medlemmer skulle behandles af de norske OL-arrangører, såfremt Oslo ville gøre sig håb om at vinde værtsskabet.

På IOCs hotel i den norske hovedstad skulle alle komiteens medlemmer modtages med smil af personalet, hotellets barer skulle holde åbent ekstra længe, og minibaren på medlemmernes hotelværelser måtte kun indeholde produkter fra IOCs amerikanske topsponsor Coca-Cola. Alle IOC-medlemmer skulle have udleveret en ny, gratis mobiltelefon med norsk abonnement, og telefonen skulle være af mærket Samsung; det sydkoreanske firma, som komiteens korruptionsdømte medlem Kun-Hee Lee havde været formand for.

IOC krævede også fuld kontrol over alle reklamer under OL. Kun reklamer for IOCs egne sponsorer var tilladt. Selv lokale gadesælgere skulle fjernes fra de olympiske områder. På det olympiske stadion ville IOC have fri bar for alle sine  medlemmer i en VIP-lounge under legenes åbnings- og afslutningsceremoni. Komiteens medlemmer skulle desuden have stillet biler og chauffører til rådighed.

Endvidere skulle nordmændene indrette særlige olympiske vejbaner i Oslo, som var forbeholdt IOCs medlemmer og reguleret af trafiklys, der tog hensyn til, at de olympiske VIP-biler skulle prioriteres højere end al anden trafik. Og endelig skulle Oslos OL-ansøgere også sørge for at arrangere et møde med Norges Kong Harald umiddelbart før åbningsceremonien, hvor IOCs medlemmer kunne hilse på kongen og indtage drinks i en fri cocktailbar, der skulle betales af enten det norske kongehus eller af Oslos OL-komite.

De norske afsløringer af IOCs detaljerede krav til opvartningen af komiteens medlemmer fik det internationale badmintonforbunds danske præsident og nyvalgte IOC-medlem Poul-Erik Høyer til at udtale, at der ikke var nogen tvivl om, at komiteen var nødsaget til at se seriøst på de krav, den stillede til olympiske ansøgerbyer, fordi det var i IOCs egen interesse at have så mange ansøgerbyer som muligt.

Men Kronprins Frederik ønskede ikke at kommentere sagen. Han nøjedes med at lade kongehusets pressechef Lene Balleby sige til BT:

”Det er de enkelte lande selv, der tager stilling til, om de ønsker at være værtskandidater i forbindelse med de olympiske lege. Dette er i øvrigt en proces, kronprinsen som IOC-medlem ikke er involveret i”.

Det var SF-politikeren Pernille Frahm imidlertid ikke enig i. Hun mente, at det var yderst relevant at høre den danske tronarvings mening om, at der ud af et  ansøgerfelt på otte værtsbyer til vinterlegene i 2022 nu kun var Almaty i Kasakhstan og Beijing i Kina tilbage. St. Moritz, München, Krakow, Lviv, Stockholm og Oslo havde alle fortrudt deres ansøgninger:

”Problemet er, at han som kommende konge er meget hæmmet. Hans hænder er jo bundet langt hen ad vejen, så der er mange ting, han ikke kan. Han bør vælge, om det stadig er rigtigt prioriteret, at han sidder der. Enten må han reagere, eller også må han træde ud. Der er jo en tendens til, at det i stigende grad bliver diktaturstater, der får tildelt opgaverne, fordi de kan leve op til de her fuldstændigt horrible krav. Samtidig er gode og sunde demokratier ikke i stand til at jorde deres befolkninger på en måde, så man kan leve op til den slags krav. Og det kunne jeg da godt tænke mig at høre kronprinsens holdning til”.

Det kunne BTs sportschef Jacob Staehelin også godt tænke sig. Han mente, at IOC var til grin verden over, fordi komiteens ”himmelråbende latterlige krav til Oslo” var af en kaliber, ”som selv den mest selvelskende rockstjerne ville skamme sig over at fremsætte”, hævdede han og fortsatte:

”Når man så har grinet lidt, bliver det hele så inderligt trist, fordi det her jo viser, hvad der er galt med IOC. Oslo havde givetvis holdt nogle fantastiske lege, selv om det havde krævet et nyt lån i huset at være med som turist. Men når et land, der har verdens største pengetank, synes, at det hele bliver lidt for vanvittigt, er der grund til at lytte efter”, skrev sportschefen og tilføjede, at OL for ham var en skøn ide, som IOC-medlemmerne gjorde, hvad de kunne for at spolere:

”Og her er det, Kronprins Frederik skal passe på. Han er den ene af to danske repræsentanter i IOC og dermed falder IOCs handlinger også tilbage på ham. Sådan er det bare. Og derfor må det også være et krav, at kronprinsen hurtigt slår fast, at det her er gået for langt. At det ikke er med dansk velvilje, at kravene til et værtsskab er eksploderet i pervers grad”.

Men den danske tronarving blev også gjort medansvarlig for IOCs ”ulækre” kultur i Politiken, hvor avisens sportskommentator priste sig lykkelig over, at den tidligere kulturminister Brian Mikkelsens drøm om at gøre København til olympisk værtsby ikke havde fået opbakning fra byens daværende overborgmester, socialdemokraten Ritt Bjerregaard, da ministeren efter OL i Athen i 2004 mente, at når grækerne kunne arrangere OL, så kunne danskerne også.

”Og tak for det. Mange tak. For så er vi danskere – blandt mange andre ting, også et nationalt krak – blevet forskånet for at skulle forholde os til alle de uhyrligheder, IOC forlanger af værtsbyen og værtslandet, og som Norge lige har oplevet”.

Desuden erklærede kommentatoren sig enig med den norske kulturminister Thorhild Widvey fra partiet Høyre i, at den olympiske komites krav hørte fortiden til, og at det var tydeligt, at IOC havde et stort behov for at blive reformeret:

”Der er ingen grund til, at de politiske ledere af IOC, herunder vor egen Kronprins Frederik, skal optræde som nordkoreanske, arabiske eller afrikanske     diktatorer. Og det er der nogen, der skal råbe til logebrødrene – efter at have slået hårdt i bordet. De olympiske lege er atleternes og folkets fest, det er en smuk tradition, en god fortælling, og legene bør ikke være et pampergilde. Hvis ikke der kommer andre signaler fra IOC-toppen, så ender det med, at legene kun kan arrangeres i totalitære samfund, hvor man er vant til, at den politiske magt optræder uden hensyn”.

At den påstand ikke blot var grebet ud af den blå luft, dokumenterede Ekstra Bladet ved at sammenligne den placering, de kommende års værter for såvel de olympiske lege som VM i fodbold havde på en internationalt anerkendt rangliste over landenes grad af pressefrihed.

Brasiliens værter for OL i Rio de Janeiro i 2016 var nummer 111 på listen, Ruslands vært for VM i fodbold i 2018 var nummer 148, Sydkorea, som skulle holde de olympiske vinterlege i Pyeongchang i 2018, var nummer 57, Japan, hvor OL skulle holdes i Tokyo i 2020, var nummer 59, Qatars værter for fodbold-VM i 2022 var nummer 113, og de to dengang tilbageværende kandidatlande til vinter-OL i 2022, Kasakhstan og Kina, var henholdsvis nummer 161 og 175 på pressefrihedslisten.

Set i det lys lignede det ikke ligefrem nogen stor demokratisk sejr for Kronprins Frederik, at BT med det tidligere danske IOC-medlem Kai Holm og   Danmarks Idrætsforbunds formand, Niels Nygaard, som kilder netop havde konstateret, at den danske tronarving efter fem års medlemskab af IOC nu var ’på vej mod den olympiske top’, at han havde ’vundet land i de personlige relationer’ i komiteen, og at han nu angiveligt var ’helt tæt på præsidenten’.

Med tanke på IOC-præsident Thomas Bachs fortid som olympisk kronprins under komiteens tidligere præsident, den spanske fascist Juan Antonio Samaranch, og tyskerens nære venskab med Ruslands krigsførende præsident Vladimir Putin, lignede Thomas Bach snarere en mand, som det var klogt af en dansk kronprins ikke at have alt for personlige relationer til. Tværtimod kunne man argumentere for, at Kronprins Frederik som tronarving i et dansk demokrati og medlem af bestyrelsen i et offentligt støttet dansk idrætsforbund burde være i kritisk opposition til tyskeren.

Da IOCs medlemmer i december 2014 mødtes i Monaco, blev Thomas Bachs 40 såkaldte reformforslag i ’Olympic Agenda 2020’ i dele af den danske presse da også stemplet som gummireformer. Ikke mindst et forslag om at forbedre ledelsen af de internationale idrætsforbund og minimere risikoen for korruption og magtmisbrug i forbundene blev mødt med kritik, fordi forslaget lagde op til, at forbundene skulle føre tilsyn med og evaluere sig selv.

”På det punkt er reformprogrammet så vagt, at det nærmer sig et svigt. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at et eneste olympisk idrætsforbund vil evaluere sig selv og vende tilbage til IOC og sige: Vi beklager, vi er altså meget korrupte. IOC’s principper om god ledelsesskik er simpelt hen ikke det papir værd, de er skrevet på. De er vage, upræcise og rummer ingen sanktionsmuligheder”, sagde Jens Sejer Andersen, international chef i Play the Game, i Politiken, hvor Danmarks Idræts-forbunds formand, Niels Nygaard, omvendt forsvarede IOCs præsident:

”Det er nok udtryk for en pragmatisk tilgang – Thomas Bach har været meget optaget af at kunne få hele reformpakken igennem, og på nogle områder kunne det blive svært at få den vedtaget, hvis formuleringerne havde været strammere”.

Traditionen tro valgte Kronprins Frederik også denne gang at være loyal overfor IOC. Han betragtede komiteens olympiske reformpakke som et fremskridt:

”Rent visuelt skal man forestille sig, at den her reform udgør et sindssygt stærkt betonstøbt fundament, som Thomas Bach kan bygge videre på. Der er givetvis områder, han og IOC vil arbejde videre med og udvikle yderligere. Hvis han i stedet havde gjort ændringerne meget mere hårde, havde flere nok sagt nej tak og var gået helt imod det”.

På trods af IOCs dårlige politiske og økonomiske erfaringer med de netop overståede vinterlege i russiske Sochi og Norges kritik af kulturen i IOC, som endte med, at Oslo trak sig ud af konkurrencen om at blive vært for de olympiske vinterlege i 2022, benyttede den danske tronarving imidlertid også IOCs reformmøde i Monaco til endnu en gang at lufte sin drøm om at få OL til København:

”Man gør det nemmere og mindre skræmmende at byde ind på OL i fremtiden, blandt andet fordi man tillader, at man kan sprede arrangementet til andre byer end hovedværten og endda til andre lande i særlige tilfælde”, sagde kronprinsen og nævnte, at det eksempelvis ville være oplagt for hollandske Amsterdam og  Rotterdam at dele et værtsskab for OL, fordi de to byer allerede havde mange arenaer, som kunne bruges:

”Men det gælder selvfølgelig også for vores eget lille land. Jeg kan se, at nogen allerede kommer med optimistiske vurderinger af, at Ørestadsregionen kan indgå i et eller andet samarbejde med København som centrum”.

Kronprins Frederiks optimistiske olympiske ambitioner på Danmarks vegne, som han tidligere havde fået politisk kritik for at gøre sig til talsmand for, blev imidlertid heller ikke denne gang delt af alle danskere. I Politiken fastslog en lederartikel to dage senere, at det var „en frygtelig tanke” med et OL i København i 2028.

”For er det virkelig så godt, hvis København er kommet tættere på et værtsskab for OL, eventuelt sammen med Malmø og Gøteborg? Resultatet risikerer at blive ét af to skrækscenarier: 1) Danmark byder, men taber, 2) Danmark byder og vinder. Det sidste ville være det værste, men det første ville også være slemt. Det koster op imod en halv milliard kroner overhovedet at byde på et OL-værtsskab.  Dertil skal investeres uendelige mængder af psykisk energi, mødevirksomhed og  lobbyisme, og når afslaget kommer, vil det nationale sorgarbejde være så voldsomt, at Ole Bornedal vil true med en ny tv-serie, nu ikke 1864, men 2028”, skrev avisen og fortsatte:

”Men tænk så, hvis Danmark faktisk vandt. Først ti års byggekatastrofe. Så en måneds total undtagelsestilstand. Endelig og i al fremtid et land fyldt med ubrugelige mega-anlæg, overdimensioneret infrastruktur og retssager om, hvorfor det hele gik, som det gik. Spillet med IOC foregår i et grænseland til det ustyrlige og megalomane, hvor selv det mest demokratiske lille land, eller netop det demokratiske lille land, er i højeste fare for at overskride grænser, som meget få fra starten havde lyst til at overskride. Lad os ikke sætte det spil i gang”.

Det havde Københavns overborgmester Frank Jensen dog allerede gjort. Socialdemokraten havde tilbudt sin tyske kollega i Hamborg, Olaf Scholz, at lade København stå for nogle af de olympiske idrætsgrene, såfremt den nordtyske storby blev udpeget som tysk kandidat til de olympiske lege i 2024 på bekostning af Berlin.

”Det giver et perspektiv i forhold til København, hvis Hamborg ender med at være den tyske by, der søger om OL-værtsskabet i 2024.  Under den debat, jeg havde med Olaf Scholz, sagde jeg, at jeg bestemt er interesseret i at udvikle vores tætte  relationer med bystyret i Hamborg – også i forbindelse med et OL-værtsskab”, sagde Frank Jensen i Politiken, hvor den radikale kulturminister Marianne Jelved heller ikke var helt afvisende overfor tanken om et københavnsk medværtsskab for OL:

”Det er klogt af IOC at gøre budprocessen mere fleksibel og generelt reducere udgifterne ved at arrangere OL, således at mindre værtsbyer også kan komme i spil. Og hvis det har fået politikere og organisationsfolk her i landet til at arbejde på at få et OL til Danmark, er det da kun positivt”, mente kulturministeren, som dog også understregede, at regeringen ikke havde aktuelle planer om at forsøge at indfri de danske OL-drømme.

Med denne beherskede politiske opbakning kunne Kronprins Frederik efter endnu et år, hvor IOC havde været i hård politisk modvind, ikke mindst under den internationale debat om vinterlegene i Sochi og Ruslands militære intervention i   borgerkrigen i Ukraine, på tærsklen til 2015 erklære sig ganske godt tilfreds med sit olympiske arbejde. Midt i december 2014 var det i hvert fald en glad dansk kronprins, der i anledning af elitesportsorganisationen Team Danmarks 30 års jubilæum lod sig interviewe til magasinet Puls, hvor han blandt andet gjorde status over sine første fem år som medlem af IOC:

”Det har været en stor tilfredsstillelse, at kunne mærke, ikke blot i mig selv, men også at mærke som IOC-medlem, at det her er rigtigt. Det er det, jeg brænder for, endnu mere end da jeg stod uden for IOC og kiggede ind i den varme stue, næsten som den lille pige med svovlstikkerne”, sagde han og forklarede tillige sit syn på dansk elitesport og dens nationale værdier.

”Jeg er stolt af det, jeg laver, af flaget og de andre samlende faktorer, vi har i Danmark. Elitesport, og især OL, påvirker mig meget og har efter min mening stor betydning, idet det bidrager til sammenhængskraften i landet. De store danske idrætspræstationer kan vi som danskere være stolte over. Vi er et lille land, som kæmper mod alverdens nationer, men vi kommer generelt rigtigt godt ud af det med vores resultater. Særligt de senere år har vi gjort os gældende i flere sportsgrene, hvor det er blevet til top-10-placeringer og medaljer ved OL. Det er et rigtigt flot plus til Team Danmark og eliteidrætten. Det kan man kun være stolt over. Og ja; elitesport og OL kan både kitte Danmark og verden sammen”.

Men at elitesport også kan dele danskerne og mennesker i mange andre lande blev dokumenteret blot en måned senere, da Qatar midt i januar 2015 var vært for VM i herrehåndbold og Kronprins Frederik under åbningsceremonien tog plads i VIP-logen omringet af otte af værtslandets sheiker.

Ørkenlandets arrangement af VM-håndboldmesterskabet blev en opvisning i, at næsten alt kan købes for penge i sportens verden. Og det faldt endnu engang de mange sportsfans for brystet, som mener, at sport indeholder andre værdier, end blot lidt dansk kongerøgelse i VIP-logen til verdens største sportsbegivenheder og de mange penge, rige autoritære lande som Qatar er i stand til at pleje deres internationale image med.

”Det er vigtigt at fastslå, at Qatars motiver ikke er så meget anderledes end mange andre landes. Qatar er bare så heldige, at de har umådeligt mange penge at gøre godt med. Alle andre lande bruger de samme metoder til at få værtsskaber, og derfor er man også nødt til at se på de internationale idrætsorganisationers roller”, sagde Jens Sejer Andersen, international chef i Play the Game, i Jyllands-Posten.

”Hvorfor vælger de værtslandene, som byder højest, i stedet for at vælge værtslande, hvor der er størst overensstemmelse med sportens idealer som samhørighed, fred i verden og rettigheder for det enkelte individ? Hvorfor vælger de ikke de lande, hvor sporten har største udviklingspotentiale? Det kan man jo ikke sige, den har i Qatar. Landet har 300.000 indbyggere, og de er ikke kendt for at være særlig idrætsaktive”.

Selv om IOC-præsident Thomas Bach i sit olympiske reformprogram også var begyndt at tale om bæredygtighed og samfundsansvar i forbindelse med komiteens valg af værtsbyer for de olympiske lege, ville Jens Sejer Andersen se de olympiske reformløfter udført i praksis, før han troede på dem. Og lige så kritisk overfor Qatars håndbold-VM og Kronprins Frederiks olympiske blåstempling af emir Tamim bin Hamad Al-Thanis idrætspolitiske strategier i ørkenlandet var Ekstra Bladets sportskommentator, Jan Jensen. Efter finalekampen mellem værtslandet og Frankrig, som sidstnævnte vandt 25-22, skrev han:

”Emiren måtte sande, at man trods alt ikke kan købe en VM-titel i håndbold. Selv om det var tæt på. Forarbejdet frem mod finalen var således imponerende i al sin grufulde og kyniske voldsomhed. Siden Qatar tilbage i januar 2011 meget overraskende slog Frankrig og Polen i afstemningen om at afholde VM i 2015, har den lille, stinkende rige ørkenstat brugt tusindvis af slavearbejdere til at opføre de pragtfulde haller, som VM blev afholdt i. Mange migrantarbejdere er døde undervejs, men det har ikke bremset emirens folk”.

Samtidig kritiserede kommentatoren det internationale håndboldforbunds regler, som tillod Qatar at købe stærke spillere fra Nordafrika, Balkan, Frankrig,  Spanien og Cuba til ørkenstatens landshold. Og tilsyneladende havde værtslandets sheiker også formået at købe en stor del af VMs tilskuere til at heppe på hjemme-holdet, som ikke selv har nogen fankultur.

”Så vi har i sandhed oplevet et usædvanligt VM. Lad det aldrig ske igen. Desværre frygter jeg, at vi kun har set begyndelsen på en meget grim udvikling”, skrev kommentatoren og opfordrede blandt andre Kronprins Frederik til at overbevise præsidenten for det internationale håndboldforbund, egypteren Hassan Moustafa, om, at det var en udvikling, der skulle stoppes.

”Hvis ikke de danske håndboldledere har kræfter til at føre sagen frem i rette forum, må Danmarks Idrætsforbund og vores medlemmer af IOC, Poul-Erik Høyer og Kronprins Frederik, træde i karakter. For er der noget, Hassan Moustafa frygter, så er det, at håndbolden bliver udelukket fra det olympiske program. Det, vi har oplevet og set fra VM i Qatar, har kun været til skade for håndbolden. Sporten fortjener bedre, men det kræver, at flere rejser sig op og siger fra”.

At det næppe ville blive hverken Danmarks Idrætsforbund eller Kronprins Frederik, der rejste sig op og sagde fra, fremgik imidlertid af en pressemeddelelse, som idrætsforbundets formand Niels Nygaard havde udsendt under VM i håndbold. I pressemeddelelsen kunne man læse, at IOCs præsident Thomas Bach havde sagt ja til at tale på forbundets kongres den 5. marts 2015. Men det var hverken sportsverdenens konkrete udfordringer i olympiske nationer som Rusland og Qatar eller IOCs ublu krav til olympiske ansøgerbyers opvartning af komiteens medlemmer, der var på dagsordenen, men det endnu større og langt mere åbne spørgsmål ’Skal idræt redde verden – eller verden redde idrætten?’.

”Netop Thomas Bach har været repræsentant for nye tanker i IOC-regi, og derfor passer han godt ind i programmet”, hævdede Niels Nygaard.

Men hvordan Thomas Bachs erklærede støtte til årets olympiske nyskabelse, de første europæiske sommerlege, der i sommeren 2015 skulle holdes i diktaturet Aserbajdsjans hovedstad Baku, passede ind i IOCs nye tanker, fremgik ikke af Niels Nygaards pressemeddelelse.

Heller ikke selv om internationale menneskeretsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch anklagede styret under Aserbajdsjans præsident Ilham Aliyev for at forberede sig til legene ved at fængsle en lang række kritiske journalister, aktivister og oppositionspolitikere, mens styret gladeligt betalte rejse og ophold for de 6.000 deltagende atleter i legene, som ifølge landets sports-minister, Azad Rahimov, havde et formål; at placere Aserbajdsjan på verdenskortet.

Da Ekstra Bladet efter Danmarks Idrætsforbunds kongres spurgte Thomas Bach, om han kunne nævne et eneste land, som i IOC-præsidentens øjne ikke ville være værdigt til at huse de olympiske lege, svarede tyskeren da også undvigende:

”Det er et hypotetisk spørgsmål, men de lande, der søger, skal forsikre os om, at de lever op til det olympiske charter”.

Og Niels Nygaard, der som medlem af Den Europæiske Olympiske Komite havde været med til at forberede legene i Baku, fortrød heller intet:

”Det, vi oplever i Aserbajdsjan, er meget analog med det, vi oplevede i Kina, Rusland og andre steder, hvor de her arrangementer foregår. Baku har lavet et rigtigt flot oplæg til de europæiske lege, og det bliver gennemført på fantastisk vis. Aserbajdsjan sidder i FNs sikkerhedsråd og arbejder på mange måder på at komme ind i en anden tidsepoke”.

Et arbejde, Niels Nygaard var overbevist om, sporten kunne hjælpe med:

”Ja, det, at vi var i Beijing i 2008, gør, at Kina hurtigere kommer ind i en gænge, som er i overensstemmelse med, hvad vi synes er rigtigt. Det samme vil ske i Aserbajdsjan”, mente forbundsformanden, som dog også understregede, at forbundet var opmærksom på menneskeretsorganisationernes kritik af Aserbajdsjan.

”Men det ændrer ikke ved vores holdning om, at arrangementer kan afvikles i alle lande i verden, så længe de er medlem af FN, den danske regering ikke har afbrudt de diplomatiske forbindelser, og så længe erhvervslivet stiller op”, sagde han, hvilket fik Ekstra Bladet til at bemærke, at selv Nordkorea levede op til det danske idrætsforbunds krav, fordi landet var medlem af FN, havde diplomatiske forbindelser med Danmark og handlede med danske virksomheder.

Bedømt ud fra de interviews, IOCs præsident Thomas Bach gav de danske medier efter sin deltagelse i den danske forbundskongres, var tyskeren i det spørgsmål helt på linje med formanden for Danmarks Idrætsforbund.

Da Politiken spurgte Thomas Bach, om ikke det skadede idrætten og den olympiske bevægelse, at der efter IOCs valg af Sochi som vært for de olympiske vinterlege året før havde været en masse kritik af overforbrug af penge og krænkede menneskerettigheder i Rusland, gav tyskeren blandt andet IOC æren for, at den internationale debat om Ruslands antipropagandalov overhovedet var blevet rejst:

”Ville der nogensinde have været en debat om lovene om homoseksualitet i Rusland uden OL? Svaret er nej, det ville der ikke. Loven havde allerede været på plads i nogen tid uden den store diskussion, men så blussede debatten op i forbindelse med OL”, sagde tyskeren.

På avisens spørgsmål om, hvorvidt IOC ligefrem kan skubbe lande i en positiv retning, svarede Thomas Bach, at OL retter verdens opmærksomhed mod værtslandene, og at IOC med legene og de olympiske værdier viser, hvordan verden ideelt kunne fungere. Men han afviste, at det betød, at han fandt det vigtigt at holde OL i netop de lande, der har størst problemer med at overholde menneske-rettighederne:

”Nej, det vil jeg ikke sige. For signalet fra de olympiske værdier retter sig ikke bare mod det konkrete værtsland, men mod hele verden. OL er universelt”.

Til gengæld nævnte Thomas Bach ikke det seneste olympiske værtslands igangværende krig mod Ukraine. En krig, der brød ud næsten i samme sekund, han et år forinden som IOC-præsident den 23. februar 2014 i Sochi havde holdt sin afsluttende takketale efter vinterlegene.

I talen roste Thomas Bach blandt andet de olympiske atleter for at have sendt en stærk besked til hele verden om ”et samfund af fred, tolerance og respekt”. Samtidig takkede tyskeren vinterlegenes mange frivillige russiske hjælpere for med åbent sind at have vist ”ansigtet af et nyt Rusland; effektivt og venligt, patriotisk og åbent overfor verden”.

At Ruslands nye ansigt for de fleste vestlige iagttagere netop ikke signalerede fred i verden, tolerance overfor homoseksuelle, respekt for andre lande eller åbenhed overfor det olympiske princip om fair play, var åbenbart ikke noget, der forstyrrede IOC-præsidentens nattesøvn. Hverken under Vladimir Putins olympiske vinterlege i Sochi eller et år senere under tyskerens besøg hos Danmarks Idrætsforbund.

Men at det olympiske værtslands krigsførelse i Ukraine også kastede lange skygger over Europas forsøg på at holde sammen efter Den Kolde Krigs opdeling af kontinentet i øst og vest, var tilsyneladende heller ikke en begivenhed, som fik Kronprins Frederik til at ligge søvnløs.

Når det danske IOC-medlem seks år efter sin optagelse i komiteen ikke havde travlt med at opdrage de danske skolebørn til at elske de såkaldte olympiske værdier og markedsføre dansk elitesport som en national værdi, syntes han stadig at være mest besat af sin gamle tanke om at få de olympiske lege til København. Og uden for Danmarks grænser opførte Kronprins Frederik sig for det meste som et IOC-medlem, der havde travlt med at pleje komiteens forbindelser til sportens sponsorer. Ikke mindst i den arabiske verden, hvor alverdens idrætsledere stod i kø for at få del i Mellemøstens penge og gerne lagde sig på knæ for Qatars emir, Tamim bin Hamad Al-Thani.

Emiren er IOCs rigeste medlem og en ukronet konge i sit hjemland, som to gange har forsøgt at få Qatars hovedstad Doha valgt som værtsby for de olympiske lege i 2016 og 2020. At emiren stik imod reglerne i det olympiske charter ikke blot er IOC-medlem, men også har en dobbeltrolle som formand for Qatars nationale olympiske komite og politisk leder i sit hjemland, bekymrede dog tilsyneladende hverken Kronprins Frederik eller de øvrige IOC-medlemmer.

Den væsentligste årsag til, at Doha endnu ikke har vundet kapløbet om at blive olympisk værtsby, er i mange iagttageres øjne, at komiteens medlemmer i modsætning til deres kolleger i fodboldforbundet FIFA indtil videre mener, at Qatars ørkenklima er for varmt til, at det er forsvarligt at bede alverdens atleter om at sætte deres helbred på spil for at gøre emiren tilfreds.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*