Livsfarlige lege

Tre løftebrud i Iran og Qatar sætter international fokus på en grundlæggende systemfejl i den selvstyrende sportsverden, som koster menneskeliv.

Den iranske fodboldfan Sahar Khodayari satte ild til sig selv i protest over en fængselsdom for at have overtrådt Irans forbud imod kvinder på fodboldstadioner. Hun døde af sine kvæstelser. (Foto: YouTube)
LARS JØRGENSEN

– Fornylig døde den iranske kvinde Sahar Khodayari af de kvæstelser, hun fik, da hun tidligere på måneden satte ild til sig selv foran retten i Teheran i protest imod, at hun havde fået en fængselsstraf for – forklædt som mand – at snige sig ind til en fodboldkamp i Iran, hvor verdens mest populære idrætsgren er forbudt for kvinder.

For et par dage siden suspenderede det internationale judoforbund, IJF, Irans nationale judoforbund og udelukkede landets judokæmpere fra internationale konkurrencer, fordi den iranske regering under VM i Japan fornylig pressede Irans bedste judokæmper, Saied Mollaei, til at tabe flere af sine kampe med vilje, så han som et led i det muslimske lands politiske afstandtagen fra enhver forbindelse med den jødiske nation Israel undgik at møde israeleren Sagi Muki i VM-finalen.

Og i går offentliggjorde Amnesty International endnu en rapport, som slår fast, at Qatar, der i næste uge er vært for VM i atletik og om tre år for VM i fodbold, stadig ikke har afskaffet landets slavelignende forhold for de to millioner fattige gæstearbejdere fra Asien og Afrika, som Qatars rige sheiker i de seneste ti år har hentet til landet som billig arbejdskraft, der skal bygge den lille ørkenstats mange nye VM-anlæg, hoteller og infrastruktur.

Alle tre sager har ført til international fordømmelse af Iran og Qatar. For det er langt fra første gang, at Iran undertrykker kvinders adgang til sport og spolerer atleters olympiske drømme om at konkurrere på lige vilkår imod alle modstandere på tværs af politiske, religiøse eller racemæssige forskelle. Og det er heller ikke første gang, Qatars sheiker får kritik for at undertrykke landets mange fremmedarbejdere, hvoraf flere tusinde bogstaveligt arbejder sig til døde i sportens tjeneste.

Men selv om de tre sager er enkeltstående eksempler på løftebrud fra to lande i Mellemøsten, der efter internationalt pres har lovet at leve op til sportsverdens krav om at sikre kvinder, atleter og stadionarbejderes rettigheder, ligner sagerne samlet set symptomer på en grundlæggende systemfejl i sport, som ingen magthavere tilsyneladende har interesse i at udbedre.

Dødelig alvor

De fleste magthavere hævder ganske vist, at de vil gøre alt for at udbedre fejlen. Men i praksis tyder antallet af døde i sportens tjeneste på, at verdenssamfundets magthavere i vid udstrækning betragter sport som et lukket land med egne regler, som de til enhver tid siddende sportsmagthavere har beføjelse til at gradbøje efter forgodtbefindende, fordi sport først og fremmest opfattes som leg.

Når gradbøjningen af sportens regler handler om doping, professionelle frispark på grænsen til vold eller andre former for interne regelbrud, som på den ene eller anden måde kan forsvares med, at snyd altid vil forekomme i en verden, hvor alle kneb gælder i kampen for at vinde, undskylder verdenssamfundets magthavere ofte deres manglende indgriben med, at de har vigtigere ting at give sig til end at regulere sportens legeverden.

Derfor bliver systemfejlen for de fleste mennesker også først rigtig tydelig, når sport ikke længere kun er en indforstået leg for de indviede, men bevæger sig over i en virkelighed, der er dødelig alvor. Og det er samtidig først, når sporten har konsekvenser, der rækker langt ud over grænsen for leg, at magthavernes tilsyneladende manglende vilje og evne til at udbedre fejlen for alvor åbenbares for en bredere offentlighed. Men så er det ofte for sent – i hvert fald for de døde – at stille magthaverne til ansvar.

Det blinde øje

I de tre ovennævnte eksempler på sportens livsfarlige lege kan man ganske vist stille spørgsmål ved, om ikke det var den iranske fodboldfan Sahar Khodayari, der alene havde ansvaret for, at hun satte ild til sig selv og døde af sine kvæstelser.

På samme måde kan man spørge, om ikke den iranske judokæmper Saied Mollaei, som er flygtet fra Iran til Tyskland, hvor han nu frygter for både sit eget og sin efterladte families liv, selv bærer ansvaret for, at han velvidende om de mulige konsekvenser for egen olympisk vindings skyld valgte at gøre oprør imod det Israel-fjendske præstestyre i sit muslimske hjemland?

Og de to millioner fremmedarbejdere i Qatar har vel ligeledes selv valgt at rejse til Mellemøsten i håb om at få en lille del af ørkenlandets enorme rigdom?

Men uanset, hvilke svar man når frem til på disse spørgsmål, er det lige så nærliggende at spørge, om sportssamfundets magthavere kan sige sig fri for at ikke kun at have et moralsk, men også et juridisk medansvar for, at Iran og Qatars gentagne løftebrud koster menneskeliv?

For selv om de to landes løftebrud og konsekvenserne af dem i årevis har været kendt af sportsverdens topledere i den internationale olympiske komite IOC og det internationale fodboldforbund FIFA, har de indtil videre kun reageret på dem ved at komme med venlige henstillinger til de to lande om at leve op til det internationale sportssamfunds regler og værdier.

Såfremt verdenssamfundet kan blive enige om at finde en international domstol, hvor det kunne være relevant at rejse en sag, ville det i givet fald ikke være første gang i verdenshistorien, at personer og/eller institutioner, som har vendt det blinde øje til sportsrelaterede forbrydelser, stilles til juridisk medansvar for forbrydelserne.

Tjenstlig forsømmelse

Tidligere i denne måned fik Michigan State University i USA således en bøde på 4,5 millioner dollar, fordi universitet ikke reagerede på advarsler om, at den nu livstidsdømte læge Larry Nassar, der både arbejdede som sportslæge på universitetet og på USA’s olympiske gymnastiklandshold, igennem årtier udnyttede sin stilling til at sexmisbruge over 300 unge amerikanske sportskvinder.

I den samme sag accepterede Michigan State University i fjor at betale 500 millioner dollar i erstatning til sportslægens ofre, mens Larry Nassars dekan på universitetets medicinske institut, William Strampel, blev idømt et års fængsel for at have misrøgtet sit embede og forsømt sin tjenstlige forpligtelse til at overvåge sportslægen.

På samme måde kan man argumentere for, at toplederne i IOC og FIFA har misrøgtet deres embede og forsømt deres tjenstlige forpligtelser til at stoppe Iran og Qatars gentagne sportsforbrydelser imod kvinder, atleter og stadionarbejdere. Og selv om det er svært at sammenligne forbrydelser, kan man ligeledes argumentere for, at forbrydelser, som koster menneskeliv, skal straffes hårdere end sexforbrydelser.

Egne særinteresser

Men netop på grund af sportens systemfejl, sker det formentlig ikke. For i modsætning til de amerikanske sportsforbrydelser, som retsforfølges i et demokrati, hvor folkedomstolen spiller en afgørende rolle, er Iran og Qatar diktaturer.

De to diktaturers sportsforbrydelser foregår i et grænseland mellem sport, religion og politik, hvor en højere juridisk retfærdighed i folkelig forstand ofte synes at komme til kort over for sportsledernes, præsternes og politikernes ønske om at pleje egne særinteresser uden at skulle stå til regnskab for offentlighedens kontrol.

Set med demokratiske øjne er denne mangel på offentlig kontrol sportens største systemfejl. Bedømt ud fra de seneste dages folkelige reaktioner på Sahar Khodayari, Saeid Mollaei og Qatar-arbejdernes skæbne er der i hvert fald næppe tvivl om, at et flertal af verdens sportsfans gerne så, at både Iran og Qatar blev ekskluderet fra det internationale fællesskab, som de to autoritære lande tilsyneladende alligevel ikke for alvor ønsker at være en del af.

Omvendt er det dog næppe sandsynligt, at reaktionerne nu fører til de helt store demokratiske omvæltninger i sportens verden. Det vil kræve, at alverdens sportsfans forener sig i et fælles oprør. Og så alvorligt er det formentlig kun de færreste af dem, der tager sporten.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*