Ensom majestæt

Konge af en anden verden - Kapitel 12.

Qatars emir Tamim Al-Thani er IOC-kollega med Kronprins Frederik, som i 2015 overværede ørkenstatens værtskab for VM i håndbold. (Foto: Lars Poulsen)

IOC er et firma, hvor der ikke er tradition for, at komiteens medlemmer og ansatte stiller kritiske spørgsmål ved ledelsens beslutninger. De fleste overholder loyalt deres løfte i den olympiske ed om, at de aldrig vil appellere IOCs afgørelser. Og det sætter ledelsen stor pris på, hvilket blandt andet kom til udtryk, da komiteens præsident Thomas Bach under sit besøg i Danmark i marts 2015 skamroste Kronprins Frederik for hans næsten seks år lange indsats i den internationale olympiske komite.

”Vi har et rigtigt godt forhold, og vi diskuterer ofte, om de problemer vi arbejder med. Vi har et stærkt bånd og en stor fælles respekt for hinanden. Han er en meget stor sportsmand. Jeg talte med ham lige før, og jeg må sige, at jeg virkelig  beundrer ham”, sagde Thomas Bach til BT.

”Lige nu er han ved at gøre klar til Vasaloppet, og til sommer vil han løbe maraton eller gøre noget tilsvarende på cykel. Han er en virkelig stærk atlet. Han snakker ikke bare om den olympiske ånd, han udlever den”, lød det fra tyskeren, der selv har en fortid som olympisk guldvinder i fægtning for hold fra legene i Montreal i 1976, og som siden uddannede sig til jurist.

I modsætning til mange danskere, som fortsat undrede sig over, hvorfor tronarvingen ikke forholdt sig kritisk til komiteen, hvis han absolut skulle være medlem af den, kunne IOCs nye præsident i lighed med sin forgænger, Jacques Rogge, åbenbart ikke få øje på nogen problemer med at have et royalt dansk medlem, som uafladeligt blev opfordret til at holde sig væk fra komiteen og konstant blev stillet til ansvar for sine kollegers gøren og laden.

 ”Jeg ser ingen ulemper. Han kan fuldt ud deltage i de politiske diskussioner, for IOC er jo en neutralpolitisk organisation”, hævdede Thomas Bach og uddybede logikken bag komiteens holdning til de politiske aspekter af kronprinsens olympiske virke:

”Så han er jo fri til at kommentere, og han bidrager meget med sine ideer. Han udviser et godt eksempel på de olympiske værdier, specielt når han taler her i Danmark. Han fortæller meget om, hvor vigtigt sport er for danskerne”.

For Thomas Bach var det tydeligvis ikke IOCs problem, at Danmarks for-henværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2008 havde slået fast, at Kronprins Frederik som dansk tronarving netop ikke var fri til at kommentere idrætspolitiske sager, hvis hans holdning var i strid med den danske regerings. Kronprinsen skulle være loyal overfor den danske regering. Også selv om det i sager, hvor regeringen og IOC ikke var enige, i så fald kunne betyde, at kronprinsen ikke ville kunne holde sit olympiske løfte om at holde sig fri af enhver politisk påvirkning.

Men i Thomas Bachs opfattelse var kronprinsens risiko for at havne i en loyalitetskonflikt, hvor han skulle vælge mellem at varetage Danmarks eller IOCs interesser, åbenbart kun et dansk anliggende, han som olympisk præsident ikke behøvede at bekymre sig om. I hvert fald ikke, så længe Kronprins Frederik var loyal overfor komiteen. Og det var han.

I sensommeren 2015, som var et år, hvor der hverken var olympiske sommer- eller vinterlege, syntes den danske tronarving at have fortrængt alle IOCs problemer med korrupte sportsledere, dårligt betalte ørkenslaver, undertrykte homoseksuelle og olympiske krigsherrer, da han deltog i golfturneringen Made in Denmark i Himmerland og benyttede lejligheden til at slå et slag for den olympiske golfsport, som var på programmet til OL i Rio de Janeiro året efter:

”Forhåbentlig kvalificerer Thomas Bjørn sig. Det bliver godt i Rio, og der kommer tryk på. Som IOC-medlem har jeg planer om at se med fra sidelinjen – og helt sikkert bakke de danske deltagere op”, sagde kronprinsen til BT under en pause i turneringen, som var det seneste af den golfspillende jyske dynekonge Lars Larsens kendte reklamefremstød for sit verdensomspændende lager af billigt dansk sengetøj.

En måned senere var Kronprins Frederik i Sydkorea for som medlem af   IOCs koordinationskomite at besigtige landets planlægning af værtsskabet for de olympiske vinterlege i byen Pyeongchang i 2018. Undervejs på sin lange rejse øst på til den koreanske halvø besøgte tronarvingen som kommitteret for Dansk Røde Kors et jordskælvsområde i Nepal, hvilket fik BT til at skrive en lederartikel om, at kronprinsen som led i et ”interessant og modent stilskifte” nu havde taget ”de første forsigtige skridt til at omdefinere offentlighedens syn på sin person”.

Det modne stilskifte, som avisen mente, at tronarvingens lynvisit i Nepal var et udtryk for, syntes imidlertid ikke at have omdefineret kronprinsens egen opfattelse af, at det var i den olympiske sportsverden, han hørte til. Idrætspolitikken stod i hvert fald igen øverst på hans dagsorden i begyndelsen af et nyt olympisk år.

I januar 2016 placerede Danmarks Idrætsforbund den danske tronarving på en delt tredjeplads på en ny liste over Danmarks mest magtfulde og indflydelsesrige idrætspolitikere. IOCs royale repræsentant i Danmark opnåede eksempelvis flere point i forbundets magtindeks end både forbundets formand Niels Nygaard og det danske medlem af det europæiske fodboldforbund UEFAs eksekutivkomite, DBUs tidligere formand Allan Hansen.

Øverst på Danmarks Idrætsforbunds magtliste stod det andet danske IOC-medlem, Poul-Erik Høyer, fordi han samtidig var præsident for det internationale badmintonforbund. Men da forbundet i begyndelsen af februar 2016 i sin egenskab af også at være Danmarks Olympiske Komite under et pressemøde i festsalen på Københavns Rådhus offentliggjorde, at tennisspilleren Caroline Wozniacki var blevet udpeget som dansk fanebærer ved årets olympiske lege i Rio de Janeiro, var det alligevel Kronprins Frederik, som fik lov til at overrække hende fanen.

”Caroline Wozniacki er et glimrende valg, og det kommer på det helt rigtige tidspunkt i hendes karriere. Ud over at være en flot pige, så er hun måske den bedste sportsambassadør, vi har, fordi tennis er så stort på verdensplan”, konstaterede kronprinsen.

Et halvt år før sommerlegene i Brasilien virkede han stadig ikke synderligt optaget af, at IOC havde åbenlyse problemer med at leve op til de olympiske idealer, han som medlem af komiteen i næsten syv år havde forsøgte at markedsføre i de danske nyhedsmedier. Og det var tronarvingen tilsyneladende heller, da han i et pressemøde på Islands Brygge i København sammen med flere af de bedste danske golfspillere i juni 2016 igen gjorde reklame for, at golfsporten i Rio de Janeiro var kommet tilbage på OL-programmet efter 112 års fravær. På et spørgsmål fra BT om, hvad OL betød for ham, svarede han:

”Det er verdens største begivenhed, som kan holde hele verden samlet i op til tre uger. Det, synes jeg, er værd at bemærke. Hvis man har mulighed for at være til et OL live, er der jo en fantastisk dynamik og spænding. Og en glæde. Selv om det ikke er alle, der får metal med hjem, så kan man fornemme, når man står omgivet af    diverse atleter, at det for dem er en kæmpe oplevelse bare at være til stede”.

Da Kronprins Frederik senere i samme måned efter en dukkert i Øresund lod sig interviewe af Ekstra Bladet under åben himmel på en mole ved stranden nær Svanemøllen på Østerbro i København, var hans olympiske begejstring mindst lige så stor. Men for en sjælden gangs skyld nøjedes det danske IOC-medlem ikke med at gemme sig bag de olympiske idealer.

Grebet af en tilsyneladende ny selvtillid, der næsten var en olympisk atlet værdig, revsede tronarvingen pludselig både sig selv og sine landsmænd for at have været alt for tilbageholdende. Med en retorik som en trængt politiker, der søger genvalg, opfordrede kronprinsen alle danskere til at skyde brystet længere frem og være mere stolte over deres præstationer:

”Vi skal ikke bare være de der diskrete danskere, som står der og ikke vil støde nogen, som Gnags engang har sunget om det. Vi er her. Vi er et lille land, men vi opnår meget som en lille nation med fem en halv million mennesker”.

I en for Kronprins Frederik usædvanlig talestrøm, der fik ham til fremstå som en hjemvendt verdensmand, der ønskede at gøre sine landsmænd lidt klogere på livets gang uden for den danske andedam, understregede tronarvingen også, at han nu fandt tiden inde til, at alle danskere blev meget bedre til at hylde deres helte og heltinder, og at dette også gjaldt ham selv:

”Jeg er også barn af min tid, men nu gider jeg ikke længere sige ’undskyld’ og ’nå ja, vi er jo kun danskere, vi skal ikke mene noget’. Nu skal vi se forbi den der jantelov, og jeg synes også, at den generation, der er 20-25 år yngre end mig, og som mange kalder ’ego-generationen’, kæmper med det på en anden måde. Mulighederne er anderledes i dag, og de er langt mere ude i det globale samfund. Nyhedsstrømmen kører, og du kommer hurtigt ud på de sociale medier og fortæller, hvad de laver, og at du er glad over det, du nu gør. Det kan jeg godt lide. Og det skal min årgang også lære lidt af”.

I sin dom over den danske mentalitet konkretiserede Kronprins Frederik ikke, hvad det var, han nu ikke længere gad at sige undskyld for. Derimod uddybede han gerne, at han for alvor var blevet fascineret af olympisk sport under OL i Atlanta i 1996. Som nyuddannet i Frømandskorpset havde han fået en større forståelse for den fysiske og mentale træning, der ligger bag de olympiske atleters præstationer. Og han fortrød endda lidt, at han aldrig selv havde forfulgt drømmen om at kvalificerer sig til OL som atlet.

Hverken sport eller politik handler imidlertid kun om vindernes sejre. I såvel politiske valg som olympiske lege er der altid flest tabere, som blot må lære at leve med deres nederlag. Men på avisens spørgsmål om, hvorvidt kronprinsen som konkurrencemenneske selv er en dårlig taber, nøjedes tronarvingen med at konstatere, at han havde lært meget gennem årene:

”Det er jo ikke altid, man vinder, men det er stadig sjovt at prøve at vinde. Det er også tit det, der driver mig i et løb. Jeg kan godt løbe langt og længe, men jeg har aldrig været specielt hurtig. Jeg kan huske, at det var noget, der drev mig som elev i folkeskolen. Det kan godt være, at jeg lå i den tunge ende, men jeg havde den der tyrkertro på, at jeg kunne komme op og snuse til de forreste og hurtigste. Det har lært mig altid at tro på noget. Hvad der er min egen drivkraft. At tro på noget, der måske ikke kommer til at ske, men der er jo ingen grund til at give op. Jeg har haft mine op- og nedture. De har samlet set gjort mig stærk”.

Så let slap tronarvingen dog ikke fra at tage stilling til det sportslige ideal om at tabe og vinde med samme sind. For de færreste konkurrencemennesker synes, det er sjovt at tabe til konkurrenter, som snyder sig til sejren. Og interviewet fandt sted kort tid efter, at det internationale atletikforbund havde udelukket alle russiske atletik-udøvere fra at deltage i OL i Rio de Janeiro på grund af deres indblanding i det, der er blevet kaldt sportshistoriens største dopingskandale. En olympisk sag om statsstyret snyd, som Ekstra Bladet derfor bad kronprinsen om at forholde sig til.

Sagen drejede sig om et statskontrolleret dopingsystem i Rusland, hvor både landets sikkerhedstjeneste FSB og det nationale sportscenter CSP angiveligt havde medvirket til doping af russiske atleter før, under og efter de olympiske vinterlege i Sochi, samtidig med, at de russiske myndigheder hjalp med at skjule de dopede atleters positive prøver.

Det første indblik i den russiske dopingskandale fik offentligheden i begyndelsen af december 2014, da den tyske tv-journalist Hajo Seppelt stod bag et dokumentarprogram om det russiske dopingsystem. Knap et år efter vinterlegene i Sochi konkluderede journalisten på baggrund af sine interviews med to russiske whistleblowere, den dopingdømte 800 meter-løber Yuliya Stephanova og hendes mand Vitaly Stephanov, der havde arbejdet som informationsmedarbejder i det russiske antidoping-agentur, at russiske statsembedsmænd i årevis havde været med til systematisk doping af de bedste russiske atletikudøvere.

I den tyske tv-dokumentar blev den opsigtsvækkende påstand blandt andet underbygget af skjulte video- og lydoptagelse af whistleblower-parrets samtaler med russiske atleter, trænere og ledere. Og i en skriftlig erklæring til verdens antidoping-agentur, WADA, havde Yuliya Stephanova allerede året før fortalt agenturet, at hun i 2007 med hjælp fra sin daværende træner, Vladimir Mokhnev, var begyndt at dope sig med anabolske steroider og EPO, og at hun i de følgende år blot blev ved med at optrappe sit forbrug af forbudte stoffer.

Da Yuliya Stephanova i 2009 mødte hun sin kommende mand og fortalte ham, at alle de bedste russiske atleter dopede sig med hjælp fra russiske læger og trænere, og at hans arbejdsgivere i det russiske antidoping-agentur i øvrigt hjalp med at skjule atleternes positive dopingprøver, troede han først ikke på det. Men da Vitaly Stephanov efterfølgende spurgte sine overordnede i det russiske antidopingmiljø, om det var rigtigt, fandt han til sin store overraskelse ud af, at hun havde talt sandt.

To år senere blev Vitaly Stephanov fyret fra sit job i det russiske antidoping-agentur, angiveligt fordi han stillede for mange kritiske spørgsmål. Og da Yuliya  Stephanova i februar 2013 blev taget i en dopingkontrol og fik to års karantæne af det internationale atletikforbund, besluttede parret sig for at blive whistleblowere.

”Jeg var en naiv pige, der bare havde gjort, som mine trænere sagde, at jeg skulle. Min verden brød sammen, og jeg blev meget bitter over at opdage, at jeg blev straffet, mens de mennesker, der havde ansvaret for dopingsystemet i Rusland, gik fri og bare kunne fortsætte på samme måde”, forklarede Yuliya Stephanova i sin erklæring til WADA senere samme år.

Det russiske sportspar, der i Rusland betragtes som nationale forrædere og nu bor i USA, forlod deres hjemland og flyttede til Berlin en uge før, de i december 2014 medvirkede til afsløringen af det russiske statsdopingsystem i den tyske tv-dokumentar. Midt i samme måned nedsatte WADA en undersøgelseskommission bestående af tre medlemmer, som under ledelse af agenturets tidligere præsident, det canadiske IOC-medlem Richard Pound, skulle undersøge tv-dokumentarens påstande. Men inden WADAs undersøgelseskommission den 9. november 2015 kom med sin første rapport om dopingskandalen, blev den udvidet til også at omfatte blandt andre præsidenten for det internationale atletikforbund siden 1999, Lamine Diack fra Senegal, som var medlem af IOC fra 1999 til 2013, hvor han blev udnævnt til æresmedlem af komiteen.

Lamine Diack var i Frankrig blevet anklaget for bestikkelse og hvidvaskning af penge. Ifølge den franske anklager Eliane Houlette havde den internationale atletikpræsident angiveligt modtaget 7,5 millioner kroner for at dække over russiske atletikudøveres positive dopingprøver. Men selv om Lamine Diack nægtede alle beskyldninger, og den tidligere britiske OL-stjerne Lord Sebastian Coe i august 2015 blev valgt som ny præsident for atletikforbundet, var skandalen ikke til at stoppe.

WADAs første undersøgelsesrapport om sagen bekræftede, at russiske statsembedsmænd stod bag både korruption og hemmeligholdelse af positive dopingprøver, hvilket fik agenturet til at anbefale det internationale atletikforbund at suspendere Ruslands atletikforbund og udelukke flere af de involverede russiske  atletikudøvere og trænere på livstid.

Selv om Ruslands præsident Vladimir Putin lovede, at alle de skyldige i dopingskandalen ville blive stillet til ansvar, men at eventuelle sanktioner skulle være individuelle og ikke kollektive, og præsidenten for Ruslands atletikforbund, Vadim Zelichenok, hævdede, at forbundet havde en god forklaring, som beviste de russiske atletikudøveres uskyld, valgte det internationale atletikforbund at lytte til WADAs anbefaling.

Den 13. november 2015 blev det russiske atletikforbund, og dermed alle russiske atletikudøvere, midlertidigt suspenderet fra alle internationale konkurrencer. Og fem dage senere suspenderede WADA også Ruslands antidopingagentur for dets medvirken i dopingskandalen.

Men i begyndelsen af 2016 kom der igen fokus på det tidligere IOC-medlem Lamine Diack, da det internationale atletikforbund den 7. januar udelukkede tre  fremtrædende skikkelser i atletikkens verden fra sporten på livstid: Den tidligere præsident for Ruslands atletikforbund, Valentin Balakhnichev, den russiske træner Alexei   Melnikov og Lamine Diacks søn, Papa Massata Diack, der ernærede sig som agent og konsulent i international atletik, og som i lighed med sin far var under anklage for korruption.

Og det internationale atletikforbunds rolle i skandalen blev yderligere sat under lup, da endnu en rapport fra WADAs undersøgelseskommission den 14. januar 2016 konkluderede, at forbundets øverste ledere, deriblandt Lamine Diack, måtte have vidst, at der blev manipuleret med dopingprøverne i Rusland. En konklusion, der blandt andet også førte til offentlig kritik af forbundets nye præsident Sebastian Coe, fordi han siden 2007 havde været vicepræsident i forbundet under Lamine Diacks ledelse.

Da en tidligere direktør i Ruslands antidoping-agentur, den 52-årige Nikita Kamaev, døde den 14. februar 2016, blev dopingskandalens mulige alvor imidlertid trukket endnu skarpere op. For Nikita Kamaev var ikke syg, men fik pludselig hjertestop blot to måneder efter, at han havde kontaktet Sunday Times-journalist David Walsh for at få hans hjælp til at skrive en bog om dopingskandalen.

Ifølge den irske journalist, der blandt andet er kendt for sine afsløringer af den amerikanske cykelrytter Lance Armstrongs dopingregime i Tour de France, blev han kontaktet af Nikita Kamaev den 21. november 2015, tre dage efter, at WADA som en konsekvens af statsdopingskandalen havde ophørt sit samarbejde med det russiske antidoping-agentur.

I e-mails til David Walsh nævnte Nikita Kamaev blandt andet, at Rusland havde et hemmeligt laboratorium, der blev brugt til at screene russiske dopingprøver, inden de officielt blev registreret af det russiske antidoping-agentur. Journalisten var dog skeptisk overfor at arbejde sammen med russeren. Dels fordi han talte meget dårligt engelsk. Og dels fordi han havde haft ansvar for den russiske dopingkontrol på et tidspunkt, hvor den russiske regering angiveligt havde haft stor indflydelse på   kontrolarbejdet.

Nikita Kamaev døde blot 11 dage efter, at grundlæggeren af det russiske antidopingagentur, Vyacheslav Sinev, også døde. Han blev kun 58 år. Og selv om en talskvinde fra det russiske agentur, Nataliya Koshel, fortalte nyhedsbureauet AP, at Vyacheslav Sinev længe havde været alvorligt syg, var de to dødsfald årsag til, at vestlige medier begyndte at spekulere i, om de to tidligere antidopingchefer var blevet likvideret for at forhindre dem i at sladre om andre involverede i den russiske dopingskandale.

Spekulationerne om de to dødsfald er aldrig blevet bevist. Men i maj 2016 stod en tredje tidligere russisk antidoping-chef, Grigory Rodchenkov, der er ph.d. i analytisk kemi, og som indtil 2015 var direktør for Ruslands antidoping-laboratorium i Moskva, frem i interviews med både det amerikanske tv-program 60 Minutes og avisen The New York Times. Og den russiske kemiker fortalte, at såvel det russiske sportsministerium som efterretningstjenesten FSB, det tidligere KBG, var dybt involveret i dopingskandalen.

Grigory Rodchenkov var blevet ansat som direktør for Ruslands WADA-akkrediterede antidoping-laboratorium i 2005, men havde som optakt til de olympiske lege i London 2012 i skjul udviklet en særlig dopingcocktail til det russiske sports-ministerium bestående af tre anabolske steroider; metanol, trenbolon og oxandrolon, som blandet op med alkohol var meget svær at afsløre i en dopingkontrol. Alkoholen, Chivas-whisky til mænd og Martini-vermouth til kvinder, betød ifølge den russiske whistleblower, at atleter, som drak hans doping-cocktail, hurtigere kunne absorbere steroiderne i kroppen, samtidig med, at alkoholen også forkortede den tidsperiode, dopingsnyderiet kunne opdages i.

Da Grigory Rodchenkov i efteråret 2013 var i gang med at forberede det russiske antidoping-laboratoriums omfattende testprogram til vinterlegene i Sochi, og han ifølge sin egen forklaring mindst en gang om ugen mødtes med sportsminister Vitaly Mutkos personlige assistent, Yuri Nagornykh, for at aflægge rapport om sit hemmelige dopingprogram, lagde han imidlertid mærke til, at en mand, som han var overbevist om arbejdede for den russiske efterretningstjeneste FSB, også begyndte at dukke op i laboratoriet.

Manden viste særlig interesse for de flasker, atleternes urinprøver forsegles i, og indsamlede ifølge Grigory Rodchenkov flere hundrede af dem. Og kort tid før OL afslørede manden, at det nu var lykkes ham at bryde flaskernes forsegling, bytte indholdet ud og forsegle flaskerne igen, uden at man kunne se det.

Dermed var det lykkedes russerne at omgå de internationalt anerkendte sikkerhedsregler, som gælder i alle landes kamp imod doping. Ifølge Grigory Rodchenkov skulle metoden nu bare holdes hemmelig og implementeres i russernes antidopingarbejde under præsident Vladimir Putin politisk prestigefulde olympiske lege i Sochi, som efter russernes skuffende medaljehøst i Vancouvers vinterlege fire år tidligere skulle genrejse Rusland som en international stormagt.

Den statsstyrede dopingsvindel under legene i Sochi foregik ifølge Grigory Rodchenkov på den måde, at en ansat i sportsministeriet hver aften sendte ham en liste med navne på de russiske OL-deltagere, som skulle have byttet positive dopingprøver ud med negative.

For at være i stand til at finde frem til russernes anonymiserede prøver på laboratoriet, tog atleterne et billede af en syvcifret kode på flasken med deres urinprøve og sendte koden til sportsministeriet, som derefter sendte atleternes navne og numrene på de kodede urinprøver videre til Grigory Rodchenkov.

Når den russiske antidoping-direktør efter endt arbejdsdag på antidoping-laboratoriet i Sochi fik en besked fra ministeriet om, at ”urinprøverne er klar”, hvilket ofte skete omkring midnat, når de internationale observatører havde forladt laboratoriet, gik han fra sit kontor på fjerde sal i laboratoriets bygning og ned til værelse 124 i samme bygning.

Her havde Grigory Rodchenkov og hans hjælpere indrettet et hemmeligt laboratorium i et lagerrum ved siden af det officielle OL-laboratorium. Gennem et hul i væggen, som om dagen var skjult af en kommode inde i det officielle laboratorium, rakte en af Grigory Rodchenkovs kolleger, der havde adgang til laboratoriet, flaskerne med de dopede russiske atleters forseglede urinprøver ind til ham. Han gav dem så videre til manden, han formodede var fra efterretningstjenesten, som derefter tog prøverne med til en nærliggende bygning, hvor flaskernes forsegling blev fjernet og de positive dopingprøver byttet ud med negative, inden flaskerne med de falske prøver et par timer senere igen blev forseglet og returneret til laboratoriets prøvesamling gennem hullet i væggen.

Ifølge Grigory Rodchenkov lykkedes det på denne måde at ombytte flere end 100 dopingprøver under legene i Sochi, deriblandt prøver fra mindst 15 russiske medaljevindere. Og den hemmelige operation forløb så godt, at WADA i en rapport umiddelbart efter OLs afslutning intetanende om dopingsvindlen betegnede legene i Sochi som ”en milepæl i udviklingen af de olympiske leges antidoping-program”, mens Grigory Rodchenkov blev belønnet af Ruslands præsident Vladimir Putin, som tildelte ham en russisk orden for sin indsats under vinterlegene.

Men da den russiske laboratoriechef i WADAs første rapport om dopingskandalen i november 2015 blev nævnt som en de hovedansvarlige i sagen, og Ruslands præsident Vladimir Putin lovede det internationale samfund at iværksætte en nærmere undersøgelse af rapportens konklusioner, tvang de russiske myndigheder Grigory Rodchenkov til omgående at fratræde sit job som direktør for antidoping-laboratoriet i Moskva. Og da han efter fyringen tillige frygtede for sin sikkerhed i Rusland, valgte Grigory Rodchenkov med hjælp fra den amerikanske filminstruktør Bryan Fogel, som han siden OL i Sochi havde hjulpet med oplysninger til en dokumentarfilm om smuthullerne i den internationale dopingkontrol, at flytte til Los Angeles i USA.

Her fortalte Grigory Rodchenkov først dokumentarfilm-instruktøren og siden 60 Minutes og The New York Times sin historie. Men på grund af de detaljerede oplysninger om det russiske sportsministerium og efterretningstjenesten FSBs påståede indblanding i dopingskandalen fik historien også WADA til at nedsætte endnu en uafhængig undersøgelseskommission under ledelse af den anerkendte canadiske ekspert i sportsjura, professor Richard McLaren.

Midt i juni 2016 besluttede det internationale atletikforbund derfor at afvente den nye WADA-rapport og opretholde sin udelukkelse af Ruslands atletikforbund, hvilket betød, at 68 forhåndsudtagne russiske atletikudøvere ikke ville komme til OL, medmindre de kunne bevise, at de var uskyldige og fik en særlig dispensation af det internationale atletikforbund. Og det var på den baggrund, at Kronprins Frederik i sit interview med Ekstra Bladet den 27. juni 2016 svarede på avisens spørgsmål om hans holdning til den russiske statsdopingskandale:

”Jeg er meget tilfreds med, at det internationale atletikforbund satte en tyk streg i sandet og udelukkede de russiske atletikudøvere fra OL. Det er på en trist baggrund, man er nået til den beslutning, men jeg håbede, de ville gøre det. Sikker var jeg dog ikke, så derfor blev jeg egentlig ret lettet, da det skete”, sagde han.

For kronprinsen var der dengang heller ingen tvivl om, at det internationale atletikforbund havde været under et stort pres fra sit bagland om at lade de russiske atletikudøvere slippe for at blive udelukket kollektivt fra OL. Men han var overbevist om, at det var det rigtige at gøre.

”Kollektiv afstraffelse er ikke noget, vi normalt bruger i den vestlige verden, og det er heller ikke noget, man bør bruge. Men i det her tilfælde har vi så mange beviser på, at det er styret højt oppe i systemet. Derfor er man nødt til at statuere et eksempel. Det gik så ud over russerne, men det er berettiget. Der er beviser på, at russerne bevidst har en politik om det her. Så er vi nødt til at gå ind og sige: Godt, vi bryder os ikke om det her princip, men vi er nødt til at udelukke jer alle sammen”, sagde kronprinsen og betegnede det som ’rædselsfuldt’, at det stadig var nogen, der dopede sig, både individuelt og statsordineret som i Rusland:

”Det virker, som om man enten er med eller imod systemet. Og de bruger mange tricks for ikke at blive taget af kontrollen. Jeg så i den tyske dokumentar-udsendelse, at de træner i lukkede militærområder og ved atomkraftværker, hvor dopingkontrollanterne ikke har adgang”.

Det danske IOC-medlem var med andre ord så klar i mælet, at det virkede, som om han havde lyttet til Anti Doping Danmarks tidligere formand, professor Bengt Saltins opfordring til ham om at udnytte sin idrætspolitiske position i IOC til at gå mere aktivt ind i kampen mod doping. Og kronprinsen var tilsyneladende også helt bevidst om, at han udtalte sig om et politisk sprængfarligt emne:

”I det her tilfælde er straffen, at man udelukker en større gruppe fra et stort land med stolte idrætstraditioner fra OL. Rusland går meget højt op i at ligge højt på medaljelisten. Det kommer de ikke denne gang, og det bør da give de russiske sportsledere grund til at tænke over, om det er en god ide, at de kontrollerer og ordinerer doping. Sporten kan klare sig uden doping. Hvis russerne havde fulgt reglerne med test og uvildige kontrollanter fra et uafhængigt organ som WADA, havde vi måske ikke haft problemet”.

For en sjælden gangs skyld i Kronprins Frederiks olympiske karriere fandt Ekstra Bladet efterfølgende grund til at rose tronarvingen. I en lederartikel noterede avisen, at kronprinsen havde udtalt sig ”usædvanligt udiplomatisk” om den russiske dopingpolitik, og tilføjede, at hans udtalelser næppe ville blive udlagt positivt på  russernes ambassade i København.

”Men de vil blive mødt med glæde hos kritikerne, som her kan finde et eksempel på, at Frede trods alt ikke optræder så kongeligt, at det umuliggør hans  IOC-indsats”, lød det i lederartiklen, som dog også mindede avisens læsere om, at ’enlig svale gør ingen sommer’. For i interviewet blev kronprinsen også spurgt, om overholdelse af menneskerettigheder ikke bør være en del af kravene, når IOC tildeler interesserede lande værtsskabet for de olympiske lege. Og tronarvingens undvigende svar på det spørgsmål fik avisens lederskribent til at konkludere:

”Frede svarer udenom. Her vælger han den kongelige rolle og går stille med dørene. Som han gjorde, da han og kronprinsesse Mary for nogle måneder siden var på officielt besøg i diktaturstaten Saudi-Arabien i spidsen for en erhvervsdelegation. Så trods sin kritik af Putins system vil han fortsat være IOC-medlem mere af navn end af gavn. Men kronprinsen er god til at overrække medaljer”.

Den 17. juli 2016, hvor Brasilien, midt under landets økonomiske og politiske krise med faldende oliepriser og en regering plaget af korruptionsskandaler, fortsat kæmpede for at blive klar til at afholde OL, bekræftede Kronprins Frederik da også i et interview med Berlingske, at det formentlig ikke var hverken kritik af IOC eller selvkritik, han ville blive husket for som IOC-medlem. I interviewet afslørede den danske tronarving blandt andet, at han gerne ville fortsætte otte år mere i komiteen, og forklarede, at det blandt andet skyldtes, at IOC havde ændret sig til det bedre i de syv år, han havde været med:

”Det er blevet mere gennemsigtigt og mere åbent. Jeg føler, det er vigtigt, at vi i Danmark beholder den stol i IOC, en dansker har haft kontinuerligt i 100 år. Det er ikke arveligt og går ikke bare i arv til en flink eller dygtig dansker, og jeg synes bestemt, jeg har masser at give af”.

Om kronprinsens beslutning konstaterede avisen, at forlængelsen af hans medlemskab af IOC blot var en ren formalitet, hvis IOC-præsident Thomas Bach også syntes, det var en god ide. Og det tydede præsidentens lovprisninger af kronprinsens olympiske indsats på, at præsidenten gjorde, selv om det ifølge avisen var en indsats, som det set udefra havde været svært at få øje på. Da avisen spurgte kronprinsen, om der var noget i IOC’s charter, han kunne sige, at han havde sat sit eget aftryk på, var han imidlertid af en helt anden opfattelse:

”Ja, for eksempel demokrati og etik. Det er måske ikke så håndgribeligt, men det er noget, der har at gøre med den baggrund og de idealer, jeg har som dansker. Man er jo præget af de himmelstrøg, man kommer fra, og der er jeg præget af, at  tingene skal foregå hæderligt. Folk skal have lige chancer for at konkurrere. Snyd tolereres ikke”.

At Kronprins Frederik også var præget af sin opvækst i et dansk kongehus, der af de færreste betragtes som et symbol på demokrati, og som historisk set også har haft sine problemer med etiketten, kom tronarvingen ikke ind på. Og han nævnte  heller ikke, at han i sin tid var blevet medlem af IOC, fordi han var et sportsinteresseret medlem af kongefamilien, og ikke, fordi han var den fødte sportspolitiker.

Til gengæld forklarede kronprinsen, hvor vigtigt det i hans øjne var for Danmark at have en repræsentant siddende i IOC, der kunne sige fra, når der blev besluttet noget, som var i strid med det, danskerne stod for. Og derfor ærgrede han sig også over den hårde kritik, han havde fået for sit medlemskab af IOC. En meget dansk kritik, mente han:

”Jeg vil ikke sige, vi hagler hinanden ned, men vi er meget hurtigt kritiske over for de af vores landsmænd, som ønsker at stille op til noget, hvor man taler sit lands sag og egentlig er ambassadør for sit land – uanset om det er mig eller en anden dansker, der ønsker at tage ud i den store verden og arbejde på de ydre linjer. Vi har virkelig brug for, at vi er derude. Det er ikke nok at sige, at vi er de mest lige i verden og har verdens bedste demokrati. Du kan ikke bare stå uden for og råbe op. Det er som at råbe op mod vinden. Det kan godt være, folk nikker, men de kan ikke høre, hvad du siger. Du skal inden for i samme stue”.

Mens kronprinsen, uden at fortælle, hvornår han på danskernes vegne havde sagt fra i IOC, således endnu engang forsøgte at forsvare sit medlemskab af den private komite med, at det nærmest var en demokratisk pligt, han uselvisk havde påtaget sig i nationens tjeneste, erkendte han dog også, at der var en del af kritikken, der havde ramt rigtigt:

”Jeg vil sige, at jeg på mange måder var lige så ubekendt med den olympiske familie, inden jeg blev en del af den, som den danske presse var. Siden er jeg så blevet klogere og har brugt en masse tid på at fortælle Danmark og den danske presse, hvad der sker bag murene”.

Det var ganske vist de færreste danske pressefolk, der havde opfattet tronarvingen som en særlig værdifuld IOC-kilde til væsentlige informationer om, hvad der var sket bag komiteens mure i hans tid som medlem. Men i sin egen selvopfattelse havde han et udpræget demokratisk sindelag:

”Jeg støtter ærlighed og transparens. Jeg kan påtale over for et forbund eller en forbundspræsident, hvis der er noget galt. Så kan jeg sige, at de er nødt til at lave noget om. Det er der talrige eksempler på med FIFA som det mest kendte. Der er sket meget i de otte år. Både med IOC og mig. Jeg har også talt med en del danske medier og andre folk, der kan sprede budskabet om, hvad IOC kan og vil. Der har alle lært noget. Du kan jo sammenligne IOC med De Forenede Nationer, altså FN. Det værste, der kan ske for et land på FNs generalforsamling, er at blive nævnt i kritisk forstand, og det er ligegyldigt, om du er USA eller Uganda. Det handler om prestige, om æren. På samme måde er det med IOC. Vi kan nævne nogle lande og påpege, hvis de ikke gør noget godt nok”.

Hvornår og til hvem, Kronprins Frederik i sin påståede kamp for ærlighed og transparens havde påtalt, at der var noget galt i sportens verden, kom han ikke ind på i interviewet med Berlingske. Derimod fortalte tronarvingen gerne, at han i modsætning til de fleste andre danskere ikke kunne se nogen grund til at pege fingre ad Rusland for landets værtsskab for de olympiske vinterlege i Sochi to år forinden.

”Personligt kan jeg sige, at OL i Sochi virkede. De afviklede det godt, og atleterne var superglade for det. De fik fred og ro, de fik muligheder for at forberede sig, og de fik de forhold, de kunne ønske sig. På den måde var det et godt OL”.

At Berlingske derimod mente, at man godt kunne kritisere blåstemplingen af en nation og nogle idealer, som ikke var helt i tråd med IOCs ånd, havde kronprinsen en anden opfattelse af:

”Nu blev det jo afholdt, inden Rusland overraskede hele verden med den forfærdelige dopingskandale, vi nu har set. Vi har en ny situation, og vi kan ikke spole tiden tilbage”, sagde han og valgte at rose Vladimir Putins opbygning af vinterlegenes værtsby i nærheden af præsidentens foretrukne badestrand ved Sortehavet:

”Om ikke andet, så havde du en nation, der qua sin organisation havde mulighed for at kreere et helt skisportsområde fra ingenting, hvilket er helt vildt at opleve. Efterfølgende har det vist sig, at befolkningen, som har færre penge nu, end den havde for få år siden, kan tage til Sochi og få sig en skioplevelse frem for at skulle tage til Schweiz eller et andet sted i Europa, hvor det er dyrt. Men at de brugte så eksorbitant mange penge på at etablere det, det ønsker vi naturligvis ikke at se  igen”.

Men mindre end en måned før åbningen af OL i Rio de Janeiro understregede Kronprins Frederik, at hans ønske om at forlænge sit medlemskab af IOC med yderligere otte år også skyldtes, at komiteen i hans første syv år som medlem havde udviklet sig i en retning, der stemte overens med de visioner, han selv havde for komiteen. Og den vurdering af den generelle udvikling i den olympiske komite var blot endnu en årsag til, at den danske tronarving i offentligheden kom til at fremstå som en mand, der tilsyneladende levede i sin helt egen verden.

Kronprinsen havde åbenbart stadig svært ved at forlige sig med, at det danske demokrati er kendetegnet af, at enhver, der stiller sig op og taler sit lands sag, også må tåle kritik fra de landsmænd, som måtte have en anden mening. På trods af sin fortid i det danske FN-kontor havde han øjensynligt også et problem med at se forskel på en mellemstatslig organisation som FN og en privatejet forening som IOC. Og at det olympiske charter ikke indeholder nogen formålsparagraf, som pålægger komiteen at skabe gode skisportsforhold for mindrebemidlede russere, tog tronarvingen tydeligvis heller ikke så tungt.

Men, som Kronprins Frederik også havde sagt i interviewet, så havde han både som soldat og som sportsmand lært, at man aldrig skal give op, uanset hvor  meget modstand man møder. Og den lærdom fik han god brug for allerede dagen efter interviewet, hvor de første resultater af Richard McLarens uafhængige undersøgelse af den russiske dopingskandale blev offentliggjort.

Den 18. juli 2016 bekræftede den canadiske sportsjurist i sin første rapport til WADA, at den russiske whistleblower Grigory Rodchenkov talte sandt. Rapporten slog endda fast, at det var ”hævet enhver tvivl”, at Rusland siden vinter-OL i Vancouver havde haft et statsstyret dopingprogram, som underminerede alle de principper om en ren sport, der er nedskrevet i WADAs antidopingkode, og som også Rusland havde lovet at overholde.

Richard McLarens rapport bekræftede, at russernes dopingsnyd kulminerede under legene i Sochi, hvor de russiske OL-deltageres dopingprøver blev byttet ud med falske prøver. Men den canadiske professor havde ikke tid nok til at indsamle beviser, som kunne identificere de skyldige. Og derfor bad han WADA om opbakning til at fortsætte efterforskningen med henblik på at udarbejde endnu en rapport, som han først kunne være færdig med efter OL i Rio de Janeiro.

Dagen efter offentliggørelsen af Richard McLarens rapport lovede IOCs ledelse, at komiteen ville tage de ”hårdest mulige sanktioner” i brug for at straffe de russiske dopingsnydere for deres ”chokerende og hidtil usete angreb på sportens og de olympiske leges integritet”. Det fik 14 nationale antidoping-agenturer, deriblandt Anti Doping Danmark, til i et brev til IOCs præsident Thomas Bach at anbefale komiteen tre mulige olympiske sanktioner:

Ruslands olympiske komite skulle ekskluderes fra OL i Rio de Janeiro. Alle russiske atleter, der var udtaget til legene af Ruslands olympiske komite, skulle nægtes deltagelse. Og endelig anbefalede de 14 antidoping-agenturer, at WADA og IOC skulle nedsætte en arbejdsgruppe, som ud fra ensartede kriterier skulle tage stilling til, om individuelle russiske atleter skulle have lov til at deltage i legene under neutralt flag.

Anbefalingen ville ifølge de nationale antidoping-agenturer tilfredsstille IOCs ønske om at finde en sanktion, der var udtryk for en fair balance mellem ”kollektivt ansvar og individuel rettergang”, så ingen rene russiske atleter risikerede at blive ramt af en kollektiv straf.

Men IOC var også under pres fra Rusland. For her advarede præsident Vladimir Putin om, at reaktionerne på den russiske dopingskandale var et tegn på en farlig kurs, hvor man var på vej til igen at blande politik og sport:

”Ja, den politiske indblanding i sport ser anderledes ud i dag, men essensen er den samme; at gøre sport til et instrument for geopolitisk pres og bruge det til at forme et negativt billede af lande og befolkninger. Den olympiske bevægelse, som udgør en stor kraft i bestræbelserne på at forene menneskeheden, risikerer endnu  engang at blive splittet”.

Grigory Rodchenkovs oplysninger om, at Ruslands efterretningstjeneste FSB havde medvirket til den russiske dopingsvindel, fik imidlertid også mange vestlige nyhedsmedier til at minde om, at Vladimir Putin havde en fortid som agent i Sovjetunionens efterretningstjeneste KGB, og at han næppe kan have været uvidende om, at FSB og hans eget sportsministerium deltog i den statstyrede svindel.

Da Vladimir Putin foreslog Ruslands olympiske komite at nedsætte en hurtigt arbejdende kommission med russiske og udenlandske eksperter, der skulle udvikle en ny og bedre national anti-dopingplan, forekom det derfor også nærmest komisk, at præsidenten foreslog det russiske IOC-medlem fra 1971 til 2015, Vitaly Smirnov, som chef for kommissionen.

Præsidenten mente, at den dengang 81-årige Vitaly Smirnov, som netop var blevet udnævnt til æresmedlem af IOC, var den helt rette til at lede kommissionen, fordi han var ”en person med et uplettet rygte, som havde stor troværdighed og nød respekt i den olympiske familie”. Og det fik den tyske journalist og IOC-ekspert Jens Weinreich til at minde om, at Vitaly Smirnov havde et olympisk synderegister, der var længere end de fleste andres, og at den tidligere sportsminister i Sovjetunionen nok var den mindst egnede til at sikre et troværdigt anti-dopingsystem i Rusland.

For Vitaly Smirnov havde i hele sin olympiske karriere været sat i forbindelse med korruption og pengevask i en lang række sager, hvoraf bestikkelsesskandalen omkring de olympiske vinterlege i Salt Lake City er den mest kendte. Selv om IOCs etiske undersøgelseskommission dengang slog fast, at den amerikanske OL-by havde bestukket Vitaly Smirnov med gaver og tjenesteydelser, slap russeren med en advarsel og beholdt i modsætning til ti andre korrupte IOC-medlemmer fra mindre indflydelsesrige sportsnationer sit sæde i komiteen.

Da IOC efter et møde i Lausanne i Schweiz den 24. juli 2016 under verdenspressens store bevågenhed offentliggjorde, hvordan komiteen havde tænkt sig at  straffe russerne, endte Kronprins Frederiks kolleger i komiteens ledelse imidlertid med at komme russerne i møde. Ledelsen træf en beslutning, der ikke omfattede den kollektive straf af Rusland, som WADA og det øvrige internationale antidoping-samfund ønskede.

Blot 12 dage før åbningen af de olympiske lege i Rio de Janeiro overlod IOC det til de internationale idrætsforbund, som har ansvaret for administrationen af de 28 olympiske idrætsgrene, selv at træffe beslutning om, hvorvidt de i alt 387 atleter, som Ruslands olympiske komite havde udtaget til legene, var rene nok til at deltage. Men IOC’s ledelse slog samtidig fast, at ingen russiske atleter fik lov til at deltage, hvis de tidligere havde været dømt for doping. Heller ikke selv om deres straf var udstået.

Hvis en russiske atlet kunne klare disse to krav, og desuden kunne blive godkendt af en uafhængig ekspert fra den internationale sportsdomstol, CAS, ville IOC give atleten lov til at deltage i legene. Dog kun på betingelse af, at atleten under legene i Brasilien også stillede sig til rådighed for en omfattende dopingkontrol foretaget af WADA og atletens internationale idrætsforbund. Endvidere afviste IOC-ledelsen et ønske fra den russiske whistleblower Yuliya Stephanova om at deltage i legene som ”neutral atlet”, fordi hun ikke ønskede at deltage under russisk flag. Men afvisningen af hende blev af IOC etiske komite begrundet på denne måde:

”Selv om det er sandt, at fru Stephanovas vidneudsagn og offentlige udtalelser har bidraget til beskyttelse og markedsføring af rene atleter, fair play, integritet og autencitet i sport, er anerkendelse af en neutral atlet i strid med det olympiske charters regler om organisationen af de olympiske lege. Desuden lever sanktionen mod hende, og omstændighederne omkring hendes dopingpraksis, som hun selv medvirkede til, ikke op til de etiske krav, der stilles til atleters deltagelse i de olympiske lege”.

IOCs ledelse mindede tillige om, at ingen russiske atleter, der havde haft en dopingdom, ville få lov til at deltage i legene. Men for at påskønne Yuliya Stephanovas bidrag i kampen mod doping, inviterede IOC både den russiske whistleblower og hendes mand til Rio de Janeiro som olympiske gæster. Og komiteen lovede også at støtte hende, så hun kunne ”fortsætte sin sportskarriere og potentielt tilslutte sig en national olympisk komite”.

Da IOC offentliggjorde ledelsens beslutning, forklarede komiteens præsident, Thomas Bach, at ledelsen havde lagt vægt på at balancere hensynet til det juridiske princip om en individuel rettergang, som han mente, at alle mennesker har ret til, med anti-dopingverdens ønske om en kollektiv straf til Rusland:

”En atlet bør ikke lide under og straffes for et system, som han kan bevise, at han ikke har været impliceret i. Når alt kommer til alt, skal vi kunne se hver enkelt atlet, der bliver berørt af denne beslutning, i øjnene”.

At Thomas Bach så også skulle se WADA og resten af verden i øjnene, tog han åbenbart ikke se tungt. Og det gjorde den sportspolitiske ledelse i Rusland øjensynligt heller ikke. Her vakte afgørelsen i hvert fald stor jubel:

”Når en forbrydelse er begået, skal den skyldige retsforfølges og straffes, men man sætter ikke den skyldiges familie, venner og bekendte bag tremmer, bare fordi de kendte den kriminelle eller boede i samme by”, påpegede præsidenten for Ruslands olympiske komite, Alexander Zhukov.

Men at IOCs ledelse havde sat et andet juridisk princip om, at enhver, der har udstået sin straf, er fri til at deltage i samfundet på lige vilkår med alle andre, ud af kraft for de russiske atleter, som havde udstået deres straf for tidligere dopingdomme, bekymrede tilsyneladende ikke de russiske ledere i nær samme grad. Det vigtigste for dem var, at Rusland kom med til OL som nation. Også selv om det efter alt at dømme ville blive med et mindre hold end planlagt.

”Vi er taknemmelige for, at IOC tillader russiske atleter at deltage i legene. Og jeg er sikker på, at de fleste på Ruslands nationale OL-hold er i stand til at leve op til kriterierne”, understregede den russiske sportsminister Vitaly Mutko, der selv var nævnt i Richard McLarens rapport om dopingskandalen og havde en stor politisk interesse i, at skandalen ikke førte til udelukkelse af hans land fra legene i Rio de Janeiro.

Og at ledelsen i den internationale olympiske komite også afviste den russiske whistleblower Yuliya Stephanovas ønske om at deltage i OL, blev af hendes tidligere holdkammerater på Ruslands olympiske landshold i atletik ligeledes tolket som en russisk sejr:

”At ophøje hende til heltestatus ville have været det samme som at spytte os alle sammen i ansigtet. Derfor er det godt, at hun ikke får lov til at konkurrere til OL. Så er der da i det mindste truffet en klog beslutning vedrørende atletikken”, jublede den dobbelte olympiske mester i stangspring for kvinder, Yelena Isinbayeva, med en henvisning til, at hun heller ikke selv skulle til OL i Brasilien, fordi det internationale atletikforbund udnyttede sin ret til fortsat at udelukke hende og alle andre atletikudøvere fra Rusland.

Til gengæld var IOC-ledelsens beslutning om at overlade ansvaret for sanktioner af russerne til de internationale idrætsforbund, og samtidig afvise Yuliya Stephanovas ønske om at deltage i OL, ikke populær i verdens antidopingagentur WADA. Agenturets ledelse frygtede, at de 28 implicerede idrætsforbund havde så mange forskellige interesser i sagen, at de individuelle russiske sager ville blive behandlet vidt forskelligt. Og agenturets direktør udtrykte også skuffelse over, at den russiske whistleblower ikke fik opfyldt sin drøm om at løbe 800 meter på det olympiske stadion i Rio de Janeiro.

”WADA har meget aktivt støttet Yuliyas ønske om at konkurrere som en uafhængig atlet. Fru Stephanova spillede en afgørende rolle i den modige afsløring af den største enkeltstående dopingskandale nogensinde. Derfor er WADA meget bekymret for det signal, dette nu sender til fremtidige whistleblowere”, sagde agenturets generaldirektør, Olivier Niggli.

I Danmark havde Kronprins Frederik imidlertid ingen kommentarer til IOC-ledelsens afgørelse, selv om den gik imod det ønske om en kollektiv straf til Rusland, han havde argumenteret så stærkt for i Ekstra Bladet en måned tidligere. Men det havde hans danske kollega i IOC, det internationale badmintonforbunds præsident Poul-Erik Høyer:

”Min mavefornemmelse sagde mig, at IOC ville træffe en drastisk beslutning og udelukke Rusland, så det kommer som lidt af en overraskelse”, sagde han til BT og tilføjede, at det ville have set bedre ud, hvis IOC selv havde taget ansvar for at straffe russerne:

”At de bare lægger det ud til os (specialforbundene, red.), det giver os mandat til at træffe forskellige beslutninger, og det tror jeg kan blive en forvirrende forestilling for mange”.

Det var bryderen Mark O. Madsen, en af de 120 danske OL-atleter og tre reserver, der var på vej til legene i Rio de Janeiro for at konkurrere med 10.000 atleter fra 205 andre lande, enig med den danske badmintonpræsident i:

”Jeg er dybt, dybt rystet. Det er jeg virkelig. Jeg synes, det er en joke”, sagde det danske medaljehåb til BT fra sin OL-træningslejr i Sverige, hvorfra han kun kunne håbe på, at det internationale brydeforbund, der havde to russiske vicepræsidenter i ledelsen, ikke ville lade nogen dopede russiske brydere slippe igennem de skærpede OL-kvalifikationskrav til alle Ruslands atleter.

Men Anti Doping Danmark og Danmarks Idrætsforbund var lige så skuffede. Førstnævntes direktør, Michael Ask, havde allerede inden IOC-ledelsens afgørelse sammen med 13 andre nationale antidoping-agenturer opfordret den olympiske komite til at straffe russerne kollektiv, fordi meget for ham tydede på, at de foreløbige afsløringer af dopingskandalen kun var toppen af isbjerget:

”Hvis man skal kunne opretholde troen på integritet i idrætten, og at der er en troværdig antidoping-indsats i gang, er det nødvendigt, at idrættens organisationer nu tager ansvar. Når en atlet tester positiv, bliver vedkommende pålagt hårde sanktioner i form af udelukkelse, så når en nation systematisk har arbejdet for at omgå reglerne, må nationen som helhed også mærke konsekvenser, hvis ikke dette skal være et carte blanche for Rusland til at fortsætte og andre nationer til at gøre noget lignende”, understregede Michael Ask.

Da IOCs beslutning blev kendt, konstaterede Michael Ask og hans kolleger i 12 andre nationale antidoping-agenturer i Østrig, Canada, Finland, Tyskland, Japan, Holland, New Zealand, Norge, Polen, Sverige, Schweiz og USA derfor i en fælles pressemeddelelse, at IOC, da det gjaldt allermest, havde fejlet i kampen for at beskytte verdens rene atleter:

”IOC har med sin beslutning demonstreret, at komiteen som en organisation, der består af nationale og internationale sportsledere, mangler den nødvendige uafhængighed for at holde kommercielle og politiske interesser uden for indflydelse på de svære beslutninger, der er nødvendige for at holde sporten ren. Det er nødvendigt med radikale ændringer for at sikre, at sådan en fejltagelse aldrig sker igen”.

Og næppe var IOC-ledelsens beslutning blevet offentliggjort, før formanden for Danmarks Idrætsforbund og Danmarks Olympiske Komite, Niels Nygaard, på forbundets hjemmeside slog fast, at han også gerne havde set en kollektiv udelukkelse af Rusland. Han frygtede, at beslutningen om at spille bolden videre til de internationale idrætsforbund nu ville udløse kaos og en meget uens retning fra forbund til   forbund:

”Hvis stort set alle russiske atleter er til start om to uger, må vi jo nok konstatere, at systemet har spillet fallit”, sagde Niels Nygaard, som dog også understregede, at det hverken juridisk eller moralsk havde været nogen nem beslutning for IOC at træffe, og at han i øvrigt fandt det positivt, at de internationale idrætsforbunds respektive afgørelser af de individuelle russiske sager skulle sanktioneres af en uafhængig domsmand fra den internationale sportsdomstol, CAS.

Endvidere håbede Niels Nygaard, at dopingskandalen måske kunne ende med at få en positiv effekt på udviklingen i international idræt:

”Doping er nu blevet det helt store emne forud for legene i Rio på grund af den skelsættende WADA-rapport, og i årene fremover vil der uden tvivl være et forstærket fokus på doping og en nultoleranceholdning. Forhåbentlig sender den her sag et stærkt internationalt signal om, at man ganske enkelt ikke slipper af sted med at opføre sig sådan, som Rusland har gjort”.

Dagen efter opfordrede Niels Nygaard og Danmarks Idrætsforbunds direktør, Morten Mølholm Hansen, desuden de respektive danske idrætsforbund til at gøre deres indflydelse i de internationale idrætsforbund gældende, fordi forbundet mente, at alle de 387 udtagede russiske OL-atleter skulle godkendes efter samme strikte vurderinger af en ’troværdig og tilstrækkelig international dopingkontrol”, som det internationale atletikforbund havde valgt.

Opfordringen gjaldt ikke mindst de danske idrætsforbund, der havde god kontakt med de internationale idrætsforbund, som var ansvarlige for dopingkontrollen i de 20 sommer-olympiske idrætsgrene, der havde russiske atleter, trænere og ledere, som var nævnt i Richard McLarens rapport om skandalen. 

”Det vil ikke være til at bære for idrætten og dopingbekæmpelsen, hvis der ikke slås hårdt ned over for russerne”, påpegede de to topledere i det danske idrætsforbund.

Selv om embedsmændene i Kulturministeriet, hvorunder dansk sportspolitik hører, formulerede sig lidt mere diplomatisk, var Venstres daværende kulturminister Bertel Haarders budskab i en pressemeddelelse om den russiske dopingskandale, som ministeriet offentliggjorde den 30. juli 2016, heller ikke til at tage fejl af.

Ministeriets pressemeddelelse havde til formål at gøre danskerne opmærksomme på, at Bertel Haarder sammen med 20 andre europæiske sportsministre fra Østrig, Belgien, Bulgarien, Kroatien, Tjekkiet, Estland, Finland, Irland, Island, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Holland, Norge, Polen, Portugal, Slovenien, Sverige og Storbritannien som en opfølgning på Richard McLarens rapport om den russiske dopingskandale samme dag havde udsendt en fælles erklæring, der støttede WADA’s kamp imod doping i sport.

I erklæringen slog de 21 europæiske sportsministre fast, at de ”i relation til de seneste begivenheder” fandt det vigtigt at udtrykke deres ”støtte til WADAs globale kamp mod doping i sport og støtte de rene atleters ret til at dyrke sport i et dopingfrit miljø”, fordi doping i ministrenes øjne fortsat var en af de største trusler mod sportens integritet. 

”Erklæringen henviser til UNESCOs internationale konvention mod doping i idræt, der er undertegnet af 183 stater og som bl.a. forpligter staterne til at efterleve WADAs kodeks, og idrættens organisationer opfordres til at anvende de regler, de har til rådighed, for at sikre dopingfri idræt. Erklæringen sender et klart signal om, at landene ønsker en ren sport, og at der støttes op om det store antal atleter, som dyrker deres sport uden forbudte præstationsfremmende midler”, understregede               Kulturministeriet.

Samtidig udtalte Bertel Haarder, at han var meget tilfreds med, at en lang række lande i Europa nu var ”enige om at stå sammen og bakke op om, at vi ikke kan acceptere doping i idræt”, som han formulerede det i pressemeddelelsen:

”Det hører ingen steder hjemme at snyde sig til resultater. Det er krænkende for idrætten og usportsligt over for konkurrenterne. Endnu mere usmageligt er det, når en nation ligefrem organiserer snyd. Derfor er det så vigtigt for mig at understrege, at det ikke kan accepteres, og at vi fra Europas side går aktivt ind i kampen for dopingfri idræt”.

Hvorvidt Kronprins Frederik i lighed med sin IOC-kollega Poul-Erik Høyer, Danmarks Idrætsforbund, Anti Doping Danmark og kulturminister Bertel Haarder også fastholdt sine tidligere synspunkter om Ruslands kollektive ansvar i skandalen, satte BT sig for at undersøge i dagene efter IOC-ledelsens afgørelse. Da avisen  spurgte om et interview med kronprinsen, afviste kongehuset imidlertid forespørgslen med en henvisning til de to interviews, tronarvingen kort tid forinden havde givet til Ekstra Bladet og Berlingske.

Set i lyset af den offentlige debat, der havde været om den russiske dopingskandale, og kronprinsens tidligere udtalelser om sagen, fandt avisen det imidlertid så besynderligt, at tronarvingen som dansk IOC-medlem endnu ikke havde kommenteret sin øverste ledelses afgørelse, at avisen tre dage senere bad formanden for Danmarks Idrætsforbund, Niels Nygaard, om en forklaring:

”Nu er det sådan, at den reelle beslutning i IOC træffes af 15 mands-bestyrelsen med Thomas Bach i spidsen. Så de enkelte IOC-medlemmer har på nuværende tidspunkt ikke været voldsomt meget indover”, sagde Niels Nygaard, som dog også henviste til, at alle IOC’s medlemmer ugen efter skulle holde et tre dage langt møde i Rio de Janeiro umiddelbart før legenes åbning, hvor situationen ville blive drøftet.

Niels Nygaard påpegede imidlertid også, at selv om Danmarks Idrætsforbund havde en særlig forbindelse til Kronprins Frederik, var han først og fremmest IOCs repræsentant i Danmark. Desuden understregede formanden, at selv om tronarvingen som IOC-medlem var født medlem af Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse, havde forbundet helt fra starten af tronarvingens olympiske karriere været opmærksom på, at når der måtte opstå situationer, hvor der kunne være politik involveret, så skulle kronprinsen holde lav profil.

”Så har vi en forståelse for, at der kan være situationer, hvor der skal holdes lav profil”, sagde Niels Nygaard, men tilføjede omvendt, at han i øvrigt ikke anså den konkrete situation for at være et problem, da forbundet som Danmarks Olympiske Komite allerede havde givet sin mening om den russiske dopingsag til kende og fortsat var i dialog med IOC.

Desuden fastslog Niels Nygaard, at Kronprins Frederik som medlem af bestyrelsen i Danmarks Idrætsforbund fik alle de informationer, korrespondancer og oplæg, som forbundet kom med, og at han på den måde var orienteret om forbundets holdninger og initiativer. På avisens spørgsmål om, hvorvidt tronarvingen så også havde formidlet det danske idrætsforbunds holdning til den russiske dopingsag videre til ledelsen i IOC, svarede Niels Nygaard imidlertid:

”Vi blander os ikke i, hvordan de informationer bliver brugt”, sagde han og understregede, at Danmarks Idrætsforbund også anerkendte, at IOC stod i en svær situation, hvor der skulle laves en knivskarp afvejning.

”Vi havde gerne set, at beslutningen var anderledes, men nu kører det på denne her måde”.

Og Niels Nygaard benyttede samtidig lejligheden til at erklære sin fulde støtte til tronarvingens ønske om at få otte år mere i IOC:

”IOC er jo samlet set en stor størrelse, som gør fantastisk mange gode ting. Vi kommer stadig til at opleve nogle eminente olympiske lege, og den olympiske bevægelse står samlet set for en masse gode ting. Så selv om dette her selvfølgelig er en stor ting, så er det trods alt kun et element i det samlede billede”.

For direktør Henrik Brandt i Idrættens Analyseinstitut var IOCs beslutning i den russiske statsdopingsag imidlertid ikke kun et ubetydeligt element i det samlede billede. Det var et svigt, som ifølge direktøren kaldte på en debat om, hvorvidt den danske eliteidrætsmodel fortsat kunne være socialt og samfundsmæssig forsvarlig, ”når den i al væsentlighed orienterer sig mod et internationalt system, der groft forsømmer at beskytte udøverne”.

Analyseinstituttets direktør mente endda, at det internationale antidoping-system, som ifølge ham både hvilede på ruinerne af statsdopingprogrammerne i de kommunistiske lande inden Murens fald ”og på den pilrådne dopingkultur i blandt andet international cykelsport frem mod Festina-skandalen ved Tour de France i 1998”, nu var tæt på et sammenbrud:

”Aldrig mere skulle systematiske dopingprogrammer stiltiende tolereres i international idræt. Troede man. Indtil IOCs eksekutivkomite kort før legene i Rio gjorde os klogere. Beslutningen er senere ratificeret af samtlige IOC-medlemmer undtagen én. Også de to danske IOC-medlemmer, Kronprins Frederik og Poul-Erik Høyer, bakkede op om IOC-præsident Thomas Bachs linje, hvilket giver den danske regering og Anti Doping Danmarks stærkt IOC-kritiske linje et ekstra delikat krydderi”, konstaterede Henrik Brandt.

”IOCs eget olympiske charter siger klart, at de nationale olympiske komiteer er ansvarlige for at beskytte de olympiske værdier, herunder at vedtage og implementere WADAs antidoping-kodeks i deres hjemlande. Charteret siger lige så klart, at IOC kan udelukke nationale olympiske komiteer, som overtræder reglerne”.

At IOC ikke ville udmåle en straf, som potentielt også ville ramme uskyldige russiske atleter, betragtede Henrik Brandt kun som en dårlig bortforklaring fra IOC-ledelsens side. Han mente, at Ruslands olympiske komite havde et overordnet ansvar, og at IOC på længere sigt ikke beskyttede de ærlige russiske atleter ved at lade dem alene med et så korrupt og statsstyret system, som det russiske.

Desuden fandt det danske analyseinstituts direktør det tankevækkende, at dansk idræts største triumf nogensinde, fodboldlandsholdets EM-sejr i 1992, netop hvilede på en kollektiv straf til spillerne på det jugoslaviske landshold, selv om de ikke personligt havde ansvar for Balkan-landets krigsforbrydelser, der førte til en udelukkelse af hele holdet.

”Tankevækkende er det også, at Kuwaits atleter fortsat ikke må stille op ved OL i Rio under Kuwaits flag på grund af en strid mellem IOC og den kuwaitiske  regering, som ikke er direkte sportslig betinget. IOC udelukker altså gladelig nationale olympiske komiteer for mindre. Men Rusland var alligevel en for stor mundfuld”, sagde Henrik Brandt og lagde op til en diskussion om, hvorvidt situationen i international idræt var ved at være så uacceptabel, at bordet nu fangede for de danske synspunkter i forhold til doping og korruption i internationale idræts-organisationer:

”Offentligheden bliver ikke nødvendigvis ved med at finde sig i at være til grin for egne penge. Det danske eliteidrætssystem er i dag indirekte en støtte til og en blåstempling af et sygt olympisk system. Det er en stor mundfuld af en debat, vi lægger op til her, men spørgsmålet skal stilles – og helst af de politikere og lande, som reelt finansierer gildet. I det lys kan kulturminister Bertel Haarders nylige initiativ til en erklæring, der kritiserer IOC og Rusland i IOC-affæren også ses som en påmindelse til regeringerne selv om, at de faktisk i UNESCO-konventionen mod doping har opfordret hinanden til ikke at yde økonomisk støtte til eller facilitere værtsskaber for idrætsorganisationer, der ikke respekterer antidopingreglerne”.

Men IOCs beslutning om ikke at straffe Rusland kollektivt for den russiske stats medvirken i dopingskandalen var heller ikke kun et ubetydeligt element i det samlede olympiske billede for IOCs mest erfarne medlem, den canadiske jurist Richard Pound, som havde stået i spidsen for antidoping-agenturet WADAs første undersøgelse af den russiske dopingskandale.

Den tidligere OL-svømmer fra legene i Rom i 1960 var blevet medlem af IOC i 1978 midt under Den Kolde Krig. Han var chef for den undersøgelseskommission, som efter Salt Lake City-skandalen ekskluderede ti af hans kolleger i IOC for korruption. Og fra 1999 til 2007 var han den første præsident i WADA.

”Det er den største skuffelse, jeg har oplevet i min tid som IOC-medlem. Bestyrelsen havde en enestående mulighed for at statuere et eksempel i den internationale kamp imod doping i sport, men greb ikke chancen”, sagde canadieren til Weekendavisen.

”At stater snyder med doping er for mig langt værre, end når atleter, trænere og andre gør det privat og mere eller mindre individuelt. For statsdoping udspringer af en national politik, som vi kender det fra tidligere kommunistiske stater som Sovjetunionen og DDR. Og i sager om statsstøttet snyd med doping er det kollektive ansvar derfor langt mere overvældende end i andre sager”.

Richard Pound undlod dog at nævnte, at der i et historisk perspektiv også efter kommunismens fald i Sovjetunionen og DDR har været andre sager om nationale myndighedernes medvirken til doping, hvor de skyldige stater heller ikke var blevet stillet til kollektivt ansvar.

I 2003 sammenlignede eksempelvis USAs tidligere antidopingdirektør Wade Exum amerikansk dopingpolitik i 1980’erne og 1990’erne med dopingpolitikken i de tidligere østeuropæiske kommunistiske regimer. Påstanden faldt i en retssag, hvor Wade Exum krævede erstatning for uberettiget fyring.

Den tidligere antidoping-direktør hævdede blandt andet, at USAs olympiske komite havde skjult flere end 100 positive dopingprøver fra datidens bedste amerikanske atleter, deriblandt den olympiske superstjerne Carl Lewis, uden at hverken atleterne eller USA som nation blev straffet.

”Mange anser USAs olympiske familie for at være syg. Jeg er helt enig. Familien har et stort dopingproblem”, sagde Wade Exum dengang til Ekstra Bladet om sagen, hvor han også anklagede USAs olympiske komite for at flygte fra sit ansvar i kampen mod doping ved at overlade strafafgørelsen til idrætsforbundene.

”Det har resulteret i, at de fleste af de sportsfolk, der testes positive, får så milde straffe eller slet ingen straf, at det er med til at fremme brugen af præstationsfremmende stoffer og dopingmetoder. Men hver gang, jeg har protesteret, har USAs olympiske komite kritiseret mig for at være en dårlig holdspiller, selv om jeg blot prøvede at forhindre forholdene i USA i at udvikle sig som i DDR”. 

Wade Exum underbyggede sin påstand ved at fremlægge 30.000 sider dokumenter med afslørende dopingoplysninger om de amerikanske atleter. Alligevel endte han med at tabe retssagen på et tidspunkt, hvor WADA med Richard Pound som præsident under agenturets verdenskonference i København i 2003 netop havde forsøgt at indføre hårdere dopingstraffe og ensartede antidoping-regler i alle sportsgrene og lande.

Lige siden dengang havde Richard Pound været med til at efterforske nogle af sportshistoriens største og mest spektakulære individuelle dopingsager med sagen mod den amerikanske cykelrytter Lance Armstrong fra det statsfinansierede amerikanske cykelhold US Postal som den mest kendte. Men det canadiske IOC-medlem havde aldrig tidligere været med til at afsløre regeringspolitikere og statsembedsmænd som dopingbagmænd. Og derfor fandt han heller ingen nåde for russerne:

”Efter min bedste overbevisning kan man i dag ikke dyrke sport i Rusland på hverken nationalt eller olympisk niveau uden at have taget imod doping fra staten. Det bør de russiske atleter betale prisen for. Hvis straffen så også rammer enkelte uskyldige atleter, er det bare ærgerligt. Alle russere må tage kollektivt ansvar for  deres regerings handlinger”, sagde Richard Pound.

”Som jurist hylder jeg selvfølgelig de grundlæggende principper om, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og at alle har ret til individuel sagsbehandling. Men i dette tilfælde overgår det kollektive ansvar langt de individuelle hensyn til den enkelte atlet. Jeg har ingen særlig sympati med atleter, der er produkter af et statsligt dopingsystem som det, vi nu har afsløret i Rusland”.

Richard Pound var også overbevist om, at der ville komme meget mere frem om den russiske statsdopingskandale, som understøttede hans argumenter, når Richard McLaren senere på året var færdig med sin anden undersøgelsesrapport, der havde til opgave at udpege de skyldige. Men et andet erfarent IOC-medlem, schweizeren Gian-Franco Kasper, der var medlem af WADAs ledelse og præsident for det internationale skiforbund, havde en helt anden ukritisk holdning til den olympiske komites håndtering af den russiske dopingskandale:

”Det er både en modig og rigtig beslutning, IOC nu har truffet om at overlade den endelige vurdering til de internationale forbund. Det havde givet meget mindre ballade, hvis IOC bare havde udelukket alle russere. Men det ville have været i strid med reglerne i det olympiske charter, hvoraf det klart fremgår, at det er de internationale idrætsforbund, der skal godkende de olympiske atleter, de nationale olympiske komiteer udtager”, sagde schweizeren til Weekendavisen.

Gian-Franco Kasper mente desuden, at det ville have været unfair overfor de russiske atleter, hvis IOC havde valgt at fravige princippet om, at alle rene atleter skal beskyttes, også de russiske:

”Man kan kun stå til ansvar for sine egne handlinger. Det er unfair at straffe kollektivt. Uanset, hvad man mener om det, der er foregået i Rusland, har de russiske atleter nu krav på at få deres sag bedømt individuelt. Det er op til antidoping-myndighederne at bevise, om en mistænkt atlet har snydt sine konkurrenter ved at tage forbudte præstationsfremmende midler. Hvis man ikke har beviser, må man  vente med at dømme den pågældende atlet, indtil man kan bevise sin påstand. Sådan er reglerne også i det almindelige retssystem”.

Da de olympiske lege åbnede i Rio de Janeiro den 5. august 2016 med deltagelse af 271 russiske atleter, som var blevet godkendt af deres respektive internationale idrætsforbund og sportsdomstolen CAS, var fronterne internt i IOC mellem medlemmer af komiteen, som støttede ledelsens beslutning om at lade Rusland deltage i legene, og medlemmer, der var imod, altså stadig trukket skarpt op.

Derfor var det også relevant for den danske presse i Rio de Janeiro at opsøge det danske IOC-medlem Kronprins Frederik for at høre, om han fortsat gerne havde set, at russerne var blevet udelukket kollektivt. Ikke mindst fordi IOCs menige medlemmer under komiteens møde på Windsor Oceanio Hotel i den brasilianske OL-by i dagene før åbningsceremonien havde fået mulighed for at give deres mening til kende over for IOC-præsident Thomas Back.

Den mulighed for at protestere imod beslutningen havde kun briten Adam Pengilly som repræsentant i komiteen for de aktive OL-atleter benyttet sig af, da han stillede sig op og talte imod ledelsens beslutning om at afvise Yuliya Stephanovas deltagelse i legene.

”Beslutningen om at udelukke whistlebloweren er til stor skade for kampen mod doping. Det er det, vi opponerer imod”, sagde Adam Pengilly på vegne af de aktive OL-atleter.

Men Kronprins Frederik, Poul-Erik Høyer og de andre knap 100 IOC-medlemmer, inklusive canadieren Richard Pound, accepterede stiltiende ledelsens beslutning, da Thomas Bach bad dem om at godkende den valgte løsning. Og det blev i internationale medier tolket som et samtykke til ledelsens beslutning om at lade russerne deltage i legene.

Bagefter forklarede Richard Pound sig med, at han havde kritiseret Thomas Bach for ikke at inddrage de menige medlemmer i en dialog om den kontroversielle beslutning, f. eks. på en ekstraordinær session, men at han så tæt på legenes åbning ikke havde fundet det umagen værd at forsøge at ændre en beslutning, som ledelsen allerede havde truffet. Men Kronprins Frederik forholdt sig stadig tavs. Og det fik endnu en gang de danske mediers kommentatorer til at spidse pennen og kritisere tronarvingens olympiske virke:

”Da Kronprins Frederik i 2009 blev valgt ind i IOC, advarede Ekstra Bladet ham om, at han ville blive brugt som marionet i et politisk spil. Farligt for en mand, som i udgangspunktet ikke må give udtryk for politiske holdninger. Men med sin støtte til Thomas Bach har Kronprins Frederik været med til at beskytte de russiske dopingsvindlere, og samtidig har han svigtet den kamp mod doping, som dansk idræt står for. Et politisk fejltrin af dimensioner”, skrev Ekstra Bladets sportskommentator på OLs åbningsdag.

Jyllands-Postens lederskribent var enig og konstaterede efter en påmindelse om OLs problemfyldte historie fra Nazi-Tysklands propagandalege i Berlin til de første lege på et kriseramt sydamerikansk kontinent, at OL på flere fronter stadig  befandt sig i et vakuum af demokratisk underskud:

”Det er den historiske og aktuelle sammenhæng, som Kronprins Frederik nu har været en del af i sine seks år som medlem af IOC. Det er hverken god markedsføring af ham selv eller af kongehuset. Kronprinsen har selv valgt, at dette skal være en væsentlig del af hans virke som en af Danmarks fremmeste repræsentanter i det internationale samfund, og derfor må han også være en af dem, spørgsmålene skal rettes til, når svar søges. Dem leverer han fortsat ikke mange af”.

Tre dage efter legenes åbning fik BT imidlertid den danske tronarving i tale uden for det olympiske tennisstadion i Rio de Janeiro. Kronprinsen havde netop set den danske fanebærer Caroline Wozniacki blive slået ud af den olympiske tennisturnering i en kamp, som hun havde tabt til tjekken Petra Kvitova. Og her leverede tronarvingen nu flere af de svar, den samlede danske presse havde efterlyst fra ham i debatten om, hvordan de skyldige i den russiske dopingskandale skulle straffes.

”Der er faldet en beslutning, og den står jeg også inde for. Det må jeg sige”, lød det klare svar fra Kronprins Frederik, som også forsøgte at uddybe, hvorfor han nu stod inde for en beslutning, han tidligere havde været imod:

”Der er nultolerance omkring doping. Det er snyd, svindel og bedrag. Det er vi alle sammen enige om. Alle synes jo, at det er forkert. Hvad er det så med Rusland? Det er, at alle de internationale forbund har fået opdrag om selv at cleare deres egne atleter. Det kan være alt fra tennis til hockey og svømning. Det er uanset, hvor i verden de kommer fra. Det er der, vi befinder os lige nu. Udover det, er der en rapport, der er udarbejdet af en herre, der hedder McLaren. Han har selv udtalt, med rette, at den ikke er fyldestgørende endnu. Han er ikke kommet til bunds i sin efterforskning. Det kommer han nok sidst på året. Der vil han med større sikkerhed kunne sige, hvordan forholdene er”.

På avisens spørgsmål om, hvorvidt det ikke havde været et bedre signal at sende, hvis IOC blot havde udelukket russerne kollektivt, sådan som den internationale paralympiske komite havde besluttet at gøre med alle Ruslands handicappede sportsudøvere, svarede kronprinsen:

”Lige nu er det primært de internationale forbund, der har det ansvar. Jeg synes, det er helt rigtigt, at de selv skal tage vare på deres egne atleter for at kunne komme til OL. Der ligger det ansvar. Det er det, jeg har at forholde mig til. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke har nogen mening, men det er forkert at udtale sig på et ufuldstændigt grundlag”.

På endnu et spørgsmål om, hvorvidt han selv havde haft indflydelse på IOCs endelige beslutning om at lade russerne deltage i OL som nation, svarede den danske tronarving:

”IOC har jo en bestyrelse på 14 mand plus en mand, der er præsident. Det er dem, der primært har taget hånd om det her, fordi det var på kort sigt, og det skulle gå hurtigt. OL er i gang, og man vil gerne se atleterne. Det er atleten, der er i centrum. I IOCs nyeste charter er det atleten, der er uskyldig, indtil han er blevet dømt”.

Den danske tronarving havde tidligere udtalt til Ekstra Bladet, at ”kollektiv afstraffelse er ikke noget, vi normalt bruger i den vestlige verden, og det er heller ikke noget, man bør bruge”. Men i det samme interview havde han også tilføjet, at der var så mange beviser på, at den russiske dopingsvindel var ”styret højt oppe i systemet” ud fra en bevidst politik om at snyde, at ”man er nødt til at statuere et eksempel” ved at sige ”godt, vi bryder os ikke om det her princip, men vi er nødt til at udelukke jer alle sammen”.

Nu havde det royale danske IOC-medlem imidlertid ændret mening om, hvordan de skyldige i den russiske dopingsag skulle straffes. Og det førte i efteråret 2016 til en fornyet debat i de danske medier om kronprinsens loyalitet i en olympisk skandalesag, hvor både hans kolleger i Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse og hans politiske chefer i den danske regering havde en helt anden holdning end IOC.

Kronprins Frederik havde i løbet af sine dengang syv år i IOC ganske vist sjældent forsømt en lejlighed til at understrege, at han ikke repræsenterede Danmark i komiteen, men var IOCs mand i Danmark. Men han repræsenterede stadig også både det danske kongehus, Danmarks Idrætsforbund og den danske regering.

Holdningsændringen fik derfor tronarvingen til at fremstå som en dansk idrætspolitiker, der i ensom majestæt havde svigtet den fælles danske anbefaling af en kollektiv straf til russerne, sådan som Danmarks Idrætsforbund, Anti Doping Danmark og Kulturministeriet havde været enige om at stå fast på. En anbefaling, som det andet danske medlem af den internationale olympiske komite, Poul-Erik Høyer, ligeledes havde gjort sig til talsmand for, da han efter offentliggørelsen af IOC-ledelsens beslutning udtalte, at ”det ville have set bedre ud, hvis IOC selv havde taget ansvar for at straffe russerne” fremfor blot at overlade ansvaret til de internationale idrætsforbund.

Dermed var Kronprins Frederik isoleret som den eneste danske topidræts-politiker, der ikke tog skarpt afstand fra russernes deltagelse i OL. Men samtidig  kunne han trøste sig med, at han ikke var det eneste IOC-medlem, der blev isoleret under legene i Rio de Janeiro. Da Kronprins Frederik rejste hjem fra Brasilien, sad det irske IOC-medlem Patrick Hickey ensom og forladt tilbage i et fængsel i den olympiske værtsby.

På trods af sine fire olympiske topposter som medlem af IOCs eksekutiv-komite, præsident i Irlands nationale olympiske komite, præsident i sammen-slutningen af 50 nationale olympiske komiteer i Europa, EOC, og vicepræsident i sammenslutningen af alle verdens nationale olympiske komiteer, ANOC, var den 71-årige tidligere irske judokæmper om morgenen den 17. august 2016 blevet vækket på sit hotelværelse i Rio de Janeiro af det lokale politi.

I en opsigtsvækkende politiaktion, der blev filmet af brasiliansk tv, blev det indflydelsesrige IOC-medlem anholdt som hovedmistænkt i en international sag om svindel med OL-billetter. En sag, der også omfattede ni andre mistænkte forretningsfolk med forbindelse til de to irske marketingsselskaber THG Sport og PRO10.

Da politiet ankom til hotellet, hævdede Patrick Hickeys hustru i første omgang, at han var rejst hjem til Irland. Men politiet fandt ham på et tilstødende værelse og beslaglagde hans computer, mobiltelefon og pas. Derefter prøvede ireren at slippe for at komme i fængsel ved at henvise til, at han havde alvorlige smerter hjertet.

Efter to dages politiovervågede helbredsundersøgelser på et hospital i den olympiske værtsby endte det fremtrædende IOC-medlem imidlertid med at blive sat i varetægt i Rio de Janeiros berygtede Bangu-fængsel, det største fængselskompleks i Brasilien, som blandt andet også huser mordere, narkohandlere og bandemedlemmer. Og det var ikke første gang, Patrick Hickey blev nævnt i forbindelse med ulovlig sortsbørshandel med de millioner af OL-billetter, som IOC overlader det til nationale olympiske komiteer at sælge og distribuere til olympiske fans over hele verden.

Allerede et år inden legene i Rio de Janeiro havde den tidligere brasilianske fodboldstjerne Romario som politiker i den nationale kongres advaret OL-arrangørerne mod Patrick Hickey. Det skyldtes, at ireren sammen med præsidenten for Grækenlands olympiske komite, Spyros Capralos, og præsidenten for Maltas olympiske komite, Lino Farrugia Sacco, havde været mistænkt for at være involveret i lignende sortsbørshandel med billetter til OL i London i 2012.

Selv om Patrick Hickey var mest kendt for sit årelange venskab med Hvideruslands diktator, Alexander Lukasjenko, og EOCs placering af de første European Games i 2015 i et andet europæisk diktatur, Aserbajdsjan, hvor landets præsident, Ilham Aliyev, på trods af IOCs erklærede ønske om at adskille sport og politik, også var præsident for landets nationale olympiske komite, var Romarios advarsler om det irske IOC-medlems uhæderlighed dog åbenbart ikke nået frem til Danmarks Idrætsforbund i Idrættens Hus i Brøndby.

Danmarks Idrætsforbunds formand, Niels Nygaard, som sad i EOCs bestyrelse sammen med Patrick Hickey, sagde til Ekstra Bladet, at han ikke havde nogen kommentarer, før der var kommet mere klarhed over sagen.

Og forbundets direktør, Morten Mølholm Hansen, tog ligeledes forbehold for, om Patrick Hickey havde gjort det, han var mistænkt og fængslet for:

”Det er stadig medieberetninger, men hvis det er rigtigt, hvad vi kan se i medierne, er det ekstremt skidt og alvorligt. Det er jo kun noget, vi kan tage voldsomt afstand fra. Vi ved ikke mere end det, og vi kan se, at der er kommet en meddelelse om, at han midlertidigt er trådt tilbage som præsident for EOC. Det indikerer jo i hvert fald, at der er en undersøgelse i gang. Umiddelbart virker det alvorligt”, sagde den danske direktør.

Morten Mølholm Hansen erklærede sig dog enig med avisen i, at hvis sagen var så alvorlig, som den var blevet beskrevet, var det uden tvivl en af de største skandaler i IOCs historie:

”Jo! Med en så højtstående person, jo! Det er det. Hvis det er rigtigt, overrasker det mig. Det overrasker mig, at sådan noget kan ske – hvis det er sket – når man tager i betragtning alle de nødvendige signaler, der er givet omkring good  governance. At man så ikke er blevet klogere, ja, det overrasker mig”.

IOCs talsmand, Mark Adams, understregede imidlertid på et pressemøde i Rio de Janeiro, at komiteen betragtede Patrick Hickey som uskyldig, indtil det modsatte var bevist, og at sagen i øvrigt kun drejede sig om handel med 1.000 billetter ud af flere end seks millioner OL-billetter.

To uger senere blev ireren løsladt fra fængslet, da en brasiliansk dommer skønnede, at han ikke længere kunne forhindre politiets efterforskning og den olympiske billetskandales opklaring. En opklaring, som IOCs præsident, Thomas Bach, nægtede at medvirke til, da politiet ville afhøre ham om nogle e-mails, som Patrick Hickey havde sendt til ham i et håb om, at præsidenten kunne skaffe adgang til flere OL-billetter.

Thomas Bach hævdede, at han ikke havde tid til at komme til Brasilien og blev angiveligt af samme årsag helt væk fra de paralympiske lege i Rio de Janeiro. Efter løsladelsen fik Patrick Hickey dog ikke udleveret sit pas, men blev beordret til at blive i Brasilien, indtil politiet havde afsluttet efterforskningen. Og 6. september 2017 blev IOC-medlemmet officielt sigtet for at have medvirket i en international konspiration om ulovlig sortbørshandel med OL-billetter.

”Vi har fundet beviser nok til at forbinde Patrick Hickey med en konspiration, der gik ud på at sælge OL-billetter gennem et firma, som ikke var autoriseret til det. Der er tale om billetter, som blev solgt for op til 8.000 dollar pr. styk”, sagde den brasilianske statsanklager Marcos Kac til det internationale nyhedsbureau Associated Press.

Selv om Patrick Hickey trak sig midlertidigt som medlem af IOC og præsident for Irlands olympiske komite, nægtede han sig dog fortsat skyldig og lovede, at han med alle midler ville kæmpe for at rense sit gode navn og rygte.

Da en dommer i Brasilien i november 2016 afsagde kendelse om, at den tilbageholdte irer nu kunne få udleveret sit pas og mod betaling af en kaution på 410.000 euro også kunne rejse hjem til Irland, indtil der blev berammet en retssag mod ham i Brasilien, var det hans venner i den olympiske ’familie’, der hjalp med at købe ham fri.

Mens Irlands olympiske komite nægtede at betale kautionen, besluttede sammenslutningen af verdens nationale olympiske komiteer, ANOC, at låne Patrick Hickey pengene midlertidigt ”af humanitære grunde”, så sammenslutningens irske vicepræsident kunne få lov til at rejse hjem og blive behandlet for sine hjertelidelser. Det olympiske kautionslån til det irske IOC-medlem blev bevilget den 20. november 2016 efter en skriftlig afstemning i ANOCs øverste ledelse, hvor den korruptionsmistænkte kuwaitiske sheik Ahmad Al-Fahad Al-Sabah var præsident.

Vel hjemme i Irland fortsatte Patrick Hickey i 2017 sin kamp for at bevise sin uskyld inden den brasilianske retssag mod ham, som var berammet til sidst i november 2017. Kort tid før retssagen skulle begyndte, kastede den tidligere judokæmper dog håndklædet i ringen.

I forbindelse med IOCs session i Lima i Peru i begyndelsen af september samme år opgav ireren sit sæde i komiteens ledelse ”for at beskytte IOC og sikre de nationale olympiske komiteers interesser i komiteen”, som han formulerede det. Men samtidig understregede Patrick Hickey, at han håbede, han fik lov til at fortsætte som menigt medlem i komiteen, selv om han på det tidspunkt lignede en endnu mere ensom olympisk majestæt end Kronprins Frederik.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*