CAS – en lukket klub for gamle mænd i Schweiz

Svensk juraprofessor udgiver stor videnskabelig undersøgelse af den internationale sportsdomstols juridiske afgørelser og sociale netværk.

Den internationale sportsdomstol har til huse i denne bygning i Lausanne i Schweiz.
LARS JØRGENSEN

Den internationale sportsdomstol – Court of Arbitration for Sport (CAS) – i Lausanne i Schweiz har alle de karaktertræk, der kendetegner sportens ældste netværk – de gamle mænds klub, og oven i købet en schweizisk en af slagsen.

Denne dom over den internationale sportsverdens højeste juridiske instans kan læses i en anmeldelse af den svenske juraprofessor Johan Lindholms nye bog The Court of Arbitration for Sport and Its Jurisprudence: An Empirical Inquiry into Lex Sportiva.

Bogen indeholder en omfattende videnskabelig undersøgelse af alle sportsdomstolens offentligt tilgængelige juridiske afgørelser og de sociale netværk af sportsjurister, som står bag afgørelserne. Dermed bidrager bogen til en større forståelse af den jura, der regulerer verdens sport.

Den nye bog om CAS er skrevet af Johan Lindholm, der er juraprofessor på Umeå Universitet.

Anmeldelsen af bogen er skrevet af professor Jack Anderson, som er leder af studierne i sportsjura på University of Melbourne i Australien og tidligere har været tilknyttet CAS som voldgiftsmand fra 2016 til 2019.

Og ifølge anmelderen afslører Johan Lindholms 348 sider lange værk, som netop er udgivet af TMC Asser Press i Haag i Holland, at CAS begår flere opsigtsvækkende brud på fundamentale juridiske principper.

Blandt andet refererer domstolen i sine afgørelser ifølge bogen ofte til afgørelser i tidligere sager, som ikke er offentligt tilgængelige, og som parterne i sagen derfor ikke har en chance for at argumentere imod. CAS har ifølge forfatteren kun offentliggjort 31 procent af sine afgørelser på sportsdomstolens hjemmeside.

’Super-voldgiftsmænd’

Men bogen påpeger også, at næsten halvdelen af alle de sportslige tvister, sportsdomstolen behandler, afgøres af en meget lille gruppe af schweiziske sportsjurister, eller ’super-voldgiftsmænd’, som Johan Lindholm betegner dem, hvilket er med til at forstærke indtrykket af, at CAS ikke er en åben, uafhængig domstol, men en lukket klub for nogle få udvalgte.

Den sønderlemmende juridiske kritik af den internationale sportsdomstol er ikke ny.

CAS-præsident John Coates, tv., sammen med IOC-præsident Thomas Bach og det japanske IOC-medlem Tsunekazu Takeda, som tidligere i går gik af på grund af korruptionsanklager. (Foto YouTube)

For fire år siden fremførte Antoine Duval, som forsker i sportsjura på Asser-instituttet i Holland, en lignende kritik, da han i en Play the Game-artikel fremlagde ti forslag til reformer, som ifølge ham både vil sikre større uafhængighed og mere åbenhed i CAS, der har det australske IOC-medlem John Coates som præsident og blandt andet derfor ofte er blevet kritiseret for at være IOC’s forlængede arm.

Og i august i år gav Anti Doping Danmarks direktør Michael Ask udtryk for den samme holdning, da han i et interview med Play the Game gjorde sig til talsmand for en tredeling af magten i sporten, som adskiller den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, og begrundede det med, at hverken WADA eller CAS er uafhængige institutioner, men påvirkede af både sportslige og politiske interesser.

Men med Johan Lindholms nye undersøgelse af alle offentligt tilgængelige CAS-afgørelser siden sportsdomstolens oprettelse i 1984 og de voldgiftsmænd, der har været med til at afgøre sagerne, foreligger der nu også det hidtil mest omfattende videnskabelige belæg for at fremføre kritikken.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*