Operation Unfair Play

Konge af en anden verden - Kapitel 14.

Qatars emir Tamim Al-Thani er IOC-kollega med Kronprins Frederik, som i 2015 overværede ørkenstatens værtskab for VM i håndbold. (Foto: Lars Poulsen)

Når de færreste eksperter i international idrætspolitik i januar 2017 delte statsminister Lars Løkke Rasmussen opfattelse af, at IOC havde udviklet sig i en positiv retning, mens Kronprins Frederik havde været medlem af komiteen, skyldtes det, at IOC i den danske tronarvings første medlems-periode havde været plaget af flere og større økonomiske og politiske skandalesager end på noget andet tidspunkt i komiteens mere end hundredårige historie. Og de fleste eksperter var enige om, at det næppe var kronprinsens fortjeneste, at de mange olympiske skandalesager var blevet afsløret.

Statsministerens skønmaleri af Kronprins Frederiks olympiske karriere fik derfor også mange idrætspolitiske eksperter til at stille spørgsmål ved, om ikke blot tronarvingen, men også de danske politikere levede i en helt anden verden, der ikke havde noget med virkeligheden at gøre. For med henvisning til IOCs håndtering af den russiske statsdopingskandale havde en af eksperterne, direktør Henrik Brandt fra Idrættens Analyseinstitut, ved indgangen til 2017, få uger inden Folketingets debat om kronprinsen, tegnet et helt andet og langt mere dystert billede af den olympiske sportsverdens tilstand:

”Dybden af den internationale idræts troværdighedskrise i forhold til doping og good governance bør efterhånden være gået op for de fleste. Men hvorfor kæde den olympiske idræts dybe troværdighedskrise sammen med bredden i den danske idrætssektors indsatser og gode resultater i denne ’alternative nytårstale’? Pointen er, at gennemtænkte politiske satsninger og prioriteringer gennem årene ofte har vist sig at nytte, selv om idrætten altid hårdnakket har hævdet sin såkaldte autonomi og evne til bedst selv at tage vare på egne affærer og midler. Desværre er vi også kommet derud, hvor decideret politisk indblanding i forhold til nogle af idrætsverdenens  største udfordringer med eksempelvis doping, match-fixing eller good governance ikke er noget overgreb på idrættens autonomi. Det er snarere en forudsætning for idrættens fortsatte selvbestemmelse og støtteværdighed”.

Men Henrik Brandt var ikke den eneste, som fandt tiden moden til en øget politisk kontrol med Kronprins Frederik og hans olympiske kolleger, som åbenlyst havde problemer med at leve op til sportens idealer om fair play.

Dagen efter folketingsdebatten pegede en anden ekspert i international idrætspolitik, Play the Games internationale chef Jens Sejer Andersen, i Ekstra Bladet på, at kronprinsens position i IOC havde været et problem for de danske politikere, fordi de åbenbart følte sig nødsaget til ”at danse om den varme grød” i stedet for at forholde sig til den konkrete virkelighed i sportens verden.

”Vi så ved høringen i går, at flere politikere, der normalt er meget klogere og ved bedre, begynder at forsvare IOC, som de ellers ikke ville gøre. De holder sig  mere tilbage, når talen falder på dette emne. Idrætspolitiske debatter bliver pakket ind i vat, når man er nødt til at tage hensyn til kronprinsen. Det er ikke et angreb på ham, men hans position i IOC fører dette med sig”, sagde Jens Sejer Andersen og gjorde opmærksom på, at kronprinsen også i fremtiden ville blive en del af et magtspil om meget stærke politiske og økonomiske interesser.

”Derfor har jeg også, siden diskussionen om hans medlemskab startede, argumenteret for, at man skulle bruge hans kvaliteter og hans store interesse for sport til at definere en rolle som en olympisk ambassadør. Gerne i samarbejde med IOC, men en rolle, hvor han er hævet over det politiske. Dermed bliver han ikke en del af de meget tvivlsomme beslutningsprocesser i IOC”.

Da Information, to uger efter at Folketingets flertal havde forsøgt at lægge låg på debatten om kronprinsens udtalelser om den russiske statsdopingskandale, prøvede at finde ud af, hvorfor de folkevalgte danske politikere tilsyneladende var berøringsangste i forhold til at kritisere medlemmer af kongehuset, konkluderede avisen, at ”kongehuset er det sidste tabu i Folketinget”.

Avisen henviste blandt andet til, at statsminister Lars Løkke Rasmussen under debatten i Folketinget om regeringens idrætspolitiske rådgivning af Kronprins Frederik i den russiske dopingskandale havde understreget, at det ville han ’i sagens natur’ ikke udtale sig om.

Desuden havde Dansk Folkepartis idrætsordfører, Søren Espersen, udtalt, at sagen aldrig burde have været rejst i en åben debat i folketingssalen, men i et lukket samråd i Folketingets kulturudvalg, ”hvis man rent faktisk havde ønsket en reel viden om, hvad der var sket”.

Ifølge Information betragtede flere af de idrætsordførere, der havde deltaget i forespørgselsdebatten, begge udtalelser som dybt skadelige for det danske demokrati:

”Vi er jo fuldstændig bange for at snakke om kongehuset, hvilket er sjovt, for hvad enten man er republikaner eller ej, burde man i det mindste kunne snakke om det”, sagde Alternativets idrætsordfører, Rasmus Nordqvist, til avisen, mens SFs idrætsordfører, Holger K. Nielsen, mente, at der var tale om en berøringsangst over for kongehuset, som ikke kunne forsvares, ”når skatteyderne sidste år betalte 106,5 millioner kroner til dets opretholdelse”.

Og Søren Søndergaard fra Enhedslisten, som havde rejst debatten i Folketinget, var endnu hårdere i sin kritik af kollegerne på Christiansborg:

”Politikere og embedsmænd er underdanige over for kongehuset i en grad, som trodser enhver beskrivelse, og Kronprins Frederiks IOC-sag er et tydeligt eksempel. Når fjernsynskameraerne er slukkede, og journalisterne uden for rækkevidde, kan man jo stå og diskutere med politikere fra Socialdemokratiet og regeringspartierne, som helt åbent erkender, at her er der da et problem”, sagde han.

”Men lige så snart de går på talerstolen i folketingssalen, kan de kun rose kongehuset og kronprinsen. Det er de velkomne til, men det er et demokratisk problem, at der er områder – som ikke er ligegyldige, al den stund, de er omtalt i Grundloven – som man ikke kan diskutere”, fastslog Søren Søndergaard og fremhævede, at man skulle tro, det også ville være i kongehusets interesse, at eventuelle problemer blev diskuteret og afklaret.

Men den radikale ordfører, Zenia Stampe, som i 2009 havde været med til at stifte Den Republikanske Grundlovsbevægelse og dengang havde oplevet at blive mødt med hårde reaktioner for sin kritik af kongehuset, havde denne forklaring på politikernes underdanighed:

”Andre politikere er vel bange for at blive udsat for det samme, som jeg har været udsat for, nemlig, at hvis man principielt er modstander af monarkiet som styreform, så bliver man her i landet nærmest fremstillet som landsforræder eller i hvert fald laver landsskadelig virksomhed”.

For idrætsordførerne fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti var det derimod helt andre principper, der var på spil i sagen:

”Det er en særlig diskussion og særlige spilleregler, da medlemmerne af kongehuset er underlagt særlige betingelser, hvad angår deltagelse i den politiske debat, og blandt andet har de jo ikke mulighed for selv at udtale sig”, påpegede socialdemokraten Mogens Jensen.

Søren Espersen fra Dansk Folkeparti fastholdt, at al politisk debat om kongehuset efter hans mening hørte hjemme bag lukkede døre i Folketinget, netop fordi debatterne ender med at blive et spørgsmål om for eller imod kongehuset:

”Spørgsmålene om IOC-afstemningen er relevante, men af gode grunde kan statsministeren ikke svare på dem. Og det er frustrerende, at kongehuset hører hjemme i lukkede samråd, medmindre det handler om at afskaffe monarkiet – eller vi skal have en kvindelig tronfølger, som vi havde en folkeafstemning om. Det kan man selvfølgelig godt diskutere åbent. Men ellers ikke”.

På avisens spørgsmål om, hvorvidt der ikke var talrige spørgsmål, for eksempel om EU, som politikerne godt kunne diskutere for åbne døre, uanset om de var tilhængere eller modstandere af EU, svarede Søren Espersen på næsten samme måde som Mogens Jensen fra Socialdemokratiet:

”Hovedårsagen er nok, at der her er en part, som ikke kan sige noget, nemlig kongehuset selv. Kronprinsen må da sidde med en frustration over, at han ikke bare kan få lov at sige, hvad der er sket. Men det kan han ikke. Jeg nægter at tro på, at kronprinsen kan have gået imod en lodret ordre i forbindelse med IOC-afstemningen. Der er han alligevel for godt opdraget hjemmefra”.

At et argument for en åben debat om kongehuset kunne være, at Kronprins Frederik som medlem af IOC havde bevæget sig uden for de traditionelle rammer, hvorunder kongehusets medlemmer opretholder deres særlige privilegier i det danske samfund, og at han måske netop af den grund også selv burde tage konsekvensen af sit idrætspolitiske karrierevalg og stå åbent til ansvar for sine handlinger, kom hverken Mogens Jensen eller Søren Espersen ind på. Og fra kongehuset var svaret på avisens henvendelse, at det ikke ønskede at kommentere sagen. Det gjorde til gengæld Informations lederskribent:

”I Danmark accepterer vi kongehuset som institution, fordi dets medlemmer ikke blander sig i politik. Formelt set har monarken den udøvende magt i landet og i forening med Folketinget også den lovgivende magt. Men i praksis skriver dronningen bare under på lovene fra Folketinget og rejser rundt i verden som galionsfigur for det gode skib Danmark. I det øjeblik kongehuset forsøger at blande sig i politiske spørgsmål og ligefrem trumfer folkevalgte politikere, begynder den stiltiende orden mellem kongehuset og befolkningen at vakle. Og det er netop, hvad Kronprins Frederik har gjort”.

Men udover at placere et personligt ansvar hos tronarvingen, kritiserede avisens lederskribent også de danske folketingspolitikere for, at de ikke havde grebet ind, men blot accepterede, at kongehuset var et tabu, som gjorde det umuligt at føre en debat i Folketinget om noget, der involverede kongehuset:

”Vores kompromis mellem demokrati og kongehus bygger på, at kongehusets politiske magt er begrænset. Når det kompromis bliver udfordret, fordi kronprinsen har fået et politisk embede og brugt det til at føre sin egen udenrigspolitik imod regeringen, skal Folketinget ikke vige tilbage i tavshed. Det svækker både demokratiet og kongehuset, når Folketinget afslører, at de er så benovede over kongehuset, at de ikke vil kritisere det åbent”.

Hverken regeringen eller kongehuset tog dog tilsyneladende nogen særlig notits af Informations kritik og de idrætspolitiske ordføreres royale selvransagelse. Men at dømme efter IOC’s egen analyse af sportsverdenens sanktioner mod Rusland efter statsdopingskandalen, var der, mere end et halvt år efter, at Rusland på trods af skandalen fik lov til at deltage i OL i Rio de Janeiro, stadig mange gode grunde til at være skeptisk over for kronprinsens olympiske virke og idrætspolitiske dømmekraft.

Få uger efter Folketingets debat om Kronprins Frederik konkluderede IOC, at udfaldet af den russiske statsdopingsag stadig var særdeles usikkert, selv om komiteen havde nedsat to undersøgelseskommissioner, der skulle vurdere WADAs beviser mod henholdsvis de russiske atleter og Ruslands regering.

På det tidspunkt var der kun åbnet 28 dopingsager mod de flere end tusinde mistænkte russiske atleter, hvilket angiveligt skyldtes, at det var sværere end forventet at bevise, hvem der havde manipuleret med dopingprøverne, og hvem prøverne tilhørte. Det fremgik af et brev, som IOCs direktør Christophe De Kepper den 23. februar 2017 sendte til alle komiteens medlemmer og alle verdens nationale og internationale idrætsforbund:

”Men jeg kan forsikre jer om, at vi er fast besluttede på at afslutte sagerne så hurtigt som muligt”, lovede direktøren, som dog samtidig tog forbehold for bevisernes stilling.

”På et møde den 21. februar, hvor WADA hjalp de internationale idræts-forbund med analyser og fortolkninger af beviserne, indrømmede WADA, at beviserne i mange tilfælde måske ikke er stærke nok til, at de kan føre til en sag”.

Da Christophe De Kepper i samme brev såede tvivl om, hvordan man skulle forstå begreberne ”statssponsoreret system” og institutionel konspiration”, som Richard McLaren havde brugt i sine to rapporter til WADA om den russiske dopingsag, lignede brevet derfor mest af alt et forsøg på at miskreditere Richard McLaren og WADA og samtidig fremhæve, at IOCs beslutning om, at Rusland ikke skulle straffes kollektivt, var rigtig.

Under en amerikansk kongreshøring om sagen i begyndelsen af marts 2017 blev IOCs begrebsforvirring imidlertid afvist som latterlig af flere amerikanske antidopingeksperter. Og WADAs præsident, Craig Reddie, kritiserede ligeledes IOCs direktør for at have sået tvivl om Richard McLarens undersøgelser.

Ifølge Craig Reddie havde den canadiske professor alene fået til opgave at dokumentere, om Ruslands regering havde været involveret i det statslige doping-program, og hvem der i givet fald stod bag. Og det var Richard McLarens dokumentation af, at det russiske statsapparat havde medvirket til planlægningen og udførelsen af dopingsvindlen, som sammen med myndighedernes svage individuelle beviser mod de russiske atleter, der havde fået WADA og verdens nationale anti-dopingmyndigheder til at se en kollektiv straf af Rusland som en retfærdig sanktion.

Ønsket om en kollektiv straf blev af Joseph de Pencier, direktør for 65 landes nationale antidoping-agenturers fælles institut i Bonn, derfor også forklaret med, at selv om der set fra de rene atleters perspektiv ikke er forskel på statsdoping og privatdoping, fordi der i begge tilfælde er tale om tyveri af atleternes mulighed for at konkurrere på fair vis, betragtede han statsdoping som værre end privatdoping:

”På et højere niveau er staters forsøg på at ødelægge sporten og pervertere de sportslige resultater eksistentielt og kulturelt en så ureglementeret adfærd, der skader sporten som helhed, at det kræver meget hårdere sanktioner. Både individuelt og  kollektivt. Der er brug for en helt ny respons”, sagde direktøren til Weekendavisen, og ifølge ham fandtes der ingen individuel ret til at konkurrere i international sport, sådan som tilhængerne af IOCs beslutning i den russiske statsdopingsag havde argumenteret for.

”Hvis et forbund udelukkes fra en international konkurrence eller på anden måde sanktioneres, fordi forbundet har overtrådt reglerne, omfatter sanktionen også alle forbundets atleter individuelt. Det har været praksis i international sportsjura  siden OL i Sydney. Og det fastslog sportsdomstolen CAS også sidste år, da den afviste Ruslands paralympiske komites klage over, at den internationale paralympiske komite havde suspenderet russerne kollektivt. Sportsdomstolen slog fast, at en skyldig organisation ikke kan gemme sig bag sine uskyldige medlemmer”, sagde Joseph De Pencier, som desuden advarede om, at atleternes og offentlighedens skepsis over for idrættens ledere blot ville vokse sig endnu større, hvis det, som IOC nu antydede, hverken lykkedes at straffe alle de skyldige russiske atleter eller Rusland som nation:

”I forhold til Rusland er det foruroligende, at sagen ikke har ført til sanktioner fra UNESCO og Europarådet, der har antidoping-konventioner, som forpligter deres medlemsstater til at holde sporten ren”.

Efter sin deltagelse i den amerikanske kongreshøring gav USAs antidoping-direktør, Travis Tygart, i samme avis dog også udtryk for, at kampen for at få russerne straffet stadig var i fuld gang:

”Men vi befinder os i en afgørende fase, som langsomt fader ud, og hvor vi må spørge os selv, hvad vi har gjort for at forhindre, at noget lignende sker igen. Anti-dopinglandskabet vil stå meget stærkere, hvis IOCs medlemmer i morgen beslutter sig for en ordentlig finansiering af vores bestræbelser på at holde præstationsfremmende midler ude af sport, og hvis de samtidig fjerner sig selv og andre repræsentanter for andre sportsorganisationer fra alle kritiske antidopingfunktioner”.

På avisens spørgsmål om, hvorvidt de seneste årtiers mange dopingstraffe til privatdopede amerikanske atleter overhovedet havde ændret sportskulturen i hans eget land, svarede Travis Tygart:

”En positiv effekt af den russiske dopingskandale har været, at vores atleter nu blander sig i debatten på en måde, vi ikke har set før. Men det betyder ikke, at nogle atleter ikke fortsat vil bruge præstationsfremmende medicin. Det har historien lært os, at de vil. Men de fleste amerikanske atleters reaktion på det, der er sket i  Rusland, er vrede og skuffelse over, at andre atleter rundt om i verden ikke har været underlagt den samme høje antidoping-standard, som de har”.

Under et møde i København i 2016 havde USA og knap 20 andre lande på Anti Doping Danmarks initiativ formuleret den såkaldte „Copenhagen Reform Declaration”. Deklarationen indeholdt en række reformforslag, der blandt andet gik ud på at fjerne sportsorganisationernes kontrol over antidoping-arbejdet, styrke WADAs uafhængighed, gennemsigtighed og økonomi, forbedre WADAs muligheder for at efterforske og sanktionere, give større anerkendelse til atleter, som er blevet snydt af dopede konkurrenter, og øge støtten til sportens whistleblowere.

Alligevel havde Travis Tygart svært ved at få øje på sportsledere, der havde mod til at implementere reformforslagene. Og selv om IOCs medicinske og videnskabelige direktør, Richard Budgett, lovede, at IOC støttede reformforslaget om at begrænse sportsverdens indflydelse i WADA, og at forslaget ville blive implementeret i løbet af det kommende år, tvivlede Anti Doping Danmarks direktør, Michael Ask, også på, at det ville ske.

Den tidligere leder af Rigspolitiets Nationale Efterforskningsenhed var netop vendt hjem fra en international konference om integritet i sport, som IOC havde   afholdt i Lausanne. Og han var ikke imponeret over komiteens selvforståelse:

”Det var rystende at høre IOCs præsident Thomas Bach på talerstolen. På intet tidspunkt i sin tale anerkendte han, at IOC og sporten har et kæmpe integritetsproblem. Tvært imod fremhævede han IOC som en rollemodel og et forbillede i  kampen mod doping, korruption og match fixing”, sagde Michael Ask til Weekendavisen og fortsatte:

”Thomas Bachs konklusioner mindede mest af alt om Donald Trumps ’alternative fakta’ med tanke på den russiske dopingsag og sagen mod det irske IOC-medlem Patrick Hickey, som har siddet varetægtsfængslet i Rio de Janeiro i flere måneder og stadig er sigtet for svindel med OL-billetter i Brasilien. I mange lande foregår debatten om sportens integritet desværre på samme niveau. Alle de efterretningsrapporter, jeg har læst – og det er mange – nævner sporten som et område, hvor verdens lande nu bekriger hinanden i en propagandakrig, der minder om 1930’ernes Tyskland, dengang Hitler udnyttede de olympiske lege i Berlin politisk”.

Men i lighed med Travis Tygart kunne Michael Ask heller ikke få øje på, at IOC havde nogen vilje til at stoppe landenes propagandakrig om komiteens guldæg, de olympiske lege:

”IOC har en kæmpe økonomisk og politisk indflydelse, som det er svært at gøre noget ved. Og medlemmernes selvopfattelse bliver ikke ændret i morgen. De lever i en anden virkelighed. Men jeg er så naiv, eller idealistisk om du vil, at jeg tror på, at de gode kræfter vinder til sidste”.

I det lys vakte det derfor endnu engang opsigt i de danske nyhedsmedier, at Kronprins Frederik den 19. juni 2017 bekræftede sine udtalelser til Berlingske fra året før om, at han havde besluttet at søge IOC om at få yderligere otte år som medlem af komiteen.

Under et pressemøde ved Bagsværd Sø nord for København, hvor kronprinsen var inviteret for at kaste glans over Team Danmarks offentliggørelse af, at Salling Fonden havde doneret et historisk stort sponsorbeløb på 50 millioner kroner til eliteidrætsorganisationens arbejde med de bedste danske atleter frem mod OL i Tokyo i 2020, sagde tronarvingen:

”Jeg har selvfølgelig også øjnene rettet mod OL. Til september har jeg tilbragt otte rigtig gode og meget lærerige år i den internationale olympiske komite. Som jeg nævnte i forbindelse med Rio sidste år, er jeg klar til at tage otte år mere for jer, atleterne, men også for at kunne bringe mine erfaringer ind i den olympiske familie. Som IOC’s repræsentant i Danmark glæder jeg mig til at fortsætte arbejdet med at udvikle de olympiske lege og udbrede de olympiske værdier, som er konstante i tid og år”.

I sin begrundelse for at søge IOC om en forlængelse af medlemskabet, betonede kronprinsen ifølge BT, at han nu kunne bidrage med endnu mere:

”Jeg har min erfaring fra de første otte år. Man kunne godt være en lille smule forberedt på, hvad jeg trådte ind i for otte år siden, men det er ingenting ved siden af den erfaring, jeg har høstet de sidste otte år. Meget handler også om et godt netværk med folk fra alle dele af sportens verden. Det er også det, jeg kom med. Jeg kan have et andet syn på og tilgang til sporten. Det har givet mig en rigtig god erfaring. Vi skal sørge for, at de olympiske lege fortsætter uændret, for det er verdens største begivenhed. Og det kommer ikke sejlende af sig selv”.

Ifølge Jyllands-Posten var hverken Team Danmark eller Danmarks Idræts-forbund dog særligt begejstrede for, at Kronprins Frederik havde taget en stor del af nyhedsmediernes opmærksomhed fra eliteidrætsudøvernes historiske pengegave.

Men skuffelsen var ifølge samme avis ikke større, end at Danmarks Idrætsforbunds direktør, Morten Mølholm Hansen, glædede sig over, at kronprinsen havde besluttet sig for at tage otte år mere i IOC. For selv om kritikerne af kronprinsens olympiske karriere gentagne gange i løbet af de forgangne otte år havde anført, at den danske tronarvings medlemskab af komiteen havde gjort det svært for dansk idræt at præge ledelseskulturen i international idræt i retning mod mere demokrati, åbenhed og gennemsigtighed i de internationale idrætsorganisationer, var det stik modsatte tilfældet, hævdede direktøren:

”Kronprinsen har åbnet en masse døre for os til IOC-toppen, og så skal vi nok tage os af, hvad vi mener, og hvad vi står for af værdier. Resultatet har været, at vi er kommet tættere på magten, så det har bestemt ikke været en ulempe at få ham ind”, påstod Morten Mølholm Hansen, mens statsminister Lars Løkke Rasmussen på regeringens vegne ligeledes bakkede tronarvingens beslutning op.

”Kronprinsen er en stærk repræsentant for Danmark i IOC. Han har gennem sit medlemskab været med til at sætte fokus på unge og idræt”, sagde regerings-chefen, som i Ekstra Bladet fik medhold af Danmarks Idrætsforbunds formand, Niels Nygaard:

”Vi har fra starten været bevidst om, at der er flere storpolitiske emner, hvor kronprinsen bliver nødt til at forholde sig neutral. Og det er kun i ganske få situationer, hvor det har udgjort et problem. I det store billede har det ikke været problematisk”.

Det var Ekstra Bladet dog langt fra enig i. I en lederartikel fremhævede avisen, at det fra starten havde været dumt af kronprinsen at stille op til IOC:

”At give den endnu et skud i bøssen er dobbelt så dumt. Det er utroligt, at han ikke selv kan se det. Eller at Christiansborg eller idrætsverdenen ikke prøver at bremse hans naive drøm. Han sidder der jo blot som gidsel og feteret kransekagefigur, der tror, han har indflydelse. Kronprinsen mener det muligvis godt. Han er total sportsnørd, og hans hjerte banker for sport både på topplan og for lilleput-fodbold. Men hjernen, Frederik? Hvad med at slå den til også?”, skrev avisen og fortsatte:

”I den olympiske komites pøl af kæmpe pengesummer og beskidte studehandler rækker kronprinsens blåøjede idealisme og sportsånd simpelt hen ikke. Han mener selv, der er kommet mere gennemsigtighed og orden på det i den tid, han har siddet der. Det viser, hvor lidt han har fattet af det hele”.

Med en henvisning til tronarvingens optræden i den russiske statsdoping-skandale spurgte lederskribenten derfor, hvorfor dansk idræt ikke pegede på en af idrætsverdenens langt mere kompetente kandidater til en post i IOC:

”Det klassiske udenoms svar er, at kronprinsen er sikker på at blive valgt af IOC. Ja, tak. Som nikkedukke. Hvad gavner det? Frederik kunne sagtens være ambassadør med bravur for sport. Men ikke i IOC. Hans særlige stilling og hele kongehusets lukkethed gør ham uegnet, hvor end han gerne vil spille med”.

Avisens idrætspolitiske kommentator, Jan Jensen, var heller ikke begejstret:

”I kronprinsens tid i IOC er sporten ikke blevet bedre på nogen områder. Korruption, match fixing og doping er blot nogle af de store problemer. De seneste lege i Sochi og Rio har været så korrumperede, at man tror, det er løgn. Men det er det ikke. Kronprinsen er en marionet for IOC-præsident Thomas Bach. Et stykke stemmekvæg, som vil blive brugt de næste mange år. Nu har han siddet i IOC siden 2009, men ingen kan lave en liste med blot tre ting, han har udført i det regi”.

Samtidig bebrejdede kommentatoren kronprinsen, at han med sin beslutning om at fortsætte i IOC frem til 2025 også begrænsede demokratisk valgte danske idrætslederes muligheder for at gøre international karriere:

”Ved at gå efter otte år mere blokerer kronprinsen for, at Danmarks Idrætsforbunds formand Niels Nygaard kan få plads i IOC”.

Hos Play the Game havde international chef Jens Sejer Andersen også gerne set, at kronprinsen var stoppet i komiteen. Og han advarede om, at kronprinsen allerede i det første år af sin anden otte års medlemsperiode i IOC stod over for nye politiske problemer:

”Til næste år er der vinter-OL i Sydkorea, som har et meget anspændt forhold til naboen mod nord, og derfor kan han igen ende i en højspændt politisk debat”.

En politisk debat, som Jyllands-Postens lederskribent ligeledes fandt anledning til at pege på set i lyset af, at Nordkorea i sommeren 2017 til stor bekymring for de nærmeste nabolande var begyndt at spille med sine militære atommuskler:

”I februar næste år er det sydkoreanske Pyeongchang vært for de olympiske vinterlege, blot 90 kilometer fra grænsen til Nordkorea. Kronprinsen besøgte i 2012 den demilitariserede zone ved Panmunjon, hvorfor han på nethinden må have de potentielle sikkerhedspolitiske udfordringer, der vil kunne opstå i forbindelse med de forestående vinterlege”.

Af samme årsag fandt avisen det på sin plads at minde sine læsere om den IOC-koordinationsgruppe, som Venstres tidligere formand og statsminister Anders Fogh Rasmussen havde nedsat i 2008 til at rådgive kronprinsen om politiske emner for at ”undgå et modsætningsforhold” mellem regeringens og kronprinsens politiske linje.

For, som Venstres nye statsminister, Lars Løkke Rasmussen, i folketings-debatten om Kronprins Frederiks olympiske virke havde demonstreret, så ville hans VLAK-regering ikke svare på Folketingets spørgsmål om, hvor mange møder gruppen havde holdt, eller på, hvordan regeringen havde rådgivet kronprinsen til at forholde sig i relation til den udenrigspolitisk sprængfarlige dopingsag.

”Det er i sig selv en skandale og vidner om en adfærd, der bestemt ikke er kendetegnende for den danske embedsmandsstand. Det siger sig selv, at der i en given situation aldrig må kunne opstå tvivl om, hvorvidt kronprinsen har modtaget umisforståelige anbefalinger fra regeringen”, mente Jyllands-Posten og fortsatte:

”Givet er det, at kronprinsens stemmeafgivning i spørgsmålet om russiske atleters deltagelse i OL i Rio de Janeiro skete i strid med en klar anbefaling fra den danske regering, og at kronprinsen dermed fuldt bevidst har handlet i strid med Danmarks interesser. Hvis regeringen ikke forhindrer, at kronprinsen fortsætter som medlem af IOC, må et ufravigeligt krav være, at IOC-koordinationsgruppen fremover opererer i fuld offentlighed ved at fortælle, hvornår der holdes møder, og efterfølgende at offentliggøre referaterne derfra. Hvis det ikke sker, vil der opstå berettiget tvivl om, hvem der i centrale spørgsmål i det brogede grænseland mellem idrætspolitik og udenrigspolitik egentlig tegner Danmark; regeringen eller kronprinsen”.

Men som så ofte før i Kronprins Frederiks otte år lange karriere i IOC svarede hverken tronarvingen eller statsministeren på mediernes kritik af det demokratiske underskud i Danmarks eksperiment med et politisk aktivt medlem af kongehuset.

Derfor var det endnu engang Danmarks Idrætsforbunds formand, Niels Nygaard, som måtte lægge ryg til mediernes kritik, da Politiken den 25. juli 2017 i et stort interview lagde ud med at spørge ham, hvordan han fortsat kunne støtte kronprinsens kandidatur til IOC, når tronarvingen direkte havde underløbet dansk idrætspolitik?

”Jeg kan støtte ham, fordi han i den grad gør en masse godt for dansk idræt. Han har vist sit værd gennem de otte år, han har været IOC-medlem, og at der har været en enkel situation undervejs, hvor vi ikke var 100 procent enige, det kan jeg godt leve med”, sagde Niels Nygaard.

Men med en henvisning til, at Niels Nygaard i forbindelse med, at IOC lod russerne deltage i OL i Rio de Janeiro på skærpede betingelser, havde sagt, at ”hvis stort set alle russiske atleter er til start om to uger, må vi jo nok konstatere, at systemet har spillet fallit”, spurgte avisen ham også, om det var hans opfattelse, at kronprinsen i så fald var medansvarlig.

”At beslutningen desværre ikke blev at udelukke Rusland en bloc, det har vi beklaget fra dansk side, men vi har samtidig forståelse for, at der var rigtig, rigtig mange juridiske, idrætsmæssige og andre begrundelser for, hvorfor IOC ud fra en samlet vurdering valgte ikke at udelukke russerne. Det var den situation, kronprinsen sad i sammen med alle de andre medlemmer, da han lyttede til IOC-præsident Thomas Bachs beretning, og på baggrund af det valgte han at bakke op om præsidenten og bestyrelsen”, lød Niels Nygaards diplomatiske svar.

”Når man sidder i den situation i en stor forsamling og får en samlet begrundelse fra præsidenten og bestyrelsen om, hvorfor IOC valgte at håndtere det, som man gjorde, har jeg forståelse for, at kronprinsen valgte at gøre, som han gjorde. Som  IOC-medlem repræsenterer man sig selv og skal ikke rette sig efter eksempelvis de nationale olympiske komiteers anvisninger. At vi heldigvis i mere end 90 procent af tilfældene er overens om, hvad vi mener, og hvordan vi reagerer, det vælger jeg at kigge på”.

Men Niels Nygaard gled lige så diplomatisk af på spørgsmålet om, hvorvidt det ikke var et problem, at den danske tronarving havde indtaget et standpunkt i den russiske dopingsag, der var direkte i strid med dansk politik på området, når Danmarks tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen havde lovet Folketinget, at det ikke ville ske:

”Det er jo primært et spørgsmål mellem regeringen, Folketinget og kronprinsen, hvordan sådanne sager skal håndteres. Det er noget, der har været udsat for en kraftig diskussion i Folketinget, og hvor et flertal har taget regeringens redegørelse til efterretning, og det har jeg også taget til efterretning”, sagde Niels Nygaard og fremhævede, at selv om kronprinsen på nogle områder ikke kunne råbe så højt og på samme måde, som andre i dansk idræt kunne, så var det i hans øjne både i 2009 og 2017 ud fra en samlet afvejning ”en rigtig god beslutning, at kronprinsen sidder i IOC”, fordi hans budskaber ofte gjorde større indtryk, end hvis de kom fra andre end ham.

Til efterretning tog Danmarks Idrætsforbunds formand også, at der efter kronprinsens beslutning om at fortsætte yderligere otte år i international idrætspolitik nu var lange udsigter til, at han selv eller en anden demokratisk valgt dansk idræts-politiker kunne gøre sig håb om at få en karriere i IOC:

”Der er givetvis både nogle rigtig dygtig tidligere eliteidrætsudøvere og idrætspolitikere, som kunne gøre en stor indsats og komme med nogle gode meldinger. Men igen, set ud fra en samlet betragtning og set ud fra den modtagelse, som kronprinsens udmeldinger får blandt idrætsudøvere og befolkning, har det en meget stor gennemslagskraft, som er rigtig meget værd”, sagde Niels Nygaard.

Endvidere hævdede han, at selv om han var formand for Danmarks Olympiske Komite, og det i nogle lande er den nationale olympiske komites præsident, der bliver valgt ind i IOC, så var man i den danske komite så glade for at have kronprinsen som repræsentant i IOC, at det slet ikke var noget, man havde taget i betragtning. Og da Bertel Haarders efterfølger i Kulturministeriet, Mette Bock fra Liberal Alliance, den 15. september 2017 udsendte en pressemeddelelse om, at  Kronprins Frederik på IOCs session i Lima i Peru nu officielt var blevet genvalgt som medlem af IOC, var VLAK-regeringens politiske budskab det samme:

”Vi har i kronprinsen en fantastisk ambassadør for dansk idræt, og jeg ønsker kronprinsen tillykke med det fortsatte medlemskab af IOC. Kronprinsens interesse for både de danske atleter og idrætten er utrolig inspirerende at være vidne til. Jeg håber, at kronprinsens arbejde i IOC kan gøre en forskel for de danske atleter, der kæmper for Danmark”, udtalte den liberale kulturminister.

Med andre ord var IOCs repræsentant i det danske kongehus og Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse tilsyneladende ikke længere nogen demokratisk udfordring for det danske folkestyres politikere og sportsledere. I hvert fald ikke en, de havde tænkt sig at gøre noget ved.

Formentlig af samme årsag blev kronprinsens genvalg til IOC i de fleste danske aviser blot omtalt som en notits, hvilket forstærkede indtrykket af, at den danske opposition mod Kronprins Frederik olympiske karriere var svundet ind. En undtagelse var dog Ekstra Bladet, som i en lederartikel to dage før tronarvingens genvalg endnu engang opfordrede ham til at trække sig ud af komiteen:

”Kronprins Frederik begår en stor fejl, når han på lørdag i Lima i Peru stiller op til genvalg til den internationale olympiske komite, IOC. Forude venter yderligere otte år i et selskab, som er martret af nye og voldsomme korruptionssager”, advarede avisen.

”Nu er politiet i mange lande ved at grave sagerne ud, og ikke så få af kronprinsens kolleger er mistænkt for at have modtaget bestikkelse. IOC er ikke nogen festlig og upolitisk forening. Derfor er rådet herfra: Træk dig, Frede. Inden du for alvor får ørerne i maskinen”.

En af de nye, voldsomme korruptionssager, avisen henviste til, involverede lederen af såvel den brasilianske budkomite som organisationskomite bag de olympiske lege i Rio de Janeiro, det brasilianske æresmedlem af IOC, Carlos Nuzman, som også havde været aktivt medlem af IOC fra 2000 til 2012, hvor han repræsenterede Brasiliens olympiske komite.

Ti dage før kulturminister Mette Boch ønskede Kronprins Frederik tillykke med hans genvalg til IOC og roste hans arbejde i komiteen, afslørede et samarbejde mellem politi og anklagemyndigheder i Brasilien og Frankrig den 5. september 2017, at Carlos Nuzman var en af i alt 11 mistænkte i en ny, stor olympisk korruptionssag, som myndighederne havde døbt ”Operation Unfair Play”. En sag, som endnu engang bekræftede IOC-kritikernes opfattelse af, at den danske tronarving og hans olympiske kolleger levede i en anden virkelighed.

Korruptionssagen mod den 75-årige Carlos Nuzman, en tidligere brasiliansk landsholdsspiller i volleyball og vicepræsident for det internationale volleyball-forbund, udsprang af det franske politis efterforskning i sagen mod to andre IOC-medlemmer, det internationale atletikforbunds tidligere præsident, Lamine Diack fra Senegal og den tidligere atletikstjerne Frank Fredericks fra Namibia. De to afrikanske IOC-medlemmer var mistænkt for at have taget imod bestikkelse for at stemme på Rio de Janeiro som olympisk værtsby under IOC’s afstemning i København i oktober 2009.

I en ransagning af Carlos Nuzmans hjem i bydelen Leblon, lige vest for Rio de Janeiros berømte Ipanema-strand, beslaglagde politiet IOC-æresmedlemmets  computer og flere kufferter fulde af penge og dokumenter. Brasilianeren lå inde med en kontant pengebeholdning i fem forskellige valutaer, som løb op i et samlet beløb på over 150.000 dollar. Efter ransagningen blev Carlos Nuzman, der nægtede sig skyldig i at have gjort noget ulovligt, bedt om at aflevere sine rejsepapirer, et brasiliansk pas, et russisk pas og et diplomatpas. Og dagen efter skulle han stille til afhøring hos politiet i Rio de Janeiro.

Her blev Carlos Nuzman desuden konfronteret med politiets mistanke om, at han også havde været involveret i en anden korruptionsskandale omkring forretningsmanden Arthur Cesar de Menezes Soares Filho med tilnavnet ”King Arthur”. En forretningsmand, som ifølge politiet angiveligt stod bag en lang række private brasilianske virksomheders bestikkelse af offentlige myndigheder i Rio de Janeiro mod til gengæld at få kontrakter på de økonomisk mest lukrative OL-opgaver.

”De olympiske lege blev brugt som en enorm trampolin for korruption”, fastslog den brasilianske anklager i sagen, Fabiana Schneider, på en pressekonference efter ransagningen. Men anklageren pegede også på det påfaldende i, at Rio de Janeiro havde vundet værtskabet for legene, selv om IOCs evaluering af de fire tilbageværende kandidatbyer forud for den afgørende afstemning i København havde vist, at Rio de Janeiro var mindre egnet som olympisk værtsby end både Chicago, Madrid og Tokyo.

Ifølge anklageren havde Brasilien siden 2009 brugt milliarder af dollar på OL-byggeriet, hvoraf det meste arbejde var udført af private virksomheder, som nu var under efterforskning i landets nationale antikorruptions-kampagne. En kampagne, som blev kaldt operation ”Car Wash” og blandt andet også omfattede offentlige byggeopgaver i forbindelse med Brasiliens værtskab for VM i fodbold i 2014.

Carlos Nuzman var mistænkt for at være det direkte forbindelsesled mellem den brasilianske forretningsmand ”King Arthur” og det nu livstidsudelukkede IOC-medlem Lamine Diack fra Senegal, som havde deltaget i afstemningen i København.

Ifølge anklagemyndigheden havde ”King Arthur” angiveligt overført mindst 1,5 millioner dollar til et firma, der tilhørte Lamine Diacks søn, Papa Massata Diack, som umiddelbart før afstemningen i København fik til opgave at bestikke flest mulige af IOCs afrikanske medlemmer til at stemme på Rio de Janeiro, deriblandt Frank  Fredericks fra Namibia. Men ifølge Papa Massata Diack havde politiet ingen beviser:

”De prøver blot at retfærdiggøre, hvorfor de tilbageholder min far i Frankrig”, sagde han til nyhedsbureauet Reuters med henvisning til, at fransk politi havde beslaglagt faderen Lamine Diacks pas og bedt det tidligere IOC-medlem om ikke at forlade Frankrig, så længe politiets efterforskning mod ham stod på.

Papa Massata Diack kaldte beskyldningerne for den største løgn i sportens historie og påstod, at han kun havde assisteret sin far i hans arbejde for det internationale atletikforbund med at identificere lande, som kunne arrangere store sportsbegivenheder.

Men sagen omfattede også en politiefterforskning af, hvorfor Tokyos værtsby for de olympiske lege i 2020 umiddelbart før IOC’s afstemning i 2013 havde overført to millioner dollar til et firma i Singapore, Black Tidings, der tilhørte en af Papa  Massata Diacks nærmeste forretningsforbindelser, Ian Tan. En afstemning, som den japanske hovedstad vandt foran Madrid og Istanbul.

Da IOC-præsident Thomas Bach to dage efter politiets ransagning af Carlos Nuzmans hjem i Rio de Janeiro ankom til Lima for at forberede komiteens medlemsmøde i Perus hovedstad, understregede tyskeren derfor, at IOC fulgte udviklingen tæt og tog sagen meget alvorlig.

”Det er også derfor, at vi allerede for mere end et år siden som civil part i sagen begyndte at samarbejde med de franske anklagere om efterforskningen”, sagde Thomas Bach.

Alligevel voksede kritikken af IOC i de internationale nyhedsmedier, som stillede spørgsmål ved, hvorfor komiteen stadig var plaget af alvorlige korruptions-sager, når medlemmerne gang på gang hævdede, at det bare var medierne, som så spøgelser.

Da IOCs bestyrelse havde holdt sit første møde i forbindelse med komiteens session i Lima, udsendte den derfor en pressemeddelelse, som slog fast, at bestyrelsen nu også havde kontaktet anklagemyndigheden i Brasilien og bedt om yderligere informationer i sagen mod Carlos Nuzman.

”IOCs etiske kommission følger op på sagen. Og hvis vi får beviser, vil vi  reagere på det”, lovede bestyrelsen.

Men IOC-præsident Thomas Bach udtalte samtidig, at hverken den brasilianske korruptionssag eller anklagerne mod det irske IOC-medlem Patrick Hickey for olympisk billetsvindel og Kuwaits IOC-medlem Sheik Ahmad Al-Fahad Al-Sabah for korruption i FIFA udgjorde et troværdighedsproblem for IOC. Thomas Bach hævdede, at der var tale om enkeltsager, som IOC ikke kunne drages kollektivt til ansvar for, og at komiteen i øvrigt havde en lang tradition for at gå i aktion mod enkelte IOC-medlemmer og andre, hvis de bevisligt havde gjort noget forkert.

”Der er krystalklare regler vedrørende IOCs tildeling af værtsskaber for olympiske lege. De, der måtte have overtrådt disse regler, vil blive sanktioneret, når vi har beviserne”, sagde tyskeren på et pressemøde, hvor han som et eksempel på komiteens påståede handlekraft nævnte, at IOC i november 2015 havde ophævet  Lamine Diacks æresmedlemskab af komiteen. I virkeligheden havde senegaleseren formelt set selv valgt at trække sig.

I lyset af de verserende politisager mod IOCs medlemmer var det derfor også interessant for de internationale nyhedsmedier, at hele ni af komiteens dengang 94 stemmeberettigede medlemmer holdt sig væk fra sessionen i Lima, hvor medlemmerne blandt andet skulle tage stilling, om Paris og Los Angeles i en og samme afstemning skulle tildeles værtskaberne for de næste to olympiske sommer-lege efter Tokyo i 2020.

Udover Patrick Hickey fra Irland og Sheik Ahmad Al-Fahad Al-Sabah fra Kuwait udeblev Qatars emir Tamim Bin Hamad Al-Thani, Frank Fredericks fra   Namibia, Kun-Hee Lee fra Sydkorea, Yelena Isinbayeva fra Rusland, Nat Indrapana fra Thailand, Yang Yang fra Kina og Nita Ambani fra Indien.

Men korruptionssagerne gav også anledning til intern selvransagelse blandt flere af IOCs tilstedeværende medlemmer, som mente, at komiteens ledelse burde tage sagerne lige så alvorligt som den olympiske Salt Lake City-korruptionsskandale, da den blev offentligt kendt i slutningen af 1998 og udløste en mediestorm mod IOC, som lignede den komiteen nu igen stod midt i.

”Vi er nødt til at være mere proaktive. Vi kan ikke blot nøjes med at sige, at vi først vil gøre noget, når vi får beviser. Dem er vi nødt til selv at finde. Da vi sidst havde problemer i Salt Lake City, ventede vi ikke på, at andre besluttede, om nogle var skyldige eller ej. Vi smed ti medlemmer ud og disciplinerede et par dusin andre. Jeg tror, vi er nødt til at gøre noget lignende nu”, sagde det canadiske IOC-medlem Richard Pound til den britiske internetavis Inside the Games.

”Alle siger, at vi har et problem, og spørger, hvad vi gør for at løse det. Og vi svarer blot, at vi formoder, at alle er uskyldige, indtil vi får bevis for det modsatte. Men det tror ingen på, og ingen accepterer det”.

Richard Pound, som stod i spidsen for den IOC-kommission, der undersøgte Salt Lake City-skandalen og anbefalede komiteen at straffe 30 af hans daværende kolleger for korruption, tilføjede dog, at han nu havde tillid til, at den nyudnævnte leder af IOCs etiske kommission, FN’s tidligere generalsekretær Ban Ki-moon, ville gribe ind:

”Jeg formoder, at han har fået at vide af folk omkring ham, at der godt kan komme nogle problemer. Han vil blandt andet opdage, at hans eget renomme vil blive sat på spil, og det kan måske medføre nogle aktioner”.

I sin tiltrædelsestale under den olympiske medlemssession i Lima lovede Ban Ki-moon da også, at han som IOCs nye etiske chef ville sætte yderligere fokus på nødvendigheden af, at komiteen levede op til internationale standarder for god ledelse og åbenhed:

”Jeg tror på, at etik er essentiel for enhver succesrig organisation, og det var også derfor, jeg gjorde alt for at styrke den etiske kultur i FN. Jeg vil arbejde meget tæt sammen med IOC’s medlemmer og alle sportsorganisationerne for at sikre, at det internationale samfund kan have tillid til og tro på IOC”, sagde den 73-årige sydkoreaner.

74 og de 78 tilstedeværende medlemmer på IOC’s session i Lima støttede udnævnelsen af den tidligere FN-chef som ny leder af komiteens etiske kommission. Og bagefter understregede præsident Thomas Bach da også, at IOC var meget beæret over, at Ban Ki-moon havde accepteret opgaven:

”Det viser, hvilken tillid denne kommission nyder i og uden for sports-verdenen”, sagde Thomas Bach og lød som et ekko af IOCs tidligere spanske præsident Juan Antonio Samaranch. Som en reaktion på Salt Lake City-skandalen, der fik de største olympiske sponsorer til at kræve reformer i IOC, overtalte spanieren i 1999 USAs tidligere udenrigsminister Henry Kissinger til at besætte en plads i IOCs såkaldte reformkommission. Tre år senere blev den dengang 79-årige amerikanske ekspolitiker også udnævnt til æresmedlem af IOC, selv om han aldrig havde været medlem af komiteen, sådan som det normalt kræves for at få tildelt titlen.

I september 2017 var IOCs udnævnelse af Ban Ki-moon til etisk chef dog langt fra nok til at formilde komiteens hårdeste kritikere efter den seneste olympiske korruptionsskandale. Brasiliens tidligere fodboldstjerne Romario de Souza Faria, som nu var senator i det brasilianske parlament og i flere år havde været bannerfører for et voksende krav om en korruptionsfri ledelse i sportens organisationer, krævede en parlamentsundersøgelse af Carlos Nuzmans embedsførelse som præsident for Brasiliens olympiske komite. Senatoren ville have opklaret, om komiteen havde misbrugt offentlige penge.

”Jeg har talt med mine rådgivere om at indlede en parlamentsundersøgelse  direkte rettet imod Brasiliens olympiske komite og de olympiske lege i Rio de Janeiro med det formål at få opklaret, om der er brugt offentlige penge til at begå røveri og korruption”, sagde den 51-årige tidligere FC Barcelona-spiller, som også understregede, at han havde en særlig interesse i at få sagen opklaret, fordi hans  ældste datter, Moniquinha, arbejdede for den nationale olympiske komite, og at dette ikke skulle være et argument for at undlade at undersøge komiteen.

Men den fransk-brasilianske korruptionssag mod de tre olympiske topledere Carlos Nuzman, Lamine Diack og Frank Fredericks havde forgreninger til mange andre lande. Og få dage senere satte den franske avis Le Monde også det ukrainske IOC-medlem Sergei Bubka i forbindelse med flere af de mistænkte i sagen.

Ifølge avisen havde ukraineren, der er tidligere olympisk mester og verdensmester i stangspring, den 18. juni 2009 overført 45.000 dollar til den daværende præsident for Ruslands atletikforbund, Valentin Balaknichev, som dagen før havde overført et identisk beløb til Lamine Diacks søn, Papa Massata Diack. Overfor internetavisen Inside the Games nægtede det ukrainske IOC-medlem, som også var vicepræsident i det internationale atletikforbund, imidlertid at have gjort noget forkert:

”Pengeoverførslen til Valentin Balaknichev var betaling for konsulentarbejde i forbindelse med stangspringstævnet i Donetsk”, hævdede Sergei Bubka med en henvisning til hans bestræbelser på at gøre det nationale stævne i den ukrainske by til et internationalt stævne.

Den forklaring forhindrede imidlertid ikke det internationale atletikforbunds nye integritets-udvalg, der var blevet nedsat den 3. april 2017 efter afsløringerne af den russiske statsdopingskandale og korruptionssagen mod atletikforbundets tidligere præsident Lamine Diack, i at interessere sig for oplysningerne:

”Vi er opmærksomme på artiklen i Le Monde og dens påstande i relation til Sergei Bubka. Og vi vil nu bede om yderligere oplysninger for at få sagen fuldt belyst”, sagde integritets-udvalgets formand, Brett Clothier.

Når de økonomiske forbindelser mellem Sergei Bubka, Valentin Balaknichev og Papa Massata Diack var interessante, skyldtes det ikke mindst, at den internationale sportsdomstol CAS netop havde opretholdt Valentin Balaknichevs livstidsudelukkelse fra international atletik. Den russiske atletikleder var udelukket på grund af sin medvirken til at skjule en opsigtsvækkende dopingsag mod den russiske maratonløber Liliya Shobukhova.

Dopingsagen blev afsløret i 2013, da den tredobbelte vinder af Chicago Marathon og vinder af London Marathon fortalte det internationale atletikforbunds etiske kommission, at ledere i og omkring det russiske atletikforbund, deriblandt Valentin Balaknichev og Papa Massata Diack, havde afkrævet hende et samlet beløb på 562.000 dollar for at lade hende slippe for straf efter en dopingprøve i 2011, som viste tegn på snyd.

I det lys var det ikke mindre interessant for politiet i Brasilien, at de under ransagningen af Carlos Nuzmans hjem i Rio de Janeiro den 5. september 2017 opdagede, at han udover et brasiliansk pas og et diplomatpas også havde et russisk pas. Og da IOC-æresmedlemmet den 5. oktober 2017 atter blev anholdt og varetægtsfængslet, eksploderede sagen igen i medierne. Ifølge anklagemyndigheden havde den brasilianske OL-topchef gemt 16 guldbarrer til en værdi af to millioner dollar i en schweizisk bank, hvor han også havde 66.000 euro og 50.000 dollar.

Carlos Nuzmans personlige værdier blev afsløret, fordi han to uger efter politiets ransagning af hans hjem pludselig havde selvangivet til skatte-myndighederne, at hans samlede formue var steget med 457 procent i løbet af de seneste ti år. Da politiet ud fra Carlos Nuzmans nye selvangivelse ikke kunne få øje på, hvorfra hans formue stammede, besluttede anklagemyndigheden at fængsle både Carlos Nuzman og generaldirektøren for Rio de Janeiros olympiske organisations-komite, Leonardo Gryner. Begge blev sigtet for korruption og hvidvask af penge.

”Mens de olympiske atleter kæmpede for at opfylde deres drøm om at vinde guld i Brasilien, gemte lederne af den brasilianske olympiske komite deres guld i Schweiz”, konstaterede anklageren Fabiana Schneider på et pressemøde i Rio de Janeiro. Her fortalte hun desuden, at den brasilianske anklagemyndighed havde bedt de schweiziske myndigheder om hjælp til at opklare sagen, og understregede, at Brasilien ikke længere var ”et paradis for korrupte mennesker, for tyve”, som hun udtrykte det og tilføjede:

”Vi har taget fat i nogle mennesker, som troede, at de aldrig ville blive stillet til ansvar for deres handlinger”.

I første omgang forholdt IOC sig afventende i sagen. Men dagen efter gik IOCs nye etiske chef, Ban Ki-moon, i aktion. Han opfordrede IOCs bestyrelse til midlertidigt at ophæve Carlos Nuzmans æresmedlemskab, suspendere Brasiliens olympiske komite og annullere IOCs forbindelser til Rio de Janeiros forgældede OL-organisationskomite, som IOC på grund af den økonomiske krise i Brasilien havde hjulpet med at indfri sine økonomiske forpligtelser efter OL.

Da IOCs bestyrelse den 6. oktober 2017 vedtog at suspendere Brasiliens olympiske komite, demonstrerede den imidlertid også, at den nu ikke længere var nær så principfast som året før, hvor den i sagen om den russiske statsdopingskandale havde nægtet at udelukke Rusland med en henvisning til de juridiske principper om, at alle har ret til individuel sagsbehandling, og at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

IOCs forskelsbehandling af Brasilien og Rusland viste, at Kronprins Frederik var medlem af en international sportsorganisation, som – afhængig af de enkelte medlemslandes økonomiske og politiske indflydelse – stadig forbeholdt sig ret til at ændre sine spilleregler fra kamp til kamp. Sådan som komiteen ifølge sine kritikere havde gjort det mange gange før igennem de næsten to årtier, den havde haft til at komme den olympiske korruption til livs efter Salt Lake City-skandalen ved årtusindeskiftet.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*