USA’s hemmelige dopingsager

Den firedobbelte olympiske mester Mo Farah’s tidligere træner og en læge på det amerikanske træningscenter Nike Oregon Project har begge fået fire års karantæne i en stor privatdopingsag, som i to år har været ført bag lukkede døre i en amerikansk voldgiftsret.

Atletikstjernen Mo Farah's tidligere træner Alberto Salazar er blevet udelukket fra VM i Doha efter USADA's offentliggørelse af hans dopingdom på fire års karantæne. (Foto: YouTube)
Lars Jørgensen

I årevis har USA ført an i den internationale kritik af Ruslands statsstyrede dopingregime. Men i går fik amerikanerne dokumentation for, at doping også stadig er en udbredt metode til snyd i sport blandt eliteatleter i deres eget land. Den eneste forskel på Rusland og USA synes at være, at de amerikanske atleter foretrækker at snyde med privatfinansieret doping.

Efter fire års efterforskning af atletikcentret Nike Oregon Project i det nordvestlige USA afslørede det amerikanske antidoping-agentur USADA i går, at en stor sag om privatdoping på træningscentret, som i to år har været ført bag lukkede døre i en amerikansk voldgiftsret, er endt med, at Nike-projektets cubansk fødte cheftræner Alberto Salazar og sportslægen Jeffrey Brown er idømt hver fire års karantæne på trods af tung assistance fra juridiske eksperter betalt af Nike.

Efter USADA’s offentliggørelse af de to dopingdomme hævdede Alberto Salazar ganske vist sin uskyld i en erklæring, hvori han anklagede USADA for en uretfærdig, uetisk og ødelæggende adfærd og bebudede, at han vil appellere voldgiftsrettens afgørelse, som slår fast, at han er skyldig i at have handlet med og administreret forbudte præstationsfremmende stoffer og snydt dopingkontrollen ved at manipulere atleternes data.

Men set i lyset af, at den firedobbelte olympiske mester Mo Farah fra Storbritannien var tilknyttet Nike Oregon Project fra 2011 til 2017, og mange andre amerikanske og vestlige atletikstjerner har trænet på centret, der ligger i byen Beaverton i staten Oregon, er der næppe tvivl om, at den amerikanske privatdopingsag af mange russere nu vil blive brugt som en undskyldning for, at den russiske stat i årevis hjalp russiske atleter med at dope sig, så de kunne konkurrere på lige vilkår med vestlige atleter.

Russisk opråb

For nyheden om den amerikanske voldgiftsrets afgørelse, der fik det internationale atletikforbund IAAF til at udelukke Alberto Salazar fra VM i Doha, kommer samtidig med, at direktøren for Ruslands antidoping-agentur, Yuri Ganus, i et åbent brev i går opfordrede nationens politikere til at iværksætte en undersøgelse af landets sportsadministration, der skal føre til afskedigelser af de statslige embedsmænd, som antidoping-agenturet WADA mistænker for igennem en årrække at have styret dopingen af mindst tusinde russiske eliteatleter på statens regning.

Yuri Ganus’ opfordring kommer en uge før det internationale antidoping-agentur WADA’s tre uger lange frist til Rusland om at forklare tegn på fusk med data-beviserne i sagen udløber. Hvis russerne ikke kommer med en forklaring, som WADA kan acceptere, står Rusland til helt eller delvist at blive smidt ud af den internationale sportsfamilie for anden gang, siden statsdopingsagen blev afsløret i 2014.

 ”Vores sport fortjener at være et fuldgyldigt medlem af den internationale sportsfamilie, men først er vi nødt til at fjerne de uacceptable metoder og personer, som har drevet sporten ud til randen og miskrediteret den for øjnene af hele verden,” skrev Yuri Ganus i sit opråb, dog uden at sætte navne på de personer, han ønsker at få fjernet.

Det er imidlertid ikke første gang, Yuri Ganus opfordrer Ruslands regering til at rydde op i den offentligt støttede russiske sportsverden efter statsdopingskandalen. Han har tidligere uden held i et andet åbent brev opfordret regeringen til at udrense hele ledelsen og staben i det russiske atletikforbund, som fortsat er suspenderet af det internationale atletikforbund IAAF.

Amerikansk opråb

Efter dommene i den amerikanske dopingsag omkring Nike Oregon Project, som er offentliggjort i deres fulde længde på USADA’s hjemmeside, er der nu lagt op til en lignende national selvransagelse i den privatfinansierede amerikanske sportsverden.

Men heller ikke her der nogen garanti for, at alle de skyldige bliver afsløret og straffet.

Allerede i 2003 hævdede chefen for USA’s nationale dopingkontrol i perioden 1991-1999, Wade Exum, i en retssag mod sin tidligere arbejdsgiver, USA’s olympiske komite, at de nationale olympiske idrætsforbund i hans land havde ladet omkring halvdelen af alle amerikanske sportsstjerner, der dengang var testet positive for doping, slippe for straf.

Alligevel fik Wade Exums afsløringer af den hemmelige amerikanske doping-praksis ingen konsekvenser for hverken de ansvarlige i USA’s olympiske komite, de nationale idrætsforbund eller den olympiske superstjerne Carl Lewis og de andre amerikanske eliteidrætsudøvere, som slap for dopingstraf på trods af, at de var testet positive.    

”Mange anser USA’s olympiske familie for at være syg. Jeg er helt enig. Familien har et stort dopingproblem. Men hver gang, jeg har protesteret, er jeg bare blevet kritiseret for at være en dårlig holdspiller,” sagde Wade Exum dengang i et stort interview med Ekstra Bladet, hvor han blandt andet også sammenlignede sport i USA med sport i DDR og Sovjetunionen og i et opråb til WADA’s verdenskonference i København opfordrede det dengang nyoprettede antidopingagentur til kun at have ærlighed for øje.

”Men uden at have læst WADA’s nye regelsæt frygter jeg desværre, det er fyldt med smuthuller, som alle sportsfolk, der har råd til at hyre en dygtig advokat, ikke får problemer med at udnytte i fremtiden.”

Mange dopingsager har siden vist, at Wade Exum havde ret. Senest har USA’s nykårede verdensmester Christian Colemans advokater fundet et smuthul i WADA’s whereabout-regler, som betyder, at den unge sprinter netop er sluppet for to års karantæne for at ikke at leve op til sin pligt om at oplyse de amerikanske antidopingmyndigheder om sin færden.

Historien har det med at gentage sig – både i USA og Rusland.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*