Mafiametoder

Konge af en anden verden - Kapitel 15.

Qatars emir Tamim Al-Thani er IOC-kollega med Kronprins Frederik, som i 2015 overværede ørkenstatens værtskab for VM i håndbold. (Foto: Lars Poulsen)

Da Kronprins Frederik den 9. oktober 2017, tre dage efter IOCs suspension af Brasiliens nationale olympiske komite, tog hul på anden halvleg af sin olympiske kamp, lignede han en mand, som ikke havde sat mange fødder rigtigt i første halvleg.

I kampens begyndelse havde han under IOCs topmøde i Bella Center i København begrundet sit medlemskab af komiteen med, at olympisk korruption hørte fortiden til. Efter otte år, hvor den ene efter den anden af hans kolleger i IOC var afsløret i flere og større sager om korruption, end før han blev medlem, lød den påstand nu som en meget alternativ beskrivelse af den verden, han havde valgt at spille en aktiv rolle i.

De mange korruptionssager forstyrrede det glansbillede af IOC, Kronprins Frederik og hans loyale støtter i Danmarks Idrætsforbund, Folketinget og regeringen forsøgte at tegne af den private olympiske komite. Sagerne fik uafladeligt de danske kritikere af hans olympiske karriere til at stille spørgsmål ved, om komiteen i Schweiz var den helt rigtige platform for en dansk tronarving, som ønskede at fremme folkesundhed og støtte børn og unges aktive deltagelse i sport. For de danske idrætseksperter og de internationale nyhedsmedier tegnede et helt andet og langt mindre rosenrødt billede af komiteen. Og korruptionssagerne væltede bogstaveligt talt ud af IOCs skabe i hele Kronprins Frederiks første medlemsperiode.

I begyndelsen af oktober 2017 blev IOC-medlem Ching-Kuo Wu fra Taiwan således suspenderet som præsident for det internationale amatørbokseforbund efter 11 år på posten, hvilket betød, at han også mistede sin plads i IOCs eksekutive board. Ifølge den engelske avis The Guardian beskyldte forbundets disciplinærudvalg med støtte fra 76 nationale bokseforbund taiwaneren for at være hovedansvarlig for, at forbundet havde oparbejdet en gæld på 15 millioner schweizerfranc. Penge, som han ifølge disciplinærudvalget blandt andet havde brugt til en ekstravagant privat livsstil med dyre rejser og et årligt personligt forbrug af forbundets penge på 200.000 schweizerfranc.

At ’Operation Unfair Play’ tilmed drejede sig om efterforskning af korruption blandt de IOC-medlemmer, som otte år tidligere havde indtaget København for at afgive deres stemme på Rio de Janeiro, Madrid, Tokyo eller Chicago som OL-værtsby i 2016, gjorde ikke billedet af Kronprins Frederiks selskab kønnere.

Og det pyntede heller ikke på billedet, at han og de øvrige IOC-medlemmer umiddelbart efter afstemningen i København var blevet advaret om, at Carlos Nuzman og de andre  brasilianske forretningsfolk bag Rio de Janeiros bud på legene sandsynligvis havde købt sig til sejren. Det var sket, da den britiske journalist Andrew Jennings i Ekstra Bladet havde afsløret, at Adidas-bossen Horst Dasslers højrehånd i det krakkede sportsmarketingfirma ISL, Jean-Marie Weber med tilnavnet ’The Bag Man’, var  akkrediteret til IOC-mødet i København.

Jean-Marie Weber havde året før i en schweizisk retssag fortalt, hvordan han op igennem 1990’erne havde betalt mindst 100 millioner dollar til en lang række idrætsledere for at sikre sit firma kontrakter med de internationale idrætsforbund. Alligevel bevægede han sig frit rundt på IOCs session og kongres i København og jublede over Rio de Janeiros sejr sammen med Brasiliens gamle korrupte mand i IOC og FIFA, Joao Havelange. Selv om den britiske journalist spurgte Jean-Marie Weber, hvad han lavede på IOC-mødet, og journalisten skriftligt bad den daværende IOC-præsident, Jacques Rogge, om en forklaring på, hvorfor en mand, der var kendt og berygtet for at have korrumperet den internationale sportsverden, var akkrediteret til det olympiske topmøde i den danske hovedstad, fik journalisten ingen svar.

Alverdens sportsfans måtte nøjes med de svar, som politiefterforskere og anklagere otte år senere i begyndelsen af Kronprins Frederiks anden medlemsperiode i IOC forsøgte at stykke sammen til en troværdig version af historien om, hvad den danske tronarvings udenlandske kolleger egentlig foretog sig i København, da de i 2009 besøgte hans hjemby og inviterede ham ind i deres olympiske netværk.

Og det var en skræmmende historie om, hvordan korrupte olympiske købmænd misbrugte sportens popularitet til at berige sig selv, som IOC tilsyneladende ikke længere formåede at tie ihjel. Heller ikke selv om komiteens nye præsident, Thomas Bach, gjorde hvad han kunne, da han den 2. november 2017 i Prag under de nationale olympiske komiteers årlige generalforsamling endnu engang bagatelliserede korruptionens omfang og angreb de mange kritikere af den olympiske bevægelse for at være aggressive ignoranter:

”Vi lever i en verden af mistillid til det establishment, som vi også regnes for at være en del af. Vi lever i en verden, hvor mennesker mere og mere tænker i siloer, som bekræfter deres egne meninger. Mennesker er ikke længere åbne for dialog. I en verden af siloer bliver de aggressive på alle, som ikke deler deres holdninger, og de begynder at tro, at de er i besiddelse af den eneste og fulde sandhed. Ja, vi lever i en verden, hvor selviske interesser vinder frem og skaber større uenighed. Ja, vi lever i en verden, hvor de olympiske værdier om tolerance, respekt, forståelse og fred er mere vigtige end nogensinde. Og vi har både beslutsomheden, modet og viljen til at promovere og forsvare disse værdier”, sagde Thomas Bach.

Mens IOC-præsidenten fortsat hævdede, at de mange verserende korruptionssager mod medlemmer af komiteen blot var enkeltstående tilfælde, advarede han dog også de 1.300 olympiske delegerede på generalforsamlingen i Prag om, at enhver sag om dårlig ledelse smittede af på hele den olympiske bevægelse, fordi offentligheden ikke kunne skelne de enkelte dele af bevægelsen fra hinanden:

”For offentligheden handler det kun om sport og sportsorganisationer. Og for at være realistisk, så kan ingen reformer gøre alle immune imod, at nogen gør noget galt”.

At det blot var nogle få medlemmer af IOC, der havde gjort noget galt, var imidlertid en opfattelse, Thomas Bach stod ret alene med. Og det var da heller ikke en opfattelse, som havde rod i den olympiske virkelighed, Kronprins Frederik havde været en del af i otte år.  

Korruptionsskandalen i det internationale fodboldforbund, FIFA, havde afsløret, at mindst fire af den danske tronarvings fodboldrelaterede kolleger i IOC, Sepp Blatter fra Schweiz, Issa Hayatou fra Cameroun, Sheik Ahmad Al-Fahad Al-Sabah fra Kuwait og Joao Havelange fra Brasilien, ifølge politiets efterforskere langt fra levede op til kronprinsens og IOC-ledelsens enslydende påstande om, at komiteen overvejende bestod af olympiske dydsmønstre.

Sydkoreas svindeldømte IOC-medlem Kun-Hee Lee og de to fremtrædende IOC-medlemmer fra atletikkens verden, Lamine Diack fra Senegal og Frank Fredericks fra Namibia, bragte antallet af medlemmer i komiteen, som i Kronprins Frederiks første medlemsperiode var under begrundet mistanke for at have begået alvorlig økonomisk kriminalitet, op på syv.

Og da FIFA-skandalen også fik verdenspressen til at rette blikket mod IOCs i alt seks repræsentanter i fodboldsportens to kommende VM-værtslande Rusland og Qatar; Vitaly Smirnov, Shamil Tarpischev, Alexander Zhukov, Yelena Isinbaeva og Alexander Popov fra Rusland samt Qatars emir, Sheik Tamim bin Hamad al-Thani, voksede listen over den danske tronarvings korruptionsmistænkte olympiske kolleger til 13.

Hvis man samtidig talte de fire IOC-medlemmer Patrick Hickey fra Irland, Sergei Bubka fra Ukraine, Carlos Nuzman fra Brasilien og Ching-Kuo Wu fra Taiwan med på den sorte liste, begyndte den olympiske korruption i Kronprins Frederiks første medlemsperiode fra 2009 til 2017 at ligne et mønster på en indgroet kultur, som nok så mange fine ord om komiteens kamp for de olympiske værdier ikke formåede at skjule.

For i samme periode havde IOCs etiske kommission udover sagerne mod Kun-Hee Lee i 2010 samt Lamine Diack og Issa Hayatou i 2011 behandlet tre andre etiske sager mod IOC-medlemmer, som også var mistænkt for at have gjort noget galt. Det drejede sig om René Fasel fra Schweiz, Pal Schmitt fra Ungarn og Dae-Sung Moon fra Sydkorea. Og de etiske sager mod de tre bragte det samlede antal af IOC-medlemmer, der var dokumenteret korrupte eller under mistanke for at være det, op på 20 medlemmer i løbet af Kronprins Frederiks første periode i komiteen, svarende til næsten hvert femte IOC-medlem.

IOCs sag mod Rene Fasel, der havde været medlem af komiteen siden 1995 som repræsentant for det internationale ishockeyforbund, blev afgjort den 20. april 2010, hvor den etiske kommission besluttede at minde schweizeren om hans pligt til at respektere reglerne i det olympiske charter og give ham en advarsel for at have overtrådte komiteens etiske kodeks.

Det schweiziske IOC-medlems advarsel skyldtes, at Rene Fasel havde hjulpet en barndomsven, som ejede marketingfirmaet Proc AG, med ”at åbne døre på det asiatiske marked” og sikre ham kontrakter for 1,9 millioner schweizerfranc med Infront Sport Media, som sad på det internationale ishockey-forbunds marketing- og tv-rettigheder.

Når Rene Fasel, på trods af sin indrømmelse af, at han som præsident for et internationalt idrætsforbund og medlem af IOCs eksekutivkomite havde overtrådt komiteens regler vedrørende interessekonflikter, alligevel slap med en advarsel fra IOCs etiske kommission, skyldtes det ifølge komiteens afgørelse i sagen, at han havde undskyldt sin dårlige dømmekraft.

Komiteens etiske sag mod Pal Schmitt, IOC-medlem siden 1983 og præsident i Ungarn fra 2010 til 2012, handlede om plagiat i en doktorafhandling om de moderne olympiske lege. Afhandlingen sikrede i 1992 den tidligere olympiske mester og verdensmester i fægtning en doktorgrad på Semmelweis Universitet i Budapest, inden han året efter blev udnævnt til Ungarns ambassadør i Spanien og skabte sig en karriere som diplomat, der i 2004 også banede vejen til en politisk karriere i Europa-Parlamentet og Ungarns parlament.

Pal Schmitt hævdede, at han havde skrevet afhandlingen i god tro, men opgav frivilligt sin doktorgrad i 2013. Selv om plagiat-sagen kostede Pal Schmitt præsidentembedet i Ungarn, og sagen var direkte forbundet til den olympiske bevægelse, idet afhandlingen omhandlede de moderne olympiske lege, nøjedes IOC med at give ungareren en advarsel og fratage ham retten til at være medlem af et IOC-udvalg i tre år. I 2015 fik Pal Schmitt igen lov til at deltage i IOCs udvalgsarbejde.

En lignende plagiatsag førte i 2016 til, at IOCs etiske kommission suspenderede det sydkoreanske IOC-medlem Dae-Sung Moon, der var valgt som repræsentant for de aktive olympiske atleter. Den tidligere olympiske guldvinder i taekwondo, som blev valgt ind i komiteen i 2008, blev i 2012 af Kookmin Universitet i Sydkorea anklaget for at have plagieret store dele af sin doktorafhandling om idrætsudøveres muskelopbygning.

To år senere fastslog universitetet, at OL-guldvinderens doktorafhandling var plagiat. Men i lighed med Pal Schmitt hævdede Dae-Sung Moon sin uskyld og forsøgte ad rettens vej at få omstødt universitetets afgørelse. Da både den første og anden retsinstans i Seoul afviste IOC-medlemmets sag, besluttede IOCs etiske komite i juni 2016 imidlertid at suspendere sydkoreaneren og fratage ham alle olympiske rettigheder, indtil der forelå en endelig afgørelse af plagiatstriden i en appelsag, som Dae-Sung Moon bebudede, han ville føre i Sydkoreas højesteret.

Nogle af de mange korruptionsmistænkte IOC-medlemmer havde ved udløbet af Kronprins Frederiks første medlemsperiode mere eller mindre frivilligt forladt  komiteen, mens andre blot var midlertidigt suspenderede. Men da det israelske IOC-medlem Alex Gilady under den verdensomspændende ’me-too-kampagne’ i efteråret 2017 af to navngivne kvindelige journalister blev beskyldt for at have udnyttet sin position som topleder i tv-selskaberne NBC Sport og Keshet Broadcasting Group til at krænke dem seksuelt, fik den danske tronarvings glansbillede af komiteen yderligere et par pletter.

Israeleren, som var næstformand for IOCs koordinationsudvalg til de olympiske lege i Tokyo i 2020, blev af de to kvinder beskyldt for både at have gjort verbale og fysiske tilnærmelser mod dem. Og selv om de påståede krænkelser var sket årtier forinden, og Alex Gilady nu undskyldte, hvis han dengang havde krænket kvinderne, kom han under heftig beskydning i den israelske presse, hvor tre andre anonyme kvinder anklagede ham for voldtægt, hvilket han dog afviste som det pure opspind.

Det samme gjorde det hollandske IOC-medlem Camiel Eurlings, da hans tidligere kæreste, Tessa Rolink, i december 2015 anmeldte ham for vold efter et privat skænderi, som havde fundet sted et halvt år tidligere. Ifølge de hollandske medier kom Tessa Rolink ud af skænderiet med en hjernerystelse og en brækket albue, hvilket IOC-medlemmet imidlertid afviste som overdrevet.

Selv om Camiel Eurlings forsøgte at nedtone sagen, indgik han dog et forlig med den hollandske anklagemyndighed om at udføre nogle dages samfundstjeneste. Alligevel betegnede IOC sagen som et privat anliggende, der ikke havde indflydelse på Camiel Eurlings medlemskab af komiteen.

Men sagen blev ved med at forfølge ham igennem hele 2016 og 2017. Den hollandske sportsverden opfordrede ham til at opgive alle sine poster, inklusive sit medlemskab af IOC. Selv om den tidligere forretningsmand og politiker i januar 2018 i et sidste forsøg på at redde ansigt både beklagede og undskyldte sine handlinger i offentligheden, var det for sent at bede om nåde. En måned før vinterlegene i Pyeongchang følte han sig presset til at opsige sit medlemskab af IOC.

Da de første måneder af Kronprins Frederiks anden medlemsperiode i IOC desuden faldt sammen med de første domme i FIFA-skandalen og offentliggørelsen af IOCs halvandet år lange undersøgelse af den russiske statsdopingskandale, holdt han forståeligt nok en meget lav olympisk profil i den danske offentlighed, som han i otte år havde forsøgt at bilde ind, at IOC var en gave til den internationale sportsverden. For netop disse to sager understregede med al tydelighed, hvorfor den årelange danske kritik af kronprinsens olympiske karrierevalg næppe ville forstumme, så længe han var medlem af IOC.

FIFA-skandalens to første domme faldt få dage før jul i december 2017 efter en månedlang retssag i New York i USA, hvor tre tidligere fodboldbosser fra Sydamerika siden begyndelsen af november havde siddet på anklagebænken ved  retten i bydelen Brooklyn som tiltalte efter den amerikanske mafia-lovgivning for igennem årtier at have medvirket til fodboldrelateret svindel, hvidvask af penge og korruption i milliardklassen. De tre fodboldbosser var blandt andet tiltalt for at have krævet bestikkelse i forbindelse med salg af marketing- og tv-rettigheder til fodboldkampe. Og når det var muligt at retsforfølge de tre sydamerikanere i USA, skyldtes det, at en stor del af bestikkelsespengene var blevet overført igennem det amerikanske banksystem.

Det internationale fodboldforbunds tidligere vicepræsident Juan Angel Napout fra Paraguay, som udover at have været præsident for fodboldforbundet i sit eget land også havde været præsident for det sydamerikanske fodboldforbund, blev af den amerikanske jury kendt skyldig i at have taget imod 10,5 millioner dollar i bestikkelse fra 2010 til 2016. Den tidligere præsident for Brasiliens fodboldforbund, Jose Maria Marin, blev fundet skyldig i at have modtaget 6,5 millioner dollar i bestikkelse. Til gengæld frikendte juryen den 26. december 2017 mafia-retssagens tredje tiltalte, den tidligere formand for Perus fodboldforbund Manuel Burga, fordi den ikke fandt det bevist, at han havde modtaget et beløb på 4,4 millioner dollar, som anklagemyndigheden forgæves havde forsøgt at dokumentere, han havde krævet i bestikkelsespenge.

Peruvianeren var ellers den af de tre tiltalte, som havde vakt mest opsigt under mafia-retssagen, hvor han ifølge New York Times en stor del af tiden sad og læste i en roman om romerrigets fald. Anklageskriftet, som nu var med til at dokumentere FIFAs historiske fald, byggede blandt andet på belastende vidneudsagn fra en lang række vidner, der selv var blandt de flere end 40 sigtede i fodbold-skandalen, men som nu havde valgt at vidne i retssagen mod de tre sydamerikanere i håb om selv at slippe med en lavere straf.

Blandt de i alt 28 vidner, der blev afhørt i retssagen, var Alejandro Burzaco, en tidligere chef for det argentinske sports-marketingfirma Torneos y Competencias. Da han på retssagens tredje dag tog plads i vidneskranken, måtte retsmødet suspenderes midlertidigt, fordi Alejandro Burzaco blev nedstirret af den tiltalte peruvianer, som to gange førte en finger langsomt hen over sin strube i en bevægelse, der af anklagemyndigheden blev tolket som et forsøg på at true vidnet til tavshed, selv om peruvianerens forsvarsadvokat hævdede, at hans klient blot havde kløet sig på halsen.

Når Manuel Burga havde en interesse i, at Alejandro Burzaco forholdt sig tavs i retten, skyldes det blandt andet, at vidnet havde udpeget Manuel Burga og de to andre tiltalte i sagen, Juan Angel Napout og Jose Maria Marin, som tre af de ledere i FIFA, der i 2010 angiveligt var med til at stemme på Qatar som værtsland for VM i fodbold i 2022 mod at få udbetalt millioner af dollar i bestikkelsespenge.

Men netop dette vidneudsagn gjorde også den amerikanske mafia-retssag interessant i relation til Kronprins Frederik og hans olympiske kolleger. Ikke mindst set i lyset af, at Qatars emir, Sheik Tamim Hamad Al-Thani, var medlem af IOC, og at en af emirens nærmeste medarbejdere, Nasser al-Khelaifi, som både stod i spidsen for den franske fodboldklub Paris St. Germain, medieselskabet beIN Media Group og Qatars statsejede tv-selskab Al Jazeera, ligeledes var blevet afhørt som mistænkt i FIFA-skandalen i en selvstændig kriminalsag i Schweiz.

Ved udgangen af 2017 havde Kronprins Frederik dog mindst lige så stor grund til at interessere sig for udfaldet af en anden mafialignende sag, den russiske statsdopingskandale, som i januar samme år havde været årsag til, at det danske folketing debatterede hans olympiske karriere.

For selv om den amerikanske retssag i nyhedsmedierne primært blev opfattet som en sag om økonomiske forbrydelser i fodboldens verden, mens den russiske dopingsag blev betragtet som en sag om politiske forbrydelser mod sporten, var der tilsyneladende mange lighedspunkter mellem de metoder, der blev benyttet af den internationale sportsmafia både øst og vest for Danmark.

Og lighedspunkterne bekræftede den danske tronarvings kritikere i, at det formentlig ville have været klogere af ham, hvis han, i stedet for at forlænge sin olympiske karriere med otte år, havde benyttet afslutningen på sin første medlems-periode i IOC som en passende anledning til at trække sig ud af den olympiske sportsverden, han først havde ladet sig lokke ind, og senere troede, at han blot kunne nøjes med at være en tavs ambassadør for. Eventuelt med en diplomatisk henvisning til, at tiden for et dansk tronskrifte nærmede sig, og at han havde brug for at koncentrere sig om at være kronprins af Danmark.

Den 5. december 2017 kom IOCs længe ventede afgørelse af, om den kollektive straffrihed i den russiske statsdopingskandale, som Kronprins Frederik i strid med den danske regering havde gjort sig til talsmand for, da Rusland året før fik lov til at deltage i de olympiske lege i Rio de Janeiro, også skulle gælde russernes deltagelse i de olympiske vinterlege i Pyeongchang i Sydkorea i februar 2018. Men allerede en uge før afgørelsen faldt, fik den danske tronarving og resten af sportsverdenen en fornemmelse af, hvordan IOC havde tænkt sig at reagere på halvandet års massiv kritik af komiteens tøvende holdning til den russiske dopingsag.

I en pressemeddelelse, som IOCs disciplinære udvalg udsendte 27.  november 2017, betegnede komiteen, som blev ledet af det schweiziske IOC-medlem Dennis Oswald og var nedsat for at undersøge de russiske atleters individuelle sager, den russiske whistleblower Grigory Rodchenkov som et meget troværdigt sandhedsvidne, der havde leveret mange afgørende beviser i sagen.

Udtalelsen faldt i forbindelse med, at langrendsskiløberen Alexander Legkov som en af de første russiske medaljevindere fra de olympiske vinterlege i Sochi havde fået frataget sine medaljer som følge af statsdopingskandalen. Og med udtalelsen rensede IOCs disciplinærudvalg også den tidligere direktør for Moskvas antidopinglaboratorium, som under legene i Sochi havde medvirket til at bytte positive dopingprøver ud med negative, for enhver russisk beskyldning om, at anti-dopingagenturet WADA havde presset ham til at afgive falsk forklaring som led i en vestlig propagandakrig mod Rusland.

Men Oswald-udvalget roste ved samme lejlighed den canadiske professor Richard McLarens to tidligere uafhængige rapporter til WADA om sagen for at indeholde relevante og stærke beviser på, at det russiske dopingsystem uden tvivl havde været statsligt styret. Og selv om Ruslands vicepremierminister, den tidligere sportsminister Vitaly Mutko, der var mistænkt for at være den egentlige arkitekt bag det russiske statsdopingsystem, fortsat hævdede sin egen og Ruslands uskyld med en påstand om, at der aldrig havde været og aldrig ville komme et statsligt doping-program i Rusland, fordi russerne ikke behøvede at gøre den slags, var IOCs afgørelse om at udelukke landet fra vinterlegene i Sydkorea på dette punkt lige så klokkeklar som Richard McLarens halvandet år gamle konklusion i sagen.

IOCs endelige afgørelse kom efter en indstilling fra et andet undersøgelses-udvalg, som under ledelse af den tidligere præsident i Schweiz, Samuel Schmid, havde haft til opgave at vurdere Richard McLarens dokumentation for sin påstand om, at det russiske antidopingsystem i årevis var blevet systematisk manipuleret af den russiske stat. Da Schmid-udvalget stort set bekræftede Richard McLarens konklusion, dog uden direkte at bruge hans ord om ’institutionelt statsstyret snyd’, kunne IOC ikke længere undgå den kollektive udelukkelse af Rusland som nation, de fleste af komiteens medlemmer, deriblandt Kronprins Frederik, halvandet år tidligere havde været modstandere af med henvisning til de russiske atleters retssikkerhed. Men det var en kollektiv udelukkelse af Rusland, som også indeholdt en stærkt omdiskuteret undtagelsesbestemmelse.

Ruslands nationale olympiske komite blev ganske vist suspenderet fra IOC med øjeblikkelig virkning og både pålagt at betale sagens sagsomkostninger og  bidrage til oprettelsen af et nyt uafhængigt, globalt dopingtest-system med et beløb på 15 millioner dollar. Endvidere ville ingen repræsentanter fra det russiske sports-ministerium blive akkrediteret til de olympiske vinterlege i Sydkorea, landets tidligere sportsminister Vitaly Mutko og hans højre hånd, Yuri Nagornykh, blev begge udelukket fra alle fremtidige olympiske lege, formanden for Sochi-legenes organisationskomite, Dmitry Chernyshenko, blev fjernet fra IOCs koordinations-udvalg til vinterlegene i Beijing i 2022, og formanden for Ruslands nationale olympiske komite, Alexander Zhukov, blev suspenderet som IOC-medlem.

Men undtagelsesbestemmelsen betød, at IOC inviterede udvalgte russiske atleter til at deltage individuelt i de kommende vinterlege i Pyeongchang under betegnelsen ’Olympisk Atlet fra Rusland’, hvis de overfor et sagkyndigt panel kunne bevise, at de var rene og aldrig havde forbrudt sig imod de internationale doping-regler. Og selv om IOCs præsident Thomas Bach forsøgte at fremhæve, at komiteen nu var nået frem til en velafbalanceret sanktion i sagen, som både tog hensyn til, at russerne havde rettet et hidtil uset angreb mod de olympiske leges integritet og sporten som helhed, og til et ønske om at beskytte alle verdens rene atleter, også de russiske, blev beslutningen da også mødt med en hovedrysten fra IOC’s kritikere.

For med halvandet års forsinkelse havde komiteen besluttet en sanktion i den russiske statsdopingskandale, som til forveksling lignede den, antidopingagenturet WADA og alverdens nationale antidopingmyndigheder sammen med en lang række idrætsforbund og nationale regeringer i mange lande allerede havde anbefalet komiteen i sommeren 2016. Og det fik ikke kun Kronprins Frederik og hans olympiske kolleger til at fremstå som en forsamling, der først og fremmest plejede IOCs egne økonomiske og politiske interesser, og som skulle presses til det yderste for at håndhæve komiteens regler og idealer, når det var store og stærke olympiske spillere som Rusland, der overtrådte dem.

IOCs interne undersøgelser af statsdopingskandalen bekræftede også tronarvingens kritikere i, at kronprinsens danske enegang i sagen i strid med både Danmarks Idrætsforbund, Anti Doping Danmark og Kulturministeriets indstilling var det hidtil tydeligste eksempel på, at han ikke magtede at tjene to herrer, som havde vidt forskellige olympiske interesser.  

”Tilbage i juli 2016 vedtog IOC en kontroversiel ikke-beslutning om at overlade spørgsmålet om suspension til de internationale idrætsforbund, der er ansvarlige for at levere atleter til de olympiske lege. I dag har to IOC-kommissioner bekræftet alle de substantielle beviser, der allerede var til rådighed før OL i Rio de Janeiro i 2016, og IOC kan nu hævde, at komiteen har sikret en ordentlig proces”, konstaterede Play the Games’ internationale chef, Jens Sejer Andersen, men tilføjede:

”IOCs fejlslagne forsøg på ikke at tage selvstændig stilling til denne rystende sag og komiteens mangel på respekt for sit eget charter og sine antidoping-forpligtelser medførte en splittelse af den internationale antidoping-bevægelse, som nu måske bliver repareret i en ånd af politisk pragmatisme. Det er sandsynligt, at IOC og komiteens præsident Thomas Bach er blevet overrasket af styrken og varigheden af det oprør, som ikke-beslutningen var årsag til i hele verden, også blandt ikke-russiske atleter, som har løftet deres stemmer som aldrig før i en sportspolitisk konflikt”.

I Rusland virkede præsident Vladimir Putin dog ikke synderligt bekymret over, hvad atleter i andre lande mente om den russiske statsdopingsag. Han lød tværtimod til at være godt tilfreds med, at IOC endnu engang havde åbnet en dør på klem for de russiske atleter, så de også kunne deltage i de olympiske vinterlege i  Sydkorea.

”De forbereder sig på disse konkurrencer igennem hele deres karriere, og derfor er det meget vigtigt for dem, at ingen får forbud imod at konkurrere”, udtalte Vladimir Putin til de russiske nyhedsmedier.

Det russiske IOC-medlem og dobbelte OL-guldvinder i stangspring Yelena Isinbayeva fandt heller ingen grund til at begræde komiteens sanktioner, selv om hun ellers ofte havde taget skarpt afstand fra enhver udenlandsk kritik af hendes hjemland:

”Det faktum, at vores atleter har fået lov til at deltage i de olympiske lege som ’Olympisk Atlet fra Rusland’ er positivt. De er ikke neutrale. De er fra Rusland. Og det vil blive fortalt alle vegne, når atleterne præsenteres, når der overrækkes medaljer, ved pressekonferencer, osv. Alle vil vide, hvilket land de repræsenterer”, understregede Yelena Isinbayeva i en kommentar på sociale medier.

Og selv om Ruslands vicepremierminister, Vitaly Mutko, blev udelukket fra at deltage i alle fremtidige olympiske lege, fordi han ifølge IOC som sportsminister havde det formelle ansvar for statsdopingskandalen, virkede han heller ikke særlig brødebetynget.

Vitaly Mutko appellerede ganske vist IOCs udelukkelse af ham til den internationale sportsdomstol, CAS. Men for at skabe ro om Ruslands værtsskab for VM i fodbold i 2018 trådte han samtidig frivilligt tilbage fra sine to tilbageværende poster i sportens verden som formand for det russiske fodboldforbund og den russiske VM-organisationskomite. En beslutning, det tidligere medlem af FIFAs bestyrelse forklarede med, at han nu ville bruge mere tid på sit arbejde i den russiske regering, hvor han i årtier havde været en af Vladimir Putins nærmeste medarbejdere på grund af et personligt venskab med præsidenten, der kan føres helt tilbage til deres fælles ungdom i Skt. Petersborg.

Men det var langt fra alle russere, der var glade for IOCs håndtering af den russiske statsdopingskandale. Det kom frem, da den russiske whistleblower og tidligere leder af antidopinglaboratoriet i Moskva, Grigory Rodchenkov, igennem sin amerikanske advokat, Jim Walden, ikke alene rettede et usædvanligt hårdt angreb mod sportens organisationer for at ikke at have adresseret Ruslands trusler om repressalier imod ham, men også beskyldte IOCs medlemmer for at være kujoner.

Efter at have modtaget flere mordtrusler levede den russiske hovedkilde til afsløringen af statsdopingskandalen af frygt for sit liv under vidnebeskyttelse i USA. Men ifølge hans advokat havde IOCs ledelse sagt at komiteen ikke ville gøre noget som helst for at få Ruslands politiske ledere til at stoppe deres trusler mod ham.

”Som hans advokat kan jeg forsikre Jer om, at når russerne ikke har travlt med at beskylde USA for at have påvirket dr. Rodchenkov, forsøger de bag lukkede døre at overtale den amerikanske regering til at udlevere ham til Rusland. Hvis det lykkes, risikerer han tortur og død” erklærede advokaten i julen 2017 og antydede, at IOC også kunne have en interesse i, at hans klient forsvandt.

”Måske ville det gøre de korrupte personer, som kæmpede imod en total udelukkelse af Rusland, glade. IOC er den eneste aktør i dette drama, som virkelig har haft magt til at gøre noget. Komiteen kunne have truet Rusland med en fuldstændig udelukkelse af de russiske atleter fra alle fremtidige olympiske lege. Men desværre ønsker IOC ikke at løfte en finger for at hjælpe dr. Rodchenkov, selv om komiteen var helt afhængig af hans vidneudsagn”.

Ifølge den britiske internetavis Inside the Games afviste en talsmand for IOC dog advokatens påstand om, at IOC helst så Grigory Rodchenkov forsvinde, som fuldstændig latterlig:

”I koordination med WADA, som har skrevet til den russiske sportsminister, har IOC kontaktet Ruslands olympiske komite og gjort det fuldstændigt klart, at Mr. Rodchenkov fortjener beskyttelse som whistleblower. IOC’s advokater er i kontakt med hans advokater og har ikke på noget tidspunkt nægtet at deltage i en dialog med dem. Men IOC vil også gerne gøre det klart, at komiteen ikke har nogen magt til hverken at beskytte vidner eller at kommentere juridiske aktioner og beskyttelsesprogrammer, uanset om det er i USA eller Rusland”.

Men ifølge samme avis fik det blot den russiske whisteblowers advokat, Jim Walden, til at stramme sin retorik endnu mere, da han på årets næstsidste dag opfordrede IOC-præsident Thomas Bach til at gå af på grund af komiteens underdanige knæfald for Rusland.

Med en henvisning til, at IOC havde tvunget Kuwaits atleter til at deltage i legene i Rio de Janeiro under betegnelsen ’Independent Olympic Athletes’, uafhængige olympiske atleter, fordi deres nationale olympiske komite var suspenderet på grund af en årelang sag om, at den kuwaitiske regering blandede sig i sportens autonomi, kaldte advokaten tyskerens ledelse af komiteen for patetisk:

”Der er ingen tvivl om, at IOCs beslutninger er politiske. Kuwait blev       udelukket for en langt mindre forseelse end Ruslands kriminalitet. Komiteen kan på ingen måde retfærdiggøre dette som andet end et underdanigt knæfald overfor et magtfuldt Rusland. I dette perspektiv er IOC en patetisk organisation, som har brug for ændringer i ledelsen. Hvad Thomas Bach ikke forstår, er, at dette hverken handler om dr. Rodchenkov, Vladimir Putin eller de russiske atleter. Det handler om det olympiske ideal. Når dette ideal først er forladt eller korrumperet, er det dødt, og de olympiske lege bliver en serie af billige karnevalslege”, sagde Jim Walden.

Grigory Rodchenkovs advokat mente desuden, at Rusland allerede havde overtrådt IOCs krav om, at landet skulle respektere og implementere komiteens afgørelse fuldt ud:

”Rusland har afvist IOCs konklusioner i sagen, landets ledere har appelleret deres egen udelukkelse fra komiteen, og russerne truer stadig med repressalier imod IOCs hovedvidne, dr. Rodchenkov. Under disse omstændighed bør komiteen udelukke Rusland totalt. I modsat fald vil det blot føre til, at der vil blive stillet spørgsmål ved IOC motiver, og til en skepsis overfor, om komiteen evner at beskytte rene olympiske atleter og whistleblowere”.

At den tre år lange debat om Ruslands statsdoping og landets deltagelse i de olympiske lege i først Rio de Janeiro og derefter Pyeongchang ved udgangen af 2017 blandt andet drejede sig om mordtrusler og vidnebeskyttelsesprogrammer, var sammen med dommene i den første amerikanske retssag om FIFA-skandalen tydelige tegn på, at de mafia-metoder, som nogle aktører i den internationale sportsverden bruger for at komme til tops i et autonomt parallelsamfund, der ikke kun er styret af sportslige ambitioner, formentlig også ville forfølge Kronprins Frederik i hans anden medlemsperiode i IOC.

For ingen af de to sager var afsluttede. I 2018 ventede nye retssager i USA mod flere af de over 40 tiltalte i FIFA-skandalen, som var anklaget for at have snydt fodboldsporten for milliarder af kroner. Og selv om IOCs Oswald-kommission sidst i december 2017 havde åbnet 46 individuelle dopingsager mod de russiske atleter, der havde været involveret i Ruslands statsdopingprogram, var det kun toppen af isbjerget.

Af de omkring 10.000 atleter, der ifølge Grigory Rodchenkovs oplysninger i større eller mindre omfang havde været en del af det russiske dopingprogram, blev de 300 betegnet som stadig aktive eliteidrætsudøvere. Navnene på dem gav WADA lige før årsskiftet videre til flere end 25 internationale idrætsforbund med henblik på en individuel sagsbehandling af den dopingmistanke, der stadig klæbede til dem alle.

De to mafialignende sager så ud til at være den væsentligste årsag til, at Kronprins Frederik næppe heller i de kommende otte år som IOC-medlem ville få held til at gemme sig bag sin titel og bruge den til at flygte fra sit olympiske ansvar, sådan som han havde forsøgt at gøre igennem hele i sin første medlemsperiode i komiteen. Set i lyset af den juridiske og politiske alvor i de to sager kunne han formentlig ikke nøjes med at henvise til, at IOCs etiske udvalg havde vedtaget en række nye etiske principper og nedfældet dem i et 27 sider langt dokument, som komiteens medlemmer inden den 5. november 2017 skulle skrive under på, at de ville overholde i fremtiden.

I dokumentet ridsede det etiske udvalg et antal mulige scenarier op med eksempler på, hvordan IOC’s medlemmer skulle opføre sig i forhold til interesse-konflikter, modtagelse af gaver og brug af OL-billetter. Eksempelvis slog dokumentet fast, at alle IOC-medlemmer har pligt til at underrette det etiske udvalg om mulige økonomiske interessekonflikter for dem selv og deres familier i relation til enhver olympisk forretningsaftale. Medlemmerne må kun modtage gaver uden større værdi, såsom pins, T-shirts, sportstasker, slips og halstørklæder, eller andre mindre gaver i form af lokale håndværksprodukter, bøger, fødevarer og billig vin. Og de må kun købe et begrænset antal OL-billetter, som ikke må sælges videre, men er beregnet til brug af dem selv, deres familier og akkrediterede gæster.

Derimod indeholdt IOCs nye, etiske regelsæt ingen vejledning i, hvordan Kronprins Frederik skulle forholde sig, hvis FBI eller andre politimyndigheder en dag bankede på døren til Amalienborg og bad ham fortælle, hvad han med sin nu årelange olympiske erfaring kendte til mafiametoderne i den internationale sportsverden. Og regelsættet indeholdt heller ingen gode olympiske råd om, hvordan den danske tronarving skulle forholde sig til de politiske udfordringer, der ventede ham i hans anden medlemsperiode i IOC.

Kronprins Frederik kunne i de fire første år af sin anden medlemsperiode i komiteen se frem til at få et medansvar for to olympiske vinterlege, der begge kunne give ham politiske problemer. Først i 2018 i Pyeongchang i Sydkorea, hvor han var medlem af IOCs koordinationsudvalg til legene, der skulle afholdes i skyggen af Nordkoreas atomprøvesprængninger og provokative affyringer af militære testmissiler i regionen. Dernæst i 2022 i Beijing i Kina, hvor kronprinsens politiske neutralitet og nationale loyalitet risikerede at blive sat på nye prøver, som dem, der i foråret 2008 under debatten om Beijings olympiske sommerlege, et år før hans optagelse som medlem i IOC, havde fået kongehusets toprådgivere til at bede ham om at opgive sin olympiske karriere, allerede inden den var begyndt.

Nye politiske prøver, som kan få danskerne til at stille nye kritiske spørgsmål ved, hvorfor den danske regering efter mere end otte års mediestormløb på Kronprins Frederik fortsat tillader den danske tronarving at være sportsleder i en privat, udenlandsk komite, som både er plaget af udbredt korruption i egne rækker og hellere end gerne lader politisk omstridte lande købe værtsskabet for verdens største sportsbegivenhed med nationale propagandaformål for øje.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*