Qatar: Livet går videre som om intet var hændt

Nye korruptionsanklager og beskyldninger om løftebrud overfor to millioner fremmedarbejdere er blevet rettet imod Qatar. Men den internationale arbejderorganisation ILO siger til Play the Game, at værtslandet for VM i atletik også har gjort store fremskridt.

VM-værtslandet Qatar har kun 450.000 indbyggere, men to millioner fremmedarbejdere. (Foto: Amnesty International/YouTube)
Lars Jørgensen

– Om tre år skal Qatar være vært for landets hidtil mest prestigefulde sportsbegivenhed, FIFA’s verdensmesterskab i fodbold. Til den tid lukker det vindue, som det internationale samfund har til at kræve, at Qatars sportskøbmænd lever op til deres løfter om at forbedre rettighederne for landets to millioner fremmedarbejdere. Men tidspresset ser ikke ud til at forstyrre livet i Doha under en anden stor sportsbegivenhed i landet, denne uges VM i atletik.

Få dage før åbningsceremonien på Khalifa International Stadium i Doha i fredags afslørede et mediesamarbejde mellem den britiske avis The Guardian, tyske Der Spiegel og franske Mediapart, at franske undersøgelsesdommere mistænker Qatar for at have betalt 4,5 millioner dollar til det internationale atletikforbunds tidligere præsident Lamine Diack og hans søn Papa Massata Diack få timer før, Doha den 18. november 2014 blev udpeget som vært for atletik-VM.

De nye beskyldninger om korruption i Qatar med forbindelse til det internationale atletikforbund og familien Diack kom få dage efter, at Amnesty International i en ny rapport slog fast, at flere hundrede fremmedarbejdere i landet kæmper for at få udbetalt deres løn, selv om Qatar har lovet at forbedre de to millioner fremmedarbejderes rettigheder.

Men selv om Qatar er blevet præsenteret for mange lignende anklager om korruption og løftebrud, siden det internationale fodboldforbund FIFA i december 2010 valgte det lille kongerige i Mellemøsten som vært for VM i fodbold i 2022, ser anklagerne ikke ud til at påvirke hverken Qatars regering, de internationale idrætsforbund eller atletikudøverne i Doha.

Efter næsten et årtis kontroverser om ørkenlandet, der omfatter kritik af et usædvanligt højt antal dødsfald blandt landets fremmedarbejdere, som internationale menneskerettighedsorganisationer anslår til at være flere tusinde, når VM i fodbold sparkes i gang i 2022, ser forretningslivet i Qatar ud til at gå videre som om intet var hændt.

Reformer tager tid

I Doha ser Qatars monark og statsoverhoved, emir Tamim bin Hamad Al Thani, som er et indflydelsesrigt medlem af den internationale olympiske komite IOC, ud til at være tilfreds med, at de internationale nyhedsmediers sætter fokus på Qatars milliard-investeringer i sport på et tidspunkt, hvor landet ser ud til at have brug for magtfulde allierede for at undgå en optrapning af landets to år lange politiske konflikt med en koalition af nabolande, der ledes af Saudi Arabien.

Den internationale atletikforbunds netop genvalgte præsident, Sebastian Coe, er tilsyneladende lige så tilfreds med, at britiske medier netop har konstateret, at han også er på vej til at blive medlem af IOC på komiteens kommende session i Tokyo til næste år.

Og de mange verdensklasse-atleter, som er samlet i Doha, synes at bekymre sig langt mere om, hvordan de skal forholde sig til ørkenvarmen i Qatar og den friske dopingdom på fire års karantæne til Nike’s berømte atletiktræner Alberto Salazar, end de går op i politiets efterforskning af Qatars forretninger med det internationale atletikforbund og de menneskelige omkostninger for de fremmedarbejdere, som byggede Khalifa International Stadium.

Men både Amnesty International og Human Rights Watch bruger den internationale sportsbegivenhed til endnu engang at opfordre Qatar til at levere sine lovede reformer. Også selv om den internationale arbejderorganisation ILO hævder, at mange af reformløfterne allerede er indfriet, og at der er flere på vej.

”Jeg kan forstå frustrationerne. Og der er en stor udfordring med manglende lønudbetalinger til nogle af fremmedarbejderne, som Amnesty International påpeger. Men i alle lande tager det tid at implementere store reformer. Og i dette tilfælde har Qatars nye hjælpefond ikke kunnet hjælpe arbejderne, fordi fonden endnu ikke er operativ,” siger chefen for ILO’s Project Office i Qatar, Houtan Homayounpour, til Play the Game.

Et ambitiøst program

ILO’s Project Office i Qatar blev åbnet i april 2018 som led i et treårigt samarbejdsprogram med landets regering, der blev igangsat i november 2017. Programmet skal sikre, at Qatar lever op til de internationale arbejderkonventioner, landet har underskrevet, og implementere grundlæggende arbejdsrettigheder og principper, der blandt andet omfatter en afskaffelse af landets kafala- eller sponsorsystem.

”Det er et ambitiøst program. Men i mine øjne er regeringen ægte interesseret i at afskaffe kafala-systemet, fordi den godt ved, det ikke er godt for landet. Regeringen ved, at systemet ikke trækker de bedste arbejdere til landet,” siger Houtan Homayounpour om Qatars omdiskuterede arbejder-system, hvor arbejdsgivere kan nægte fremmedarbejdere en basal menneskerettighed som retten til at rejse frit ved at konfiskere deres pas og rejsedokumenter på en måde, nogle kritikere har betegnet som moderne slaveri.

”Vi samarbejder både med ansatte og ministre i regeringen hver eneste dag. Og det er mit indtryk, at de alle er virkelig opsatte på at få succes med at implementere reformerne. Foreløbig har de gjort store fremskridt, men de har også mange milepæle foran sig.”

Ifølge Houtan Homayounpour er indførelse af minimumsløn et eksempel på de fremskridt, reformerne har ført til for arbejderne i Qatar. Og han er overbevist om, at andre store reformer vil føre til en fuldstændig afskaffelse af kafala-systemet i løbet af de kommende måneder.

Men han anerkender også, at alt endnu ikke er perfekt, og at VM i atletik i Doha er en oplagt mulighed for at gøre regeringen opmærksom på behovet for yderligere reformer.

”Presset på Qatar fra internationale medier og menneskerettigheds- og arbejderorganisationer har bragt os, hvor vi er i dag. Den offentlige mening har haft en stor indflydelse på regeringens interesse i at gennemføre reformerne,” siger ILO-lederen.

”Og så længe mediedækningen er fair, er det ok. Men mange journalister har allerede dannet sig en mening, inden ankommer til landet, og det demotiverer ofte vores partnere i regeringen, som arbejder hårdt på at få succes med reform-processen”.

En manglende brik

I det lys kan det seneste årtis mediedækning af Qatar også beskyldes for at køre i samme kritiske spor på et tidspunkt, hvor landet er begyndt at levere de fremskridt, verdenssamfundet har bedt om. Men selv om Amnesty Internationals vicedirektør for globale anliggender, Stephen Cockburn, også ser mange positive tegn på fremskridt i Qatar, understreger han, at der foreløbig kun er tale om små skridt i den rigtige retning:

”Vi forsøger at anerkende fremskridtene i Qatar. Men taget i betragtning, at det er det rigeste land i verden, skulle det have gjort mere for at implementere reformerne. Det er ikke nok at underskrive en hensigtserklæring. Regeringen skal også handle for at få reformerne til at virke,” siger Stephen Cockburn til Play the Game.

Han er overbevist om, at Qatar både har pengene og viljen. Og han anerkender, at bureaukrati tager tid. Men han peger også på en manglende brik, som for ham måske er den egentlige årsag til, at Qatars penge og vilje foreløbig kun har resulteret i, at reformprocessen skrider langsomt frem.

”Regeringen og elite i Doha er nødt til at se problemerne fra arbejdernes side. Men der er kæmpe forskel på deres livserfaringer. Der skal gøres meget mere for at udligne forskellen på at bo i Doha og at bo i arbejdslejrene uden for byen. Arbejderne har ikke nogen stemme. De har ikke magten til at ændre forholdene, især ikke under sponsorsystemet,” siger Amnesty International-talsmanden om den manglende forbindelse mellem de 450.000 indbyggere i Qatar og landets to millioner fremmedarbejdere.

Mange brud på menneskerettigheder

For Stephen Cockburn lukker vinduet, hvor det internationale samfund kan presse Qatar til at forbedre arbejdernes forhold om tre år, når landet skal være vært for VM i fodbold. Men både for ham og Hiba Zayadin, som er forsker i Human Rights Watch’s Mellemøst- og Nordafrika-afdeling, gør Qatar sig skyldig i mange andre brud på de internationale menneskerettigheder, blandt andet diskrimineres kvinder i landets love.

”Kvinder i Qatar er, som i mange andre Golf-stater, underlagt love om mandligt overformynderi. Kvinder under 25 år må ikke rejse uden tilladelse fra en mandlig formynder. Og sex udenfor ægteskab er kriminelt. Disse love bruges til at diskriminere og straffe kvinder, og de rammer fortrinsvis dårligt uddannede indvandrerkvinder,” siger Hiba Zayadin til Play the Game.

”Statsløshed er et andet problem. Human Rights Watch har i et nyligt studie af Qatar afsløret, hvordan hele familier, som for år tilbage tilfældigt fik frataget deres statsborgerskab, stadig lider i dag. Det drejer sig om familier, der tilhører en bestemt klan i Qatar, Ghufran-klanen. Mange af dem er stadig statsløse og frataget afgørende menneskerettigheder.”

I september 2018 introducerede Qatar som det første land i Golfregionen en asyllov, som indeholder de krav, mennesker på flugt skal leve op til for at få asyl i Qatar.

”Loven demonstrerer Qatar’s vilje til at respektere flygtninge-rettigheder. Men landet har endnu ikke implementeret loven, hvilket har betydet, at de to første af flygtninge, som det er meningen, at loven skal beskytte, er blevet afvist tidligere i år,” siger Hiba Zayadin.

Risiko for hvidvask

I hendes øjne bør internationale sportsbegivenheder, som VM i atletik i Doha, altid give anledning til, at det internationale samfund retter et kritisk blik på, hvad der foregår i værtslandet.

”I Qatar har sportsbegivenhederne også presset myndighederne til at love mange reformer. Uden et vedholdende pres på Qatar for at holde landet op på dets løfter, vil de internationale begivenheder og det spotlys, der er på dem, bare komme og gå og efterlade tomme løfter og halve løsninger. I den forstand ender de blot med at hjælpe til med at hvidvaske et lands menneskerettigheds-statistikker fremfor at bidrage med egentlige positive ændringer,” mener Hiba Zayadin.

Set fra hendes synspunkt er det en risiko, det internationale samfund ikke bare bør leve videre med som om intet var hændt.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*