En æressag

Konge af en anden verden - Kapitel 16.

Qatars emir Tamim Al-Thani er IOC-kollega med Kronprins Frederik, som i 2015 overværede ørkenstatens værtskab for VM i håndbold. (Foto: Lars Poulsen)

Der findes ingen facitliste i sportspolitik. Og i enhver demokratisk diskussion om det danske kongehus hører det med, at det danske folkestyre har undtaget kongehusets medlemmer fra de demokratiske spilleregler, der gælder for andre danskere.

Men denne bogs undersøgelse af, hvordan Kronprins Frederik har forvaltet sin første medlemsperiode i IOC fra 2009 til 2017 set i lyset af den danske debat om hans olympiske virke og den idrætspolitiske udvikling, der har kendetegnet den internationale sportsverden i samme periode, viser, at selv om man både er en stor fan af sport og et populært medlem af det danske kongehus, er det ikke nødvendigvis nok til også at få succes som idrætspolitiker.

Den årelange debat om Kronprins Frederiks olympiske karriere efterlader ganske vist ingen tvivl om, at ledelsen i den udenlandske komite opfatter det som en stor olympisk succes, at den danske tronarving er komiteens repræsentant i Danmark. Ikke fordi kronprinsen nødvendigvis skal mene noget om idrætspolitik. Men fordi hans titel giver positiv medieomtale af et ellers udskældt privat sportsfirma, som i de fleste danske demokraters øjne, uanset om de er royalister eller republikanere, tydeligvis har et stort problem med at leve op til sine egne olympiske idealer. 

Der er heller ingen tvivl om, at Danmarks Idrætsforbund og de danske atleter nyder opmærksomheden fra Kronprins Frederik, når han optræder som ambassadør for dansk sport ved stævner i ind- og udland. De fleste atleter higer efter at blive bekræftet i deres stræben efter at vinde medaljer. Når bekræftelsen kommer fra en kongelig berømthed, de fleste kun kender fra tv og ugeblade, og som hellere end gerne stiller op til fotografering med dem, er det for mange atleter en næsten lige så stor ære, som det er at stå øverst på medaljepodiet.

Tronarvingens diplomatiske optræden på atleternes selfie-billeder og hans erklærede målsætning om at fremme verdens folkesundhed og motivere flere børn og unge til at dyrke idræt har dog tilsyneladende også været hans hidtil vigtigste bidrag til sporten. En målsætning, som nåede sit foreløbige højdepunkt, da han i fjor lancerede en reklamekampagne for motionsløbet Royal Run, der har til formål at få danskerne til at motionere, men også er tænkt som en national markering af hans runde 50 års fødselsdag den 26. maj 2018.

Men debatten afslører også, at den danske tronarving som olympisk sports-politiker har delt danskerne i to fløje, der ikke blot ser vidt forskelligt på IOCs forvaltning af komiteens økonomiske og politiske magt i sportsverden, men også kæmper indædt om at definere hans dobbeltrolle som medlem af komiteen og det danske kongehus.

I det lys ligner kronprinsen snarere et fejlplaceret kongeligt levn fra en fjern fortid, som nok hævder, at han ser det som sin pligt at rejse rundt i verden og udbrede danskernes demokratiske værdier, men som i praksis ser ud til at være mest optaget af at pleje sin egen personlige sportsinteresse og markedsføre en mere end hundrede år gammel olympisk ånd, som han og komiteens øvrige medlemmer end ikke selv ser ud til at være særligt stærkt besjælede af.

Den ene danske fløj beundrer kronprinsen for, at han målrettet forfølger sine internationale drømme, som de med national stolthed kan spejle sig i, mens de gør hans stædige insisteren på en olympisk karriere til en kongelig dyd. Den anden fløj betragter ham som et egenrådigt medlem af det danske kongehus, der i sin iver efter at høste personlig anerkendelse har så travlt med at prise den store verden uden for Danmark, at han fremstår som en selvhøjtidelig verdensmand, der i loyalitet med et dårligt selskab i udlandet ser stort på de demokratiske spilleregler i sit eget lille land.

Det demokratiske underskud i Kronprins Frederiks olympiske eksperiment har været tydeligt, lige siden han i 2003 sagde ja til det tidligere danske IOC-medlem Kai Holms frieri om at afløser ham i komiteen. Og det skyldes ikke kun det faktum, at tronarvingen er et ikke-folkevalgt medlem af det danske kongehus, men også at han blev kørt i stilling til den ledige plads i komiteen foran fire danske kandidater, som ifølge Danmarks Idrætsforbunds bedømmelsesudvalg alle var velegnede til posten. I mange danskeres øjne burde tronarving allerede dengang have haft demokratisk sindelag nok til pænt at afslå tilbuddet, uanset hvor fristende det lød.

Når det alligevel ikke skete, kan det næppe skyldes andet end en mangel på forståelse for de demokratiske principper, der er fremherskende i det land, han er udset til at blive den næste konge i. Og da han efter tre års politiske overvejelser på Christiansborg i 2006 fik regeringens tilladelse til at offentliggøre sit kandidatur til IOC, fortsatte han på samme demokratiske vildspor, selv om der var mange advarselslamper, der blinkede. Uanset, hvor ofte kronprinsen snublede på sin olympiske karrierevej, nægtede han at lytte til ethvert velment råd om at benytte sig af den til enhver tid gældende demokratiske fortrydelsesret; retten til at ændre sit standpunkt.

I foråret 2008, under Folketingets debat om en mulig dansk boykot af IOCs olympiske lege i Beijing, som fik verdensomspændende kritik på grund af Kinas overtrædelser af de internationale menneskerettigheder, smittede debatten så meget af på Kronprins Frederik, at kongehusets hofmarskal Ove Ullerup og kabinetssekretær Henning Fode med Dronning Margrethes accept tryglede ham om at trække sit kandidatur tilbage. Men lige lidt hjalp det. Kronprinsen blev tværtimod vred og svarede kongehusets to højtstående rådgivere, at han under ingen omstændigheder havde tænkt sig at følge deres råd om, at han af hensyn det danske monarki burde indkalde til et pressemøde og meddele danskerne, at han ville opgive sin drøm.

Kronprins Frederik var derfor næppe heller særligt begejstret for den politiske mundkurv, Venstres daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen udstyrede ham med samme forår, hvor VK-regeringen nedsatte den tværministerielle IOC-koordinationsgruppe, som fik til opgave at kontrollere, at den danske tronarving ikke udtalte sig imod den danske regerings linje i idrætspolitiske spørgsmål.

Statsministerens politiske mundkurv til kronprinsen blev af mange danskere opfattet som en forsinket erkendelse i regeringen af, at den danske tronarving som IOC-medlem risikerede at blive fanget i langt mere politisk følsomme spørgsmål, end blot diskussionen om, hvorvidt det var en god ide at køre København i stilling som en mulig olympisk værtsby. Sådan som han et par år tidligere havde gjort sig til talsmand for i strid med den daværende finansminister Thor Pedersens planer om at bruge statskassens begrænsede midler til andre og i hans øjne vigtigere samfundsformål.

Men næppe var kronprinsen optaget i IOC, før han også gav sig selv endnu en mundkurv på, som ikke havde til formål at begrænse hans ytringsfrihed af politiske hensyn, men snarere blot skulle beskytte ham imod et af demokratiets vigtigste grundprincipper, den åbne og kritiske offentlige debat. I sit første pressemøde som IOC-medlem nægtede tronarvingen under komiteens session og kongres i Bella Center i København den 9. oktober 2009 at svare på mange af den danske og udenlandske presses relevante spørgsmål om hans syn på de korrupte medlemmer i komiteen, han nu var blevet kollega med.

Det historiske pressemøde udviklede sig til en demokratisk farce, hvor Kronprins Frederik lød som en selv-udnævnt diktator i et fremmed land, de færreste danskere ønskede at blive forbundet med, da han forkyndte, at han ikke ønskede at kommentere kritik af enkeltpersoner i IOC.

I lyset af, at det var kronprinsen selv, der havde inviteret pressen til at komme til mødet og stille ham spørgsmål, virkede hans indøvede fraser om komiteens ufejlbarlighed som en fornærmelse af de private og offentlige nyhedsmedier, der betaler milliarder af kroner til IOC for at få lov til at formidle de olympiske leges sportslige sejre og nederlag til alverdens sportsfans. Ikke mindst fordi, tronarvingen som vært for pressemødet havde en enestående chance for i detaljer at forklare det danske folk alt om sine bevæggrunde for at træde udenfor kongehusets mure og ind på den olympiske scene.

Men selv om kronprinsen havde haft seks år til at forberede sig til mødet, vidnede hans manglende lyst til at tale med offentlighedens repræsentanter i pressen også om, at han langt fra var en så oplagt dansk kandidat til komiteen, at det kunne retfærdiggøre, at han skulle have sit medlemskab af IOC serveret på et sølvfad for næsen af fire velegnede danske kandidater. Og få måneder senere dokumenterede han i sine første olympiske lege som IOC-medlem ligeledes, at det hverken var pressens ellers danskernes interesser, han prioriterede højest.

Lige før vinterlegene i Vancouver forsvarede han komiteens beslutning om at genindsætte den ekskluderede sydkoreanske storsvindler Kun-Hee Lee som medlem. Med kronprinsens forsvar for beslutningen fulgte en uheldig bemærkning om, at når den olympiske topsponsor Samsungs tidligere bestyrelsesformand netop var blevet benådet af præsidenten i sit hjemland, var det svært for IOC at gøre andet. Men en benådning er kun en fritagelse for straf, ikke en frifindelse for en forbrydelse. Og der står intet i det olympiske charter om, at IOC har pligt til at genindsætte ekskluderede forbrydere i komiteen, selv om de er blevet benådet for straf.

Den danske tronarving brugte imidlertid ikke kun vinterlegene i Vancouver til at forsvare IOCs interesser. Kronprinsen grundlagde også en tradition med at forsvare sig selv imod offentlig kritik ved at angribe den statsstøttede danske presse, som ikke ville nøjes med at orientere danskerne om tronarvingens officielle gøren og laden i komiteen, men også så det som sin opgave at formidle en åben og kritisk debat om skyggesiderne af hans olympiske karriere.

Mens kronprinsen på den ene side antydede, at han havde en langsigtet drøm om at skabe en paladsrevolution i komiteen, beklagede han sig på den anden side over, at den danske presse tænkte alt for kortsigtet og gik hårdere til ham, end han var vant til. Igen handlede det øjensynligt ikke om, hvad han som IOC-medlem kunne gøre for den danske presse, men om, hvad pressen kunne gøre for ham.

Vel hjemme i Danmark efter legene i Vancouver afslørede Kronprins Frederik tillige, at han også havde en forestilling om, at han kunne undgå at bestride den bestyrelsespost i Danmarks Idrætsforbund/Danmarks Olympiske Komite, der fulgte med hans medlemskab af IOC.

Komiteens regler dikterer, at den danske tronarving skal være stemme-berettiget medlem af den nationale olympiske i det land, han repræsenterer IOC i. Men ifølge forbundet betyder det også, at han kan blive gjort medansvarlig for bestyrelsens idrætspolitiske beslutninger. Og det var dengang et så stort politisk problem for ham som medlem af det upolitiske danske kongehus, at han accepterede forbundets forslag om kun at være observatør i bestyrelsen, selv om det var i strid med både forbundets regler og IOCs regler.

Men dermed gjorde Kronprins Frederik sig skyldig i et dobbelt regelbrud, som forbundet nødtvungent erkendte to år senere efter en månedlang juridisk strid med den danske professor i idrætshistorie Hans Bonde, som havde klaget til Danmarks Idrætsforbunds Appeludvalg over forbundets ureglementerede forsøg på at give kronprinsen særbehandling.

At Danmarks Idrætsforbund, som blandt andet havde afvist klagen med en henvisning til tronarvingens grundlovsbeskyttede status, følte sig tvunget til at tage særlige hensyn til Kronprins Frederik, kom desuden til udtryk, da forbundet i 2011 forsøgte at få ham med i et Advisory Board sammen med en række andre danske idrætsledere i internationale topstillinger, som skulle rådgive bestyrelsen om inter-national idrætspolitik.

Selv om forbundet allerede havde offentliggjort, at kronprinsen var en af deltagerne i det nye ekspertpanel, lykkedes det aldrig for forbundet at få et klart svar på, om tronarvingen ville og måtte tage imod opfordringen om at deltage. Flere henvendelser om sagen fra forbundet til Statsministeriet blev aldrig besvaret, hvilket fik forbundet til helt at ændre sin internationale strategi og opgive sine planer.

Helt så tavs var kronprinsen derimod ikke, da han samme år orienterede Danmarks Idrætsforbund om IOCs regler for de olympiske atleters brug af sociale medier under de olympiske lege i London i 2012. Efter et års massiv kritik af komiteens forsøg på at kontrollere atleternes sindelag ved at forbyde visse ytringer i de dengang nye sociale medier, forsvarede kronprinsen reglerne med, at de udsprang af de olympiske værdier om ’excellence, respect og friendship’.

Desuden påpegede han, og at man var gået galt i byen, hvis man opfattede kravet om, at atleterne skulle behandle hinanden respektfuldt, som en indskrænkning af ytringsfriheden. Og selv om han understregede, at det havde været vigtigt for IOC at finde en balance i kontrollen, så den ikke tog form som politistats-metoder, glædede han sig også over, at det var lykkedes at fange nogle olympiske atleters ’upassende’ skriverier.

Den samme nidkære sindelagskontrol udviste kronprinsen derimod ikke, da sportshistoriens største korruptionsskandale omkring det internationale fodbold-forbund FIFA for alvor begyndte at rulle, og det kom frem, at flere af hans kolleger i IOC var blandt de over 40 internationale fodboldledere, der blev efterforsket i sagen.

Og en samtidig offentlig kritik af, at Qatars kommende værter for VM i fodbold udnyttede billig udenlandsk arbejdskraft i en moderne form for slaveri, som var rettet direkte imod Qatars IOC-medlem, emir Tamim bin Hamad al-Thani, som dengang sad i komiteens Sport for All-udvalg sammen med Kronprins Frederik, forholdt den danske tronarving sig også tavs til.

Da tronarvingen under debatten om Ruslands antipropagandalov i efteråret 2013 udtalte, at det var et brud på det olympiske charter, den olympiske ånd og den olympiske kontrakt, som ethvert olympisk værtsland indgår med IOC, hvis enkelte samfundsgrupper i Rusland blev diskrimineret, og at IOCs præsident havde gjort dette klart for de kommende russiske arrangører af vinterlegene i Sochi, der skulle holdes i februar 2014, scorede han et par billige point i de danske medier for i det mindste at have udtalt sig om sagen.

Men kronprinsens loyale reference til IOC’s regler ændrede ikke på helhedsindtrykket af, at han i sin første medlemsperiode i komiteen havde gjort alt for ikke selv at komme til at mene noget om de idrætspolitiske emner, mange danskere forventede, at han som medlem af komiteen ytrede en klar holdning til.

Kronprinsen havde som IOC-medlem eksempelvis ikke været synderligt optaget af at tage afstand fra, at Ruslands præsident Vladimir Putin umiddelbart efter de olympiske vinterlege i Sochi sendte russiske soldater i krig i Ukraine. Mens statsledere i mange vestlige demokratier i 2014 stod i kø for at fordømme russernes krigsførelse og udvidelse af Ruslands territorium i det østlige Europa, holdt den danske tronarving lav profil og brugte sine olympiske kræfter på at fremme de såkaldte olympiske værdier til Skole-OL i København og på at rose den olympiske præsident for hans stærkt kritiserede reformpakke ’Olympic Agenda 2020’.

At Kronprins Frederik i sin første olympiske medlemsperiode var mest optaget af at pleje sine egne og IOCs interesser blev ligeledes dokumenteret, da han i januar 2015 overværede åbningen af Qatars værtsskab for VM i håndbold. I de håndboldhaller, som underbetalte udenlandske gæstearbejdere i landet havde bygget til formålet, havde den danske tronarving tilsyneladende ikke noget imod at optræde sammen med IOCs repræsentant i ørkenlandet, Qatars emir Tamim bin Hamad al-Thani.

At emirens omdiskuterede kafala-system stavnsbinder arbejderne til at knokle i ørkenvarmen, indtil mange af dem dør af deres anstrengelser, bekymrede åbenbart ikke den danske kronprins. Hvis han fordømte sin olympiske kollega, skjulte han det i hvert fald for offentligheden.

Først da flere års veldokumenterede påstande om et omfattende statsdopingprogram i Rusland i sommeren 2016 blev bekræftet af antidopingagenturet WADAs uafhængige undersøger, professor Richard McLaren, formulerede Kronprins Frederik noget, der lignede en selvstændig kritik af den internationale sportsverden, han på det tidspunkt i syv år havde været en af de mest magtfulde olympiske aktører i.

Han erklærede sig enig med WADA, Anti Doping Danmark, Danmarks Idrætsforbund og den danske regering i, at en passende straf til Rusland ville være at udelukke hele landet fra de olympiske lege i Rio de Janeiro. Også selv om en kollektiv straf til russerne ville være i strid med de grundlæggende juridiske principper om, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og at enhver mistænkt har ret til en individuel behandling af sin sag. I dette tilfælde de russiske atleter.

Men den danske tronarvings kritik af den olympiske stormagt var tilsyneladende ikke særlig dybfølt. En måned senere ændrede han mening og støttede IOCs beslutning om at lade russerne deltage i legene i Rio de Janeiro. Kronprinsens pludselige kovending bragte ham i en politisk konflikt med den danske regering, Danmarks Idrætsforbund og Anti Doping Danmark, som bliver svær at komme uden om, når historikerne engang skal skrive hans eftermæle.

Selv om den danske regering og et flertal af partierne i Folketinget efterfølgende gjorde alt for at beskytte og forsvare tronarvingen, kunne det ikke fjerne et indtryk af, at kronprinsens holdningsskifte var den foreløbige kulmination på en olympisk karriere, som krævede, at han fik en politisk særbehandling, der gik langt ud over, hvad de fleste danske politikere brød sig om at give ham, men som de valgte at se igennem fingrene med for at undgå en forfatningskrise på grund af en tilsyneladende banal sag om en sportsglad dansk tronarving.

Folketingsdebatten i januar 2017 om kronprinsens politiske enegang fremstod i hvert fald som et sløret billede af et dansk folkestyre, der i sine bestræbelser på at føje den danske tronarving så ud til at have endog meget svært ved at leve op til ånden i Grundloven fra 1849, der gik ud på at indskrænke kongehusets magt.

Midt i billedet tronede Kronprins Frederik, som et halvt år før udløbet af hans første medlemsperiode i IOC med regeringens og Folketingets hjælp nu for alvor lignede en olympisk sportskonge, hvis største selvstændige idrætspolitiske bedrift imidlertid syntes at være, at han på forventet politisk efterbevilling havde taget sig frihed til på egen hånd at udvide kongehusets magtbeføjelser ved at føre en olympisk politik i den russiske statsdopingsag, som var i strid med den danske regerings officielle politik i sagen.

Da IOC efter halvandet års tøven ved udgangen af 2017 endte med at vedtage stort set de samme sanktioner af Rusland, som den danske regering i sin tid havde anbefalet, var det svært ikke at se det som en dokumentation af, at kronprinsen havde placeret sin loyalitet i det forkerte firma. Men komiteens sanktion af Rusland stillede også spørgsmål ved, hvorfor regeringen og folketingsflertallet havde haft så travlt med at forsvare Kronprins Frederiks selvstændige standpunkt i sagen om ikke at  straffe russerne kollektivt.

For sanktionen bekræftede, at hverken IOCs eller den danske tronarvings tidligere argumenter i sagen holdt vand. Tværtimod viste komiteens undersøgelser, at der allerede før OL i Rio de Janeiro havde været tilstrækkelige beviser i statsdopingsagen til at udelukke russerne kollektivt, sådan som den danske regering, Danmarks Idrætsforbund og Anti Doping Danmark dengang havde anbefalet.                

Når Kronprins Frederik efter sin første medlemsperiode i IOC nu fremstår som et urørligt medlem af det danske kongehus, der gerne må udtrykke politisk uenighed med den danske regering, ligner det en logisk følge af, at skiftende regeringer og flertal i Folketinget ikke har taget de mulige politiske konsekvenser af tronarvingens olympiske karriere alvorligt nok til at sørge for, at det af VK-regeringen nedsatte IOC-koordinationsudvalg med embedsmænd fra Statsministeriet, Udenrigsministeriet og Kulturministeriet fungerer efter hensigten.

Udvalget skulle ellers netop sikre, at kronprinsens personlige olympiske holdninger ikke kom i konflikt med regeringens officielle danske idrætspolitik. Men udvalgets medlemmer har kun holdt ganske få møder, som ophørte i januar 2014. Og det har tilsyneladende givet tronarvingen en fri olympisk bane at spille på, mens de folkevalgte danske politikere virker tilfredse med at følge slagets gang fra sidelinjen. Herfra har de til gengæld både oplevet kongehusets olympiske medlem spænde ben for den danske regering og set ham spille på hold med den ene korrupte udenlandske olympiske kollega efter den anden.

Da kronprinsen i efteråret 2017 fik forlænget sit medlemskab af IOC med otte år mere frem til 2025, stod det derfor også klart, at de rosende ord om hans olympiske virke, som blandt andre Danmarks liberale kulturminister Mette Boch fandt anledning til at give ham med på hans videre karrierevej, efter alt at dømme ikke ville blive de sidste i den årelange debat om tronarvingens idrætspolitiske virke. For mange andre danskere, ikke mindst i pressen, sætter fortsat en ære i at forsvare Grundlovens demokratiske ide om et apolitisk dansk kongehus, selv om skiftende danske regeringer tilsyneladende har opgivet ideen med det ene formål at stille den danske tronarving tilfreds.

Af samme årsag fremstår ikke kun pressens, men den samlede danske oppositions modstand imod Kronprins Frederiks olympiske virke og kamp for ideen om et politisk neutralt dansk kongehus som et af de få demokratiske lyspunkter i et sort kapitel af den danske sportshistorie,der i fremtiden næppe vil blive fremhævet som et eksempel på et velfungerende folkestyre af andre end de mest royale danskere.

Den folkelige modstand imod at give et medlem af det danske kongehus frirum til både at være prins og politiker, og samtidig lade ham beholde sine særlige privilegier, når han selv har valgt at prøve kræfter med den demokratiske virkelighed, de fleste andre danskere lever i, er i mange kritikeres optik et af de få sundhedstegn i danskernes forsøg på at vænne sig til tanken om, at kronprinsen af Danmark ikke vil nøjes med at være arving til den danske trone.

Det er svært at bebrejde tronarvingen, at han som ung forsøgte at udnytte de privilegier, det danske folkestyre gav ham med fra fødslen, til at afsøge grænserne for sine personlige udviklingsmuligheder i et gammelt kongehus, der på papiret kun er et nationalt magtsymbol fra enevældens tid, men som med ham på rollelisten også kæmper for at overleve som en moderne institution i en demokratisk verden.

Men uden for kongehusets grundlovsbeskyttede mure gælder andre spilleregler. Og dem mener tronarvingens kritikere, at han i sit personlige drømmejob som olympisk sportsfan har fået alt for lang politisk snor til at udfordre i en politisk grænsesøgende rolle, han burde være for gammel og klog til at spille. Ikke mindst fordi hans kamp for at beholde rollen i kritikernes øjne får Danmark til at ligne en autoritær sportsnation under delvis ledelse af et medlem af kongefamilien, det danske sportsfolk ikke selv har valgt.

Grundloven forbyder ikke medlemmer af det danske kongehus at agere politisk, selv om der en udbredt forventning om, at de ikke gør det. Og Grundloven indeholder heller ingen paragraffer, som forbyder kongefamiliens medlemmer at sige pænt nej tak til at agere politisk, selv om de får muligheden serveret på et sølvfad.

Men hvis kongefamiliens medlemmer alligevel vælger at udnytte de politiske muligheder, der måtte opstå på deres vej gennem et politisk neutralt liv, står der lige så lidt i Grundloven om, at Danmarks folkevalgte politikere ikke må belære dem om, at deres demokratiske undtagelsestilstand er betinget af, at de også respekterer de uskrevne spilleregler, der er i det danske folkestyre.

Det folkestyre, Kronprins Frederik hævder, at det er hans pligt at rejse rundt i verden og gøre reklame for i rollen som IOC-medlem, selv om der næppe er mange danske demokrater, som mener, at hans medlemskaber af et kongehus fra enevældens tid og en topstyret olympisk loge fra forrige århundrede, hvor hvert femte medlem tilsyneladende ikke kan kende forskel på dine og mine penge, giver ham de allerbedste forudsætninger for at tale lige netop den sag.

Sammenfattende har Kronprins Frederik første otte års medlemsperiode i den olympiske millardforretning delt danskernes opfattelse af monarkiets rolle i det danske folkestyre. Og IOC har under hans ledelse været plaget af flere økonomiske og politiske skandalesager end før han i 2009 blev medlem af komiteen.

I det perspektiv ligner den danske tronarvings otte års forlængelse af sin olympiske karriere mest af alt en personlig æressag for ham. En æressag, han formentlig vil blive ved med at forsvare i sikker vished om, at flertallet af de folkevalgte politikere i Danmark er så bange for at miste vælgere på at kritisere et populært medlem af kongehuset, at de hellere kigger den anden vej. Og en æressag, som regeringen omvendt også i fremtiden formentlig gerne kommer ham til undsætning i som kongelig hofleverandør af alternative fakta om hans betydning for en påstået positiv udvikling i IOC, de fleste uafhængige iagttagere af komiteen har svært ved at få øje på.

Men det ligner også en personlig æressag, som for den danske tronarving tilsyneladende alene går ud på at bevise, at selv om han i teorien kun er kronprins i et lille, demokratisk land med et kongehus uden politisk magt, så har han i praksis personlig magt nok til at føre sig frem som en olympisk konge, hvis blot han formår at fastholde sine danske landsmænd i illusionen om, at hans medlemskab af IOC kun handler om sport.

Derfor ligner det også en æressag, de færreste danske demokrater vil huske som nogen stor olympisk sejr for hverken dansk idræts autonomi eller det danske folkestyre, når det endelige resultat af kronprinsens idrætspolitiske anstrengelser engang skal gøres op, og han efter sit omdiskuterede liv som konge af en anden verden formentlig skal forsøge at løfte arven efter sin mor i en langt større national rolle som Kong Frederik X af Danmark.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*