Dansker er med til at afgøre Ruslands skæbne

Bente Skovgaard Kristensen, afdelingschef i Kulturministeriet, er medlem af den uafhængige komite i WADA, som skal vurdere det russiske sportsministeriums svar på antidoping-agenturets 31 spørgsmål om tegn på fusk med russiske atleters dopingdata.

Bente Skovgaard Kristensen er afdelingschef i Kulturministeriet og medlem af WADA's uafhængige Compliance Review Committee, som nu skal komme med endnu en indstilling i den russiske statsdopingsag.
Lars Jørgensen

Ruslands sportsministerium afleverede i går et brev med svar på 31 spørgsmål fra det internationale antidoping-agentur WADA om tegn på fusk med russiske atleters dopingdata, som agenturet havde givet de russiske myndigheder en frist på tre uger til at forklare.

Ifølge den russiske sportsminister Pavel Kolobkov har ministeriet fået hjælp af ‘uafhængige eksperter indenfor informationsteknologi’ til at besvare de 31 spørgsmål.

“Vi er overbeviste om, at vi nu har imødekommet alle krav. Og vi er klar til fortsat at samarbejde, så vi hurtigt kan få denne situation lagt bag os, og gøre alt for at sikre, at der ikke kommer flere spørgsmål,” siger Pavel Kobolkov ifølge nyhedsbureauet AP, men uden at komme nærmere ind på, hvad russerne har svaret WADA på de mange spørgsmål.

Efter at have modtaget de russiske svar inden fristens udløb ved midnat, går WADA’s efterretningstjeneste, Intelligence and Investigations, sammen med et hold af uafhængige eksperter nu i gang med at vurdere, om russernes svar indeholder en holdbar forklaring på, hvorfor nogle oplysninger om russiske atleters positive dopingprøver er slettet i det datamateriale, WADA i januar i år fik adgang til på Ruslands antidoping-laboratorium i Moskva.

De russiske dopingdata er en del af bevismaterialet i WADA’s efterforskning af den nu fem år lange sag om statsstyret doping i Rusland, som agenturet mistænker flere end tusinde russiske eliteatleter og adskillige embedsmænd i det russiske statsapparat for at være involveret i.

Når WADA’s efterretningstjeneste er færdig med at analysere russernes forklaringer, afleverer den en rapport til agenturets uafhængige komite, Compliance Review Committee.

Denne komite kommer derefter med en anbefaling i sagen til WADA’s ledende eksekutivkomite, der har det endelige ansvar for at træffe en beslutning om, hvorvidt Ruslands nationale antidoping-agentur, RUSADA, nu igen skal straffes med eksklusion eller ej.

I givet fald kan det betyde, at alle russiske atleter udelukkes fra deltagelse i internationale konkurrencer, herunder næste års OL i Tokyo.

Dansk uenighed

WADA’s uafhængige compliance-komite består af seks faglige eksperter, som har til opgave at vurdere, om agenturets medlemslande og organisationer lever op til de internationale antidoping-regler. Et af de seks medlemmer er danske Bente Skovgaard Kristensen, der er afdelingschef i Kulturministeriet.

”Jeg er ikke Kulturministeriets repræsentant i komiteen. Alle komiteens medlemmer er uafhængige. Jeg er personligt udpeget til komiteen, fordi jeg er jurist og i mange år har arbejdet med antidoping i Kulturministeriet,” forklarede Bente Skovgaard Kristensen tidligere i år til Idrættens Analyseinstitut.

Da WADA i september i fjor genoptog det russiske antidoping-agentur RUSADA efter tre års udelukkelse, skete det efter anbefaling fra Bente Skovgaard Kristensen og de øvrige fem medlemmer af den uafhængige komite.

Men selv om Anti Doping Danmark dengang var en stærk modstander af beslutningen om at lukke russerne ind i varmen igen, inden de havde levet op til alle WADA’s krav, mente Bente Skovgaard Kristensen ikke, at den danske uenighed på dette punkt gav anledning til forvirring om det officielle Danmarks holdning til den russiske statsdopingssag:

”Nej, for WADA’s Compliance Review Committee er ikke på nogen måde en politisk komite. Vores indstillinger er rent fagligt begrundede. Jeg arbejder med faglige vurderinger baseret på faglig substans og viden. Det er WADA’s forretningsudvalg og bestyrelse, som træffer alle beslutninger,” sagde hun til Idrættens Analyseinstitut.

En svær sag

Ved samme lejlighed afviste Bente Skovgaard Kristensen også, at hendes personlige position i WADA påvirker samarbejdet mellem Kulturministeriet og Anti Doping Danmark.

”Vi har et godt samarbejde. Anti Doping Danmark, Kulturministeriet og Danmarks Idrætsforbund kæmper overordnet set for det samme, nemlig for en stærk antidoping-kultur i sport. Og jeg kan og vil selvsagt ikke kræve, at Anti Doping Danmark skal være enig i en indstilling, jeg kommer med. Anti Doping Danmark er en selvejende institution med egen bestyrelse. Vi har forskellige roller. Desuden er den russiske sag en svær sag. Der er mange nuancer og detaljer.”

Endvidere understregede hun, at WADA’s Compliance Review Committee vurderer de konkrete sager på baggrund af oplysninger, der er fortrolige, og som offentligheden derfor ikke har kendskab til. Af samme årsag ville hun ikke udtale sig om sine personlige overvejelser i forhold til de indstillinger, komiteen er kommet med.

Royal enegang

Bente Skovgaard Kristensen undlod dog at komme ind på, om den ’overordnede’ danske enighed om at kæmpe for en stærk antidoping-kultur i sport også omfatter det danske IOC-medlem Kronprins Frederik.

Da Anti Doping Danmark, Kulturministeriet og Danmarks Idrætsforbund i 2016 i en fælles dansk reaktion på den russiske statsdopingsag opfordrede IOC til at efterkomme WADA’s ønske om en kollektiv udelukkelse af Rusland fra OL i Rio de Janeiro, gik den danske kronprins royal enegang og erklærede åbent sin fulde støtte til IOC-ledelsens beslutning om at lade russerne deltage i legene.

Når afdelingschefen i det danske kulturministerium og de fem andre medlemmer af WADA’s Compliance Review Committee har modtaget agenturets efterretningsrapport om russernes svar på WADA’s 31 spørgsmål i den nye sag om fusk med de russiske dopingdata, ventes de at fremlægge deres anbefaling på eksekutivkomiteens næste møde, som holdes den 4. november i Polen.

Udover Bente Skovgaard Kristensen består den uafhængige WADA-komite af Jonathan Taylor (formand) fra England, Henry Gourdji (næstformand) fra Canada, Tom Dielen fra Belgien, Penny Heyns fra Sydafrika og Barbara Leishman fra Schweiz.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*