En af faktorerne bag USA’s sportslige dominans

Michael Andersen, MA57 Consulting. Tidligere direktør i Team Danmark.

Michael Andersen.

USA har siden årtusindskiftet været verdens suverænt bedste sportsnation, især på grund af stor dominans i sommer-olympiske discipliner. USA’s dominans i international elitesport blev senest bekræftet ved OL 2016 i Rio, hvor atleter og hold fra USA vandt i alt 121 medaljer, heraf 46 af guld. På 2. pladsen i nationskonkurrence kom Storbritannien med i alt 67 medaljer, heraf 27 af guld, mens Kina blev nr. 3 med 70 medaljer, heraf 26 af guld.

Ud fra de seneste 3 års resultater ved verdensmesterskaber i de 34 sportsgrene og 339 discipliner, som er på programmet ved næste OL 2020 i Tokyo, er der heller ingen tvivl om at USA er storfavorit til igen at vinde nationskonkurrencen.

Mange af USA’s topatleter og hold, bl.a. i svømning, gymnastik, brydning, basketball, boksning og skydning, har deres træningsfaciliteter på US Olympic & Paralympic Training Center i Colorado Springs. Centret indeholder også US Olympic & Paralympic Committee’s administration og mange forbund har også deres administration i Colorado Springs, som næste år åbner verdens største sportsmuseum.

Centret blev etableret i slutningen af 1970’erne og er i dag et af verdens absolut bedste træningscenter med bl.a. boliger til 140 atleter, trænere og eksperter, træningsfaciliteter, restaurant, serviceydelser til atleterne indenfor bl.a. sportsmedicin, fysioterapi, ernæring, sportspsykologi og præstationsanalyse. Centret anvendes ofte til træningssamlinger for de bedste atleter og hold, som forberedelse til de største nationale og internationale mesterskaber, som f.eks. Panamerikanske lege, VM og OL. 

OL har stor status og prestige for alle amerikanske atleter, også i kommercielle sportsgrene som basketball og ishockey.

«OL har altid været noget helt særligt for USA og nationens topatleter. Atletik og svømning er for os de største sportsgrene ved sommer-OL, mens ishockey er den største sportsgren ved vinter-OL. Vi arbejder imidlertid hver dag på, at USA skal være repræsenteret i alle sportsgrene og også helst være blandt medaljevinderne. Vi har heldigvis mange atleter, som kvalificere sig til både 3, 4 og 5 olympiske lege”, fortæller Susie Parker-Simmons, som er sportsdirektør for US Olympic Committee & Paralympic Committee.

USOPC samarbejder med alle 28 forbund, som kan kvalificere atleter og hold til OL 2020 i Tokyo og alle 7 forbund, som kan kvalificere atleter og hold til vinter-OL 2022 i Beijing.

“Vi er optimistiske i forhold til de kommende OL, men vi kan også konstatere at mange forbund har svært ved at fastholde de største talenter, som tiltrækkes af individuelle sportsgrene som tennis og golf eller kommercielle sportsgrene på colleger og universiteter, som f.eks. amerikansk football, basketball, baseball eller ishockey. I disse sportsgrene er muligheder for at få attraktive økonomiske stipendier på college eller universiteter langt større end i sportsgrene som f.eks. brydning, bueskydning, bobslæde og kunstskøjteløb.”

På US Olympic & Paralympic Training Center har atleterne adgang til række serviceydelse på højeste internationale niveau. Centret har bl.a. et tværfagligt sportsmedicinsk team bestående af læger, fysioterapeuter, diætister og kiropraktorer. Ligeledes har centret en træningsfacilitet, hvor atleter og trænere kan få råd og vejledning om disciplinspecifikke styrke- og udholdenhedstræningsprogrammer. Området indeholder også topmoderne teknologisk udstyr, som kan anvendes til biomekaniske analyser. Der er også indrettet et træningslokale, hvor atleterne kan træne under forskellige klimatiske forhold, som f.eks. højde, varme og luftfugtighed. Denne træningsfacilitet bliver et væsentligt redskab for mange atleter i forberedelserne frem imod OL 2020 i Tokyo, som vil byde på store udfordringer, især i forhold til luftfugtighed.

”Vi forsøger hele tiden at optimere forholdene for vores topatleter, bl.a. gennem brug af ny teknologi i træning og konkurrence. I forhold til vintersport kan vi konstatere at Sverige og især Norge har rigtig mange topatleter i sportsgrene som langrend, skiskydning, nordisk kombineret og alpint skiløb. Det så vi senest ved vinter-OL 2018 i Pyeongchang, hvor Norge vandt ikke færre end 39 medaljer, heraf 14 af guld. Vi har ikke de samme muligheder for at rekruttere talenter igennem stærke klubmiljøer som i de nordiske lande. Det er kun i få stater som Colorado, Wyoming og Idaho at vi kan tilbyde atleter gode træningsfaciliteter og vi må ofte rejse på længerevarende træningsophold i Europa. Ved sidste OL viste vi imidlertid at vi godt kan vinde over både Norge, Sverige og Finland, da Kikkan Randall og Jessica Diggens vandt OL:guld i holdsprint for kvinder – den præsentation er vi meget stolte over”. siger Susie Parker-Simmons, der er født og opvokset i Australien, men nu været tilknyttet US Olympic & Paralympic Committee i mere end to årtier.

Du kan få yderligere oplysninger om US Olympic & Paralympic Committee på https://www.teamusa.org/About-the-USOPC og om US Olympic & Paralympic Training Center på https://www.teamusa.org/About-the-USOPC/olympic-paralympic-training-centers/csoptc/about

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*