WADA – en ny æra? Del 1: ‘A level playing field’

Michael Ask, direktør i Anti Doping Danmark og formand for iNADO.

Michael Ask

(Dette er første klumme af to, hvor Michael Ask, direktør for Anti Doping Danmark og formand for sammenslutningen af nationale antidopingorganisationer, iNADO, gør status over antidopingsystemet 20 år efter oprettelsen af WADA i 1999.)

20 års dagen for oprettelsen af WADA er lige om hjørnet, og meget vand er løbet gennem åen, siden Tour de France-feltet i 1998 strejkede med Bjarne Riis som talsmand efter dage med ransagninger, afhøringer og anholdelser fra fransk politi relateret til mistanke om brug af doping. Festina-skandalen, som sagen senere kom til at hedde i folkemunde, fik regeringer og idrættens organisationer til at sige stop. Nu skulle der handling til. Året efter blev World Anti-Doping Agency (WADA) grundlagt.

WADA er den øverste internationale tilsynsenhed, der har ansvaret for det internationale antidopingkodeks, ’World Anti-Doping Code’, der definerer bl.a. de internationale antidopingregler og sætter standarderne for antidopingarbejdet på tværs af lande og idrætter. I disse dage vedtager WADA’s ledende organer det nye World Anti-Doping Code, også kaldet WADA-kodekset i daglig tale, der gælder fra januar 2021. Siden det første kodeks blev indført i 2003, er meget sket. Over årene har kodekset udviklet sig til et større regelsæt med tilhørende standarder og regulativer. Her er alt fra listen over forbudte stoffer over retningslinjer for laboratoriernes håndtering af prøver til guidelines for uddannelse af udøvere beskrevet for at nævne blot nogle af områderne.

Udviklingen er naturlig, for i takt med at viden om brug af doping, nye stoffer, metoder osv. vokser, er behovet for et mere sofistikeret og specifikt kodeks øget for at imødegå snyd, omgåelse af regler mv.

Plads til alle?

Udviklingen med mere præcise og nuancerede regler er et vigtigt skridt i at sikre rammerne for en international antidopingindsats, der formår at afsløre og straffe dem, der ønsker at snyde, men samtidig sikrer retssikkerheden for de mange organisationer og personer, der er omfattet af kodekset.

Udviklingen er nødvendig, men skaber desværre samtidig et nyt problem, for det er langt fra alle organisationer og lande, der kan følge med. Mens WADA regulerer, er det antidopingorganisationerne (ADO), der i praksis forvalter og administrerer reglerne. Det gælder test, uddannelse, efterforskning, sagsbehandling mv.

Der er tre typer af ADOer: De nationale antidopingorganisationer (NADO), f.eks. Anti Doping Danmark, internationale idrætsforbund, f.eks. Den internationale cykelunion (UCI), og endelig de store eventarrangører, f.eks. Den Internationale Olympiske Komité (IOC), der står i spidsen for OL.

Indsatsen varierer desværre meget de enkelte NADOer, internationale specialforbund og eventarrangører imellem.

Blandt NADOerne kan man som hovedregel sige, at de velstående lande investerer fornuftigt i den nationale antidopingindsats gennem NADOerne, mens udviklingslandene er langt mere udfordret på investeringerne.

I idrætten er tendensen, at de internationale specialforbund, som har oplevet store problemer med doping, for alvor har igangsat antidopingindsatser. Cykelsporten ønsker ikke en ny Festina-skandale, og UCI har valgt at etablere en velfungerende antidopingenhed, Cycling Anti-Doping Foundation (CADF), som arbejder uafhængigt af forbundet. Ikke alle arbejder med samme seriøsitet. Ressourcer er en årsag, men i andre tilfælde er manglende adskillelse mellem forbundet og antidopingenheden en udfordring, da der er en iboende interessekonflikt, når forbundet på den ene side skal bekæmpe doping, men samtidig ønsker at beskytte deres idræt fra potentielle dopingskandaler. En interessekonflikt, der også er kommet til udtryk blandt nogle NADOer med Rusland som skrækeksemplet på, hvordan en nation aktivt har brugt sin NADO til at omgå antidopingreglerne.

Mere ensretning med styring fra WADA

WADA er klar over skævvridningen. Derfor har WADA udarbejdet ’The International Standard for Code Compliance for Signatories (ISCCS), der er et styringsinstrument til at ensrette niveauet ADOerne imellem. Pt. bygger dette hovedsageligt stadig på selvrapportering, og der er endnu et stykke til en reel harmonisering. Men det giver en retning for det fælles arbejde, og så er det nødvendigt at følge dette op med indsatser, der bl.a. kan sikre et højt bundniveau blandt alle og ikke blot et højt niveau blandt de få.

Heri spiller ressourcer naturligvis en betydelig rolle. Hvis vi skal sikre et højere bundniveau på tværs af organisationer, idrætter og lande, hvor alle ADOer lever op til et minimum af standarder, har nogle behov for støtte.

Støtte kan komme i form af hjælp fra f.eks. andre antidopingorganisationer, der kan bistå med rådgivning, der kan hjælpe udviklingen af de antidopingorganisationer, som pt. har svært ved at leve op til standarderne. Men det i sig selv vil i mange tilfælde ikke være nok. Der vil i givet fald også være behov for at tilføre økonomiske ressourcer til nogle af de antidopingorganisationer, som pt. har svært ved at leve op til krav om et solidt antidopingarbejde. Det være sig eksempelvis NADOer i udviklingslande – udviklingslande som også leverer udøvere på absolut topniveau internationalt.

Pt. står idrætten og regeringerne for de økonomiske bidrag til antidopingarbejdet. Den kommende WADA-præsident Witold Banka, der indtil årsskiftet sidder på posten som minister for sport i Polen, har talt for at oprette en fond, hvor andre end regeringerne og idrætten kan støtte antidopingarbejdet, i erkendelse af, at der er grænser for, hvor meget man kan presse regeringerne og IOC yderligere for økonomiske bidrag.

Tanken er, at andre interessenter som sponsorer og medier kan støtte indsatsen mod doping i sport. Disse har en grundlæggende interesse i at sikre det sportslige produkt, som de også har økonomiske interesser i.

Større afstand mellem forbund og kontrolindsatsen

Indsatsen for at sikre en øget uafhængighed i dopingkontrolindsatsen er ligeledes et vigtigt skridt.

Hvor mange NADOer i dag arbejder uafhængigt at regeringerne, og dette bliver et eksplicit krav i det nye WADA-kodeks, er det fortsat en udfordring, at mange internationale specialforbunds antidopingindsats er tæt knyttet til specialforbundet, der også kan have en interesse i at beskytte deres idræt og udøvere fra den dårlige omtale og andre alvorlige konsekvenser som udelukkelser, tab af sponsorer og lignende, som dopingsager nødvendigvis indebærer.

IOC har med oprettelsen af International Testing Agency (ITA) forsøgt at skabe en dopingkontrolenhed, som kan gennemføre dopingkontrol med større uafhængighed. Specialforbundene kan vælge at lade ITA stå for at planlægge og gennemføre dopingkontrol i deres idræt.

Dette er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men der er stadig oplagte spørgsmål om uafhængighed i spil. For det første i forhold til sagsbehandlingen i forbindelse med sager om positive prøver. Her er det fortsat op til det enkelte internationale specialforbund, hvordan det ønsker at behandle sagen – og her er pt. ingen garanti for uafhængighed. For det andet er ledelsesposterne i ITA fortsat besat af ansvarlige fra idrættens organisationer.

Det leder os tilbage til landevejene i Frankrig. Meget er sket siden. Operationelt er der kommet retningslinjer og regler, som hele tiden bliver tilpasset og justeret for at forbedre indsatsen, metoder til at afsløre doping bliver styrket, og uafhængigheden bliver øget.

Denne udvikling skal fortsætte, men herunder bliver det tydeligt, at nødvendigheden af at sikre uafhængigheden på øverste ledelsesmæssige niveau i antidopingindsatsen og at inddrage flere relevante aktører er præsent, hvis antidopingarbejdet skal leve op til almindelige principper om god ledelse og forvaltning. Det stiller krav til WADA, idrætten og regeringerne på et organisatorisk niveau. Det vil jeg sætte ord på i den anden klumme ’WADA – en ny æra’.

2 Comments

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*