Drømmen, der blev knust af magtpolitik og en tåbelig lejeaftale

Michael Andersen, MA 57 Consulting, tidligere direktør i Team Danmark.

Michael Andersen.

For få måneder siden udsendte Team Danmark en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik ”… at Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund på et fælles bestyrelsesmøde har besluttet at løfte visionen om at bygge et nationalt elitesportscenter i København til en helhedsløsning, der inddrager hele landet” og videre ” … at Team Danmark etablerer innovationscentre i Aarhus, Odense, Aalborg og København, så man kan dække hele Danmark. På de nye innovationscentre vil trænere, atleter og forskere kunne mødes og udvikle ny viden om ernæring, fysiologi. sportspsykologi, test og meget andet, som kan give atleter og trænere konkurrencefordele”.

Beslutningen sker ikke mindst på grund af en flot bevilling på 100 mio. kr. i efteråret 2018 fra Novo Nordisk Fonden til Team Danmark. Af Novo Nordisks pressemeddelelse fremgår det at ” … 50 mio. kr. er målrettet etablering af topmoderne faciliteter, der skal bruges i forbindelse med idrætsforskning, f.eks. højdehotel, klimarum og andre træningsfaciliteter, hvor udstyret giver mulighed for at monitorere atleternes præstationer under træning og restitution. Bevillingen til disse specialfaciliteter er betinget af, at Team Danmark inden udgangen af 2020 har opnået støtte fra anden side til at etablere en bygning, der kan rumme specialfaciliteterne”.

Der er imidlertid en anden forklaring på, hvorfor drømmen om et nationalt elitesportscenter i København desværre kun tegner til at blive en bygning på Københavns Universitet, som kan rumme specialfaciliteterne. Enhver, som har beskæftiget sig med eliteidrætsforskning på internationalt niveau, er fuldstændig klar over, at en anlægsbevilling på 50 mio. kr. ikke gør underværker.

Der var mange årsager til, at Kjeld Rasmussen, Brøndbys borgmester fra 1966 til 2005, har rekorden som Danmarks længst siddende borgmester. En af de væsentligste årsager var, at Rasmussen havde et meget stort hjerte for idræt, hvilket især Brøndby IF – én af Danmarks mest vindende fodboldklubber – har nydt godt af igennem mere end et halvt århundrede. Derudover indså den socialdemokratiske borgmester hurtigt, at kommunale investeringer i idrætsanlæg og aftaler med eksterne samarbejdspartnere kunne være vejen til stabile indtægter i den kommunale pengekasse.

En af Rasmussens mest ”geniale” aftaler blev indgået med Danmarks Idrætsforbund (DIF) i starten af 1970’erne, hvor Brøndby Kommune og DIF indgik en aftale om, at DIF skulle opføre ”Idrættens Hus” på en mark på den københavnske vestegn. Bygningen, som blev indviet i 1974, var DIF’s ejendom, men placeret på en lejet grund, som tilhører Brøndby Kommune, og som først skal tilbageleveres i år 2060 – altså om 41 år. Derudover har ”Idrættens Hus” i dag en belåning, som langt overstiger faciliteternes reelle markedsværdi.

Der er formentlig ikke mange, som vil betegne ”Idrættens Hus” som en visionær og bæredygtig idrætsfacilitet med stor fokus på atleternes og trænernes ønsker og behov. Og der er formentlig heller ikke mange, som finder placeringen af ”Idrættens Hus” hensigtsmæssig i forhold til offentlig transport. Og det er desværre heller aldrig lykkes DIF at udvikle ”Idrættens Hus” til andet og mere end en kold administrationsbygning. Disse tre forhold var også årsagen til, at placeringen af et nationalt elitesportscenter i Brøndby efter min mening ville være lige så tåbelig, som DIF’s lejeaftale med Brøndby Kommune.

Drømmen om et nationalt elitesportscenter i Danmark blev drøftet første gang på Team Danmarks bestyrelsesmøde i slutningen af 2011. Forbilledet var tilsvarende centre i nogle af verdens bedste sportsnationer på størrelse som Danmark: Australien, Norge og New Zealand, som med stor succes havde samlet stort set alle nødvendige ressourcer i én og samme facilitet: Atleter, trænere, eksperter som læger, fysioterapeuter, diætister, sportspsykologer og ikke mindst forskere, som enten var tilknyttet Australian Institute of Sport og University of Canberra (Australien), Olympiatoppen og Norges Idrettshøgskole i Norge eller High Performance Sport New Zealand og University of Auckland i New Zealand – på ét campus.

Visionen om og indholdet af ét nationalt elitesportscenter blev første gang drøftet på et bestyrelsesmøde i Team Danmark i november 2011. På et bestyrelsesmøde i februar 2013 indstillede jeg, at Team Danmark skulle udarbejde en analyse med en omkostning på ca. 1 mio. kr. om en mulig placering af et nationalt elitesportscenter, enten ved Royal Arena i Ørestaden eller ved Parken og Østerbro Stadion med Rigshospitalet og Københavns Universitet inden for gå-afstand. Denne indstilling faldt absolut ikke i god jord hos DIF’s ledelse, som i dagene op til bestyrelsesmødet var i tæt kontakt med samtlige Team Danmarks bestyrelsesmedlemmer. Konsekvensen af DIF-formandens hektiske aktivitet ved telefonen blev en ikke-beslutning på Team Danmarks bestyrelsesmøde. Sagen blev sendt til ”hjørnespark”, og mødet blev efter min opfattelse et af de sorteste kapitler i Team Danmarks historie. Fra det øjeblik mistede jeg også håbet om og troen på et nationalt elitesportscenter i København uden for ”Idrættens Hus” på niveau med tilsvarende centre i Australien, Norge og New Zealand.

Team Danmark og DIF har nu i mere end 6 år ”videreudviklet” tankerne og ideerne om et nationalt elitesportscenter. Videreudviklingen af drømmen er beskrevet i rapporten: ”Nationalt elitesportscenter i Danmark – Fase 2, februar 2017). Derudover ansatte DIF og Team Danmark i 2017 en fælles ”projektdirektør”, som skulle være frontfigur i forhold til at realisere visionen, målsætninger og strategier i ovennævnte rapport. Projektdirektørens ansættelse er nu ophørt med DIF og Team Danmarks fælles beslutning om radikalt at ændre drømmen om ét nationalt elitesportscenter med alle funktioner og ressourcer samlet på én lokalitet er ”lagt i graven”. Efter min mening har Danmark hverken sportsligt eller forskningsmæssigt potentialer eller ressourcer til at opbygge eller udvikle 4 ”innovationscentre” i København, Aarhus, Odense og Aalborg – med mindre de fire kommuner og de fire universiteter finansierer langt størstedelen af de økonomiske ressourcer til centrene.

Kjeld Rasmussen – ”Vestegnens konge” igennem flere årtier – var en meget klog og handlingsorienteret borgmester, men jeg tror faktisk, at han ville være oprigtig ked af, at lejeaftalen mellem DIF og Brøndby blev en altafgørende forhindring for den bedste løsning for Danmarks allerbedste atleter: Et nationalt elitesportscenter i København – men uden for Brøndby Kommune.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*