Et kollektivt ansvar

WADA’s nye dopingstraf til Rusland er mildere end den sanktion, agenturet anbefalede sportens organisationer for tre år siden, selv om antallet af de russiske forbrydelser og grovheden af dem er blevet større siden dengang.

WADA's afgående præsident, IOC-medlem Craig Reddie, offentliggjorde mandag agenturets straf til Rusland. (Foto: WADA)
Lars Jørgensen

Det internationale antidoping-agentur WADAs udelukkelse af Rusland fra at deltage i internationale sportsstævner i fire år, som en 12-mands jury bestående af medlemmerne af agenturets eksekutivkomite med den afgående WADA-præsident Craig Reedie i spidsen nu er blevet enige om, betragtes af mange idrætspolitiske iagttagere som en hård, men retfærdig straf.

I virkeligheden er straffen mildere end den sanktion, WADA anbefalede for tre år siden, da to uafhængige WADA-undersøgelser havde fundet det bevist, at flere end tusinde russiske atleter i årevis havde deltaget i et statsstyret dopingregime, og en tredje undersøgelse var på vej med samme resultat.

Dengang anbefalede WADA en kollektiv straf til Rusland som nation, der i givet fald ville betyde, at ingen russere var velkomne til OL i Rio de Janeiro i sensommeren 2016.

Sådan gik det som bekendt ikke. For den internationale olympiske komite, IOC, var modstander af en kollektiv nationsstraf til Rusland og lod det være op til de internationale idrætsforbund og sportsdomstolen CAS at vurdere de russiske atleters sager individuelt.

Knæfald for IOC

Af mangel på individuelle beviser betød denne juridiske manøvre, at 278 russiske atleter under neutralt flag fik lov til at deltage i legene i Brasilien, hvor de vandt 19 guldmedaljer, 17 sølvmedaljer og 20 bronzemedaljer.

Den samme manøvre gentog sig to år senere ved de olympiske vinterlege i Pyongchang i Sydkorea, hvor 168 russiske atleter deltog som ’olympiske atleter fra Rusland’ og vandt to guldmedaljer, seks sølvmedaljer og ni bronzemedaljer.

Og selv om listen over de russiske sportsforbrydelser og grovheden af dem blot er blevet større siden dengang, er det den samme individuelle undtagelsesregel, WADA nu har besluttet skal gælde for russerne ved næste års olympiske lege i Tokyo og andre internationale sportsstævner i de kommende fire år.

Set i lyset af den kollektive straf, WADA’s ledelse og en række nationale antidoping-agenturer og nationale olympiske komiteer, deriblandt Anti Doping Danmark og Danmarks Idrætsforbund, anbefalede at straffe russerne med for tre år siden, er det derfor svært at se agenturets nye straf til Rusland som andet end et knæfald for IOC, der finansierer og leder agenturet i et partnerskab med verdens regeringer.

For WADA har fundet det bevist, at russere siden dengang blandt andet har hacket sig ind i agenturets databaser og senest har manipuleret med de databeviser i statsdopingsagen, som agenturet har krævet udleveret fra antidoping-laboratoriet i Moskva.

Derfor ville der nu være sund fornuft og juridisk logik i at straffe russernes samlede sportsforbrydelser med en endnu hårdere sanktion end den kollektive straf, agenturet anbefalede før legene i Rio i den isolerede sag om statsdoping.

Ikke mindst fordi WADA i mellemtiden har fået selvstændig magt til at bestemme straffen til nationer, som snyder med doping.

Ansvarsforflygtigelse

Når Rusland nu er sluppet med en mildere straf, skyldes det imidlertid ikke kun, at IOC sidder på halvdelen af magten i WADA og betragter verdens største land som en uundværlig del af den såkaldte olympiske familie. Den øvrige sportsverden har et medansvar. Og det har sportsmedierne også.

Så længe WADA’s besluttende organer ikke er uafhængige af IOC og verdens regeringer, vil det være agenturets to ejere, som suverænt bestemmer, hvordan og hvor hårdt dopingsager skal straffes. Og det gør de, så længe verdens 200 nationale olympiske komiteer ikke kræver, at den olympiske families enevældige overhoved afgiver sin magt til uafhængige beslutningstagere ud fra et demokratisk armslængdeprincip.

På samme måde kan sportens rene atleter formentlig heller ikke regne med at få yderligere hjælp fra verdens regeringer, som historisk set kun sjældent har blandet sig i sportens autonomi. De færreste regeringer lader til at tage sportens problemer med doping alvorligt nok til at blande sig mere end de gjorde for 20 år siden, da de gik med til at dele finansieringen af WADA med IOC.

Af samme årsag ser offentlighedens repræsentanter i pressen ud til at være de eneste, der for alvor kan komme de rene atleter til undsætning. Det var således den tyske journalist Hajo Seppelt og hans dopingteam på tv-stationen ARD, som afslørede den russiske statsdopingsag i december 2014. Men selv om der nu er gået fem år, er det heller ikke lykkedes pressen at placere et individuelt hovedansvar.

For selv om der også findes kritiske sportsjournalister i andre lande, udgør de en så lille gruppe, at de kun har begrænset indflydelse på mediernes sportsdækning, som primært går ud på at levere underholdning for de mange millioner private og offentlige kroner, medierne hvert år køber senderettigheder til nationale og internationale sportsbegivenheder for.

Det ligner ansvarsforflygtigelse i den såkaldte fjerde statsmagt, som ellers ikke plejer at holde sig tilbage fra at fremhæve sin egen demokratiske betydning, når der skal graves dybt efter forklaringer på verdens uretfærdigheder.

Set i en større sammenhæng ligner den russiske statsdopingsag derfor også i den forstand en sag om et kollektivt ansvar, som fortsat vil give anledning til mange akademiske diskussioner i de kommende år, men som ingen andre end sportens rene atleter for alvor straffes for.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*