Olympisk mester i at løbe fra ansvaret

I udlandet vælter kritikken nu ned over IOC og WADA, fordi sidstnævnte tidligere på ugen opfyldte førstnævntes ønske om ikke at udelukke alle russere fra international sport efter afsløringen af Ruslands statsdoping og fusk med bevismaterialet. De to danske IOC-medlemmer, Kronprins Frederik og Poul-Erik Høyer, er også modstandere af kollektiv straf.

Lars Jørgensen

– Den britiske paralympiske atlet Victoria Aggar opgav i går sit medlemskab af antidoping-agenturet WADA’s Athlete Committee i protest imod, at agenturets eksekutivkomite tidligere i denne uge nøjedes med at straffe Rusland med en delvis udelukkelse fra international sport i fire år fremfor at lytte til atlet-komiteens krav om uden undtagelse at udelukke alle russere som straf for nationens statsdoping og forfalskning af bevismaterialet.

”Jeg føler ikke, at WADA eksisterer længere. Alt for mange politiske spil, alt for mange konflikter og alt for meget selvoptagethed har ført til alt for mange dårlige beslutninger, kompromisser og brudte løfter,” forklarede briten.

Den paralympiske medaljevinder i roning understregede, at hendes beslutning har været længe undervejs, men at WADA-ledelsens beslutning om at ignorere agenturets egen atlet-komites anbefalinger i den fem år lange russiske statsdopingsag var dråben, der fik bægeret til at flyde over.

”I 2016 anbefalede WADA en total udelukkelse af Rusland på grund af de alvorlige beviser på svindel og korruption, som forelå. Nu, hvor der foreligger afsløringer af endnu mere korruption, anbefaler agenturet en mildere sanktion,” sagde Victoria Aggar og fortsatte:

”Mange mener, at WADA ikke kunne modstå presset fra Den Internationale Olympiske Komite og Rusland. Og mange er bekymrede for, hvad fremtiden bringer. For mit eget vedkommende må jeg konstatere, at jeg ganske enkelt ikke længere kan være med i en organisation, som sætter politik over principper.”

”Ruslands skødehund”

Den britiske atlet står langt fra alene med sin opfattelse af, at WADA kandiderer til titlen som olympisk mester i at løbe fra sit ansvar.

Forleden anklagede manden, som indledte efterforskningen af den russiske statsdopingsag, WADA’s tidligere efterforsker Jack Robertson, agenturet for at være ’Ruslands skødehund’.

Og USA’s antidoping-direktør Travis Tygart understregede i en kommentar, at en straf skal passe til forbrydelsen, og at det er derfor, atleter verden over har argumenteret for en total udelukkelse af Rusland:

”Det er en farce, at russiske atleter stadig kan deltage ved OL i 2020 og at russiske fodboldspillere stadig kan deltage ved VM i fodbold i 2022. Lederne af de organisationer, som har ladet det komme dertil, burde skamme sig,” mente Travis Tygart, som i lighed med Victoria Aggar beskyldte IOC for at have orkestreret udfaldet af statsdopingsagen for at sikre sig, at Rusland fortsat vil byde på værtsskaber for internationale sportsbegivenheder.

”Verden må undre sig over, hvad der er værst: Den oprindelige russiske svindel og tyveri af medaljer og rene atleters rettigheder – eller sportsledernes knæfald for Ruslands penge og indflydelse, som har forhindret en passende løsning på denne dystre sag for år tilbage.”

Imod kollektiv straf

WADA’s kritikere anklager med andre ord IOC, som sidder på halvdelen af magten i WADA, mens verdens regeringer sidder på den anden halvdel, for at være en mindst lige så stor skurk i sagen som Rusland.

Men selv om den internationale kritik dermed også rammer de to danske medlemmer af IOC, Poul-Erik Høyer og Kronprins Frederik, som begge i lighed med IOC’s præsident Thomas Bach tidligere har erklæret sig som modstandere af kollektiv nationsstraf for dopingovertrædelser, holder de to højest placerede danske idrætsledere i øjeblikket meget lav profil i offentligheden.

Poul-Erik Høyer blev optaget som medlem af IOC i sin egenskab af præsident for det internationale badmintonforbund. Men Kronprins Frederik har ofte udtalt, at selv om han er optaget i komiteen i sin egen personlige egenskab, ser han først og fremmest sig selv som atleternes mand.

Derfor må det nu give det kongelige danske IOC-medlem stof til eftertanke, at atleternes nye, internationale bevægelse Global Athlete, som ledes af WADA’s tidligere vicedirektør Rob Koehler, både er en af IOC’s hårdeste kritikere og en af de stærkeste tilhængere af en kollektiv straf til Rusland for landets gentagne dopingforbrydelser og efterfølgende forsøg på at skjule beviserne for WADA.

Og hvis kronprinsen kigger tilbage på sin tid som IOC-medlem, må det være lige så tankevækkende for ham, at Anti Doping Danmarks tidligere formand, den svenske muskelforsker Bengt Saltin, allerede et år før offentligheden i 2014 fik kendskab til den russiske statsdopingskandale, var så bekymret for IOC’s manglende vilje til at bekæmpe snyd med doping, at han kraftigt opfordrede kronprinsen til at udnytte sit medlemskab af IOC til at gå langt mere aktivt ind i antidoping-kampen.

Brug for en stærk stemme

”Kronprins Frederik passer perfekt til at få en mere aktiv rolle i det internationale antidoping-arbejde. I kampen mod doping er der netop brug for en stemme, der også har en stærk position udenfor idrætten, og som sportens beslutningstagere lytter til,” sagde Bengt Saltin i et interview med dagbladet BT i 2013, hvor den danske kronprins havde været medlem af IOC i næsten fire år uden nævneværdige internationale idrætspolitiske resultater.

At Bengt Saltin, som i 2002 blev hædret af IOC med en stor olympisk pris på 500.000 dollars, mente sin opfordring til kronprinsen alvorligt, begrundede han på denne måde:

Dopede sportsstjerner som Michael Rasmussen og Lance Armstrong havde haft alt for let ved at snyde sig til sportslige topresultater og dermed pengepræmier og sponsorkontrakter.

Flere end halvdelen af verdens lande havde 15 år efter Festina-skandalen i Tour de France stadig ikke indført en uafhængig og troværdig dopingkontrol.

IOC’s afgående formand for komiteens medicinske udvalg, den svenske læge Arne Ljungquist, som dengang også var næstformand i WADA, ville efterlade sig et stort tomrum i IOC’s antidoping-arbejde, når han trak sig tilbage på grund af alder.

Ingen antidoping-dagsorden

Med disse tre begrundelser opfordrede Bengt Saltin det danske medlem af IOC til at tage initiativ til at sætte en helt ny dagsorden for det internationale antidoping-arbejde i komiteen:

”Der er et stort behov for, at andre IOC-medlemmer, som har en stærk indflydelse på de øverste olympiske beslutningstagere, nu overtager Arne Ljungquists rolle. IOC besidder magten til at udelukke lande, som ikke har en troværdig dopingkontrol. Jeg kan bare ikke få øje på nogen medlemmer af IOC, som for alvor sætter det spørgsmål på dagsordenen. Men det kunne Kronprins Frederik jo gøre,” sagde Bengt Saltin, som var Anti Doping Danmarks første formand.

På dette tidspunkt anede Bengt Saltin ikke, at der et år senere ville opstå et endnu større behov for at få sat spørgsmålet om at udelukke lande, som ikke har en troværdig dopingkontrol, højere op på IOC’s dagsorden. Og det gjorde Kronprins Frederik heller ikke.

Men da den russiske whistleblower Yuliya Stepanova og hendes mand Vitaly Stepanov i en tysk tv-dokumentar i december 2014 anklagede Rusland for at have et statsstyret dopingprogram, og tre WADA-undersøgelser siden bekræftede anklagen, så det i første omgang ud som om, det danske IOC-medlem havde lyttet til Bengt Saltins opfordring.

Løb i en anden retning

I et interview med Ekstra Bladet i sommeren 2016 talte Kronprins Frederik i lighed med Danmarks Idrætsforbund, Anti Doping Danmark og den danske regering varmt for en kollektiv udelukkelse af Rusland som nation fra det kommende OL i Rio de Janeiro.

Men under IOC’s session i Brasilien kort tid efter ændrede kronprinsen mening. Og under OL i Rio de Janeiro forklarede han i to interviews med BT og Politiken, at han havde ændret holdning af hensyn til de russiske atleter, fordi han ved nærmere eftertanke – og i lighed med IOC’s ledelse – mente, at de havde krav på en individuel sportsjuridisk sagsbehandling.

Selv om WADA dengang anbefalede en kollektiv nationsstraf til Rusland uden individuelle undtagelser, har agenturets eksekutivkomite på anbefaling fra WADA’s uafhængige Compliance Review Committee nu tilpasset sin straf efter IOC’s daværende ønske. Og det er denne sportsjuridiske U-vending, som har fået agenturets kritikere til at protestere.

Selv om Kronprins Frederik i de seneste to år med stor folkelig succes er løbet i en helt anden retning i spidsen for sit eget danske motionsløb Royal Run, er det set med danske øjne derfor også interessant, om han formår at løbe stærkt nok til at holde sig fri af den internationale kritik af IOC’s påståede pres på WADA i den højaktuelle russiske sag.

IOC’s sportsdomstol

Ikke mindst fordi toneangivende udenlandske antidoping-stemmer som Victoria Aggar, Jack Robertson, Travis Tygart og Rob Koehler mener, at IOC konkurrerer med WADA og Rusland om at blive olympisk mester i at løbe fra ansvaret overfor verdens rene atleter.

Slutspurten ventes at blive sat ind ved juletid, hvor Ruslands klagefrist på 21 dage udløber. Hvis russerne vælger at klage over, at WADA nu har givet dem en mildere straf end oprindeligt planlagt for tre år siden, selv om listen over deres forbrydelser er vokset betydeligt siden da, er det den såkaldte sportsdomstol CAS, der har til opgave at kåre vinderen.

Men også under det juridiske spil i CAS sidder IOC med de bedste kort på hånden. Sportsdomstolens præsident er det australske IOC-medlem John Coates, som i sin olympiske karriere sjældent har truffet beslutninger uden først at spørge IOC-præsident Thomas Bach.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*