Europas bud på en ny WADA-præsident

Polens sportsminister Witold Banka har opbakning fra EU og Europarådet

Polens sportsminister Witold Banka er kandidat til den ledige præsidentpost i WADA,
LARS JØRGENSEN –

Verdens antidoping-agentur, WADA, som ledes og finansieres af sportens organisationer og verdens regeringer i fællesskab, skal have ny præsident til efteråret.

Efter seks år med en sportsrepræsentant som præsident, den 77-årige skotte Craig Reedie, er det nu regeringernes tur til at vælge en præsident.

Selv om WADA’s nye præsident officielt først skal udpeges til november, forsøger regeringernes repræsentanter i antidoping-agenturets Foundation Board allerede på tirsdag at nå til enighed om en kandidat.

Og fra både EU og Europarådet er meldingen klar: WADA’s næste præsident skal være Polens 34-årige sportsminister Witold Banka.

Den tidligere atletikudøver fik i februar Europarådets opbakning til sit præsidentkandidatur. Og nu har Witold Banka på Twitter meddelt, at han også ’netop har modtaget officiel opbakning fra EU og alle unionens medlemsstater i valget af den kommende præsident for WADA’, som han formulerer det i sit tweet, inden han tilføjer ’Tak for tilliden. Sammen kan vi gøre store forandringer’.

Men opbakningen fra EU og Europarådet betyder ikke nødvendigvis, at Europas repræsentanter i WADA’s Foundation Board på tirsdag også peger på den polske sportsminister som deres præsidentkandidat.

For der er også to andre kandidater i spil til posten: WADA’s norske vicepræsident Linda Helleland og den tidligere maratonsvømmer Marcos Dias fra Den Dominikanske Republik.

Og ud af 18 stemmeberettigede medlemmer i WADA’s Foundation Board har Europa kun fem stemmer. Nord- og Sydamerika har fire stemmer. Det samme har Asien, mens Afrika og Oceanien har henholdsvis tre og to stemmer.

Såfremt de fem regioner på tirsdag ikke når til enighed om, hvem af de tre kandidater, der skal udpeges til WADA’s næste præsident, vil den kommende præsident blive fundet ved en hemmelig afstemning blandt medlemmer af agenturets Foundation Board.

WADA blev oprettet i 1999. Siden da har agenturet kun haft tre præsidenter: Canadieren Dick Pound (1999-2007), australieren John Fahey (2008-2013) og den nu afgående skotte Craig Reddie, som fik posten i 2014.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*